Dødsstraf: 6. Positive strategier

The death penalty promotes simplistic responses to complex human problems, rather than pursuing explanations that could inform positive strategies.” og “The death penalty denies the possibility of rehabilitation and reconciliation.” (via Amnesty International)

At man søger en simpel løsning på et komplekst problem er ikke ensbetydende med at man ikke søger forklaringer og årsager, men hvordan kan en forklaring på hvorfor Ted Bundy fik fornøjelse af at tæve unge piger ihjel nogensinde kunne danne basis for positive strategier? Svaret er at det kan det selvfølgelig ikke – man kan næppe forebygge at extreme personligheder som Bundy opstår, uden at gribe radikalt ind i hele befolkningens liv gennem masseovervågning og masseopdragelse og et radikalt tab af frihed. Og uden nogen garantier for noget som helst med hensyn til forebyggelse.

Ja, dødsstraf ødelægger enhver mulighed for rehabilitering og forsoning. Det første er beklageligt, men efter en længere årrække i fængsel er rehabilitering (og erstatning) vist også et tvivlsomt plaster på såret – man synes helt at ignorere pinslerne ved at sidde årevis i fængsel som uskyldig dømt sikkert langt overgår de tilsvarende ved en henrettelse.

Med hensyn til reconciliation (forsoning) må jeg ærligt indrømme at jeg ingen ide har om hvad der hentydes til…

Det langt mere interessante spørgsmål er hvorfor nogle mennesker når så langt ud i ekstremerne, at hensynet til nogle få psykopater og mordere vejer tungere end hensynet til resten af befolkningen og dens retfærdighedsfølelse.

Er det ikke tænkeligt at man ved med fortsæt at tage en andrens liv, forspilder retten til sit eget?

2 meninger om “Dødsstraf: 6. Positive strategier”

  1. hej Lundbech.
    Jeg fik lige lyst til at kommentere det indlæg…du skriver om “resten af befolkningen og dens retfærdighedsfølelse” – men er det ikke lidt for generelt, idet man næppe kan tale om en hel befolknings retfærdighedsfølelse – der hersker sikkert ret stor uenighed om, hvad det retfærdige er.
    Og er det ikke tænkeligt, at der er noget sært selvmodsigende i at sige, at man må ikke slå andre mennesker ihjel – og hvis du gør det, så slår vi dig ihjel?

    venlig hilsen

    1. Hej Thomas!

      Tak for din kommentar.

      Sidste først: Hvis jeg en dag mødte dig på gaden, kan jeg med 100% sikkerhed sige at jeg ikke ville gå hen til dig og slå dig. Hvis du derimod kom hen til mig og uprovokeret slog mig, ville jeg med 99% sandsynlighed gengælde (den ene procent er forbeholdt sindssyge personer som man ikke slår/straffer). Der ligger ikke nogen selvmodsigelse deri. Det er derimod i din indvending, hvilket illustreres bedst ved en anden sammenligning: Du må ikke frihedsberøve andre og hvis du gør det, så frihedsberøver samfundet dig. Mener du i fuld alvor at kidnapning ikke skal straffes eller at man skal straffe det med andet end fængsel for ikke at havne i en selvmodsigelse?

      M. h. t. “befolkningen og dens retfærdighedsfølelse”, så er jeg enig i at der er meget stor forskel på opfattelsen af hvad retfærdighed er. Det er heller ikke din retfærdighedsfølelse jeg taler om, men et gennemsnit, et i denne sammenhæng abstrakt begreb der omfatter både summen af retfærdighedsfølelse og den udvanding af samme som sker gennem den modvilje mod det at straffe, som synes at brede sig i samfundet.

      venlig hilsen
      Per Lundbech

Skriv et svar