Pædagogisk fordærvet

Flere medier har fortalt historien om fire 15-16-årige skoledrenge fra Ry som valgte at optrappe en verserende konflikt med en kammerat, ved at kaste en molotovcocktail indeholdende benzin efter ham og dermed sætte ild til ham og dermed få ham indlagt på sygehuset “i kritisk tilstand, men uden for livsfare”.

Som man kan forvente, foretager den konstituerede skoleleder på Mølleskolen i Ry, Alma Schack Andersen, i BT den sædvanlige offentlige rituelle håndvask:

»Vi vidste godt, at der var en konflikt blandt nogle af drengene i 9. årgang. Ikke specifikt kun blandt de fem involverede drenge i denne sag,« siger hun og tilføjer:

»Vi havde dog ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle komme så vidt. Men det er klart, at sådan en forfærdelig hændelse giver selvfølgelig anledning til refleksion hos os lærere og ledelse på skolen – hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad vi kan gøre fremover.«

Den slags ansvarsfralæggelse er obligatorisk i en populistisk og mediestyret verden, hvis man ikke vil risikere at skulle korsfæstes offentligt af emsige journalister og der skal ingen bebrejdelser lyde herfra for det. Men fortsættelsen kan nu alligevel godt trænge til en påtale, for Alma Schack Andersen udtaler desuden følgende:

»Det er klart, at denne forfærdelige episode er selvfølgelig værst for ofret, men det er jo også ulykkeligt for de fire drenge, der har gjort det her. Jeg tror ikke, de har tænkt så langt, hvilke konsekvenser det har haft; at de kunne skade en skolekammerat så alvorligt, og at de kan risikere at komme i fængsel for det. Det tror jeg simpelthen ikke på, at de har været bevidste om.«

Vi kender alle den måde at formulere sig på – med dette lille kyniske “men” – fra den alt for velkendte og alt for hyppigt mødte “Jeg er ikke racist, men …“, hvilket ikke betyder andet end “Jeg er racist, men er selvbevidst nok til ikke at ville indrømme det og indleder derfor min tale med en lille løgn … et dementi.

Her får vi den bare i en lidt anden version, en skyldig påpegning af at det “selvfølgelig er værst for offeret”, men(!) derefter tager bekymringen for de fire unge potentielle mordbrænderes skæbne straks over. Ja, de kan risikere at komme i fængsel. Sådan kan det gå, når man begår noget så gement, som at forsøge at myrde et andet menneske, og ikke bare det, men oven i købet forsøger at gøre det på en så grusom måde.

Eftervirkningerne af brandsår er noget offeret sandsynligvis kommer til at kæmpe med længe, sandsynligvis for livstid, og arrene vil i hvert fald være et minde for livet. I den forbindelse er det egentlig pisseligegyldigt, om de fire knægte på forhånd havde tænkt over konsekvenserne af deres handlinger eller ej, der er stadig et offer der ligger på sygehuset med nogle helt sikkert forfærdelige smerter, og det er hos ham og ham alene, at medfølelsen bør være, uanset hvad der måtte være gået forud.

Men så er det jo at man kan spekulere over hvor denne menneskeforagt kommer fra, som er så kynisk indifferent overfor offerets lidelser at man i stedet fokuserer mere på bekymring over gerningsmændenes skæbne og ligefrem forsøger at undskylde deres handlinger. Handler det simpelthen om at pædagogikken som disciplin, altså den erhvervsmæssige menneskehåndtering, helt har erstattet medfølelsen og menneskeligheden hos disse professionelle, så de, i stedet for at se et offer og fire gerningsmænd, ser et offer som er lægernes ansvar og fire unge med problemer, som er et (interessant) pædagogisk problem?

Jeg ved det ikke, men jeg har berørt dette problem før – f. eks. her og her – og må indrømme at jeg stadig er lige uforstående overfor det.

OPDATERING: Der var en læser som konstaterede overfor mig, at selvom sympatien i denne sag selvfølgelig skal ligge hos offeret, så skal alle de implicerede hjælpes. Det kalder selvfølgelig på et svar. Ja, det skal de alle, og lad os bare for argumentets skyld se bort fra, at der også er nogen der skal straffes og tage et kig på det spørgsmål.

