Mød Modgang med et ligevægtigt Sind
og tøjl Din Trang til overmodig Glæde
i Medgangs Tid. Husk paa: Du skal jo dø,
o Dellius, hvadenten Du vil Græde

og sorrigfuld henleve Dine Aar,
hvad eller Du forstaar Din Sjæl at fryde
og paa hver Højtidsdag i landlig Fred
i Græsset strakt Din gode Vin at nyde.

Hvorfor mon Poplerne og Pinjerne
til gæstfri Skygge deres Favn forene,
og hvorfor risler Kildens klare Væld
med munter Nynnen over Stub og Stene?

Lad Vin og Salve bringe hastigt hid?
og Roserne, hvis Duft for tidligt Svinder,
mens det er Tid at glædes, mens endnu
vor Livsens Traad de trende Søstre spinder.

Alt skal Du miste: Guld og Gods og Gaard,
alt, hvad i livets Løb Du skrabed sammen;
alt tages fra Dig, Du skal føres bort
og efterlade alt til andres Gammen.

Da gavner ej Alverdens Rigdom mer
end Armod – bor Du under gyldne Tage,
hvad eller Himlens Hvælving er Dit Loft,
naar Døden kalder, maa Du med ham drage.

Vi føres alle til det samme Sted;
Gudinden alles Lod i Urnen ryster,
naar Dit uddrages, baader ingen Bøn,
Du færges bort til Dødens kolde Kyster.

- Horats

I dag vil Anders Breivik sætte flere ord på sine afskyelige handlinger – med ofre, pårørende og pressefolk som vidner. Endnu flere vil følge sagen via tv og på internettet. Hvad der skete i Oslo og på Utøya, er så grusomt, så ondt og så sorgfyldt, at det næsten ikke er til at bære at læse om eller at blive delagtiggjort i. Det har været fremført, at retssagen – og mediernes formidling af den – er med til at give terroristen Breivik unødig opmærksomhed. Breivik har selv signaleret, at han ser retssagen som en platform, hvorfra han kan lade sine synspunkter flyde.

Sådan skriver en avis, som er en af flere, der har bragt live-dækning fra retssagen, hvor læsere, minut for minut, kunne følge hvad der blev sagt i retssalen i Oslo. Men sådanne på lederplads bragte overvejelser, skal da ikke forhindre samme avis i at bringe de saftige historier om den 22-årige kvinde, der i en anden avis, blev præsenteret under denne overskrift: “Skudoffer på flugt holdt sin kæbe i hånden.”

Jeg husker alle skuddene, der ramte. Måske ikke rækkefølgen. Jeg blev skudt i armene, og tænkte, at det kunne jeg overleve. Så blev jeg skudt i kæben, og da tænkte jeg, at det var mere alvorligt. Så blev jeg skudt i brystet, og det tænkte jeg, at det dør man af, fortalte den kønne, 22-årige kvinde, da hun vidnede som tirsdagens andet vidne mod massemorderen Breivik.

Hvorfor er dette interessant for en avis? Fordi det er det læsene vil have.

Jeg vælger derfor helt at se bortfra den mulighed, at BTs læsere er en flok selvpinere, der flagellerer sig selv dagligt og i timevis med indtagelsen af ubærlige sorgfyldte grusomheder. Næh, det er nok nærmere BTs redaktion der er en dobbeltmoralsk og principløs pengemaskine, som leverer den vare læserne vil have. Uden forbehold.

Lad os også bare slå fast, at det ikke er retten der er en platform for Breiviks udspredelse af egne synspunkter, men derimod pressen der, som en udslidt og sygdomsbefængt gammel luder, beredvilligt stiller sig til rådighed for hvad som helst for lidt småpenge. Og du, kære læser, er dens kunde.

Pressen er Breiviks talerstol og den giver læserne det de vil have, nemlig drama; og jo mere virkeligt og detaljeret jo bedre. Desuden er det slet ikke Breiviks synspunkter som er det interessante, dem er der ingen der interesserer sig synderligt for, men derimod beskrivelsen af hans handlinger.

Lad os ikke bedrage os selv: alle elsker Anders Breivik!

