Vox populi

Nu har jeg tidligere citeret et par gange fra Annegrethe Rasmussens indlæg i Politiken under titlen “Mor til fire: Kæft, trit og retning i skolen virker jo.” (Politiken, d. 5/3 2011) Ikke overraskende får det en hård medfart af Politikens læsere, her er nogle illustrative eksempler, som samtidig kan tjene til en lille ABC over hvilke helt almindelige vildfarelser man kan havne i:

Jesper S, Kbh. Ø:>>Kæft, trit og retning i skolen virker jo<< Jo da, hvis man vil have soldater med komplekser, men ikke hvis man vil have kritisk tænkende individer med selvforståelse.

Der er ingen middelvej i uddannelsessystemet: enten laver man soldater med komplekser eller man laver kritisk tænkende individer med selvforståelse. Det sidste er en af de mest indholdsløse fraser fra pædagogikkens verden som oftest dækker over mennesker som stædigt fremturer i deres uvidenhed – vi kan ikke have en nation af kritisk tænkende individer: langt de færreste mennesker formår at tænke kritisk og det er nok heller ikke ret mange samfund som har brug for sådanne, ydermere lægger en betydelig del mediebilledet i Danmark, dvs. Ekstra Bladet og BT in toto på avisfronten og på TV alt hvad der hører til kategorierne Paradise Hotel, Fangerne på Fortet, X-Faktor, Vild med Dans, Robinson osv osv absolut heller ikke op til at publikum skal være kritisk tænkende individer med selvforståelse!

– – –

Hasse Poulsen, Paris: “”her underviser vi i diciplin via frustration” fortalte forstanderen for en børnehave os da vi i 2001 ville indmelde vores 2 årige barn i den lokale børnehave i paris. Der er lavet så mange undersøgelser om hvad der er godt for børns indlæring at det det er meningsløst at stille de gammeldags dyder som udenadslære op mod kreative metoder. Udenadslære giver bare gode karakterer i udenadslære.”

Udenadslære (eller paratviden) handler om viden af den konkrete slags, den slags som danner grundlag for enhver kvalificeret beslutning – og uden hvilken sandsynligheden for at træffe en sådan mindskes voldsomt, hvis ikke direkte umuliggøres.

Udenadslære giver bare gode karakterer i udenadslære,” er nok det allermest stædige forsvar for enfoldighedens velsignelser overhovedet!

– – –

lone, kbh:Jeg bor selv i et land med lignende skoletilstande som forfatteren beskriver. Danskerne er langt foran når det kommer til nytænkning, individualitet, evne til at argumentere, kreativitet, samarbejde osv..

Ak ja, men viden … ? Endnu et forsvar for den veltalende enfoldighed.

– – –

Martine Seedorff Perregaard, København:Jeg kan følge dig et stykke af vejen. At man skal have disciplinen tilbage i den danske folkeskole er vi ikke uenige om. Når det så er sagt synes jeg at det er noget pjat at det skal være okay at underminere et barns selvværd ved at rive dets tegning i stykker. Det kan man kalde blødsøden dansk hippie-mentalitet, men den form for undergravelse af et andet menneske synes jeg bare ikke er okay.

Jamen dog. En enkelt handling skulle være nok til at underminere at barns selvværd? Selv gentagelser ville ikke engang nødvendigvis være af det onde, hvis det medførte at barnet forlod skolen med en ide om hvad det mestrer og en lige så tydelig ide om hvor dets fremtid ikke ligger. Nogle mennesker kan vitterligt ikke tegne og får det aldrig lært, uanset hvor meget de prøver (jeg er en af dem) og måske er det virkeligt ikke nogen skade til, at de bliver klar over det, frem for at de forlader skolen som en Picasso udi egen indbildning!

– – –

Thomas Barnes , Helsingør: Respekt ikke er et ensrettet begreb. Respekt, der kun går den ene vej, er ikke respekt, men frygt. Når man som elev bliver bedt om at respektere læreren, så handler det i lige så høj grad om, at læreren respekterer eleven. Det er ikke tilfældet her i Rasmussens fortælling, hvor læreren river en (innovativ?) tegning i stykker. Respekt for læreren? Den kommer med lærerens faglige kvaliteteter.

Respekt går i alt væsentlighed den ene vej i dette tilfælde, hovedsagligt fordi at læreren er den voksne og den der besidder noget viden som eleverne skal tilegne sig. Men man kan selvfølgelig også vælge at vende tingene på hovedet og kalde enhver barnlig tegning for innovativ og slippe uden om ethvert tilløb til at eleven skulle kunne forbedre sig gennem øvelse. (2+3=6 er således heller ikke en fejl, men blot innovativ matematik, ikke sandt?)

Eller som Annegrete Rasmussen selv siger: “Hvis politikerne tog globaliseringen alvorligt, ville de indse, at det er nødvendigt med et helt nyt grundsyn på barnet, der tager udgangspunkt i, at det er godt at stille krav til børn. At det er sjovt at være god til noget, og at voksne stort set altid er de klogeste og derfor har krav på respekt.”

