Handicappet I

‘handicap et, – (-s) (eng., af hand in cap hånd i hue, gl. lodtrækningsspil) konkurrence hvor de svagere deltagere får fordele (forspring), evt. de dygtige hæmmes; ugunstig stilling, hindring, mangel, (legems-)defekt; ‘handicappe stille ugunstigt; ‘handicappet funktionshæmmet. [Gyld. Fremmedordbog, 11. udg.]

Er der nogen der ikke ved hvad det ord betyder? Tilsyneladende:

“Med Biblen i hånden kommer præsten Søren Krarup ind i Folketinget og sammenligner bøsser med handicappede,” [LYDKLIP]

sagde Elsebeth Gerner Nielsen MF (R) med skælvende stemme i “Debatten” på DR2, torsdag d. 3. maj kl 20:00. Debatten handlede om en i grunden ubetydelig beklædningsgenstand, i øvrigt en for danske kvinder af min farmors generation ganske ordinær fortrinsvis udendørs påklædningsgenstand, som har fået en frygtelig masse opmærksomhed på det seneste på hovedet af nyere generationer af kvinder af primært ikke-dansk oprindelse, men det er uvedkommende i denne sammenhæng.

Hvad der er interessant er mængden af fejl i Gerners udtalelse, der viser hvor galt det går når man udtaler sig udfra fordomme i stedet for fakta.

For det første sammenligner Krarup ikke bøsser med handicappede; han siger at de er handicappede.
(Han sammenligner det muslimske tørklæde med nazismens hagekors, men det er en helt anden historie – som jeg nok skal vende tilbage til.) Desuden bruger Krarup slet ikke ordet bøsser, han kalder dem homoseksuelle.

Men lad os da bare sammenligne betydningen af ordet handicappet som det fremgår af fremmedordbogen:

et handicap: ugunstig stilling, hindring, mangel; (legems)defekt.
handicappet: funktionshæmmet.

med den hvad Krarup i virkeligheden sagde:

»Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område.«

At være homoseksuel kan vist på ingen måde siges at være normalt, da det er en tilstand (psykisk eller fysisk) der er direkte kontraproduktiv i forhold til formålet med den menneskelige seksualitet, nemlig forplantning. At være homoseksuel er i en vis forstand at være funktionshæmmet i og med at man som homoseksuel er i en ugunstig stilling mht at få børn. Man har et handicap. Homoseksualitet som norm ville enddog også placere menneskeracen i en ugunstig stilling: for var homoseksualitet normen, ville menneskeracen formodentlig uddø.

Hvad man til gengæld kan sige er at det tilsyneladende er normalt at der findes homoseksuelle; fænomenet går også igen hos adskillige dyrearter.

Hvilken rolle spiller så dette? Ikke nødvendigvis nogen, medmindre man mener at der bør diskrimineres på det grundlag og det er vist, i hvertfald i vores del af verden, noget der er gået af mode. Problemet er bare dette at der findes politikere (og andre) med en sådan berøringsangst overfor minoriteter at de dog hellere vil fornægte sandheden in extremis end at skulle rumme dikotomier som at nok er mennesker forskellige (in casu: homoseksualitet er ikke normalt) men at det ikke betyder at der skal diskrimineres på det grundlag.

Resultatet er at det er blevet politisk ukorrekt at tale deskriptivt om disse minoriteter (se også: Lone Frank: Homofår, WA Ideer, d. 30/3 2007), i og med at man strækker det rimelige “man skal ikke diskriminere (religiøse og seksuelle) minoriteter” til det urimelige “man skal slet ikke diskutere disse minoriteters evt. problemer” fordi man frygter at en sådan diskussion er en diskrimination i sig selv. Det er den naturligvis ikke.

Spørgsmålet er så om (de indbildt farlige) sandheder forsvinder af sig selv, hvis man tier dem ihjel eller om resultatet er at man blot holder sig selv for nar?

fortsættes …