Vox populi

Nu har jeg tidligere citeret et par gange fra Annegrethe Rasmussens indlæg i Politiken under titlen “Mor til fire: Kæft, trit og retning i skolen virker jo.” (Politiken, d. 5/3 2011) Ikke overraskende får det en hård medfart af Politikens læsere, her er nogle illustrative eksempler, som samtidig kan tjene til en lille ABC over hvilke helt almindelige vildfarelser man kan havne i:

Jesper S, Kbh. Ø:>>Kæft, trit og retning i skolen virker jo<< Jo da, hvis man vil have soldater med komplekser, men ikke hvis man vil have kritisk tænkende individer med selvforståelse.

Der er ingen middelvej i uddannelsessystemet: enten laver man soldater med komplekser eller man laver kritisk tænkende individer med selvforståelse. Det sidste er en af de mest indholdsløse fraser fra pædagogikkens verden som oftest dækker over mennesker som stædigt fremturer i deres uvidenhed – vi kan ikke have en nation af kritisk tænkende individer: langt de færreste mennesker formår at tænke kritisk og det er nok heller ikke ret mange samfund som har brug for sådanne, ydermere lægger en betydelig del mediebilledet i Danmark, dvs. Ekstra Bladet og BT in toto på avisfronten og på TV alt hvad der hører til kategorierne Paradise Hotel, Fangerne på Fortet, X-Faktor, Vild med Dans, Robinson osv osv absolut heller ikke op til at publikum skal være kritisk tænkende individer med selvforståelse!

– – –

Hasse Poulsen, Paris: “”her underviser vi i diciplin via frustration” fortalte forstanderen for en børnehave os da vi i 2001 ville indmelde vores 2 årige barn i den lokale børnehave i paris. Der er lavet så mange undersøgelser om hvad der er godt for børns indlæring at det det er meningsløst at stille de gammeldags dyder som udenadslære op mod kreative metoder. Udenadslære giver bare gode karakterer i udenadslære.”

Udenadslære (eller paratviden) handler om viden af den konkrete slags, den slags som danner grundlag for enhver kvalificeret beslutning – og uden hvilken sandsynligheden for at træffe en sådan mindskes voldsomt, hvis ikke direkte umuliggøres.

Udenadslære giver bare gode karakterer i udenadslære,” er nok det allermest stædige forsvar for enfoldighedens velsignelser overhovedet!

– – –

lone, kbh:Jeg bor selv i et land med lignende skoletilstande som forfatteren beskriver. Danskerne er langt foran når det kommer til nytænkning, individualitet, evne til at argumentere, kreativitet, samarbejde osv..

Ak ja, men viden … ? Endnu et forsvar for den veltalende enfoldighed.

– – –

Martine Seedorff Perregaard, København:Jeg kan følge dig et stykke af vejen. At man skal have disciplinen tilbage i den danske folkeskole er vi ikke uenige om. Når det så er sagt synes jeg at det er noget pjat at det skal være okay at underminere et barns selvværd ved at rive dets tegning i stykker. Det kan man kalde blødsøden dansk hippie-mentalitet, men den form for undergravelse af et andet menneske synes jeg bare ikke er okay.

Jamen dog. En enkelt handling skulle være nok til at underminere at barns selvværd? Selv gentagelser ville ikke engang nødvendigvis være af det onde, hvis det medførte at barnet forlod skolen med en ide om hvad det mestrer og en lige så tydelig ide om hvor dets fremtid ikke ligger. Nogle mennesker kan vitterligt ikke tegne og får det aldrig lært, uanset hvor meget de prøver (jeg er en af dem) og måske er det virkeligt ikke nogen skade til, at de bliver klar over det, frem for at de forlader skolen som en Picasso udi egen indbildning!

– – –

Thomas Barnes , Helsingør: Respekt ikke er et ensrettet begreb. Respekt, der kun går den ene vej, er ikke respekt, men frygt. Når man som elev bliver bedt om at respektere læreren, så handler det i lige så høj grad om, at læreren respekterer eleven. Det er ikke tilfældet her i Rasmussens fortælling, hvor læreren river en (innovativ?) tegning i stykker. Respekt for læreren? Den kommer med lærerens faglige kvaliteteter.

