Falaris’ Tyr

Virkeligheden er i høj grad noget overvurderet lort, fyldt med nævenyttige forskere, som med deres kedsommelige fakta formår at henlægge enhver fantasifuld, brutal, dramatisk, tragisk eller i det hele taget bare spændende historie til fantasiens eller myternes verden! Se nu for eksempel bare hvad Den Store Danske Encyklopædi skriver om tyrannen Falaris:

Falaris, d. ca. 554 f.Kr., tyran i Akragas, nuværende Agrigento i Italien.  Historien om Falaris som en særlig brutal tyran, der ristede sine ofre levende i en bronzetyr, er tvivlsom. Akragas ser ud til at have blomstret i hans regeringstid.

Vi ser helt bort fra den moraliserende antagelse af, at (by)samfund ikke kan trives og blomstre under tyranners styre, og haster videre til nogle langt mere interessante kilder.


“Some ages afterwards, Publius Scipio took Carthage, in the third Punic war; after which victory, (remark the virtue and carefulness of the man, so that you may both rejoice at your national examples of most eminent virtue, and may also judge tire incredible audacity of Verres worthy of the greater hatred by contrasting it with that virtue,) he summoned all the Sicilians, because he knew that during a long period of time Sicily had repeatedly been ravaged by the Carthaginians, and bids them seek for all they had lost, and promises them to take the greatest pains to ensure the restoration to the different cities of everything which had belonged to them. Then those things which had formerly been removed from Himera, and which I have mentioned before, were restored to the people of Thermae; some things were restored to the Gelans, some to the Agrigentines; among which was that noble bull, which that most cruel of all tyrants, Phalaris, is said to have had, into which he was accustomed to put men for punishment, and to put fire under. And when Scipio restored that bull to the Agrigentines, he is reported to have said, that he thought it reasonable for them to consider whether it was more advantageous to the Sicilians to be subject to their own princes, or to be under the dominion of the Roman people, when they had the same thing as a monument of the cruelty of their domestic masters, and of our liberality.” (Cic. Ver. 2.4.73 / tr: C.D.Yonge)


“This Phalaris burned to death Perilaus, the well-known Attic worker in bronze, in the brazen bull. Perilaus had fashioned in bronze the contrivance of the bull, making small sounding pipes in the nostrils and fitting a door for an opening in the bull’s side and this bull he brings as a present to Phalaris. And Phalaris welcomes the man with presents and gives orders that the contrivance be dedicated to the gods. Then that worker in bronze opens the side, the evil device of treachery, and says with inhuman savagery, “If you ever wish to punish some man, O Phalaris, shut him up within the bull and lay a fire beneath it; by his groanings the bull will be thought to bellow and his cries of pain will give you pleasure as they come through the pipes in the nostrils.” When Phalaris learned of this scheme, he was filled with loathing of the man and says, “Come then, Perilaus, do you be the first to illustrate this; imitate those who will play the pipes and make clear to me the working of your device.” And as soon as Perilaus had crept in, to give an example, so he thought, of the sound of the pipes, Phalaris closes up the bull and heaps fire under it. But in order that the man’s death might not pollute the work of bronze, he took him out, when half-dead, and hurled him down the cliffs.” (Diod. 9.19.1 / tr.: by C.H.Oldfather)

Lukian, som lægger ordene i munden på Falaris selv:

“And now I must explain to you the origin of my present offering, and the manner in which it came into my hands. For it was by no instructions of mine that the statuary made this bull: far be it from me to aspire to the possession of such works of art! A countryman of my own, one Perilaus, an admirable artist, but a man of evil disposition, had so far mistaken my character as to think that he could win my regard by the invention of a new form of torture; the love of torture, he thought, was my ruling passion. He it was who made the bull and brought it to me. I no sooner set eyes on this beautiful and exquisite piece of workmanship, which lacked only movement and sound to complete the illusion, than I exclaimed: “Here is an offering fit for the God of Delphi: to him I must send it.” “And what will you say,” rejoined Perilaus, who stood by, “when you see the ingenious mechanism within it, and learn the purpose it is designed to serve?” He opened the back of the animal, and continued: “When you are minded to punish any one, shut him up in this receptacle, apply these pipes to the nostrils of the bull, and order a fire to be kindled beneath. The occupant will shriek and roar in unremitting agony; and his cries will come to you through the pipes as the tenderest, most pathetic, most melodious of bellowings. Your victim will be punished, and you will enjoy the music.”(Luc. Phal. 1.11 / tr: Fowler)

