Computeren er jo børnenes penalhus!

“Computeren er jo børnenes penalhus” er overskriften på en artikel i Weekend Avisen d. 19. februar 2010 som handler om brugen af  ikke bare computere i undervisningen på Højby Skole (det er på Fyn), men også spil som Counter Strike, World of Warcraft og The Sims.

Lærer på skolen Martin With Nørgaard har en klar pointe når  han beklager sig over at han ingen it-undervisning havde fået da han forlod seminariet i 1997. Men så hopper kæden til gengæld også af:

“”Det er faktisk lidt af en katastrofe. De har kun forstand på bøger når de komme ud. Det er oldnordisk.” Og synd, for computerspil motiverer børnene mere end andre medier, mener han.”

For ikke så længe siden kunne man læse om en undersøgelse der påviste at lektier ikke giver det store faglige udbytte for børn, uden at nogen tilsyneladende havde tænkt at det heller ikke nødvendigvis er formålet. Lektier lærer børn tre andre uhyre vigtige ting, nemlig at at arbejde selvstændigt med et fagligt stof, de opnår rutine gennem repetition og de lærer selvdisciplin.

På samme måde kan man nok betvivle Nørgaards udgangspunkt: det er ikke sikkert at motivationsfaktoren overhovedet er den vigtigste når det gælder børns skolegang. Det handler vel i høj grad om at lære at arbejde med noget alene fordi det skal gøres. Om pligt og nødvendighed. Desuden er tanken om ydre motivationsfaktorer ren resignation: motivation kommer indefra, fra eleven selv, men den kan også være smittende og komme fra læreren. Hvor ellers?((Tak til lærere og lektorer der har været lysende eksempler på dette, hver på sin måde: Dansk- og klasselærer Mik Troelsen (Ørum), Engelsk: Jørgen Roed (Ikast), Latin: Sven Lindahl (Odense) og Filosofi: Jørgen Hass (Odense).))

Men lad det ligge. Noget helt andet og måske langt vigtigere er dette:

“Computerspils evne til at engagere eleverne, især de svage, fremhæves ofte af lærere med spilerfaring.”

Især de svage… umiddelbart lyder det jo meget sympatisk, omend man med nogen frygt må betænke om det man gør i virkeligheden bare er at sænke gærdet tilstrækkeligt til at alle kan komme over.

Jeg kan ikke gennemskue om det her handler om at “Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” eller om det handler om det mere moderne men lige så defaitistiske “Hvad ikke alle har lyst til at lære, skal ingen lære.

Men at det ikke handler om at lære noget er vist indlysende, for Markus Bernsen konkluderer på artiklen: “Nogen forskning tyder på, at computerspil styrker en række af de kompetencer, som efterspørges i »videnssamfundet« – omstillingsparathed, symbol- og billedbehandling, kreativitet.” Kort sagt ikke så meget, udover nogle mildest talt løse begreber uden konkret indhold. Viden i sig selv er åbenbart  ikke i så stor efterspørgsel i »videnssamfundet«!

Perspektivet er nemlig et helt helt andet, afslører Erik Sigsgaard, forsker ved Videnscenter for institutionsforskning på Professionshøjskolen UCC (sic!):

“Det er indlysende, at børn foretrækker at danne sig selv i fællesskab, i stedet for at høre påen voksen, der time efter time står og fortæller dem, hvordan verden hænger sammen. På trods af de mange muligheder, som de nye medier tilbyder, er det stadig udelukkende os voksne, der bestemmer, hvad børn må beskæftige sig med i al den tid, det opholder sig på institutionerne. Hvordan stemmer det overens med FNs børnerettigheder? Ifølge dem har børn ret til at søge viden om verden, lære og lege på egen hånd. De rettigheder mener jeg ikke nødvendigvis, vi lever op til.”

