Om fordelen ved at begå selvmord

Måske det bare en trøst du klynger dig til fordi tanken om døden skræmmer dig, måske du virkelig tror på at det forholder sig sådan, at du den dag, når du ikke længere skal have din gang på denne jord, har en aftale med din gud, om at du skal henføres til et andet sted, hvor du skal tilbringe evighedernes evigheder mellem basuner og engle og et ikke ubetydeligt antal jomfruer. Hvis det er din klippefaste tro at det forholder sig sådan, så er der kun en eneste ting du kan gøre, nemlig at tage livet af dig selv, gerne hurtigst muligt, hellere i dag end i morgen, for jo længere du venter, jo værre for dig selv.

Hvor for nu det? Jo, forestil dig at du fremfor den øjeblikkelige og umiddelbare fornøjelse ved at snuffe dig selv, i stedet vælger at udskyde det uundgåelige længst muligt, og i stedet lever et langt og lykkeligt liv, ender på et plejehjem, hvor dine dine svigtende åndsevner og ditto hukommelse allernådigst beskytter dig mod at overvære dit kropslige og mentale forfald i alt for skarp fokus, ja så ender du med at dø på et tidspunkt hvor du, gigtsvag og bestandigt savlende og halvblind og skræmt fra vid og sans af en samfundsudvikling du ikke fatter en brik af, formodentlig kun kan gå med hjælp af en rollator eller endnu værre slet ikke kan gå, men ude af stand til andet end blot vegetere i en hospitalsseng og – allerværst – du vil formodentlig på dette tidspunkt være både galoperende afmægtigt inkontinent og have mistet enhver erindring om hvem dine nære og kære er, såvel som være fuldstændig ude af stand til at huske noget som helst af det, der skete for bare ti sekunder siden. Stort set som at læse den forrige sætning og have glemt hvordan den startede, inden du nåede halvvejs gennem den. (Sorry, det var så min fejl, der burde have været sat punktum omtrent halvvejs.)

Det lyder alt sammen temmelig slemt, men forestil dig så, at du træder ind i evigheden i den tilstand, evigt inkontinent og blottet for den korttidshukommelse, som skal forhindre dig i at starte hver evig eneste dag af evigheden med spørgsmålet: “Hvor er jeg?” efterfulgt af det lige så påtrængende “Hvorfor er mine bukser våde?” Det er bestemt ikke noget at grine af.

Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)
Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)

Men i hvilken tilstand forestiller du dig egentlig ellers, at du skal tilbringe evigheden? At du skal være præcis sådan, at du er på toppen i enhver henseende? På toppen af både din mentale og fysiske formåen? Men det ved du jo godt ikke kommer i samme pakke. Du var formodentlig fysisk på toppen som 22-årig, et tidspunkt af dit liv, hvor du desværre stadig var uerfaren, umoden og rent ud sagt smådum. Mentalt var du på toppen omkring de 50, hvor kombinationen af erfaring og åndsevner var mest gunstig, men allerede der kunne du jo godt mærke, at de første svagheder for længst var begyndt at melde sig. Du kan ikke få det hele med dig; dig som 30-årig er ikke den samme som dig som 60-årig, og du kan jo ikke være både den ungdommelige lykkelige og bære alderdommens erfaringer og klogskab i en og samme person (hvis du ikke forstår dette, så vent til du bliver lidt ældre), men en ting kan du være sikker på, nemlig at der kommer et tidspunkt hvor det går hastigt ned af bakke og du vil, hvis du vil være sikker på at kunne nyde dit evighedsotium på mest fordelagtig vis, helt sikkert ønske at forlade denne verden, inden du for alvor træder ud på det skråplan, som leder mod både fysisk og mentalt forfald og den sikre, uundgåelige død. For helt ærligt, hvor meget gavn tror du en 80-årig har af 72 jomfruer?

Så det store altafgørende spørgsmål for den der tror på evigt liv, er hvornår man skal tage livet af sig selv, for at komme i bedst mulig forfatning derhen, hvor alle jo godt ved at der er meget bedre at være? Det indlysende svar ville være, at man bør tage livet af sig selv, i det øjeblik hvor man er allermest lykkelig, så man var sikker på, at man i hvert fald tog det med sig. Så på dagen for dit bryllup, på dagen hvor du får en ny bil, et nyt hus, hvor du endelig får drømmejobbet … det er på det tidspunkt, at du skal vælge at sige denne verden farvel og drage hen for at møde din skaber. Men om du vil gøre det ved at møde et tog eller måske en lastbil frontalt eller ved at drikke et par flasker whisky og svømme ud i fjorden eller ved at æde alle oldemors sovepiller eller noget helt andet, er dit valg. Men hvad det andet angår, ja der har du egentlig ikke noget valg. Carpe diem!

“Cleombrotus, high on a rock,
Above Ambracia stood,
Bade Sol adieu, and, as he spoke,
Plung’d headlong in the flood.

From no mischance the leap he took,
But fought the realms beneath,
Because he read in Plato’s book,
That souls live after death.”

– Kallimachos, Epig. 23, overs. Tytler 1793

Strøtanker

Set i lyset af de seneste indlæg på denne blog og de samfundsbegivenheder som de afspejler, kan man vist godt konstatere, at hvis religion er den stædige og regelbundne tro på det, som man ikke kan erkende med nogen sikkerhed, så er det ikke så underligt, at fornuften er blevet den vestlige verdens religion.

