Om at sige sin mening.

Kender vi den ikke alle, kampen om overtaget som sommetider udspiller sig i vort sind imellem trangen til at sige, hvad der ligger os på hjerte og snusfornuftens sleske stemme, der vil tale os fra det. Kender vi ikke alle den klamme fornemmelse, det er, når vi en en forsamling tav med vores tanke, fordi den var vor og derfor forekom os suspekt, ja næsten illegitim; fordi vi lå under for forestillingen om, hvordan visse toneangivende tilstedeværende ville reagere, dersom vi udtalte den højt; fordi vi nøjeregnende som købmænd vejede fordele og ulemper imod hinanden; fordi vi lod vor deltagelse basere sig sig på en ussel cost-benefit beregning. Vor tanke betød ikke nok for os, til at vi turde forlade os på den. Samtidig havde vi hovedtelefonens allestedsnærværende  automatstemme i øret: Hvorfor være dum og plapre ud med, hvad du tænker, når du måske allerede om en uge vil se anderledes på sagen! Hvorfor medvirke til at splitte foreningen eller partiet, når målet er at nå til enighed! Og hvem ved! Sæt vi i fremtiden fik brug for støtte af netop dem, som vi i dag ville skubbe fra os med vor ubesindige åbenhjertighed. I situationen faldt det os kort sagt ikke ind, at vi gjorde både os selv og gruppen en bjørnetjeneste vedat tie. Vi vidste ikke bedre og kendte ikke os selv. Vi forstod ikke, hvad for en pris det var vi betalte.

– Per Smidl

Per Smidl: Yttringsfrihed. Kbh. 2006. s. 20-21. Bogen anbefales ubetinget.

Skriv et svar