David Bowie (1947-2016)

David Bowie er død og – efter eget udsagn – kommet i himlen … det proklamerede han i hvert fald selv dage før den finale begivenhed indtraf, og selvom man nok bør have sin skepsis overfor folk der på denne vis tager forskud på glæderne og ikke mindst overfor validiteten af deres spådomme, som er uden hensyntagen til den overmagt, der trods alt og ifølge traditionen skal fælde den endelige dom, så skal vi da gerne tage ham på ordet og hjælpe ham lidt på vej, ved at tale ondt om den afdøde.

David-Bowie-Lazarus-video
David Bowie: Lazarus (still fra video)

Jeg gider slet ikke kommentere på valget af titlen Lazarus, den pointe (både hans og min) burde være indlysende for enhver, men …

Look up here, I’m in heaven // I’ve got scars that can’t be seen // I’ve got drama, can’t be stolen // Everybody knows me now

Suk, hvis man et sekund troede at dette var et afsæt til lidt reflektion over døden og skæbnen og at der ville følge nogle velovervejede og dybe ord så kigger man forgæves, for det er ikke så meget andet end selvsmagende selviscenesættelse: se mig, jeg skal dø nu.

Look up here, man, I’m in danger // I’ve got nothing left to lose

Det er jo ligeså banalt som det er sandt, men længere når vi ikke i Bowies selskab; måske kræften allerede havde ædt hans hjerne da han skrev teksten til Lazarus, og havde hensat ham til en tilstand noget lig den som senildemente er i, når de kan tale endeløst og i nøjagtige detaljer om fjerne fortider, men er ude af stand til at huske hvad de var i gang med for ti sekunder siden, for

By the time I got to New York // I was living like a king // Then I used up all my money // I was looking for your ass

Så kan man håbe nok så meget på genopstandelse eller genoplivelse fra de døde, men hvis man ikke har andet på hjernen end at rende rundt og lede efter røv, så kan det hele også være lige meget.

Problemet med Bowie er, at der aldrig rigtig var noget særlig substans udover selviscenesættelsen; hans musikalske bagkatalog er kun marginalt mere interessant som musik, end det der tilhører så mange andre tidstypiske og for længst glemte pop acts, for alle andre end de, som kyssede (eller mere) deres første kæreste første gang til en af hans sange engang for længe siden og derfor har den i erindring som et bogmærke i fortiden. Dette er så bare ikke en kvalitet ved musikken, men ved livet i sig selv.

I modsætning til f. eks. Sting, hvis tid i The Police vist også helst og hurtigst muligt bør glemmes/ignoreres af alle andre end de samme kyssere, men som dog efterfølgende demonstrerede at der var nogen musikalsk substans bag, så overbeviste Bowie mig aldrig om hvori retfærdiggørelsen af berømmelsen burde ligge, teksterne var svage og stemmen svagere (eller omvendt?) og musikken ikke ret meget andet end forglemmelig, udover i selve selviscenesættelsen, som til gengæld var effektiv – omend æstetikken altid kan diskuteres – og det er jo det der er problemet, for uanset dens kvalitet som spektakel, så står alle gimmicks og alteregoer og udklædninger tilbage som et vidnesbyrd om, at hvad andre kunne med musikken i sig selv, formåede han ikke.

Nej, man skal ikke tale ondt om de afdøde, det ved jeg godt nogen mener, men når Kejseren iklæder sig sin egen død og spankulerer omkring og viser den frem for Gud og hvermand og taler lidt for meget om døden i første person, så … men det kan selvfølgelig også være, at jeg ikke har forstået noget af det hele, og at Bowie i virkeligheden slet ikke er musik, men i stedet, som Martin Amis skrev i en koncertanmeldelse i 1973 “Among certain more affluent hippies Bowie is apparently the symbol of a kind of thrilling extremism, a life-style (the word is for once permissible) characterised by sexual omnivorousness, lavish use of stimulants – particularly cocaine, very much an élitist drug, being both expensive and galvanising – self-parodied narcissism, and a glamorously early death.”

I så fald, fred være med ham.