Jeg er …

En 26-årig mand fra Aarhus er kommet i uføre, efter han forleden skrev tre forbudte ord på facebook. “Je suis Omar” er de magiske ord, som ifølge Dansk Folkeparti og andre skal kvalificere et fængselsophold af længere varighed.

Nu sidder jeg her i min stue og siger ordene højt ud i rummet – Je suis Omar – og smager på dem og forsøger at fornemme, om der skulle være en eller anden magisk kraft i dem, som gør dem så farlige. De smager nu ikke af noget særligt. Måske fordi jeg rent faktisk ikke er Omar, måske fordi jeg ikke er muslim, måske fordi jeg overhovedet ikke sympatiserer med terror eller terrorister eller måske bare fordi jeg lige har drukket kaffe?

Prøver på dansk i stedet: Jeg er Omar! Heller ikke! Men hvad nu hvis jeg gentager dem? – Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! – Intet! Faktisk kan jeg danse rundt på gulvet i stuen med armene i vejret og synge ordene uden at der sker en skid. Medmindre da at naboerne ser mig og melder mig til politiet, for så ryger jeg jo nok i fængsel.

censorshipDer er en pointe med det her, en pointe, som de politikere, der engang, mens sentimentalitetens og forargelsens tåger lå tungt over deres i forvejen ikke særligt veludrustede hjerner, vedtog denne lov, åbenbart ikke har fået med, nemlig misforholdet mellem at man vil straffe en mand for at sige de tre ord, som jo kun er blevet set af ganske få, mens alle danske medier, som har citeret ordene flere gange åbenbart kan gå fri.

Ja, han har udtryk sympati for Omar i en eller anden udstrækning, men hvis det er så farligt at nogen skulle udsige det og især at andre skulle høre det, hvorfor tillades danske medier så at referere og viderebringe sympatien? På den måde spredes den jo hurtigere og videre end den ellers nogensinde ville. Det er jo ikke sådan, at den sympati han har lagt i ordene, på magisk vis fordufter, blot fordi de bliver refereret, de ligger stadig immanent i ordene, som med medierne mellemkomst, er blevet læst af hundredetusinder i stedet for et par hundrede.

Men lad os tage den tanke et skridt videre. Hvis Je suis Omar er forbudte ord, hvad så hvis man pakker dem ind i andre ord og i stedet siger En mand fra Aarhus sagde Je suis Omar, er det så pludseligt i orden? For så referer med jo bare. Eller hvis man nu i stedet sætter det i citattionstegn og skriver “Je suis Omar”, så kan det være enten et citat eller referat eller endda en ironisk distance til hele dette cirkus.

Faktisk kan du, kære læser, slet ikke være sikker på, at dette blogindlæg ikke bare er et dække for at kunne gentage de samme forbudte ord – Je suis Omar – igen og igen og igen. Måske undertegnede er medlem af et hemmeligt selskab af Omarister …

… eller måske er han ikke.

Dobbeltmoralen

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Det er stadig tilladt at udtrykke sympati for den statsterrorisme som Irakkrigen var; den blev jo gennemført på falske og forfalskede præmisser og kostede hundredetusinder af uskyldige mennesker livet. Der var også rigtig mange der med årene havde fik sympati – og gav udtryk for den – med den firedobbelte politimorder Palle Sørensen, efterhånden som han rådnede op i en fængselscelle. Det er i Danmark tilladt at være nazist og det er tilladt at udtrykke sympati for Hitler eller for Stalin, og bifalde deres gerninger som tilsammen fik taget livet af over 50.000.000 mennesker. Du må udtrykke sympati for Pol Pot og Gaddafi, for Rushdie og de Sade, for Nero og Djengis Khan, for Dahmer og Bundy, for Jesus og Muhammed, for Satan, for Pinochet og Franco, for Castro og Mao og for Arafat, som startede som rabiat terrorist, men endte med at tale i FN. Men ikke med Omar.

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Vi kan tillade alt; sympati for de værste massemordere i historien, vi kan tåle at danske nynazister og venstresocialister stiller op til folketingsvalg, vi kan tåle at al verdens religioner latterliggøres (i hvert fald de andres religioner) og når tegninger i en dansk avis skaber kaos og spreder død i gaderne i fjerne lande, klapper vi i hænderne og kalder det ytringsfrihed. Men ve den, som udtrykker sympati for en sølle amatørterrorist, som skaber lidt røre i den lokale andedam. (For den tungnemme læser bør jeg måske gøre opmærksom på, at jeg taler om sympatierklæringer o. lign., jeg taler ikke om direkte opfordringer til terror eller andre former for ulovligheder.)

Ytringsfrihed er ikke kun ytringsfrihed for de, der siger det rette, det pæne, det almindelige, det fornuftige og det alle kan være enige i. Nej, ytringsfrihed er kun frihed, hvis den også gælder de, der siger alt det, som ingen kan lide og ingen ønsker at høre. Ytringsfrihed er friheden til også at sige det ekstreme, det ikke accepterede, det farlige og det upopulære. Ikke mindst er ytringsfriheden langt mere den andens ret til at tale om mig, end det er min ret til at tale om ham. Er der ikke frihed til at tale, for den der tænker noget andet, er der ingen ytringsfrihed overhovedet … eller med Rosa Luxemburgs (1871-1919) ord:

“Freiheit ist immer nur Freiheit des Andersdenkenden.” –

 

