Øv!

Great minds discuss ideas, average minds discuss events, and small minds discuss people. Disse ord skulle stamme fra Eleanor Roosevelt, men min kilde er tvivlsom, så det lader vi ligge og koncentrerer os om indholdet som på en eller anden måde passer utroligt godt på en bog jeg samlede op i et supermarked forleden, nemlig Lars Keplers Hypnotisøren.

Her er masser af snak om og især af mennesker, ganske få begivenheder og ingen ideer overhovedet. Historien er ganske ordinær og gennem de første 300 sider sker der intet der ikke er sket før i hundredevis af andre bøger og jeg gider ikke læse endnu 300 i håbet om der endelig skulle ske noget. Det meste af dialogen er lige så uinteressant som at overhøre fremmede i bussen snakke om vejret og bogen i det hele taget  er lige så intetsigende som den roman af  en Nordisk Råds Litteraturprismodtager som jeg omtalte for noget tid siden.[1]

Det besynderlige er at bogen angiveligt skulle være solgt til udgivelse i 29 lande. Jeg har virkelig ikke den fjerneste ide om hvorfor, medmindre det er det pseudonyme forfatterskab som har solgt bogen.

- Hvorfor vil forfatteren ikke have sin sande identitet frem?

“Det er der flere forskellige årsager til, og jeg respekterer dem alle. Men nu må vi se, om pseudonymet skal fastholdes. Det hele er gået så stærkt, at vi slet ikke har nået at diskutere det. Det kan være pseudonymet allerede er væk, når bogen udkommer i Danmark. Det kan jeg ikke love, men det kan være,” siger han.

Ifølge Jonas Axelsson har salget af rettighederne genereret hidtil uhørte forskudsbeløb i branchen.

“Jeg kan sige så meget, at Lars Kepler er blevet mangemillionær på manuskriptet – allerede inden det er udkommet.”[2]

Således stod der i Information inden bogen udkom og det er måske det mest interessante, at pressen – også den seriøse del af den – i den grad hopper med på vognen er medvirker til i den grad hype en bog. Hvorfor dog?

Kepler er i øvrigt ikke den eneste svensker som er blevet mangemillionær på en krimi. Og som ham den anden har også Keplerne planlagt langt ud i fremtiden:

Hypnotisøren er blot den første bog i en længere serie på i alt otte romaner…[3]

Den anden døde inden han nåede at få skrevet mere end tre bøger …

_______________
  1. Litteratur I []
  2. Lars Kepler er Sveriges nye krimihåb. Information, d. 24/4 2009 []
  3. Lars Kepler er Sveriges nye krimihåb. Information, d. 24/4 2009 []

En gammel gnavpot

Tage Voss har skrevet sin sidste kronik. Den blev trykt i Politiken[1] for en måned siden under overskriften: Mange lever kun, fordi de er bange for at dø.

Langsomt eller hurtigt: Verden bliver anderledes. Og hvis man ikke forlader den i tide, forlader den altså én. Med alderen bliver man usårlig, fordi man ikke har nogen fremtid at bekymre sig for. Men alligevel tænker man sit. Børnene fejrer jubilæer og går på pension. Børnebørnene får status og egen bil, drengene får skæg. Og oldebørnene … bekymringen tynder ud og bliver abstrakt.

Men nu AT møde Eva, den dejlige, aldrig opnåede, den ulægelige længsel, kaldet forelskelse: Kindernes smilehul er borte, Eva selv er borte i den afpillede gamle kone med svulne fødder og reducerede åndsevner.

Selv er man stadig 16 år – indtil man i en butiksrude ser den fremmede olding, stavrende med usikker holdning: Jamen det kan da ikke være … men det er det!

Gadekæret i Ballerup sværmede man om, mens solen svandt og storken landede på kirketårnet efter sidste tur i mosen, før skumringen faldt. Hvor pokker er gadekæret, det lå da her … Man spørger i supermarkedet, de griner: »Gadekæret er her. Du står på det. Fyldt op. Klart med de grundpriser …«. Hellige verden, hvor jeg er hjemløs. Hvad skal for øvrigt nutiden med gadekær, hvor man ikke sværmer, fordi der er Anders And i fjernsynet.

og

Faktisk kan jeg være ligeglad. Jeg er aldrig sulten, kan ikke smage eller lugte. Om jeg drikker whisky eller salmiakspiritus kommer ud på ét. Og hvis jeg fryser, bliver jeg bare under dynen, til foråret kommer. Eller hvad der nu kommer.

