Ekstra Bladet bringer en historie (her tages på forhånd forbehold for historiens sandhedsværdi) om 14-årige Emil fra Albertslund, som to gange i skolen af ældre elever, den en gang med en brækket næse til følge. Den ene af slynglerne har fået en betinget dom og en dags bortvisning fra skolen og den anden (en uges bortvisning fra skolen) kommer for retten senere.
Emil har det – meget forståeligt – ikke specielt godt med at voldsmændene stadig går og vil vedblive med at gå på skolen. Han siger: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække.” Det er jo ganske forståeligt, men dybest set også en triviel historie – for alle andre end de implicerede.
Interessant er det fordi Jette Runchel, der åbenbart er direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, forsøger at begå karakterselvmord med følgende udtalelser til EB:
“Det er rigtig kedeligt at høre, at drengen har haft den oplevelse. Vi er bare nødt til at se, hvad det andet perspektiv også er.“
Hvorefter EB spørger:
Men hvorfor skal Emil gå i skole med de to drenge, der har været voldelige over for ham?
og Jette Runchel svarer:
Vi mener, at der er grundlag for, at man kan reetablere relationen mellem de drenge, der har været involveret. Det har været skoleledelsens vurdering, og normalt er det jo ikke skolens opgave at straffe.
Reetablere relationen? Sådan taler man, når man repræsenterer en verdensopfattelse, hvor levende mennesker er reduceret til livløse brikker i et pædagoisk-administrativt spil.
Dette her er den ultimative menneskeforagt.[1]
_______________