Oculus (2013)

Oculus_I en filmverden af endeløse rækker af underlødige remakes og unødvendige sequels, er det ironisk nok en fornøjelse at se Mike Flanagans Oculus fra 2013, som faktisk er baseret på hans egen kortfilm fra 2006. En fornøjelse fordi filmen er båret af et solidt gennemarbejdet manuskript, som fortæller den på overfladen ret enkle, men i struktur ret komplekse, historie om en ung kvinde, der forsøger at bevise sin egen brors uskyld i drabet på deres fader mange år tidligere. Hun er overbevist om at skylden skal placeres hos et århundredegammelt spejl, som dengang hang i faderens arbejdsværelse, og som bærer på en forbandelse der har forårsaget ikke så få dødsfald i tidens løb, således også hendes egne forældres. Den unge kvinde går til sagen med en grundighed og videnskabelighed der ikke kan andet end begejstre, men selvfølgelig går det ikke helt som forventet. Som filmen skrider frem opløses grænserne mellem virkelighed og hallucinationer og regulært mareridt og ultimativt også mellem fortid og nutid, indtil filmen slutter med en fin lille ironisk pointe, der dog ikke skal afsløres her. Uden overhovedet at være på samme niveau – hvilke film er det? – er der i Oculus’ behandling af den flygtige og foranderlige virkelighed, temaer der leder tankerne hen på nogle af Cronenbergs bedste film (Videodrome, Dead Ringers, Naked Lunch og Exiztenz). Oculus er dog helt uden Cronenbergs filosofiske ambitioner og koncentrerer sig i stedet om det som den gør bedst, nemlig den uhyggelige stemning og gyset, som var effektfuld nok til tilfredsstille forhærdede undertegnede. [imdb]

Anbefales kraftigt.

Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922)

nosferatu_smF. W. Murnaus film Nosferatu fra 1922 baseret på Bram Stokers bog om Dracula, er, som film betragtet, i sagens natur en noget ujævn oplevelse; filmen er snart 100 år gammel og stammer fra en periode der vist kun kan kaldes for spillefilmens fødsel. Vi ser helt bort fra at den kun er bevaret ved held og tilfældigheder og restaureret og sat sammen fra flere kopier (hvilket kan ses) og hentyder i stedet til historien i sig selv, som er en simplificeret udgave af Stokers fortælling, som bygger langsomt, efter moderne standard meget langsomt, op til den dramatiske og rørende afslutning, der ikke just er en happy end i traditionel forstand, men dog alligevel ganske smuk. Men hvad filmen måtte mangle som narrativ henter den så absolut på billedsiden, der på én gang scenografisk er temmelig simpel og alligevel – eller måske i virkeligheden netop derfor – uhyre effektfuld. Jeg greb mig selv i at tænke flere gange undervejs, at et still dér og dér og dér ville kunne blive til en fed plakat, for billedsiden, med sine dybe skygger og kornede sort-hvide billeder, og Max Schreck i rollen som den groteske vampyr Grev Orlok, skaber en dyster og tidløs stemning som gør dette til en af de film der simplethen skal ses. [imdb]

Anbefales kraftigt.

PS! Nu er vi ikke ganske imponeret af filmbranchens hang til hjernedøde remakes og intetsigende sequels, men i dette tilfælde skal det nævnes. at Werner Herzogs Nosferatu: Phantom der Nacht (eng: Nosferatu the Vampyre) fra 1979 [imdb] er et “remake” af Murnaus film med Klaus Kinski, Isabelle Adjani og Bruno Ganz i hovedrollerne, og at Shadow of the Vampire (2001) [imdb] er historien om filmatiseringen af Nosferatu, med John Malkovich som Murnau og Willem Dafoe som Max Schreck. Som en kuriøsitet kan det nævnes, at så sent som i sommer, 80 år efter Murnaus død, blev hans grav i Berlin plyndret og hans kranie stjålet. (The Guardian).

The Nightmare before Christmas (1993)

The-Nightmare-Before-Christmas-1993-movie-posterDen bedste julefilm nogensinde er egentlig slet ikke en julefilm. Tim Burton skrev både manuskript og producerede og lagde navn til denne dukkefilm fra 1993 som foregår i Halloweenland, der hvor alle Halloweens gys og rædsler iscenesættes og bringes til udførelse. Men den ansvarlige for alt dette, græskarkongen Jack, befinder sig i en eksistentiel krise og mærker tomheden i die ewige Wiederkehr des Gleichen, så at sige, alt i mens han slet ikke har øje for den søde men ikke helt almindelige pige, som i den grad har et godt øje til ham. Han går i byen og betages – bogstaveligt talt – af julens mysterier og beslutter sig for at han vil være julemand i stedet for julemanden. Det kan selvfølgelig ikke gå godt og det gør det heller ikke, bortset fra selve filmen, som er umiskendeligt et barn af Tim Burtons skæve hjerne og dermed vidunderligt poetisk på den originale facon som vi kender fra film som Edward Scissorhands, Mars Attacks! og Sleepy Hollow. Samtidig er filmen en vidunderlig demonstration af hvordan en god gammeldags stopmotion dukkefilm kan skabe et helt unikt univers, der i de fleste henseender sætter nyere animationsfilm eftertrykkeligt på plads. Dette er filmisk håndværk af højeste klasse. [imdb]

Anbefales ubetinget.