Ovenfor er der bragt to citater fra skoleleder Alma Schack Andersen og det er værd et bemærke, at det er to offentlige udtalelser, som vil kunne ses af både offer og offers familie og venner. Det er dér det umenneskelige kommer ind, fraværet af medfølelse og menneskelighed, for i den sammenhæng er der kun en sympati der gælder, nemlig sympatien med den forurettede, med offeret. Alt andet, og det er min pointe, alt det pædagogiske, overvejelser om de fire unges fremtid og hvordan de måtte have forspildt deres liv og hvordan de – efter endt straf – kan hjælpes videre, kan passende overlades til deres forældre eller holdes bag lukkede (social)pædagogiske døre. Af hensyn til offeret.

__________
Simon Boas og Jonas Vester: Danske drenge ville brænde afghansk skoleven af: ‘Det overgår vores vildeste fantasi’. BT, d. 8. februar 2017

Pædagogiske misforståelser

Dagens virale solstrålehistorie er historien om en seksårig pige, der valgte at bruge de hundrede kroner som hun havde fået af sin mormor til at købe en dukke for, på at købe cheeseburgers fra McDonalds og uddele dem til hjemløse på og omkring Strøget i København.

Lad os se bort fra muligheden for at historien er falsk og lad os se bort fra muligheden for at det er et iscenesat publicity-stunt fra den ene eller anden opmærksomhedssøgendes side af og bare, for argumentets skyld, tage den for pålydende. Lad os også se helt bort fra at det er piges egen mor, der har indsendt historien til en facebookgruppe kaldet “Fucking Flink”, der åbenbart er et forum hvor folk kan fortælle om hvor fucking flinke de selv eller andre er.

Historien ser således ud:misforståetpædagogik2

Det jeg hæfter mig ved er ikke historien som sådan, for enhver forælder ville forhåbentlig være stolt hvis deres datter udviste en sådan uselviskhed, men derimod det lille PS der er hæftet på historien, hvor moderen til datteren tilføjer: “Dukken fik hun naturligvis af mig efterfølgende.

Hvorfor dog? Hvis datteren var truffet et valg, og tænkt at det var vigtigere at disse mennesker fik noget at spise, end at hun fik (endnu en?) dukke, så lad dog datteren stå ved sin beslutning.

Lad hende mærke glæden ved at have givet, selvom hun selv måtte give afkald på noget andet. Kunne det ikke tænkes at glæden ved at have givet havde bundfældet sig desto mere, ved at hun bagefter også at kunne mærke savnet af det hun ikke fik?

Lad hende mærke glæden ved at have givet, uden at den straks skal afløses og overtrumfes af glæden ved at modtage. Eller frygter man at glæden ved at give ikke kan stå for sig selv og straks skal belønnes?

Respekter hendes beslutning om at det andet var vigtigere og lad være med at nedgøre hendes beslutning, ved straks at overtrumfe den med en belønning. Pigen valgte at mad til de hjemløse var vigtigere end dukken, som hun åbenbart ikke følte et så stort behov for, at hun ikke kunne give til andre i stedet. Ved at give hende dukken fratager moderen hende muligheden af at træffe samme beslutning en gang til. Respekter i stedet at hun har truffet en beslutning der ikke bare var voksen, men som mange voksne kunne lære noget af og lad den stå for sig selv og vigtigst af alt, lad hende stå ved den.

Det allermest perverse er måske, at trods det at datteren valgte at give af det lidt hun har (relativt til sin mor), valgte moderen at holde datteren skadesløs og dermed stjæle rollen som den uselviske giver fra sin egen datter og – hvad der faktisk er endnu værre – eftersom beløbet kun er en bagatel for moderen, sammenlignet med hvor meget pengene betyder for datteren, blev en smuk uselvisk handling forvandlet til en bagatel, der kan slås hen i et PS med et “naturligvis” … og her ser jeg helt bort fra at moderen selv poster historien på facebook og smykker sig med datterens handling – hvilket nok er en meget forståeligt moderlig stolthed – og især det faktum at McDonalds åbenbart vælger at snylte på episoden, ved at tilbyde “dobbelt op” på datterens gave; som om de ikke uden videre kunne spendere på de hjemløse, om det lå dem på sinde.

