Dødsstraf: 7. et drabsorgie af svimlende proportioner

Amnesty Internationals danske mikrofonholder, også kendt som dagbladet Politiken, bringer i dag en artikel skrevet af Jakob Hvide Beim om en henrettelse i Iran, under overskriften Amnesty: Mohammad fra Iran blev henrettet med otte timers varsel.

Et glimrende eksempel på at moralsk forargelse skal få bedskabet igennem; tænk sig, Mohammads famile blev ringet op og fik kun otte timers frist til at sige farvel, inden slynglen blev henrettet. Nu er jeg ellers flere gange stødt på dødsstrafmodstandere, som fremfører at det er psykisk tortur at gå og vente på at man skal dø ved henrettelse. Her var fristen så åbenbart ganske kort, men der er åbenbart nogen som aldrig bliver tilfredse. I øvrigt et absurd argument at det skulle være værre at gå og vente på en snarlig død, end at man – idømt livsvarigt fængsel – kan gå resten af livet og vente på ingenting. Men det er en anden historie.

Jakob Hvide Beim skriver:

“Til det sidste fastholdt den dødsdømte iraner, at han ikke havde handlet med ulovlige stoffer som påstået af myndighederne. Alligevel blev han henrettet.”

No shit? Måske man omgående skulle åbne alle fængsler og lade de fanger gå, som på tro og love vil skrive under på at de er uskyldige. Det er forbløffende at organisationer som Amnesty og dagblade som Politiken viderebringer den slags påstande om uskyldighed fra dømte forbrydere som argumenter imod dødsstraf, når vi i Danmark i den grad savner et tilsvarende forsvar for Kurt Thorsen, som stadig påberåber sig sin uskyld i PFA Sagen. Alligevel sad han i fængsel i seks år. Eller hvad med et forsvar for den gennem pressen forhåndsdømte såkaldte amagermand, Marcel Lychau Hansen. Han påstår også hårdnakket at han er uskyldig.

Historien om Mohammad Jangali indgår i en ny rapport fra Amnesty International, der offentliggøres i dag, og som konkluderer, at Iran i stigende grad straffer fanger med henrettelser.

Interessant værdiladet sprogbrug. At sige at man “straffer fanger med henrettelser” er det samme som at sige, at henrettelsen er en straf ud over dommen. Man kunne mere neutralt vælge at sige at man straffer forbrydere med døden.

“I et forsøg på at dæmme op for deres enorme narkotikaproblem har de iranske myndigheder gennemført et drabsorgie af svimlende proportioner, selv om der ikke er bevis for, at henrettelse forhindrer narkosmugling mere effektivt end fængsel.”

Således siger Amnesty Internationals direktør i Mellemøsten og Nordafrika, Ann Harrison iflg. Politiken og det er faktuelt forkert, da et sådant bevis kan leveres rent logisk: hvis bare en eneste narkosmugler bliver løslagt fra fængslet og genoptager sit kriminelle forehavende, så følger det at dødsstaf vil være mere effektivt til at forhindre narkosmugling end fængsel. Man kan selvfølgelig indvende at fængsel på livstid er lige så effektivt som dødsstraf, hvilket er sandt, men så er det helt andre overvejelser der gør sig gældende.

Hvad angår drabsorgiet af svimlende proportioner – “a killing spree of staggering proportions” (sic!) – så er der i følge Amnestys egne tal (http://www.amnesty.org.uk/news_details.asp?NewsID=19859) tale om en tredobling af antallet af henrettede for narkosmugling, som led i et forsøg på at gøre noget ved at landet har verdens fjerdehøjeste narkorelaterede antal dødsfald (henrettelser fraregnet!) om året. Amnesty International opgør antallet af henrettede for narkokriminalitet i Iran til mindst 488 i år i deres rapport med titlen Addicted to Death. Blandt de som er addicted til mere fysiske substanser er det årlige antal dødsfald i Iran vel omtrendt ti gange større. (91 pr.  mill. indb. i alderen 15-64 af en befolkn. på ca 90 mill.) Til sammenligning opgør Iraq Body Count antallet af civile ofre i nabolandet siden invasionen i 2003 til tæt på 110.000.

Artiklen afsluttes med følgende kommentar “På sigt skal dødsstraffen helt afskaffes, mener Amnesty International“, og man fristes til at tilføje at det gør Politiken vist også.

Skriv et svar