Things you can do in the dark

Bazell_WildThingHer er en bog som anbefales kraftigt, hvis man har behov for noget læsning i kategorien humor og moderat spænding i en kategori, som ligger lige et skridt eller to over grænsen mellem det normale og det vanvittige. Samtidig er den også en af de mest direkte grunde til at slukke for tv’et (hvis man har et) og søge underholding andetsteds. Det bliver ikke meget bedre. Fra Josh Bazell: Wild Thing:

“The sun goes down as fast as it did three days ago.

The moon’s bigger, though, and for a couple of hours it’s brighter. Then the clouds slide over it, and things turn suddenly dark. So dark the branches in front of your face are only slightly purer black than the space around them, and you can hear the lake right in front of you but not see it.

It’s an interesting situation. Our senses are jacked from anticipation and the physicality of getting here. And we’re invisible, which even the the ancients knew is asking for trouble.

Things you could do in that kind of darkness:

Lean against each other for warmth.

Lean toward each other, with you foreheads on each other’s shoulders, out of boredom as well as for warmth.

Put your hans between each other’s thighs, for even more warmth.

Tackle each other to the ground and fuck like Orpheus and Eurydice, Tarzan and Sheena, and Watson and Holmes all at once, for the kind of warmth that makes it okay to take a while to find your clothes afterward, and leaves your abs trembling and your mouth bruised from having hot wet crotch stubble ground into it.

I’m just saying: those are some things you could do.”

Se også her og her.

(NB! Begge bøger findes åbenbart også på dansk ( Exgangster og Szort vand), hvilket jeg så ikke havde opdaget … men der er absolut heller ingen grund til læse engelske bøger i oversættelse, vel?)

Bøger

Bøger jeg har købt de sidste par uger.

Jash Bazell: Wild Thing (ISBN: 9780316209649) En fortsættelse til den fantastiske “Beat the Reaper” som endnu engang demonstrerer at man kan slippe afsted med meget, hvis bare man er fræk nok. Og det gælder både handlingsmæssigt og rent sprogligt.

“It’s gotten dark out, silver moon over the lake but everything inland mostly blackness with occasional streetlights. The chill and smell of woodsmoke remind her of Halloweens back in Lawrence. She can see her breath.

She figures it’s about fifty degrees Fahrenheit. Which – the Fahrenheit part – pisses her off. Violet will never be able to instinctively judge temperatures in Celsius. She wasn’t raised to. And being raised without the metric system is like being raised with a harness on your brain.

In metric, one milliliter of water occupies one cubic centimeter, weighs one gram, and requires one calorie of energy to heat up by one degree centigrade – which is 1 percent of the difference between its freezing point and it’s boiling point. An amount of hydrogen weighing the same amount has exactly one mole of atoms in it.

Whereas in the American system, the answer to “How much energy does it take to boil a room-temperature gallon of water?” is “Go fuck yourself,” because you can’t directly relate any of those quantities.”

Anbefales ubetinget.

Endnu ikke læst:

Charlie Huston: The Mystic Arts of Erasing All Signs of Death. (ISBN 9780345501110)

Alden Bell: Exit Kingdom (ISBN 978-0230766747) Uafhængig fortsættelse til den post-apocalyptiske “The Reapers are the Angels”, som i øvrigt er kommet på dansk med titlen “Høstens Engle” (ISBN 9788799162260).

Bertil Nordahl: Køn (ISBN 9788789900575) En samling af artikler, kronikker og interviews som “henvender sig til alle, som er interesseret i kønnets betydning i et menneskes liv”. Fundet i en rodekasse foran en boghandel. Orig. pris var 529,95, men nedsat først til 199.95, derefter 49,95 og endelig påklistret et “70% fratrækkes ved kassen” og det voldte den uge dame ved kassen ret stort besvær – uden lommerregner – at udregne at den skulle koste 15.-

 

Prometheus

Prometheus (2012) [imdb] er hvad der sker, når man vil for meget, men kan for lidt og her tænker jeg ikke på filmen, men på instruktøren, Ridley Scott, som har aldrig været filosofisk i sine film, højst poetisk (Alien, Blade Runner) og det skulle han være blevet ved med. De små-filosofiske temaer (“Big things have small beginnings!“) har ikke rigtig forbindelse med historien, som favner for bredt og mister retningen undervejs, måske fordi den virker til at være sat sammen af scener der bare skulle med, snarere end de som bedst underbygger handlingen.

