Lejedisciple?

Thomas Sobol beretter fra Cambodja i Weekend Avisen:

Da jeg når Pailin, opsøger jeg flere af pastorerne i de kristne kirker, der er skudt op i byen. Ikke alle er lige villige til at tale, men Pastor Roth Pannith fra den Bibelsk Presbyterianske Kirke trækker et par plasticstole frem foran kirken. Mens børnestemmer synger salmer og øver engelske fraser i baggrunden, fortæller han om dette område:

»Da min bibellærer sagde, jeg skulle til Pailin, blev jeg bange. Jeg vidste, at alle her i området var tidligere Røde Khmerer, og at her var fyldt med landminer og dødbringende malaria. Da min kone og jeg kom hertil i år 2000, var der ingen kristne. Men nogle af dem, jeg talte med, erkendte, at deres hænder var sølet til i blod, fordi de havde slået mennesker ihjel. Så hvis Gud virkelig kunne tilgive dem, var de villige til at tro på Gud. Jeg fortalte dem, at hvis de gjorde bod og bekendte alle deres synder, så ville Gud tilgive dem og fortiden blive glemt. Nu er de glade og tilfredse og har hjulpet til med at sprede Guds ord, og i dag er mange af de tidligere soldater blevet kristne,« siger Pastor Roth Pannith. (Thomas Aue Sobol: Du kan ikke narre Gud, Weekend Avisen, d. 8. juni 2007.)

En herlig merkantil tilgang til det at tro på Gud. Noget for noget, medmindre da Gud i de egne – og det er vel ikke utænkeligt, fortiden taget i betregtning – er så desperat efter undersåtter at det ligefrem tangerer afpresning.

 

Om klaphatte II

»Det var skandaløst, at Christian Poulsen opførte sig på den måde. Selvfølgelig opførte den tilskuer sig også dumt, men det værste var dog, at Christian Poulsen, der er en professionel fodboldspiller, som tjener millioner om året, ikke kan tøjle sit temperament og overfalder en modstander. Det var skandaløst.«

Justitsminister Lene Espersen i Berlingske Tidende, d. 5. juni 2007.

“Man skulle have statueret et eksempel og sige, at det vil man ikke tolerere. Spillere, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, er der ikke plads til på landsholdet. Så har de brug for at komme hjem og tænke lidt over tingene i en periode.”

“Christian Poulsen er en rollemodel, og når han som professionel fodboldspiller med millionindtægt ikke kan tøjle sit temperamt i 90 minutter, kan det være svært at forklare unge mennesker, at de ikke skal begå vold.”

… udtaler Lene Espersen desuden ifølge avisen.dk i et interview med TV2 News.
Ja, hvad ligner det at være et så skidt eksempel for de unge mennesker i dette land? Det er skandaløst. De unge mennesker har klart brug for hæderlige lovlydige rollemodeller med ansvalighed, rygrad og personlig integritet:

“Den konservative boligsag startede for tre uger siden, da det kom frem, at Henriette Kjær havde haft folkeregisteradresse i Århus, selv om hun længe har delt lejlighed sammen med sin kæreste og deres barn i København. Og mindre end fjorten dage efter valgte også den konservative EU-ordfører, Lene Espersen, at flytte folkeregisteradressen fra forældrene i Hirtshals til en lejlighed på Frederiksberg, hvor hun ellers længe har boet med sin forlovede. Det kan betale sig at have adresse i Jylland. I følge Folketingets regler modtager medlemmer med folkeregisteradresse i København nemlig årligt 37.000 kr. i skattefrit omkostningstillæg, hvorimod et medlem vest for Storebælt honoreres med 93.000 kr. – penge, der ydes for at dække medlemmernes omkostninger ved dobbelt husførelse.(Morten Langager: Konservative boligsager undersøges, JP d. 17. juni 1998)