Efter alt det store kommer nu småting: Hvad med alle bøgerne, klassikerne i smukke bind, de uindbundne slidt i laser, kære og uundværlige? Hvad skal de andre stille op med dem, når de skal til møde eller se fjernsyn? Og som henter færdigsyede svar på livets gåder i brevkasser eller hos professionelle sagsbehandlere. Og de cigarer, som jeg ikke når at ryge – efterladt i en verden, hvor rygning er skadeligt. Eller forbudt!

Som indlandsisen, som fiskene i havet, som ålegræs og flagermus og de grønbrogede tudser, måske er de der endnu, hvis man kan finde dem – selv lige overlevende i en døende verden. Jeg kan ikke lide det!

Det konstateres med eftertænksomhed, at den og den er død. Men det er kun den tredjedel af ham, som ikke for længst er død undervejs. Af nogle er kun personnummeret tilbage. Alle de mange (som ikke er faldet om i tide af hjerteslag) kunne man have ønsket en død år tidligere, så de kunne være sparet smerter, depression, afhængighed, været sparet for at miste identitet og værdighed.

Mange lever kun, fordi de er bange for at dø. Der dør dog 60.000 mennesker i Danmark om året, så vi klarer det nok også uden besvær, alle. Det er ikke noget særligt.

Tage Voss udgav i 2008 bl. a. en bog om at blive gammel[2] og blev i den forbindelse (mere elle mindre!) interviewet i Politiken.

Egentlig havde Tage Voss en aftale med en naturkonservator ved navn Bjarne om, at denne skulle udstoppe ham, når han døde, fortæller han, da bilen står parkeret i perlegruset, og han tager imod i døren til den gamle rødstensvilla.

»Men så døde Bjarne sgu selv«.

Bjarne blev kørt i rustvogn de seks kilometer til krematoriet. Det kostede 5.000 kroner. Og som Tage Voss siger:

»Det vil jeg fandeme ikke betale«.

I stedet må hans familie slæbe ham de 50 meter over landevejen til kirkegården. Og så skal han have lavet sig en kiste. For:

»Jeg vil sgu ikke betale 6.000 kroner for en sprøjtelakeret kasse af billigt fyrretræ«.[3]

Der er ikke noget som kan få en (mig!) i godt humør, som en gammel gnavpot der siger hvad han tænker og mener hvad han siger.

_______________
  1. Mange lever kun, fordi de er bange for at dø. Politiken, d. 9/1 2011 []
  2. At visne lige glad. Forlaget Vandkunsten 2008 []
  3. Tage Voss: Verden forlader en, før man selv forlader den. Politiken 27/4 2009 []

Hetz

Som afgående formand for en afdeling under Fyns almennyttige Boligselskab var jeg torsdag efter til beboermøde, hvor eneste indkomne forslag var stillet af boligselskabet og det lød således: “Der stilles forslag om, at afdelingens vedligeholdelsesreglement  ændres, således at nikotinskader i lejemålet betragtes som misligholdelse. etc …

Nu er det ikke særligt mange år siden at rygning var en accepteret social adfærd på lige fod med alkoholindtagelse og helt normal adfærd ved sociale sammenkomster. Men kender man menneskets undertiden pøbelagtige adfærd ved man også at stemningen kan skifte lynhurtigt og at det der i går var normal adfærd, i morgen kan være moralsk dybt forkasteligt. Men alligevel kan man undertiden blive slemt overrasket: Efter forskellige indvendinger mod ovenstående forslag, bl. a. fra undertegnede (ellers fanatiske ikke-ryger) omkring det betænkelige i den hetz rygere efterhånden udsættes for, tog boligselskabets repræsentant (inspektøren!) ordet og sammenlignede rygning i eget hjem og de nikotinskader (på vægge og lofter og som skal evt skal overmales ved fraflytning) med at have en hund og lade den besørge på gulvet i lejligheden!