For helvede da osse…

___________
Markus Bernsen: Computeren er jo børnenes penalhus. WA d. 19. februar 2010

En lav sofa passer på de små

Sådan lyder en overskrift i Politiken som er illustreret af et billede af Daniel og Nadia Vega siddende på deres kun 20 cm høje sofa. Deres søn faldt engang ned fra sofaen og flækkede læben:

»Det er derfor, jeg nu har bygget en lav sofa til os. Det er utrolig dejligt, at børnene ikke kan falde ned fra den, og så er den hyggelig. Det er anbefalelsesværdigt!«, siger Daniel Vega Møller.

Man kan selvfølgelig indrette sit liv og ikke mindst dets omgivelser på at der er børn til stede, med alskens sikkerhedsanordninger og andet der skal forhindre at børn kommer galt afsted. Engang for år tilbage var jeg til fællesspisning med nogle medstuderende på universitet. Det foregik hos en familie hvor der var små børn og som en konsekvens deraf havde man valgt ikke at have noget der bare mindede om skarpe knive i huset – de små pus skulle selvfølgelig ikke komme galt afsted – men prøv lige at skære en steg for med en bordkniv.

Den slags er misforstået godhed, intet andet.

»Vi bor børnevenligt. Langs de store vinduer i stuen er der for eksempel ingen potteplanter eller vaser, som ungerne kan rive ned og få i hovedet«, siger fortæller Nadia Vega Vasiljev, 36 år og selvstændig kommunikationsrådgiver.

Absurd egentligt. Familien har selvfølgelig også gitter for den indvendige trappe både oppe og nede.

Vi har fire børn i huset (og vi er faktisk begge forældre til dem alle fire) og gitter for trappen (seks trin belagt med fliser) var noget vi, efter mange velmenende råd fra andre, monterede så snart vi flyttede ind men en søn på fire og en pige på fire uger. Det blev sjældent brugt. Alle børnene lærte længe inden de var et år at kravle op og kure på maven ned af trappen og de var faktisk hurtigt mere sikre på trapperne – i både lys og mørke – end jeg.

Børn er heldigvis indrettede således at man kan opdrage på dem og endnu bedre: de er så genialt konstruerede at de på det tidspunkt hvor de begynder at være mobile ved egen kraft er de også mentalt så udviklede at de kan forstå både et nej og en tilpas tålmodig vejledning (f. eks. i hvordan trappen bestiges). Så hvis bare man gider…

Selvfølgelig findes også de forældre som mener at deres børn, udstyret med en nutellamad i den ene hånd og en glas økologisk kakaomælk i den anden helt efter deres eget forgodtbefindende skal have lov til at udforske verden og ikke mindst hjemmet, undertiden både eget og andres, men det er også de børn som alle andre mennesker (for det meste i lidende tavshed) finder aldeles rædselfulde og hvis forældre man kun nødigt og nødtvungent inviterer ind i sit hjem. Men det er jo egentlig en anden historie.

Jeg sidder endnu engang med en fornemmelse af at have været vidne til (i artiklen forstås) dette meget moderne men ikke desto mindre tåbelige pædagogiske princip at barndommen er en art idealtilstand som man kun nødigt skal gribe ind i, snarere end den langt mere fornuftige og hensigtsmæssige tilgang til opdragelse og opvækst, at barndommen er det stadie som skal gennemleves for at blive og – langt vigtigere – for at lære at blive voksen. Meget smart pædagogik – især af den alternative slags – kunne kasseres hvis man holdt sig dette enkelt princip for øje.

Det skal jeg helt sikkert nok vende tilbage til.

__________
Mona Samir Sørensen: En lav sofa passer på de små.  Politiken, d. 13/2 2010

Shake it, baby!

I FOAs fagblad “Fag og Arbejde” er der i sidste nummer et tema om motorikbørn. Udover at bringe en masse forvrøvlet hokus-pokus til torvs, har Jonna Toft (journalist ved freelancebureauet Periskop) fået sneget nogle påstande ind i sine artikler som simpelthen kræver en kommentar.

Under overskriften “Hver 10. spædbarn er motorikbarn” skriver hun følgende:

Langt flere småbørn har problemer med motorikken, end vi hidtil har vidst. I 8 ugers alderen har seks ud af ti spædbørn motoriske afvigelser, og hos en ud af ti er de så alvorlige, at det kræver træning, hvis barnet skal udvikle sine bevægelser normalt.”