Terror som underholdning

Politiken kalder det “dokumentation” når de vælger at bringe en lydoptagelse af skudene mod Krudttønden lørdag eftermiddag. Ekstra Bladet behøver ikke et sådan filter, når de under overskriften “Den myrdede var kendt filminstruktør” ikke holder sig tilbage fra at vise en video af redningsfolk, der forgæves forsøger at redde livet på den mand, der blev skudt samme sted.

terroroffer
still fra video på eb.dk

Tidligere på dagen havde Ekstra Bladet måttet nøjes med bringe øjenvidneberetninger fra stedet: “han døde gispende mellem hænderne på os” og “Vi forsøgte at stoppe blødningen. Det blødte kraftigt. I starten gispede han, men efterhånden blev det svagere og til sidst kunne vi ikke mærke puls.” og det har jo ikke nær samme underholdningsværdi … nyheds- og dokumentationsværdi som billede og lyd.

Efter attentatet mod Charlie Hebdo var pressen hurtigt ude med rygtet om at der cirkulerede en video, som viste hvordan terroristerne henrettede en på fortorvet liggende såret fransk betjent, men at den var så uhyggelig, at den blev fjernet igen flere steder fra. Måske af hensyn til offeret og hans familie. Konkurrencehensyn fik dog hurtigt mange medier på andre tanker: hvis den findes, så vil folk se den og det fik de lov til. De mere forsigtige medier valgte at vise videoen, men lod billedet fryse lige i det øjeblik terroristen retter våbnet mod den forsvarsløse betjent og altså overlade det til læserne at fantasere om selve skuddet. Andre var mere uforbeholdne og viste hele klippet.

Det er en svær balancegang. Ekstra Bladet oplevede i sidste uge en smule modvind, da de – uden at konferere med familien først – valgte at bringe billeder af to små børn, som var omkommet i en brand i et privat hjem. Det var for nogen at gå over stregen, selvom flertallet jo gerne vil se dem, akkurat som flertallet gerne vil vide mere om skyderiet i København i går og i nat. Der er formodentlig kun få der ikke ønsker detaljer og man kan vel sige, at jo mere afstumpede eller fantasiløse vi er, jo flere detaljer har vi brug for.

Når et øjenvidne fortæller, at den formodede gerningsmand ligger død uden for hans vindue og politiet banker på døren og fortæller, at de ikke må kigge ud (vel mere som et godt råd, end et direkte påbud) så er der nok ikke mange, som ikke forestiller sig hvordan det mon ser ud: den af politiets kugler gennemhullede terroist, som fik sin bekomst, liggende død på gaden midt i København i en pøl af sit eget blod. Hvem ville ikke gerne se et billede og få sat ansigt på ondskaben …

Det er godt nyhedsstof og gevinsten er flersidet for den nysgerrige og nydelsessyge læser.

Vi bliver gennem terroren mindet om vores egen dødelighed på en måde, som på en gang er tæt på – det foregår jo lige udenfor vores hoveddør – og alligevel ganske ufarlig; du løber stadig end større risiko for at blive dræbt i trafikken, end for at blive skudt af en terrorist, hvis du færdes på gaden i København. Eller som nogle unge mennesker på bytur, som Ekstra Bladet havde snakket med i nat, udtrykte det: “Vi tager hjem, det er for utrygt at være her. Vi tager hjem. Vi tager tilbage til Hillerød.”

Samtidig bliver vi præsenteret for en vidunderlig moralsk opkridtning af verden. Terroren præsenterer os for et perspektiv, en absolut ondskab, som for en stund kan få os til at glemme vore egne små fejl og mangler. Eller med andre ord: terroren gør os gode, ved at give os retten til moralsk forargelse over det onde i verden. (mere om hvorfor vi elsker at hade terroristerne her)

Men så er det altså heller ikke værre! Når vores statsminister udtaler at “Vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed …” så er det nok på tide med lidt perspektivering. Jeg er sikker på at civile i de områder i Irak og Syrien, som Islamisk Stat forsøger at erobre, nok for alvor kender til smagen af frygt og magtesløshed. Eller måske ikke engang magtesløshed, for de har muligheden for at gribe til våben og kæmpe imod og de gør det. Magtesløsheden er svær at få øje på, når sikkerheden og trygheden trods alle lurende farer aldrig er længere væk end Hillerød!

Terror er for det store flertal i den vestlige verden som aldrig kommer i personlig kontakt med den – desværre – i sidste ende ikke meget andet end god underholdning, et godt drama. De fleste er vel næppe bevidste om, hvad der rører sig i dem selv og spørger man dem, hvorfor de dog følger dette i nyhederne, hvorfor denne trang til dramatiske og makabre detaljer, ja så har de næppe et overbevisende svar. Hvis det det virkelig er så terroriserende, hvorfor indlader de sig så på at lade sig terrorisere? Et svar kunne være, at når vi læser om det, kilder det os på omtrendt samme måde levsbekræftende måde som en god thriller. Terroren får os til at føle og får os til at føle os i live og man kan sige, at i den henseende er terroren bedre end en god gyserfilm (men ikke så god som sex) og derfor kan vi ikke lade være med at lade os terrorisere. For det er jo en kendsgerning, at hvis ikke politikerne stillede sig op med alvorlige miner og råbte terror og forholdsregler og talte om frygt og magtesløshed og forsikrede os om at folkets tryghed er vigtigere end alt andet og hvis ikke pressen dyrkede det med absurd intensitet (med et tocifret antal artikler på hver eneste avishjemmeside) og vigtigst af alt, hvis ikke vi bare slugte det hele råt, ja så var nattens begivenheder intet andet og mere end blot to tilfældige drab begået af en tosse i sted i København.