– – –

Morten Nielsen, Frederiksberg: “”Det er godt at være med, men det vigtigste er nu engang at vinde.” Nå. Siger hvem? Vinderkulturen med high-fives, diplomer og primitiv selvdyrkelse repræsenterer et ynkeligt tilbageskridt væk fra civilisationen og humanismens erkendelse. Men til hest med humanismen og til kamp mod Kina!!! Endnu en DJØF’er markerer sig med fascistisk tankegods. Tak for den klare udmelding, Annegrethe Rasmussen.”

At det vigtigste er at vinde ved enhver dreng eller pige som har dyrket sport eller spillet et spil. Jeg ville kalde det helt naturligt. Men et eller andet sted ude på den meget ekstreme venstrefløj befinder der sig en lille gruppe mennesker for hvem alle der ikke deler deres holdninger er fascister.

– – –

Anders Fabricius Møller, Fredensborg: “En af fordelene i det Danske skolesystem er den kollektive kreativitet, som vi nyder godt af i industrien. Den fremmes ikke ved at sætte fokus på enkelt individet på bekostning af fællesskabet. Kompleksiteten i viden i dag gør at det er fællesskabet som skal bære ideen ikke enkelt individet.”

Fællesskabet eller det kollektive bærer intet. Hundrede personer som kan tælle til ti tæller stadig kun halv så langt som éen der kan tælle til tyve. Fem millioner danskere kunne aldrig tilsammen have skrevet Kierkegaards værker eller tænkt Bohrs tanker …

– – –

Og således bliver det ved over tyve sider, med kommentarer der i overvejende grad afviser værdien af disciplin og lærdom og viden til fordel for kreativitet og fællesskab og selvforståelse.

Jeg ved ikke om der er en pointe på det her, udover at der er grænser for hvad den kollektive kreativitet kan udrette, for der synes helt klart være en tendens til at mennesker langt oftere istemmer koret end lader sig inspirere af andres fejltagelser og misforståelser til selv at foreslå noget bedre. Måske fordi noget sådant – som alle andre former for kritisk tænkning – kræver viden, masser af den og at du derfor kun sjældent vil få fornøjelsen af at kunne korrekse en som ved mere end dig selv.

Kæft, trit og retning – II

“Jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke i Danmark sætter undervisningstiden op og anvender den mere effektivt.

Og hvorfor de danske forældre f.eks. ikke forlanger karakterbøger fra 1. klasse, så de får feedback på, hvad børnene lærer? At bede om uniformer for at slippe for modetyranni eller at blive Des med lærerne er nok for meget at bede om.

Mit bud er, at det handler om forældrene selv. Udenadslære kræver f.eks. en enorm hjælp, tilstedeværelse og opdragelse fra de voksne. Børnene skal tillige være motiverede og udhvilede, når de møder om morgenen, ikke hænge foran tv og computer det halve af natten. Og de skal støttes hjemmefra i, at ting bliver meget sjovere, når man er god til dem.

Det er simpelt hen ikke godt nok »bare at bestå« – som jeg har hørt utallige unge danskere sige til mig over de sidste mange år, når jeg har spurgt dem om deres mål med skolegangen.

At stille krav til sine børn er ikke at mishandle dem, men at gøre dem en tjeneste. Det vil medføre, at de dygtige elever bliver endnu bedre, og det vil give de svagere bedre rammer og bedre arbejdsforhold med en fastere struktur.”

– Annegrethe Rasmussen, Politiken d. 5/3 2011

Børn

Jeg faldt tilfældigvis over denne tekst på en blog som tilhører Mette: “Hold fast, hvor jeg bare elsker de børn. De er jo et mirakel – ligesom alle børn er det for deres mødre. Jeg elsker dem bare så højt. Langt ind i hjertekulens inderste gange og huller. Helt derinde flyder kærligheden …”

Mere banalt bliver det ikke – nogensinde – og det er måske nok værd at huske på at alle kan elske et barn, der ligger ikke nogen præstation deri.

Måske er det på sin plads at minde alle om, at selv den værste fjende, selv det største uhyre, ja selv den du hader allermest, elsker børn.

abyssus abyssum invocat

Så tager vi lige endnu (mere  her) et skridt mod dumhedens afgrund via en artikel i Politiken:

“Regeringen vil skabe mere vækst ved at indføre en ny etårig kandidatuddannelse på universiteterne og dermed gøre op med hele uddannelsessystemets nuværende tankegang.

Det er videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens (K) oplæg, når regeringens Vækstforum med sværvægtere fra erhvervsliv og fagbevægelse i dag træder sammen for at diskutere, hvad der skal til for at skabe mere vækst i Danmark.

»Vi får brug for højtuddannet arbejdskraft, og universiteterne skal have mulighed for at designe uddannelser, der ikke følger systemet i dag med tre års bacheloruddannelse og to år til at få en kandidat«, siger Charlotte Sahl-Madsen.” ()

Men kunne spørge hvorfor sværvægtere fra erhvervsliv og fagbevægelse i det hele taget skal blandes ind i dette her og man kunne spørge hvorfor uendelig vækst i sig selv skal være målet eller om det overhovedet kan være et mål for noget som helst, men det lader vi lige ligge til en anden gang og kigger lidt på ministerens logik: Vi får brug for mere højtuddannet arbejdskraft, så vi skærer lige et år af kandidatuddannelsen og så får vi det! Eller gør vi …?

