Smid Gud i fængsel

Allan Lykke Jensen anklager, i en sag som i dag indledes ved Østre Landsret, Skandinavisk Tobakskompagni for at putte skjulte stoffer i cigaretterne, som øger afhængigheden og er decideret helbredsskadelige. (Ryger-Allan: Retssalen bliver et slagtehus.)

Allan har helbredsproblemer efter 50 års heftig rygning, hvilket selvfølgelig ikke er speceielt overraskende, men det er åbenbart, ifølge manden selv og lidt mere overraskende, heller ikke hans egen skyld, for han kunne jo ikke bare have ladet være med at ryge, vel? Derfor “vil [han] have tobaksgiganten dømt for at have holdt tobakkens skadevirkninger skjult for kunderne.”

I halvtres år har tobaksindustrien leveret de daglige fix, som Allan åbenbart havde brug for, for at have kontrol over sit liv, og nu, hvor han ikke længere ryger skal de levere den erstatning (eller i hvertfald retfærdiggørelse) han kan leve sit sit liv på efterfølgende.

– Hvis de bare havde oplyst os om det, så havde vi fået et valg. Så kunne vi have taget en beslutning med åbne øjne, om vi ville ryge eller ej. Det valg har vi ikke fået, siger Allan Lykke Jensen.

Jeg kan huske jeg i skolen, for mere end 30 år siden blev belært om hvor skadeligt rygning var, incl. dramatiske film som viste selve operationen hvor en ryger fik fjernet en lunge. Intet middel var tilsyneladende drastisk nok. Valget har således altid været der. Det er intet andet end en flugt fra ansvaret for sit eget liv, at skubbe muligheden for at have truffet de rigtige beslutninger foran sig, derude i den store grå zone af viden som man desværre ikke havde.

Den slags viden er der masser af og derfor overvejer jeg da også muligheden for at slæbe Gud (subsidiært Den danske Folkekirke) i retten, for Gud er jo som bekendt alvidende og almægtig og derfor, i følge Allans logik, klart skyldig i at tilbageholde oplysninger som kunne har hjulpet mig til at træffe klogere beslutningerne livet igennem. Jeg vil derfor – indledningsvist – lave en opgørelse over de økonomiske tab jeg har lidt, som følge af at Gud har tilbageholdt mig i en alt andet end informationsoptimeret tilstand gennem 40 år! Bered jer, Østre Landsret, den retssag bliver et rent slagtehus!

Nøgen død kvinde

BT har en artikel under overskriften Nøgen kvinde død efter fald fra svævebanetårn, om et dødsfald på en dansk musikfestival:

Kvinden – angiveligt påvirket – havde været oppe i Sky Bar, der er i toppen af svævebanens tårn, der rejser sig 31 meter. Kvinden, der var nøgen og angiveligt påvirket, stod øverst på trappen til svævebanen og dansede. Ifølge vidnet – kastede kun sig ind mod et net, der skulle holde mennesker fra lige præcis at vælte ud.

EB uddyber ved at fortælle at den dræbte kvinde havde hat og bandana på:

Tidligere på dagen har politiet fortalt, at hun nok var mellem 25 og 30 år, men nu er de kommet frem til, at hun nok nærmere er 35 år.

Hun var nøgen, men havde en orange hat på. Inden under havde hun en brun bandana til at holde på håret, oplyser politiet.

Egentlig er det jo ganske komisk – er man 35 år gammel og danser nøgen rundt i fuld offentlighed i en brandert på toppen af et 31 meter højt tårn og kaster sig i kådhed mod et sikkerhedsnet og nettet giver efter og man falder til sin død, med røven bar, mod jorden dybt dernede under tårnet, så har man vist begået så mange dumheder på en gang, at man ikke kan siges at have fået andet end hvad man fortjener.

