Livsfrygt

γνῶθι σεαυτόν

En meningsmåling som DR har fået foretaget viser at 55 procent af danskerne ikke mener at de bliver mere trygge af bevæbnede vagter ombord på flyene og kun hver femte mener at det vil gøre dem mere tryg.

Spørgsmålet er, om det som der er blevet spurgt om og det der svaret på dybest set er det samme og om det som der egentlig kan udledes af undersøgelsen er noget helt andet end det som medierne gengiver?

“Det er selvfølgelig omgærdet af sikkerhedsmæssige hensyn og derfor kan man ikke fortælle alt om det, siger Lars Barfoed, som dog godt kan fortælle, at vagterne ikke kommer til at bære uniform.”

Altså en mand diskret placeret i flyet som tilfældigvis er bevæbnet og holder vagt. Ganske uskyldigt, ikke? DR har gjort os den tjeneste at spørge manden på gaden.

“En af de rejsende, Keld Monrad Hansen, er tidligere officer. Han siger:

– Så mange mennesker med våben i så lukket rum – det er jeg ikke tilhænger af.”

Så mange …? Der er vel kun tale om en, med mindre han medregner evt. terrorister og mon alligevel ikke de fleste passagerer, konfronteret med et par bevæbnede terrorister, hellere end gerne ville have at en eller flere bevæbnede politifolk også var tilstede i flyet?

“Hans kone, Ada Monrad Hansen er enig.

– Det er virkeligt ikke rart at tænke på. Så er vi derude, hvor der ikke er noget, der er rigtig hyggeligt længere.”

Her afsløres ret så meget. Hvad disse to, og måske også en del af deltageren i meningsmålingen, i virkeligheden indirekte giver svar på er ikke om de bevæbnede vagter giver tryghed overfor terrorister, men om at vagterne giver utryghed fordi de minder de overbeskyttede danskere om en brutal virkeligehed. Der er en snert af en troskyldig vi stiger pænt og ordentligt på toget til Auschwitz og så går det nok alligevel holdning over det her. En dybest set absurd indstilling til livet som hellere af frygt lukker øjnene for virkeligheden end at acceptere den for hvad den er. Den er ikke bare et udtryk for afgrundsdyb naivitet, den er udtryk for en grundlæggende livsangst som også manifesterer sig i behov for brevkasser og terapeuter og i sidste ende, når virkeligheder har meldt sin ankomst, for krisepsykologer.

I sidste ende bliver det næsten komisk:

“- Vi har ikke den samme sherif-kultur som er en del af det amerikanske tankegods, hvor man tror at bevæbnede vagter kan skabe sikkerhed, siger CAU’s formand, Jakob Esposito. [CAU er en organisation for SAS’ kabinepersonale]

Jakob Esposito vil se bevis for, at vagterne kan skabe sikkerhed, før han kan acceptere en aftale mellem Danmark og USA.”

Der er vel ikke nogen som tror at vagterne ligefrem vil skabe usikkerhed, som at deres våben kommer til at gå af ved et uheld og dræber piloten eller lignende. Som altid ville lidt selvkritisk refleksion (introspektion) være klædeligt. Esposito siger  sikkerhed, men det han egentlig taler om er tryghed. Den tryghed der kommer gennem fortielser og virkelighedsfornægtelse og som i sidste ende nok ikke så meget er hverken tryghed eller sikkerhed så meget som den er udtryk for et selvbedrag.

Dobbeltmoral

Måske er det et eksempel på den måske nok sjældne, men dog meget menneskelige tendens til at mennesker som har gjort det til en vane eller erhverv at dømme om andre, efterhånden ganske mister evnen til at dømme om sig selv?

I hvertfald er det vist efterhånden slået fuldstændig klik for Politikens redaktør Seidenfaden, som i en leder d. 9. december 2010 skriver om USA og anonymes hackeres forsøg på “af al magt at kvæle” WikiLeaks efter at de har offentliggjort fortrolige diplomatisk dokumenter fra det amerikanske forsvar og udenrigsministerium.

“Der er tale om altovervejende ikke-juridiske skridt i form af massiv pression mod de private leverandører, som ethvert internetmedie er afhængig af. De amerikanske internetgiganter Amazon og PayPal og andre firmaer i flere lande har bøjet sig for presset og smidt WikiLeaks af deres servere.