Så vidt er det kommet, kære rygere, og jeres sociale deroute kommer fremover til ingen ende at tage. Rygning er nu i visse hellige kredse lige så uacceptabelt som at tisse på gulvet! I har min dybeste og oprigtigste medfølelse.

Omvendt bevisbyrde!

Undertiden støder man i kriminalsager på forsvar som er så snedigt udtænkte at de ender med at blive et bevis for skyld. Det sker tilsyneladende når gerningsmænd som ikke er specielt veludrustede i kategorien intelligens på forhånd forsøger at foretage sig noget aktivt for at bevise deres uskyld i stedet for f. eks. bare passivt at have et alibi. Her er et eksempel på hvad der sker når man ganske mangler evnen til at tænke rationelt. Den unge dansk-sudaner Lual Yai Fayin Lual er – ifølge EB – idømt forvaring for voldtægt af en 14-årig pige og en masse andre mindre pæne handlinger:

Efter voldtægten filmede han pigen med sin mobil, mens han tvang hende til at love ikke at sige noget til sine forældre.

- Jeg har ikke voldtaget dig, vel, sagde han på optagelsen.

- Nej, svarede hun tøvende.

- Og vi er enige om, at det var frivilligt?

- Ja.

- Godt, sagde han tilfreds.

Optagelsen skulle ifølge den 18-årige dokumentere, at han ikke havde gjort noget forkert.[1]

Enfoldigheden er så massiv at det næsten er morsomt.

_______________
  1. Tiltalt for voldtægt: jeg er guds gave til kvinder, EB d. 20/12 2010 []

Er de grimme?

I et hvert menneske, uanset hvor ondskabsfuld, korrupt eller dumt det på overfladen forekommer, er der altid, et eller andet sted, et element af godhed, ærlighed eller visdom.  Også når det gælder den danske offentligheds komiske sideshow Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, også kendt som Henrik, som jo er en helt igennem anakronistisk figur der i al sin affekterede talentløshed ikke holder sig tilbage fra også at optræde som digter. Man forventer ikke meget fra denne familie af kunstnere, men undertiden kan man jo sænke niveauet og glædes over lidt, som når BT bringer historien om at Prins Henrik chokerer: ‘Tvillingerne er meget grimme’:[1]

- Tvillingerne er meget grimme, lyder den karske dom over Mary og Frederiks to nyfødte børn, inden Prinsen dog bløder en kende op i det vanlige, frankofile smil og fortsætter:

- Nej, de er meget søde. Men jeg vil ikke sige smukke.

I et stille øjeblik bifalder vi dette lille oprør mod den forbandede forpligtelse man har til – på opfordring, intet mindre – at synes at andres nyfødte børn er smukke. Det er de ikke. I hvertfald ikke for andre end forældre, bedsteforældre og søskende, hvilket måske skyldes at de befinder sig i et følelsesladet øjeblik og således ikke ligefrem anlægger objektive kriterier.

Eftersom vi desværre ikke har et billede af de royale rædsler bringer vi et billede af et par andre tvillinger hvis forældre garanteret også syntes at de var både smukke og søde. Det gør forældre jo. Heldigvis![2]

Men alt det skal ikke fjerne vores opmærksomhed fra følgende: Skuespiller Ellen Hillingsø har besøgt og besigtiget den royale yngel og BT har fundet det vigtigt at indhendte hendes vurdering og kan med stor alvor konstatere at “Skuespiller Ellen Hillingsø er uenig med prins Henriks bedømmelse af de royale tvillinger.[3]

Er det rigtigt, at tvillingerne er så grimme, som prins Henrik siger, spurgte bt.dk hende.

- Nej, nej, slet ikke, svarede hun.

Hvordan var de så?

- De var enormt søde, smilede hun.

Men var det egentlig ikke det Henrik sagde?

_______________
  1. ‘Tvillingerne er grimme’, BT 11/1 2011 []
  2. Tvillinger. Fra Wikimedia []
  3. De er slet ikke grimme‘, BT d. 11/1 2011 []
Side 39 af 70««...353637383940414243...»»