Moralen på alt dette er at det er en stor pædagogisk misforståelse at alt skal belønnes og det er uanset om man lover børnene penge for gode karakterer i skolen eller om man belønner dem med penge eller andet for alt hvad de laver i hjemmet eller om man ligefrem – som i dette tilfælde – holder dem skadesløse for at vise uselviskhed og opleve glæden ved at give. Resultatet er at man fratager dem muligheden for at opdage glæden ved handlingen i sig selv.

Små væmmelige guder

“Nogle forældre dyrker deres børn, som om de var guder. De risikerer at få børn ud af det, man ikke kan holde ud at være sammen med. Børn som er selvovervurderende og selvhævdende. De gør deres børn en bjørnetjeneste ved at gøre sådan noget.” siger psykolog og familieterapeut Finn Korsaa til BT.

No shit, fristes man til at sige; det er jo så indlysende, at man nærmest skal være idiot, for ikke at kunne indse det … og så åbenbart alligevel ikke, for der er jo nok af dem derude, de små forældreskabte, men helt igennem – af samme forældre – ukontrollerbare, monstre, så vi overlader bare ordet til Hr. Korsaa, når vi nu for en sjælden gangs skyld er fuldstændig enig med en psykolog og terapeut, og konstaterer med ham, “at det kan have en bagside, at fortælle børn at de er enestående, unikke og bedre end andre”, for “der er slet ingen grund til at fortælle den slags, for den følelse er vi født med. Hvis den følelse bliver overstimuleret, kan børnene udvikle sig til nogle narcissistiske uhyrer, som ikke tåler irettesættelse og ikke tåler at blive modsagt.”

devilsdueNu ved vi jo godt, at alle børn, uanset hvad vi gør ved dem, bliver nogle små narcissistiske uhyrer på et tidspunkt – vi kalder det teenage-alderen – og derfor er der da ingen grund til ligefrem at kickstarte mareridtet, vel? Til gengæld må man nok spørge sig selv, hvorfor den slags erkendelser af at for meget af en god ting ikke fører noget godt med sig, altid, som en art erkendelsesmæssige tømmermænd, kommer efter festen. Vi havde en ADHD boble, om hvilken samme Korsaa skrev i Berlingske for få år siden: “Den har med ét slag gjort Emil fra Lønneberg til patient og har fritaget forældre for ansvaret for at opdrage deres børn. Med konstruktionen af ADHD er det lykkedes at etablere patientforeninger, diagnosehåndbøger, ministerielle forordninger, konferencer, uddannelser og kurser. Alt sammen lige så imponerende som en solid provinsbank.” Bare fordi ingen gad tænke og ingen formåede at sige stop, blev en diagnose som kunne hjælpe de ulykkelige få, til en undskyldning og en bortforklaring og et alibi for de mange.

Nu kommer så denne slående erkendelse fra Hr. Korsaa oven i købet samme dag som Jyllands-Posten spørger: “Skader vi børn ved at kalde dem ”særligt sensitive”?” Tja, vi finder nok altid et eller andet at kalde dem og vi nøjes bare med at konstatere, ihukommende den nylige omtale af truende mæslingeepidemier og netdoktorforældrenes vægren ved at lade deres børn vaccinere, at internettet bestemt ikke har gjort folket klogere. Viden kommer ikke gratis til en og når det handler om den letkøbte og hurtigt læste af slagsen, er ingen viden, kombineret med den deraf følgende vilje til at lytte til dem der virkelig har den, så langt at foretrække.

Også når det gælder opdragelsen af de små guddomme, som jo egentlig er kød af vort kød og blod af vort blod, men som åbenbart helt har taget magten … Vi spår at det vil de fortsætte med at gøre, på den ene eller anden måde, så længe det opgør som Hr. Korsaa så fornuftigt har gang i, kun kommer til at handle om fakta og ikke om et opgør med den flæbende sentimentalitet der ligger bag. Men det er jo egentlig en helt anden historie.

__________
Ill.: fra en happening i forb. med filmen Devil’s Due

Rettidig omhu

Følgende sikkert velmente advarsel:

This book is a product of its time and does not reflect the same values as it would if it were written today, Parents might wish to discuss with their children how views on race have changed before allowing them to read this classic work.

