Religionsfrihedsløshed

I en noget underlig fortolkning af begrebet religionsfrihed skriver tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard på facebook at “lige nu drejer det sig om at implementere grundlovens §67, der siger, at vi har religionsfrihed, men at intet må læres eller gøres, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Altså burde vi ikke tillade islams udbredelse i vores land. Moskeerne skal lukkes …”

Ja, jeg ved godt at ingen forstandige mennesker nogensinde har troet på at Selskabet på noget tidspunkt har handlet om trykkefrihed, eller nogen som helst anden form for frihed for den sags skyld, men derfor er det nu alligevel befriende med en demaskering som ovenstående. For at sikre religionsfriheden, jf. grundlovens §67, skal vi skyndsomt afskaffe den, ved at forbyde en religions – Islams – udbredelse. Og det haster, mener Hr. Hedegaard, for

“Nogen spurgte, hvilke værktøjer vi kunne tage i anvendelse for at forsvare os mod en islamisk magtovertagelse, og jeg lovede et svar. Og det haster. Vi er kun få måneder fra det tidspunkt, hvor en civiliseret samtale baseret på oplysning og argumenter bliver umulig.”

Problemet er bare – og det må man da håbe at Hr. Hedegaard har såvel tilstrækkelig personlig integritet som intelligens til et eller andet sted i en mørk afkrog af hans eget sind at indse, for ellers er ironien da nærmest håndgribelig – at det er ham selv, i kraft af gidseltagningen af (trykke)frihedsbegrebet og den deraf følgende polarisering af debatten, som har været med til at umuliggøre netop den civiliserede samtale baseret på oplysning og argumenter, som han nu så desperat efterlyser.

Dermed er manden selv medvirkende årsag til problemet og det ville måske være morsomt, hvis altså ikke netop sagen var så alvorlig, at det slet ikke er gået op for ham, at vi ikke er få måneder fra det tidspunkt, hvor den civiliserede samtale, i hvert fald i en politisk kontekst, ikke længere er mulig, men at vi i stedet for længst har overskredet den tærskel, som han så ihærdigt har forsøgt at få os til at krydse. Velkommen til din virkelighed, Hr. Hedegaard.

Dyrekult

Så er der vist dårligt nyt til alle de fredhellige mennesker der med selvretfærdig harme bekymres over ytringsfrihedens vilkår og rutinemæssigt retter sigtet og hadet mod Islam og visse grupper af muslimer, fordi de vover at tage anstød af tegninger af profeten og er parate til at gribe til vold for at straffe de der krænker deres profet.

For sådan noget gør vi bare ikke her i vesten, hvor vi har demokrati og tolerance og ytringsfrihed og hvor retten til at håne og gøre grin med, er en vi pligtskyldigst matcher ved villigt at lade os håne og begrine. Eller gør vi?

Det er lykkedes en mand ved navn Kim Roberto Nielsen () at forarge en masse mennesker, ved at overhælde nogle papkort med benzin og afbrænde dem i sin have. Faktisk er det kommet så vidt, at han er blevet truet med tæsk, blot fordi han har afbrændt disse vist nok meget sjældne kort. Og bemærk venligst, at her er ikke tale om kort med billeder af Jesus og disciplene, næh det handler om noget så banalt som samlekort med billeder af havets dyr, som en masser forældre forgæves har søgt at skaffe til deres børn. Hysteriet omkring disse kort har været uden ende gennem den sidste uge, hvor opdragelsesmæssigt uformående forældre, har brokket sig offentligt og højlydt over at de ikke har kunnet skaffe alle samlekortene til de plagende børn, som vist aldrig i deres liv har hørt et “nej”!

Kim_Roberto_NielsenDen opmærksomme læser vil straks drage parallellen til den debat der rasede i danske medier for nogle år siden, da Jyllands Posten havde bragt nogle tegninger af profeten og fundamentalistiske muslimer efterfølgende gik til håndgribeligheder forskellige steder i verden fordi de følte sig personligt fornærmede og provokerede og krænkede. Eller til den forargelse og vold som afbrænding af Koranen i Afghanistan (Farkhunda) eller USA har vakt.

Pointen er, at hvis nogen kan gribe til vold eller trusler om vold pga. nogle gratis dyrekort fra Føtex, så bliver det måske lidt lettere at forstå, hvorfor nogen griber til vold for at forsvare noget der er dem langt vigtigere, nemlig deres religion.