og

“Så er der de to unge konservative damer i regeringen. Socialminister Henriette Kjær er tidligere blevet afsløret i at opgive falsk bopæl som Thor Pedersen, men kun for at rage ekstra 50.000 kr. til sig, som Folketingsmedlemmer med bopæl fjernt fra rigets hovedstad har krav på. Hvis en af de sociale klienter under hendes ministerium gjorde noget tilsvarende, ville det formentlig blive betragtet som socialt bedrageri. Sådan noget går de lov-og-orden-bevidste konservative ikke ind for. Men den søde Henriette Kjær med det uskyldige udseende blev socialminister og er det stadig. Justitsministeren, den lige så konservative Lene Espersen – kølerfiguren med den talende kavalergang – gjorde sig skyldig i den samme forseelse som kollega Kjær. Men også hun blev og er stadig minister, endda for retshåndhævelsen i landet.” (Ole Lange: Regeringens politiske moral, Information, d. 21. marts 2003)

Tja, “spillere, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, er der ikke plads til på landsholdet,” er jo en ret kontant udmelding. Spørgsmålet er hvor mange der så, efter denne justitsministerielle logik, heller ikke burde være plads til på ministerholdet. Mere info her. Desværre en politisk motiveret og dårligt dokumenteret hjemmeside med slagside. Men alligevel!

Om klaphatte

“Ganske paradoksalt var det en tilskuer fra roligan-flokkens tribune, der blev den person, som hele Europa taler om i dag.
Det er ham, der nu er skyld i, at vi skal til at diskutere hegn om de store fodboldbaner.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark er på vej ud af EM.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark nu risikerer alt fra at spille hjemmekampe uden tilskuere eller spille landsholdsbold i Hamburg.
Men det er i virkeligheden det, jeg er mindst optaget af i disse skrivende minutter.
Jeg er flov over at være dansker.
Jeg er flov over, at den monumentale klaphat – så vidt vides – har samme pas som mig.”

… skriver Peter Brüchmann under overskriften “Jeg er flov over at være dansker i dag” i en blog på bt.dk om den mand der efter at have drukket 15-20 øl, fik den ide at ville kommunikere koporligt med dommeren i lørdagens fodboldlandkamp mellem Danmark og Sverige. Nu er Peter Brüchmann sportsredaktør på BT, men egentlig kunne ovenstående lige så godt kunne have været et uddrag af tilfældig en teenagepiges dagbog, i og med at man med indførelse af “bloggen” som en del af visse danske avisers hjemmesider, tilsyneladende har valgt at lægge navn til stort set hvad som helst og dermed reelt at se stort på kvalitet, objektivitet og omtanke. Og netop omtanker er der i allerhøjeste grad brug for.

“Danske unge har et særdeles højt alkoholforbrug. Faktisk har danske unge opnået Europarekord i druk henholdsvis i 1995, 1999 og 2003.” (Sundhedsstyrelsen)

Således står der at læse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og uden ligefrem at skulle fremlægge dokumentation for påstanden, vil jeg hævde at der hver weekend er ikke så få tusinde danskere der drikker mellem 10 og 20 øl (eller dertil svarende mængder alkohol) på en aften og at ikke så få af dem begår dumheder af mere eller mindre seriøs karakter som følge deraf. En del af disse kan man bl. a. se optræde på danske fodboldstadions hver weekend.

Den eneste forskel på alle disse klaphatte og den klaphat der stjal billedet i lørdags er at den sidste tilfældigvis gjorde det foran et større publikum end det er de fleste andre forundt og eftersom han desuden alligevel ikke har nogen erindring om hvad han har gjort, kan man jo sige – uden dermed at fritage ham for et ansvar i den forbindelse – at det der skete blot var en tilfældighed der ventede på at ske.

Er det noget der giver grund til at føle sig flov over at være dansker?

Næppe, med mindre man har boet hele sit liv et kosteskab fuldstændig uden kontakt med omverdenen. Der har været masser (millioner?) af grunde til at floves tidligere, men det har jo ikke været bekvemt at gøre det, for det er jo almindelig accepteret adfærd der udmynter sig i at sætningen “Nu skal vi have det sjovt” er uløseligt forbundet med “Lad os få noget at srikke”. Forargelse sælger ikke aviser når det er læserne man forarges over.

