Danmarks råstof!

Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang hørte dette begeb om børnene og ungdommen som Danmarks Råstof, det er mange år siden, men allerede dengang undrede jeg mig lidt over denne besynderlige opfattelse, som mest af alt minder om noget fra en nationalsocialistisk propagandafilm der skal overbevise om at danskerne er alle andre intelligensmæssigt overlegne. Der er vel næppe nogen fornuftig grund til at fremhæve Danmarks særegenhed gennem et råstof som kineserne har 200 gange  så meget af, med mindre man mener at den danske forekomst af det på en eller anden måde er kvalitativt bedre end kinesernes. Jo, der er selvfølgelig også den mulighed at man mener at vores forbejdning af råstoffet er bedre end så mange andres; at vi formår at få mere kvalitet ud af det end andre nationer gør. Det er der nogen der mener ikke er tilfældet, David Favrholdt i Weekend Avisen d. 15. okt 2010:

“Lige siden 1960 er alle vore uddannelser blevet forringet år for år. Indtil 1960 var Folkeskolen en af verdens bedste, og på nogle fagområder var universiteterne blandt Europas bedste. I Folkeskoleloven af 1937 var hovedkravet til skolen følgende: »Den skal give sine elever nyttige kundskaber« og »fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer.« Men så – i 1960 – blev denne lov erstattet af den såkaldt Blå Betænkning, hvori det hedder: »Det er skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som gode, harmoniske mennesker.« Og i lanceringen af denne betænkning omtalte politikere og pædagoger den hidtidige undervisning som terperi og indpiskning og kaldte skolen før 1960 for »den sorte skole«. Målet med den nye betænkning var »at skabe harmoniske, uambitiøse og konfliktløse mennesker. Og kampen førtes da imod den ortodokse, autoritære indpisknings-pædagogik og for den frie tillidsbestemte opdragelse.«” ( J. Fjord-Jensen i Dialog, årg. 1960).

I årene 1960 til 1994 forsvandt alle præcise krav vedrørende kundskaber og indlæring i skolernes læseplaner. Fra 1962 til 1985 blev faget dansk’s timetal skåret ned med 20 pct. i 1. klasse, 35 pct. i 2. og 3. klasse og med 45 pct. i 4. og 5. klasse. Fagene geografi og historie blev udhulet til næsten ingenting. I 1981 deltog danske børn i 3. og 8. klasse i en international undersøgelse, der omfattede 32 lande. De danske 3. klasser blev nummer sidst af alle industrilande. 8.- klasserneendte også i bunden – langt efter de øvrige nordiske lande.

Forringelsen af Folkeskolen blev fulgt op af en forringelse af gymnasierne og dermed også af alle videregående uddannelser.” (David Favrholdt: År 2020 – sejr eller undergang. Weekendavisen d 15.10.2010)

og

“I Singapore er skoleåret på i alt 280 dage. I Kina en anelse mindre. I Danmark er skoleåret kun på 195 dage. Hvor vores folkeskole strækker sig fra første til niende klasse, ville Singapore have 13 skoleår, hvis deres skoleår var som vores. På universitetsniveau er forskellen lige så markant.

I Singapore og Kina er universitetsåret også cirka 280 dage. I Danmark er det på omkring 175 dage. Alene det forhold gør, at vi må regne med, at vi på mange områder – grundforskning, anvendt forskning, teknisk udvikling, eksport – alt det, vi skal leve af, vil blive overhalet for ikke at sige udraderet af en række lande inden for det næste ti-år. (David Favrholdt: År 2020 – sejr eller undergang. Weekendavisen d 15.10.2010)

I denne uges udgave af Weekend Avisen er det Pernille Stensgaard der følger op på den, men en artikel om toogtredive danske rektorers studietur til Kina:

“Toogtredive rektorer for danske gymnasier er netop vendt hjem fra Kina i alarmeret tilstand.

»Jeg mærkede en svag opvågningskvalme over, hvordan det skal gå herhjemme,« siger Dorthe Enger, rektor for københavnske Niels Steensens Gymnasium. Andre deltagere i den ugelange rundrejse i det kinesiske uddannelsessystem har samme ubehagelige følelse af noget stort, ambitiøst, dygtigt og sultent, som kommer i kamp med danske elever og studerende om hver eneste stilling i den globale virkelighed.

»Jeg tror, vi alle tænkte: ‘ Hvad pokker gør vi, når vi kommer hjem?’ Så voldsom og prægnant en oplevelse var det,« siger Jimmy Burnett Nielsen fra Bagsværd kostskole og gymnasium.

De så en pige sidde og læse i metroens larm og mylder og spurgte hende hvorfor.

