Alle elsker Anders Breivik!

På førstedagen for hvornår den norske massemorder Anders Breivik skulle vidne i retten i Oslo, skrev BT i en leder følgende:

I dag vil Anders Breivik sætte flere ord på sine afskyelige handlinger – med ofre, pårørende og pressefolk som vidner. Endnu flere vil følge sagen via tv og på internettet. Hvad der skete i Oslo og på Utøya, er så grusomt, så ondt og så sorgfyldt, at det næsten ikke er til at bære at læse om eller at blive delagtiggjort i. Det har været fremført, at retssagen – og mediernes formidling af den – er med til at give terroristen Breivik unødig opmærksomhed. Breivik har selv signaleret, at han ser retssagen som en platform, hvorfra han kan lade sine synspunkter flyde.

(Fair retssag til Breivik, BT d. 17/4 2012))

Sådan skriver en avis, som er en af flere, der har bragt live-dækning fra retssagen, hvor læsere, minut for minut, kunne følge hvad der blev sagt i retssalen i Oslo. Men sådanne på lederplads bragte overvejelser, skal da ikke forhindre samme avis i at bringe de saftige historier om den 22-årige kvinde, der i en anden avis, blev præsenteret under denne overskrift: “Skudoffer på flugt holdt sin kæbe i hånden.” (EB, d. 15/5 2012)

Jeg husker alle skuddene, der ramte. Måske ikke rækkefølgen. Jeg blev skudt i armene, og tænkte, at det kunne jeg overleve. Så blev jeg skudt i kæben, og da tænkte jeg, at det var mere alvorligt. Så blev jeg skudt i brystet, og det tænkte jeg, at det dør man af, fortalte den kønne, 22-årige kvinde, da hun vidnede som tirsdagens andet vidne mod massemorderen Breivik.

(Skudt fem gange af Breivik: ’Jeg husker alle skuddene’, BT d.15/12 2012)

Hvorfor er dette interessant for en avis? Fordi det er det læsene vil have.

Jeg vælger derfor helt at se bortfra den mulighed, at BTs læsere er en flok selvpinere, der flagellerer sig selv dagligt og i timevis med indtagelsen af ubærlige sorgfyldte grusomheder. Næh, det er nok nærmere BTs redaktion der er en dobbeltmoralsk og principløs pengemaskine, som leverer den vare læserne vil have. Uden forbehold.

Lad os også bare slå fast, at det ikke er retten der er en platform for Breiviks udspredelse af egne synspunkter, men derimod pressen der, som en udslidt og sygdomsbefængt gammel luder, beredvilligt stiller sig til rådighed for hvad som helst for lidt småpenge. Og du, kære læser, er dens kunde.

Pressen er Breiviks talerstol og den giver læserne det de vil have, nemlig drama; og jo mere virkeligt og detaljeret jo bedre. Desuden er det slet ikke Breiviks synspunkter som er det interessante, dem er der ingen der interesserer sig synderligt for, men derimod beskrivelsen af hans handlinger.

Lad os ikke bedrage os selv: alle elsker Anders Breivik!

Vi elsker at læse om Anders Breivik fordi han bringer drama ind i en ufarlig og rutinepræget hverdag. Han er det drama, som vi alle ubevidst drages mod, men som vi dog af bekvemmelighed helst vil have på god afstand.

Vi elsker Breivik på samme måde som en god film, en thriller eller en gyser, fordi hans handlinger kilder os de rigtige steder, kilder vores dødsfrygt på den ufarlige og fjerne, men aligevel virkelige måde, som ingen fiktion kan konkurrere med.

Vi elsker at forarges over Breivik, såvel som alle andre mordere og terrorister, fordi der ikke er noget bedre middel, end vores forargelse over hans tilsyneladende afgrundsdybe ondskab, til at vække følelser i os af at være uendeligt selvretfærdige og bekræfte os i vores moralske overlegenhed.