Her derimod er der tale om et enkelt individ der tilfældigvis træder helt ved siden af og så stikker den indre journalistiske svinehund hovedet frem. Ham kan vi hænge ud, det er omkostningsfrit og det er nemt. Ikke et ord om at danske unge tre gange i træk har sat europarekord i druk og at det vil nærmest er et mirakel at hvad der skete i lørdags ikke er sket tidligere. Næh, manden her kan frit kaldes “klaphat” og det der er værre, fordi han tilfældigvis valgte nationalarenaen som stedet til at udleve sin brændert og uanset at det samme formodentlig kunne være sket for ikke så få andre.

Så meget desto mere grund til at være ansvarlig og besindig, ikke mindst hvis man er journalist. For hvad skal man kalde en klaphat hvis skam blot er et journalistisk virkemiddel som han kan bruge efter behag?

Reinkarnation

“»I det øjeblik jeg siger, jeg tror på Gud, dukker, der en masse spørgsmål op: Hvorfor er der så uretfærdighed og krig og ødelæggelse. Det er lidt det samme med det overnaturlige. Hvis vi virkelig har levet før, hvad er det så, vi bærer med os, hvorfor lever vi flere gange, og hvad er det, vi skal lære,« spørger Sonja Richter.”(avisen.dk, den 1. juni 2007)

Hvorfor i alverden er det at Gud skal have ansvaret for alverdens ‘uretfærdighed og krig og ødelæggelse’, når det nu er tydeligt for enhver at det er mennesket der altid står bag den slags? Richters spørgsmål er barnligt og stupidt på samme måde som når mennesker bruger deres liv på at søge livsforlængelse (for nu ikke at tale om evigt liv) i panisk flugt fra døden. Spørgsmålet kan stilles med samme rimelighed uanset om man tror på Gud eller ej og svaret er ligeså indlysende uanset: Fordi menneskene er forskellige og fordi de har fri vilje til at søge deres. Alternativet? En Gud der som en anden Big Brother griber ind og siger “Fy! Kan i så lade være!” ved hver en given lejlighed. Tanken er ikke tiltalende. Den er i øvrigt også påtrængende og indbildsk; lad Sonja Richter spørge sin Gud hvad hun skal gøre i stedet for at spørge ham om hvad han mener andre skal (undlade at) gøre.

Richter har blandt andet taget to uger med Multi Inkarnations Sessesioner, en terapiform, hvor man behandler nuværende problemstillinger ved at gå tilbage til de (tidligere) liv, hvor de opstod.

»Man spørger om lov til at se, hvad der skete i det pågældende liv, og så ruller der simpelthen en masse billeder ind over en. Men det er ikke som at se en film, man er inde i kroppen og kan mærke og se alt. Det er enormt dramatisk og spændende og sindssygt sjovt,« siger Sonja Richter om oplevelserne, hvor hun blandt andet har været en stor tyk mand på 200 kilo. (avisen.dk, den 1. juni 2007)

Det er godt nok bekvemt at gå i terapi som giver en det alibi det er at kunne tilskrive sine problemer til ham det fede svin der misforvaltede ens egen tidligere inkarnation (samtidig med at man tilskriver en multiinkarnationsterapist fede checks), men måske tiden alligevel ville være bedre brugt på lidt almen dannelse, der kunne sikre en mod at blive narret af den første den bedste alternative svindler der dukker op med tilbud om let og ligegyldig erkendelse.

Undertegnede er tilbøjelig til at mene at Gud gerne må lade uretfærdighed og krig og ødelæggelse fortsætte, hvis han dog bare ville udrydde mennskelig dumhed. For, som Sonja Richter siger:

»Vi er ikke færdigudviklede som mennesker. Vi kan meget mere, end vi tror.« (avisen.dk, den 1. juni 2007)

Helt rigtigt er det ikke: Mennesket er ganske komplet som det er. Tilsyneladende er problemet at alt for mange vist ikke ved, hvad det er de skal kunne.