Også kreditkortfirmaer og banker har øjensynlig nægtet at betjene WikiLeaks.” (Stop angrebet på informationsfriheden, Politiken, d. 9/12 2010)

Alt det er selvfølgelig korrekt og Politikens forargelse er også i tråd med avisens vane med at udgive bøger uden at spørge forfatter og forlag og domstole først først, jvf. både sagen om Rathsacks bog “Jæger” og Ritt Bjerregaards dagbog (Begge sager er omtalt her: http://jp.dk/indland/article1818042.ece), men herefter hopper kæden af for Seidenfaden:

“Det svarer til, at myndighederne, hvis de ville forhindre Politiken eller Berlingske Tidende i at bringe en ubehagelig artikel, pressede elselskabet til at slukke for strømmen, så trykpressen ikke kunne køre.

Hvor er lovgrundlaget, hvor er domstolene?” (Politiken. op. cit.)

Nu er der jo både i praksis og rent principielt en betydelig forskel på offentliggørelsen af en ubehagelig artikel man selv har skrevet, og offentliggørelse (massedumping!) af materiale som andre har skrevet og som er tilvejebragt på ulovlig vis. Faktisk har de to ting intet med hinanden at gøre og kan selvfølgelig slet ikke sammenlignes. Men det er ikke den eneste sammenligning som Seidenfaden spiller ud:

“Det er forståeligt, ja, formålstjenligt, at en stat forsøger at holde på sine hemmeligheder. USA er i sin gode ret til at tiltale kilden til lækagen og om muligt få ham idømt en hård straf.

Men det er en glidebane mod et mere lukket samfund, hvis USA’s regering eller andre, med metoder, der er helt uforenelige med retsstaten, angriber de medier, der bringer oplysningerne. Skal ytringsfriheden begrænses, må det som minimum ske efter en åben rettergang.” (Politiken. op. cit.)

Seidenfadens pointe synes at være, at kilden til lækagen sagtens kan idømmes en (hård) straf, men at den kendsgerning overhovedet ikke skal påvirke pressens beslutninger, som om at det, at noget først er blevet stjålet, uden videre gør det stjålne materiale til public domain. Det svarer til at sige at hvis nogen brød ind i Seidenfadens private computer og huggede billederne fra swingerfesten i Tøgers sommerhus, så skulle tyven straffes for det, men hvis han forinden havde videregivet billederne til mig, var jeg i min gode ret til at offentliggøre dem. Udover at ganske bortskaffe begrebet om hæleri er det en helt igennem besynderlig opfattelse af ytringsfriheden der her kommer til udtryk.

Ytringsfriheden har intet at gøre med Julian Assanges ret til at offentliggøre stjålent materiale. Ytringsfriheden sikrer at Assange kan sige hvad han vil og den er der ingen der har forsøgt at rokke ved. Hvad nogen har forsøgt at gribe ind overfor, er derimod den informationsmæssige free-for-all som WikiLeaks hæleri-projekt lægger op til: at fordi stjålet gods kommer i dine hænder, betyder det ikke at det er dit til at gøre med hvad du vil. Hvad du burde gøre er at levere det tilbage til ejermanden. Intent andet.

Seidenfaden fortsætter med at konstatere at “WikiLeaks’ redaktionelle prioriteringer i høj grad [kan] diskuteres“, hvilket mildt sagt er en underdrivelse.

“Men USA’s massive og principløse reaktion har løftet sagen til et andet niveau: Er det rimeligt, at en stat med rent magtmisbrug kvæler et frit medie?” (Politiken. op. cit.)

Spørgsmålet er om det at være et frit medie ikke også inderbærer et vist ansvar, noget som Seidenfaden tydeligvis ikke mener er tilfældet. WikiLeaks dumper tusindvis af fortrolige dokumenter til offentligheden i håbet om at nogen kan finde noget som er belastende for nogle andre. Der er ikke tale om materiale, som er lækket for at dokumentere et konkret magtmisbrug eller misforhold, hvilket enhver kan forsikre sig om, ved at læse Politikens opfrodring til læserne:

“Når det sidste dokument er offentliggjort, vil lækken inkludere over en kvart million dokumenter, og det er flere end selv politiken.dk’s journalister kan nå at læse grundigt.

