Pind!

Søren Pind. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde, for manden er jo tilsyneladende uden et intellektuelt bundniveau og efter han Grundlovsdag havde holdt tale i Jørlunde, udtalte han til DR:

“Sagen er den, at vi er i krig. Væbnet konflikt. Det er vi med en terrororganisation, som vil Danmark det ondt og har sine fangarme, også i Danmark. Der er aldrig nogensinde nogen, der har prøvet at bilde nogen ind, at demokratiet ikke har reaktionsmuligheder i den sammenhæng, og Grundloven peger jo selv på dem. Alt hvad vi og jeg har gjort har været inden for Grundlovens og menneskerettighedernes rammer.”

og

“Vi er i væbnet konflikt, og derfor bliver vi selvfølgelig militante demokrater. Når der så er fred igen, kan vi holde op med at være det.”

Sagen er den, at vi ikke er i krig, for hvis dette er krig, så har vi i al fortid været i krig og vil i al fremtid være det. Søren Pind har med ovenstående ord lige defineret den permanente undtagelsestilstand og herfra er der kun stramninger og begrænsninger i frihedsrettighederne i vente. Men det er faktisk langt fra det værste.

Som sagt, manden har intet intellektuelt bundniveau; for overfor DR retfærdiggør Søren Pind sin ret til at være “militant demokrat” ved at pege på “uniformsforbuddet i 1930’erne og forbuddet mod kommunisterne under Anden Verdenskrig som eksempler på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.”

De “ekstraordinære omstændigheder” som forårsagede Kommunistloven af 1941 var Anden Verdenskrig og der var ikke tale om at “gå til grænserne for, hvad Grundloven tillader”, det var et et klokkeklart brud på den. I Store Danskes opslag om Kommunistloven af 1941 kan vi læse at:

“Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen 22.6.1941 krævede tyskerne, at alle ledende danske kommunister, herunder DKP’s tre folketingsmedlemmer (Martin Nielsen, Alfred Jensen og Aksel Larsen), skulle interneres — uanset dette ifølge den daværende grundlov kun kunne ske med Folketingets samtykke.

Statsminister Stauning gav personligt sin tilladelse til arrestationen af de tre. De danske myndigheder efterkom øjeblikkeligt og beredvilligt kravet, og i den første anholdelsesbølge interneredes 295 kommunister, deriblandt forfatterne Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig.

Dette antal var således langt større end de blot 72 navngivne, som Gestapo havde forlangt anholdt. Det lykkedes i første omgang for Aksel Larsen og Alfred Jensen at undgå arrestation ved at gå under jorden.”

og

“Kommunistloven blev udarbejdet og vedtaget for at lovliggøre og regulere de allerede foretagne og de efterfølgende interneringer. Loven var ligeledes grundlovsstridig …”

Et par år senere blev 150 af de internerede danske kommunister blev overført til kz-lejren Stutthof, hvor 22 af dem omkom under de forfærdelige forhold som vi vist alle har hørt om.

Og for lige at sætte det hele i perspektiv; ved fejringen af 60-årsdagen for Danmarks befrielse d. 4. maj 2005 beklagede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tale “at Danmark udleverede uskyldige mennesker til Nazityskland under Anden Verdenskrig” og udtalte bagefter “Jeg skal da ikke lægge skjul på, at under den formulering tænkte jeg naturligvis på blandt andet danske kommunister, fordi jeg betragter sagen om den grundlovsstridige vedtagelse af kommunistloven som en anden og meget alvorlig fejl, som blev begået under besættelsen.”

Når Pind nu vælger at retfærdiggøre sine handlinger som politiker, ved at sammenligne dem med denne alvorlige, grundlovsstridige handling, som ikke bare var et knæfald for en fremmed besættelsesmagt, men tillige fængslede folkevalgte danske politikere og kostede adskillige uskyldige mennesker livet, så efterlader det os med valget, om vi vil konkludere 1) at det Søren Pind her giver udtryk for, er hvor langt han i praksis er villig til at gå, og hvilke midler han anser det for rimeligt at anvende, for at få sin vilje, eller 2) at manden er et totalt uvidende fjols, som strør om sig med smarte ord og historiske referencer, uden af have den fjerneste ide om hvad han taler om.

