Alvor og pjat

“When logic and proportion
have fallen sloppy dead…”

Da Naser Khader for nylig “havde et ærinde i det københavnske shoppingcenter Fields“, så han på sin vej til rulletrapperne to unge muslimske mænd i færd med at bede på hver deres avis, som de havde spredt ud på jorden som bedetæppe. Dette forløb blogger Khader i BT, d. 19. januar og fortsætter:

Det provokerede mig. Det er ikke, fordi jeg er religionsforskrækket. Jeg har flere i min omgangskreds, der er meget religiøse, og som beder fem gange i døgnet – hjemme! Og det, synes jeg, er helt fint. Det er ikke min sag at blande mig i den slags. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke over, om ikke man kan være mindre demonstrativ i udøvelsen af sin religion?

Det demonstrative ligger vel ikke i den måde en given handlig opfattes på, så meget som i intentionen bag den, vel? Nede bag min lokale Spar-købmand hænger en tre-fire mænd og en enkelt kvinde ud med deres guldbajere og smøger og de står der ganske fredeligt i fuld offentlighed og indtager deres nødvendigheder. Der er intet demonstrativt over det, de gør det bare, måske fordi det falder dem naturligt at gøre det. Det provokerer mig ikke.

Når jeg ved samme købmand ser en mand og kvinde, begge ekstremt overvægtige, købe seks hindbærsnitter, i to poser med tre i hver og når de sætter sig på cykelstativet uden for butikken og de spiser tre hver inden de går videre, så provokerer det mig heller ikke. Det kan godt være at jeg tænker at måske ikke er det klogeste i verden, men i sidste ende kommer det ikke mig ved, hvorledes andre vælger at bruge deres liv, for det berører jo ikke mit liv som sådan og derfor har jeg overhovedet heller ingen ret til at føle mig provokeret.

Khaders følelser hører hjemme i samme kategori som de, der hjemsøgte de muslimske horder som gik på gaden i protest over nogle tegninger i en dansk provinsavis, nemlig forargelsen over andres mennskers liv og værdier, alene af den grund at de ikke harmonerer med ens egne og at man derfor forarges over at se dem. Måske går Khader en endda et skridt videre, i og med at han læser et motiv ind i situationen, som det ifølge hans egen fremstilling ikke ligefrem er indlysende at der er belæg for. Og han fortsætter, ved gentage sig selv, som om gentagelsen i sig selv kunne gøre hans tvivlsomme pointer mere indlysende:

Jeg synes, det er noget pjat at bruge aviser som bedetæppe og at lægge sig midt i Fields eller andre offentlige steder. Det handler ikke om, at jeg er imod religion, det handler derimod om at skrue ned for det demonstrative element i religionsdyrkelsen.

Der er rigtig meget pjat i vores samfund, som man kunne tage fat på, hvilket man kan forvisse sig om ved f. eks. at læse om den ret specielle sportsbegivenhed Masturbate-a-thon, omtalt i Politiken under overskriften “DM i onani afholdes til maj“; her og her og her! Der er jo ikke det pjat vi ikke vil tillade og acceptere, når bare vi kan kalde det personlig frihed, mens den alvor der ligger i at dyrke sin religion som i det beskrevne tilfælde, affærdiges som pjat. Skam dig, Hr. Khader, at du ikke kan kende forskel.

I demokratiske samfund er religion og tro en privat sag – og ikke noget, der udøves på en så overdreven demonstrativ måde. Sådan bør det fortsætte med at være.

Demokratiet som begreb har Khader stort besvær med at forstå, som jeg har påstået tidligere, og her går det galt igen. Man kan næppe kalde religion en privat sag – i betydningen skjult – når vi har en statsreligion og der undervises efter den i folkeskolen, og derfor er det selvfølgelig noget vrøvl Khader skriver. Til gengæld kan man godt sige at religion er en privat sag – i betydningen religionsfrihed – men i den forbindelse ligger der ikke noget eksplicit eller implicit krav om, at du skal dyrke din religion hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.

Faktisk ville jeg da uendeligt meget hellere have at folk tilbad deres guder noget mere i fuld offentlighed og nøjedes med at masturbere hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.

__________
Citat: White Rabbit

Forvænte mennesker

“Forvænte mennesker elsker at lade sig gribe af panik, nemlig når noget – muligvis – kan true deres forvænthed. Vi véd alle, hvordan groft forkælede børn opfører sig. Just sådan opfører vi os. Vi konstaterer ikke, at det eksempelvis er usundt at ryge, og at det muligvis kan være medvirkende til fremkomst af sygdom og død. Vi bliver derimod slagne af panik, bliver skingre i stemmen, kræver indgreb og forbud og restriktioner. Her er det ikke nok med etik, man må tillige mobilisere juraen, politikerne samt ordensmagten. Rædslen har grebet folket – uagtet vi alle, hvad enten vi ryger eller ikke, bliver ramt af sygdomme og en uafvendelig død.

Panikken vil aldrig mangle anledning, og jeg finder det kedsommeligt at remse op, hvilke temaer panikken i vor tid med fryd har kastet sig over: Ozonlaget, som nedbrydes af spraydåser og køleskabe, den påståede skovdød, der med “videnskabelige” sikkerhed skyldes den sure regn, sprøjtemidler, kemisk industri, døde hummere i Kattegat, afbrænding af giftstoffer i Nordsøen, sældød, burhøns, drivhuseffekten, hvalerne, der måske uddør, og hvad vil verden være uden hvaler? Præcis det, som den nu er uden dinosaurer og sabeltigre!

Min påstand er ikke, at der ikke er realiteter i alt dette eller dog i noget af det. Meget af det kan sikkert være alvorligt nok, og man er da også, så vidt jeg er orienteret, i færd med at gøre noget ved det. Min pointe er alene panikken. men den lægger jeg til gengæld den største vægt på, thi den er i mine øjne et symptom på en mangelsygdom – og altså just den mangelsygdom jeg har gjort opmærksom på, det demokratiske meningstab, der skyldes udelukkelsen af enhver tanke om et yderste mål, som det for alt i verden gjalt om at opnå. Når ideen om den “den evide salighed” – hvad det så end er for noget – går ud, da vil selv den mindste lille trussel antage spøgelsesagtige proportioner. Eller, som tidligere udtrykt: Da vi ikke kan finde ud af, hvad alvor er for noget, da er vi tilbøjelige til at gøre hvad som helst til det yderste alvorlige – hvilket på en desorienterende måde er identisk med at der ikke findes nogen alvor mere i livet, men alt er tant. Man må så at sige vælge imellem at opføre sig hysterisk eller kynisk. Thi man tør ikke længere se den sande alvor i øjnene: At være et dødeligt menneske, stillet under Guds ubetingede herredømme.”

Johannes Sløk: Det her samfund! (1989)