Derfor vil vi gerne tippes, hvis politiken.dk’s læsere, ser vigtige historier i de rå dokumenter, som ikke er fortalt endnu.” (Tip os: Find de gode WikiLeaks-historier. Politiken d. 29/11 2010)

Det her har intet som helst med ansvarlig journalistik at gøre. (Tankevækkende er også Seidenfadens svar på følgende spørgsmål vedr. Politikens offentliggørelse af Rathsacks bog: “Hvorfor har I ikke ventet, til fogedretten har taget stilling til, om der skulle nedlægges forbud mod bogen? For det første fordi fogedsagen ikke har noget med Politiken eller medierne at gøre. Den er rettet mod forlaget.” Gad vide om fogedretten ikke også ville have haft indvendinger mod bogens trykning i pressen, hvis den havde haft det mod forlagets udgivelse af den?)

Her er det så at Politikens dobbeltmoral kommer ind i billedet.

For det første har Politiken den moralske standard der udi egen opfattelse giver dem ret til at optrykke andres værker uden at spørge om lov først, jvf. de to bøger nævnt ovenfor. For det andet opfatter man sig selv, som det fremgår ovenfor, som værende ytringsfrihedens vogter, når det gælder om at offenliggøre stjålne amerikanske statshemmeligheder, samtidig med at man – for det tredje – sagtens kan gradbøje samme ytringsfrihed når det gælder karikaturtegninger: “Det er meget trist, at Politiken ofrer ytringsfriheden under trussel om en retssag,” sagde Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen om Politikens knæfald for en arabisk advokats krav. (Politiken siger undskyld for Muhammed-tegning. Berlingske, d. 26/2 2010) Endelig er der historien om “dybe links”, hvor Politiken var særdeles fremme i skoene når det handlede om at hindre både søgemaskiners og andres adgang til Politikens hjemmeside (Politiken nægter søgemaskinerne adgang, Ingeniøren, mandag 31. jul 2006) og i den sag var der ikke megen forståelse for andres brug af Politiken som Politiken bruger andre…

Jeg ved ikke hvordan Tøger Seidenfaden, rent logisk, holder rede på dette moralske multibogholderi og jeg er ikke sikker på at jeg overhovedet ønsker at vide det, men man aner nok en anden persons indflydelse i baggrunden. Gør man ikke?

Uhørt Ondskab

Ekstra Bladet bringer i dag en historie om uhørt ondskab: “På billederne ser man en yngre kvinde/pige, der brutalt – og med fornøjelse i stemmen – en efter en smider seks hundehvalpe ud i en flod. De små dyr er tydeligvis ikke ret mange dage gamle. Men det bekymrer ikke kvinden eller den, der optager hele seancen.” Billederne er ledsaget af en video, hvor man kan se den yngre kvinde tage hundehvalpene op af en spand en efter en og smide dem ud i en flod.

Det hedder videre: “Netbrugere gætter nu løs på, hvem hun er. Noget tyder på, at kvinden skal findes i Østeuropa. Uanset hvad er der tale om uhørt ondskab – ledsaget af et kynisk grin! Forleden blev en engelsk kvinde også jagtet, efter en video viste, hvordan hun smed en kat i en skraldespand. Bagefter sagde kvinden, at ‘det var jo bare en kat’!” Og det havde hun jo ret i, det var da i det mindste ikke et barn.

Til gengæld kan man spekulere lidt over hvad det er for umenneskelige mennesker som går op i noget så banalt som aflivningen af seks hundehvalpe og forsøget på at aflive en kat.

I følge Dansk Røde Kors dør “hver dag 24.000 mennesker af sult eller af dårlig ernæring” og så er der mennesker der bekymrer sig om aflivningen af seks østeuropæiske hundehvalpe?

Hvilken uhørt foragt for menneskeliv der ligger bag den prioritering er det svært helt at fatte, men det er jo nærliggende at drage en parallel, her via et interview med Kathleen Kete, Associate Professor of History at Trinity College.

“The Nazis were responsible for the most comprehensive set of animal protection laws ever in Europe, issued from the moment of their takeover of the German state in 1933. Arnold Arluke and Boria Sax bring this fact to light in an essay on Nazi animal protection published in 1992. Kosher butchering was outlawed and vivisection was at first prohibited and then regulated. But the proper way to cook a lobster was also prescribed, in order to spare the live lobster unnecessary pain as it dies, as was the least painful way to shoe a horse.

The importance of the Arluke and Sax’s argument lies in its description of the Nazi understanding of the relationship of species to each other. Nazi radicalism can be understood as breaking the traditional binary of human and animals. Humans as a species lost their special—sacrosanct—status and a new hierarchy of being was established whereby some “races” of animals lay above some “races” of humans. Wolves, eagles, and Teutonic pigs (“despised by the Jews”) are near the top of the Nazi chain-of-being. Jews and rats are on the bottom.”

