Lovreligioner

Jeg har hørt påstanden fremført igen et par gange i den seneste tid, og altid med det samme triumferende og salige smil, som tydeligt demonstrerer at afsenderen hermed mener at så er alt sagt: “Islam er en lovreligion!” Dixit!

Selve distinktionen, lovreligion eller ej, er i bedste fald temmelig ligegyldig for alle andre end nogle få forskere begravet temmeligt dybt i universiteternes afdelinger for komparativ religion og inden for den politiske referenceramme, hvor udtrykket oftest anvendes nedladende og fordømmende overfor en hel religion og dens udøvere, men derudover er det en fuldstændig meningsløs og irrrelevant påstand, for man kunne lige så vel og med samme vægt og relevans forsøge at affærdige Islam med påstanden om at den begynder med bogstavet ‘i’.

Overforsimplede konklusioner har det med at tilfredsstille simple hjerner og hvad kunne bekomme disse bedre end muligheden for at afskrive en modstander, en aversion, en fjende med bare fire ord? Sådan er virkeligheden ikke. Religioner (eller ideologier for den sags skyld) kan ikke affærdiges med en enkelt teknikalitet. Et hurtigt kig gennem religionshistorien eller verdenshistorien kan forsikre enhver om at (især de monotheistiske) religioner – lovreligion eller ej – er et mægtigt redskab i hænderne på de som ønsker at ensrette og styre og kontrollere og ikke mindst kristendommens rolle som lige netop lovreligion har været et væsentligt element gennem de sidste tusind års verdenshistorie.

Men hvorfor så? Begrebet “lovreligion” er åbenbart introduceret i den offentlige debat fra politisk hold, i et desperat forsøg på at skabe en praktisk politisk (og ikke en religionsvidenskabelig) distinktion mellem Kristendommen og Islam, på en sådan måde at forskellen kommer til at bestå i noget fundamentalt ved religionerne selv, fremfor det langt vigtigere, nemlig spørgsmålet om hvordan man praktiserer sin religion.

Det er en kendsgerning, at uanset om du er kristen eller muslim, er det ikke din religion som sådan der afgør, om du kommer på kant med den vestlige samfundsform, men udelukkende et spørgsmål om, med hvilken grad af alvor du praktiserer din religiøsitet. Der er nemlig nok af samfundsfjendtligt tankegods i både Islam og Kristendommen til at bringe enhver tilhænger af disse på kant med samfundet som vi kender det. Eller med andre ord: hvis ikke du i en eller anden udstrækning giver køb på de religiøse (kristne eller muslimske) idealer, vil du uundgåeligt komme i konflikt med det omgivende samfund.

Politisk er dette særdeles ubekvemt for yderste højrefløj, når man profilerer sig på at repræsentere et sæt af dansk-kristne værdier. For den alternative og aldeles uspiselige løsningsmodel er at indse og indrømme at grunden til at kristendommen fungerer i den vestlige verden, er, at vi forlængst har opgivet at leve efter de kristne idealer, at vi dybest set ikke tager kristendommen alvorligt mere og at der formodentligt ikke findes et eneste kristent menneske tilbage i den vestlige verden.

Som Vilh. Grønbech skrev i 1946: “Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.” (Frie Ord. 1. årg. s. 250 )

Problemet er at der er kommet en ny dreng i klassen og selvom han næppe ville få Grønbech til at ændre sine ord, kan det jo være at han ender med, at tvinge andre til at ændre måden de tænker på. Og det er måske ikke så dårligt endda.

En mening om “Lovreligioner”

Skriv et svar