Vi elsker at læse om Anders Breivik fordi han bringer drama ind i en ufarlig og rutinepræget hverdag. Han er det drama, som vi alle ubevidst drages mod, men som vi dog af bekvemmelighed helst vil have på god afstand.

Vi elsker Breivik på samme måde som en god film, en thriller eller en gyser, fordi hans handlinger kilder os de rigtige steder, kilder vores dødsfrygt på den ufarlige og fjerne, men aligevel virkelige måde, som ingen fiktion kan konkurrere med.

Vi elsker at forarges over Breivik, såvel som alle andre mordere og terrorister, fordi der ikke er noget bedre middel, end vores forargelse over hans tilsyneladende afgrundsdybe ondskab, til at vække følelser i os af at være uendeligt selvretfærdige og bekræfter os i vores moralske godhed.

Vi elsker Breivik, fordi han får os til at føle; han vækker døde følelser af medlidenhed og medfølelse med ofre vi ikke kender og aldrig har haft noget ønske om at kende, men hvis lig vi, som virtuelt nekrofile, kan misbruge, gennem deres billeder og historier bragt i pressen, til følelsesmæssig selvtilfredsstillelse.

Retsagen mod Breivik er snart ovre; de saftige detaljer, beskrivelserne af de smukke unge mennesker der falder for morderens iskolde kugler og de overlevendes gribende beretninger er overstået og efterlader os med et dramatisk og emotionelt tomrum der skal fyldes.

Vi venter allerede på den næste.

Der Europäer verkleidet sich in die Moral, weil er ein krankes, kränkliches, krüppelhaftes Thier geworden ist, das gute Gründe hat, “zahm” zu sein, weil er beinahe eine Missgeburt, etwas Halbes, Schwaches, Linkisches ist…. Nicht die Furchtbarkeit des Raubthiers findet eine moralische Verkleidung nöthig, sondern das Heerdenthier mit seiner tiefen Mittelmässigkeit, Angst und Langenweile an sich selbst. Moral putzt den Europäer auf – gestehen wir es ein! – in’s Vornehmere, Bedeutendere, Ansehnlichere, in’s “Göttliche” -

- Nietzsche

Jette Runchel, direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, fortsatte i pressen med at demonstrere en fuldstændig mangel på empati, da EB kunne berette at Emil formodentlig følte sig tvunget til at skifte skole efterfølgende.

Jeg synes, det er ærgerligt på den ene led. På den anden led kan jeg sagtens forstå, at det er det valg, man kan komme til at træffe som forælder.

Det er ikke et valg man kan komme til at træffe som forælder, det er et valg man kan blive tvunget til at træffe som forælder. Der er en væsentlig forskel her. Formuleringen “komme til at træffe” er ren ansvarsfralæggelse.

Det er vigtigt for mig at sige, at skoleledelsen har talt med hende om, at vi står til rådighed og vil gøre alt i vores magt for at få iværksat, at Emil får den hjælp, han har brug for.

Synes du, det er sket hurtigt nok?

Der har været tilbudt hjælp før nu. Den dreng, som har begået overfaldet, har tilbudt at komme hjem til familien og sige undskyld, men det har familien ikke kunnet tage imod.

Konfliktråd, mægling, re-etablering af relationer. Efter at viljen til at straffe er, om ikke afskaffet, så dog mistænkeliggjort, er hensynet til gerningsmanden blevet væsentligt. Jeg har hørt argumentet om, at man jo ikke ligefrem behøver at ødelægge voldforbryderens liv, ved at straffe ham.

Konfliktråd og mægling har det store problem i sig at de i en forstand ligestiller offer og gernningmand – forstået på den måde at de skal indgå aktivt i samme process og det kan kan jo nok være mindst lige så grænseoverskridende for offer som for gerningsmand. Problemet er, at når først hensynet til gerningsmanden er kommet ind i processen følger tilsyneladende og uvilkårligt mistænkeliggørelsen af offeret, når det ikke ønsker at medvirke.

Som ovenstående, hvor det selvfølgelig skal nævnes at de har fået hjlæp, nemlig at gerningsmanden har tilbudt at sige undskyld, men det ville de utaknemmelige mennesker så åbenbart ikke tage imod. Selvfølgelig ikke, fristes man til at sige, for bag hele ideen om at forklare sig, beklage eller sige undskyld, ligger tanken om at man kan forvente tilgivelse i en eller anden udstrækning. Men er det alt der skal kunne tilgives? Hvad hvis den udefrakommende forventning til offeret om at re-etablere relationerne til gerningsmanden (og dermed ultimativt at tilgive) til sidst bliver så stort at det bliver et krav?