… og så ville vi kunne trække på skuldrene og leve videre, som om intet var hændt.

Pacifismelogik

Efter det kom frem forleden, at Islamisk Stat (som jo slet ikke er en stat, men blot en bande afstumpede bøller med en uhyggelig mængde våben og matchende mentalitet) havde taget livet af en tilfangetagen jordansk pilot ved at spærre ham inde i et bur og sætte ild til ham, har Jordan i en reaktion herpå fremskyndet henrettelsen af en dødsdømt og tilsyneladende uduelig kvindelig selvmordsbomber, som Islamisk Stat egentlig havde forsøgt at udveksle med selvsamme pilot, selvom de allerede havde myrdet ham længe forinden.

Videoen af drabet på piloten, optaget i hd, med udvaglte sekvenser i slow og med perverst stemningsfuld underlægningsmusik blev offentliggjort forleden på flere mere eller mindre obskure medier, men hurtigt fjernet igen: den er absolut ubehagelig, både hvad angår selvehandlingen og hvad angår tankerne, der ligger bag dens fremstilling.

is
Still fra video (via dumpert.nl)

Ovenpå dette er det måske en forståelig følelsesladet reaktion fra Jordans side, at man henretter en i forvejen dødsdømt fange. Det kunne nu også ses som en temmelig rationel handling: så er hun da af vejen og der kommer ikke flere forsøg på at udveksle hende med tilfangetagne gidsler. Vi kan ikke vide og kommer aldrig til at vide, hvilke tanker der ligger bag.

Men uanset, så går den slags lystmord jo ikke an i en moderne verden og til Politiken, d. 4/2 2015 udtaler lektor og mellemøstforsker på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, Søren Schmidt følgende vurdering af Jordans reaktion:

“Det virker uklogt. I stedet for at holde sig fra det beskidte spil, mudrer man sig selv til. Man kan være så godt som sikker på, at Islamisk Stat nu tænker, at det er deres tur næste gang til at give igen.”

Man kunne nok, og med nogen rimelighed, indvende, at Islamisk Stat ikke har lavet andet, end at give verden igen og igen og igen og det har de gjort overalt, hvor de har haft mulighed for det, ved at dræbe og filme drabet på ethvert gidsel de kan få fat på, i et sikkert velkalkuleret forsøg på at støde alle normale mennesker fra sig og efterfølgende tiltrække det pak, som måtte være tilovers.

Det bliver ikke bedre af, at Søren Schmidt fortsætter retfærdiggørelsen af egen pacifisme, med at konstatere at “henrettelserne af de to fanger kan medvirke til en polarisering, der kan blive farlig for Jordan.” Mon ikke offentliggørelsen af videoen som ovenstående still stammer fra, i forvejen har trukket fronterne tilstrækkeligt tydeligt op, såvel i Jordan som i resten af verden? Hvoraf kommer denne berøringsangst overfor konsekvenserne af krig og strid? Hvoraf denne berøringsanst overfor døden? Hvoraf denne frygt for at engagere sig helhjertet i det beskidte spil? Man kan nu engang ikke muge ud i stalden, uden af få lort på støvlerne.

Jeg kommer til at tænke på Enhedslistens udenrigsordfører (sic!) Christian Juhl, som i oktober naivt udtalte til Politiken, d. 17/10 2014:

“Der skal indgås dialog med ISIL, uanset hvor vanskeligt det kan se ud.”

og endvidere, adspurgt om han troede man kunne overtale IS til noget, svarede:

“Jamen, hvorfor ikke. Hvis man bruger en kombination af at få lukket totalt af for, at de kan sælge olie, stopper alle sponsorbetalinger til dem og så går ind og siger »Hey, nu skal det stoppe, ellers har I ingen venner på den her jord«. Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?”

Jamen, de har allerede ingen venner på jord. I hvertfald ingen normale, empatiske, rationelle mennesker. De betår af og følges af ligesindende religiøse tosser og, som jeg vist har skrevet tidligere (se: fools of the world), så kan man ikke tale fornuft med religiøse fundamentalister. Jo mere formørkede mennesker er, i deres urokkelige tro på at deres egen gud er udgangspunktet for den eneste universelle og evigt gyldige sandhed, jo mindre tilbøjelige er de, til at lytte til fornuft og logik. Det er ret enkelt.

Derfor er kun et middel der virker overfor menneske som disse, og det er at besvare hårdt med hårdere og kort sagt dræbe flere af dem, end de kan nå at dræbe af os og ikke mindst at gøre det hurtigt og effektivt, inden deres gift spreder sig mere end højst nødvendigt. Écrasez l’infâme!

– o O o –

Som en kuriøsitet, da manden tilsyneladende er fuldstændig blottet for fornuft og omtanke, skal da lige tilføjes Christian Juhls imbecile svar på det ret påtrængende spørgsmål:

“Christian Juhl, hvem forestiller du dig rent praktisk skal indlede dialogen med IS?