… kan læses på titelbladet til den engelske oversættelse af de Sades The 120 Days of Sodom. Kan man andet end bifalde de ansvarsfulde forældre, som tager en grundig diskussion af sådanne problemstillinger med deres børn?

(Hvis sarkasmen i det afsluttende på en eller anden måde ikke fremgår tydeligt for dig, så kan jeg kun beklage, thi de eksempler fra bogen, som ville gøre den indlysende for enhver, vil jeg slet ikke bringe her, da de, i modsætning til den i bogen forekommende ganske harmløse racisme, er helt og aldeles uegnede for børn.)

__________
M. de Sade: The 120 Days of Sodom. Wilder Publ., Radford VA u.å. ISBN 9781604594188

Om selverkendelse (1)

Indholdet af følgende citat fra et essay af Morten Albæk i Berlingske for et par år siden er i enhver henseende sandt og noget ethvert menneske burde tage til sig og ideelt burde kunne tage til sig.

“Gnothi seauton! Kend dig selv! Denne opfordring fra den græske filosof Thales fra ca. år 600 f.Kr. skulle ifølge overleveringen være indhugget i portalen til templet for visdommens og lysets gud Apollon i Delfi. Et par århundreder eller tre senere fulgte Sokrates trop og insisterede på, at mennesket må kende sig selv for at kunne forstå sin omverden. Og siden har snart sagt enhver af historiens største tænkere lige fra Platon over Cicero og Montaigne til Kant og vores egen Kierkegaard med hver deres accenter forfægtet det fundamentalt nødvendige i, at man som menneske erkender sig selv så tæt så fuldkomment som overhovedet muligt, før man kan være kyndig på noget som helst andet. Så i mere end 2.500 år er vi igen og igen blevet opfordret til at udvikle vores evne til at kende os selv; udvikle vores selverkendelse. Arbejde med vores indsigt i egen formåen gennem en indsigt i egne begrænsninger – moralske, etiske, fysiske og intellektuelle.

Og det er svært at påstå, at der er noget, der er vigtigere for et menneske at være i besiddelse af end en sund selverkendelse. I hvert fald hvis man på egne eller andre menneskers vegne har ambitioner om at leve et godt og meningsfyldt liv. For uden selverkendelse er det per definition umuligt vide, hvem du er og mindst lige så vigtigt, hvem du ikke er. Og hvis du ikke ved nogen af delene, er det svært at vide, hvordan du skal møde andre mennesker. Du vil derfor uden at kende dig selv med sikkerhed fare vild ikke bare i dit eget, men også i andres. Med andre ord: Jo sundere din selverkendelse er, jo mere ved du om, hvad du kan, og hvad du ikke kan. Hvem du kan blive, og hvem du ikke kan blive. Hvem du vil være, og hvem du ikke ønsker nogensinde at blive. Dine muligheder og begrænsninger. Dine kompetencer og inkompetencer. Dine styrker og svagheder. Dine charmerende såvel som dine ucharmerende sider. Og jo mere du ved om dig selv, jo mere kan du også møde de forpligtelser, der følger af at være et medmenneske – et menneske der deler et fællesskab med andre mennesker.” ()

Problemet er bare, at Morten Albæk i sit essay bruger dette som afsæt for at skyde på danskernes kollektive selvopfattelse. Men den form for introspektion som er beskrevet ovenfor, er rent personlig og har intet at gøre med dette – sikkert ganske berettigede – overfald på danskerne:

“Ikke desto mindre synes det vestlige menneskes selverkendelsesniveau at være på et historisk lavpunkt. Vi synes at have spundet os ind i en eksistentiel tornerosesøvn, der har beriget os med en oppumpet selvtillid og selvtilstrækkelighed, der hviler på et falsk selvbillede af egne evner, færdigheder og kvaliteter.