Vi elsker Breivik, fordi han får os til at føle; han vækker døde følelser af medlidenhed og medfølelse med ofre vi ikke kender og aldrig har haft noget ønske om at kende, men hvis lig vi, som virtuelt nekrofile, kan misbruge, gennem deres billeder og historier bragt i pressen, til følelsesmæssig selvtilfredsstillelse.

Retsagen mod Breivik er snart ovre; de saftige detaljer, beskrivelserne af de smukke unge mennesker der falder for morderens iskolde kugler og de overlevendes gribende beretninger er overstået og efterlader os med et dramatisk og emotionelt tomrum der skal fyldes.

Vi venter allerede på den næste.

Kommandør Breivik

Breivik. Kommandør. Organiseret i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering. Operationen er fuldført og vil overgive sig til Delta.

Således sagde Breivik i telefonen da han ringede til politiet efter han havde afsluttet masakren på Utøya og den replik afslører rigtig meget om, at der en hel del af Breiviks livsindhold, som kun eksisterer udi egen indbildning. Det skal jeg vende tilbage til om lidt.

FORSTÅELSE OG SYMPATI

Leder i Ekstra Bladet, Forståelsen for terror, 24. juli 2011.

“MAN TAGER sig til hovedet, når den danske naziformand, Esben Kristensen, nu belærer alverden om, at han skam godt forstår, hvad der foregår inde i hovedet på den norske terrorist, Anders Breivik.

FRISK og frejdig plaprer han løs med sin sindssyge sympati for, at der kommer tidspunkter, hvor mennesker simpelt hen ikke vil finde sig i, at man ’forærer hele verden væk’.”

To ord er vigtige at bemærke til i ovenstående, nemlig forståelse og sympati og der er stor forskel på de to. Jeg kan (med lidt anstrengelse) forstå hvad der er foregået inde i hovedet på Anders Breivik, mens det hverken for jeg eller – vover jeg at påstå – de fleste normale mennesker er muligt at have sympati med det. At forstå er ikke at sympatisere, på samme måde som at forklare ikke er det samme som at acceptere. Forståelse er en rationel disciplin og som i denne sammenhæng blot viser at man har en smule indsigt i elementær menneskelig psykologi. Sympati handler i modsætning hovedsagligt om følelser.

“BUDSKABET er, at når man synes, samfundet går i den forkerte retning, så mener en del, man også har ret til at bombe og slå ihjel. En forskruet tankegang, Esben så langtfra står alene med.”

Selvfølgelig er det let at lade forargelsen løbe af med sig, men som lederskribent på en dansk avis burde man være hævet over den slags simple følelser eller i det mindste være i stand til at undlade at tage dem med på arbejde.

Tankegangen er nu slet ikke så forskruet endda. Cirka en million dræbte irakere og den aktuelle krig i Libyen er eksempler på at vi ikke har problemer med at bombe og slå ihjel når andre samfund går i den forkerte retning. Det er selvfølgelig sværere når det er ens eget samfund det handler om, men det holdt da ikke de danske modstandsfolk tilbage. Også Stauffenberg mente at samfundet gik i den forkerte retning og at han havde ret til at bombe og slå i hjel og ville være blevet hyldet desto mere om han var lykkedes med sit projekt. PLO er i øvrigt et glimrende eksempel på at terrorisme og f. eks. det at angribe en skolebus med bazookaer sagtens kan være udgangspunkt for noget som senere hen er blevet almindeligt anset for en god og retfærdig sag.

Pointen er, at verden ikke er så simpel, at den består af onde og gode mennesker, hvor de onde begår handlinger, som qua deres ydre fremtoning kan defineres som klart og tydeligt onde. Balancen er hårfin.

KONSPIRATIONSNONSENS

Til gengæld er der ikke er meget hårfinhed over det 1500 sider store manifest som Breivik skrev og rundsendte kort inden terroraktionen i juli måned. Derfor blev jeg noget forbløffet, da jeg læste en historie om en hackergruppe som ønsker at ødelægge det:

“Hvis det står til hackergruppen Anonymous, så bliver det 1500 sider lange manifest, som terroristen Anders Behring Breivik har skrevet om sin væbnede kamp mod multikulturalisme og islam, ødelagt for altid. Gruppen har iværksat en kampagne, hvor den opfordrer alle netbrugere i verden til at lave falske og meningsløse kopier af Breiviks manifest. Anonymous håber derved, at originalen går tabt i mængden.”

