Nutidens unge

Nutidens studerende er for dårlige, skriver Politiken som kommentar til en rundspørge blandt 2000 undervisere. I følge artiklen er problemet at de studerende

  • mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder samt evnen til at tænke meningsfuldt
  • er blevet mere overfladiske i deres viden. Det er sværere at få dem til at læse en svær bog eller sætte sig ind i noget kompliceret
  • mange vægter deres fritid, fritidsferie og skiferie højere end forberedelse til undervisningen

Politiken har også fundet ud af hvad der er galt, nemlig at et “stort optag sænker niveauet“. Således professor i uddannelsesvidenskab ved Aalborg Universitet Palle Rasmussen:

Med den tilstrømning, der er, optager universiteterne en bredere gruppe studerende end nogensinde. Derfor er det meget sandsynligt, at der kommer studerende ind på universitetet, som er mindre velforberedte og mindre motiverede.

No shit? Sådan må det jo nødvendigvis være. Hvis du befinder dig på det højeste niveau og tager en bredere gruppe ind, er du nødt til at sænke niveauet, hvis ikke den bredere gruppe skal have en hurtig exit ved første eksamen. Har du ti genier i et rum og lukker ti tosser derind, kan du vente så længe du vil, men der kommer aldrig tyve genier ud derfra.

Ikke desto mindre trækker samme professor straks i land:

Universitetsundervisere har en tendens til at overvurdere, hvor godt det var i gamle dage.

Sjovt nok er det netop dette citat, som Politiken har valgt at fremhæve fra artiklen, men det er jo også den typiske “det kan godt være at det går ad helvede til, men man skal aldrig indrømme at det var bedre i gamle dage” form for bortforklaring, som man hører når problemer i den dansk folkeskole undertiden dukker op: “Vi skal ikke tilbage til den sorte skole.”

Den diskusion gider vi ikke gå ind i nu, men konstaterer blot at regeringen (den nye), som bekendt vil øge antallet af studerende, som tager en lang videregående uddannelse. fra tyve til femogtyve procent. Undervisningsminister Morten Østergaard (R) har dog nok ikke fattet sammenhængen.

Kravene til de studerende skal som minimum være lige så høje som i dag. Og der er det selvfølgelig interessant at få en melding som denne her, der siger, at der er en udfordring i at holde niveauet allerede i dag.

Held og lykke!

Skriv et svar