Men musikken blev altså ikke rigtig påskønnet af tyrannen, som ikke bare syntes at Perilaus’ opfindsomhed var lige i overkanten, men ligefrem blev frastødt af den:

‘His words revolted me. I loathed the thought of such ingenious cruelty, and resolved to punish the artificer in kind. “If this is anything more than an empty boast, Perilaus,” I said to him, “if your art can really produce this effect, get inside yourself, and pretend to roar; and we will see whether the pipes will make such music as you describe.” He consented; and when he was inside I closed the aperture, and ordered a fire to be kindled. “Receive,” I cried, “the due reward of your wondrous art: let the music-master be the first to play.” Thus did his ingenuity meet with its deserts. But lest the offering should be polluted by his death, I caused him to be removed while he was yet alive, and his body to be flung dishonoured from the cliffs. The bull, after due purification, I sent as an offering to your God, with an inscription upon it, setting forth all the circumstances; the names of the donor and of the artist, the evil design of the latter, and the righteous sentence which condemned him to illustrate by his own agonized shrieks the efficacy of his musical device.” (Luc. Phal. 1.11 / tr: Fowler)

… og endelig Pindar med en slags morale på den historie:

The kindly excellence of Croesus does not perish, but Phalaris, with his pitiless mind, who burned his victims in a bronze bull, is surrounded on all sides by a hateful reputation; lyres that resound beneath the roof do not welcome him as a theme in gentle partnership with the voices of boys. The first of prizes is good fortune; the second is to be well spoken of; but a man who encounters and wins both has received the highest garland.(Pind. Pyth. 1.94 / tr. D. A. Svarlien)

En helt igennem vidunderlig men måske ikke særlig letlæst kilde til denne og andre fatasifulde historier i kategorien Sjov med Meningsløs Vold er Roland Villeneuves: La Musée des Supplices (Paris 1968) bogen findes også i tysk oversættelse, med den helt igennem vidunderlige titel:

“Grausamkeit und Sexualität. Sadistisch-flagellantische, pathologische, gesellschaftlich-machtpolitische und religiöse Hintergründe der Leibes- und Todesstrafen, Hinrichtungsarten, Martern und Qualen bis in die Gegenwart in Wort und Bild.” (Stuttgart 1968)

Bogen, som har en noget dyster og letkøbt påstand af Rivarol som motto: “Die zivilisierten Völker sind für das Gift der Barbarei so anfällig wie das blanke Eisen für den Rost. Völker und Stahl, beide glänzen nur an die Oberfläche.” anbefales kraftigt til nysgerrige men ikke alt for sarte sjæle.

Menneskets værdighed

“Vi moderne mennesker har to begreber, som grækerne ikke kendte. De virker som et slags trøstemiddel for en verden, der opfører sig helt igennem slaveagtigt, samtidig med at den ængsteligt skyr ordet “slave”: Vi taler om “menneskets værdighed” og om “arbejdets værdighed”. Alle slider og slæber for at opnå en elendig forlængelse af deres elendige liv; denne frygtelige nød tvinger os til udmarvende arbejde, som det af “viljen” forførte menneske (eller rettere menneskelige intellekt) nu og da måbende betragter som noget værdigt. Men for at arbejdet skulle have fortjent denne fine titel, måtte det jo forholde sig sådan, at tilværelsen selv, som den jo kun er et pinefuldt middel til at opretholde, har mere værdighed og værdi end seriøse filosoffer og religioner hidtil har ment. Hvad ser vi i de mange millioners arbejdskvaler andet end driften mod for enhver pris at være til, den samme almægtige drift som får forkrøblede planter til at stikke deres rødder ned i jordløs klippegrund.”