“I dag er det kun 10 procent af bachelorerne, der ikke læser videre, men hvis universiteterne opretter etårige kandidatuddannelser, får denne gruppe mulighed for at blive mere kompetente på bare et år. Og når uddannelsesniveauet øges, stiger erhvervslivets produktivitet og vækst automatisk, mener ministeren.” ()

Nu er det jo ikke så mange år siden at man overhovedet indførte bachelorgraden (det var i 1993), men eftersom kun ti procent ikke læser videre, så ville det ikke være lige så indlysende at lave en fire-årig bachelor og en to årig kandidat ovenpå? Så ville man da få flere højeuddannede? Man øger jo trods alt ikke uddannelsesniveauet ved at sænke kravene.

“Det er positivt, at regeringen tænker ud af boksen. Vi er i en tid, hvor de unge skal hurtigere igennem, og vi får brug for flere højtuddannede, siger Jannik Schack Linnemann, forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.” ()

Og det er jo netop det som er pointen: Flere igennem systemet hurtigst muligt og så ser man stort på kvaliteten. Lidt ligesom at spise på McDonalds.

Vi vil få et lavere fagligt niveau, hvis for mange vælger en ‘kandidatuddannelse light’. Det er udtryk for en kortsigtet og uambitiøs tankegang, der reelt modarbejder de vækstbehov, det danske samfund står over for.

… siger DJØF formand Finn Borch Andersen til Politiken og selvom jeg er enig i første del af hans udsagn kan man kun igen vende sig mod denne tendens til at måle alt i økonomisk vækst (Se fx her), for i sidste ende er det intet andet end tegn på hvor fuldstændig åndsforladt vores samfund og kultur er blevet at penge er blevet altings målestok.

“… unsre »höheren« Schulen sind allesamt auf die zweideutigste Mittelmäßigkeit eingerichtet, mit Lehrern, mit Lehrplanen, mit Lehrzielen. Und überall herrscht eine unanständige Hast, wie alsob etwas versäumt wäre, wenn der junge Mann mit 23 Jahren noch nicht »fertig« ist, noch nicht Antwort weiß auf die »Hauptfrage«: welchen Beruf? – Eine höhere Art Mensch, mit Verlaub gesagt, liebt nicht »Berufe«, genau deshalb, weil sie sich berufen weiß… Sie hat Zeit, sie nimmt sich Zeit, sie denkt gar nicht daran, »fertig« zu werden – mit dreißig Jahren ist man, im Sinne hoher Kultur, ein Anfänger, ein Kind.”

-Nietzsche: Was den Deutschen abgeht – 5

__________
Lyn-kandidater kan blive discount-kandidater, Politiken d. 21. jan 2011
DJØF: Regeringens forslag om ‘lynkandidater’ er farlig for væksten, Politiken, d. 21. januar 2011

http://lundbech.com/?p=537

Ode til dovenskaben!

(Undervisning III)

Vi tager lige endnu en rundtur i de kinesiske undervisningsidealer, gennem følgende læserbrev i Weekend Avisen:

Rektorerne mere end antyder, at danske elever bør disciplinere sig i retning af de kinesiske. Hvorfor det? Jeg finder det mere sandsynligt, at de kinesiske elevers indre motivation for at studere flittigt og lydigt vil falde i takt med stigende velstand, åbenhed og frihed i Kina. (Jan Fischer, Produktchef og cand. silv., Roskilde i WA d. 17/12 2010)

Hvorfor skulle vi da også hylde dyder som flid, lydighed, disciplin når vi kan læne os tilbage i stolen og være os selv og vente på at de andre bliver ligeså dovne som vi…

Undervisning II

Nu er det ikke engang en måned siden at professor Niels Egelund udtalte til BT “Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land.“ Jeg kommenterede det her. Weekendavisen bragte artiklen: “Hvad skal vi leve af?” (WA, d. 5/11 2010) og “Gymnasiets Død” (WA, d. 26/11 2010)) og som kommentar dertil, øser statskundskabsstuderende ved KU Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard af sine egne erfaringer i Weekend Avisen fra d. 17/12 2010. Og det måtte jo komme: det kan da ikke passe at kommunistiske Kina kan noget som vi ikke kan, vel?