I slutningen af februar blev Emil overfaldet igen. Denne gang fik han brækket sin næse og blev sparket, mens han lå på jorden, fordi han forsvarede en klassekammerat mod drillerier. Denne gang var det en ny 9. klasses elev. Umiddelbart efter sammenstødet måtte Emil sidde alene med eleven med blødende næse i et lukket rum, indtil Emil selv valgte at forlade skolen.

– Jeg gik op på kontoret, fordi jeg tænkte, at de ringede efter en taxa, så jeg kunne komme på hospitalet. Så kom han ind i rummet. Så gik alle lærerne ud for, at vi kunne snakke. Vi sad der i cirka 20 minutter, og så gik jeg ud på gangen og sagde, at jeg ikke ville snakke med ham. Så hentede de ham bare derud. Jeg kunne mærke, at de bare ville have, at vi skulle snakke, og de ikke ville ringe efter en taxa, fortæller Emil.

Presset er så lige pludselig på offeret og den kyniske mægler/sagsbehandler kan lægge en lille smule skyld over på offeret, når det ikke vil makke ret og tale sig til rette med en voldsmand og efterfølgende modtage en undskyldning.

Selvfølgelig er det pervers selvudlevering når en 14-årig dreng udtaler til pressen: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække. Men jeg får taget mig sammen og går i skole hver dag“, men verden er da helt skæv, når det er offeret for en forbrydelse der frygter sin fremtid i frihed, langt mere end at det er forbryderen der frygter sin fremtid i ufrihed.

Emil har det – meget forståeligt – ikke specielt godt med at voldsmændene stadig går og vil vedblive med at gå på skolen. Han siger: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække.” Det er jo ganske forståeligt, men dybest set også en triviel historie – for alle andre end de implicerede.

Interessant er det fordi Jette Runchel, der åbenbart er direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, forsøger at begå karakterselvmord med følgende udtalelser til EB:

“Det er rigtig kedeligt at høre, at drengen har haft den oplevelse. Vi er bare nødt til at se, hvad det andet perspektiv også er.“

Hvorefter EB spørger:

Men hvorfor skal Emil gå i skole med de to drenge, der har været voldelige over for ham?

og Jette Runchel svarer:

Vi mener, at der er grundlag for, at man kan reetablere relationen mellem de drenge, der har været involveret. Det har været skoleledelsens vurdering, og normalt er det jo ikke skolens opgave at straffe.

Reetablere relationen? Sådan taler man, når man repræsenterer en verdensopfattelse, hvor levende mennesker er reduceret til livløse brikker i et pædagoisk-administrativt spil.

Dette her er den ultimative menneskeforagt.

Pensionist: Jeg skal have en bogstav-skrab.
Diskenspringer: Skal lige se om der ikke er en her. (kigger i plastbox)
Pensionist: Tror ikke der er flere. (bukker sig ned og kigger undersøgende)
Diskenspringer: Du har ret. Så må jeg hente en.
Pensionist: Sådan er det jo.
Diskenspringer: Der er heldigvis ikke så langt. (går over til næste kasse)
Pensionist: Det var da heldigt.
Diskenspringer: Det er det jo.
Pensionist: Ellers måtte du jo helt ud på lageret efter en.
Diskenspringer: Sådan er det jo.
Pensionist: Eller du kunne ringe efter den.
Diskenspinger: Ja det ku jeg jo. Så kunne de komme med den.
Pensionist: Ja, de ku de jo.
Diskenspringer: Der er en her.
Pensionist: Det var da heldigt.
Diskenspringer: Ja, det er det.
Pensionist: Så behøvede du ikke gå så langt.
Diskenspringer: Sommetider er man heldig…
Pensionist: Sådan er det jo.

osv.