Ikke desto mindre skal det undersøges om der er gjort tilstrækkeligt for at beskytte folket mod egen dumhed: “Vi efterforsker nu, om der er tale om en grov overtrædelse af arbejdsmiljø eller ren uansvarlighed,”skriver BT, som også kan berette om forargede festivalgæster, der spørgerhvordan en nøgen, fuld pige overhovedet [kan] få lov at færdes deroppe?” Er det ikke ligegyldigt? Burde spørgsmålet ikke snarere være hvorfor man drikker sig så fuld, at man i den grad mister kontrollen over sig selv?

Lad nu bare kreditten komme den døde til gode – journalister jonglerer lystigt med kendsgerninger, men ikke desto mindre er der som altid en lektie at lære. I grunden er det ret enkelt. Det er til enhver tid dit eget ansvar at sørge for, at styre dit eget liv og dine egne handlinger på en sådan måde at du optræder forsvarligt og ansvarligt. Skulle det lykkes dig på pinligste vis at invalidere eller tage livet af dig selv, i en brandert eller i kådhed eller i anden uoverlagt handling, så er skylden og ansvaret ingen andens end din egen. Det kan godt være at det synes hårde ord på dette tidspunikt, men hvis du lever som et fjols, så er der overvejende sandsynlighed for, at du også dør som, eller i hvertfald vil blive husket som, et fjols.

(mere her)

BARFODET SKANDINAV EFTERLYSES (tilføjet 4. juli)

Absurditeterne fortsætter åbenbart på dette års Roskilde Festival, for ifølge JP er en svensk kvinde blevet ‘voldtaget’ på festivalen:

Voldtægten skulle ifølge anmeldelsen være sket bag ved Orange Scene, hvor kvinden sad og urinerede. Hun fik et blackout, efter eget udsagn efter indtagelse af spiritus, og da hun kom til sig selv igen, var en mand i gang med samleje med hende.

Manden forsvandt, da kvinden vågnede op igen.

Den 22-årige mener selv, at flere må have set episoden, men hun mente også, at eventuelle vidner kan have haft den opfattelse, at forholdet var frivilligt.

Tja, skyldsspørgsmålet kan der vel rent juridisk ikke være meget tvivl om. Men hvad med ansvaret?

Hvad kan man forvente, hvis man indtager så store mængder alkohol, at man ikke længere kan tage vare på sig selv, endsige holde sig ved bevisthed og dermed overlader sig selv i tilfældige (sikkert lige så berusede) fremmedes vold, på et sted hvor tusinder af fremmede sikrer en overfaldsmand en vis anonymitet? (En lignende pointe kunne i øvrigt hentes i historien om den danske sejlerfamilie som i måneder har været holdt fanget af somaliske pirater.)

Spørgsmålet besvarer næsten sig selv: overlader du dig selv magtesløs i fremmedes vold, så får du den medfart som de fremmede måtte ønske at give sig. Deri ligger ikke noget normativt, det er en simpel konstatering af fakta. Verden er som den er og den tilpasser og føjer sig ikke efter din verdensfjerne og ansvarsløse holdning til den.

Dobbeltmoral

Måske er det et eksempel på den måske nok sjældne, men dog meget menneskelige tendens til at mennesker som har gjort det til en vane eller erhverv at dømme om andre, efterhånden ganske mister evnen til at dømme om sig selv?

I hvertfald er det vist efterhånden slået fuldstændig klik for Politikens redaktør Seidenfaden, som i en leder d. 9. december 2010 skriver om USA og anonymes hackeres forsøg på “af al magt at kvæle” WikiLeaks efter at de har offentliggjort fortrolige diplomatisk dokumenter fra det amerikanske forsvar og udenrigsministerium.

“Der er tale om altovervejende ikke-juridiske skridt i form af massiv pression mod de private leverandører, som ethvert internetmedie er afhængig af. De amerikanske internetgiganter Amazon og PayPal og andre firmaer i flere lande har bøjet sig for presset og smidt WikiLeaks af deres servere.