Jeg ved egentlig ikke hvilken af de to muligheder der er værst …

__________
– Johan Blem Larsen: Søren Pind på Grundlovsdag: Nogle gange er demokratiet nødt til at være militant. DR 05. jun. 2016
– Fogh beklager kommunistlov, Information, 11. maj 2005
– Kommunistloven af 1941, Store Danske.

To humble yourself to a nigger

Dagen efter, ironisk nok, at en studerende fra Cameroun måtte tage tre eksamener ved Aarhus Universitet på en dag, fordi han, i et absurd tilfælde af paragrafrytteri blev udvist af landet midt i sin uddannelse, fordi han i februar 2013 “misforstod reglerne om, hvor meget han måtte arbejde i Danmark og troede, at der var tale om, at man gennemsnitligt måtte arbejde 15 timer om ugen. Men arbejdstimerne må altså på intet tidspunkt overstige 15 timer om ugen.” (EB) kommer historien om at “regeringen med uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde i spidsen har fordelt tre millioner kroner til i alt fem projekter, der skal være med til at fastholde internationale nyuddannede i danske regioner eller kommuner, hvor der er mangel på arbejdskraft.” (DR)

“Vi ønsker at fastholde flere internationale studerende efter endt uddannelse, så vi kan rekruttere dem som arbejdskraft på vores virksomheder i Danmark” siger Esben Lunde Larsen ifølge DR og fortsætter: “Vi uddanner omkring 26.000 internationale studerende om året i Danmark, hvor af langt de fleste er fra EU-lande. Men vi er meget dårlige til at fastholde dem som arbejdskraft efter endt uddannelse. Der er virksomheder i Danmark, ikke mindst i de tyndt befolkede områder, som mangler kvalificeret arbejdskraft.”

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun scorede tre 12-taller på de tre, af Aarhus Universitet fremrykkede, eksamener han måtte tage på en dag og ironisk, fordi den unge mand er utroligt dygtig, og skulle man mene fastholdelsesværdig, med hidtil kun en eneste karakter under 10.

Ironisk, fordi den unge mand fra Cameroun – selvfølgelig – allerede havde en praktikplads ved en dansk virksomhed.

Adspugt om det paradoksale i dette forhold, svarer kopiminister Esben Lunde Larsen på newspeaksk:

– Det har jeg ikke nogle kommentarer til i den pågældende sag. Det, der er afgørende, er at vi bliver dygtigere til at fastholde international arbejdskraft efter endt uddannelse i Danmark.
– Hvorfor ikke?
– Det hører under integrationsministeren, og det er en sag, der pågår, og jeg har konstateret, at den pågældende får den eksamen, han skal have.” (DR)

Han får jo sin eksamen og så er alt godt ikke? Så er der jo ikke yderligere grund til at gøre mere ud af den sag, trods dens åbenlyse absurditet.

Her ville det være totalt ufint at påpege at den unge mand fra Cameroun jo ikke er en af de gode af de omkring 26.000 internationale studerende som vi årligt uddanner i Danmark, nemlig en de “langt de fleste”, som ministeren omtalte, der kommer fra EU-lande. For han er jo sort! Fra Afrika! Og tænk hvis han bliver boende og får familiesammenført hele sin familie af kanibaler og heksedoktorer med herop. Det går slet ikke!

Alternativet ville være at undskylde til en nigger og selvom det kan falde nogen svært, så lykkes det trods alt undertiden for andre at gøre det.

“It was fifteen minutes before I could work myself up to go and humble myself to a nigger; but I done it, and I warn’t ever sorry for it afterwards, neither. I didn’t do him no more mean tricks, and I wouldn’t done that one if I’d a knowed it would make him feel that way.” (Mark Twain: The Adventures of Huckleberry Finn)

Demokratiets sejr.