Spørgsmålet er selvfølgelig hvad der kan kaldes afvigelser og hvad der kan kaldes forskelligheder og det skal jeg ikke gå ind i.

Men træning! I 8 ugers alderen?

Er der ingen grænse for hvad mennesker vil bringe til torvs for at skaffe sig beskæftigelse eller er der bare ingen grænse for menneskenes vildfarelser?

Irritationer 2

“Venstre går nu på banen med et opsigtsvækkende forslag, der kan ommøblere meget store dele af den offentlige sektor. Det store regeringsparti vil have stat, regioner og kommuner til at sende alle offentlige opgaver i udbud. Private virksomheder skal kunne byde ind på alt fra drift af folkeskoler og sygehuse til ældrepleje.»Så kan vi finde ud af, hvilken pris og kvalitet alternative udbydere kan levere til. Den bedste og billigste bør altid have opgaven,« siger erhvervsordfører Jacob Jensen (V), som står bag det 37 siders oplæg, der i forgårs blev godkendt og rost af Venstres folketingsgruppe med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen.” (V: Skoler og sygehuse skal i udbud, berlingske.dk, d. 12/6 2008)

Således står der at læse i Berlingske Tidende og det er jo herligt. Som om de to ord kan sidestilles: den billigste løsning er nok sjældent den bedste og omvendt. Isvaflen til 2,95 i Aldi er næppe af samme kvalitet som den til 20,00 i kiosken som igen næppe er så god som den med tre kugler til 55,00 i isboden.

Udsagnet “den bedste og billigste” giver kun mening hvis det “bedste” også reduceres til et spørgsmål om økonomi: bedst fordi den er billigst!

Rettelig burde det formuleres “den bedste eller billigste“, men så bliver det jo også indlysende hvor intetsigende udsagnet er. (Jo, jeg ved godt hvad han mener er “den bedste til prisen” eller “samme ydelse til bedste pris”, men det er ikke det han siger. I stedet konstruerer han en slags newspeak der udsiger noget helt andet og i øvrigt umuligt!)

Kontrapunkt

Forleden blev en lille dreng ved højlys dag og for øjnene af sin mor kidnappet af en bande på tre mand. Motivet var pengeafpresning. I den forbindelse kunne man læse følgende ekspertudtalelse i BT.

“Det vil kræve et alvorligt stykke professionelt psykologisk, kriseterapeutisk arbejde at få Oliver ovenpå efter den voldsomme kidnapning – hvis han igen bliver genforenet med sin familie.”

Således lød det fra psykolog professor dr. med Jørn Beckmann i BT, og han fortsatte:

“Hvordan det videre kommer til at gå ham, kommer an på hvor dygtige psykologer, der krisebehandler den her lille purk.”()

Sådan rådgiver man, ikke om sit fag og hvad det kan gøre for folk, men om fagets nødvendighed.

Ikke engang et døgn efter disse udtalelser blev Oliver befriet fra sine kidnappere af politiet og mens tusinder af psykologer sikkert havde våde drømme om at få lov til at behandle dette fine eksemplar, talte Ekstra Bladets Piet Baunø med Olivers farfar:

“- Har du talt med Oliver?

– Ja, han ringede fra Helsingør Politistation og råbte jublende, ‘farfar, farfar – jeg har fået en cola af politiet’.”

__________
Nikoline Westergaard: Sådan har Oliver det nu. BT, d. 17/4 2008
Piet Baunø: Olivers farfar rørt og lettet. EB, d. 17/4 2008

Hjem til mor!

Jyllands-Posten bringer historien om en masse unge brandstiftere der, selvom de godt ved hvordan man bruger en lighter, åbenbart ikke har forstået hvad et fængsel er for noget. På grund af det store antal, er alle de sikrede ungdominstitutioner overbelagt og en del af de unge brandstiftere er i stedet havnet i fængsel.