Desuden er personerne, ikke bare tynde som pap og inderligt ligegyldige, men der er tilsyneladende heller ikke nogen som helst menneskelig psykologi bag deres adfærd. Noomi Rapace er dog bedre end Sigourney Weaver nogensinde var, men der er ikke meget, udover mavesmerter, at arbejde med i den rolle og Charlize Theron demonstrerer endnu en gang fuldstændig fravær af evner for skuespil. Michael Fassbender er god i rollen som lettere skizofren robot.

Det er vildt smukt undervejs, det kan han jo, Ridley Scott, og derfor kan den godt ses, men vær forberedt på at de pæneste overflader ikke nødvendigvis dækker over de største dybder og vær forberedt på at blive forfærdet over Hr Scotts imbecile videnskabelige verdensbillede, hvor alt kan begrundes med udsagnet: “That is what I choose to believe!

Så den i BioCity i Odense en søndag eftermiddag, men til trods for at filmen har en 15+ rating, sad der ikke desto mindre både en mor med en søn på 5 eller 6 år og en far med to drenge på ca 7 og 9 år, hvor den yngste måtte gå udenfor flere gange, uden at det påvirkede faderens nydelse af filmen synderligt.

Forældre der havde besluttet sig for at de ville i biografen, weekendbørn eller ej? Den 5-6 årige dreng sagde i hvertfald, da de rejste sig for at gå ud af biografen: “Jeg sov altså ikke under filmen, mor!” Det burde han have gjort, for det er svært at forestille sig at børn i den alder, har et behov for at se Noomi Rapace lave et kejsersnit på sig selv for at fjerne et levende alien-foster.

Incompetnce

Article 13199 of the Pan-European Constitution:
“No person shall be prejudiced from employment in any capacity, at any level, by reason of age, race, creed or incompitence.”

Ovenstående er det interessante udgangspunktet for Incompetence en roman af Rob Grant, en af mændene bag BBC serien Red Dwarf. I forlagets omtale af bogen hedder det videre: “In the not too distant future the European Union enacts its most far reaching human rights legislation ever. The incompetent have been persecuted for too long. After all it’s not their fault they can’t do it right, is it? So it is made illegal to sack or otherwise discriminate against anyone for being incompetent.

Det kunne der være kommet en tankevækkende bog ud af, ikke mindst hvis forfatteren ikke havde valgt at lægge sig op af de mere eller mindre intelligente gags fra Red Dwarf, men i stedet havde forsøgt at skrive noget kompetent samfundssatire. Det gjorde han så ikke og derfor sidder jeg nu med en sine steder afsindigt morsom bog mellem hænderne. Den starter således:

The flight was uneventful enough, except the pilot accidentally touched down at a slightly wrong airport and forgot to lower the landing gear, so we left the plane by way of the emergency chute, and I lost my shoes.

I was fairly pooped by the time I’d hobbled through Customs, filled in the usual lost luggage forms with the assistance of a stone-deaf baggage complaints officer and taken a three-hour taxi ride to the country where I’d intended to land. The ride would have cost about a month’s salary, if the cabby had remembered to charge me. All I wanted to do, once the hotel receptionist had finished denying all knowledge of my reservation, was to flop down on the bed and sleep for a millennium or two.

Only there was no bed.

I punched a small hole in the bathroom wall and dialled Reception.

A woman picked up the phone and said: ‘Restaurant. How may I help you?’

‘I dialled Reception.’

‘Well, this is the restaurant.’

‘Right. Could you possibly patch me through to Reception?’

‘That won’t be a problem, sir. One moment.’

There was a silent pause, then the ringing tone again, and the click of the receiver being lifted. The same chirpy voice said: ‘Restaurant. How may I help you?’

I dragged on an imaginary cigarette and exhaled slowly. ‘It’s me again.’

‘I’m sorry. Who did you want to speak to?’

‘I wanted to speak to Reception.’

‘Well, this is the restaurant.’

‘I know. You accidentally patched me from the restaurant back to the restaurant again.’

‘It sounds to me like there’s a problem with the internal phones.’

‘Yes, indeedy.’

‘I’ll put you through to House Services.’

