Strøtanker

Set i lyset af de seneste indlæg på denne blog og de samfundsbegivenheder som de afspejler, kan man vist godt konstatere, at hvis religion er den stædige og regelbundne tro på det, som man ikke kan erkende med nogen sikkerhed, så er det ikke så underligt, at fornuften er blevet den vestlige verdens religion.

Det glade vanvid

Birthe Rønn Hornbech, Venstre.“Ytringsfriheden blev [..] ikke en grundlovssikret ret, for at flertallet skulle forhåne mindretal.

Tværtimod giver frihedsrettighederne os ret til at leve i Danmark med vor forskellige tro og kultur. Men uden gensidig respekt kan vi ikke leve med vore forskelligheder.

I øjeblikket er det, som om det ikke respekteres, at vi er nogle stykker, der virkelig ikke mener, at det er så sørens nødvendigt at blive ved med at optrykke gamle Muhammedtegninger.

Jeg er hamrende træt af at høre på debattører, der mener at have eneret på frihedsforståelsen, fortælle dem, der tænker anderledes, at de udøver selvcensur. Sludder og vrøvl.

Det er jo bare et forsøg på at knægte andres ret til at mene anderledes. Man kunne jo lige så godt hævde, at tegningerne for tilhængerne bare er et skalkeskjul for at komme med en muslimfjendtlig tilkendegivelse.”

Skriver Birte Rønn Hornbech i dag i Politiken med sædvanlig fornuft og klarsyn. Hun er et af de få mandfolk i dansk politik.

Hvad kan man gøre andet end at konstatere, at der på den ene side står en større eller mindre gruppe muslimer, som tillader sig – på tværs af alle landegrænser og samfundslag og sociale strukturer – at tage alle andre menneskers meninger som noget meget personligt og er parate til at dræbe de, der måtte mene noget andet end de selv og at der på den anden side står en større eller mindre gruppe mennesker, der enten, som tilhængere af en religion ingen længere gider dø for, retter deres misundelse eller had mod enhver repræsentant for en religion, som stadig inspirerer passionerede tilhængere, eller som mennesker der for længst har mistet den livsfylde, som de kan se, at en yngre religionen giver til andre, retter deres had og foragt mod selvsamme gruppe og selvsamme religion.

Debatten er umulig at deltage i eller navigere i eller orientere sig i, fordi den er helt igennem styret af de skingre stemmer fra struberne på mennesker, som har bagtanke og hensigt og skjulte dagsordener og som styres af hadet mod de andre og mistroen mod det anderledes; uanset om det er oplysningens nedladenhed overfor religionen eller religionens mistro overfor forandring og fornyelse. Fornuften var et af de første ofre for den kamp og er forlængst blevet fordrevet fra den offentlige debat. Tilbage står blot hysteriet.

__________
Birte Rønn Hornbech: Hvorfor står vi så fast på retten til at håne og spotte profeten?, Politiken, d. 17/2 2015.

Pacifismelogik

Efter det kom frem forleden, at Islamisk Stat (som jo slet ikke er en stat, men blot en bande afstumpede bøller med en uhyggelig mængde våben og matchende mentalitet) havde taget livet af en tilfangetagen jordansk pilot ved at spærre ham inde i et bur og sætte ild til ham, har Jordan i en reaktion herpå fremskyndet henrettelsen af en dødsdømt og tilsyneladende uduelig kvindelig selvmordsbomber, som Islamisk Stat egentlig havde forsøgt at udveksle med selvsamme pilot, selvom de allerede havde myrdet ham længe forinden.

Videoen af drabet på piloten, optaget i hd, med udvaglte sekvenser i slow og med perverst stemningsfuld underlægningsmusik blev offentliggjort forleden på flere mere eller mindre obskure medier, men hurtigt fjernet igen: den er absolut ubehagelig, både hvad angår selvehandlingen og hvad angår tankerne, der ligger bag dens fremstilling.

is
Still fra video (via dumpert.nl)

Ovenpå dette er det måske en forståelig følelsesladet reaktion fra Jordans side, at man henretter en i forvejen dødsdømt fange. Det kunne nu også ses som en temmelig rationel handling: så er hun da af vejen og der kommer ikke flere forsøg på at udveksle hende med tilfangetagne gidsler. Vi kan ikke vide og kommer aldrig til at vide, hvilke tanker der ligger bag.

Men uanset, så går den slags lystmord jo ikke an i en moderne verden og til Politiken, d. 4/2 2015 udtaler lektor og mellemøstforsker på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, Søren Schmidt følgende vurdering af Jordans reaktion:

“Det virker uklogt. I stedet for at holde sig fra det beskidte spil, mudrer man sig selv til. Man kan være så godt som sikker på, at Islamisk Stat nu tænker, at det er deres tur næste gang til at give igen.”