Nietzsche: Fem fortaler til fem uskrevne bøger. I: Friedrich Nietzsche og antikken. Informations Forlag, København 2012. s 46

Små onde mænd

Politiken bringer historien om New Zealandske forskere, som har undersøgt legofigurers ansigtstræk og de har fundet ud af at …

“Legos berømte små plastikmænd og -damer er blevet sure med årene.

Det konkluderer et studium fra University of Canterbury i New Zealand og det polske Industrial Research Institute for Automation and Measurements.

I studiet har forskerne undersøgt ansigtsudtrykket hos 6.000 Lego-figurer fra de første små mænd kom på markedet i 1975 og til nu.”

Studium? Studiet? Uanset hvad det er og hvor det er foregået, så kan man ikke andet end at undre sig over, at disse forskere ikke har bedre at tage sig til end at studere (sic!) 6000 legofigurer og konkludere moralsk på det de finder. For forskerne er bekymrede og Christoph Bartneck fra University of Canterbury “spekulerer over, hvordan bevægelsen fra udelukkende positive ansigter til et stigende antale af negative ansigter påvirker den måde, børne leger på.

Det er lige før at barndommen som vi kender den, er truet af onde legofigurer. Men intet undslipper de årvågne forskere der følger katastrofen på tæt hold: “Det er vigtigt at studere, hvordan man lave passende udtryk, og hvordan de udtryk bliver opfattet af brugerne. Den måde, børn opfatter deres legetøj på kan have betydelig indvirkning på dem“, siger samme Christoph Bartneck via Politiken via The Guardian via en artikel i et tidsskrift hvis navn ingen gad viderebringe, hvilket også er nyttigt, for så kan ansvaret for stavefejl m.m. heller ikke umiddelbart placeres.

Nogle af de klareste og lykkeligste minder fra min barndom er de lange (undertiden) lune sommeraftener, når jeg sammen med kvarterets andre drenge (og piger) løb rundt og forsøgte at slå hinanden ihjel for sjov og ve den som ikke døde overbevisende, med både lyd og ærgelse og behørigt skuespil. Uskyldig sjov, med mord og død og ødelæggelse. Og når vi ikke gjorde det, var der anden sjov og meningsløs vold vi kunne hengive os til.

Spekulerer over om egentlig ikke børn er solidt nok byggede – fysisk og mentalt – til at de nok skulle kunne klare et surt legomandsansigt eller to. Det tror jeg egentlig de er.

Emil Bergløv: Lego-ansigter er blevet mere vrede med tiden. Politiken, d. 12/6 2013

Stedet kun stjernene kender



Den første dag i maj – i år en onsdag – stod jeg tilfældigvis på terassen og nød solen og forårsluften, da den årlige test af varslingssirenerne gik i gang og en vidunderlig men infernalsk larm spredte sig og bragte med sig minder fra engang.

Da jeg var barn, blev varslingssirenerne afprøvet en gang ugentligt, hver onsdag middag og det var så hverdags en begivenhed, at man ikke engang altid bemærkede det, når man nu var en af de der trods alt var optaget af skolearbejdet. Undertiden gjorde man dog med en svagt frydefuld gysen over den kollektivt indbildte koldkrigsrisiko, mens der i ens hovede kørte fascierende billeder og filmklip af Hitler og Churchill og ondskab og udsultede jøder og grynede sort-hvide billeder fra Somme og Verdun og tusinder af allierede skibe på havet ved D-dag, som skulle bringe en ende på ulykke og fred og fordragelighed til verden. Og så var det man blev brutalt revet ud af de søde drømme af Fru Olsen, som udleverede tekster hun kaldte litteratur (aldrig har jeg læst så meget af hvilket jeg husker så lidt) og ugebladsreklamer til analyse …

“Se hvordan menneskers blod løber sammen i levrede pøle. Se hvordan løsnede tænder fra lig flås med af de stride strømme af fossende blod, de skures og slibes mod sandet indtil de glimter i mudder og dynd, hvor blodet i bække flyder med splintrede ben og løber langs afhugne lemmer. Danskernes blodstrøm ta’r til, nu breder sig vidt over marken pøle af rødt, overalt ligger lig spredt ud over jorden, omflydt af floden der vælder med kraft fra de skummende årer. Uafbrudt farer nu Hjartvar løs på de danske, han elsker krigsguden, løfter sit spyd og udfordrer alle til kampen. Dog, her midt mellem døende mænd og faldne fra slaget ser jeg med lykkeligt smil om sin mund vor slægtning af Frode, han som engang med guld tilsåede Fyrisvals marker.” (Saxo. Zeebergs overs., Kbh. 2000)

