Den første gang føltes det lidt sært. Man forventer jo, at der kommer nogen. Heldigvis er vi flere om at dele oplevelsen og styrke hinanden. Nu vender jeg den om og bliver glad, når der kommer nogen.

Sognepræst Karin Jytte Langballe fra Nørre Vedby Kirke på Falster, som 13 søndage sidste år – sammen med organisten, kirketjeneren og kirkesangerne – mødte op til en tom kirke.

Både unge og gamle klædte sig ud og red rundt til naboerne og indsamlede mad, der så blev spist i fællesskab i landsbyen om aftenen. Om aftenen sluttede man af med konkurrencelege.

Men som industrialiseringen vandt frem, udskiftedes hestene efterhånden med traktorer, og optogene blev færre. Vi mennesker har også intellektuelt udviklet os, og voksne samles i dag om nogle andre ting end dengang.

Intellektuelt udviklet os? Samles om andre ting? Som f. eks. et karneval i København, som er en billig efterligning af et tilsvarende sydamerikansk? Halloween i stedet for fastelavn? X-Faktor? Paradise Hotel? Facebook?

Udviklet os intellektuelt?

Til orientering er her noget om fastelavn i gamle dage:

Katten symboliserede det onde, og for at jage ondskab og ulykke på flugt, slog man katten af tønden. Skikken kom til Danmark med hollændere, som boede ude på Amager. De gjorde et så stort nummer ud af fastelavnsfesten, at de kongelige og andre fornemme folk klædte sig ud i folkedragter og drog ud for at se på festlighederne. Således lå både Christian d. Syvende, Caroline Matilde, Struensee og hele hoffet i halm og tæpper og betragtede de folkelige løjer i 1771. Og der var nok at se på.

[...]
En af legene gik ud på, at man til hest red under en levende gås eller hane, der var hængt op i benene, som det gjaldt om at rykke hovedet af. For at legen ikke skulle slutte, så snart turen kom til den første stærke mand, blev dyret smurt ind i fedt, så kræet var sværere at holde fast på.

[...]

Ordet fastelavn er en fordanskning af det tyske ord fastelabend, altså fasteaften. Sydpå kaldte man festen for carnival (efter carne vale, som let fortolket betyder farvel til kødet).

Article 13199 of the Pan-European Constitution:

“No person shall be prejudiced from employment in any capacity, at any level, by reason of age, race, creed or incompitence.”

Ovenstående er det interessante udgangspunktet for Incompetence en roman af Rob Grant, en af mændene bag BBC serien Red Dwarf. I forlagets omtale af bogen hedder det videre: “In the not too distant future the European Union enacts its most far reaching human rights legislation ever. The incompetent have been persecuted for too long. After all it’s not their fault they can’t do it right, is it? So it is made illegal to sack or otherwise discriminate against anyone for being incompetent.”

Det kunne der være kommet en tankevækkende bog ud af, ikke mindst hvis forfatteren ikke havde valgt at lægge sig op af de mere eller mindre intelligente gags fra Red Dwarf, men i stedet havde forsøgt at skrive noget kompetent samfundssatire. Det gjorde han så ikke og derfor sidder jeg nu med en sine steder afsindigt morsom bog mellem hænderne. Den starter således:

The flight was uneventful enough, except the pilot accidentally touched down at a slightly wrong airport and forgot to lower the landing gear, so we left the plane by way of the emergency chute, and I lost my shoes.

I was fairly pooped by the time I’d hobbled through Customs, filled in the usual lost luggage forms with the assistance of a stone-deaf baggage complaints officer and taken a three-hour taxi ride to the country where I’d intended to land. The ride would have cost about a month’s salary, if the cabby had remembered to charge me. All I wanted to do, once the hotel receptionist had finished denying all knowledge of my reservation, was to flop down on the bed and sleep for a millennium or two.

Only there was no bed.

I punched a small hole in the bathroom wall and dialled Reception.

A woman picked up the phone and said: ‘Restaurant. How may I help you?’

‘I dialled Reception.’

‘Well, this is the restaurant.’

‘Right. Could you possibly patch me through to Reception?’

‘That won’t be a problem, sir. One moment.’

There was a silent pause, then the ringing tone again, and the click of the receiver being lifted. The same chirpy voice said: ‘Restaurant. How may I help you?’

I dragged on an imaginary cigarette and exhaled slowly. ‘It’s me again.’

‘I’m sorry. Who did you want to speak to?’

‘I wanted to speak to Reception.’

‘Well, this is the restaurant.’

‘I know. You accidentally patched me from the restaurant back to the restaurant again.’

‘It sounds to me like there’s a problem with the internal phones.’

‘Yes, indeedy.’

‘I’ll put you through to House Services.’

‘I’d be very grateful.’

Again, the silence, the ringing, the click and the voice. ‘Restaurant. How may I help you?’