Fængselsinspektør Peter Vesterheden citere et at de unge mennesker for følgende udtalelse:

“Kan jeg ikke besøge min mor? Bare i en time? Jeg skal nok komme tilbage igen!”

… og det er jo meget sødt. Noget helt andet er den alvor der ligger bag situationen og som gerne skulle gå op for de unge mennesker, men i følge en kvindelig fængselsfunktionær åbenbart ikke i al for høj grad, således:

“Vi skal ikke være for bløde ved dem, for det skal ikke være sjovt at være her. Men vi skal heller ikke være for hårde ved de unge, for så risikerer vi jo, at de bryder sammen.”

Jeg ved ikke hvad dette “sammenbrud” er for noget; et underligt miks af poppsykologi og forfejlet pædagogik? Hvad ville der ske hvis de unge virkeligt gik der fra med tårer i øjnene og en slem forskrækkelse? Tænk hvis de derudover kunne tage med sig viljen til aldrig at ville tilbage dertil? En lektion for livet er ikke nødvendigvis noget negativt og man kunne vel ligefrem sige at man dermed havde gjort de unge menneske en tjeneste.

Men man aner allerede den velmenende pædagog der snakker om traumatiserede unge. Misbruget af begrebet “traume”(i den psykologiske betudning) kender vist dårligt grænser og det er visse steder reduceret til at betyde omtrendt det samme som “ubehagelig oplevelse” eller “slem forskrækkelse.” Hvert femte barn i Vollsmose er således i følge undersøgelser traumatiseret. Aarhus Universitet konkluderede at 38% af 430 skoleelever i Seest var traumatiserede efter eksplosionen på en lokal fyrværkerifabrik. I en artikel i Sygeplersken (nr. 5 1999) kaldte Grethe Kjærgaard oven i købet Sydafrika for “et traumatiseret samfund.” Selv et kys kan være traumatiserende! (Således blev fotomodellen “Gisele Bundchen ‘traumatised’ by lesbian kiss” under indspilning af en film: “When it came to the scene I was really nervous. “I said to Jennifer, ‘I’m sorry, I’m going to have to do this.’ So I did it, and it was kind of embarrassing. I was thinking, ‘What are my mom and dad going to say when they see this?’ “It was traumatising in the beginning, but then I got used to it.””)

Jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på om det er denne udviskning af grænserne mellem den kliniske betegnelse og den overfladiske dagligdags brug af begrebet der ender i flydende grænser for hvornår behandling eller psykologbistand er påkrævet (læg mærke til hvor hyppigt begrebet “psykologisk krisehjælp” optræder i medierne) eller om det forholder sig omvendt – men der er da ingen tvivl om at forholdet bør være enhver psykologs våde drøm. Dog tør jeg godt konkludere at offerrollen generelt ikke er til gavn for de mennesker der ofte unødvendigt bliver den påtvunget. Således også de ovennævnte unge der endelig ikke må bryde sammen; hvis man har den psykologiske hårdførhed der gør at man kan sætte ild til en bygning uden at bryde sammen, så overlever man nok også et par dage i fængsel. Også selvom der måske ikke er så rart.

Opdragelse?

Overhørte på fortovet foran den lokale købmand, følgende samtale mellem en pædagog og en femårig dreng:

Pædagog: “… og du ser også Pyrus?”

Dreng: [et eller andet uhørligt]

Pædagog [lettere overasket]: “Nå, du har fjernsyn på dit værelse?”

Dreng: “Ja, det ser jeg hver aften. Også om natten indtil jeg falder i søvn. Jeg er nemlig mørkeræd.”

Man kan bare undres.

At tale eller ikke…

Det kan godt være at når man er kendt og når det man lever af kræver at man er kendt, så er det nødvendigt at vedligeholde offentlighedens interesse i ens person. Men er det ensbetydende med at man er fritaget fra en forpligtelse til at holde kæft når man ikke har noget væsentligt at fremføre.