“Aldrig har Demokratiet fejret saadanne Triumfer som i Dagene efter 5. maj – i hvert Fald i hine Dages Veltalenhed. Som et mangestemmet brusende Kor steg Lovsangen til det frie Demokrati fra Mændene paa Christiansborg som fra Frihedskæmperne, fra Saxogade som fra Ryvangsvillaerne. Der var ikke en Mand i hele Landet – Kæltring eller Gentleman -som ikke svor til Demokratiet, og som altid havde svoret til den Fane. De allerfleste kunde forsikre om deres til enhver Tid ubrydelige Trosskab overfor Sagen, den Sag, som de var villige til at ofre Livet for. Kun een Tone var forstummet: Oppositionens. Ingen vovede at staa op og sige; jeg har alle Dage anset Demokratiet for enrigtig daarlig Styreform, og den Omstændighed, at Nazismen har vist sig at være endnu værre, rokke ikke det mindste ved min Mistillid til og Foragt for Folkestyret. Og havde der end været en enkelt, der var i Besiddelse af den Dumdristighed, der skulde til for at fremsætte slige Anskuelser, havde det ikke nyttet det mindste; han havde simpelt hen ikke faaet Lov at komme til Orde.” (s. 138)

HalKoch
Hal Koch (1904-1963)

Således skrev Hal Koch i en artikel (Loke og Thor) i tidsskriftet Frie Ord kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig og spurgte derefter:

“… skal der i et demokratisk Samfund være ubetinget Frihed til at danne sig de politiske Anskuelser, man vil, og til i Ord og Skrift at agitere for dem? Og skal denne Tanke- og Ytringsfrihed opretholdes ogsaa i de Tilfælde, hvor den paagældendes Tænkning og Agitation gaar ud på at omstyrte den bestaaende, saakaldt demokratiske Stat, muligvis endda med Magt, ikke ved Stemmeflerhed? Herpaa maa man – ud fra [Professor Jørgen] Jørgensens Opfattelse – svare: Nej, en saadan Frihed fører til det rene Anarki. Derfor maa en Agitation for urigtige og statsfarlige Meninger Bekæmpes, og det sker bedst ved, at man afsætter de farlige fra deres Embede. Hjælper det ikke, maa man ikke vige tilbage for grove Midler.” (s. 145)

Kochs indvending er den vist eviggyldige:

“… at det er meget farligt at udstyre Mennesker med en saadan Magt, som her tænkes lagt i Hænderne paa dem, der skal træffe Afgørelser om de politiske Anskuelsers Tilladelighed eller Utilladelighed. Enhver Regering vil, i vanskelige og truende Situationer, være tilbøjelig til at stemple sine Modstandere som farlige udemokratiske Oprørere og derefter gøre kort Proces med dem.” (s. 145)

Man kunne tilføje, at det ikke udelukkende er på politikerniveau at denne problemstilling er relevant; den er akkurat lige så påtrængende og aktuel på vælgerniveau. Er der ikke lige så stor (hvis ikke større) tendens til, at afskrive politiske modstandere eller ideer og principper man ikke selv deler, uanset om de er politiske, religiøse eller ideologiske, på nøjagtig samme måde blandt den vælgende befolkning?

Er det ikke kun alt for let at afskrive politiske modstandere og deres opfattelse af verden fordi man mener at de er tosser, fundamentalister, halalhippier, muslimer, kristne, nazister, fascister, racister, afstumpede, naive, onde, dumme, landsforrædere, menneskefjendse, samfundsfjendske, religionsfjenske og alt muligt andet?

Demokratiet sætter mennesket i centrum for verden, og giver hver enkelt en del af ansvaret for, hvordan samfundet skal styres efter næste valg. Men at samfundet på den måde underlægges individets mere eller mindre tilfældige indskydelser på valgdagen, betyder ikke at du som vælger ligger inde med den absolutte og endegyldige sandhed om, hvordan verden bør og skal være.