Symboler

Nu var det egentligt min mening at foretage en politisk rundtur henover partierne, for at dette ikke skulle tage sig alt for ensidigt ud. Der er andre mange andre politikere end Gerner der frivilligt gør sig selv til nar med ukvalificerede, uovervejede eller bare helt igennem tåbelige udtalelser. Men eftersom jeg nu de sidste par dage har været gennem Elsebeth Gerner Nielsens angreb på Krarup, så lad mig da for en god ordens skyld tage lidt fat Søren Krarup.

Søren Krarup blev d. 18. april i Politiken citeret for følgende udtalelse:

“For så vidt som man siger, at hagekorset er symbolet på nazismen, så er det jo altså af samme art som Islams tørklæde.”

Det har han jo ret i, for så vidt der i en vis forstand er tale om to symboler. Men at han trækker to så forskellige symboler frem i denne sammenhæng kan nu nok undre. Det ene valgt som et symbol på en opportunistisk og kortlivet politisk bevægelse efterfølgende blot husket som symbol på industriel massemord, det andet en del af en mere en tusind år gammel religion, kan sammenligningen umiddelbart synes noget kunstig. Forklaringen følger, med Krarups egne ord:

“Tørklædet symboliserer en totalitær ideologis krav om, at alle der ikke deler dens synspunkter og holdninger, er vantro, og de bør rettelig omvende sig, og hvis de ikke vil det, så de skal udryddes.”

Der presser Hr. Krarup analogien vel rigeligt: Det som tørklædet primært symboliserer er vel Islams holdning til kvinder, på samme måde som f. eks. Paulus’ første Brev til Korinterne viser Kristendommens opfattelse af kvinder:

“Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud. Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved. Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af. Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. Men da det nu regnes for en s kam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket. Men en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans. For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed. ” (1. Kor. 11; 3-16)

Dette ved Hr. Krarup naturligvis godt, på samme måde som han ved at tanken om de vantro der skal omvende sig eller gå til grunde ejheller er Kristendommen fjern, hverken i teori eller praksis. Her er lidt teori:

“Da lod Jesus skarerne gå og gik hjem. Og hans disciple kom og bad ham: »Forklar os lignelsen om ukrudtet på marken.« Han svarede: »Den, der sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn, og fjenden, der såede det, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle. Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre!” (Matt. 13;36-43)

og

“Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.” (Johannes’ Åbenbaring 20, 11-15)

Men måske er det bare noget helt andet der er galt; måske det er misundelsen der tynger Hr. Krarup, at hans hyrdekolleger i den anden religion har så meget mere styr på flokken, end Krarup og kolleger udi folkekirken selv har? For det hedder jo også om kvinder:

“Ligeledes vil jeg, at kvinder skal være ærbart og ikke prangende klædt, deres pynt skal ikke være kunstfærdige håropsætninger og guld eller perler eller dyrt tøj, men gode gerninger, som det sømmer sig for kvinder, der vedkender sig deres gudsfrygt. En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed. For Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet.” (1. Tim 2;9-12)

og

“Ligeså skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, for at de af mændene, der er ulydige mod ordet, kan blive vundet uden ord gennem deres hustruers livsførelse, når de får syn for jeres rene, gudfrygtige liv. Jeres skønhed skal ikke være i det ydre, såsom flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder, men i hjertet, det skjulte menneske, med en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed, som er meget værd i Guds øjne. For det var sådan, de hellige kvinder, der håbede på Gud, i sin tid smykkede sig, idet de underordnede sig under deres mænd; således bøjede Sara sig for Abraham og kaldte ham herre, og når I gør det gode og ikke frygter nogen trussel, er I blevet hendes børn. (1. Peter 3; 1-7)”

Trist er det at skulle være præst i en verden fuld af kristne der kun er kristne af navn.

