Gulerødder er for æsler!

Folketinget har vedtaget en fedtskat som resten af verden griner af og folketinget diskuterede i dag i samme anledning børnefødselsdagsfester.

“For Liberal Alliance mener, at den nye regering vil ødelægge festerne for de fattigste familier med milliardafgifter på fedt og sukker.

»Lad os så få svar: Bliver pølserne dyrere? Bliver lagkagerne dyrere? Bliver sodavandene dyrere?« spurgte Liberal Alliances politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll.

»Hvorfor er det, at man vil gøre børnefødselsdagen dyrere, når man står og siger, at man vil gøre den billigere?«.” (JP d. 6/10 2011)

Spørgsmålene er rimelige og naturlige at stille. Helt anderledes forholder det sig med det forsvar for afgifter på lagkage, som De Radikales gruppeformand Marianne Jelved leverede fra folketingets talerstol.

“Ideen er jo, at de skal lave gulerodskager i stedet. Det er sådan set det, der er meningen.” (JP d. 6/10 2011)

For det første demonstrerer Jelved, at det er evigheder siden hun har stået i et køkken og bagt en kage selv; sammenlign f. eks. med denne opskrift fra Arla – det er jo ikke sådan at fordi du hælder lidt gulerod i en kage så skal der ikke fedtstof i. Argumentet er derfor i bedste fald fejlagtigt.

Hvad værre er, det er også udtryk et menings- og sundhedstyranni af den allerværste slags. Her har vi en politiker som, med loven i hånden, ønsker at tvinge folk til at spise det samme mad som hun formodentlig selv spiser, måske for at de kan opnå den selvsamme følelse af selvtilfreds frelsthed, som holder hende enfoldigt men bedrevidende svævende over den befolkning, hvis interesser hun er valgt til at varetage.

Pointen er, at tyranner ikke kun findes i fjerne afkroge af verden, som Cambodia eller Nordkorea eller Irak eller det kommunistiske Rumænien, men overalt, hvor små mennesker får magt. Små på den måde at de ikke kan tolerere at der er mennesker som tænker og handler anderledes end dem selv, eller rettere, det kunne de måske, hvis det bare var muligt at retfærdiggøre en sådan anderledes måde at tænke på. Noget sådant er bare aldrig muligt, for når man selv er så heldig at repræsentere sandheden (lidt på samme måde som det f. eks også er tilfældet med de muslimske ekstremister og terrorister som bombesprænger tilfældige uskyldige mennesker andre steder i verden), ja så behøver man ikke at lytte til, for slet ikke sige tage hensyn til de andre, for de tager jo fejl og kan rask væk belæres og korrigeres og irettesættes for deres vildfarelser. Om det så er med våben eller loven i hånden, det er jo i sidste ende et fedt, for der er jo rent principielt ingen forskel på om du gør vold på andre menneskers liv i et abstrakt gudsbegrebs eller et nøjagtig lige så abstrakt sundhedsbegrebs navn.

Forskellen er dog, at i andre, fjerne afkroge af verden hænder det, at tyrannerne bliver afsat og endda undertiden sat for retten. Sommetider bliver tyrannerne sågar til sidst hængt eller skudt. Så heldige er vi sjældent, det bedste vi kan håbe på er at vores demokratisk valgte tyranner enten forsvinder i glemslens tåger eller bliver genstand for latterliggørelse som følge af deres dumheder.

Til gengæld har vi kage!

Her en opskrift på kage af den slags hvor fedtstof i flere forskellige former er hovedingrediensen. Den er selve essensen af det af være menneske – en demonstration af gennem kulturen at være nået til en forfinet smag, der går langt ud over æslets primitive forkærlighed for gulerødder og som ikke på nogen måde går på kompromis.

100 g mel
100 g smør
125 g finthakkede hasselnøddekerner
300 g sukker
2 æg
1 tsk bagepulver
1½ dl piskefløde
2 spsk kakao

200 g mørk chokolade

1. Smelt smørret og bland fløden i.
2. Pisk æg og sukker.
3. Bland det sammen og tilsæt resten af ingredienserne.
4. Bages ca 45 min. ved 180 grader.
5. Smelt chokoladen og smør den på mens kagen endnu er lun.
6. Lad den køle helt af inden den spises. Som de fleste chokoladekager bliver den ikke dårligere af at stå et døgn. (kan fryses)

Velbekomme!

Skriv et svar