Litteratur I

Jeg besluttede mig for at være finkulturel da jeg var på biblioteket forleden, så udover en måske ikke særlig original, men dog velskrevet og elementært spændende krimi af John Hart (Et spind af løgne), greb jeg en bog af Lars Saabye Christensen. Dels fordi jeg sjældent (aldrig) læser nyere dansk litteratur, dels fordi der på forsiden af bogen stod “af modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris 2002”.

Her er et eksempel. Telefonen ringer en sen aften hjemme hos hovedpersonen Peter (s.87-89):

– Hallo?
– Er det dig, Peter?
– Hvem taler jeg med?
Men han behøvede ikke spørge, han vidste det allerede.
– Det er Thomas fra vinduesrækken. Var det din kone jeg lige snakkede med?
– Ved du hvor meget klokken er?
– Hun virkede lidt, hvordan skal jeg sige det, utålmodig.
– Den er næsten to.
– Næsten to. Det var ligegodt fandens. Hvad var det nu jeg ville sige?
– Glem det.
– Er det det eneste du har at sige til en gammel ven, Peter? Glem det
– Ja. Glem det.
– Glem hvad, Peter?
– Det du ville sige.
Thomas lo igen.
– Gutterne mødes i morgen. Jeg kommer og henter dig klokken atten.
– Det er udelukket.
– Nej da.
– Jo da. Og du er ikke min læge. Forstået?
Peter lagde røret på.
Helene stod stadig ude i entreen, ikke længere bleg af ængstelse, men af vrede.
– Hvem fanden var det?
– Idioten jeg mødte på lægevagten.
– Men hvad ville han?
– Det sidste jeg vil. Klassefest
– Hvornår?
– I morgen.
Peter kom hen til Helene og lukkede forsigtigt hånden om hendes bryst.
– Gå ud og tag et bad, sagde hun.
Han lod hånden falde.
– Ja, jeg glemte vist at vaske mig.
Helene holdt ham tilbage.
– Hvad var det han hed?
– Hvem?
– Idioten fra lægevagten.
– Thomas. Thomas Hammer.
– Ham må du se at slippe af med.

Her er et mere (s. 27-29):

– Hvad talte du og Ben om i atelieret i går? spurgte Helene.
– Det sædvanlige.
– Nå, bare det sædvanlige?
– Du kender Ben.
Hun afbrød ham.
– Ingen kender Ben.
Peter sukkede.
– Han er allerede nervøs. For udstillingen. Det sædvanlige, med andre ord.
– Er du?
– Du ved godt hvad jeg er nervøs for.
Helene lænmede sig ind til ham.
– Og det gider jeg ikke høre på. du er ikke den første der fylder halvtreds.
– Men det er første gang jeg gør det.
Helene lo og vinkede til Kaja, der ikke så det, hun vedblev at danse fra pyt til pyt, længere og længere bort fra dem, og det slog Peter at hans datter var de eneste farver i denne frostsprængte park, det gule tørklæde, den røde hue, den grønne poncho, vanterne, støvlerne, måske vardet sådan han skulle male hende, som en kontrast, varmen mod kulden, farven mod fraværet, man han forkastede tanken i samme øjeblik den var tænkt, eller rettere mens han tænkte den. Kaja behøvede ingen kontrast, hun vra nok i sig selv, hun udfyldte sit eget billede.
Så blev Peter opmærksom på noget andet.
En sort hund kom løbende skråt ned over bakken fra kirkegården.
Helene gav hans hånd et klem.
– Hvad synes du om Patrick? spurgte hun.
– Jeg kan ikke lide folk som hilser med begge hænder.
– Du kan ikke lige nogen af Bens bekendte.
– Bekendte?
– Drenge. Kærester. Elskere. Kald dem hvad du vil. Kan du ikke i det mindste prøve at kunne lide dem. For Bens skyld.
– Jeg prøvede. Men jeg kunne ikke.
Hunden var standset ved et træ, den røde tunge hang ud af kæften, og det dampede op fra pelsen som om den stod i en sky af frost og hede.
– Jeg håber bare Ben passer på, sagde Helene pludselig.
– Passer på? Hvad mener du?
– Det ved du godt?
Peter vendte sig mod hende.
– Hvad snakkede du og Ben for resten om?
– Det sædvanlige.
– Nå, bare det sædvanlige?
– Du kender Ben.
– Nej, ingen kender Ben.

Aaaaargh! Nej og det ønsker man faktisk heller ikke at komme til, at kende Ben altså. Eller nogen af de andre personer for den sags skyld. Det er hele er så fuldstændig intetsigende og helt igennem banalt at det at læse bogen føles omtrendt som fem timer i selskab men med ens plejehjemsopbevarede og dybt senildemente moster. Evige gentagelser, banaliteter og selvfølgeligheder, uden mening, dybde eller pointe.

Og så fandt jeg ud af at forfatteren slet ikke er dansk, men faktisk norsk. Ikke at det gør den store forskel, jeg har allerede glemt hans navn…

__________
Lars Saabye Christensen: Modellen. (Athene/Aschehoug 2006) Udgivet med støtte fra Nordisk Ministerråd.

Her tænker du på “Litteratur I”

Skriv et svar