Også kreditkortfirmaer og banker har øjensynlig nægtet at betjene WikiLeaks.” (Stop angrebet på informationsfriheden, Politiken, d. 9/12 2010)

Alt det er selvfølgelig korrekt og Politikens forargelse er også i tråd med avisens vane med at udgive bøger uden at spørge forfatter og forlag og domstole først først, jvf. både sagen om Rathsacks bog “Jæger” og Ritt Bjerregaards dagbog (Begge sager er omtalt her: http://jp.dk/indland/article1818042.ece), men herefter hopper kæden af for Seidenfaden:

“Det svarer til, at myndighederne, hvis de ville forhindre Politiken eller Berlingske Tidende i at bringe en ubehagelig artikel, pressede elselskabet til at slukke for strømmen, så trykpressen ikke kunne køre.

Hvor er lovgrundlaget, hvor er domstolene?” (Politiken. op. cit.)

Nu er der jo både i praksis og rent principielt en betydelig forskel på offentliggørelsen af en ubehagelig artikel man selv har skrevet, og offentliggørelse (massedumping!) af materiale som andre har skrevet og som er tilvejebragt på ulovlig vis. Faktisk har de to ting intet med hinanden at gøre og kan selvfølgelig slet ikke sammenlignes. Men det er ikke den eneste sammenligning som Seidenfaden spiller ud:

“Det er forståeligt, ja, formålstjenligt, at en stat forsøger at holde på sine hemmeligheder. USA er i sin gode ret til at tiltale kilden til lækagen og om muligt få ham idømt en hård straf.

Men det er en glidebane mod et mere lukket samfund, hvis USA’s regering eller andre, med metoder, der er helt uforenelige med retsstaten, angriber de medier, der bringer oplysningerne. Skal ytringsfriheden begrænses, må det som minimum ske efter en åben rettergang.” (Politiken. op. cit.)

Seidenfadens pointe synes at være, at kilden til lækagen sagtens kan idømmes en (hård) straf, men at den kendsgerning overhovedet ikke skal påvirke pressens beslutninger, som om at det, at noget først er blevet stjålet, uden videre gør det stjålne materiale til public domain. Det svarer til at sige at hvis nogen brød ind i Seidenfadens private computer og huggede billederne fra swingerfesten i Tøgers sommerhus, så skulle tyven straffes for det, men hvis han forinden havde videregivet billederne til mig, var jeg i min gode ret til at offentliggøre dem. Udover at ganske bortskaffe begrebet om hæleri er det en helt igennem besynderlig opfattelse af ytringsfriheden der her kommer til udtryk.

Ytringsfriheden har intet at gøre med Julian Assanges ret til at offentliggøre stjålent materiale. Ytringsfriheden sikrer at Assange kan sige hvad han vil og den er der ingen der har forsøgt at rokke ved. Hvad nogen har forsøgt at gribe ind overfor, er derimod den informationsmæssige free-for-all som WikiLeaks hæleri-projekt lægger op til: at fordi stjålet gods kommer i dine hænder, betyder det ikke at det er dit til at gøre med hvad du vil. Hvad du burde gøre er at levere det tilbage til ejermanden. Intent andet.

Seidenfaden fortsætter med at konstatere at “WikiLeaks’ redaktionelle prioriteringer i høj grad [kan] diskuteres“, hvilket mildt sagt er en underdrivelse.

“Men USA’s massive og principløse reaktion har løftet sagen til et andet niveau: Er det rimeligt, at en stat med rent magtmisbrug kvæler et frit medie?” (Politiken. op. cit.)

Spørgsmålet er om det at være et frit medie ikke også inderbærer et vist ansvar, noget som Seidenfaden tydeligvis ikke mener er tilfældet. WikiLeaks dumper tusindvis af fortrolige dokumenter til offentligheden i håbet om at nogen kan finde noget som er belastende for nogle andre. Der er ikke tale om materiale, som er lækket for at dokumentere et konkret magtmisbrug eller misforhold, hvilket enhver kan forsikre sig om, ved at læse Politikens opfrodring til læserne:

“Når det sidste dokument er offentliggjort, vil lækken inkludere over en kvart million dokumenter, og det er flere end selv politiken.dk’s journalister kan nå at læse grundigt.

