Menneskets værdighed

“Vi moderne mennesker har to begreber, som grækerne ikke kendte. De virker som et slags trøstemiddel for en verden, der opfører sig helt igennem slaveagtigt, samtidig med at den ængsteligt skyr ordet “slave”: Vi taler om “menneskets værdighed” og om “arbejdets værdighed”. Alle slider og slæber for at opnå en elendig forlængelse af deres elendige liv; denne frygtelige nød tvinger os til udmarvende arbejde, som det af “viljen” forførte menneske (eller rettere menneskelige intellekt) nu og da måbende betragter som noget værdigt. Men for at arbejdet skulle have fortjent denne fine titel, måtte det jo forholde sig sådan, at tilværelsen selv, som den jo kun er et pinefuldt middel til at opretholde, har mere værdighed og værdi end seriøse filosoffer og religioner hidtil har ment. Hvad ser vi i de mange millioners arbejdskvaler andet end driften mod for enhver pris at være til, den samme almægtige drift som får forkrøblede planter til at stikke deres rødder ned i jordløs klippegrund.”

Nietzsche: Fem fortaler til fem uskrevne bøger. I: Friedrich Nietzsche og antikken. Informations Forlag, København 2012. s 46

Skriv et svar