Livsfrygt

γνῶθι σεαυτόν

En meningsmåling som DR har fået foretaget viser at 55 procent af danskerne ikke mener at de bliver mere trygge af bevæbnede vagter ombord på flyene og kun hver femte mener at det vil gøre dem mere tryg.

Spørgsmålet er, om det som der er blevet spurgt om og det der svaret på dybest set er det samme og om det som der egentlig kan udledes af undersøgelsen er noget helt andet end det som medierne gengiver?

“Det er selvfølgelig omgærdet af sikkerhedsmæssige hensyn og derfor kan man ikke fortælle alt om det, siger Lars Barfoed, som dog godt kan fortælle, at vagterne ikke kommer til at bære uniform.”

Altså en mand diskret placeret i flyet som tilfældigvis er bevæbnet og holder vagt. Ganske uskyldigt, ikke? DR har gjort os den tjeneste at spørge manden på gaden.

“En af de rejsende, Keld Monrad Hansen, er tidligere officer. Han siger:

– Så mange mennesker med våben i så lukket rum – det er jeg ikke tilhænger af.”

Så mange …? Der er vel kun tale om en, med mindre han medregner evt. terrorister og mon alligevel ikke de fleste passagerer, konfronteret med et par bevæbnede terrorister, hellere end gerne ville have at en eller flere bevæbnede politifolk også var tilstede i flyet?

“Hans kone, Ada Monrad Hansen er enig.

– Det er virkeligt ikke rart at tænke på. Så er vi derude, hvor der ikke er noget, der er rigtig hyggeligt længere.”

Her afsløres ret så meget. Hvad disse to, og måske også en del af deltageren i meningsmålingen, i virkeligheden indirekte giver svar på er ikke om de bevæbnede vagter giver tryghed overfor terrorister, men om at vagterne giver utryghed fordi de minder de overbeskyttede danskere om en brutal virkeligehed. Der er en snert af en troskyldig vi stiger pænt og ordentligt på toget til Auschwitz og så går det nok alligevel holdning over det her. En dybest set absurd indstilling til livet som hellere af frygt lukker øjnene for virkeligheden end at acceptere den for hvad den er. Den er ikke bare et udtryk for afgrundsdyb naivitet, den er udtryk for en grundlæggende livsangst som også manifesterer sig i behov for brevkasser og terapeuter og i sidste ende, når virkeligheder har meldt sin ankomst, for krisepsykologer.

I sidste ende bliver det næsten komisk:

“- Vi har ikke den samme sherif-kultur som er en del af det amerikanske tankegods, hvor man tror at bevæbnede vagter kan skabe sikkerhed, siger CAU’s formand, Jakob Esposito. [CAU er en organisation for SAS’ kabinepersonale]

Jakob Esposito vil se bevis for, at vagterne kan skabe sikkerhed, før han kan acceptere en aftale mellem Danmark og USA.”

Der er vel ikke nogen som tror at vagterne ligefrem vil skabe usikkerhed, som at deres våben kommer til at gå af ved et uheld og dræber piloten eller lignende. Som altid ville lidt selvkritisk refleksion (introspektion) være klædeligt. Esposito siger  sikkerhed, men det han egentlig taler om er tryghed. Den tryghed der kommer gennem fortielser og virkelighedsfornægtelse og som i sidste ende nok ikke så meget er hverken tryghed eller sikkerhed så meget som den er udtryk for et selvbedrag.

Skriv et svar