Kategoriarkiv: Politik

Magt

Udgivet den af • Kommentér!

Læser i øjeblikket Mogens Herman Hansen: Demokrati som styreform og som ideologi og deri faldt jeg over en gengivelse af Lord Actons ord om magtens korrumperende egenskaber, hvilket mindede mig om den måde ordene normalt gengives på dansk.

En hurtig søgning giver nogle eksempler. Rune Engelbreth Larsen skrev “Al magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut.” i en leder i tidsskriftet Faklen i 1999, uden dog at sætte ophavsmand på disse ofte citerede ord.

Peter Kurrild-Klitgaard (professor, ph.d.) brugte i et læserbrev Berlingske samme ord men krediterede dog ophavsmanden: “Den store 1800-talshistoriker Lord Acton sagde engang, at »magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut«.”

Værst af alt er dog at Den Store Danske gengiver historikeren lord Actons “lov” som “al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt.”

Det kan godt irritere undertegnede at man alt for ofte tager Lord Actons ord og kritikløst gengiver dem i en alt andet end korrekt oversættelse. Hvad han skrev i et brev i 1887 var: “Power tends to corrupt and absolute power corrupts absolutely.” og det ikke helt det samme. Mogens Herman Hansen oversætter korrekt: “Magt har en tilbøjelighed til at korrumpere, og absolut magt korrumperer absolut.”

Tak for det.

Lovreligioner

Udgivet den af • Kommentér!

Jeg har hørt påstanden fremført igen et par gange i den seneste tid, og altid med det samme triumferende og salige smil, som tydeligt demonstrerer at afsenderen hermed mener at så er alt sagt: “Islam er en lovreligion!” Dixit!

Selve distinktionen, lovreligion eller ej, er i bedste fald temmelig ligegyldig for alle andre end nogle få forskere begravet temmeligt dybt i universiteternes afdelinger for komparativ religion og inden for den politiske referenceramme, hvor udtrykket oftest anvendes nedladende og fordømmende overfor en hel religion og dens udøvere, er det en fuldstændig meningsløs og irrrelevant påstand, for man kunne lige så vel og med samme vægt og relevans forsøge at affærdige Islam med påstanden om at den begynder med bogstavet ‘i’.

Overforsimplede konklusioner har det med at tilfredsstille simple hjerner og hvad kunne bekomme disse bedre end muligheden for at afskrive en modstander, en aversion, en fjende med bare fire ord? Sådan er virkeligheden ikke. Religioner (eller ideologier for den sags skyld) kan ikke affærdiges med en enkelt teknikalitet. Et hurtigt kig gennem religionshistorien eller verdenshistorien kan forsikre enhver om at (især de monotheistiske) religioner – lovreligion eller ej – er et mægtigt redskab i hænderne på de som ønsker at ensrette og styre og kontrollere og ikke mindst kristendommens rolle som lige netop lovreligion har været et væsentligt element gennem de sidste tusind års verdenshistorie.

Men hvorfor så? Begrebet “lovreligion” er åbenbart introduceret i den offentlige debat fra politisk hold, i et desperat forsøg på at skabe en praktisk politisk (og ikke en religionsvidenskabelig) distinktion mellem Kristendommen og Islam, på en sådan måde at forskellen kommer til at bestå i noget fundamentalt ved religionerne selv, fremfor det langt vigtigere, nemlig spørgsmålet om hvordan man praktiserer sin religion.

Det er en kendsgerning, at uanset om du er kristen eller muslim, er det ikke din religion som sådan der afgør, om du kommer på kant med den vestlige samfundsform, men udelukkende et spørgsmål om, med hvilken grad af alvor du praktiserer din religiøsitet. Der er nemlig nok af samfundsfjendtligt tankegods i både Islam og Kristendommen til at bringe enhver tilhænger af disse på kant med samfundet som vi kender det. Eller med andre ord: hvis ikke du i en eller anden udstrækning giver køb på de religiøse (kristne eller muslimske) idealer, vil du uundgåeligt komme i konflikt med det omgivende samfund.

Politisk er dette særdeles ubekvemt for yderste højrefløj, når man politisk profilerer sig på repræsenterer et sæt af dansk-kristne værdier. For den alternative og aldeles uspiselige løsningsmodel er at indse og indrømme at grunden til at kristendommen fungerer i den vestlige verden, er, at vi forlængst har opgivet at leve efter de kristne idealer, at vi dybest set ikke tager kristendommen alvorligt mere og at der formodentligt ikke findes et eneste kristent menneske tilbage i den vestlige verden.

Som Vilh. Grønbech skrev i 1946: “Der er ingen religion i Danmark, og for øvrigt heller ikke i de andre europæiske lande. Heri skulle der ikke ligge noget som helst udæskende; jeg konstaterer bare faktum, og det med megen sorg.”