Pointen er også, at det at gribe til vold når man føle sig krænket af noget andre siger eller gør, er ikke et karakteristika særegent for religiøse fundamentalister. Næh, det er en fremgangsmåde for de snævertsynede og afstumpede og småt begavede; mennesker der ikke har ordet i deres magt eller magt overhovedet og derfor, som et eneste alternativ til resignationen, tyer til vold. Disse mennesker findes beklageligvis overalt i verden, men – og det er den tredje pointe – grunden til at vi ser den slags adfærd andre steder end her, er den nedslående kendsgerning, at vi, som samfund og som kultur, måske bare ikke har noget fælles værdisæt (ud over det monetære), som vi tager så alvorligt, at vi gider lave ballade over det. Og det er måske i virkeligheden ret trist.

Styret af følelser

Aristotle“To criticize a particular subject […] a man must have been trained in that subject: to be a good critic generally, he must have had an all-round education. Hence the young are not fit to be students of Political Science. For they have no experience of life and conduct, and it is these that supply the premises and subject matter of this branch of philosophy. And moreover they are led by their feelings; so that they will study the subject to no purpose or advantage, since the end of this science is not knowledge but action. And it makes no difference whether they are young in years or immature in character: the defect is not a question of time, it is because their life and its various aims are guided by feeling; for to such persons their knowledge is of no use, any more than it is to persons of defective self-restraint.”

Aristoteles: Den nikomakæiske etik 1095a. (tr.: H. Rackham)

Formoder ikke at der er nogen grund til at udpensle hvilke konkrete tiltag man nødvendigvis burde gribe til, om man tog ovenstående Aristoteles-citat alvorligt, for det kommer alligevel ikke til at ske. Så det overlades til læseren af udlede …

Strøtanker 2

En dansk professor i sexologi mener i følge Berlingske, at “danske folkeskoler bør sætte porno på skoleskemaet for at øge de unges kritiske sans over for filmene”, hvilket omtrent svarer til at foreslå, at man giver eleverne en flaske sprut og sætter druk på skemaet, så de kan lære at håndtere en brandert.

Om fordelen ved at begå selvmord

Måske det bare en trøst du klynger dig til fordi tanken om døden skræmmer dig, måske du virkelig tror på at det forholder sig sådan, at du den dag, når du ikke længere skal have din gang på denne jord, har en aftale med din gud, om at du skal henføres til et andet sted, hvor du skal tilbringe evighedernes evigheder mellem basuner og engle og et ikke ubetydeligt antal jomfruer. Hvis det er din klippefaste tro at det forholder sig sådan, så er der kun en eneste ting du kan gøre, nemlig at tage livet af dig selv, gerne hurtigst muligt, hellere i dag end i morgen, for jo længere du venter, jo værre for dig selv.

Hvor for nu det? Jo, forestil dig at du fremfor den øjeblikkelige og umiddelbare fornøjelse ved at snuffe dig selv, i stedet vælger at udskyde det uundgåelige længst muligt, og i stedet lever et langt og lykkeligt liv, ender på et plejehjem, hvor dine dine svigtende åndsevner og ditto hukommelse allernådigst beskytter dig mod at overvære dit kropslige og mentale forfald i alt for skarp fokus, ja så ender du med at dø på et tidspunkt hvor du, gigtsvag og bestandigt savlende og halvblind og skræmt fra vid og sans af en samfundsudvikling du ikke fatter en brik af, formodentlig kun kan gå med hjælp af en rollator eller endnu værre slet ikke kan gå, men ude af stand til andet end blot vegetere i en hospitalsseng og – allerværst – du vil formodentlig på dette tidspunkt være både galoperende afmægtigt inkontinent og have mistet enhver erindring om hvem dine nære og kære er, såvel som være fuldstændig ude af stand til at huske noget som helst af det, der skete for bare ti sekunder siden. Stort set som at læse den forrige sætning og have glemt hvordan den startede, inden du nåede halvvejs gennem den. (Sorry, det var så min fejl, der burde have været sat punktum omtrent halvvejs.)

Det lyder alt sammen temmelig slemt, men forestil dig så, at du træder ind i evigheden i den tilstand, evigt inkontinent og blottet for den korttidshukommelse, som skal forhindre dig i at starte hver evig eneste dag af evigheden med spørgsmålet: “Hvor er jeg?” efterfulgt af det lige så påtrængende “Hvorfor er mine bukser våde?” Det er bestemt ikke noget at grine af.

Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)
Alexandre-Gabriel Decamps (1803–1860)

Men i hvilken tilstand forestiller du dig egentlig ellers, at du skal tilbringe evigheden? At du skal være præcis sådan, at du er på toppen i enhver henseende? På toppen af både din mentale og fysiske formåen? Men det ved du jo godt ikke kommer i samme pakke. Du var formodentlig fysisk på toppen som 22-årig, et tidspunkt af dit liv, hvor du desværre stadig var uerfaren, umoden og rent ud sagt smådum. Mentalt var du på toppen omkring de 50, hvor kombinationen af erfaring og åndsevner var mest gunstig, men allerede der kunne du jo godt mærke, at de første svagheder for længst var begyndt at melde sig. Du kan ikke få det hele med dig; dig som 30-årig er ikke den samme som dig som 60-årig, og du kan jo ikke være både den ungdommelige lykkelige og bære alderdommens erfaringer og klogskab i en og samme person (hvis du ikke forstår dette, så vent til du bliver lidt ældre), men en ting kan du være sikker på, nemlig at der kommer et tidspunkt hvor det går hastigt ned af bakke og du vil, hvis du vil være sikker på at kunne nyde dit evighedsotium på mest fordelagtig vis, helt sikkert ønske at forlade denne verden, inden du for alvor træder ud på det skråplan, som leder mod både fysisk og mentalt forfald og den sikre, uundgåelige død. For helt ærligt, hvor meget gavn tror du en 80-årig har af 72 jomfruer?

Så det store altafgørende spørgsmål for den der tror på evigt liv, er hvornår man skal tage livet af sig selv, for at komme i bedst mulig forfatning derhen, hvor alle jo godt ved at der er meget bedre at være? Det indlysende svar ville være, at man bør tage livet af sig selv, i det øjeblik hvor man er allermest lykkelig, så man var sikker på, at man i hvert fald tog det med sig. Så på dagen for dit bryllup, på dagen hvor du får en ny bil, et nyt hus, hvor du endelig får drømmejobbet … det er på det tidspunkt, at du skal vælge at sige denne verden farvel og drage hen for at møde din skaber. Men om du vil gøre det ved at møde et tog eller måske en lastbil frontalt eller ved at drikke et par flasker whisky og svømme ud i fjorden eller ved at æde alle oldemors sovepiller eller noget helt andet, er dit valg. Men hvad det andet angår, ja der har du egentlig ikke noget valg. Carpe diem!

“Cleombrotus, high on a rock,
Above Ambracia stood,
Bade Sol adieu, and, as he spoke,
Plung’d headlong in the flood.

From no mischance the leap he took,
But fought the realms beneath,
Because he read in Plato’s book,
That souls live after death.”

– Kallimachos, Epig. 23, overs. Tytler 1793

Strøtanker

Set i lyset af de seneste indlæg på denne blog og de samfundsbegivenheder som de afspejler, kan man vist godt konstatere, at hvis religion er den stædige og regelbundne tro på det, som man ikke kan erkende med nogen sikkerhed, så er det ikke så underligt, at fornuften er blevet den vestlige verdens religion.

Jeg er …

En 26-årig mand fra Aarhus er kommet i uføre, efter han forleden skrev tre forbudte ord på facebook. “Je suis Omar” er de magiske ord, som ifølge Dansk Folkeparti og andre skal kvalificere et fængselsophold af længere varighed.

Nu sidder jeg her i min stue og siger ordene højt ud i rummet – Je suis Omar – og smager på dem og forsøger at fornemme, om der skulle være en eller anden magisk kraft i dem, som gør dem så farlige. De smager nu ikke af noget særligt. Måske fordi jeg rent faktisk ikke er Omar, måske fordi jeg ikke er muslim, måske fordi jeg overhovedet ikke sympatiserer med terror eller terrorister eller måske bare fordi jeg lige har drukket kaffe?