‘I’d be very grateful.’

Again, the silence, the ringing, the click and the voice. ‘Restaurant. How may I help you?’

I told her how she might help me, and she threatened to report me to Security for verbal violence. I wished her good luck getting through and slammed down the phone. I reckoned she’d probably spend the rest of the afternoon phoning herself.

Uduelighed i den ene eller anden form kan være meget morsomt (En scene med en temmelig senil læge fra Anders Bodelsens Frysepunktet falder mig ind.) og som sådan er Rob Grants ganske vellykket og kan derfor anbefales. Ikke mindst hvis man så Red Dwarf da den kørte på DR for en ti år siden.

Blot sidder jeg efter at have læst Rob Grants bog, tilbage med en følelse af at have været tilskuer til en frygtelig mængde uforløst potentiale. Vi er altså ikke langt fra virkeligheden, med ovenstående – fiktive – uddrag fra den pan-europæiske forfatning og det ville have været en fornøjelse – for undertegnede – at have læst en bog som satirisk både var lidt mere ond og lå lidt tættere på virkeligheden, som f. eks. Jonathan Coes fantastisk morsomme satire over Thatchers moralsk korrupte England, What a Carve Up! (da: Godt skåret. Munksgaard/Rosinante 1995)

Vi har trods alt allerede et samfund som ikke bare forbyder diskrimination, men ligefrem aktivt forsøger at udligne visse medfødte utilstrækkeligheder, for nu slet ikke at tale om positiv forskelsbehandling af de mennesker som er indehavere af disse. Man kan spørge sig selv, om vi ikke også kun er et kort skridt fra at anerkendelsen af inkompetence som noget medfødt og dermed noget man er uskyldig i, på samme måde som så mange andre handicap er det og dermed også noget der ikke bør diskrimineres imod? Forsøget på at få folkeskolen til at rumme alle børn, selv de der tydeligvis ikke på nogen måde er egnede til at gå der, er et glimrende eksempel. En andet eksempel som kunne være udmeldinger fra diverse politikere om nogle meget ambitiøse mål for, hvor mange af en årgang som skal have en ungdoms- eller videregående uddannelse.

Der er jo ikke noget som helst i vejen for at vi alle kan være akademikere, hvis bare vi er lidt tolerente og bære over med småfjel hist og hær, vel?

Bundy: An American Icon

Det umiddelbare indtryk af Michael Feifers film om Ted Bundy er at Feifer, som både har skrevet of instrueret, har haft lidt svært ved at overskue hvordan man fortæller et liv på halvanden time. Hvad skal med og hvad skal ikke? Resultatet er noget ujævnt.

Men filmen huskes både fordi den ikke ligner så mange andre film og især, efter årtiers filmisk og litterær dyrkelse af seriemordere, fordi den giver et portræt af Bundy, som det helt igennem usle, emotionelt afstumpede og egentligt også latterlige menneske han var. Corin Nemec udfylder rollen på en måde man ikke kan holde af, men som giver god mening. [imdb]

Bør ses hvis du synes om Hannibal Lecter!

Kung Fu Panda 2

Nok er nok. Rækken af animationsfilm med små (eller store) nuttede dyr i hovedrollen er tilsyneladende endeløs, men det er mulighederne for at bruge selvsamme dyr i på nye måder åbenlyst ikke. Man skal være både meget barnlig og meget tålmodig for ikke at blive overmandet af kedsomhed i løbet af den første halve time af Kung Fu Panda 2. Fraværet af en historie er ubehageligt nærværende!

Måske er problemet at disse film er så dyre at producere (det er et gæt) at de skal appellere så bredt som overhovedet muligt? Eller måske – mere kynisk – satser man bredt i håbet om en massiv økonomisk succes?

De nyeste inkarnationer af Shrek, Kung Fu Panda og Ice Age er glimrende eksempler på film, som er så mainstream at de minder mere om en reklame for Fætter-BR end noget man burde betale for at se. Og det er virkeligt uhyggeligt.

 

Bizart bliver det også på dvd udgaven af Kung Fu Panda 2, som indledes af en trailer for Puss in Boots, som åbenbart er en rigtig film (jeg troede først det var en joke), tilsyneladende bygget over eventyret om en bestøvlede kat, men lavet ved at genbruge et sideshow fra Shrek-filmene.

Det kan åbenbart blive værre. Efter at være løbet tør for gode historier er Dreamworks åbenbart også løbet tør for originale karakterer til at udfylde deres stadig dårligere film.

Sikke noget lort!