“Selvom Kina udvikler sig på flere måder hen imod den vestlige verdens liberalistiske og individualistiske værdier, er landet fortsat underkuet af det kommunistiske etpartisystems magtmonopol. Statens strenge hierakiske forvaltning smitter af på uddannelsessystemet. En stor del af den undervisning, jeg overværede og deltog i, baserede sig på envejskommunikation mellem lærer og elev, ligesom den faglige målsætning for eleverne var fokuseret på udenadslære af et omfattende pensum. En anden konsekvens af den kinesiske stats topstyring oplevede jeg i form af en generel ukritisk tro på alle form for autoriteter.” (Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard, WA d. 17/12 2010, s. 13)

Flere kulturelt betingede fordomme er det vist umuligt at få presset ind i så lidt tekst. Hverken et etpartissytem eller en streng hierakisk statsforvaltning er argumenter for eller imod noget som helst. At undervisning foregår som envejskommunikation fra lærer til elev eller at undervisningen baserer sig på udenadslære er heller ikke, selvom Frk. Fuglsamg-Damgaard åbenbart mener at det, måske fordi sådan gør vi ikke, netop forholder sig således. På samme måde kan man sige at ukritisk tro på autoriteter slet ikke er så slemt hvis autoriteterne er de rigtige. Problemet er jo at de fremhævede passager præsenteres som (mod)argumenter i sig selv, alene fordi de repræsenterer som modsætninger til vores måde at gøre tingene på.

Værre endnu bliver det for Frk. Fuglsang-Damsgaard:

“Jeg giver Klaus Wivel ret, når han i sin kritik af den danske gymnasieskole skriver, at skal man tænke selvstændigt, bliver man nødt til at vide noget. Men man kan rette en lige så vigtig kritik af det kinesiske uddannelsessystem ved at vende logikken på hovedet: Det er mindst lige så vigtigt at kunne tænke selvstændigt, før man kan vide noget.” (Ida Josefine Fuglsang-Damsgaard, WA d. 17/12 2010, s. 13)

Øh… nå?

Det vil sige at hvis det ene forudsætter det andet, kan man vende logikken på hovedet, så det andet også forudsætter det ene? Altså hvis en bil har brug for hjul for at kunne køre, så skal bilen også kunne køre for at kunne have hjul? Det er selvfølgelig noget helt igennem forfærdeligt sludder.

For at kunne tænke selvstændigt, for at kunne udlede og konkludere må man have en tilstrækkelig viden og jo større viden jo større sandsynlighed for at man træffer de rigtige valg. Det er indlysende. Til gengæld er det ligeså indlysende at der findes mange mennesker og mange jobs for hvilke det absolut ikke er nødvendigt at kunne tænke selvstændigt, udover at kunne udlede ud fra tillært viden. Min tandlæge er et fint eksempel. Hos soldater er det nok ofte ikke ønskeligt og hos flyveledere vil vi nok også betakke os for alt for megen kreativ tænkning. Og så videre.

At viden uden tanke undertiden kan virke værdiløst er en helt anden sag, men til gengæld er ovenstående, at logik ikke bare hovedløst kan vendes på hovedet, nok et glimrende eksempel på at selvstændig tænkning uden alt for megen viden er direkte farligt for det samfund eller den person som lader sig styre derefter.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010

Undervisning

“Det er en katastrofe. Vi bliver overhalet af de asiatiske lande. Vi bliver et fattigt land”, udtaler professor Niels Egelund i BT i dag, som en kommentar til afsløringen af at handelsskoleelever på Tietgenskolen i Odense ikke kan regne selv simple regnestykker som 9 gange 5!

“600 elever begynder på skolen hvert år. Af dem starter 100 elever på skolens erhvervslinje, som sigter mod at stå i butik eller sidde på kontor. Halvdelen af disse 100 unge kan kun læse på 3. eller 4. klassesniveau. 80 procent regner på 3. eller 4. klassesniveau, viser skolens egne test.”

Samtidig kan Politiken afsløre at danske elever har tabt to skoleår siden 1960:

“Tobias Zimling Kristiansens beregninger viser, at eleverne har mistet 1.300 klokketimers undervisning i løbet af et skoleforløb, siden staten for første gang formulerede et krav til antallet af undervisningstimer i den såkaldte Blå Betænkning fra 1960.

[…]

Men eftersom mange skoler i dag underviser efter Undervisningsministeriets minimumskrav til timetallet, så er tabet flere steder endnu større og udgør cirka 1.800 klokketimer.

Det svarer i runde tal til to skoleår.”

Hvad havde man regnet med?

Men timetallet er jo ikke engang det eneste problem. Måske ikke engang det største.

For det første går man ud fra ideologisk funderede pædagogikker som er baseret mere på lyst end på konkrete krav og den (arbejds)disciplin der er en nødvendighed for erhvervelsen af kompetenser og endnu værre sniger der sig ofte regelrette absurditeter ind som f. eks. begrebet om “ansvar for egen læring”.

Desuden har man forlængst frataget lærerene magten (jvf. de kurser til folkeskolelærere om hvordan man undgår at blive slået som er omtalt her) og lagt den i hænderne på umulige elever som i den rummelige folkeskole kan hærge og regere i årevis før der handles. Spørgsmålet ikke bare om vi overhovedet har en lærerstand som vil være i stand til at løfte en undervisningsopgave i forhold til den frygt Niels Egelund giver udtryk for, men måske også om de i det hele taget ønsker det?

Men dette er ikke et isoleret ideologisk problem som kan placeres på venstrefløjen, selvom det ellers er fristende. Regeringens udspil til en ny folkeskolereform som lægger op “til flere test, flere karakterer, mere forskning og flere timer til de små elever” (BT, op. cit.) er akkurat lige så absurd som når politikere og forældre sammenligner folke- og privatskolers karaktergennemsnit og i deres grænseløse uvidenhed tror at de kan bruges til noget som helst.