Det skal de, der har den bedste kontakt til dem. Det besynderlige er jo, at vestlandene, især USA, har trænet dem på et tidspunkt, og Qatar og Saudi-Arabien, som nu er med i den koalition, har været store økonomiske støtter af dem, så derfor må der være nogle kontakter. Jeg har ingen kontakter til dem, så jeg aner ikke en pind om det …” (Politiken, d. 17/10 2014)

Nej, tydeligvis ikke! Personligt kunne jeg nu godt tænke mig, at se Christian Juhl sendt afsted på en fredsbevarende mission til Isilland, hvor han med hvidt flag i den ene hånd og en arabisk parlør i den anden, kunne forsøge at udrive Allahs udsendte af deres vildfarelser. Måske vi oven i købet kunne være så heldige, at Isilerne ville dokumentere mødet på en fin lille video.

__________
Forsker: Hævn-henrettelser i Jordan er vand på Islamisk Stats mølle. Politiken, d. 4/2 2015
EL kræver dialog med Islamisk Stat. Politiken, d. 17/10 2014

Klarsyn

“Er berømmelsen virkelig bare det mest delikate udtryk for vor egenkærlighed? – Den er knyttet til de sjældneste mennesker, som et begær, og oveni købet til deres sjældneste øjeblikke, hvor et pludseligt klarsyn får mennesket til befalende at hæve armen som en verdensskaber, mens det skaber sit eget lys og lader det strømme ud af sig. I det øjeblik bliver mennesket gennemtrængt af den lyksaliggørende vished om, at det, der bar det og løftede det så højt op, altså denne ene følelses højdepunkt, ikke må gå tabt for eftertiden; at disse sjældne klarsyn er absolut nødvendige for alle kommende generationer, får mennesket til at erkende nødvendigheden af sin egen berømmelse; menneskeheden vil altid have behov for dette klarsyn, og ligesom klarsynets øjeblik er et uddrag og en sammenfatning af dette menneskes inderste væsen, så tror det, at det som dette øjebliks menneske er udødeligt, mens det kaster alt andet fra sig som slagger, råddenskab, forfængelighed, dyriskhed eller som pleonasmer og prisgiver det til forfængeligheden.”

Nietzsche: Fem fortaler til fem uskrevne bøger. I: Friedrich Nietzsche og antikken. Informations Forlag, København 2012. s 37

Stedet kun stjernene kender

Mira_the_star-by_NASA

 

Den første dag i maj – i år en onsdag – stod jeg tilfældigvis på terassen og nød solen og forårsluften, da den årlige test af varslingssirenerne gik i gang og en vidunderlig men infernalsk larm spredte sig og bragte med sig minder fra engang.

Da jeg var barn, blev varslingssirenerne afprøvet en gang ugentligt, hver onsdag middag og det var så hverdags en begivenhed, at man ikke engang altid bemærkede det, når man nu var en af de der trods alt var optaget af skolearbejdet. Undertiden gjorde man dog med en svagt frydefuld gysen over den kollektivt indbildte koldkrigsrisiko, mens der i ens hovede kørte fascierende billeder og filmklip af Hitler og Churchill og ondskab og udsultede jøder og grynede sort-hvide billeder fra Somme og Verdun og tusinder af allierede skibe på havet ved D-dag, som skulle bringe en ende på ulykke og fred og fordragelighed til verden. Og så var det man blev brutalt revet ud af de søde drømme af Fru Olsen, som udleverede tekster hun kaldte litteratur (aldrig har jeg læst så meget af hvilket jeg husker så lidt) og ugebladsreklamer til analyse …

“Se hvordan menneskers blod løber sammen i levrede pøle. Se hvordan løsnede tænder fra lig flås med af de stride strømme af fossende blod, de skures og slibes mod sandet indtil de glimter i mudder og dynd, hvor blodet i bække flyder med splintrede ben og løber langs afhugne lemmer. Danskernes blodstrøm ta’r til, nu breder sig vidt over marken pøle af rødt, overalt ligger lig spredt ud over jorden, omflydt af floden der vælder med kraft fra de skummende årer. Uafbrudt farer nu Hjartvar løs på de danske, han elsker krigsguden, løfter sit spyd og udfordrer alle til kampen. Dog, her midt mellem døende mænd og faldne fra slaget ser jeg med lykkeligt smil om sin mund vor slægtning af Frode, han som engang med guld tilsåede Fyrisvals marker.” (Saxo. Zeebergs overs., Kbh. 2000)

Min nabo er gammel. Hvor gammel ved jeg ikke, men et godt stykke på den forkerte side af de halvfjerds og skræmt fra vid og sans i en sådan grad, over at der i kvarteret har været en række indbrud i private hjem, at hun knap tør forlade sin bolig. Måske kunne man forstår det, hvis hun ikke turde opholde sig i hjemmet, for hvad skal sådan en lille sød gammel dame alligevel stille op, om tyven i natten kommer listende når hun er hjemme? I det hele taget, hvad gælder frygten? Er hun ikke allerede så tæt på døden at hun forlængst burde have forliget sig med, at den snart indfinder sig – og med langt større sandsynlighed af naturlige årsager end af kriminelle – og derfor med stort begær gribe den rest af liv hun trods alt har tilbage og kaste sig ud i den med dødsforagt? Hvad er det hun sparer op til, denne stakkels skræmte puger af indholdsløse livsdage?