Derfor vil vi gerne tippes, hvis politiken.dk’s læsere, ser vigtige historier i de rå dokumenter, som ikke er fortalt endnu.” (Tip os: Find de gode WikiLeaks-historier. Politiken d. 29/11 2010)

Det her har intet som helst med ansvarlig journalistik at gøre. (Tankevækkende er også Seidenfadens svar på følgende spørgsmål vedr. Politikens offentliggørelse af Rathsacks bog: “Hvorfor har I ikke ventet, til fogedretten har taget stilling til, om der skulle nedlægges forbud mod bogen? For det første fordi fogedsagen ikke har noget med Politiken eller medierne at gøre. Den er rettet mod forlaget.” Gad vide om fogedretten ikke også ville have haft indvendinger mod bogens trykning i pressen, hvis den havde haft det mod forlagets udgivelse af den?)

Her er det så at Politikens dobbeltmoral kommer ind i billedet.

For det første har Politiken den moralske standard der udi egen opfattelse giver dem ret til at optrykke andres værker uden at spørge om lov først, jvf. de to bøger nævnt ovenfor. For det andet opfatter man sig selv, som det fremgår ovenfor, som værende ytringsfrihedens vogter, når det gælder om at offenliggøre stjålne amerikanske statshemmeligheder, samtidig med at man – for det tredje – sagtens kan gradbøje samme ytringsfrihed når det gælder karikaturtegninger: “Det er meget trist, at Politiken ofrer ytringsfriheden under trussel om en retssag,” sagde Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen om Politikens knæfald for en arabisk advokats krav. (Politiken siger undskyld for Muhammed-tegning. Berlingske, d. 26/2 2010) Endelig er der historien om “dybe links”, hvor Politiken var særdeles fremme i skoene når det handlede om at hindre både søgemaskiners og andres adgang til Politikens hjemmeside (Politiken nægter søgemaskinerne adgang, Ingeniøren, mandag 31. jul 2006) og i den sag var der ikke megen forståelse for andres brug af Politiken som Politiken bruger andre…

Jeg ved ikke hvordan Tøger Seidenfaden, rent logisk, holder rede på dette moralske multibogholderi og jeg er ikke sikker på at jeg overhovedet ønsker at vide det, men man aner nok en anden persons indflydelse i baggrunden. Gør man ikke?

Ansvar?

En 16-årig knægt dømt for at slå et avisbud ihjel er flygtet fra den sikrede institution Stevnsfortet i fredags.

Den 16-årige ønskede at spille bold og efter at have fået adgang til basketballbanen kravlede han derefter over et fem meter højt hegn og forsvandt og det er jo egentligt ganske forståeligt – friheden  har en umådelig tiltrækningskraft på mennesker, især de der ikke har for meget af den i forvejen.

Efterfølgende kom lederen af institutionen med en udtalelse:

Der er ikke noget at bebrejde medarbejderen, siger institutionens chef, Kaj Lauritsen. (Politiken)

Sympatisk, ikke? Det er i hvertfald ikke medarbejderen som havde opsynet med den unge voldsmand, som skal have skylden i pressen. Sådan taler en rigtig leder.

Men hov, så var der heller ikke mere mandfolk i Kaj Lauritsen for straks efter skal eget ansvar da også fralægges, fraskrives og undsiges:

»Hvis de vil stikke af, kan vi ikke forhindre det. Der har ikke været nogen forvarsler om, at han og kammeraten var parat til at rømme, og reglerne er blevet fulgt«, siger Kaj Lauritsen. (Politiken)

Det er sgu da også for frækt at de unge bare stikker af uden forvarsel. Så er de jo slet ikke til at holde styr på!

Men reglerne er i det mindste overholdt, så ingen har noget i klemme…

I øvrigt: hvis de ungdomskriminelle ellers kan komme og gå som det passer dem, hvori består så forskellen mellem en sikret og ikke sikret institurion?