I praksis er det sikkert sådan. Der er nok af mennesker hvis mentale blufærdighed er stort det ikke-eksisterende og som, stukket en mikrofon i fjæset, nok skal sørge for at få sagt et eller andet ligegyldigt hvor overfladisk eller dumt det end måtte være. Eller ligegyldigt hvor privat og uvedkommende det måtte være.

I en ideel verden ville alle have tilstrækkelig selverkendelse til at holde kæft når de ikke havde noget væsentligt at kommunikere. I en lidt mindre ideel verden ville alle journalisterne i det mindste vide hvad der var relevant at kommunikere videre og skære resten fra. Ingen af delene er tilfældet. Vi har den presse vi beder om; kan det sælges bliver det skrevet.

Friheden til at vælge møgsprøjter som Ekstra Bladet, BT og diverse gratisaviser fra har vi i det mindste og kan benytte og af den, eller vi kan vælge at se det hele som et muntert cirkus hvorfra vi kan hente os et dagligt billigt grin. Undertegnede har valgt det sidste. Ovenstående link er et glimrende eksempel herpå. Her er et til.

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) blæste i juli måned til angreb på det hun ser som fasttømrede kønsroller i danske daginstitutioner. Hun udtalte til Politiken, (d. 3. jul 2007):

»Det vi skal have gjort op med, at man automatisk sætter drengene til bestemte aktiviteter, og at pigerne skal optræde på en anden måde og lave bestemte aktiviteter.«

og

»Vi skal sikre, at pigerne bliver udfordret på forskellige aktiviteter ligesom drengene, så vi ikke er med til at stigmatisere og sige, at sådan er drenge og sådan er piger.«(

Sjovt nok ligger ovenstående ikke fjernt fra den ideologisk baserede marxistiske psykologi, som man stadig underviser i på de danske pædagogseminarier og som har et klart kønspolitisk formål: kønsroller er en social konstruktion.

Jeg vover et gæt på at minister-Eva ikke selv har børn, eller i hvertfald ikke har ulejliget sig med selv at opdrage dem: børn viser sig stort set fra dag ét (i hvertfald for dem der selv gider at tager sig af deres børn) at være kønsmæssigt differencierede i en sådan grad at det er påfaldende for enhver der omgås dem. Køn er hardcoded – hvilket ikke udelukker de i reproduktionsmæssigt øjemed indlysende programmeringsfejl som homoseksualitet etc. De er også medfødte og lige så naturlige. Har ikke gidet gennemtænke hvad ministerens ord har af implikationer i den sammenhæng, om nogen overhovedet – og det er bare ærgeligt at det ikke passer moderne cafe-besøgende karriere-dyrkende kvinder.

At der ikke er grænser for hvad ideologi kan lede mennesker på af vildfarelser er ikke noget nyt, men det er unægteligt interessant at dette typiske venstrefløjstema har haft sådan en gennemslagskraft at selv en venstreminister køber det og bruger det til selvprofilering i de ellers politisk halvdovne sommermåneder.

 

Oldtidens Berømmelse

Oldtiden havde een god Skik.
Arbejde maatte krydre Maden:
Fyrsterne selv bag Ploven gik,
Pakkede Kornet selv i Laden.
Smaaherrer! kiende I Lee eller Loe?
Kunde I tærske for Føden! Jo! Jo!
Sulte I maatte, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.Oldtiden havde nok en god Skik:
Huuslighed klædte en Fyrstinde.
Til al den Stads, hvori hun gik,
Selv Hendes Høihed maatte spinde!
Smaaepiger bruge nu Fødderne nok;
Mon de kan dreie den snurrende Rok?
Serkeløs bleve de, om det gik.
Efter hiin gamle gode skik.Mage dertil var denne Skik:
Frøkener gjorde Huset Nytte,
Malkede selv en Lædskedrik,
Satte den frem i reenlig Bøtte.
Bøtter og Melk er for Bønder og Fæ;
Frøken og Junker er skaaren af Træ.
Kæmper vi havde, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Ei at forglemme den skiønne Skik:
Love og Folk vare lige gode,
Redelighed var Politik,
Dannemænd da hverandre troede;
Nu har vi Jura og Statskonst og Eed:
Ingen for smukke Folk sikker sig veed.
O hvilken Lykke, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik!