Man kunne nok, og med nogen rimelighed, indvende, at Islamisk Stat ikke har lavet andet, end at give verden igen og igen og igen og det har de gjort overalt, hvor de har haft mulighed for det, ved at dræbe og filme drabet på ethvert gidsel de kan få fat på, i et sikkert velkalkuleret forsøg på at støde alle normale mennesker fra sig og efterfølgende tiltrække det pak, som måtte være tilovers.

Det bliver ikke bedre af, at Søren Schmidt fortsætter retfærdiggørelsen af egen pacifisme, med at konstatere at “henrettelserne af de to fanger kan medvirke til en polarisering, der kan blive farlig for Jordan.” Mon ikke offentliggørelsen af videoen som ovenstående still stammer fra, i forvejen har trukket fronterne tilstrækkeligt tydeligt op, såvel i Jordan som i resten af verden? Hvoraf kommer denne berøringsangst overfor konsekvenserne af krig og strid? Hvoraf denne berøringsanst overfor døden? Hvoraf denne frygt for at engagere sig helhjertet i det beskidte spil? Man kan nu engang ikke muge ud i stalden, uden af få lort på støvlerne.

Jeg kommer til at tænke på Enhedslistens udenrigsordfører (sic!) Christian Juhl, som i oktober naivt udtalte til Politiken, d. 17/10 2014:

“Der skal indgås dialog med ISIL, uanset hvor vanskeligt det kan se ud.”

og endvidere, adspurgt om han troede man kunne overtale IS til noget, svarede:

“Jamen, hvorfor ikke. Hvis man bruger en kombination af at få lukket totalt af for, at de kan sælge olie, stopper alle sponsorbetalinger til dem og så går ind og siger »Hey, nu skal det stoppe, ellers har I ingen venner på den her jord«. Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?”

Jamen, de har allerede ingen venner på jord. I hvertfald ingen normale, empatiske, rationelle mennesker. De betår af og følges af ligesindende religiøse tosser og, som jeg vist har skrevet tidligere (se: fools of the world), så kan man ikke tale fornuft med religiøse fundamentalister. Jo mere formørkede mennesker er, i deres urokkelige tro på at deres egen gud er udgangspunktet for den eneste universelle og evigt gyldige sandhed, jo mindre tilbøjelige er de, til at lytte til fornuft og logik. Det er ret enkelt.

Derfor er kun et middel der virker overfor menneske som disse, og det er at besvare hårdt med hårdere og kort sagt dræbe flere af dem, end de kan nå at dræbe af os og ikke mindst at gøre det hurtigt og effektivt, inden deres gift spreder sig mere end højst nødvendigt. Écrasez l’infâme!

– o O o –

Som en kuriøsitet, da manden tilsyneladende er fuldstændig blottet for fornuft og omtanke, skal da lige tilføjes Christian Juhls imbecile svar på det ret påtrængende spørgsmål:

“Christian Juhl, hvem forestiller du dig rent praktisk skal indlede dialogen med IS?

Det skal de, der har den bedste kontakt til dem. Det besynderlige er jo, at vestlandene, især USA, har trænet dem på et tidspunkt, og Qatar og Saudi-Arabien, som nu er med i den koalition, har været store økonomiske støtter af dem, så derfor må der være nogle kontakter. Jeg har ingen kontakter til dem, så jeg aner ikke en pind om det …” (Politiken, d. 17/10 2014)

Nej, tydeligvis ikke! Personligt kunne jeg nu godt tænke mig, at se Christian Juhl sendt afsted på en fredsbevarende mission til Isilland, hvor han med hvidt flag i den ene hånd og en arabisk parlør i den anden, kunne forsøge at udrive Allahs udsendte af deres vildfarelser. Måske vi oven i købet kunne være så heldige, at Isilerne ville dokumentere mødet på en fin lille video.

__________
Forsker: Hævn-henrettelser i Jordan er vand på Islamisk Stats mølle. Politiken, d. 4/2 2015
EL kræver dialog med Islamisk Stat. Politiken, d. 17/10 2014

Fools of the world

“The greatest danger of bombs is in the explosion of stupidity that they provoke,” skrev den franske journalist og forfatter Octave Mirbeau i 1894 og som det seneste døgn har vist, var det nok ikke helt forkert; det synes som om, at terrorattentatet i Paris i går kollektivt har sænket intelligenskvotienten i dette land … og sikkert også i de fleste andre europæiske lande. For en gangs skyld skal den overdrevne sentimentalitet, som også har grebet folket, ikke tages under behandling her. Det skal til gengæld en af de såkaldte eksperter, som Ekstra Bladet har talt med …

“Ekstra Bladet har talt med Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i Islam. Ifølge professoren er det svært at sige noget generelt omkring, hvorfor nogle muslimer tyer til vold i disse situationer.

