Agurketidssalat

Kollektiv eller synkron forskning var min første tanke da jeg så en artikel i Jyllands Posten under overskriften “Flere opdager effektiv kur mod slidgigt”. Opdagelsen, viste det sig,

“daterer sig tilbage til 1961 til en irsk-født sygeplejerske ved navn Margaret Hills, som selv havde fået gigt som 21-årig. Margaret Hills havde den teori, at gigten var forårsaget af kroppens produktion af mælkesyre og andre syrer, som efter hendes opfattelse krystalliserede og lagde sig i leddene. Når krystallerne blev omgivet af væsker, ville det resultere i opsvulmning, ømhed og stivhed.”()

…og det er unægteligt noget helt andet. Filosofien bag er helt enkel:

“Filosofien bag den alternative kur er, at en ubalance i kroppens pH-balance forårsager symptomerne. Den ekstra syre i kroppen kan imidlertid neutraliseres ved blandt andet at indtage en mere basisk kost.”()

Ud over kostomlægninger er kuren meget simpel:

“Drik en blanding af to teskefulde æblecidereddike, to teskefulde honning og et glas vand fire gange om dagen – efter et hovedmåltid og før sengetid. Det er bedst, at det er efter et måltid, da æblecidereddiken ellers kan være hård ved maven. Eddiken kan desuden belaste tænder.”()

Nu vælger jeg at se bort fra der foreslås at bekæmpe syre med syre og hæfter mig istedet ved indholdet af kuren. Hvis ikke allerede du, kære læser, fik optændt din skepsis ved ordet “ubalance” i forrige citat, så burde den automatisk ryge i højeste alarmberedskab efter ovenstående. Fatter du den stadig ikke? Så her her en opskrift på hjemmelavet agurkesalat (fra http://www.maduniverset.dk):

agurk
1 dl eddike
4 spsk sukker

1 tsk salt
friskkværnet peber
1 tsk tørret dild
Riv eller skær agurken i papirtynde skiver.
Bland vand og eddike med krydderier og sukker. Læg agurkeskiverne i væden og lad det stå mindst ½ time før servering.

Kan holde sig i køleskab en uges tid.

Men nej, det duer jo ikke. Kuren kræver at man bruger æblecidereddike! Almindeligt eddike henne fra købmanden er alt for sekulært; i den rette alternative ånd skal der bruges den “økologiske æblecidereddike “med grums i bunden af flasken”(sic!) der oftest fås i helsekostbutikker“() og honning, som er godt sukker lavet af små nyttige og gode bier, frem for sukkeret i pose fra hylden i supermarkedet som er lavet af onde og grådige mænd hos Danisco!

Jyllands Posten må være slemt i bekneb for gode journalister når man lader journalistelever som Line Ziegler Laursen uovervåget kaste sig ud på så dybt vand. For til trods for at artiklen citerer formanden for kliniske diætister Ginny Rhodes for at sige “at kroppen under normale omstændigheder regulerer kroppens pH-balance. Derved burde kroppen ikke kunne komme i ubalance, som kuren ellers hævder at kunne neutralisere” og at den fortæller om skeptiske læger læger som ikke vil anbefale kuren og Gigtforeningen som ikke vil så meget som undersøge den, afslutter den fortabte journalist artiklen med at bede folk om at henvende sig til redaktionen hvis de har prøvet kuren med positiv effekt.

 

PS. Så det gjorde jeg selvfølgelig:

Kære fpn-redaktion!

Mange tak for jeres (Line Ziegler Laursens) artikel om en kur mod gigt bestående af æblecideræddike og honning. Jeg kan oplyse at både jeg og  min svært gigtplagede fader og faster har brugt kuren gennem flere år med helt fantastisk resultater. Gigten er væk (eller det er dens symptomer i hvert fald) og vi kan nu igen leve et normalt liv. Det er næsten et mirakel.

Jeg synes det er rigtig godt at i viderebringer disse oplysninger trods modstand fra stivsindede gamle læger og andre der ikke vil se lyset og godtage andre end de etablerede behandlingsformer.

Men når artiklen anbefaler æblecideræddike fra urtekram (den med grums i bunden) synes jeg det er lidt klamt, for det der grums i bunden ser ikke så lækkert ud og det er også alt for dyrt. Almindeligt æddike kan faktisk bruges med samme effekt. Man kan også med stor økonomisk fordel erstatte honning med almindeligt sukker (honning er jo stort set ikke andet end sukker alligevel). Derfor har jeg lavet min helt egen opskrift på kuren som er lige så effektiv som den I bringer i artiklen.

Den kommer her:

2 dl æddike
2 dl sukker
2 dl vand
1-2 agurker i skiver
en spsk tørret dild
lidt salt og godt med peber

Det hele blandes i et stort glas med låg og stilles i køleskabet i et par timer eller gerne mere. Det er et vidundermiddel mod gigt og smager rigtig godt til flæskesteg! I er velkommen til at bruge min opskrift som I vil.

venlig hilsen

Per Lundbech
Odense

Suk! Sans for humor er åbenbart ikke universel. Da jeg for nogle år siden sendte en mail til Politiken og brokkede mig i lettere sarkastiske vendinger over at en klovn af en journalist havde skrevet om VM-matchen mellem Fischer og Karpov, fik jeg en skriftlig skideballe af en af deres redaktører, som mente at det ikke var et problem at skrive om en VM-match uden at vide hvem der deltog i den.

Otte timer brugte fpn på deres svar til mig og de tog åbenbart min henvendelse alvorligt. Det er god kundepleje, meeen …

Hej Per

Tusind tak for din mail. Vi er meget glade for at have muligheden for at kunne bringe øget livskvalitet til mange danskere uden de store udgifter. Personligt undrer jeg mig over, at gigtforeningen ikke i højere grad føler en forpligtelse til at undersøge de foreskrevne muligheder nøjere – det burde være i medlemmernes interesse.

Mange hilsner

Poul Tvilum, nyhedsredaktør, fpn.dk