Prøver på dansk i stedet: Jeg er Omar! Heller ikke! Men hvad nu hvis jeg gentager dem? – Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! – Intet! Faktisk kan jeg danse rundt på gulvet i stuen med armene i vejret og synge ordene uden at der sker en skid. Medmindre da at naboerne ser mig og melder mig til politiet, for så ryger jeg jo nok i fængsel.

censorshipDer er en pointe med det her, en pointe, som de politikere, der engang, mens sentimentalitetens og forargelsens tåger lå tungt over deres i forvejen ikke særligt veludrustede hjerner, vedtog denne lov, åbenbart ikke har fået med, nemlig misforholdet mellem at man vil straffe en mand for at sige de tre ord, som jo kun er blevet set af ganske få, mens alle danske medier, som har citeret ordene flere gange åbenbart kan gå fri.

Ja, han har udtryk sympati for Omar i en eller anden udstrækning, men hvis det er så farligt at nogen skulle udsige det og især at andre skulle høre det, hvorfor tillades danske medier så at referere og viderebringe sympatien? På den måde spredes den jo hurtigere og videre end den ellers nogensinde ville. Det er jo ikke sådan, at den sympati han har lagt i ordene, på magisk vis fordufter, blot fordi de bliver refereret, de ligger stadig immanent i ordene, som med medierne mellemkomst, er blevet læst af hundredetusinder i stedet for et par hundrede.

Men lad os tage den tanke et skridt videre. Hvis Je suis Omar er forbudte ord, hvad så hvis man pakker dem ind i andre ord og i stedet siger En mand fra Aarhus sagde Je suis Omar, er det så pludseligt i orden? For så referer med jo bare. Eller hvis man nu i stedet sætter det i citattionstegn og skriver “Je suis Omar”, så kan det være enten et citat eller referat eller endda en ironisk distance til hele dette cirkus.

Faktisk kan du, kære læser, slet ikke være sikker på, at dette blogindlæg ikke bare er et dække for at kunne gentage de samme forbudte ord – Je suis Omar – igen og igen og igen. Måske undertegnede er medlem af et hemmeligt selskab af Omarister …

… eller måske er han ikke.

Dobbeltmoralen

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Det er stadig tilladt at udtrykke sympati for den statsterrorisme som Irakkrigen var; den blev jo gennemført på falske og forfalskede præmisser og kostede hundredetusinder af uskyldige mennesker livet. Der var også rigtig mange der med årene havde fik sympati – og gav udtryk for den – med den firedobbelte politimorder Palle Sørensen, efterhånden som han rådnede op i en fængselscelle. Det er i Danmark tilladt at være nazist og det er tilladt at udtrykke sympati for Hitler eller for Stalin, og bifalde deres gerninger som tilsammen fik taget livet af over 50.000.000 mennesker. Du må udtrykke sympati for Pol Pot og Gaddafi, for Rushdie og de Sade, for Nero og Djengis Khan, for Dahmer og Bundy, for Jesus og Muhammed, for Satan, for Pinochet og Franco, for Castro og Mao og for Arafat, som startede som rabiat terrorist, men endte med at tale i FN. Men ikke med Omar.

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Vi kan tillade alt; sympati for de værste massemordere i historien, vi kan tåle at danske nynazister og venstresocialister stiller op til folketingsvalg, vi kan tåle at al verdens religioner latterliggøres (i hvert fald de andres religioner) og når tegninger i en dansk avis skaber kaos og spreder død i gaderne i fjerne lande, klapper vi i hænderne og kalder det ytringsfrihed. Men ve den, som udtrykker sympati for en sølle amatørterrorist, som skaber lidt røre i den lokale andedam. (For den tungnemme læser bør jeg måske gøre opmærksom på, at jeg taler om sympatierklæringer o. lign., jeg taler ikke om direkte opfordringer til terror eller andre former for ulovligheder.)

Ytringsfrihed er ikke kun ytringsfrihed for de, der siger det rette, det pæne, det almindelige, det fornuftige og det alle kan være enige i. Nej, ytringsfrihed er kun frihed, hvis den også gælder de, der siger alt det, som ingen kan lide og ingen ønsker at høre. Ytringsfrihed er friheden til også at sige det ekstreme, det ikke accepterede, det farlige og det upopulære. Ikke mindst er ytringsfriheden langt mere den andens ret til at tale om mig, end det er min ret til at tale om ham. Er der ikke frihed til at tale, for den der tænker noget andet, er der ingen ytringsfrihed overhovedet … eller med Rosa Luxemburgs (1871-1919) ord:

“Freiheit ist immer nur Freiheit des Andersdenkenden.” –

 