Min nabo er gammel. Hvor gammel ved jeg ikke, men et godt stykke på den forkerte side af de halvfjerds og skræmt fra vid og sans i en sådan grad, over at der i kvarteret har været en række indbrud i private hjem, at hun knap tør forlade sin bolig. Måske kunne man forstår det, hvis hun ikke turde opholde sig i hjemmet, for hvad skal sådan en lille sød gammel dame alligevel stille op, om tyven i natten kommer listende når hun er hjemme? I det hele taget, hvad gælder frygten? Er hun ikke allerede så tæt på døden at hun forlængst burde have forliget sig med, at den snart indfinder sig – og med langt større sandsynlighed af naturlige årsager end af kriminelle – og derfor med stort begær gribe den rest af liv hun trods alt har tilbage og kaste sig ud i den med dødsforagt? Hvad er det hun sparer op til, denne stakkels skræmte puger af indholdsløse livsdage?

“War is not to be regarded as an absolute evil … by its agency as I have remarked elsewhere the ethical health of the peoples is preserved in their indifference to the stabilization of finite institutions; just as the blowing of the winds preserves the sea from the foulness which would be the result of a long calm, so also corruption in nations would be the result of prolonged, let alone ‘perpetual’ peace.” (Hegel: Philosophy of Right, §324 tr. Knox. Oxf 1962)

Nutidens skolebørn behøver ikke bekymre sig om den slags varslinger af fortidige ulykker, og de fleste pædagoger vil måske endda sige, at det er godt børnene ikke behøver at bekymre sig, men når man hører hvilke genvordigheder og dagligdags katastrofer det medførte for deres forældre, at de, på grund af lockoutede skolelærere, måtte have deres børn hjemme en måned, hvilket kommer frygteligt ubelejligt midt i deres evigt ambitiøse stræben og slæben til huse, så tænker man uvilkårligt, at det måske ville være på sin plads med en lille fiks krig og lidt nød, til at rykke lidt op i råddenskaben.

“I kender alle det desperate tungsind, der griber os ved erindringen om lykkens tider. Hvor uigenkaldeligt er de dog borte, og vi er ubarmhjertigere skilt fra dem end ved alle afstande. Dertil kommer, at billederne træder mere lokkende frem i efterglansen; vi tænker tilbage på dem som på en afdød elsket kvindes legeme, der hviler dybt i jorden og nu får os til at gyse med en skønhed af højere og mere åndelig orden, ikke ulig et luftsyn i ørkenen. Atter og atter famler vi i vores tørstende drømme efter hver enkelthed, hver fold. Da ser det ud for os, som vi ikke fyldte livets og kærlighedens mål til randen, men ingen anger bringer det forsømte tilbage. Måtte denne følelse være os en lære for hvert lykkens øjeblik.” (Ernst Jünger: På marmorklipperne. Kbh. 1979)

Lige meget hvor længe du lever, lever du dog aldrig evigt og lige meget hvor meget rigdom du slæber til huse, er du aldrig lykkeligere end i det allerede forgange, øjeblik da livets og kærlighedens mål var fyldt.

Lykken kan ikke akkumuleres, men den blomstrer så meget smukkere og frodigere i ulykkens skygge. Sophus Claussen beskrev det således:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

Ill: Mira by NASA (public domain img via Wikimedia)

Om selverkendelse (1)

Indholdet af følgende citat fra et essay af Morten Albæk i Berlingske for et par år siden er i enhver henseende sandt og noget ethvert menneske burde tage til sig og ideelt burde kunne tage til sig.