A little learning …

Of all the Causes which conspire to blind
Man’s erring Judgment, and misguide the Mind,
What the weak Head with strongest Byass rules,
Is Pride, the never-failing Vice of Fools.
Whatever Nature has in Worth deny’d,
She gives in large Recruits of needful Pride;
For as in Bodies, thus in Souls, we find
What wants in Blood and Spirits, swell’d with Wind;
Pride, where Wit fails, steps in to our Defence,
And fills up all the mighty Void of Sense!
If once right Reason drives that Cloud away,
Truth breaks upon us with resistless Day;
Trust not your self; but your Defects to know,
Make use of ev’ry Friend–and ev’ry Foe.

A little Learning is a dang’rous Thing;
Drink deep, or taste not the Pierian Spring:
There shallow Draughts intoxicate the Brain,
And drinking largely sobers us again.
Fir’d at first Sight with what the Muse imparts,
In fearless Youth we tempt the Heights of Arts,
While from the bounded Level of our Mind,
Short Views we take, nor see the lengths behind,
But more advanc’d, behold with strange Surprize
New, distant Scenes of endless Science rise!
So pleas’d at first, the towring Alps we try,
Mount o’er the Vales, and seem to tread the Sky;
Th’ Eternal Snows appear already past,
And the first Clouds and Mountains seem the last:
But those attain’d, we tremble to survey
The growing Labours of the lengthen’d Way,
Th’ increasing Prospect tires our wandering Eyes,
Hills peep o’er Hills, and Alps on Alps arise!

A perfect Judge will read each Work of Wit
With the same Spirit that its Author writ,
Survey the Whole, nor seek slight Faults to find,
Where Nature moves, and Rapture warms the Mind;
Nor lose, for that malignant dull Delight,
The gen’rous Pleasure to be charm’d with Wit.
But in such Lays as neither ebb, nor flow,
Correctly cold, and regularly low,
That shunning Faults, one quiet Tenour keep;
We cannot blame indeed–but we may sleep.
In Wit, as Nature, what affects our Hearts
Is nor th’ Exactness of peculiar Parts;
‘Tis not a Lip, or Eye, we Beauty call,
But the joint Force and full Result of all.
Thus when we view some well-proportion’d Dome,
The World’s just Wonder, and ev’n thine O Rome!)
No single Parts unequally surprize;
All comes united to th’ admiring Eyes;
No monstrous Height, or Breadth, or Length appear;
The Whole at once is Bold, and Regular.

Whoever thinks a faultless Piece to see,
Thinks what ne’er was, nor is, nor e’er shall be.
In ev’ry Work regard the Writer’s End,
Since none can compass more than they Intend;
And if the Means be just, the Conduct true,
Applause, in spite of trivial Faults, is due.
As Men of Breeding, sometimes Men of Wit,
T’ avoid great Errors, must the less commit,
Neglect the Rules each Verbal Critick lays,
For not to know some Trifles, is a Praise.
Most Criticks, fond of some subservient Art,
Still make the Whole depend upon a Part,
They talk of Principles, but Notions prize,
And All to one lov’d Folly Sacrifice.

[Pope: Essay on Criticism.]

Bøger

“I skal endelig ikke købe for mange bøger: I læser jer bare ihjel.”

Sagt af tutor på Syddansk Universitet til de nye filosofistuderende under en rundvisning i boghandelen, d. 31 august 200- og overhørt af undertegnede.

Mig bekendt er der aldrig nogen der er omkommet under forsøget på at læse en bog – selvom der sikkert er mange der har følt at det snærpede der hen ad når de en sen nattetime lå i livtag med Phänomenologie des Geistes – og det er da vist kun idioter der tror at man kan eje eller læse for mange bøger. Der er aldrig ikke nogen der har taget den ringeste skade af at læse for meget og da slet ikke filosoffer; for selvom man ingenlunde bliver filosof af at læse filosofi, bliver man det helt sikkert heller ikke ved at vide for lidt.

