At være sig selv nærmest…

“Ignorance and bungling with love
are better than wisdom and skill without.”
– Thoreau

I sidste nummer af Beboerbladet – som udgives af Boligselskabernes Landsforening til alle os der bor til leje, i et oplag på ikke mindre end 553.000 eks. – er der en artikel om Beboergarantibeviset, som garanterer at efterlønnere, pensionister og kærestepar kan få en lejlighed svarende til den som de fraflyttede, hvis de inden for tre år skulle fortryde deres flytning, og en Lene Vassing Andersen fra Vanløse fortæller om hvordan hun fik brug for det, da hun for tre år siden flyttede sammen med sin daværende kæreste:

“Beviset så jeg som en slags forsikring. Et eller andet steder man jo sig selv nærmest, og jeg var ikke spor i tvivl om, at jeg skulle have det. Men man regner jo ikke med at få brug for det.”

Det uforudsete skete, står der videre i artiklen, og for en sentimental kyniker som undertegnede var det jo nok uundgåeligt; godt nok står der ikke noget om kærlighed i artiklen (den taler kun om “forhold”), men ikke desto mindre er min påstand at kærlighed ikke kan være, hvor man er sig selv nærmest og ikke er spor i tvivl om at man bør sikre sig på forhånd. Men hvis man gør det, hvordan kan det uundgåelige så være uforudset, når man selv har inviteret det indenfor?

Ak ja, man kan sikre sig økonomisk på forhånd, så den man elsker og sværger at dele alt og resten af sit liv med, med garanti ikke skal have en krone af mit, når man engang går fra hinanden. Nu kan man så også sikre sig en bolig på forhånd, til den dag hvor for evigt ender. Eller man kan gøre som stadig flere vælger:

“Der er et stigende antal par i dag, som lever på hver sin adresse. Man har råd til at have hver sin bolig, og individualisme og selvstændighed gør, at man ikke flytter sammen.”

Forklarer professor Poul Christian Mathissen, i en artikel der ganske vist nævner kærlighed, men ikke i en betydning jeg kender:

“For mange par er det også en praktisk nødvendighed kun at holde kærligheden i live fra fredag til søndag aften, hvor man kan være sammen.” (*)

Måske også dét kan blive for meget. Camilla, 31 år:

“I stedet for at fokusere på det, jeg ikke har, fokuserer jeg af natur på det, jeg har. For et års tid siden allierede jeg mig derfor med en flok ligesindede singlepiger, og vi er nærmest blevet hinandens parforhold.”(op. cit.)

Det er en interessant skred der er sket her; fra et ægteskab mellem to mennesker velsignet af Gud, over parforhold (i alle dets betydninger) til simpelt socialt samvær med jævnaldrene af samme køn. Fra kærlighed til kammeratskab. Har man ikke en fornemmelse af at et eller andet er gået tabt på vejen. Det der skulle give det hele en mening.

Man kan sige at Camilla 31 er tæt på pointen og så alligevel uendeligt langt fra, for mens hun har ret i at man ved hvad man har, så fejler hun derved at hun ignorerer det hun ikke har. For kunne det ikke tænkes at der var noget derude, som hun ikke bare ikke havde, men som hun tillige – alle sociale kompetencer til trods – slet ikke kendte eksistensen af?

___________
Kåre Kildall Rysgaard: Kærester vil ikke bo sammen, Nyhedsavisen, fredag d. 21 november 2007 (Det står der altså på forsiden af udg. fra i onsdags!).

Racisme.

I følge Jyllands Posten, mener Bashy Quraishy “at den danske lovgivning mod racisme – straffelovens paragraf 266B – er utilstrækkelig og anvendes alt for sjældent,” og han ser gerne “at ordet islamofobi indskrives direkte i straffeloven.”

Men hvorfor kun islamofobi? Hvad med xenofobi? Den var da oplagt at få med. Negrofobi er måske lidt for oplagt, men en sikker vinder (men den kan Quraishy jo dybest set være ligeglad med). Vestiofobi inkluderer tørklæder, men er nok lidt for upræcis, mens pogonofobi da ville give imamerne en slags beskyttelse.

Man kan mene hvad man vil om den danske racismeparagraf, om den skal justeres i den ene eller anden retning, men det er ikke noget jeg skal kommentere her. Til gengæld vil jeg gerne kommentere ovenstående forslag fra Bashy Quraishy.

Det er nemlig et typisk eksempel på en klovn der taler uden først at have tænkt sig om, og ender med at ville smide handicappede i fængsel. For fobier er jo bl. a. en medicinsk betegnelse og eksempler på folk der har fobier der er nærmest invaliderende kan let findes. Fobier regnes for handicap på f. eks. SU-styrelsens hjemmeside, hvor folk der lider af

“svære psykiske og psykosociale vanskeligheder, for eksempel som følge af angst, fobier, autisme eller personlighedsforstyrrelser.” ()

kan søge om handicaptillæg.

“Har du en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, kan du få et tillæg til SU’en, når du læser på en videregående uddannelse. Betingelsen er, at din funktionsnedsættelse giver betydelige begrænsninger i din evne til at have erhvervsarbejde ved siden af din uddannelse – altså have studenterjob.”()

Og man må jo sige at et ophold i fængsel efter racismeparagraffen virkelig giver betydelige begrænsninger i, om ikke evnen, så dog muligheden for at have et erhvervsarbejde ved siden af sin uddannelse.

Pointen er selvfølgelig at man ikke uden videre kan tage et i daglig tale diffust begreb, som også har en klar definition inden for et fagområde, og bruge den folkelige betydning som grundlag for en lov.

____________
Søren Holm-Hansen: Hård kritik af Danmark for racisme. Jyllands Posten, 22.11 2007