“Gnothi seauton! Kend dig selv! Denne opfordring fra den græske filosof Thales fra ca. år 600 f.Kr. skulle ifølge overleveringen være indhugget i portalen til templet for visdommens og lysets gud Apollon i Delfi. Et par århundreder eller tre senere fulgte Sokrates trop og insisterede på, at mennesket må kende sig selv for at kunne forstå sin omverden. Og siden har snart sagt enhver af historiens største tænkere lige fra Platon over Cicero og Montaigne til Kant og vores egen Kierkegaard med hver deres accenter forfægtet det fundamentalt nødvendige i, at man som menneske erkender sig selv så tæt så fuldkomment som overhovedet muligt, før man kan være kyndig på noget som helst andet. Så i mere end 2.500 år er vi igen og igen blevet opfordret til at udvikle vores evne til at kende os selv; udvikle vores selverkendelse. Arbejde med vores indsigt i egen formåen gennem en indsigt i egne begrænsninger – moralske, etiske, fysiske og intellektuelle.

Og det er svært at påstå, at der er noget, der er vigtigere for et menneske at være i besiddelse af end en sund selverkendelse. I hvert fald hvis man på egne eller andre menneskers vegne har ambitioner om at leve et godt og meningsfyldt liv. For uden selverkendelse er det per definition umuligt vide, hvem du er og mindst lige så vigtigt, hvem du ikke er. Og hvis du ikke ved nogen af delene, er det svært at vide, hvordan du skal møde andre mennesker. Du vil derfor uden at kende dig selv med sikkerhed fare vild ikke bare i dit eget, men også i andres. Med andre ord: Jo sundere din selverkendelse er, jo mere ved du om, hvad du kan, og hvad du ikke kan. Hvem du kan blive, og hvem du ikke kan blive. Hvem du vil være, og hvem du ikke ønsker nogensinde at blive. Dine muligheder og begrænsninger. Dine kompetencer og inkompetencer. Dine styrker og svagheder. Dine charmerende såvel som dine ucharmerende sider. Og jo mere du ved om dig selv, jo mere kan du også møde de forpligtelser, der følger af at være et medmenneske – et menneske der deler et fællesskab med andre mennesker.” ()

Problemet er bare, at Morten Albæk i sit essay bruger dette som afsæt for at skyde på danskernes kollektive selvopfattelse. Men den form for introspektion som er beskrevet ovenfor, er rent personlig og har intet at gøre med dette – sikkert ganske berettigede – overfald på danskerne:

“Ikke desto mindre synes det vestlige menneskes selverkendelsesniveau at være på et historisk lavpunkt. Vi synes at have spundet os ind i en eksistentiel tornerosesøvn, der har beriget os med en oppumpet selvtillid og selvtilstrækkelighed, der hviler på et falsk selvbillede af egne evner, færdigheder og kvaliteter.

I min levetid (født 1975) har jeg været øjenvidne til og deltager i et bevidstløst spektakel, hvor danskerne med stadig større selvtilfredshed har fejret sig selv som et samfund (det danske) i en kultursfære (den vestlige), hvor man er særligt produktiv, voldsomt effektiv, guddommeligt innovativ, yderst sofistikeret, grænseløst kreativ, umådeligt frit tænkende og ekstraordinært oplyst og veluddannet – og det sammenlignet med ethvert andet folkeslag i enhver anden kultursfære.” ()

I sidste ende har det intet som helst at gøre med din personlige udvikling, din selverkendelse eller dit liv, hvad alle de andre gør, undtagen – desværre – som et eksempel på hvad du ikke skal gøre. Du kan fint hvile i dig selv, uanset om 99% af resten af befolkningen gør det eller ej, og selvom du kan lære noget ved at betragte dine omgivelser og de bizarre ting der foregår der:

Hvis der går et spøgelse gennem Europa (eller verden) i dag, må det være den hvide illusion om frihed: at vi er frie, selvstyrede individer, der i alle henseender – pga. alle de frie valg, markedet og frisættelsen  forkæler os med – kan sætte vores hat, som vi vil. Når man har vandret ned af en villavej med hyggelige forhaver og i næsten hver eneste spottet en Weber-grill, så har man et bizart billede på den højt besungne frihed – sjovt at vi alle træder i unik, personlig karakter og netop skal have en Weber-grill. Eller læse Da Vinci Mysteriet, spise sushi og drikke caffe latte. (Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005)

… så må du også erkende, at der er stor forskel på det at vide hvad man ikke skal gøre og på at vide hvad pokker man så skal gøre i stedet. Du har nok en fornemmelse af at selvom du skrotter Weber-grillen og afholder dig fra sushi og latte, så er du ikke kommet så meget videre endda. Hvad så?