Demokratiet sætter mennesket i centrum og giver det en magt, der der langt overstiger hvad noget menneske har intelligens og viden til at overskue. Dermed følger der også et ansvar for at forvalte den magt ansvarsfuldt og med en passende ydmyghed overfor opgaven. For Lord Actons ord om at “magt har en tendens til at korrumpere” () gælder skam ikke kun for enevældige herskere; de gælder også for dig og den magt du har fået i hænde, som vælger i et demokrati.

Så spørg dig selv, om du mener, at du virkelig er i stand til at adskille personlige ønsker og egen fordel, fra hvad der objektivt er det bedste for det land, du er en indbygger i, så ikke også du bliver et levende bevis på, at der er rigtig god grund til, at du, ligesom så mange andre, kun har fået tildelt 1/3.000.000 del af magten.

__________
Hal Koch: Loke og Thor, i Frie Ord, 1. Årg. 1946.

Fornuftens stemme?

Det er en underlig fornemmelse man sidder med, når man lige har hørt tossen Trump tale om indrejseforbud for muslimer, registrering af muslimer og sikkert også snart internering af muslimer, at opdage at George Bush – af alle i verden – pludselig, til trods for den uhyggeligt simple retorik, står tilbage som fornuftens stemme. Der må lige godt være sket meget med verden siden den 20. september 2001 når det er kommet dertil.

Tintinnabulum

Til ære for Marie Krarup, som i følge BT altså kun bliver 50 år i dag, selvom hun undertiden giver udtryk for en livsfrygt, der er en 100-årig værdig; i den alder, altså i nærheden af de hundrede, er det ganske forståeligt hvis man efterhånden har oparbejdet – jvf dette indlæg – en decideret frygt frugtbarheden og alle dens forbandelser:

“Jeg er så glad for, at jeg ikke lever i en asa-frugtbarhedsreligion, der også var meget præget af frugtbarhed og ritualer, og hvor der også var fallossymboler. Jeg er glad for, at vi blev kristne og blev drejet ind i den vestlige kultur.”

Roman%20tintinnabulum%201adc… bringer jeg dette billede (fundet her) af en romersk vindklokke af en type som engang for meget længe siden var uhyre almindelige og udbredte og hang frit fremme til pynt og til nytte.

Fra wikipedia: “In ancient Rome, a tintinnabulum was a wind chime or assemblage of bells. A tintinnabulum often took the form of a bronze phallic figure or fascinum, a magico-religious phallus thought to ward off the evil eye and bring good fortune and prosperity. A tintinnabulum was hung outdoors in locations such as gardens, porticoes, houses, and shops, where the wind would cause them to tinkle.”

(valg)dagens motto

Mens vi venter på at blive bedraget og løftebrudt, overlader vi ordet til en forfatter som døde for 2400 år siden.

“Mit hjerte ønsked’ ej at binde sig ved ed.
Hvad tungen banded’ på forpligter ej min sjæl.”

Fra Aristofanes: Frøerne v. 101-102 i dansk oversættelse ved Kai Møller Nielsen, Syddansk Universitetsforlag 2006.

Originalen lyder således og vi set bort fra konteksten, for det er egentlig Aristophanes der citerer Euripides.

“φρένα μὲν οὐκ ἐθέλουσαν ὀμόσαι καθ’ ἱερῶν,
γλῶτταν δ’ ἐπιορκήσασαν ἰδίᾳ τῆς φρενός.”

Vi tager den lige på engelsk også i B. B. Rogers overs. (1909):

“‘Twas not my mind that swore: my tongue committed
A little perjury on its own account.”

… og lige en gang til på engelsk ved Gilbert Murray (1938):

                         “… or souls that won’t take oaths
while tongues go swearing falsely by themselves.”