Spørgsmålene hober sig op: Flere test, flere karakterer? Men hvad vil du bruge resultatet til? Mere forskning? Men i hvad? Flere timer til de små elever? Men hvordan skal de bruges?

I de små klassetrin lærer eleverne i dag at børnestave, hvilket vil sige at de lærer at stave som de vil og som de tror det staves udfra hvordan ordene lyder og så kommer de små pus hjem og viser forældrene hvad de har skrevet og forældrene siger “Nej, hvor er du dygtig!” mens de betragter nogle liniers tekst som barnet har barnestavet sig til i skolen og som egentlig lige så godt kunne være på serbokroatisk som på dansk. Fremgangmåden svarer til at lære børn babysprog (du ved: vovhund og futtog og rapand) inden de lære at tale rigtigt. Men at først lære dem det på en måde og så en anden er intet andet en spild af tid. Men børnene har det jo sikkert sjovt …

“I tresserne og halvfjerdserne rendyrkede man blandt pædagoger og lærere en idé om det naturlige som løsning af snart sagt alle problemer. Oprindeligt stammede tanken fra den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778). I sit hovedværk Emile – eller om Opdragelsen fra 1762 (på dansk i 1796-99) hylder han den grundlæggende forestilling, at mennesket fra naturens hånd er godt, mens det ødelægges i menneskehænder. Opdragelsen af børn skulle derfor alene stimulere det naturlige i mennesket, barnet, og ikke stille det forhindringer i vejen. Ligesom planten i urtepotten skal barnet blot følges opmærksomt på vej, så det kan udvikle sine egne medfødte evner og muligheder. Og for en sådan udvikling kan den (fordærvede) voksne næsten kun stå i vejen.

Og akkurat en sådan iagttagende botanikerrolle tildelte 30’ernes, 60’ernes og 70’ernes reformpædagogik læreren og pædagogen. Dybest set vidste læreren ikke bedre end eleven, selvom læreren immervæk havde taget en uddannelse indenfor et bestemt fag, hvis kundskaber hun – strengt taget! – var sat til at formidle.

Allerede i den såkaldte Blå Betænkning fra 1958 havde man foregrebet denne forestilling, idet folkeskolen nu ikke længere alene skulle formidle nyttige kundskaber, men med et typisk reformpædagogisk udtryk skulle ”medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”, sådan som det senere i 1975- og 1993-loven kom til at hedde i folkeskolens formålsparagraf.” (Henrik bang Møller: Folkeskolens kerneopgave: læring!)

Intet vil blive ændret. Det er ikke vilje der er gået tabt, det er viden, og den kan man ikke snakke sig til. Der kommer alskens pædagogik og velvilje og gode intentioner til kort.

__________
ØØØØØHH! Hvad er ni gange fem?, BT, torsdag d. 9/12 2010
Danske elever har tabt to skoleår siden 1960, Politiken d. 13/12 2010

Disciplin

“Frygt er et overset middel til opdragelse. Effektivt. Brugbart. Og selvfølgelig invaliderende, hvis det bliver brugt forkert. Men alt for mange forældre bruger det slet ikke, og det er en fejl. For der er ting i livet, man skal frygte. Som at være fysisk inaktiv. Som at være for fed. Som at blive kørt over på motorvejen, hvis ikke man har lært, at biler er farlige, når man leger på vejen.

Se, det sidste eksempel er der jo ingen, der har nogen indvendinger mod. Der er kontant afregning lige med det samme, hvis ikke forældrene lærer børnene at passe på bilerne. Det ville faktisk være direkte omsorgssvigt ikke at lære børnene at begå sig i trafikken.

Men at lære dem at frygte fysisk inaktivitet og fedme er straks helt anderledes politisk ukorrekt og virker direkte provokerende på mange, hvis man siger det så ligeud. Problemet er bare, at fysisk inaktivitet og fedme ikke alene fører til et liv, der i lang, lang tid er af dårligere kvalitet end et sundt liv med fysisk udfoldelse; det medfører også døden i en tidligere alder. Ups ja – og så er det jo enormt dyrt for samfundet at have et massivt antal borgere med livsstilssygdomme. Oven i købet med social slagside.

Men i tolerante og frisindede Danmark har vi vedtaget, at man ikke må fordømme andre på deres livsstil, og derfor må man ikke påberåbe sig personlig ansvarlighed og dadle andre for deres manglende selvdisciplin. Det er et overskudsfænomen at sørge for øko-gulerødder og sport tre gange om ugen for poderne i stedet for at fylde dem med campingkage og pc-spil, og det kan en enlig mor til to på overførselsindkomst ikke leve op til.” (Emilia van Hauen: Forældre skal spille på frygt. Information, d. 25/11 2010)

Forældres indstilling til børn og opdragelse er vist ikke udelukkende et spørgsmål om indkomst. Tværtimod, faktisk. Man kunne være en smule mere kynisk og sige at det måske er på grund af indstillingen til sport og kost og andre af livets forhold at moderen er enlig og på overførselsindkomst, men det er egentligt ikke mit ærinde, for der er helt sikkert problemer i alle sociale klasser, omend ikke nødvendigvis de samme. Forældrenes ansvar er uomtvisteligt og der er ingen vej udenom.