I told her how she might help me, and she threatened to report me to Security for verbal violence. I wished her good luck getting through and slammed down the phone. I reckoned she’d probably spend the rest of the afternoon phoning herself.

Uduelighed i den ene eller anden form kan være meget morsomt (En scene med en temmelig senil læge fra Anders Bodelsens Frysepunktet falder mig ind.) og som sådan er Rob Grants ganske vellykket og kan derfor anbefales. Ikke mindst hvis man så Red Dwarf da den kørte på DR for en ti år siden.

Blot sidder jeg efter at have læst Rob Grants bog, tilbage med en følelse af at have været tilskuer til en frygtelig mængde uforløst potentiale. Vi er altså ikke langt fra virkeligheden, med ovenstående – fiktive – uddrag fra den pan-europæiske forfatning og det ville have været en fornøjelse – for undertegnede – at have læst en bog som satirisk både var lidt mere ond og lå lidt tættere på virkeligheden, som f. eks. Jonathan Coes fantastisk morsomme satire over Thatchers moralsk korrupte England, What a Carve Up! (da: Godt skåret. Munksgaard/Rosinante 1995)

Vi har trods alt allerede et samfund som ikke bare forbyder diskrimination, men ligefrem aktivt forsøger at udligne visse medfødte utilstrækkeligheder, for nu slet ikke at tale om positiv forskelsbehandling af de mennesker som er indehavere af disse. Man kan spørge sig selv, om vi ikke også kun er et kort skridt fra at anerkendelsen af inkompetence som noget medfødt og dermed noget man er uskyldig i, på samme måde som så mange andre handicap er det og dermed også noget der ikke bør diskrimineres imod? Forsøget på at få folkeskolen til at rumme alle børn, selv de der tydeligvis ikke på nogen måde er egnede til at gå der, er et glimrende eksempel. En andet eksempel som kunne være udmeldinger fra diverse politikere om nogle meget ambitiøse mål for, hvor mange af en årgang som skal have en ungdoms- eller videregående uddannelse.

Der er jo ikke noget som helst i vejen for at vi alle kan være akademikere, hvis bare vi er lidt tolerente og bære over med småfjel hist og hær, vel?

Selve distinktionen, lovreligion eller ej, er i bedste fald temmelig ligegyldig for alle andre end nogle få forskere begravet temmeligt dybt i universiteternes afdelinger for komparativ religion og inden for den politiske referenceramme, hvor udtrykket oftest anvendes nedladende og fordømmende overfor en hel religion og dens udøvere, er det en fuldstændig meningsløs og irrrelevant påstand, for man kunne lige så vel og med samme vægt og relevans forsøge at affærdige Islam med påstanden om at den begynder med bogstavet ‘i’.

Overforsimplede konklusioner har det med at tilfredsstille simple hjerner og hvad kunne bekomme disse bedre end muligheden for at afskrive en modstander, en aversion, en fjende med bare fire ord? Sådan er virkeligheden ikke. Religioner (eller ideologier for den sags skyld) kan ikke affærdiges med en enkelt teknikalitet. Et hurtigt kig gennem religionshistorien eller verdenshistorien kan forsikre enhver om at (især de monotheistiske) religioner – lovreligion eller ej – er et mægtigt redskab i hænderne på de som ønsker at ensrette og styre og kontrollere og ikke mindst kristendommens rolle som lige netop lovreligion har været et væsentligt element gennem de sidste tusind års verdenshistorie.

Men hvorfor så? Begrebet “lovreligion” er åbenbart introduceret i den offentlige debat fra politisk hold, i et desperat forsøg på at skabe en praktisk politisk (og ikke en religionsvidenskabelig) distinktion mellem Kristendommen og Islam, på en sådan måde at forskellen kommer til at bestå i noget fundamentalt ved religionerne selv, fremfor det langt vigtigere, nemlig spørgsmålet om hvordan man praktiserer sin religion.

Det er en kendsgerning, at uanset om du er kristen eller muslim, er det ikke din religion som sådan der afgør, om du kommer på kant med den vestlige samfundsform, men udelukkende et spørgsmål om, med hvilken grad af alvor du praktiserer din religiøsitet. Der er nemlig nok af samfundsfjendtligt tankegods i både Islam og Kristendommen til at bringe enhver tilhænger af disse på kant med samfundet som vi kender det. Eller med andre ord: hvis ikke du i en eller anden udstrækning giver køb på de religiøse (kristne eller muslimske) idealer, vil du uundgåeligt komme i konflikt med det omgivende samfund.