I min levetid (født 1975) har jeg været øjenvidne til og deltager i et bevidstløst spektakel, hvor danskerne med stadig større selvtilfredshed har fejret sig selv som et samfund (det danske) i en kultursfære (den vestlige), hvor man er særligt produktiv, voldsomt effektiv, guddommeligt innovativ, yderst sofistikeret, grænseløst kreativ, umådeligt frit tænkende og ekstraordinært oplyst og veluddannet – og det sammenlignet med ethvert andet folkeslag i enhver anden kultursfære.” ()

I sidste ende har det intet som helst at gøre med din personlige udvikling, din selverkendelse eller dit liv, hvad alle de andre gør, undtagen – desværre – som et eksempel på hvad du ikke skal gøre. Du kan fint hvile i dig selv, uanset om 99% af resten af befolkningen gør det eller ej, og selvom du kan lære noget ved at betragte dine omgivelser og de bizarre ting der foregår der:

Hvis der går et spøgelse gennem Europa (eller verden) i dag, må det være den hvide illusion om frihed: at vi er frie, selvstyrede individer, der i alle henseender – pga. alle de frie valg, markedet og frisættelsen  forkæler os med – kan sætte vores hat, som vi vil. Når man har vandret ned af en villavej med hyggelige forhaver og i næsten hver eneste spottet en Weber-grill, så har man et bizart billede på den højt besungne frihed – sjovt at vi alle træder i unik, personlig karakter og netop skal have en Weber-grill. Eller læse Da Vinci Mysteriet, spise sushi og drikke caffe latte. (Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005)

… så må du også erkende, at der er stor forskel på det at vide hvad man ikke skal gøre og på at vide hvad pokker man så skal gøre i stedet. Du har nok en fornemmelse af at selvom du skrotter Weber-grillen og afholder dig fra sushi og latte, så er du ikke kommet så meget videre endda. Hvad så?

Selv med Albæks ganske udførlige liste i hånden eller alverdens håndbøger i reolen, kommer man ikke i mål, om man fra allerførste skridt bevæger sig i den forkerte retning og man kunne instinktivt fristes til at tilføje et “Do not try this at home folks!” På den anden side kunne det også tænkes, at det undertiden var sådan, at selv det at fare en smule vild mens man går på opdagelse i sig selv, er bedre end blot at forblive hvor man er …

Dog er der en ting, som disse velmenende intellektuelle ofte enten overser, eller i hvertfald sjældent omtaler, og det er at man desværre må formode (læs: frygte!), at det er de færreste mennesker, der har de evner, den vilje og den intelligens der skal til, for at foretage en sådan indre rejse på egen hånd eller måske at kunne foretage den overhovedet. Risikoen for at fare vild i selvbedrag, rådvildhed eller ren og skær frustration er tilstede, for hver eneste skridt man tager. Livet er ikke demokratisk og nogle er bare bedre stillede end andre eller også er de så heldige at have en guide.

fortsættes …

__________
Morten Albæk: I mangel af selverkendelse. Berlingske, d. 24/4 2010)
Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005

 

Nutidens unge

Nutidens studerende er for dårlige, skriver Politiken som kommentar til en rundspørge blandt 2000 undervisere. I følge artiklen er problemet at de studerende

  • mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder samt evnen til at tænke meningsfuldt
  • er blevet mere overfladiske i deres viden. Det er sværere at få dem til at læse en svær bog eller sætte sig ind i noget kompliceret
  • mange vægter deres fritid, fritidsferie og skiferie højere end forberedelse til undervisningen

Politiken har også fundet ud af hvad der er galt, nemlig at et “stort optag sænker niveauet“. Således professor i uddannelsesvidenskab ved Aalborg Universitet Palle Rasmussen:

Med den tilstrømning, der er, optager universiteterne en bredere gruppe studerende end nogensinde. Derfor er det meget sandsynligt, at der kommer studerende ind på universitetet, som er mindre velforberedte og mindre motiverede.

No shit? Sådan må det jo nødvendigvis være. Hvis du befinder dig på det højeste niveau og tager en bredere gruppe ind, er du nødt til at sænke niveauet, hvis ikke den bredere gruppe skal have en hurtig exit ved første eksamen. Har du ti genier i et rum og lukker ti tosser derind, kan du vente så længe du vil, men der kommer aldrig tyve genier ud derfra.

Ikke desto mindre trækker samme professor straks i land:

Universitetsundervisere har en tendens til at overvurdere, hvor godt det var i gamle dage.