Problemet er at der er kommet en ny dreng i klassen og selvom han næppe ville få Grønbech til at ændre sine ord, kan det jo være at han ender med, at tvinge andre til at ændre måden de tænker på. Og det er måske ikke så dårligt endda.

Alvor og pjat

Udgivet den af • Kommentér!

“When logic and proportion
have fallen sloppy dead…” 

Da Naser Khader for nylig “havde et ærinde i det københavnske shoppingcenter Fields“, så han på sin vej til rulletrapperne to unge muslimske mænd i færd med at bede på hver deres avis, som de havde spredt ud på jorden som bedetæppe. Dette forløb blogger Khader i BT, d. 19. januar og fortsætter:

Det provokerede mig. Det er ikke, fordi jeg er religionsforskrækket. Jeg har flere i min omgangskreds, der er meget religiøse, og som beder fem gange i døgnet – hjemme! Og det, synes jeg, er helt fint. Det er ikke min sag at blande mig i den slags. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke over, om ikke man kan være mindre demonstrativ i udøvelsen af sin religion?

Det demonstrative ligger vel ikke i den måde en given handlig opfattes på, så meget som i intentionen bag den, vel? Nede bag min lokale Spar-købmand hænger en tre-fire mænd og en enkelt kvinde ud med deres guldbajere og smøger og de står der ganske fredeligt i fuld offentlighed og indtager deres nødvendigheder. Der er intet demonstrativt over det, de gør det bare, måske fordi det falder dem naturligt at gøre det. Det provokerer mig ikke.

Når jeg ved samme købmand ser en mand og kvinde, begge ekstremt overvægtige, købe seks hindbærsnitter, i to poser med tre i hver og når de sætter sig på cykelstativet uden for butikken og de spiser tre hver inden de går videre, så provokerer det mig heller ikke. Det kan godt være at jeg tænker at måske ikke er det klogeste i verden, men i sidste ende kommer det ikke mig ved, hvorledes andre vælger at bruge deres liv, for det berører jo ikke mit liv som sådan og derfor har jeg overhovedet heller ingen ret til at føle mig provokeret.

Khaders følelser hører hjemme i samme kategori som de, der hjemsøgte de muslimske horder som gik på gaden i protest over nogle tegninger i en dansk provinsavis, nemlig forargelsen over andres mennskers liv og værdier, alene af den grund at de ikke harmonerer med ens egne og at man derfor forarges over at se dem. Måske går Khader en endda et skridt videre, i og med at han læser et motiv ind i situationen, som det ifølge hans egen fremstilling ikke ligefrem er indlysende at der er belæg for. Og han fortsætter, ved gentage sig selv, som om gentagelsen i sig selv kunne gøre hans tvivlsomme pointer mere indlysende:

Jeg synes, det er noget pjat at bruge aviser som bedetæppe og at lægge sig midt i Fields eller andre offentlige steder. Det handler ikke om, at jeg er imod religion, det handler derimod om at skrue ned for det demonstrative element i religionsdyrkelsen.

Der er rigtig meget pjat i vores samfund, som man kunne tage fat på, hvilket man kan forvisse sig om ved f. eks. at læse om den ret specielle sportsbegivenhed Masturbate-a-thon, omtalt i Politiken under overskriften “DM i onani afholdes til maj“; her og her og her! Der er jo ikke det pjat vi ikke vil tillade og acceptere, når bare vi kan kalde det personlig frihed, mens den alvor der ligger i at dyrke sin religion som i det beskrevne tilfælde, affærdiges som pjat. Skam dig, Hr. Khader, at du ikke kan kende forskel.

I demokratiske samfund er religion og tro en privat sag – og ikke noget, der udøves på en så overdreven demonstrativ måde. Sådan bør det fortsætte med at være.

Demokratiet som begreb har Khader stort besvær med at forstå, som jeg har påstået tidligere, og her går det galt igen. Man kan næppe kalde religion en privat sag – i betydningen skjult – når vi har en statsreligion og der undervises efter den i folkeskolen, og derfor er det selvfølgelig noget vrøvl Khader skriver. Til gengæld kan man godt sige at religion er en privat sag – i betydningen religionsfrihed – men i den forbindelse ligger der ikke noget eksplicit eller implicit krav om, at du skal dyrke din religion hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.

Faktisk ville jeg da uendeligt meget hellere have at folk tilbad deres guder noget mere i fuld offentlighed og nøjedes med at masturbere hjemme, under dynen, bag nedrullede gardiner.

I bagklogskabens klare lys …

Citat

Udgivet den af
Svar

… er det åbenbart, at det forsøg på magtmisbrug i Skatteministeriet, som angiveligt har fundet sted, sker i slutningen af en lang regeringsperiode og ikke i begyndelsen. Den slags sker, når ‘man’ har vænnet sig til at tage magten for givet, når ydmygheden er erstattet af magelighed, og når en oppositions udsigt til at ovetage magten opfattes som utidig indblanding i dagligdagen. Der er endnu intet, der tyder på, at de konkrete hændelser i Skatteministeriet kan føres videre op i det daværende regerings-hierarki, men magtens arrogance var på en række områder ved at brede sig i en VK-regering, der havde vænnet sig til ministerbilerne.

