Intelligens III

“Forældrenes indkomst og ikke barnets køn er den altoverskyggende faktor for børns resultater i skolen, viser ny forskning,” i følge en artikel i Information, hvoraf det også fremgår at …

“Børn af økonomisk velstillede forældre klarer sig bedre i skolen end børn af økonomisk dårligere stillede forældre — uanset køn. Det viser ny forskning, der punkterer myten om, at drenge klarer sig dårligere i uddannesessystemet end piger alene på grund af deres køn .

»Det er overraskende, at forældrenes indkomst er den altoverskyggende faktor, som påvirker børns resultater i skolen. Det handler mere om klasse end om køn, når børn får problemer i skolen. Derfor er det ikke børnenes køn i sig selv, der gør dem til tabere, men først og fremmest den klassebaggrund, de kommer i skole med,« siger Martin D. Munk, der er professor i sociologi ved Aalborg Universitet og leder af Center for Mobilitetsforskning.” ()

Ja, det er overraskende, må man sige, men der er vist også noget Martin Munk har misforstået. På samme måde kunne man jo fremføre, at hovedpine er den altoverskyggende faktor, som påvirker folks indtag af alkohol. Faktisk er det sådan at folk med hovedpine drikker betydeligt mere end folk uden hovedpine.

Det kunne også tænkes at det forholdt sig omvendt…

Det er vigtigt ikke at spænde vognen for hesten når det gælder årsagssammenhænge. Dette er et af de tilfælde, hvor man rimeligt sikkert kan konstatere at hønen kom før ægget. Eller på jævnt dansk: Du kan være roligt regne med at dine børns karakterer i skolen ikke ikke bliver bedre, fordi du får lønforhøjelse og endnu mere sikker på, at selvom du skulle være så heldig at vinde i lotto, bliver sønnen ikke pludselig et geni.

Det forholder sig sådan at hvis du har en høj indkomst, er det sandsynligvis fordi at du var  klog nok til at tage en (længere) uddannelse og eftersom intelligens for en stor del er genetisk bestemt og dermed arveligt, vil dine børn også klare sig godt i skolen, fordi de har arvet dine evner, ikke fordi de står på spring til at arve dine penge. Sidstnævnte kan de sagtens klare sig uden.

Her burde følge en længere tirade mod visse tendenser indenfor samfundsforskning, men det gider jeg ikke og nøjes derfor med at citere Douglas Detterman, intelligensforsker ved Case Western Reserve University:

“Intelligens er den mest kvantificerbare og uden sammenligning den bedst undersøgte og validerede faktor i samfundsvidenskaberne overhovedet. Det er den enkeltfaktor, som har langt den største forudsigelseskraft, når det kommer til udfaldet af vores livsforhold – hvad du opnår i din karriere, din livstidsindkomst, ja selv din sundhedstilstand, og hvor længe du lever.

Alligevel ignoreres intelligens af sociologer og samfundsforskere, som insisterer på kun at bruge socioøkonomiske parametre, selvom det giver langt ringere forklaringsmodeller.” (Weekendavisen 23/12 2011)

__________
Louise Vogdrup-Schmidt: Ny forskning punkterer myten om taberdrengen. Information, d. 13/1 2012
Lone Frank: Den mest vidunderlige ting. Weekend Avisen, d. 23/12 2011

Skriv et svar