Sjovt nok er det netop dette citat, som Politiken har valgt at fremhæve fra artiklen, men det er jo også den typiske “det kan godt være at det går ad helvede til, men man skal aldrig indrømme at det var bedre i gamle dage” form for bortforklaring, som man hører når problemer i den dansk folkeskole undertiden dukker op: “Vi skal ikke tilbage til den sorte skole.”

Den diskusion gider vi ikke gå ind i nu, men konstaterer blot at regeringen (den nye), som bekendt vil øge antallet af studerende, som tager en lang videregående uddannelse. fra tyve til femogtyve procent. Undervisningsminister Morten Østergaard (R) har dog nok ikke fattet sammenhængen.

Kravene til de studerende skal som minimum være lige så høje som i dag. Og der er det selvfølgelig interessant at få en melding som denne her, der siger, at der er en udfordring i at holde niveauet allerede i dag.

Held og lykke!

Døde ord!

Via Politiken en liste over ord som er i fare for at ryge ud af den næste version af Retskrivningsordbogen, af den grund at det sjældent bruges mere:

Bajads – gavtyv, klovn
Blegsotig – trist, uden gennemslagskraft
Brødflov – sulten, småsulten
Charlatan – bedrager
Djærv – bramfri
Dorsk – sløv, doven
Dosmerseddel – huskeseddel
Døgenigt – doven og uduelig person
I dølgsmål – i det skjulte
Fjæle – skjule
Flanere – drive skødesløst omkring
Flottenhejmer – ødsel person med dyre vaner
Fløs – lømmel
Forfjor – året før sidste år
Forskertse – forspilde
Forsoren – kæk, munter, friskfyragtig
Forvorpen – fræk
Fusentast – letsindig og skrupelløs person
Gebommerlig – kolossal, vældig
Gelassen – overdrevent villig og hjælpsom
Halsstarrig – stædig
Idelig – uafbrudt
Kalas – stor og overdådig fest
Kanalje – fræk og uopdragen person, slubbert
Knibsk – afvisende, snerpet
Knarvorn – gnaven, vrangvillig
Kålhøgen – indbildsk
Langmodig – tålmodig
Misliebig – mistænkelig
Mødig – træt, mørbanket
Negerbolle, negerkys – flødebolle
Obsternasig – Trodsig, genstridig
Skellig – gyldig, rimelig
Sporenstregs – øjeblikkelig, straks
Spæge – styre eller tæmme
Svanger – gravid
Sysselsætte – beskæftige
Træsk – lumsk, snu
Trættekær – krakilsk, kværulantisk
Tvætte – vaske
Ufortøvet – øjeblikkelig, straks
Vindbøjtel – person, der skifter standpunkt efter hvad der betaler sig bedst, pralhals
Ødeland – person som ødsler sine penge bort

Det forekommer mig at i hvertfald døgenigt, kålhøgen, obsternasig, sporenstregs og ødeland kan jeg huske fra min barndoms Anders And blade og allerede nu er ordene på vej ud? Læser I ikke engang tegneserier mere, møgunger?

Samme artikel bringer også en liste over ord som med sikkerhed slettes fra næste udgave:

Adelsbrev – dokument, der meddeler adelskab
Admiralinde – admiralhustru
Baksgast -en særlig matros
Barbitursyre – organisk forbindelse
Barfodssandal –sandal
Jægt – fiskefartøj
Nidsk – hadefuld
Oaseged – gedeskind til bogbinding
Peteranstændig – overanstændig
Sandemand – en slags nævning

Tja, admiralinde har man jo ikke så ofte brug for, men nidsk? Gør det danske sprog en tjeneste og tag ovenstående liste over truede ord til dig. Brug dem!

Husk også at Ordbog over det danske Sprog er tilgængellg her: http://ordnet.dk/ods/

Studenterkørsel

At gymnasieelever her eneret på vognkørsel jvf “Bekendtgørelse om studenterkørsel, optog mv” kunne man læse i flere danske aviser i går. (bl a. i Jyllands-Posten)

MF Soc. Leif Lahn Jensen er ikke tilfreds: “Det er ikke fair, og jeg kan ikke forstå, at det skulle være finere at tage en boglig uddannelse frem for en håndværksmæssig. Reglerne signalerer, at en studenterhue er vigtigere end søm og skruer, og at en gymnasieuddannelse er bedre end en HF.