Så hvis man ikke ligefrem hedder Helge Sander og mener at fordybelse og dannelse er overflødigt pjat – jvf. kronikken i JP, d. 16/11 2005 – så kan man vist godt sige at læsning generelt kan anbefales.

Eensomhed II

“Hvad vil da Samvittigheden indskærpe ved Bevidstheden om, at Du er en Enkelt? Den villære Dig, hvis Du dømmer (thi i saare mange Tilfælde vil den afholde Dig fra at dømme), at Du da har Din Dom paa eget Ansvar; at Du med Undseelse som for en Afdød prøver, hvad Du forstaar og hvad Du ikke forstaar; den vil skrække Dig fra at søge den glimrende Udflugt til Elendighed, at i Ere Mange, thi mange Daarer gjør dog ikke een Viis, og Mængden er en tvetydig Anbefaling for en Sag; jo større Mængden er, desto sandsynligere, at Det den priser er Daarskab, desto usandsynligere, at det er Sandhed; og allerusandsynligst at det er nogen evig Sandhed, thi evigt er der jo netop ingen Mængde. Sandheden er ikke saaledes, at den Strax behager en letsindig Mængde – og i Grunden gjør den det aldrig; Sandheden maa netop forekomme en saadan Hob taabelig.”

S. Kierkegaard: Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, p.121-2 (3.udg.)

Eksklusivitet

“Demokrati må komme først, fordi demokrati er meget inkluderende. Demokrati tolerer og accepterer mangfoldighed. Mens kultur og religion har det med at være ekskluderende.”

Naser Khader udtaler sig i Kristelig Dagblad den 16. maj 2007 om Ny Alliances intentioner om at afskaffe kristendomsfaget i folkeskolen, kirkens personregistrering og på langt sigt gøre op med folkekirkens fortrinsstilling i Grundloven.

Ja, religion og kultur er ekskluderende. Ethvert valg vi træffer i vores liv er ekskluderende på et eller andet plan. Nogle valg er simple og kortsigtede. Vælger du for eksempel at drikke kaffe kan du ikke også drikke te (lige nu). Andre valg har betydning for livet. Vælger du at uddanne dig til tømrer kan du ikke også være kok. Vælger du at gifte dig med Anne kan du ikke også (lovligt) tage Bodil til hustru. Det er ret enkelt.

Undertiden bliver valg truffet for dig, som du kun vanskeligt kan gøre om; er du f. eks. født dansker kan du ikke umiddelbart blive tysker. Atter andre valg kan have vidtrækkende konsekvenser for dit liv; hvis du vælger at leve som kristen kan du ikke også være muslim. Andre valg igen er engang for alle blevet truffet for dig; er du mand kan du ikke også være kvinde. Det er faktisk ret enkelt.

Man kunne omvendt sige at hvis man fjerner alt der er eksluderende fra ens liv er det intet tilbage.

Det samme kan siges at være gældende på et nationalt plan.

Skulle vi gøre op med kultur og religion på det grundlag som Khader foreslår, måtte vi også gøre op med nationalitet: At være dansk er ekskluderende. Og med sprog: At tale dansk er ekskluderende. I det hele taget er alt det der gør at vi er danske ekskluderende. Det er derfor vi ikke er tyskere eller svenskere. Hvis du fjerner alt fra det danske samfund er der ekskluderende (som f. eks. religion og kultur) er der intet tilbage som kan kaldes dansk.

Det er faktiske så elementært at det ikke rigtig kan bruges som argumentation for noget som helst og slet ikke på den måde som Khader gør i citatet overfor. Medmindre selvfølgelig at man er ude i et frontalt angreb på enten hele ideen om nationalstaten eller bare det danske samfund som sådan.

(Noget helt andet er den fejlagtige opfattelse som Khader har af ordet ‘demokrati’. Det skal jeg nok vende tilbage til.)