Politisk er dette særdeles ubekvemt for yderste højrefløj, når man politisk profilerer sig på repræsenterer et sæt af dansk-kristne værdier. For den alternative og aldeles uspiselige løsningsmodel er at indse og indrømme at grunden til at kristendommen fungerer i den vestlige verden, er, at vi forlængst har opgivet at leve efter de kristne idealer, at vi dybest set ikke tager kristendommen alvorligt mere og at der formodentligt ikke findes et eneste kristent menneske tilbage i den vestlige verden.

Som Vilh. Grønbech skrev i 1946: “Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”

Problemet er at der er kommet en ny dreng i klassen og selvom han næppe ville få Grønbech til at ændre sine ord, kan det jo være at han ender med, at tvinge andre til at ændre måden de tænker på. Og det er måske ikke så dårligt endda.

At disse typer stadig findes, kan man via google forvisse sig om, og man kan samtidig konstatere at de ikke er blevet mindre forhadte med tiden og det kan jo nok undre. Man kunne forvente at de i dag ville blive mødt med langt større sympati. Hvorfor? Tænk en gang over hvad der blever sendt på tv. Der er ingen mangel på seere (lurere!) til programmer der trænger helt ind i almindelige menneskers privatliv. Vi kan se hvordan danskerne får ordnet deres have, deres hjem eller sågar deres person. Vi præsenteres i alle detaljer for hvordan mennesker der ikke kan styre deres økonomi, deres børn, deres kæledyr, deres chef, deres svigermor, deres mentale helbed, deres ægteskab, deres liv eller sågar sexliv “hjælpes” til at få styr på det. Vi præsenteres for livet på toppen og bunden og inder- og ydersiden af samfundet. Man kan sagtens rydde sendefladen en hel dag p.g.a. et royalt bryllup. Men ellers er ikke mindst de svage og småbegavede og sølle individers problemer er rigtig god underholdning.

Er hverdagsvirkeligheden ikke nok så elsker vi katastroferne. Der er ikke noget der får mere medieomtale end en god underholdende katastrofe. Tsunamien i asien, jordskælv på Haiti, eller attentatet på World Trade Center. Kort efter sidstnævnte bragte ugebladet Se og Hør et tillæg med store, flotte farvebilleder af eksplosioner og mennesker i frit fald fra de brændende tårne. Kunne de dog bare have interviewet ham på vej ned: “Hvad føler du lige nu …?”

Og er virkeligheden ikke nok, kan den sættes i scene: så kan vi se mennesker med journalisters hjælp genfinde deres forsvunde børn, forældre, søskende, tanter eller ægtefæller. Og vi kan endda se bortførte børn konfrontere eller genfinde deres forældre. Følelsesporno af værste slags.

Og er den iscenesatte virkelighed ikke nok kan man gå videre og konstruere den. Vi kan se talentløse idioter optræde i såkaldte talentshows, hvilket i sig selv måske nok er ganske harmløst, selvom vi griner når et arrogant fjols af en dommer gør når af dem som ikke kan og især dem som heller ikke selv kan se det. Værre er det når folk uge efter uge tilsyneladende finder det meningsløst at sidde og glo på at kendte mennekser danser. Få jeg et liv! I Robinson, Paradise Hotel, Big Brother og i de (per)versioner af genren der er langt værre, indfanges og lokkes småbegavede mennesker med løfter der aldrig indfries, til at udlevere sig selv nådesløst og helt ubeskyttet mod egen dumhed.

Du skal ikke holde dig selv for nar, der er sandsynligvis ikke en eneste der medvirker i disse programmer, som har i en IQ over gennemsnittet, men hvad værre er, så må de have en sådan trang til opmærksomhed, at man har svært ved at tro, at det ikke ligger langt dybere personlige problemer bag. Men seerne elsker det åbenbart, selvom man rimeligvis kan spørge sig selv, hvorfor så mange andre, formodenligt mere intelligente borgere i dette samfund, mener at deres tid ikke kan bruges bedre, end til at sidde glo på mennesker de aldrig ville bruge deres tid sammen med i den virkelige verden? Det er virkelig bizart parodi på det såkaldte videnssamfund at en eneste småtbegavet men tv-eksponeret idiot, kan have en tilhørerskare på hundredetusinder, blot fordi vedkommende har valgt at udlevere sin mangel på personlighed, intelligens og anstændighed offentligt.

Hvornår var det lige at vindueskiggersamfundet blev et ideal?

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunne vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?

- Kierkegaard (SV3 2,28)

Selv om de kloge ikke er helt enige om definitionen, for uanset hvordan vi definerer begrebet demokrati, så har det noget at gøre med behovet for at kunne begrænse den politiske magt i dens magtudøvelse. Magten skal nemlig begrænses, fordi den historiske erfaring har vist, at den totale magt korrumperer og begår overgreb mod mennesker, som af den ene eller den anden årsag ikke behager magthaverne.

Dermed kolliderer den totale magt med princippet om, at alle mennesker er skabt lige med en medfødt umistelig værdighed, som det er skrevet i den amerikanske menneskerettighedserklæring fra 1776 – med klar hentydning til Bibelen.

