Den første gang føltes det lidt sært. Man forventer jo, at der kommer nogen. Heldigvis er vi flere om at dele oplevelsen og styrke hinanden. Nu vender jeg den om og bliver glad, når der kommer nogen.
Sognepræst Karin Jytte Langballe fra Nørre Vedby Kirke på Falster, som 13 søndage sidste år – sammen med organisten, kirketjeneren og kirkesangerne – mødte op til en tom kirke.
__________
- Politiken, d. 20/2 2012
I følge Else Marie Kofod, ph.d. i folkloristik og leder af Dansk Folkemindesamling, “er det en naturlig udvikling, at de voksne ikke længere er med i selve fastelavnsfejringen på samme måde som tidligere”[1] og hun udtaler i følge Ekstra Bladet følgende om fastelavn og hvad den er i dag sammenlignet med tidligere.
Både unge og gamle klædte sig ud og red rundt til naboerne og indsamlede mad, der så blev spist i fællesskab i landsbyen om aftenen. Om aftenen sluttede man af med konkurrencelege.
Men som industrialiseringen vandt frem, udskiftedes hestene efterhånden med traktorer, og optogene blev færre. Vi mennesker har også intellektuelt udviklet os, og voksne samles i dag om nogle andre ting end dengang.[2]
Intellektuelt udviklet os? Samles om andre ting? Som f. eks. et karneval i København, som er en billig efterligning af et tilsvarende sydamerikansk? Halloween i stedet for fastelavn? X-Faktor? Paradise Hotel? Facebook?
Udviklet os intellektuelt?
Til orientering er her noget om fastelavn i gamle dage:
Katten symboliserede det onde, og for at jage ondskab og ulykke på flugt, slog man katten af tønden. Skikken kom til Danmark med hollændere, som boede ude på Amager. De gjorde et så stort nummer ud af fastelavnsfesten, at de kongelige og andre fornemme folk klædte sig ud i folkedragter og drog ud for at se på festlighederne. Således lå både Christian d. Syvende, Caroline Matilde, Struensee og hele hoffet i halm og tæpper og betragtede de folkelige løjer i 1771. Og der var nok at se på.
[...]
En af legene gik ud på, at man til hest red under en levende gås eller hane, der var hængt op i benene, som det gjaldt om at rykke hovedet af. For at legen ikke skulle slutte, så snart turen kom til den første stærke mand, blev dyret smurt ind i fedt, så kræet var sværere at holde fast på.[...]
Ordet fastelavn er en fordanskning af det tyske ord fastelabend, altså fasteaften. Sydpå kaldte man festen for carnival (efter carne vale, som let fortolket betyder farvel til kødet).
_______________
Article 13199 of the Pan-European Constitution:
“No person shall be prejudiced from employment in any capacity, at any level, by reason of age, race, creed or incompitence.”
Ovenstående er det interessante udgangspunktet for Incompetence en roman af Rob Grant, en af mændene bag BBC serien Red Dwarf. I forlagets omtale af bogen hedder det videre: “In the not too distant future the European Union enacts its most far reaching human rights legislation ever. The incompetent have been persecuted for too long. After all it’s not their fault they can’t do it right, is it? So it is made illegal to sack or otherwise discriminate against anyone for being incompetent.”
Jeg har hørt påstanden fremført igen et par gange i den seneste tid, og altid med det samme triumferende og salige smil, som tydeligt demonstrerer at afsenderen hermed mener at så er alt sagt: “Islam er en lovreligion!” Dixit!
Selve distinktionen, lovreligion eller ej, er i bedste fald temmelig ligegyldig for alle andre end nogle få forskere begravet temmeligt dybt i universiteternes afdelinger for komparativ religion og inden for den politiske referenceramme, hvor udtrykket oftest anvendes nedladende og fordømmende overfor en hel religion og dens udøvere, er det en fuldstændig meningsløs og irrrelevant påstand, for man kunne lige så vel og med samme vægt og relevans forsøge at affærdige Islam med påstanden om at den begynder med bogstavet ‘i’.
Overforsimplede konklusioner har det med at tilfredsstille simple hjerner og hvad kunne bekomme disse bedre end muligheden for at afskrive en modstander, en aversion, en fjende med bare fire ord? Sådan er virkeligheden ikke. Religioner (eller ideologier for den sags skyld) kan ikke affærdiges med en enkelt teknikalitet. Et hurtigt kig gennem religionshistorien eller verdenshistorien kan forsikre enhver om at (især de monotheistiske) religioner – lovreligion eller ej – er et mægtigt redskab i hænderne på de som ønsker at ensrette og styre og kontrollere og ikke mindst kristendommens rolle som lige netop lovreligion har været et væsentligt element gennem de sidste tusind års verdenshistorie.
Men hvorfor så? Begrebet “lovreligion” er åbenbart introduceret i den offentlige debat fra politisk hold, i et desperat forsøg på at skabe en praktisk politisk (og ikke en religionsvidenskabelig) distinktion mellem Kristendommen og Islam, på en sådan måde at forskellen kommer til at bestå i noget fundamentalt ved religionerne selv, fremfor det langt vigtigere, nemlig spørgsmålet om hvordan man praktiserer sin religion.
Det er en kendsgerning, at uanset om du er kristen eller muslim, er det ikke din religion som sådan der afgør, om du kommer på kant med den vestlige samfundsform, men udelukkende et spørgsmål om, med hvilken grad af alvor du praktiserer din religiøsitet. Der er nemlig nok af samfundsfjendtligt tankegods i både Islam og Kristendommen til at bringe enhver tilhænger af disse på kant med samfundet som vi kender det. Eller med andre ord: hvis ikke du i en eller anden udstrækning giver køb på de religiøse (kristne eller muslimske) idealer, vil du uundgåeligt komme i konflikt med det omgivende samfund.
Politisk er dette særdeles ubekvemt for yderste højrefløj, når man politisk profilerer sig på repræsenterer et sæt af dansk-kristne værdier. For den alternative og aldeles uspiselige løsningsmodel er at indse og indrømme at grunden til at kristendommen fungerer i den vestlige verden, er, at vi forlængst har opgivet at leve efter de kristne idealer, at vi dybest set ikke tager kristendommen alvorligt mere og at der formodentligt ikke findes et eneste kristent menneske tilbage i den vestlige verden.
Som Vilh. Grønbech skrev i 1946: “Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”[1]
Problemet er at der er kommet en ny dreng i klassen og selvom han næppe ville få Grønbech til at ændre sine ord, kan det jo være at han ender med, at tvinge andre til at ændre måden de tænker på. Og det er måske ikke så dårligt endda.
_______________Da jeg var barn, engang i det sidste århundrede, fandtes der en speciel type af mennesker, som havde en ganske særlig og ikke helt ufarlig tilbøjelighed og som af samme grund var forhadte af stort set alle: lurere eller vindueskiggere kaldte med dem og de havde en for mig ganske uforståelig trang til at presse næsen mod andres viduesruder for at se hvordan og hvad der gik for sig derinde hos vildt fremmede mennesker. At det kunne være en særdeles risikabel adfærd kan man nok regne ud, og jeg kan erindre et par tilfælde hvor en vindueskigger blev opdaget og indfanget og hvor den efterfølgende kontante afregning var sædeles håndfast.
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunne vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?
- Kierkegaard (SV3 2,28)