“War is not to be regarded as an absolute evil … by its agency as I have remarked elsewhere the ethical health of the peoples is preserved in their indifference to the stabilization of finite institutions; just as the blowing of the winds preserves the sea from the foulness which would be the result of a long calm, so also corruption in nations would be the result of prolonged, let alone ‘perpetual’ peace.” (Hegel: Philosophy of Right, §324 tr. Knox. Oxf 1962)

Nutidens skolebørn behøver ikke bekymre sig om den slags varslinger af fortidige ulykker, og de fleste pædagoger vil måske endda sige, at det er godt børnene ikke behøver at bekymre sig, men når man hører hvilke genvordigheder og dagligdags katastrofer det medførte for deres forældre, at de, på grund af lockoutede skolelærere, måtte have deres børn hjemme en måned, hvilket kommer frygteligt ubelejligt midt i deres evigt ambitiøse stræben og slæben til huse, så tænker man uvilkårligt, at det måske ville være på sin plads med en lille fiks krig og lidt nød, til at rykke lidt op i råddenskaben.

“I kender alle det desperate tungsind, der griber os ved erindringen om lykkens tider. Hvor uigenkaldeligt er de dog borte, og vi er ubarmhjertigere skilt fra dem end ved alle afstande. Dertil kommer, at billederne træder mere lokkende frem i efterglansen; vi tænker tilbage på dem som på en afdød elsket kvindes legeme, der hviler dybt i jorden og nu får os til at gyse med en skønhed af højere og mere åndelig orden, ikke ulig et luftsyn i ørkenen. Atter og atter famler vi i vores tørstende drømme efter hver enkelthed, hver fold. Da ser det ud for os, som vi ikke fyldte livets og kærlighedens mål til randen, men ingen anger bringer det forsømte tilbage. Måtte denne følelse være os en lære for hvert lykkens øjeblik.” (Ernst Jünger: På marmorklipperne. Kbh. 1979)

Lige meget hvor længe du lever, lever du dog aldrig evigt og lige meget hvor meget rigdom du slæber til huse, er du aldrig lykkeligere end i det allerede forgange, øjeblik da livets og kærlighedens mål var fyldt.

Lykken kan ikke akkumuleres, men den blomstrer så meget smukkere og frodigere i ulykkens skygge. Sophus Claussen beskrev det således:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

__________
Ill: Mira by NASA (public domain img via Wikimedia)

Intelligens III

“Forældrenes indkomst og ikke barnets køn er den altoverskyggende faktor for børns resultater i skolen, viser ny forskning,” i følge en artikel i Information, hvoraf det også fremgår at …

“Børn af økonomisk velstillede forældre klarer sig bedre i skolen end børn af økonomisk dårligere stillede forældre — uanset køn. Det viser ny forskning, der punkterer myten om, at drenge klarer sig dårligere i uddannesessystemet end piger alene på grund af deres køn .

»Det er overraskende, at forældrenes indkomst er den altoverskyggende faktor, som påvirker børns resultater i skolen. Det handler mere om klasse end om køn, når børn får problemer i skolen. Derfor er det ikke børnenes køn i sig selv, der gør dem til tabere, men først og fremmest den klassebaggrund, de kommer i skole med,« siger Martin D. Munk, der er professor i sociologi ved Aalborg Universitet og leder af Center for Mobilitetsforskning.” ()

Ja, det er overraskende, må man sige, men der er vist også noget Martin Munk har misforstået. På samme måde kunne man jo fremføre, at hovedpine er den altoverskyggende faktor, som påvirker folks indtag af alkohol. Faktisk er det sådan at folk med hovedpine drikker betydeligt mere end folk uden hovedpine.

Det kunne også tænkes at det forholdt sig omvendt…

Det er vigtigt ikke at spænde vognen for hesten når det gælder årsagssammenhænge. Dette er et af de tilfælde, hvor man rimeligt sikkert kan konstatere at hønen kom før ægget. Eller på jævnt dansk: Du kan være roligt regne med at dine børns karakterer i skolen ikke ikke bliver bedre, fordi du får lønforhøjelse og endnu mere sikker på, at selvom du skulle være så heldig at vinde i lotto, bliver sønnen ikke pludselig et geni.

Det forholder sig sådan at hvis du har en høj indkomst, er det sandsynligvis fordi at du var  klog nok til at tage en (længere) uddannelse og eftersom intelligens for en stor del er genetisk bestemt og dermed arveligt, vil dine børn også klare sig godt i skolen, fordi de har arvet dine evner, ikke fordi de står på spring til at arve dine penge. Sidstnævnte kan de sagtens klare sig uden.

Her burde følge en længere tirade mod visse tendenser indenfor samfundsforskning, men det gider jeg ikke og nøjes derfor med at citere Douglas Detterman, intelligensforsker ved Case Western Reserve University:

“Intelligens er den mest kvantificerbare og uden sammenligning den bedst undersøgte og validerede faktor i samfundsvidenskaberne overhovedet. Det er den enkeltfaktor, som har langt den største forudsigelseskraft, når det kommer til udfaldet af vores livsforhold – hvad du opnår i din karriere, din livstidsindkomst, ja selv din sundhedstilstand, og hvor længe du lever.

Alligevel ignoreres intelligens af sociologer og samfundsforskere, som insisterer på kun at bruge socioøkonomiske parametre, selvom det giver langt ringere forklaringsmodeller.” (Weekendavisen 23/12 2011)

__________
Louise Vogdrup-Schmidt: Ny forskning punkterer myten om taberdrengen. Information, d. 13/1 2012
Lone Frank: Den mest vidunderlige ting. Weekend Avisen, d. 23/12 2011

Kvinder!

Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen har i Politiken fået luft for deres frustrationer over at være kvinde, under overskriften “Derfor har mange kvinder lavt selvværd”. ((Politiken d. 3/1 2012))

“Kærlighed og anerkendelse er noget, vi kvinder dagligt må slås for, for mange af os føler ikke selv, at vi fortjener et klap på skulderen, hvis vi ikke ser godt ud, har en kernesund familie, succes på jobbet og et hjem, hvor puderne matcher sofaen.
[…]
Derfor kan det ikke undre, at hver fjerde kvinde ifølge en ny undersøgelse gennemført af Psykiatrifonden ofte eller jævnligt har lavt selvværd eller føler, at de ikke slår til. 24 procent har ligefrem været så stressede, at de overvejede at søge professionel hjælp, sygemelde sig, sige jobbet op eller omlægge deres liv.
[…]
I stedet føler mange af os, at vi befinder os i en spændetrøje, hvor vi konstant skal bevise over for os selv og resten af verden, at vi er gode nok – også selv om det koster søvnløse nætter, stress og risiko for sygemelding og udbrændthed.”

og pointen

“En del af problemet er, at vi kvinder har accepteret at leve under det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav til præstation, effektivitet og tidsoptimering.”

I har ikke accepteret noget som helst. I har kæmpet for det gennem generationer hvor I hårdnakket og fulde af foragt har forkastet alt det, som traditionelt har været kvindeligt, til fordel for en form for ligestilling, der også kan kaldes lige vilkår. Mænds vilkår er hvad I har søgt, fordi I opfattede kvinders traditionelle vilkår som værende undertrykkende. Nu mærker I så i stedet trykket fra det traditionelle maskuline samfunds benhårde krav og I brokker jer stadigvæk, kællinger!

Og jeres ambitiøse forsøg på et løsningsforslag:

“Måske handler det om at sætte barren lidt ned, få far til at tage mere ansvar i hjemmet og stille krav til arbejdsmarkedet, så vi ikke står med hovedansvaret for hjemmet, samtidig med at vi skal præstere til topkarakter på jobbet.”

Ha! Nej, far er fucking ligeglad med om puderne matcher sofaen og i øvrigt var det jer selv som ville ud på arbejdsmarkedet. Men bortset fra det er der ingen ydre tvang der forhindrer jer i at gøre som I vil, andet end den indre trang som I åbenbart overhovedet ikke kan styre selv.

“Måske har vi kvinder i dag for høje forventninger til livet og til, hvad der kan lade sig gøre.”

Måske har I kvinder i dag ingen ide om hvad livet er eller hvad livet drejer sig om. Filosofi har alle dage været mandens gebet og det er ingen simpel sag at gentænke og genopfinde hele kvindekønnets rolle fra bunden af, når nu det I fik overleveret fra jeres mødre ikke var godt nok til jer. Men det afholdt jer jo ikke fra stædigt-revolutionært at gøre forsøget, vel?

Så fritag os venligst fra al klynkeriet over at projektet ikke lykkedes og tag det som en mand!

__________
Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen: Derfor har mange kvinder lavt selvværd. Politiken d. 3/1 2012

Fjernhealing?

På det efterhånden meget store marked for svindel og humbug, stødte jeg for ikke så længe siden på begrebet fjernhealing og det vakte både min nysgerrighed og forundring. For hvad er fjernhealing egentlig for noget? Jeg har forsøgt at orientere mig gennem nogle af de tilbud som man let og hurtigt kan google sig til, for der er en overflod af tilgængelige tilbud om fjernhealing fra et tilsyneladende meget stort antal healere.

Påfaldende karakteristisk for disse, når det kommer til beskrivelse af healing, er et ordforråd som er begrænset til nogle få meget vage, generelle og dybest set indholdsløse begreber som ‘energier’ og ‘ubalancer’. Hele beskrivelsen af hvad ‘healing’ egentlig er, er nærmest intetsigende. Et eksempel fra Solveig Hvid Daasbjergs hjemmeside:

… healing er tilførelse af livsenergi. Healingen påvirker både fysisk og psykisk. Energien finder selv der hen hvor der er ubalance. Det gør at energien arbejder der hvor du har har brug for det. DU får kun lige præcis det du har brug for, hverken mere eller mindre.

Der er ikke nogen risiko for energi-overload her, for de kosmiske energier der tilflyder dig fra denne husmoder fra Borris i Vestjylland, regulerer nemlig sig selv og flyder derhen i dit legeme hvor der er brug for den og i præcis de mængder der er brug for. Ret fikst, ikke?

Efter en healing er det vigtig at drikke rigeligt med vand de næste dage, da kroppen begynder at udrense..det kan give lidt hovedpine, gamle skavanker kan bryde op, man kan fryse eller svede..Alt sammen er det helt normalt, kroppen arbejder på at gen-skabe balance! Healingen kan arbejde i kroppen i ca en uges tid..

Det hele regulerer og styrer sig selv, undtagen din krop, naturligvis! Den skal have hjælp til at “gen-skabe” balancen til en pris af 350.- i timen.

Skulle der være lige lovligt langt til Borris er der heldigvis andre muligheder, nemlig det meget smartere fjernhealing, stadig ifølge Solveig Hvid Daasbjergs hjemmeside::

En fjern-healing kan bruges hvis du syntes afstanden er for stor til at komme til mig,eller af anden årsag ikke har muligheden. Det foregår på den måde at på et aftalt tidspunkt for fjern-healingen, finder du et sted hvor du ikke bliver forstyrret den næste ½times tid,du kan enten ligge eller sidde bare du har det behageligt og det føles afslappet, du kan evt.sætte noget stille og roligt musik på. Jeg har brug for at vide dit navn, og gerne hvad by du kommer fra og hvor du specielt gerne vil have jeg sætter fokus på, men reiki-healingen ska nok finde derhen hvor du har brug for det..

