Om fordelen ved at begå selvmord

Måske det bare en trøst du klynger dig til fordi tanken om døden skræmmer dig, måske du virkelig tror på at det forholder sig sådan, at du den dag, når du ikke længere skal have din gang på denne jord, har en aftale med din gud, om at du skal henføres til et andet sted, hvor du skal tilbringe evighedernes evigheder mellem basuner og engle og et ikke ubetydeligt antal jomfruer. Hvis det er din klippefaste tro at det forholder sig sådan, så er der kun en eneste ting du kan gøre, nemlig at tage livet af dig selv, gerne hurtigst muligt, hellere i dag end i morgen, for jo længere du venter, jo værre for dig selv.

Hvor for nu det? Jo, forestil dig at du fremfor den øjeblikkelige og umiddelbare fornøjelse ved at snuffe dig selv, i stedet vælger at udskyde det uundgåelige længst muligt, og i stedet lever et langt og lykkeligt liv, ender på et plejehjem, hvor dine dine svigtende åndsevner og ditto hukommelse allernådigst beskytter dig mod at overvære dit kropslige og mentale forfald i alt for skarp fokus, ja så ender du med at dø på et tidspunkt hvor du, gigtsvag og bestandigt savlende og halvblind og skræmt fra vid og sans af en samfundsudvikling du ikke fatter en brik af, formodentlig kun kan gå med hjælp af en rollator eller endnu værre slet ikke kan gå, men ude af stand til andet end blot vegetere i en hospitalsseng og – allerværst – du vil formodentlig på dette tidspunkt være både galoperende afmægtigt inkontinent og have mistet enhver erindring om hvem dine nære og kære er, såvel som være fuldstændig ude af stand til at huske noget som helst af det, der skete for bare ti sekunder siden. Stort set som at læse den forrige sætning og have glemt hvordan den startede, inden du nåede halvvejs gennem den. (Sorry, det var så min fejl, der burde have været sat punktum omtrent halvvejs.)

Det lyder alt sammen temmelig slemt, men forestil dig så, at du træder ind i evigheden i den tilstand, evigt inkontinent og blottet for den korttidshukommelse, som skal forhindre dig i at starte hver evig eneste dag af evigheden med spørgsmålet: “Hvor er jeg?” efterfulgt af det lige så påtrængende “Hvorfor er mine bukser våde?” Det er bestemt ikke noget at grine af.

Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)
Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)

Men i hvilken tilstand forestiller du dig egentlig ellers, at du skal tilbringe evigheden? At du skal være præcis sådan, at du er på toppen i enhver henseende? På toppen af både din mentale og fysiske formåen? Men det ved du jo godt ikke kommer i samme pakke. Du var formodentlig fysisk på toppen som 22-årig, et tidspunkt af dit liv, hvor du desværre stadig var uerfaren, umoden og rent ud sagt smådum. Mentalt var du på toppen omkring de 50, hvor kombinationen af erfaring og åndsevner var mest gunstig, men allerede der kunne du jo godt mærke, at de første svagheder for længst var begyndt at melde sig. Du kan ikke få det hele med dig; dig som 30-årig er ikke den samme som dig som 60-årig, og du kan jo ikke være både den ungdommelige lykkelige og bære alderdommens erfaringer og klogskab i en og samme person (hvis du ikke forstår dette, så vent til du bliver lidt ældre), men en ting kan du være sikker på, nemlig at der kommer et tidspunkt hvor det går hastigt ned af bakke og du vil, hvis du vil være sikker på at kunne nyde dit evighedsotium på mest fordelagtig vis, helt sikkert ønske at forlade denne verden, inden du for alvor træder ud på det skråplan, som leder mod både fysisk og mentalt forfald og den sikre, uundgåelige død. For helt ærligt, hvor meget gavn tror du en 80-årig har af 72 jomfruer?

Så det store altafgørende spørgsmål for den der tror på evigt liv, er hvornår man skal tage livet af sig selv, for at komme i bedst mulig forfatning derhen, hvor alle jo godt ved at der er meget bedre at være? Det indlysende svar ville være, at man bør tage livet af sig selv, i det øjeblik hvor man er allermest lykkelig, så man var sikker på, at man i hvert fald tog det med sig. Så på dagen for dit bryllup, på dagen hvor du får en ny bil, et nyt hus, hvor du endelig får drømmejobbet … det er på det tidspunkt, at du skal vælge at sige denne verden farvel og drage hen for at møde din skaber. Men om du vil gøre det ved at møde et tog eller måske en lastbil frontalt eller ved at drikke et par flasker whisky og svømme ud i fjorden eller ved at æde alle oldemors sovepiller eller noget helt andet, er dit valg. Men hvad det andet angår, ja der har du egentlig ikke noget valg. Carpe diem!

“Cleombrotus, high on a rock,
Above Ambracia stood,
Bade Sol adieu, and, as he spoke,
Plung’d headlong in the flood.

From no mischance the leap he took,
But fought the realms beneath,
Because he read in Plato’s book,
That souls live after death.”

– Kallimachos, Epig. 23, overs. Tytler 1793

Skriv et svar