I den taekwondoklub jeg er formand for dukkede der for noget tid siden et forældrepar op med en tydeligt overvægtig dreng som gerne ville have en prøvetræning. Træningen på børneholdet er intens, men ikke hårdere end at alle burde kunne være med, enhver på sit niveau. Denne dreng holdt ud i ti minutter og gennemførte således ikke engang opvarmningen før han måtte udgå fuldstændig opkogt og med åndenød. Her var det så Emilia van Hauens spil på frygt måske kunne komme til sin ret, for hvad tror du forældrene til ovenstående dreng gjorde?

De fik medlidenhed med drengen og trøstede ham på den samme måde som de sikkert har gjort tusind gange før: et stor bakke pommes frites og en halv liter Cocio i hallens cafeteria, gennem hvis vinduer den stakkels dreng, således trøstet,  kunne sidde og se ind på de 40-50 unge mennesker som stadig løb rundt inde i hallen.

Al opdragelse begynder i hjemmet.  Om frygt skal være et middel er et spørgsmål om temperament, i andre tider ville man nok have snakket om disciplin og den naturlige følge af disciplinen, den i vor tid vist meget undervurderede selvdisciplin.

Hvor forældrene ikke selv kan eller vil må andre som en nødløsning tage over. Undervisningsministeren mener…

“… at der skal mere disciplin i folkeskolen og foreslog i går i Morgenavisen Jyllands-Posten, at skolerne skal have mulighed for at ringe efter forældrene, hvis deres børn ikke opfører sig ordentligt. I den forbindelse erkendte hun, at det vil være svært at indføre sanktioner, hvis elever eller forældre blæser på disciplinen.

»Ro og mulighed for fordybelse er nødvendigt for at øge fagligheden, men også for at sikre det enkelte barns trivsel. Når regeringen har fremlagt sit udspil til en samlet reform af folkeskolen, vil jeg drøfte udformningen med forligspartierne,« siger Tina Nedergaard.” (Carl Emil Arnfred og Christian Hüttemeier: DF kræver minimumsstraf til elever, Jyllands Posten 27.11.2010)

Idiotiet er åbenlyst, eller burde være det for enhver: hendes forslag handler ikke om disciplin, i og med at hver eneste gang en lærer ringer efter forældrene er det en demonstration af lærernes og skolesystemets afmagt.

Dansk Folkeparti her ikke noget bedre at foreslå:

“»Vi mener, at man som skoleleder skal bortvise en elev, hvis eleven opfører sig uartigt, svarer læreren igen eller er ubehagelig over for sine klassekammerater. Det samme gælder, hvis man mobber en klassekammerat,« siger uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe (DF).

Hun mener, at straffen skal falde prompte og sagtens kan være længere end én uge: »Vi tror ikke på, at en elev vil opleve en enkelt dags bortvisning som en sanktion.

Det vil nok nærmere opleves som en fridag.«” (op. cit.)

Jeg kan uden problemer erindre flere skoletrætte klassekammerater fra folkeskolen som ville have oplevet en uges bortvisning som en ferie. For pokker jeg kan ikke engang afvise, at jeg ville have oplevet det som ferie, selvom skoletræthed aldrig er noget jeg har lidt af.

Karen Jespersen har et andet syn på tingene:

“Forestil dig, at du er skolelærer, der står med en elev, der råber »luder« og forsøger at slå dig, samtidig med at du skal holde ro på 25 andre elever. Den situation er nu så almindelig, at Århus Lærerseminarium laver kurser i, hvordan lærere undgår at blive slået af elever.

Ord som disciplin, pligt, hensyn, ansvar og samfundssind er nærmest ukendte for mange skoleelever.

Det er baggrunden for undervisningsminister Tina Nedergaards forslag om, at det skal stå direkte i loven, at en skoleleder kan ringe til forældrene og beordre dem til at hente deres barn, hvis det er helt uregerligt. Kritikerne siger, at denne mulighed har skolen også i dag. Men det ændrer ikke på, at signaleffekten er vigtig: Det er forældrenes ansvar at opdrage børnene, så de kan fungere sammen med andre mennesker.

Men forslaget er slet ikke nok. Der skal meget mere til.

Der er skoler, der skriftligt forklarer forældrene, at det er deres ansvar, at deres børn er udhvilede og har spist morgenmad, når de møder i skolen. De skal have læst lektier og have en madpakke i tasken. Hvis de forældrene ikke lever op til dette ansvar, bliver de indkaldt til en samtale. Erfaringerne viser, at det virker. Sådan burde det være på alle skoler.” (Karen Jespersen: Uden disciplin lærer børnene intet. Aarhus Stiftstidende 30/11 2010)

og videre

“En skolereform kan rette op på det lave faglige niveau. Men uden disciplin og god opdragelse går det ikke.” (op. cit.)