Terror som underholdning

Politiken kalder det “dokumentation” når de vælger at bringe en lydoptagelse af skudene mod Krudttønden lørdag eftermiddag. Ekstra Bladet behøver ikke et sådan filter, når de under overskriften “Den myrdede var kendt filminstruktør” ikke holder sig tilbage fra at vise en video af redningsfolk, der forgæves forsøger at redde livet på den mand, der blev skudt samme sted.

terroroffer
still fra video på eb.dk

Tidligere på dagen havde Ekstra Bladet måttet nøjes med bringe øjenvidneberetninger fra stedet: “han døde gispende mellem hænderne på os” og “Vi forsøgte at stoppe blødningen. Det blødte kraftigt. I starten gispede han, men efterhånden blev det svagere og til sidst kunne vi ikke mærke puls.” og det har jo ikke nær samme underholdningsværdi … nyheds- og dokumentationsværdi som billede og lyd.

Efter attentatet mod Charlie Hebdo var pressen hurtigt ude med rygtet om at der cirkulerede en video, som viste hvordan terroristerne henrettede en på fortorvet liggende såret fransk betjent, men at den var så uhyggelig, at den blev fjernet igen flere steder fra. Måske af hensyn til offeret og hans familie. Konkurrencehensyn fik dog hurtigt mange medier på andre tanker: hvis den findes, så vil folk se den og det fik de lov til. De mere forsigtige medier valgte at vise videoen, men lod billedet fryse lige i det øjeblik terroristen retter våbnet mod den forsvarsløse betjent og altså overlade det til læserne at fantasere om selve skuddet. Andre var mere uforbeholdne og viste hele klippet.

Det er en svær balancegang. Ekstra Bladet oplevede i sidste uge en smule modvind, da de – uden at konferere med familien først – valgte at bringe billeder af to små børn, som var omkommet i en brand i et privat hjem. Det var for nogen at gå over stregen, selvom flertallet jo gerne vil se dem, akkurat som flertallet gerne vil vide mere om skyderiet i København i går og i nat. Der er formodentlig kun få der ikke ønsker detaljer og man kan vel sige, at jo mere afstumpede eller fantasiløse vi er, jo flere detaljer har vi brug for.

Når et øjenvidne fortæller, at den formodede gerningsmand ligger død uden for hans vindue og politiet banker på døren og fortæller, at de ikke må kigge ud (vel mere som et godt råd, end et direkte påbud) så er der nok ikke mange, som ikke forestiller sig hvordan det mon ser ud: den af politiets kugler gennemhullede terroist, som fik sin bekomst, liggende død på gaden midt i København i en pøl af sit eget blod. Hvem ville ikke gerne se et billede og få sat ansigt på ondskaben …

Det er godt nyhedsstof og gevinsten er flersidet for den nysgerrige og nydelsessyge læser.

Vi bliver gennem terroren mindet om vores egen dødelighed på en måde, som på en gang er tæt på – det foregår jo lige udenfor vores hoveddør – og alligevel ganske ufarlig; du løber stadig end større risiko for at blive dræbt i trafikken, end for at blive skudt af en terrorist, hvis du færdes på gaden i København. Eller som nogle unge mennesker på bytur, som Ekstra Bladet havde snakket med i nat, udtrykte det: “Vi tager hjem, det er for utrygt at være her. Vi tager hjem. Vi tager tilbage til Hillerød.”

Samtidig bliver vi præsenteret for en vidunderlig moralsk opkridtning af verden. Terroren præsenterer os for et perspektiv, en absolut ondskab, som for en stund kan få os til at glemme vore egne små fejl og mangler. Eller med andre ord: terroren gør os gode, ved at give os retten til moralsk forargelse over det onde i verden. (mere om hvorfor vi elsker at hade terroristerne her)

Men så er det altså heller ikke værre! Når vores statsminister udtaler at “Vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed …” så er det nok på tide med lidt perspektivering. Jeg er sikker på at civile i de områder i Irak og Syrien, som Islamisk Stat forsøger at erobre, nok for alvor kender til smagen af frygt og magtesløshed. Eller måske ikke engang magtesløshed, for de har muligheden for at gribe til våben og kæmpe imod og de gør det. Magtesløsheden er svær at få øje på, når sikkerheden og trygheden trods alle lurende farer aldrig er længere væk end Hillerød!