Nej, Gud forbyde at der skulle være forskel på den slags, at noget skulle være bedre, finere, mere nyttigt eller mere værdifuldt end andet.

Her er en opgørelse over hvor mange MF’ere der har en studentereksamen, sammenholdt med hvor mange af en ungdomsårgang der gennemfører samme uddannelse. (*)

Langt over halvdelen af de danske folketingsmedlemmer foretrækker tilsyneladende studentereksamen frem for andre ungdomsuddannelser. Hvorfor? Fordi en studentereksamen er et led i en højere uddannelse end søm og skruer og derfor også vigtigere, på samme måde som Søren Kierkegaard var et bedre, finere, vigtigere og mere værdifuldt menneske end Jens Vejmand, som formodentligt var et uendeligt meget bedre menneske end Fritz Clausen. Det er ganske enkelt absurd, når Leif Lahn Jensen ikke kan forstå, at det skulle være finere at tage en boglig uddannelse frem for en håndværksmæssig. Er en doktorgrad i medicin ikke mere værdifuld (for personen og for samfundet) end en tarmrensereksamen fra Slagteriskolen i Roskilde?

Det er bare vigtigt at huske på at man ikke nødvendigvis bliver et bedre menneske gennem den uddannelse man vælger – skidtfolk og slyngler tager også studentereksamen – men at ens uddannelse nok giver et fingerpeg om hvilken retning ens kurs i livet tager. Studentereksamen er stadig den højeste blandt ungsdomsuddannelserne (omend den ikke er nær så ekslusiv som den en gang var – jvf ovenstående) og der er ikke noget galt i at anerkende den som værende lige præcis det.

__________
Ulrik Kjær & Mogens N. Pedersen: DE DANSKE FOLKETINGSMEDLEMMER – EN PARLAMENTARISK ELITE OG DENS REKRUTTERING, CIRKULATION OG TRANSFORMATION 1849 – 2001, Aarhus Universitetsforlag 2004

De kreative!

Jeg var til et forældremøde i sidste uge på den skole, hvor mine børn går, og til det møde hørte jeg en forælder efterlyse flere kreative fag og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke fattede pointen lige med det samme.

Hvad der var tale om, var at pågældende forælder havde en opfattelse af, at der er to slags elever, nemlig de boglige og de kreative, to i øvrigt ligestillede grupper, hvor den ene er dygtig til matematik, dansk, fysik og engelsk, mens den anden gruppe er dygtig til noget andet – det de jo være, i demokratiets hellige navn – og de er så ‘kreative’! Hvad denne kreative kompetence i øvrigt bestod af, blev jeg aldrig rigtig klar over, men det stod dog klart, at den var en modsætning til det at være bogligt dygtig.

Det forholder sig nu engang sådan, at “kreativitet destrueres eller trues ikke af boglighed” (skrev Annegrethe Rasmussen, citeret her.), men måske skulle man pensle det lidt mere ud og tilføje, kreativitet er ikke en modsætning til faglig dygtighed.

Nogle børn er bare dygtigere end andre og det kan da godt være, at det ikke er rart som forælder at skulle erkende, at lille Birger ikke er så skrap i skolen, men hvad får man ud af at lyve for sig selv? Når samme forælder forsvarede sit standpunkt med en konstatering af, at der skam er masser af mennesker, som tjener rigtig mange penge i de kreative fag, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at dette ikke bare er et udslag af en virkelighedsflugt baseret på det socialdemokratiske “hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære“, men langt mere er et verdensbillede, der er udsprunget af X-Factor.

En mere frugtbar tilgang til virkeligheden kunne jo være, at omtalte forældre ikke bare resignerede ind i kreativiteten, men i stedet indså, at så må lille Birger bare arbejde desto hårdere for at få sin eksamen…

Quintillian

A propos undervisning:

Let this first instruction be in the form of play; let the pupil be asked questions and praised for his answers, let him never rejoice in ignorance of anything: sometimes, when he will not learn, let another be taught of whom he may be jealous: let him compete sometimes with others and quite often think himself victorious: let him also be exited by rewards, which at that age are eagerly sought after.

– Quintillian: Institutio Oratoria I, 1, 20