Logik for høns? IV

Et flertal af københavnske politikere ønsker – i følge BT – et forbud mod køb af sex. Siger Anne Vang (politisk ordfører for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen):

“Der er behov for ny lovgivning, fordi prostitution for rigtig mange kvinder ikke er et frit valg, men udnyttelse.”

For nogle kvinder er det et frit valg (se f. eks. http://luder.smartlog.dk/) at arbejde som luder og det skal vel ikke komme dem til skade at andre kvinder bliver udnyttet. Hvis en kvinde tvinges til at prostituere sig, er der love der beskytter hende og som den der har udøvet tvangen kan straffes efter. Det er ret enkelt.

Men i det hele taget er der vel mange mennesker der har et job som ikke direkte er et frit valg, men som de derimod har været nødt til at tage af den ene eller anden grund. Faktisk har Københavns Kommune ikke selv tidligere tøvet med at udnytte både mænd og kvinder:

“I dag vil 200 kontanthjælpsmodtagere i Frederiksberg og Københavns kommuner modtage et brev fra kommunen med besked om, at de skal melde sig som avisbude snarest muligt. Hvis de siger nej, så ryger kontanthjælpen.” (Dagbladet Arbejderen, 23. august 2006, http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=35074&TS_ID=1&S_ID=1&C_ID=37)

Og så kunne man jo med Anne Vangs egne ord sige: Der er behov for en ny lovgivning, fordi avisbud for rigtig mange mennesker ikke er et frit valg, men udnyttelse! Skulle vi på samme måde forbyde alt avisbudarbejde fordi nogen bliver tvunget ud i det af skumle bagmænd?

Ja, jeg ved at der findes prostituerede i Danmark, som ikke er her af egen fri vilje, men det er sagen uvedkommende! Der findes love der forbyder den slags tvang. At en lov bliver overtrådt betyder ikke at man skal lave en ny. Man kan i stedet enten give politiet flere midler til at håndhæve den eller overveje at skærpe straffen. Man går jo heller ikke hen og forbyder banker fordi der findes bankrøvere?

Jeg har tidligere (Logik for høns?Logik for høns? IILogik for høns? III) gjort rede for de absurditeter der jævnligt præsenteres som “argumenter” mod prostitution (og som dybest set også dækker ovenstående) og gider ikke gentage mig selv. Dette indlæg var blot for at få luftet min irritation over Fr. Vangs tåbelighed.

Her tænker du på “Logik for høns? IV”

Skriv et svar