Åbenbart ikke kun jøder og rotter …

Irreducible kompleksiteter

Teorien om intelligent design er normalt ikke noget der optager mig synderligt (undtagen når jeg har lyst til en øl og ingen oplukker har ved hånden eller når jeg betragter Odense Banegård Center), men jeg så dog en udsendelse om, eller – om man vil – en gendrivelse af emnet på tv for nogle uger siden. Som med så meget på tv blev en kort historie fortalt meget langt, men jeg bed dog mærke i et begreb som creationisterne anvender som argument for deres sag: irreducible kompleksiteter.

En irreducibel kompleksitet er ifølge Michael Behe “a single system which is composed of several interacting parts that contribute to the basic function, and where the removal of any one of the parts causes the system to effectively cease functioning,” og forekomsten af sådanne indenfor biologien bruges af tilhængere af ID som argument at Darwin tog fejl og følgeligt for nødvendigheden af en intelligent designer. Hvilket selvfølgelig ikke holder, den kortslutning er en simpel argumentum ad ignorantiam; faktiske to varianter, nemlig a) når noget ikke er bevist, forklaret eller forstået, så må teorien bag det nødvendig vis være falsk eller forkert og b) når der tilsyneladende mangler beviser for at én teori, må en en anden anses for bevist.

Set fra en lidt anden vinkel forekommer det mig som en banalt eksempel på mangel på fantasi eller abstraktionsevne; man kan ikke forestille sig hvad evolutionen kan udvirke på millioner af arter gennem millioner af år. (hvad er der ikke sket med dansk malkekvæg gennem effektiv (ind)avl på få hundrede år.)

De eneste irrreducible kompleksiteter jeg kan komme i tanke om, udover Pluvianus Aegyptius trang til at lege med krokodiller (en historie som stammer fra Herodot (og i øvrigt vist er en skrøne): “Medens andre fugle og dyr undgår den, lever den på fredeligste fod med strandløberen, fordi den har gavn af den. Når krokodillen nemlig kommer op på land og slår gabet op, – dét plejer den for det meste at gøre mod vest, – så hopper strandløberen ind i gabet på den og sluger iglerne. Krokodillen er glad for at bliver hjulpet og gør ikke fuglen noget.” Herodot II,68) er lige præcis de værker som stammer fra beviseligt intelligent designere som Platon og Kierkegaard.

Lad den cirkelslutning være det sidste jeg har at sige om det emne, før en eller anden intellektuel dværg af Helge Sander-kaliber finder på at sætte det på pensum i folkeskolen.

Fordom!

Jeg tror nok jeg ved hvilke associationer der løber gennem dit hovede når du ser nedenstående billede.

Ikke at jeg ved hvordan din viden om historien er blevet til eller hvilke billeder dette fotografi fremkalder for dit indre øje, men det er overvejende sandsynligt at det er billeder fra perioden 1933-1945 eller i hvertfald senere dramatiseringer af begivenheder der fandt sted i den periode.

I virkeligheden er det jo bare en fordom fra din side. Ovenstående stammer fra en bygning i Pune i Indien. Hagekorset et 5000 år gammelt symbol der gennem de sidste 3000 har været anvendt af mange folkeslag i stort set alle verdensdele. Fælles for alle disse anvendelser er at det er et symbol med positive konnotationer.

Hvorfor associerer vi så uvilkårligt til noget helt andet når vi præsenteres for dette symbol? Det gør vi fordi at een relativt kortvarig brug af symbolet af en relativt lille gruppe mennsker i en begrænset del af verden får uforholdvis stor betydning, når vi præsenteres for symbolet i den betydning igen og igen og igen til den fylder så meget at den bliver styrerende for vores associationer.

Vi bliver fordomsfulde og fælder domme på forhånd uden kendskab til sagen. Vores meninger bliver forudfattede og dermed tilfældige forhold til hvad der er rigtig eller forkert. I ovenstående tilfælde er det måske uden den store betydning, da den handler om et simpelt sagsforhold og den rette sammenhæng kan let opklares (for alle andre end den totale ignorant der sikkert ville slutte, at så må de nok være nazister i Indien!).