Jeg er …

En 26-årig mand fra Aarhus er kommet i uføre, efter han forleden skrev tre forbudte ord på facebook. “Je suis Omar” er de magiske ord, som ifølge Dansk Folkeparti og andre skal kvalificere et fængselsophold af længere varighed.

Nu sidder jeg her i min stue og siger ordene højt ud i rummet – Je suis Omar – og smager på dem og forsøger at fornemme, om der skulle være en eller anden magisk kraft i dem, som gør dem så farlige. De smager nu ikke af noget særligt. Måske fordi jeg rent faktisk ikke er Omar, måske fordi jeg ikke er muslim, måske fordi jeg overhovedet ikke sympatiserer med terror eller terrorister eller måske bare fordi jeg lige har drukket kaffe?

Prøver på dansk i stedet: Jeg er Omar! Heller ikke! Men hvad nu hvis jeg gentager dem? – Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! – Intet! Faktisk kan jeg danse rundt på gulvet i stuen med armene i vejret og synge ordene uden at der sker en skid. Medmindre da at naboerne ser mig og melder mig til politiet, for så ryger jeg jo nok i fængsel.

censorshipDer er en pointe med det her, en pointe, som de politikere, der engang, mens sentimentalitetens og forargelsens tåger lå tungt over deres i forvejen ikke særligt veludrustede hjerner, vedtog denne lov, åbenbart ikke har fået med, nemlig misforholdet mellem at man vil straffe en mand for at sige de tre ord, som jo kun er blevet set af ganske få, mens alle danske medier, som har citeret ordene flere gange åbenbart kan gå fri.

Ja, han har udtryk sympati for Omar i en eller anden udstrækning, men hvis det er så farligt at nogen skulle udsige det og især at andre skulle høre det, hvorfor tillades danske medier så at referere og viderebringe sympatien? På den måde spredes den jo hurtigere og videre end den ellers nogensinde ville. Det er jo ikke sådan, at den sympati han har lagt i ordene, på magisk vis fordufter, blot fordi de bliver refereret, de ligger stadig immanent i ordene, som med medierne mellemkomst, er blevet læst af hundredetusinder i stedet for et par hundrede.

Men lad os tage den tanke et skridt videre. Hvis Je suis Omar er forbudte ord, hvad så hvis man pakker dem ind i andre ord og i stedet siger En mand fra Aarhus sagde Je suis Omar, er det så pludseligt i orden? For så referer med jo bare. Eller hvis man nu i stedet sætter det i citattionstegn og skriver “Je suis Omar”, så kan det være enten et citat eller referat eller endda en ironisk distance til hele dette cirkus.

Faktisk kan du, kære læser, slet ikke være sikker på, at dette blogindlæg ikke bare er et dække for at kunne gentage de samme forbudte ord – Je suis Omar – igen og igen og igen. Måske undertegnede er medlem af et hemmeligt selskab af Omarister …

… eller måske er han ikke.

Dobbeltmoralen

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Det er stadig tilladt at udtrykke sympati for den statsterrorisme som Irakkrigen var; den blev jo gennemført på falske og forfalskede præmisser og kostede hundredetusinder af uskyldige mennesker livet. Der var også rigtig mange der med årene havde fik sympati – og gav udtryk for den – med den firedobbelte politimorder Palle Sørensen, efterhånden som han rådnede op i en fængselscelle. Det er i Danmark tilladt at være nazist og det er tilladt at udtrykke sympati for Hitler eller for Stalin, og bifalde deres gerninger som tilsammen fik taget livet af over 50.000.000 mennesker. Du må udtrykke sympati for Pol Pot og Gaddafi, for Rushdie og de Sade, for Nero og Djengis Khan, for Dahmer og Bundy, for Jesus og Muhammed, for Satan, for Pinochet og Franco, for Castro og Mao og for Arafat, som startede som rabiat terrorist, men endte med at tale i FN. Men ikke med Omar.