Så blev jeg så klog! At Solveig fra Borris har et skriftsprog på ottendeklasses niveau er selvfølgelig ikke i sig selv nogen hindring for, at hun skulle være i stand til at sende healing gennem æteren til mennesker hun ikke engang aner hvor bor, men det er fysikkens love til gengæld. Et mere iøjnefaldende forsøg på kvaksalveri og svindel skal man lede længe efter. Eller det skal man så ikke, for udbuddet er ubegribeligt stort, hvad man let kan forvisse sig om ved at google ‘fjernhealing’.

Nogle forsøger at være lidt mere sofistikerede (uden det dog af den grund bliver mere overbevisende), som f. eks. Birgitte Fich der kalder sig spirituel billedkunstner og hævder sine “malerier har stærk healende kraft og kan derfor indgå i healingen“. Birgitte Fich er inspireret af Maria Magdalena, som dog snart skal miste verdensmoderembedet til Lady Portia, som er mester på 7. stråle:

Lady Portia – Mester på 7. stråle

Om Portia har vi modtaget følgende: ”Med den violette stråle renser vi – transformerer vi – ophøjer vi – stimulerer vi Universel Tanke”.

Portia forbereder sig på at overtage Verdensmoderembedet efter Maria. I forbindelse hermed vil en ”ny” helligåndsindstrømning gennem den 7. stråle manifestere sig med en lysviolet energi, der bl.a. stimulerer de feminine strømninger.

Jeg har ikke den fjerneste ide om hvad dette betyder, men jeg skulle nok betakke mig fra at skulle heales (nært eller fjernt) af denne forhenværende stewardesse med åndelige aspirationer.

Men der stopper vanviddet ikke. Hos DogCity kan du sågar for fjernhealet din hund.

Healer Bettina Mathiesen fra ‘Hos Tusindfryd’ tilbyder fjern-healing af din hund. Prisen dækker to sessioner hvor der heales via billede.

[…]

Booking: Ønsker du en healing lægger du den blot i kurven og går til kassen. Der beregnes ikke forsendelse på denne ydelse.

[…]

Sted: Du og din hund bliver hjemme, og der heales på distancen. I behøver ikke foretage jer noget eller sætte tid af til det

Pris: 350 kr dækkende to fjernhealingssessioner

Andre fjernhealere har en mere ligefrem tilgang til tingene, som f. eks. Heidi Borg, som bruger reiki-energien i sin fjernhealing og kort beskriver healingen således: “Reiki energien er en god hjælp til at lade din energi op, så du får balance i din krop. Reiki gør dig gladere. Reiki kan sætte gang i din åndelige vækst.” og derefter kort og kontant konstaterer at “Dagen før din fjernhealing skal jeg kunne se din indbetaling på min konto. Reg. nr. …

REIKI

Baggrunden for dette vanvid er Reiki, som betyder ”Universel Livsenergi” og som meget bekvemt kan bruges af en enhver til at narre penge … heale andre mennesker. Lige så bekvemt er det sikkert, at det kan læres på en weekend, hvor du, ifølge Izabella Anjelica Haarup Nordkvist “får din kanal åbnet således, at du får adgang til en kraftig og ren healings energi.” Jeg er rimelig sikker på at der ikke ligger noget seksuelt i denne formulering, med derudover aner jeg ikke hvad denne kanal er. En læge jeg talte med måtte desværre indrømme at pensum på medicinstudiet tilsyneladende ikke omfatter oplysninger om denne energikanal. Men hvis du vil bruge endnu en weekend kan du få “yderligere styrket din kanal” og dermed lære at “lægge beskyttelse ind i dit og andres hjem, rense og oplade og programmere sten og krystaller, harmonisere chakraerne, sende fjerhealing til en person, en situation, en begivenhed eller et ønske.

Derefter går det stærkt. På Klinik Unicorn kan du på sammenlagt bare fem dage og formedelst nogle tusind kroner, tage Reiki 1-4 og når du har gennemført trin fire er du Reiki-mester og derefter kan du selv indvie andre i trin 1-3. Der er intet i livet man mestrer efter 40 timers undervisning (udover måske Tetris) og derfor ligner dette i høj grad et forklædt pyramidespil, hvilket også kan forklare at der findes et så relativt stort antal healere.

Spørgsmålet er hvorfor det overhovedet er lovligt at tage penge for sådan noget svindel? (Det burde ikke være det, men jeg ved det ærligt talt ikke. Her rettet henvendelse til både politi og forbrugerombudsmanden desangående.)

Der var engang hvor man ville have rullet disse healere i tjære og dyppet dem i fjer og efterfølgende smidt dem ud af byen. I dag ville noget sådant være at regne for selvtægt og dermed strafbart og der er derfor intet som forhindrer imbecile eller kyniske svindlere (jeg mener ikke der er grund til at skelne) i at narre penge fra uvidende mennesker som tilfældigvis befinder sig i eksistentielle kriser. Og man skal virkelig være ubegribeligt indskrænket eller uhyggeligt kynisk for kalde sig healer og efter få dages kursus begynde at heale folk, uanset om det er nært eller fjernt.