– Der er tre typer af muslimer i sådan en situation, siger Sedgwick.

– Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

– Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

– Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

– Det er den sidste gruppe, der er problematisk …”

No shit? Den konklusion kunne jeg nok også været nået frem til.

Derudover lader professorens klassifikation af muslimer i typer en del tilbage at ønske, for ifølge ham er der tre typer, som på jævnt dansk kunne kaldes de ligeglade, de gnavne og de tossede. Jeg har godt nok svært ved at forestille mig, at der ikke findes muslimer, som rent faktiske tænker over hvad der sker i verden, uden at blive enten irriterede eller at gribe ud efter deres AK-47, for mon dog ikke at der skulle være en enkelt muslim eller to derude, som rent faktisk har sans for humor og tager det hele med et smil? Og mon ikke også der skulle være et par stykker, som, når de ser sådanne tegninger, forholder sig til dem rationelt og reflekterende? Det tror jeg egentlig nok …

Statue af G. Bruno, Campo dei Fiori 1889. (via wikimedia.org)

Til gengæld er det, i modsætning til hvad professor Sedgwick mener, altså ikke særligt svært at sige noget om, hvorfor nogle muslimer griber til våben og vold under sådanne omstændigheder. Det gør de fordi deres religiøse følelser er blevet forulempet, fordi deres tro er blevet angrebet og fordi de har et gudsgivent patent på sandheden, og det er nu engang sådan, at mennesker der bærer sandheden på hovedet som en krone, generelt er både alt for overbeviste om deres egen ufejlbarlighed og hverken særligt omgængelige eller i besiddelse af humoristisk sans.

Hvis nogen skulle være i tvivl om hvordan den slags mennesker fungerer, kan man jo tage et kik på kristendommens historie (hvilket professor Sedgwick nok burde have gjort), hvor det bestemt ikke skorter på historier om tosser med en mission, både i egne lande såvel som i på mission blandt barbarer i fjerne verdensdele; mennesker der har været mere end ivrige efter at pådutte andre deres egen opfattelse af det eneste sande verdensbillede, om det så skulle koste andre livet.

Små mennesker forvalter generelt ikke store sandheder særligt elegant og det er såmænd ikke noget eksklusivt for religioner. Tænk Hitler og Stalin og Pol Pot og Kim Jong-un og gud ved hvor mange andre. Tænk kommunismens og fascismens hærgen. Tænk også i langt mindre baner, hvor der i tidligere indlæg på denne blog, er eksempler fra vor egen tid – dog som regel af noget mindre dramatisk karakter – som man kan lære en del af.

I sidste ende har langt større mennesker måttet lade livet for en sag de troede på, forfulgt og efterstræbt på livet af mennesker der mente at vide bedre, men som helt sikkert ikke gjorde det, og hvad kunne være mere passende, end at give ordet til en sådan:

The fools of the world have been those who have established religions, ceremonies, laws, faith, rule of life. The greatest asses of the world are those who, lacking all understanding and instruction, and void of all civil life and custom, rot in perpetual pedantry; those who by the grace of heaven would reform obscure and corrupted faith, salve the cruelties of perverted religion and remove abuse of superstitions, mending the rents in their vesture. It is not they who indulge impious curiosity or who are ever seeking the secrets of nature, and reckoning the courses of the stars. Observe whether they have been busy with the secret causes of things, or if they have condoned the destruction of kingdoms, the dispersion of peoples, fires, blood, ruin or extermination; whether they seek the destruction of the whole world that it may belong to them: in order that the poor soul may be saved, that an edifice may be raised in heaven, that treasure may be laid up in that blessed land, caring naught for fame, profit or glory in this frail and uncertain life, but only for that other most certain and eternal life. (G. Bruno: Cabala del Cavallo Pegaseo 1585)

__________
Ejder Akbal: Islam-professor: Angrebet har intet med islam at gøre. EB, d. 8/1 2015

Angrebet på ytringsfriheden

“The greatest danger of bombs
is in the explosion of stupidity
that they provoke.”

Det er i grunden temmelig ironisk. Her kun ca tolv timer efter et af dette århundredes  værste forsøg på et angreb mod ytringfriheden, er kampen om vores basale frihedsrettigheder allerede i fuld gang. Den foregår ikke på gaderne i Paris, den foregår ikke med våben i hånd … nej, den foregår med ord og det værste anslag mod friheden kommer fra en måske – for mange – noget uventet side.