Terror er for det store flertal i den vestlige verden som aldrig kommer i personlig kontakt med den – desværre – i sidste ende ikke meget andet end god underholdning, et godt drama. De fleste er vel næppe bevidste om, hvad der rører sig i dem selv og spørger man dem, hvorfor de dog følger dette i nyhederne, hvorfor denne trang til dramatiske og makabre detaljer, ja så har de næppe et overbevisende svar. Hvis det det virkelig er så terroriserende, hvorfor indlader de sig så på at lade sig terrorisere? Et svar kunne være, at når vi læser om det, kilder det os på omtrendt samme måde levsbekræftende måde som en god thriller. Terroren får os til at føle og får os til at føle os i live og man kan sige, at i den henseende er terroren bedre end en god gyserfilm (men ikke så god som sex) og derfor kan vi ikke lade være med at lade os terrorisere. For det er jo en kendsgerning, at hvis ikke politikerne stillede sig op med alvorlige miner og råbte terror og forholdsregler og talte om frygt og magtesløshed og forsikrede os om at folkets tryghed er vigtigere end alt andet og hvis ikke pressen dyrkede det med absurd intensitet (med et tocifret antal artikler på hver eneste avishjemmeside) og vigtigst af alt, hvis ikke vi bare slugte det hele råt, ja så var nattens begivenheder intet andet og mere end blot to tilfældige drab begået af en tosse i sted i København.

… og så ville vi kunne trække på skuldrene og leve videre, som om intet var hændt.

Pacifismelogik

Efter det kom frem forleden, at Islamisk Stat (som jo slet ikke er en stat, men blot en bande afstumpede bøller med en uhyggelig mængde våben og matchende mentalitet) havde taget livet af en tilfangetagen jordansk pilot ved at spærre ham inde i et bur og sætte ild til ham, har Jordan i en reaktion herpå fremskyndet henrettelsen af en dødsdømt og tilsyneladende uduelig kvindelig selvmordsbomber, som Islamisk Stat egentlig havde forsøgt at udveksle med selvsamme pilot, selvom de allerede havde myrdet ham længe forinden.

Videoen af drabet på piloten, optaget i hd, med udvaglte sekvenser i slow og med perverst stemningsfuld underlægningsmusik blev offentliggjort forleden på flere mere eller mindre obskure medier, men hurtigt fjernet igen: den er absolut ubehagelig, både hvad angår selvehandlingen og hvad angår tankerne, der ligger bag dens fremstilling.

is
Still fra video (via dumpert.nl)

Ovenpå dette er det måske en forståelig følelsesladet reaktion fra Jordans side, at man henretter en i forvejen dødsdømt fange. Det kunne nu også ses som en temmelig rationel handling: så er hun da af vejen og der kommer ikke flere forsøg på at udveksle hende med tilfangetagne gidsler. Vi kan ikke vide og kommer aldrig til at vide, hvilke tanker der ligger bag.

Men uanset, så går den slags lystmord jo ikke an i en moderne verden og til Politiken, d. 4/2 2015 udtaler lektor og mellemøstforsker på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, Søren Schmidt følgende vurdering af Jordans reaktion:

“Det virker uklogt. I stedet for at holde sig fra det beskidte spil, mudrer man sig selv til. Man kan være så godt som sikker på, at Islamisk Stat nu tænker, at det er deres tur næste gang til at give igen.”

Man kunne nok, og med nogen rimelighed, indvende, at Islamisk Stat ikke har lavet andet, end at give verden igen og igen og igen og det har de gjort overalt, hvor de har haft mulighed for det, ved at dræbe og filme drabet på ethvert gidsel de kan få fat på, i et sikkert velkalkuleret forsøg på at støde alle normale mennesker fra sig og efterfølgende tiltrække det pak, som måtte være tilovers.

Det bliver ikke bedre af, at Søren Schmidt fortsætter retfærdiggørelsen af egen pacifisme, med at konstatere at “henrettelserne af de to fanger kan medvirke til en polarisering, der kan blive farlig for Jordan.” Mon ikke offentliggørelsen af videoen som ovenstående still stammer fra, i forvejen har trukket fronterne tilstrækkeligt tydeligt op, såvel i Jordan som i resten af verden? Hvoraf kommer denne berøringsangst overfor konsekvenserne af krig og strid? Hvoraf denne berøringsanst overfor døden? Hvoraf denne frygt for at engagere sig helhjertet i det beskidte spil? Man kan nu engang ikke muge ud i stalden, uden af få lort på støvlerne.