Respekt går i alt væsentlighed den ene vej i dette tilfælde, hovedsagligt fordi at læreren er den voksne og den der besidder noget viden som eleverne skal tilegne sig. Men man kan selvfølgelig også vælge at vende tingene på hovedet og kalde enhver barnlig tegning for innovativ og slippe uden om ethvert tilløb til at eleven skulle kunne forbedre sig gennem øvelse. (2+3=6 er således heller ikke en fejl, men blot innovativ matematik, ikke sandt?)

Eller som Annegrete Rasmussen selv siger: “Hvis politikerne tog globaliseringen alvorligt, ville de indse, at det er nødvendigt med et helt nyt grundsyn på barnet, der tager udgangspunkt i, at det er godt at stille krav til børn. At det er sjovt at være god til noget, og at voksne stort set altid er de klogeste og derfor har krav på respekt.”

– – –

Morten Nielsen, Frederiksberg: “”Det er godt at være med, men det vigtigste er nu engang at vinde.” Nå. Siger hvem? Vinderkulturen med high-fives, diplomer og primitiv selvdyrkelse repræsenterer et ynkeligt tilbageskridt væk fra civilisationen og humanismens erkendelse. Men til hest med humanismen og til kamp mod Kina!!! Endnu en DJØF’er markerer sig med fascistisk tankegods. Tak for den klare udmelding, Annegrethe Rasmussen.”

At det vigtigste er at vinde ved enhver dreng eller pige som har dyrket sport eller spillet et spil. Jeg ville kalde det helt naturligt. Men et eller andet sted ude på den meget ekstreme venstrefløj befinder der sig en lille gruppe mennesker for hvem alle der ikke deler deres holdninger er fascister.

– – –

Anders Fabricius Møller, Fredensborg: “En af fordelene i det Danske skolesystem er den kollektive kreativitet, som vi nyder godt af i industrien. Den fremmes ikke ved at sætte fokus på enkelt individet på bekostning af fællesskabet. Kompleksiteten i viden i dag gør at det er fællesskabet som skal bære ideen ikke enkelt individet.”

Fællesskabet eller det kollektive bærer intet. Hundrede personer som kan tælle til ti tæller stadig kun halv så langt som éen der kan tælle til tyve. Fem millioner danskere kunne aldrig tilsammen have skrevet Kierkegaards værker eller tænkt Bohrs tanker …

– – –

Og således bliver det ved over tyve sider, med kommentarer der i overvejende grad afviser værdien af disciplin og lærdom og viden til fordel for kreativitet og fællesskab og selvforståelse.

Jeg ved ikke om der er en pointe på det her, udover at der er grænser for hvad den kollektive kreativitet kan udrette, for der synes helt klart være en tendens til at mennesker langt oftere istemmer koret end lader sig inspirere af andres fejltagelser og misforståelser til selv at foreslå noget bedre. Måske fordi noget sådant – som alle andre former for kritisk tænkning – kræver viden, masser af den og at du derfor kun sjældent vil få fornøjelsen af at kunne korrekse en som ved mere end dig selv.

Kæft, trit og retning – II

“Jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke i Danmark sætter undervisningstiden op og anvender den mere effektivt.

Og hvorfor de danske forældre f.eks. ikke forlanger karakterbøger fra 1. klasse, så de får feedback på, hvad børnene lærer? At bede om uniformer for at slippe for modetyranni eller at blive Des med lærerne er nok for meget at bede om.

Mit bud er, at det handler om forældrene selv. Udenadslære kræver f.eks. en enorm hjælp, tilstedeværelse og opdragelse fra de voksne. Børnene skal tillige være motiverede og udhvilede, når de møder om morgenen, ikke hænge foran tv og computer det halve af natten. Og de skal støttes hjemmefra i, at ting bliver meget sjovere, når man er god til dem.

Det er simpelt hen ikke godt nok »bare at bestå« – som jeg har hørt utallige unge danskere sige til mig over de sidste mange år, når jeg har spurgt dem om deres mål med skolegangen.

At stille krav til sine børn er ikke at mishandle dem, men at gøre dem en tjeneste. Det vil medføre, at de dygtige elever bliver endnu bedre, og det vil give de svagere bedre rammer og bedre arbejdsforhold med en fastere struktur.”

– Annegrethe Rasmussen, Politiken d. 5/3 2011