Kategoriarkiv: Religion og Religiøsitet

Lovreligioner

Udgivet den af • Kommentér!

Jeg har hørt påstanden fremført igen et par gange i den seneste tid, og altid med det samme triumferende og salige smil, som tydeligt demonstrerer at afsenderen hermed mener at så er alt sagt: “Islam er en lovreligion!” Dixit!

Selve distinktionen, lovreligion eller ej, er i bedste fald temmelig ligegyldig for alle andre end nogle få forskere begravet temmeligt dybt i universiteternes afdelinger for komparativ religion og inden for den politiske referenceramme, hvor udtrykket oftest anvendes nedladende og fordømmende overfor en hel religion og dens udøvere, er det en fuldstændig meningsløs og irrrelevant påstand, for man kunne lige så vel og med samme vægt og relevans forsøge at affærdige Islam med påstanden om at den begynder med bogstavet ‘i’.

Overforsimplede konklusioner har det med at tilfredsstille simple hjerner og hvad kunne bekomme disse bedre end muligheden for at afskrive en modstander, en aversion, en fjende med bare fire ord? Sådan er virkeligheden ikke. Religioner (eller ideologier for den sags skyld) kan ikke affærdiges med en enkelt teknikalitet. Et hurtigt kig gennem religionshistorien eller verdenshistorien kan forsikre enhver om at (især de monotheistiske) religioner – lovreligion eller ej – er et mægtigt redskab i hænderne på de som ønsker at ensrette og styre og kontrollere og ikke mindst kristendommens rolle som lige netop lovreligion har været et væsentligt element gennem de sidste tusind års verdenshistorie.

Men hvorfor så? Begrebet “lovreligion” er åbenbart introduceret i den offentlige debat fra politisk hold, i et desperat forsøg på at skabe en praktisk politisk (og ikke en religionsvidenskabelig) distinktion mellem Kristendommen og Islam, på en sådan måde at forskellen kommer til at bestå i noget fundamentalt ved religionerne selv, fremfor det langt vigtigere, nemlig spørgsmålet om hvordan man praktiserer sin religion.

Det er en kendsgerning, at uanset om du er kristen eller muslim, er det ikke din religion som sådan der afgør, om du kommer på kant med den vestlige samfundsform, men udelukkende et spørgsmål om, med hvilken grad af alvor du praktiserer din religiøsitet. Der er nemlig nok af samfundsfjendtligt tankegods i både Islam og Kristendommen til at bringe enhver tilhænger af disse på kant med samfundet som vi kender det. Eller med andre ord: hvis ikke du i en eller anden udstrækning giver køb på de religiøse (kristne eller muslimske) idealer, vil du uundgåeligt komme i konflikt med det omgivende samfund.

Politisk er dette særdeles ubekvemt for yderste højrefløj, når man politisk profilerer sig på repræsenterer et sæt af dansk-kristne værdier. For den alternative og aldeles uspiselige løsningsmodel er at indse og indrømme at grunden til at kristendommen fungerer i den vestlige verden, er, at vi forlængst har opgivet at leve efter de kristne idealer, at vi dybest set ikke tager kristendommen alvorligt mere og at der formodentligt ikke findes et eneste kristent menneske tilbage i den vestlige verden.

Som Vilh. Grønbech skrev i 1946: “Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”

Problemet er at der er kommet en ny dreng i klassen og selvom han næppe ville få Grønbech til at ændre sine ord, kan det jo være at han ender med, at tvinge andre til at ændre måden de tænker på. Og det er måske ikke så dårligt endda.

Historiske erfaringer

Udgivet den af • Kommentér!

Selv om de kloge ikke er helt enige om definitionen, for uanset hvordan vi definerer begrebet demokrati, så har det noget at gøre med behovet for at kunne begrænse den politiske magt i dens magtudøvelse. Magten skal nemlig begrænses, fordi den historiske erfaring har vist, at den totale magt korrumperer og begår overgreb mod mennesker, som af den ene eller den anden årsag ikke behager magthaverne.