Således skriver Elisabeth Dons Christensen i en kronik i JP som også indeholder belæringen om at kristendommen er ikke en lovreligion, underforstået at vi jo godt hvilken religion der er lige netop det! Ofte hører man dette højrefløjens stupide mantra, at “Islam er en lovreligion!” gentaget til bevidstløshed, for så behøver man jo ikke at sige mere, så er alt forklaret og der er ikke basis foryderligere diskussion! Som om det var denne ene distinktion som afgjorde hele spørgsmålet.

Var verden dog bare så simpel!

Elisabeth Dons Christensen skriver:

Uanset hvor gode vi så end er til at efterleve det alt sammen, så bygger et demokrati på, at der grundlæggende er værdier, der er stærke nok til både at kunne og ville sætte magthaverne på plads, når de går ud over deres grænser.

Demokratiet bygger ikke på andre værdier, end tanken om at hvert menneske har en stemme og at hvert menneske har sine egne værdier og eftersom enhver stemme vægtes lige, er demokratiet lige netop en åbning af samfundet for muligheden for fravær af fælles værdier.

Det er lige præcis her, religion og demokrati kan komplettere hinanden, fordi religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip – ud mod fællesskabet og langt ind i evigheden. Samtidig er religion én af statsmagten uafhængig magt, og kan være et korrektiv til denne.

Demokrati og religion – ikke mindste når det gælder de store monotheistiske religioner – står i den grad i et modsætningsforhold til hinanden, at det er meget svært at se hvordan de skulle kunne komplettere hinanden. Ja, man kan sige at “religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip”, men hvad nu når flertallet har valgt religionen og dens dogmer fra? Så vi enten tilbage ved udgangspunktet eller ved religion som en af statsmagten uafhængig magt – men magt korrumperer jo, skriver kronikøren selv: “Vi ved alle, at magt har det med at korrumpere mere eller mindre, men vi ved også at total magt korrumperer totalt.”

Elisabeth Dons Christensen skriver videre:

Kristendommen er ikke en lovreligion, det kristne menneske har fået armene fri til at tage ansvar i verden, men vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tage ansvar for vort medmenneske.

og konkluderer:

Religion og demokrati har meget med hinanden at gøre – på en skæv, men livgivende måde. Især hvis de er i stand til at lade hinanden leve og holde fingrene fra hinandens sager – begge to.

Derfor skal religion også have en plads i det offentlige rum.

Nu var det Elisabeth Dons Christensen selv, som ovenfor belærte os om hvad “den historiske erfaring har vist” om magtmisbrug og overgreb og man skal da vist have været fuldstændig fraværende i historietimerne for at diske op med en sådan formulering som indledning til et forsvar for religionens og i særdeleshed kristendommens tilstedeværelse i det offenlige og især det politiske rum.

Den nationale Selvfølelse, der i Oldtiden bragte Grækere, Romere og Jøder til at anse sig for bedre end andre Folkeslag – og denne Selvfølelse var jo ikke grundløs – har efterhaanden bemægtiget sig alle europæiske Folk. Ligesom utaalelige Mennesker, der bestandig udkrammer deres indbildte Fortrin eller deres tidligere Triumfer, saaledes er de europæiske Folk næsten uden Undtagelse nutildags forfaldne til den smagløse Vane at rose sig selv. Neppe et Folk er saa lille og saa lidet betydende, at det ikke anser sig selv for Jordens største Folk. [...] Deraf Fremmedhadet og Hadet mod de fremmede Elementer i Folkene, f.Ex. det allevegne stigende Jødehad.

- Georg Brandes

I den forbindelse udtaler en overrasket professor i straffeproces ved Københavns Universitet Eva Smith:

Jeg havde ikke ventet, at så mange vil give en stat lov til noget så barbarisk som at tage en anden mands liv.

Spørgsmålet er om ikke systemet har mange liv på samvigttigheden. Man kan i hvert fald sagtens argumentere for, at det med næsten 33 års fængselsstraf har taget den firedobbelte politimorder Palle Sørensens liv. Men om der er noget barbarisk ved det, kan vel diskuteres. Palle Sørensen er i hvertfald civiliseret nok til at vide hvem der har ansvaret for det.

På en smuk dag som i dag må man som 80-årig nødvendigvis erkende, at ens liv er spildt. Og véd du hvad. Det kan jeg kun takke mig selv for. Og det er egentlig ikke nogen rar tanke.

Min hele Betragtning af Danmark gjør mit Liv uhyggeligt her; der er noget Uhyggeligt i, at vide og være forvisset om et Lands Undergang, medens Alle juble ved Tanken om en mageløs Fremtid.

- Søren Kierkegaard (NB 9:36)