Queers

Apropos homoseksuelle, så kom jeg i tanke om en artikel fra Weekend Avisen: Johanne Mygind: Homo-rock og pussycake, WA d. 14/7 2006. Den er ganske vist et år gammel og således ikke ligefrem aktuel, men ganske morsomt er det hele nu alligevel.

“Vi kender en familie, hvor datteren er meget optaget af prinsesselege, og det deler hun med faderen, for han er transseksuel og meget glad for kjoler. Men barnet er meget bevidst om, at hun selv må vælge, om hun er mand eller kvinde, når hun bliver voksen.”

Således talte lederen af workshoppen “Queers as parents” på Festival for Queers i København, omtalt i Weekend Avisen d. 14/7 2006.

Intet nyt under solen, så vi tager lige for analogiens skyld et hurtigt sceneskift til Galilæa år 32, da ovenstående af en eller anden grund får mig til at tænke på følgende scene fra Monty Python’s Life of Brian:

THE COLOSSEUM, JERUSALEM
CHILDREN’S MATINEE

Voice: Ladies and gentlemen. The next contest is between… Big Goliath –
The Macedonian baby-crusher, and Boris Miser.
[A number of women are cleaning up the stadium. The first pulls away a dead body, leaving the head behind. The next finds a ring on the finger of a body, and since she can’t take is off, she slips the arm into her robes.]
Brian: [Roving the stands, holding a tray of goodies{?!?}]
Dog’s tongues. Wren’s livers. Chaffinch brains. Jaguar’s earlobes.
Wolf nipple chips, get ‘em while they’re hot, they’re lovely.
Dromedary prezels, only half a dinar. Tuscany fried bats.
[Elsewhere on the stands, sit the terrorist organisation the PFJ. On a higherstep sit (left to right) Stan, Reg, and Francis, while below them sits Judith.]
Judith: I do feel, Reg, that any anti-imperialist group like ours must
reflect such a divergence of interests within its power base.
Reg: Agreed. Francis?
Francis: Yeah. I think Judith’s point of view is very valid, Reg, provided the
movement never forgets that it is the inaliable right of every man…
Stan: Or woman.
Francis: …or woman. To rid himself…
Stan: Or herself.
Francis: …or herself.
Reg: Agreed.
Francis: Thank you brother.
Stan: Or sister.
Francis: …or sister. Where was I?
Reg: I think you’d finished.
Francis: Oh, right.
Reg: Furthermore, it is the birthright of every man…
Stan: Or woman.
Reg: Why don’t you shut up about women, Stan. You’re putting us off.
Stan: Women have a perfect right to play a part in our movement, Reg.
Francis: Why are you always on about women, Stan?
Stan: I want to be one.
Reg: What?
Stan: I want to be a woman… from now on I want you all to call me Loretta.
Reg: What???
Loretta: It’s my right as a man.
Judith: Well why do you want to be Loretta, Stan?
Loretta: I want to have babies.
Reg: You want to have babies?
Loretta: It’s every man’s right to have babies if he wants them.
Reg: But you can’t have babies.
Loretta: Don’t you oppress me.
Reg: I’m not oppressing you, Stan. You haven’t got a womb. Where’s the foetis going to gestate? You going to keep it in a box?
[Loretta starts crying.]
Judith: Here. I’ve got an idea. Suppose you agree that he can’t actually have babies, not having a womb, which is nobody’s fault… not even the Roman’s, but that he can have the right to have babies.
[This seems to satisfy him.]
Francis: Good idea, Judith. We shall fight the oppressors for your right to have babies, brother. Sister, sorry.
Reg: What’s the point?
Francis: What?
Reg: What’s the point of fighting for his right to have babies when he can’t have babies?
Francis: It is symbolic of our struggle against oppression.
Reg: Symbolic of his struggle against reality.

Kampen mod virkeligheden er en (på mange måder og på mange plan, i øvrigt) svær kamp at kæmpe og ved udsigten til et tabt slag er fristelsen til bare at benægte den sikkert ret stor.