Dette er selvfølgelig intet andet end at give manden alt for megen kredit og at tage ham alt for alvorligt. En person som anser sig selv for at være Kommandør i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering, skal ikke tages alt for alvorligt, i hvertfald ikke som andet og mere end den temmelig forstyrrede person han er og i øvrigt uanset om hans manifest indeholder skjulte koder eller ej. (Samtlige 1500 helt originale sider af manifestet kan i øvrigt downloades her: 2083.)

Han er ugens nyhed i det store internationale medie-freakshow. Intet andet. Intet mere. Udover det han allerede har gjort, får han – ligesom alle andre terrorister – kun den betydning vi selv tillægger ham.

Her er hvad han – formodentlig helt uden selvironi – skriver om klassifikationen af forrædere (s.815):

“How shall we differentiate between hardcore Marxists, cultural Marxists, suicidal humanists/career cynicists and the capitalist globalists? The common factor here is that they all believe they are doing the right thing, so they all have good intentions, at least according to themselves. But this can also be said about Hitler, Stalin and Pol Pot. They were all idealists in their own twisted way. Regardless of  their twisted intentions they are all mass murderers and must be treated as such.”

 

SJOV MED MENINGLØS VOLD

Noget helt andet er, at indtil for få dage siden havde diverse danske aviser stadig på forsiden af deres hjemmesider adskillige artikler med sidste nye vinkler på massakren på Utøya. Her har vi kunnet læse alt om tragedien. Om hvordan kølerummet reddede kokkens liv og om hvordan 16-årige Julie skrev sms’er til mor hvert femte minut, mens morderen myrdede løs og om 17-årige Marte, som fortæller at “pludselig var der stille, og jeg hørte fodtrin. Så skød han mig.”

De fleste aviser har haft billedgallerier af alle ofrene, så vi alle kan se disse smukke unge mennesker og rigtig fantasere om hvordan det gik for sig den rædselsfulde dag på Utøya. Og skulle du have glemt eller overset noget kan du læse Jesper Vangkildes artikel i Politiken: Genoplev ugen, der fik Skandinavien til at skælve der tager dig ved hånden og fører dig gennem hele historien.

Man kan rimeligvis spørge sig selv hvilken nyhedsmæssig værdi sådanne persongallerier og genoplevelsesartikler egentlig har. Faktisk kan man spørge sig selv hvilken reel nyhedsmæssig værdi 99% af beretningerne fra Utøya egentlig har. Er det andet end ren følelsesporno, når du kan læse et øjenvidne fortælle om hvordan han hørte en 11-årig dreng bede for sit liv: “Jeg hørte drenge sige, at gerningsmanden ikke skulle skyde ham, og at han nu havde skudt nok. Drengen sagde til ham, at han havde dræbt hans far, og at drengen selv var for ung til at dø.

Svaret er at den slags ingen som helst nyhedsværdi har overhovedet. Det er bare god underholdning. Du læser det af nøjagtig samme grund som andre sætter sig og ser en thriller eller en gyserfilm, for inderst inde nyder du al din forargelse og din vrede og din medfølelse og dine tårer og din frygt og den søde gysen, du får hver gang du tænker på hvordan det mon var at være midt i begivenhederne den dag derude på Utøya.

Der er ikke noget bedre end at kunne forarges over hvor onde andre er, for det bekræfter en selv i hvor god og retfærdig man er. Ejheller er der noget mere livsbekræftende end at kunne sørge, græde og forfærdes over andres grufulde skæbne. Hvilken grund ellers til at læse om det?

Men det er jo en gammel nyhed nu. London og flere andre engelske byer bliver splittet ad og Amy Winehouse er død af druk og vi taber snart en landskamp til Norge.

Heldigvis, fristes man til at sige, så har vi da noget andet at beskæftige os med.