Som skrevet tidligere, var Pia Kjærsgaard straks efter attentatet i Paris parat til at tage midler i brug, som ligger ud over hvad loven tillader. Men hun er selvfølgelig langt fra den eneste.

Eugène Delacroix: La Liberté guidant la peuple (1830)
Eugène Delacroix: La Liberté guidant la peuple (1830) (via wikipedia)

I Berlingske gør også Kathrine Lilleør sig med noget skinger stemme sig til talsmand for at slagte basale frihedsrettigheder. Lad os nu bare se bort fra at hun er cand. theol. og derfor næppe objektiv – det er jo de færreste bloggere – men det er lige godt svært at se bort fra, at hun, udover at være ude i et ubehageligt ærinde, heller ikke er alt for skarp, for hun skriver, under overskriften “Fat det!”, følgende:

”Øger vi selvcensuren, har vi tabt”, siger vores egen Kurt Westergaard i dag. Med den visdom, som kommer af at have mærket det islamistiske geværløb mod panden. En advarsel, der udgår fra det mangeårige skæbnefællesskab, han har med de dræbte franske tegnere. Westergaard har ret. Selvfølgelig.

Men hører vi det? Fatter vi, at det ligeså godt kunne have været her, at man have givet en dansk politibetjent en ekstra kugle for panden?”

… og fortsætter, uden tilsyneladende at fatte, at den selvcensur som hun her taler om, er den frivillige opgivelse af en af vort samfunds mest basale friheder. For hun er samtidig rede til at ofre lige netop den og andre frihedsrettigheder i kampen for at forsvare dem.

“Fjenden findes ikke kun i Syrien. Fjenden findes også i Paris. Og her.

Konsekvens: ”Frihed for Loke såvel som for Thor”, gælder kun i gode tider. Når Loke fører krig, må hans frihedsrettigheder nødvendigvis indskrænkes. Ekstremistiske muslimer bør herefter ikke kunne forvente, at de demokratiske frihedsrettigheder gælder i ligeså udstrakt grad for dem, som den har været gældende hidtil.

Frihed for Loke gælder kun i fredstid.

Fat det!”

Meget mening giver det ikke, men det er vigtigt at slå fast, at ingens frihedsrettigheder  skal indskrænkes. Demokratiske frihedsrettigheder gælder for alle samfundets borgere i nøjagtig samme udstrækning, for i samme øjeblik de ikke gør det, så er dette samfund ikke længere et demokrati. Begynder vi at fratage borgere demokratiske frihedsrettigheder baseret på en vurdering af deres religiøse (eller politiske eller enhver anden) overbevisning, i stedet for at straffe dem for eventuelle overtrædelser af samfundets love, så er vi hverken bedre eller anderledes end de samfund, som mørkemændene bag dagens attentat stammer fra. Det er præcis det som terroristerne ønsker at opnå, og det ønsker vi i hvertfald ikke.

Eller nogen blandt os gør tilsyneladende.

Vi lever – i modsætning til hvad Katrine Lilleør åbenbart tror – i en fredstid. Vi er ikke i krig og man kan jo knapt kalde tre tosser med geværer for fjender; det er at tillægge dem alt for stor betydning. De er simple kriminelle som skal straffes for det de har gjort og gerne straffes hårdt. Alt andet er at give dem mere kredit og langt mere magt, end de har fortjent efter deres afstumpede handlinger tidligere i dag. Samfundets virkelige fjender er ikke og kan ikke være en håndfuld mænd med geværer; de kan intet udrette, som vi ikke selv lader dem udrette, for kunne de det, var det da et skrækkeligt tegn på, hvor skrøbeligt vores samfundsstruktur er.

Vores virkelige fjender er de, der benytter sig af dagens begivenheder til at føre en kamp, måske ligefrem en kulturkamp – Kristendom vs Islam? – og som ikke viger tilbage for at ofre vores demokratiske frihedsrettigheder som et led i den kamp. For tag ikke fejl, der er i sidste ende ikke den store forskel på, om vi lader den ene eller anden ekstremist kue os. Den eneste trussel der ligger i dagens attentat, er at vi gør noget: at vi går i panik, at vi lader os styre af had og vrede, at vi lader frygten få overtaget, at vi smider fornuften på porten, ja, at vi i det hele taget forandrer noget som helst. Livet må og skal fortsætte som hidtil, for kun på den måde viser vi, at her kan intet forandres og at terror ikke virker på os.

Og det, kære læser, er mere end noget andet, det som vi skal fatte.

Så fat det!

__________
Citat: Octave Mirbeau (1850–1917) i: Le Journal (Feb. 19, 1894)
Kathrine Lilleør: Fat det!, Berlingske, d. 7/1 2015