Dødsstraf: 1. Retten til Liv

You have to mean what you say when
you are walking out the front door of your
house, not just when you are walking in
the door of the courtroom.

– Judge Pat Sheldon

Der er sagt og skrevet meget om dødsstraf, også meget vrøvl, derfor denne og de følgende indlæg, som vil kommentere især en kilde og en side i debatten, nemlig den som bliver fremført af en af de mest fremtrædende og aktive stemmer i kampagnen mod dødsstraf, nemlig Amnesty International.

Jeg forholder mig i dette og i de følgende indlæg til argumenter præsenteret af Amnesty International og til en række generelle og ofte fremførte almene argumeter fundet på denne – iøvrigt forældede – hjemmeside.

Ovenstående citat rummer måske egentlig meget godt undertegnedes opfattelse af hvordan en retssystem burde fungere, nemlig at mennesket er absolut ansvarlig for sine handlinger. Ordene blev udtalt af en amerikansk dommer i en appelsag som netop ikke handlede om dødsstraf. Om sagen kan der læses her. (Citat Pat Sheldon )

1. Retten til liv.

Et af de mest absurde og rent logisk mest indlysende håbløse argumenter mod dødsstraf er nok dette, som ofte er blevet fremført af Amnesty International: “The death penalty is the ultimate denial of human rights. It is the premeditated and cold-blooded killing of a human being by the state in the name of justice. It violates the right to life as proclaimed in the Universal Declaration of Human Rights.

Det handler om Artikel 3 i erklæringen om menneskerettigheder, som lyder således: Everyone has the right to life, liberty and security of person eller på dansk: Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed. ( Universal Declaration of Human Rights – EnglishDansk)

Hvis anvendelsen af dødstraf skulle være imod denne artikel, jvf. “enhver har ret til liv”, så er brugen af fængsel som straf det i lige så høj grad, jvf. “enhver har ret til frihed” og dermed burde det absurde i påstanden være indlysende for enhver. Det er en form for argumentation der er i bedste fald infantil i værste fald bedragerisk.

Faktisk beskæftiger Menneskerettighedserklæringen sig ikke med hvordan man kan og ikke kan straffe, så længe “Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid mod denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling.” (Artikel 7) og videre:

Artikel 8. Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning ved de kompetente nationale domstole for handlinger, der krænker de fundamentale rettigheder, som forfatningen eller loven giver vedkommende. Artikel 9. Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning. Artikel 10. Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til en hvilken som helst mod ham rettet strafferetslig anklage. Artikel 11. 1. Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling, hvorunder han har fået alle de garantier, der er fornødne for hans forsvar. 2. Ingen må anses for skyldig i noget strafbart forhold på grund af nogen handling eller undladelse, der ikke i henhold til national eller international ret var strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. Der skal heller ikke kunne idømmes strengere straf end fastsat på den tid, da det strafbare forhold blev begået.

Så længe alle behandles lige er erklæringen om menneskerettigheder åben for nationale forskelle i måder at straffe på (omend den kan være på kant med visse måder at straffe på, jvf. Artikel 5: Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf men det det skal jeg nok vende tilbage til) og derfor: Nej, dødsstraf er ikke er ikke et brud på fundamentale menneskerettigheder som formuleret i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra den 10. december 1948.

Skriv et svar