Så meget for ytringsfriheden i dette land. Vi kan tillade alt; sympati for de værste massemordere i historien, vi kan tåle at danske nynazister og venstresocialister stiller op til folketingsvalg, vi kan tåle at al verdens religioner latterliggøres (i hvert fald de andres religioner) og når tegninger i en dansk avis skaber kaos og spreder død i gaderne i fjerne lande, klapper vi i hænderne og kalder det ytringsfrihed. Men ve den, som udtrykker sympati for en sølle amatørterrorist, som skaber lidt røre i den lokale andedam. (For den tungnemme læser bør jeg måske gøre opmærksom på, at jeg taler om sympatierklæringer o. lign., jeg taler ikke om direkte opfordringer til terror eller andre former for ulovligheder.)

Ytringsfrihed er ikke kun ytringsfrihed for de, der siger det rette, det pæne, det almindelige, det fornuftige og det alle kan være enige i. Nej, ytringsfrihed er kun frihed, hvis den også gælder de, der siger alt det, som ingen kan lide og ingen ønsker at høre. Ytringsfrihed er friheden til også at sige det ekstreme, det ikke accepterede, det farlige og det upopulære. Ikke mindst er ytringsfriheden langt mere den andens ret til at tale om mig, end det er min ret til at tale om ham. Er der ikke frihed til at tale, for den der tænker noget andet, er der ingen ytringsfrihed overhovedet … eller med Rosa Luxemburgs (1871-1919) ord:

“Freiheit ist immer nur Freiheit des Andersdenkenden.” –

 

Det glade vanvid

Birthe Rønn Hornbech, Venstre.“Ytringsfriheden blev [..] ikke en grundlovssikret ret, for at flertallet skulle forhåne mindretal.

Tværtimod giver frihedsrettighederne os ret til at leve i Danmark med vor forskellige tro og kultur. Men uden gensidig respekt kan vi ikke leve med vore forskelligheder.

I øjeblikket er det, som om det ikke respekteres, at vi er nogle stykker, der virkelig ikke mener, at det er så sørens nødvendigt at blive ved med at optrykke gamle Muhammedtegninger.

Jeg er hamrende træt af at høre på debattører, der mener at have eneret på frihedsforståelsen, fortælle dem, der tænker anderledes, at de udøver selvcensur. Sludder og vrøvl.

Det er jo bare et forsøg på at knægte andres ret til at mene anderledes. Man kunne jo lige så godt hævde, at tegningerne for tilhængerne bare er et skalkeskjul for at komme med en muslimfjendtlig tilkendegivelse.”

Skriver Birte Rønn Hornbech i dag i Politiken med sædvanlig fornuft og klarsyn. Hun er et af de få mandfolk i dansk politik.

Hvad kan man gøre andet end at konstatere, at der på den ene side står en større eller mindre gruppe muslimer, som tillader sig – på tværs af alle landegrænser og samfundslag og sociale strukturer – at tage alle andre menneskers meninger som noget meget personligt og er parate til at dræbe de, der måtte mene noget andet end de selv og at der på den anden side står en større eller mindre gruppe mennesker, der enten, som tilhængere af en religion ingen længere gider dø for, retter deres misundelse eller had mod enhver repræsentant for en religion, som stadig inspirerer passionerede tilhængere, eller som mennesker der for længst har mistet den livsfylde, som de kan se, at en yngre religionen giver til andre, retter deres had og foragt mod selvsamme gruppe og selvsamme religion.

Debatten er umulig at deltage i eller navigere i eller orientere sig i, fordi den er helt igennem styret af de skingre stemmer fra struberne på mennesker, som har bagtanke og hensigt og skjulte dagsordener og som styres af hadet mod de andre og mistroen mod det anderledes; uanset om det er oplysningens nedladenhed overfor religionen eller religionens mistro overfor forandring og fornyelse. Fornuften var et af de første ofre for den kamp og er forlængst blevet fordrevet fra den offentlige debat. Tilbage står blot hysteriet.

__________
Birte Rønn Hornbech: Hvorfor står vi så fast på retten til at håne og spotte profeten?, Politiken, d. 17/2 2015.