Anderledes forholder det sig når det for eksempel handler om tyskernes mildest talt fordomsfulde forhold til jøderne i samme periode. Her er et billede der for mange mennesker til andre tider ville have ganske anderledes associationer end det gør for flertallet af os i dag:

Ewige Jude

Her opklares misforståelsen ikke helt så enkelt som med ovenstående symbol; det handler om et langt mere komplekst sagsforhold. Her er fakta langt mere omfattende – vi skal til at forklare kulturer og religioner – og stoffet bliver langt mere besværligt at sætte sig ind i og derfor bliver det også langt mere usandsynligt at det overstiger menigmands evner og muligheder og at ethvert arbejde i den retning let spoleres af politiske plattenslagere som f. eks. det tyske nazistparti. Det er ulige meget lettere at foretage simple generaliseringer over et helt folkeslag end det er at forklare den udenforstående om dette folks skikke og traditioner.

Pointen er den nedslående, at fordomsfri stillingtagen er umulig uden et betydeligt arbejde med at oplyse sig selv (eller andre) og at for det store flertal er fordomsfri stillingtagen umuligt i langt de fleste forhold, at det for en lille gruppe måske nok er muligt i nogle sager, men at det for alle er helt umuligt at overkomme i alle sager.

Som udgangspunkt bør man spørge sig selv “Hvad ved jeg egentligt?” før man villigt overgiver sig til det man har hørt. Det kræver overvindelse og viljestyrke og kan undertiden være ganske svært. Som en service til vores læsere har jeg lavet en lille test, som man kan øve sig på. Hvor meget af det du tænker når du ser testens billede stammer fra konkret viden og hvor meget stammer fra simpel fordom. Hvis du tør, så er den her.

Illustrationer: hagekorset er fra http://www.flickr.com/photos/shrimaitreya/2229030660/in/pool-swastika fundet via http://www.reclaimtheswastika.com og “Der Ewige Jude” er en filmplakat.

Enfoldighed

“In his eyes shone the light
of noble intentions.”

Det lader til at den amerikanske skuespiller Will Smith er kommet lidt i klemme for en udtalelse om Hitler, som er blevet citeret af en avis ved navnet The Daily Record. Har ikke lige kunnet finde kilden til citatet, men det er blevet citeret temmelig mange steder, så jeg gør lige en undtagelse og bringer det her:

“Even Hitler didn’t wake up going, ‘Let me do the most evil thing I can do today’. I think he woke up in the morning and using a twisted, backwards logic, he set out to do what he thought was ‘good’. Stuff like that just needs reprogramming.”

Såre enkelt og indlysende, men alligevel noget mange har taget anstød af. Ikke desto mindre har han forstået noget, den gode Will Smith, som mange andre åbenbart er for enfoldige til at indse, nemlig at verden ikke er entydig og at det jeg forstår ved det gode ikke nødvendigvis er det samme som det min nabo forstår ved det gode.

Pointen illustreres glimrende ved følgende to indlæg fra en diskussion et sted på nettet, hvor Tuco skriver:

It’s really strange to me that so many people have attacked Will Smith about something that is so obviously true. Do people really belive that Hitler thought that what he was doing was evil or bad in any way? To all of us what he did was the most horrific act in human history but he probably saw it as the greatest act of all time. To think of it in any other way is just an incredibly naive and childish way of looking at it. Hitler, Mao, Stalin, Bin Laden, none of them are/where motivated by being evil but rather by doing what they thought were right in their own twisted logic. Everyone is the hero of their own story.

og ushie svarer:

So Tuco, are you saying there’s no objective reality in which we can judge evil men?

Ja, så enkelt er det: “onde handlinger” begås ofte med de bedste intentioner. Problemet er bare at alt for mange mennesker har gode intentioner på andres vegne uden et eneste øjeblik at standse op og reflektere over hvad det er de laver. Troen på egen ufejlbarlige godhed er den enfoldigste af enfoldigheder og også den farligste af dem alle. Dette eksempel refererer til 11. september. (Præs. Bush på en pressekonference, d. 11 okt. 2001. Lyden er fra en DR-udsendelse, dato desværre ukendt.)

Hysteri

Nu nævnte jeg i det sidste indlæg den ubehagelige tendens i vores samfund til at diagnosticere, fokusere og sætte navn på alle mulige lidelser og problemer.