Dermed kolliderer den totale magt med princippet om, at alle mennesker er skabt lige med en medfødt umistelig værdighed, som det er skrevet i den amerikanske menneskerettighedserklæring fra 1776 – med klar hentydning til Bibelen.

Således skriver Elisabeth Dons Christensen i en kronik i JP som også indeholder belæringen om at kristendommen er ikke en lovreligion, underforstået at vi jo godt hvilken religion der er lige netop det! Ofte hører man dette højrefløjens stupide mantra, at “Islam er en lovreligion!” gentaget til bevidstløshed, for så behøver man jo ikke at sige mere, så er alt forklaret og der er ikke basis foryderligere diskussion! Som om det var denne ene distinktion som afgjorde hele spørgsmålet.

Var verden dog bare så simpel!

Elisabeth Dons Christensen skriver:

Uanset hvor gode vi så end er til at efterleve det alt sammen, så bygger et demokrati på, at der grundlæggende er værdier, der er stærke nok til både at kunne og ville sætte magthaverne på plads, når de går ud over deres grænser.

Demokratiet bygger ikke på andre værdier, end tanken om at hvert menneske har en stemme og at hvert menneske har sine egne værdier og eftersom enhver stemme vægtes lige, er demokratiet lige netop en åbning af samfundet for muligheden for fravær af fælles værdier.

Det er lige præcis her, religion og demokrati kan komplettere hinanden, fordi religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip – ud mod fællesskabet og langt ind i evigheden. Samtidig er religion én af statsmagten uafhængig magt, og kan være et korrektiv til denne.

Demokrati og religion – ikke mindste når det gælder de store monotheistiske religioner – står i den grad i et modsætningsforhold til hinanden, at det er meget svært at se hvordan de skulle kunne komplettere hinanden. Ja, man kan sige at “religionen kan fastholde os på en tolkning af vort liv, som tvinger os til at se ud over egen næsetip”, men hvad nu når flertallet har valgt religionen og dens dogmer fra? Så vi enten tilbage ved udgangspunktet eller ved religion som en af statsmagten uafhængig magt – men magt korrumperer jo, skriver kronikøren selv: “Vi ved alle, at magt har det med at korrumpere mere eller mindre, men vi ved også at total magt korrumperer totalt.”

Elisabeth Dons Christensen skriver videre:

Kristendommen er ikke en lovreligion, det kristne menneske har fået armene fri til at tage ansvar i verden, men vi skal elske vores næste som os selv, vi skal tage ansvar for vort medmenneske.

og konkluderer:

Religion og demokrati har meget med hinanden at gøre – på en skæv, men livgivende måde. Især hvis de er i stand til at lade hinanden leve og holde fingrene fra hinandens sager – begge to.

Derfor skal religion også have en plads i det offentlige rum.

Nu var det Elisabeth Dons Christensen selv, som ovenfor belærte os om hvad “den historiske erfaring har vist” om magtmisbrug og overgreb og man skal da vist have været fuldstændig fraværende i historietimerne for at diske op med en sådan formulering som indledning til et forsvar for religionens og i særdeleshed kristendommens tilstedeværelse i det offenlige og især det politiske rum.

Ægteskab

Udgivet den af • Kommentér!

Farcen fortsætter tilsyneladende og hvor vi forleden tog kirkeminister Manu Sareen i forsvar (mere eller mindre!) så har ministeren i dag selv valgt at udtale sig, gennem et indlæg i Politiken. Det skulle han nok ikke have gjort, i hvertfald fra et rent fornuftsmæssigt synspunkt. Fra et politisk perspektiv, hvor formålet sikkert er at lukke munden på de mindre tænkesomme masser, giver hans udmelding sikkert god mening, men det er josom bekendt ikke den synsvinkel vi anlægger her.

Jeg glæder mig til at overvære det første kirkebryllup med homoseksuelle par. Og jeg ved, at der er mange homoseksuelle, der glæder sig til endelig at kunne blive viet i kirken.