Hører Børnlille! nok en Skik:
Stadighed var i Smag og Sæder!
Datteren glad til Høitid gik
I sin Moerlilles Brudeklæder.
Nu dreier Moden som Hiul os omkring,
Aargammel Stads er en gyselig Ting,
O hvilken Vinding, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Dette var og en kostelig Skik:
Giestfrie Velkomst løste Tungen,
Hiertet blev varmt ved Fædres Drik,
Latter og Omqvæd rens’de Lungen.
Nu har man glimrende kold Assemblee,
Ligesom Maaneskin spiller på Snee.
O! hvor langt bedre, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Endydermere var det og Skik:
Fias hedde Fias og ei Fadaise,
Ingen da Navn af Autor fik,
Førend han havde lært at læse.
Nu skriver hver, som kan tygge en Pen,
Piner sin Muse og trætter sin Ven.
Vel vore Øren, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Item var det og Oldtidens Skik:
Konen til Takke tog med Manden;
Han ikke efter Friller gik:
Hun lod ham haveRo i Panden,
Konen nu kielent som Vagtelen slaaer,
Manden så lønlig på Dumpejagt gaaer.
Vel vore Glutter, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Priselig var og denne Skik:
Pigerne kom lidt seent til Dandsen,
Sielden de sig en Skovtour fik;
De bar, med Rette, Hæders-Krandsen.
Bruden nu hopper saa kyndig i Seng,
Skienker sin Mand en fem Maaneders Dreng.
Vel mangen Brudgom, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Hører endnu en herlig skik:
Brudgom og Brud vare lige sunde.
Konen hvert Aar en Arving fik,
Otte-Punds Karle, røde og runde.
Hun ingen Helbred og han ingen Marv,
Hvad kan de giøre til Fædrelands Tarv?
Vel Efterslægten, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Endelig var det og Oldtidens Skik:
Døttrene maatte lave Maden,
Blev fra Parnas og Pikenik,
Søndagen saaes de kun paa Gaden.
Nu har de Følelser, Læsning og Vid,
Kan ikke sætte en Gaas paa et Spid.
Vee vore Piger om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

– Johann Clemens Tode (1736-1806)

Ovenstående er hentet fra F. J. Billeskov Jansen: Den Danske Lyrik I-IV, bind 1, p. 273. Bøgerne fundet i perfekt tilstand på et hollandsk bogudsalg i Odense, for kun ti kroner pr. bind. Samme bogudsalg hvor undertegnede så to unge piger købe gamle (læder)indbundne bøger efter farven på bindet (de skal jo gerne passe til farven på møblerne, eller hvad nu); ganske uden Følelse, Læsning og Vid, men helt efter hiin gamle gode Skik!

Hysterisk

Jeg tror ikke på at børn er hysteriske. Det er situationen, der er hysterisk.

… siger Charlotte Guldberg, Formand for Børnerådet, i en artikel om børneopdragelse i Nyhedavisen, d. 11 juni 2007.

En situation kan på ingen måde være hysterisk. Mennesker kan være hysteriske (egentligt er det kun kvinder der kan, men det er en anden historie) eller man kan sige de reagerer hysterisk på en bestemt situation og det er jo det børn gør, nogle børn oftere end andre ligesom nogle har lettere ved det end andre. Alle forældre genkender det formodentlig som det der populært betegnes som et Bilka-anfald, men det er også en anden historie.
Værd at bemærke er metoden til bortforklaring der bliver anvendt i ovenstående citat. Den kunne finde anvendelse på utroligt mange områder.

For eksempel når jeg bliver bebrejdet at jeg er vred, kan jeg starks erklære at det ikke er mig, men derimod situationen der er vred. Eller endnu bedre: Hvis jeg er min kone utro, kan jeg med fordel hævde at det ikke er mig der er utro, men i stedet situationen. Eller man kunne forstille sig Sadaam Hussein for retten hævdende at det skam ikke var ham der var ond, men situationen.