Den fænomenale fokus på rygning, der for længst er kammet over i (masse)hysteri og hetz (Nej, jeg ryger ikke og har aldrig gjort det!), har haft en interessant bivirkning, nemlig at mennesker er begyndt at fokusere på passiv rygning i eget hjem. Ikke på den slags som kommer fra beboere i hjemmet, men på de minimale mængder røg der kan sive op og ind fra nabolejligheder. Derfor kunne man forleden i nyhederne på TV i bedste sendetid se en vist ret neurotisk kvinde krybe langs fodpanelerne i sin lejlighed på jagt efter røgsignaler fra sin rygende underbo.

Her er et nyt problem som der vist ikke har været fokus på før og det har der ikke – vil jeg hårdnakket påstå – fordi det aldrig har været et problem før. Al den fokus på de skadelige virkninger ved rygning og de skadelige virkninger ved passiv rygning har skabt en en hysterisk og ganske meningløs jagt på syndere og resulterer i meningsløse love omkring værtshuse og gemene overgreb mod dagplejere i Odense Kommune. Man er for længst holdt op med at skelne mellem passiv rygning, i betydningen at være udsat for tobaksrøgens skadelige virkninger((Tobaksrøgen skader ikke nogen ved at kunne lugtes – der skal en anderledes kraftigere påvirkning til over længere tid.)) og det at kunne lugte røgen.

Man har skabt problemet ved at rette fokus mod et forhold der ellers aldrig har været et problem. Det er ikke første gang.

Man kan se en lignende udvikling omkring tilbuddene om krisepsykologisk hjælp der for ganske få år siden var næsten ukendt og som via tilbud til de der havde været indvolveret i større katastrofer endte med at være noget som gud og hvermand har behov for ved det mindste uheld. Et kunstigt menneskeskabt behov der er selvforstærkende ved den omtale det får – men en positiv udvikling er det næppe. Noget lignende kan måske ses af tendenser der præger kontrollen med fødevareindsustrien (Dette er uden sammenhæng med de episoder der er fundet med firmaer og restauranter der anvender alt for gammelt kød. Det noget helt andet, som selvfølgeligt skal forbydes og straffes – hårdt.), og som – har jeg ladet mig fortælle – resulterer i at en lokal slagter har fået påbud om at bortskaffe alle sine knive og brætter i træ, da de ikke overholder reglerne, der åbenbart bliver strammet gang på gang. Resultater af en overdreven fokusering på hygiejnen er jo, at jo mere steril vores mad bliver, jo sartere bliver vi overfor påvirkninger. Man fokuserer på renhed og hygiejne, samtidig med at man kan købe færdigvarer der indeholder stoffer og er fremstillet efter metoder der næppe nogensinde var tiltænkt menneskeføde.

Problemet opstår når en sag får mediernes opmærksomhed: så bliver al fornuft kørt ud på et sidespor og hysteriske meninger og de hurtige og nemme beslutinger kommer til at råde over faglighed og ekspertise. Overblik i sådanne sager kræver viden og viden kræver uddannelse, men ingen af delene kan konkurrere med en god skandale og den følelse af forargelse den skaber hos den vidensmæssigt svagt funderede person. Aviser sælges ikke på at mane til besindighed.

At være sig selv nærmest…

“Ignorance and bungling with love
are better than wisdom and skill without.”
– Thoreau

I sidste nummer af Beboerbladet – som udgives af Boligselskabernes Landsforening til alle os der bor til leje, i et oplag på ikke mindre end 553.000 eks. – er der en artikel om Beboergarantibeviset, som garanterer at efterlønnere, pensionister og kærestepar kan få en lejlighed svarende til den som de fraflyttede, hvis de inden for tre år skulle fortryde deres flytning, og en Lene Vassing Andersen fra Vanløse fortæller om hvordan hun fik brug for det, da hun for tre år siden flyttede sammen med sin daværende kæreste:

“Beviset så jeg som en slags forsikring. Et eller andet steder man jo sig selv nærmest, og jeg var ikke spor i tvivl om, at jeg skulle have det. Men man regner jo ikke med at få brug for det.”

Det uforudsete skete, står der videre i artiklen, og for en sentimental kyniker som undertegnede var det jo nok uundgåeligt; godt nok står der ikke noget om kærlighed i artiklen (den taler kun om “forhold”), men ikke desto mindre er min påstand at kærlighed ikke kan være, hvor man er sig selv nærmest og ikke er spor i tvivl om at man bør sikre sig på forhånd. Men hvis man gør det, hvordan kan det uundgåelige så være uforudset, når man selv har inviteret det indenfor?