Jeg har lovet at stå på trappen og kaste ris. Med vielser af homoseksuelle i kirken kommer vi endnu et skridt nærmere på et samfund, der på alle måder fuldt ud accepterer den enkeltes ligeværd – uanset hvem man er, og hvem man elsker.

Nå! Vi har allerede for en uge siden været igennem Biblens syn på homoseksuelle, så den lader vi ligge i denne omgang og noterer os i stedet at brugen af ordet ligeværd ikke er et ord som kirkeministeren mestrer.

Ægteskab i kirken er et kønsbestemt begreb, forbeholdt en alliance mellem en mand og en kvinde, lidt på samme måde som at kvindernes omklædningsrum i svømmehallen er forbeholdt kvinder. Rent principielt er i dette tilfælde de homoseksuelles krav på at kunne indgå ægteskab i kirken, lidt det samme som hvis jeg gjorde krav på at måtte bruge kvindernes omklædningsrum i svømmehallen, med den begrundelse, at det er et begrænsning af mit ligeværd, hvis jeg forhindres i at gøre det.

Det er jo ikke sådan i samfundet at homoseksuelle juridisk og på anden vis diskrimineres i forhold til heteroseksuelle. Her er der blot tale om at slå døre ind, alene for fornøjelsen ved at se dem briste, uagtet at man dybest set ingen interesse har i hvad der er på den anden side.

Som en læserkommentar til ovenstående artikel så rammende siger det: “Gud hader ikke homoseksuelle mennesker, men han hader det de gør, fordi det er unaturligt. Derfor hader kristne heller ikke homoseksuelle mennesker, men tager klart afstand fra det de gør. Hvad så når de er blevet gift og vil ha’ børn, hvilket rigtig mange gerne vil? De skal jo ud og låne andres børn for overhovedet at kunne lege familie, sådan som en mand og kvinde kan … helt naturligt.”

Hvem er det egentlig man gør en tjeneste, når man gang på gang desperat forsøger at normalisere det unaturlige?

Der et flere oplagte spørgsmål som trænger sig på. For eksempel kan man jo tænke lidt over hvor al denne snak om ligeværd er henne, når det for eksempel gælder f. eks. pædofile. Eller man kan overveje, bare overveje, om ikke, der om tyve-tredive år kunne komme en lang række sager, om mennesker der føler at de har været udsat for overgreb, fordi de er opvokset uden at kende (begge) deres biologiske forældre i et ligeværds- og ligestillingseksperiments navn.

Fordybelse

Citat

Udgivet den af
Svar

Generalsekretæren i Det Danske Bibelselskab Morten T. Højsgaard i Politiken.

“Samtidig med at folkekirken, statskirken, mister noget af sin opbakning, fortsætter folk med at være religiøst interesserede. Folk tror lige så meget i dag som for 30 år siden, de tror bare på en ny måde, og de søger svarene på livets store spørgsmål andre steder end i kristendommen.

De går over i den nyspirituelle verden. Det er ikke sådan, at folk tager det store skift og konverterer til en anden religion, det ville være gammeldags. Nej, man fortsætter sit individualiserede, moderne liv og tager det fra religionernes store lager, som man nu synes, man kan bruge. Folk siger, at de er religiøse – men på deres egen måde.
Nogle begynder at tro på reinkarnation eller læser en bog af Hummels direktør, Christian Stadil, om personlig karma, hvor de finder nogle bud på, hvordan de kan få succes i tilværelsen, og så tænker de i øvrigt ikke så meget mere over det.

Andre har måske et barn, der skriger hver nat, så man tager barnet til zoneterapeut, hvor der så ligger foldere om gaver fra Østen og livsvisdom fra hinduismen, og alt det der sammenstykker man på sin egen måde og får så religionernes store bolsjebutik.

Det hele smager sødt, der er forskellige farver, man tager lige, hvad man har lyst til, og så lader man resten være. Det giver en selvreligion, som jeg kalder google-buddhisme.”