- Niels Krause-Kjær i Berlingske

 

Der er sket en forbløffende og alarmerende udvikling gennem de senere år, hvor ministerierne og ministrene benytter deres spindoktorer til anonymt at forsyne pressen og dermed offentligheden med oplysninger. Det er efter min bedste overbevisning i strid med god forvaltningsskik, for spindoktorerne er offentligt ansatte.

- Oluf Jørgensen i Politiken

 

For få dage siden ville en sådan historie om politiske korruption i Danmark være blevet afvist som vild spekulation. Nu ved vi, at det foregik.

Men det udestår at trænge til bunds i sagen, så alle, der har medvirket til magtmisbrug, lækager og ulovligheder, kan stilles til ansvar.

- Bo Lidegaard, leder i Politiken

 

Jeg har fuld tillid til Troels Lund Poulsen …

- Lars Løkke Rasmussen iflg. JP

Slik og underholdning

Udgivet den af • 2 Kommentarer

Kai Sørlander i Berlingske:

En fortsat blind vækst kan betyde, at flere og flere bruger deres arbejde på at producere tomme kalorier – både materielt og åndeligt: slik og underholdning. Samtidigt med at de bruger deres fritid på at forbruge de selvsamme tomme kalorier. Samlet set bør vi forstå, at når vi først kommer over et vist elementært niveau, så fører fortsat stræben efter økonomisk vækst ikke nødvendigvis til kvalitativt bedre livsvilkår og højere menneskelig modenhed. Den kan også fange os i en nedadgående spiral, hvor øget arbejde og forbrug i stedet fører til en stadig forringelse af vore fysiske livsomstændigheder og af vore psykiske egenskaber. Vi indånder bilos i stedet for ren luft. Vi spiser fast food og slik i stedet for sund føde. Og vi søger underholdning og pornografi i stedet for åndelig udfordring og dybde. Den enkle sandhed er, at økonomisk vækst kan føre til mere uden at føre til bedre; og at vi reverenter talt kan ende med at kvæle os selv i det unødvendige overskud.

Når dette står klart, så følger umiddelbart, at vi ikke blindt bør søge økonomisk vækst. For er vi blinde for vækstens konsekvenser, så kan vi risikere at undergrave de fysiske og psykiske betingelser for, at demokratiet kan opretholde sig selv.

Altså, hvis vi til stadighed skejer ukontrolleret ud, uden mådehold, omtanke og selvdisciplin, risikerer vi … at undergrave betingelserne for demokratiet?

Fortsæt bare folkens, ingen problemer her!

Du tager fejl!

Udgivet den af • Kommentér!

… eller det gør de fleste af jer i hvertfald. Det mener CEPOS i følge Politiken: “Cepos: Et flertal af danskerne tager fejl”. CEPOS (Center for Politiske Studier)

“er en uafhængig borgerlig-liberal tænketank, som arbejder for et samfund hvor borgerne, civilsamfundet og markedet overtager stadig flere opgaver fra de skattefinansierede og politisk styrede, offentlige institutioner. [...] I dette arbejde skal CEPOS være uafhængig, herunder af politiske partier, centraladministration, medier, universiteter, virksomheder, enkeltpersoner eller nogen som helst andre interesser.” og “CEPOS søger at påvirke den politiske debat og derved de politiske beslutninger ved at frembringe ny viden om samfundsindretningen gennem analyse og forskning.”

På samme side som man kan finde ovenstående beskrivelse, opfordres læseren til at bliver sponsor for CEPOS, for “ved at sponsorere CEPOS støtter du arbejdet med at fremme borgerlig-liberale værdier i Danmark.”

Spørgsmålet man må stille sig selv, er hvad der ville ske om CEPOS’ forskning nåede frem til resultater, som ikke var fremmende for de borgerlig-liberale værdier i Danmark? Ville de blive fortiet? Forfalskede? Fejet ind under gulvtæppet? Hvem holder CEPOS til ansvar? Eller forsker man måske kun i retninger der tjener det højere formål?

Skal vi ikke en gang for alle slå fast at forskning der har til formål at fremme bestemte værdier intet har med forskning at gøre. Overhovedet. Forskning er uafhængig af alle interesser, den er politisk neutral og helt igennem objektiv. Er den ikke det, hører den til i samme skuffe som politik, spin, propaganda, FUD, obfuskation, svindel og humbug.

Og hvor er det så CEPOS mener at du tager fejl? En undersøgelse foretaget af CEVEA viser at over 60% af danskerne er enig eller meget enig i udsagnet: “En del af den økonomiske krise skal betales ved, at der skal indføres en millionærbeskatning for landets allerrigeste“, og det mener CEPOS er forkert.

Kan det overraske?