Ak ja, man kan sikre sig økonomisk på forhånd, så den man elsker og sværger at dele alt og resten af sit liv med, med garanti ikke skal have en krone af mit, når man engang går fra hinanden. Nu kan man så også sikre sig en bolig på forhånd, til den dag hvor for evigt ender. Eller man kan gøre som stadig flere vælger:

“Der er et stigende antal par i dag, som lever på hver sin adresse. Man har råd til at have hver sin bolig, og individualisme og selvstændighed gør, at man ikke flytter sammen.”

Forklarer professor Poul Christian Mathissen, i en artikel der ganske vist nævner kærlighed, men ikke i en betydning jeg kender:

“For mange par er det også en praktisk nødvendighed kun at holde kærligheden i live fra fredag til søndag aften, hvor man kan være sammen.” (*)

Måske også dét kan blive for meget. Camilla, 31 år:

“I stedet for at fokusere på det, jeg ikke har, fokuserer jeg af natur på det, jeg har. For et års tid siden allierede jeg mig derfor med en flok ligesindede singlepiger, og vi er nærmest blevet hinandens parforhold.”(op. cit.)

Det er en interessant skred der er sket her; fra et ægteskab mellem to mennesker velsignet af Gud, over parforhold (i alle dets betydninger) til simpelt socialt samvær med jævnaldrene af samme køn. Fra kærlighed til kammeratskab. Har man ikke en fornemmelse af at et eller andet er gået tabt på vejen. Det der skulle give det hele en mening.

Man kan sige at Camilla 31 er tæt på pointen og så alligevel uendeligt langt fra, for mens hun har ret i at man ved hvad man har, så fejler hun derved at hun ignorerer det hun ikke har. For kunne det ikke tænkes at der var noget derude, som hun ikke bare ikke havde, men som hun tillige – alle sociale kompetencer til trods – slet ikke kendte eksistensen af?

___________
Kåre Kildall Rysgaard: Kærester vil ikke bo sammen, Nyhedsavisen, fredag d. 21 november 2007 (Det står der altså på forsiden af udg. fra i onsdags!).

Racisme.

I følge Jyllands Posten, mener Bashy Quraishy “at den danske lovgivning mod racisme – straffelovens paragraf 266B – er utilstrækkelig og anvendes alt for sjældent,” og han ser gerne “at ordet islamofobi indskrives direkte i straffeloven.”

Men hvorfor kun islamofobi? Hvad med xenofobi? Den var da oplagt at få med. Negrofobi er måske lidt for oplagt, men en sikker vinder (men den kan Quraishy jo dybest set være ligeglad med). Vestiofobi inkluderer tørklæder, men er nok lidt for upræcis, mens pogonofobi da ville give imamerne en slags beskyttelse.

Man kan mene hvad man vil om den danske racismeparagraf, om den skal justeres i den ene eller anden retning, men det er ikke noget jeg skal kommentere her. Til gengæld vil jeg gerne kommentere ovenstående forslag fra Bashy Quraishy.

Det er nemlig et typisk eksempel på en klovn der taler uden først at have tænkt sig om, og ender med at ville smide handicappede i fængsel. For fobier er jo bl. a. en medicinsk betegnelse og eksempler på folk der har fobier der er nærmest invaliderende kan let findes. Fobier regnes for handicap på f. eks. SU-styrelsens hjemmeside, hvor folk der lider af

“svære psykiske og psykosociale vanskeligheder, for eksempel som følge af angst, fobier, autisme eller personlighedsforstyrrelser.” ()

kan søge om handicaptillæg.

“Har du en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, kan du få et tillæg til SU’en, når du læser på en videregående uddannelse. Betingelsen er, at din funktionsnedsættelse giver betydelige begrænsninger i din evne til at have erhvervsarbejde ved siden af din uddannelse – altså have studenterjob.”()

Og man må jo sige at et ophold i fængsel efter racismeparagraffen virkelig giver betydelige begrænsninger i, om ikke evnen, så dog muligheden for at have et erhvervsarbejde ved siden af sin uddannelse.

Pointen er selvfølgelig at man ikke uden videre kan tage et i daglig tale diffust begreb, som også har en klar definition inden for et fagområde, og bruge den folkelige betydning som grundlag for en lov.

____________
Søren Holm-Hansen: Hård kritik af Danmark for racisme. Jyllands Posten, 22.11 2007