Og så alligevel ikke. Karen Jespersen bedste forslag er eftersidninger og selvom det nok er mere effektivt som straf end “ferie” kommer det ikke meget videre.

Kurser for lærere i hvordan man undgår at blive slået? Men ord som eneste forsvar? Gandhi magtede den form for pacificisme, men danske folkeskolelærere? Hvordan det i det hele taget er kommet dertil at lærere skal lære at undgå at blive slået er måske ikke uforståeligt, men det interessante spørgsmål er hvem som bliver den første der tager bladet fra munden og foreslår det indlysende men politisk ukorrekte paradigmeskift som skal til for at løse problemet?

Danmarks råstof!

Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang hørte dette begeb om børnene og ungdommen som Danmarks Råstof, det er mange år siden, men allerede dengang undrede jeg mig lidt over denne besynderlige opfattelse, som mest af alt minder om noget fra en nationalsocialistisk propagandafilm der skal overbevise om at danskerne er alle andre intelligensmæssigt overlegne. Der er vel næppe nogen fornuftig grund til at fremhæve Danmarks særegenhed gennem et råstof som kineserne har 200 gange  så meget af, med mindre man mener at den danske forekomst af det på en eller anden måde er kvalitativt bedre end kinesernes. Jo, der er selvfølgelig også den mulighed at man mener at vores forbejdning af råstoffet er bedre end så mange andres; at vi formår at få mere kvalitet ud af det end andre nationer gør. Det er der nogen der mener ikke er tilfældet, David Favrholdt i Weekend Avisen d. 15. okt 2010:

“Lige siden 1960 er alle vore uddannelser blevet forringet år for år. Indtil 1960 var Folkeskolen en af verdens bedste, og på nogle fagområder var universiteterne blandt Europas bedste. I Folkeskoleloven af 1937 var hovedkravet til skolen følgende: »Den skal give sine elever nyttige kundskaber« og »fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer.« Men så – i 1960 – blev denne lov erstattet af den såkaldt Blå Betænkning, hvori det hedder: »Det er skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som gode, harmoniske mennesker.« Og i lanceringen af denne betænkning omtalte politikere og pædagoger den hidtidige undervisning som terperi og indpiskning og kaldte skolen før 1960 for »den sorte skole«. Målet med den nye betænkning var »at skabe harmoniske, uambitiøse og konfliktløse mennesker. Og kampen førtes da imod den ortodokse, autoritære indpisknings-pædagogik og for den frie tillidsbestemte opdragelse.«” ( J. Fjord-Jensen i Dialog, årg. 1960).

I årene 1960 til 1994 forsvandt alle præcise krav vedrørende kundskaber og indlæring i skolernes læseplaner. Fra 1962 til 1985 blev faget dansk’s timetal skåret ned med 20 pct. i 1. klasse, 35 pct. i 2. og 3. klasse og med 45 pct. i 4. og 5. klasse. Fagene geografi og historie blev udhulet til næsten ingenting. I 1981 deltog danske børn i 3. og 8. klasse i en international undersøgelse, der omfattede 32 lande. De danske 3. klasser blev nummer sidst af alle industrilande. 8.- klasserneendte også i bunden – langt efter de øvrige nordiske lande.

Forringelsen af Folkeskolen blev fulgt op af en forringelse af gymnasierne og dermed også af alle videregående uddannelser.” (David Favrholdt: År 2020 – sejr eller undergang. Weekendavisen d 15.10.2010)

og

“I Singapore er skoleåret på i alt 280 dage. I Kina en anelse mindre. I Danmark er skoleåret kun på 195 dage. Hvor vores folkeskole strækker sig fra første til niende klasse, ville Singapore have 13 skoleår, hvis deres skoleår var som vores. På universitetsniveau er forskellen lige så markant.

I Singapore og Kina er universitetsåret også cirka 280 dage. I Danmark er det på omkring 175 dage. Alene det forhold gør, at vi må regne med, at vi på mange områder – grundforskning, anvendt forskning, teknisk udvikling, eksport – alt det, vi skal leve af, vil blive overhalet for ikke at sige udraderet af en række lande inden for det næste ti-år. (David Favrholdt: År 2020 – sejr eller undergang. Weekendavisen d 15.10.2010)

I denne uges udgave af Weekend Avisen er det Pernille Stensgaard der følger op på den, men en artikel om toogtredive danske rektorers studietur til Kina:

“Toogtredive rektorer for danske gymnasier er netop vendt hjem fra Kina i alarmeret tilstand.

»Jeg mærkede en svag opvågningskvalme over, hvordan det skal gå herhjemme,« siger Dorthe Enger, rektor for københavnske Niels Steensens Gymnasium. Andre deltagere i den ugelange rundrejse i det kinesiske uddannelsessystem har samme ubehagelige følelse af noget stort, ambitiøst, dygtigt og sultent, som kommer i kamp med danske elever og studerende om hver eneste stilling i den globale virkelighed.

»Jeg tror, vi alle tænkte: ‘ Hvad pokker gør vi, når vi kommer hjem?’ Så voldsom og prægnant en oplevelse var det,« siger Jimmy Burnett Nielsen fra Bagsværd kostskole og gymnasium.

