Netdoktorsyndromet

“Ivan Iljitj sagde til sig selv: “Nu var jeg ellers lige ved at komme mig, og medicinen var begyndt at virke, og så kom dette forbandede uheld eller en anden ubelejlighed …” Og han hidsede sig op over uheldet eller de mennesker, der gav ham ubeageligheder og plagede ham, og han følte, hvordan denne vrede var ved at tage livet af ham; men han kunne ikke holde sig fra den. Man skulle tro,  det ville stå klart for ham, at hans forbitrelse på omstændigheder og mennesker forværrede hans sygdom, og han derfor ikke skulle beskæftige sig med ubehagelige tilfældigheder, men han drog den fuldstændig modsatte konklusion. Han krævede ro, holdt øje med alt, hvad der forstyrrede den ro, og ved den mindste forstyrrelse blev han irriteret. Hans tilstand blev forværret af, at han læste lægebøger og rådførte sig med læger. Forværringen skete så gradvist, at han kunne narre sig selv, når han sammenlignede den ene dag med den næste – der var ikke den store forskel. Men når han spurgte lægerne, så forekom det ham, at det gik endog hurtigt ned af bakke. Og alligevel blev han ved med at spørge lægerne.”

Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død (1886), Kbh. 2015. s. 48-49

Skriv et svar