Her er hvad woman.dk skriver om “Smalltalk - sådan bliver du skrap til det”:

“Rigtig mange mennesker mener, at smalltalk er ligegyldigt, overfladisk og fordummende, men faktisk kunne de ikke tage mere fejl. Smalltalk er nemlig et glimrende socialt smøremiddel, der kan skabe og vedligeholde kontakt til folk omkring dig hvad enten det er til kolleger, tilfældige bekendte, familie eller potentielle forretningspartnere / venner / kærester. Smalltalk kan udvide dit netværk. Det kan skabe opmærksomhed om dig og om de projekter, du arbejder på, så de bliver endnu bedre, og du kan få flere muligheder fremover. Det kan gøre din arbejdsplads til et rarere sted at være. Det kan være vejen til at møde en ny kæreste. Og så kan det gøre din hverdag rarere, fordi du får folk omkring dig til at føle sig godt tilpas i dit selskab.”

Og rådet lyder:

Småsnak med alle, du møder – kassedamen i supermarkedet, folk du møder ved busstoppesteder og i toget, tjenere, naboen, kolleger… Øv dig også i tale med folk, der slet ikke er ligesom dig: Manden på bænken, børn, gamle mennesker.

For helvede da osse …

Hvis du ikke har noget vigtigt og interessant og gennemtænkt at sige så luk røven. Der er ikke noget værre end mennesker som taler konstant og uden ophør hælder deres latterlige mangel på livsindhold ud over andre sagesløse mennesker.

Der er støj nok omkring os og vi vil have ro, stilhed, tavshed …

En hurtig søgning giver nogle eksempler. Rune Engelbreth Larsen skrev “Al magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut.” i en leder i tidsskriftet Faklen i 1999, uden dog at sætte ophavsmand på disse ofte citerede ord.

Peter Kurrild-Klitgaard (professor, ph.d.) brugte i et læserbrev Berlingske samme ord men krediterede dog ophavsmanden: “Den store 1800-talshistoriker Lord Acton sagde engang, at »magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut«.”

Værst af alt er dog at Den Store Danske gengiver historikeren lord Actons “lov” som “al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt.”

Det kan godt irritere undertegnede at man alt for ofte tager Lord Actons ord og kritikløst gengiver dem i en alt andet end korrekt oversættelse. Hvad han skrev i et brev i 1887 var: “Power tends to corrupt and absolute power corrupts absolutely.” og det ikke helt det samme. Mogens Herman Hansen oversætter korrekt: “Magt har en tilbøjelighed til at korrumpere, og absolut magt korrumperer absolut.”

Tak for det.

“På trods af måneders forberedelse hos sognepræsten og langt over ti gudstjenester anede jeg ikke, hvad det egentlig var, jeg sagde ja til. En plads i de voksnes rækker? En plads i baren til næste halbal? En plads hos Gud i Himlen, når jeg dør? Der blev aldrig sat spørgsmålstegn ved konfirmationen.

Hvorfor spurgte præsten ikke i den allerførste konfirmationsundervisningstime, om jeg troede på Gud? Hvorfor spurgte mine forældre mig ikke, om jeg troede på Gud? Hvorfor spurgte jeg ikke mig selv, om jeg troede på Gud?

Hvorfor var det en selvfølge, at man blev konfirmeret, selvom jeg var i tvivl? Tvivlen kom troen til gode, og jeg nikkede blot ja. Og den tendens har sendt folkekirken ind i en identitetskrise.

Tager forældre, præster og folkekirken religion seriøst, når de lader konfirmationer ske uden dybere indsigt?

Er der ikke noget galt, når man lærer om De Ti Bud, lytter til Guds ord og trosbekendelsen, siger ja til det hele og bagefter går ud og forbruger løs, fristes, drikker og knepper.

Det vidner om en folkekirke i dyb identitetskrise, som med al tydelighed bare ser ritualet som sin årlige chance for at få lidt opmærksomhed, fyldte bænke og rekrutteret nye kuld.

Er det i bund og grund folkekirkens kontrakt med staten, der har kvalt dens sjæl?”

- Thomas Korsgaard (17 år) →

__________
Thomas Korsgaard: Jeg løj for Gud, den dag jeg blev konfirmeret. Politiken d. 21/4 2012
http://politiken.dk/debat/profiler/korsgaard/ECE1602438/jeg-loej-for-gud-den-dag-jeg-blev-konfirmeret/