De så en pige sidde og læse i metroens larm og mylder og spurgte hende hvorfor.

»Jeg skal lære at koncentrere mig,« svarede hun.” (Pernille Stensgaard: Hvad skal vi så leve af? – Weekendavisen d 5.10.2010)

En brat opvågning? Måske. Og så måske alligevel ikke; Rektor Jens Nielsen Støvring Gymnasium savner “en klarere bevidsthed om, hvor målrettede de unge kinesere er:”

“»Landet producerer altså en halv million ingeniører hvert år. De er dygtige og parate til at tage jobbbet fra dig, og måske kan de gøre det for 5.000 kroner om måneden. Dét kunne vi godt have for øje. Og du får mig ikke til at sige, at de danske unge ikke laver noget, for de laver noget hele tiden. Kæreste, arbejde og venner, det hele skal passes, hvor den unge kineser må prioritere alt det fra, og det er heller ikke lykken. Selvfølgelig skal vi ikke sidde og læse på Rådhuspladsen som den kinesiske pige i metroen, men vi skal være bevidste om, at der altså er halvanden milliard mennesker, der snart kan det hele.«” (Pernille Stensgaard: Hvad skal vi så leve af? – Weekendavisen d 5.10.2010)

Uha nej, tænk hvis der sad en person på Rådhuspladsen med noget så altmodisch som en bog, i stedet for en iPod! Der trækkes nemlig stadig massivt i den modsatte retning, som i Information, her under overskriften “Folkeskolen skal revolutioneres” kunne man d. 8. januar 2008 læse:

“Folkeskolen skal ikke kun uddanne supermennesker, som kan være Danmarks råstof. Målet må også være at forme glade og selvstændige mennesker, som ikke kan manipuleres, og som kan skabe et godt liv for sig selv og deres omgivelser…” (Søren Bøjgaard: Folkeskolen skal revolutioneres – Information d. 8.1.2010)

Et af disse umanipulerbare mennesker er en af undertegnedes medstuderende på SDU, som i fuld udnyttelse af det potentiale nye teknologier kan stille til rådighed, in casu universitetets WiFi, fordrev pausen i en forelæsning med dette på sin bærbare:

Unødvendigt at sige at jeg nok ikke er den eneste der er uenig med følgende smøre fra Søren Bøjgaard i Information:

“Skolen har ikke ændret sig synderligt de sidste 100 år. Der er stadig tale om store, alvorstunge bygninger, med endeløse gange og ens klasseværelser på række. Tavlen er stadig placeret, så eleverne ser én vej, fra den stol, der altid har været træls og hård at sidde på i mere end en halv time, når man er ung, og det er stadig en klokkes ringen, der dirigerer elevernes adfærd og kundgør forskellen på arbejde og fri. Et håbløst levn fra det industrisamfund, vi med stormskridt har forladt.
[…]
Fremtiden byder på en helt anden verden. En verden, som på bedste kamæleonvis transformerer sig, via trends og modtrends i én lang uendelighed, hurtigere og hurtigere. En verden, hvor man arbejdsmæssigt er nødt til at yde en indsats, der er mere krævende for det hele menneske end nogensinde før i historien. Ja, det moderne menneske arbejder hårdere, og der stilles større krav til det at være dansker, end der blev til den generation, der er pensionister i dag. Glem alt om de larmende fabrikker og forholdene for landarbejdere i sidste århundrede. Hverdagen i dette årtusinde kræver energi, kreativitet, omstillingsparathed, uddannelse, hurtighed og mental formåen.” (Stensgaard op. cit.)
Bøjgaard er folkeskolelærer, hvilket nok skinner ubehageligt igennem i artiklen: “Skal man nyudvikle en skole i verdensklasse, er det et kernepunkt at få skabt attraktive arbejdsforhold for lærere. Lønnen skal være højere, med slutlønninger på min. 40.000 kr. om måneden. Glem alt om at tiltrække nye generationer af lærere, hvis lønnen er lav.Også de daglige arbejdsforhold trænger til et eftersyn. 20 elever i en moderne skoleklasse bør være absolut maksimum, og undervisningen skal foregå i moderne bygninger. Endvidere bør lærere forkæles med attraktive ordninger for mad, kørsel, arbejdstøj, pc-ere, velfærdspersonale etc.”

… men ikke viden! Det overlader vi til nogle millioner kinesiske ingeniører. Advarslen fra Jimmy Burnett Nielsen fra Bagsværd Gymnasium er er tydelig nok:

“»Kinesiske elever har arbejdsvilje. De går til den og ved, at udviklingen af talent er forbundet med ekstremt hårdt arbejde. Herhjemme diskuterer vi 12 minutter ekstra arbejde her og der for at redde verdenssituationen. Der er slet ikke den krisebevidsthed, der burde være. Vi taler om muskelhunde, væltede hoppeborge og maden i børnehaverne. Hvis man ikke læste udenlandske aviser, ville man ikke vide, hvordan det står til. At Europa risikerer at udvikle sig til et egnsmuseum, som asiater besøger for at se, hvordan det var i gamle dage.«” (Stensgaard, op. cit.)