Jeg kommer til at tænke på Enhedslistens udenrigsordfører (sic!) Christian Juhl, som i oktober naivt udtalte til Politiken, d. 17/10 2014:

“Der skal indgås dialog med ISIL, uanset hvor vanskeligt det kan se ud.”

og endvidere, adspurgt om han troede man kunne overtale IS til noget, svarede:

“Jamen, hvorfor ikke. Hvis man bruger en kombination af at få lukket totalt af for, at de kan sælge olie, stopper alle sponsorbetalinger til dem og så går ind og siger »Hey, nu skal det stoppe, ellers har I ingen venner på den her jord«. Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?”

Jamen, de har allerede ingen venner på jord. I hvertfald ingen normale, empatiske, rationelle mennesker. De betår af og følges af ligesindende religiøse tosser og, som jeg vist har skrevet tidligere (se: fools of the world), så kan man ikke tale fornuft med religiøse fundamentalister. Jo mere formørkede mennesker er, i deres urokkelige tro på at deres egen gud er udgangspunktet for den eneste universelle og evigt gyldige sandhed, jo mindre tilbøjelige er de, til at lytte til fornuft og logik. Det er ret enkelt.

Derfor er kun et middel der virker overfor menneske som disse, og det er at besvare hårdt med hårdere og kort sagt dræbe flere af dem, end de kan nå at dræbe af os og ikke mindst at gøre det hurtigt og effektivt, inden deres gift spreder sig mere end højst nødvendigt. Écrasez l’infâme!

– o O o –

Som en kuriøsitet, da manden tilsyneladende er fuldstændig blottet for fornuft og omtanke, skal da lige tilføjes Christian Juhls imbecile svar på det ret påtrængende spørgsmål:

“Christian Juhl, hvem forestiller du dig rent praktisk skal indlede dialogen med IS?

Det skal de, der har den bedste kontakt til dem. Det besynderlige er jo, at vestlandene, især USA, har trænet dem på et tidspunkt, og Qatar og Saudi-Arabien, som nu er med i den koalition, har været store økonomiske støtter af dem, så derfor må der være nogle kontakter. Jeg har ingen kontakter til dem, så jeg aner ikke en pind om det …” (Politiken, d. 17/10 2014)

Nej, tydeligvis ikke! Personligt kunne jeg nu godt tænke mig, at se Christian Juhl sendt afsted på en fredsbevarende mission til Isilland, hvor han med hvidt flag i den ene hånd og en arabisk parlør i den anden, kunne forsøge at udrive Allahs udsendte af deres vildfarelser. Måske vi oven i købet kunne være så heldige, at Isilerne ville dokumentere mødet på en fin lille video.

__________
Forsker: Hævn-henrettelser i Jordan er vand på Islamisk Stats mølle. Politiken, d. 4/2 2015
EL kræver dialog med Islamisk Stat. Politiken, d. 17/10 2014

Klarsyn

“Er berømmelsen virkelig bare det mest delikate udtryk for vor egenkærlighed? – Den er knyttet til de sjældneste mennesker, som et begær, og oveni købet til deres sjældneste øjeblikke, hvor et pludseligt klarsyn får mennesket til befalende at hæve armen som en verdensskaber, mens det skaber sit eget lys og lader det strømme ud af sig. I det øjeblik bliver mennesket gennemtrængt af den lyksaliggørende vished om, at det, der bar det og løftede det så højt op, altså denne ene følelses højdepunkt, ikke må gå tabt for eftertiden; at disse sjældne klarsyn er absolut nødvendige for alle kommende generationer, får mennesket til at erkende nødvendigheden af sin egen berømmelse; menneskeheden vil altid have behov for dette klarsyn, og ligesom klarsynets øjeblik er et uddrag og en sammenfatning af dette menneskes inderste væsen, så tror det, at det som dette øjebliks menneske er udødeligt, mens det kaster alt andet fra sig som slagger, råddenskab, forfængelighed, dyriskhed eller som pleonasmer og prisgiver det til forfængeligheden.”

Nietzsche: Fem fortaler til fem uskrevne bøger. I: Friedrich Nietzsche og antikken. Informations Forlag, København 2012. s 37