»Jeg skal lære at koncentrere mig,« svarede hun.” (Pernille Stensgaard: Hvad skal vi så leve af? – Weekendavisen d 5.10.2010)

En brat opvågning? Måske. Og så måske alligevel ikke; Rektor Jens Nielsen Støvring Gymnasium savner “en klarere bevidsthed om, hvor målrettede de unge kinesere er:”

“»Landet producerer altså en halv million ingeniører hvert år. De er dygtige og parate til at tage jobbbet fra dig, og måske kan de gøre det for 5.000 kroner om måneden. Dét kunne vi godt have for øje. Og du får mig ikke til at sige, at de danske unge ikke laver noget, for de laver noget hele tiden. Kæreste, arbejde og venner, det hele skal passes, hvor den unge kineser må prioritere alt det fra, og det er heller ikke lykken. Selvfølgelig skal vi ikke sidde og læse på Rådhuspladsen som den kinesiske pige i metroen, men vi skal være bevidste om, at der altså er halvanden milliard mennesker, der snart kan det hele.«” (Pernille Stensgaard: Hvad skal vi så leve af? – Weekendavisen d 5.10.2010)

Uha nej, tænk hvis der sad en person på Rådhuspladsen med noget så altmodisch som en bog, i stedet for en iPod! Der trækkes nemlig stadig massivt i den modsatte retning, som i Information, her under overskriften “Folkeskolen skal revolutioneres” kunne man d. 8. januar 2008 læse:

“Folkeskolen skal ikke kun uddanne supermennesker, som kan være Danmarks råstof. Målet må også være at forme glade og selvstændige mennesker, som ikke kan manipuleres, og som kan skabe et godt liv for sig selv og deres omgivelser…” (Søren Bøjgaard: Folkeskolen skal revolutioneres – Information d. 8.1.2010)

Et af disse umanipulerbare mennesker er en af undertegnedes medstuderende på SDU, som i fuld udnyttelse af det potentiale nye teknologier kan stille til rådighed, in casu universitetets WiFi, fordrev pausen i en forelæsning med dette på sin bærbare:

Unødvendigt at sige at jeg nok ikke er den eneste der er uenig med følgende smøre fra Søren Bøjgaard i Information:

“Skolen har ikke ændret sig synderligt de sidste 100 år. Der er stadig tale om store, alvorstunge bygninger, med endeløse gange og ens klasseværelser på række. Tavlen er stadig placeret, så eleverne ser én vej, fra den stol, der altid har været træls og hård at sidde på i mere end en halv time, når man er ung, og det er stadig en klokkes ringen, der dirigerer elevernes adfærd og kundgør forskellen på arbejde og fri. Et håbløst levn fra det industrisamfund, vi med stormskridt har forladt.
[…]
Fremtiden byder på en helt anden verden. En verden, som på bedste kamæleonvis transformerer sig, via trends og modtrends i én lang uendelighed, hurtigere og hurtigere. En verden, hvor man arbejdsmæssigt er nødt til at yde en indsats, der er mere krævende for det hele menneske end nogensinde før i historien. Ja, det moderne menneske arbejder hårdere, og der stilles større krav til det at være dansker, end der blev til den generation, der er pensionister i dag. Glem alt om de larmende fabrikker og forholdene for landarbejdere i sidste århundrede. Hverdagen i dette årtusinde kræver energi, kreativitet, omstillingsparathed, uddannelse, hurtighed og mental formåen.” (Stensgaard op. cit.)
Bøjgaard er folkeskolelærer, hvilket nok skinner ubehageligt igennem i artiklen: “Skal man nyudvikle en skole i verdensklasse, er det et kernepunkt at få skabt attraktive arbejdsforhold for lærere. Lønnen skal være højere, med slutlønninger på min. 40.000 kr. om måneden. Glem alt om at tiltrække nye generationer af lærere, hvis lønnen er lav.Også de daglige arbejdsforhold trænger til et eftersyn. 20 elever i en moderne skoleklasse bør være absolut maksimum, og undervisningen skal foregå i moderne bygninger. Endvidere bør lærere forkæles med attraktive ordninger for mad, kørsel, arbejdstøj, pc-ere, velfærdspersonale etc.”

… men ikke viden! Det overlader vi til nogle millioner kinesiske ingeniører. Advarslen fra Jimmy Burnett Nielsen fra Bagsværd Gymnasium er er tydelig nok:

“»Kinesiske elever har arbejdsvilje. De går til den og ved, at udviklingen af talent er forbundet med ekstremt hårdt arbejde. Herhjemme diskuterer vi 12 minutter ekstra arbejde her og der for at redde verdenssituationen. Der er slet ikke den krisebevidsthed, der burde være. Vi taler om muskelhunde, væltede hoppeborge og maden i børnehaverne. Hvis man ikke læste udenlandske aviser, ville man ikke vide, hvordan det står til. At Europa risikerer at udvikle sig til et egnsmuseum, som asiater besøger for at se, hvordan det var i gamle dage.«” (Stensgaard, op. cit.)

Skriv et svar