Alternativet er at hævde slaget vundet på forhånd:

“Mange heteroseksuelle mænd bliver aggressive, når de for eksempel møder en transvestit. De ser en, som ligner deres kæreste, og som de får lyst til at kneppe, men samtidig vil de jo ikke stikke pikken i en mand, for så er de jo bøsser. Den kobling af fascination og aggression kan være livsfarlig, for det provokerer heteroseksuelle mænd til vanvid at føle begær mod andre mænd,” forklarer en Miss Fish samme sted.

Det er jo unægtelig en interessant udtalelse og man fristes til at kigge lidt på logikken i den. “De ser en, som ligner deres kæreste,” må jo være på et overordnet plan, altså de ser en ‘kvinde’ og ikke på et personligt plan, at de ser en der minder dem om den person deres kæreste er (da noget sådant vist er lidet sansynligt). Men så falder præmisserne for argumentet jo, da sætningen så vil have det betydningsmæssige indhold: “De ser en, som ligner en kvinde, og som de får lyst til at kneppe,” og – alt andet lige – så er det vist de færreste mænd der reagerer på den måde og med den automatik ved synet af en hvilken som helst kvinde …

Mænd bliver ikke til kvinder ved at iklæde sig kvindetøj, de fleste kommer ikke – hvor gerne de end ville – nærmere end Terry Jones i et afsnit af Monty Python’s Flying Circus. Men skulle det alligevel ske at en fatsvag stakkel tog fejl af den ægte vare og kopien, er Miss Fishs udlægning alligevel en grov overforsimpling: “det provokerer heteroseksuelle mænd til vanvid at føle begær mod andre mænd,” for da vil det ikke være den anden mand som begæret retter sig imod, men kvinden han fremtræder som og vreden er næppe så meget over at han så pludselig er blevet bøsse(!), som over at han ganske gement er blevet bedraget.

Men det er da sikkert rart for transvestitter at kunne forsikre sig selv om at de ligner underskønne kvinder og at de bliver begæret øjeblikkeligt af alle mænd indenfor hvis synsfelt de træder, men temmelig langt fra virkeligheden er det nu nok alligevel, og det simple postulat: “men samtidig vil de jo ikke stikke pikken i en mand, for så er de jo bøsser”; nemlig at det blot skulle være moral eller fordom der afholder mænd fra at gå rundt og i flæng have sex med hinanden, skal man nok være en Miss Fish, for at kunne postulere. Dermed afsløres nemlig den mest grundlæggende af enfoldigheder: at man tror alle andre er ligesom en selv!

Miss Fish (aka Jørgen Callesen), der i øvrigt går rundt på festivallen iklædt perlekæde og hår på brystet, præsenterer sig selv således: “Jeg er ikke transseksuel, for jeg vil ikke være kvinde, men jeg føler mig heller ikke særligt godt tilpas som mand. Løsningen for mig er at bære mine kvindelige sider uden på.” At Miss Fish bærer sit køn (eller dele af det) som en klædningsdragt uden på kroppen er jo ikke ensbetydende med at kønnet ikke stikker betydeligt dybere og er en uadskillelig del af personligheden hos andre og ikke blot noget der styres af moral, fordom eller tilfældige vildfarne lyster.

En morsom detalje er en kvinde der i artiklen citeres for at sige: “Jeg ville ønske, der var et kønsneutralt ord for forældre!” Jamen dog, det danske sprog har netop et sådan ord og det er, mirabile dictu, “forælder”! En forælder kan være enten en mand eller en kvinde eller – i flertal – begge to i smuk samhørighed. Men måske er det noget helt andet der i virkeligheden spørges efter, nemlig en erstatning for de kønsspecifikke ‘far’ og ‘mor’. For selvom disse begreber jo kan strækkes ret langt og ‘far’ også kan bruges som dækkende for ‘papfar’ eller ’stedfar’, kan man jo godt forestille sig at man kan geråde i rådvildhed overfor sine børn, når det gælder den korrekte tiltaleform for en papfar der kalder sig Loretta.