Selv med Albæks ganske udførlige liste i hånden eller alverdens håndbøger i reolen, kommer man ikke i mål, om man fra allerførste skridt bevæger sig i den forkerte retning og man kunne instinktivt fristes til at tilføje et “Do not try this at home folks!” På den anden side kunne det også tænkes, at det undertiden var sådan, at selv det at fare en smule vild mens man går på opdagelse i sig selv, er bedre end blot at forblive hvor man er …

Dog er der en ting, som disse velmenende intellektuelle ofte enten overser, eller i hvertfald sjældent omtaler, og det er at man desværre må formode (læs: frygte!), at det er de færreste mennesker, der har de evner, den vilje og den intelligens der skal til, for at foretage en sådan indre rejse på egen hånd eller måske at kunne foretage den overhovedet. Risikoen for at fare vild i selvbedrag, rådvildhed eller ren og skær frustration er tilstede, for hver eneste skridt man tager. Livet er ikke demokratisk og nogle er bare bedre stillede end andre eller også er de så heldige at have en guide.

fortsættes …

Morten Albæk: I mangel af selverkendelse. Berlingske, d. 24/4 2010)
Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005


Om at have et mål

“Therefore we must make ourselves indifferent to all created things, in so far as it is left to the choice of our free will and is not forbidden. Acting accordingly, for our part, we should not prefer health to sickness, riches to poverty, honor to dishonor, a long life to a short one, and so in all things we should desire and choose only those things which will best help us attain the end for which we are created.”

St. Ignatius: Spiritual Exercises
(Overs. A. Mottola. New York 1964. s. 47-8)

Om Sindets Ligevægt

Til Quintus Dellius

Mød Modgang med et ligevægtigt Sind
og tøjl Din Trang til overmodig Glæde
i Medgangs Tid. Husk paa: Du skal jo dø,
o Dellius, hvadenten Du vil Græde

og sorrigfuld henleve Dine Aar,
hvad eller Du forstaar Din Sjæl at fryde
og paa hver Højtidsdag i landlig Fred
i Græsset strakt Din gode Vin at nyde.

Hvorfor mon Poplerne og Pinjerne
til gæstfri Skygge deres Favn forene,
og hvorfor risler Kildens klare Væld
med munter Nynnen over Stub og Stene?

Lad Vin og Salve bringe hastigt hid?
og Roserne, hvis Duft for tidligt Svinder,
mens det er Tid at glædes, mens endnu
vor Livsens Traad de trende Søstre spinder.

Alt skal Du miste: Guld og Gods og Gaard,
alt, hvad i livets Løb Du skrabed sammen;
alt tages fra Dig, Du skal føres bort
og efterlade alt til andres Gammen.

Da gavner ej Alverdens Rigdom mer
end Armod – bor Du under gyldne Tage,
hvad eller Himlens Hvælving er Dit Loft,
naar Døden kalder, maa Du med ham drage.

Vi føres alle til det samme Sted;
Gudinden alles Lod i Urnen ryster,
naar Dit uddrages, baader ingen Bøn,
Du færges bort til Dødens kolde Kyster.

– Horats: Oder
overs: Axel Juel
Gyldendal 1945. s. 41

Elsk din voldsmand – 2

Lidt yderligere kommentarer (Første del er her.) til sagen om den 14-årige Emil, som var udsat for et par voldelige overfald på sin skole og efterfølgende måtte gå i skole sammen med de drenge som havde overfaldet og brækket næsen på ham og som havde fået dom for det.

Jette Runchel, direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, fortsatte i pressen med at demonstrere en fuldstændig mangel på empati, da EB d. 8/5 2012 kunne berette at Emil formodentlig følte sig tvunget til at skifte skole efterfølgende.

Jeg synes, det er ærgerligt på den ene led. På den anden led kan jeg sagtens forstå, at det er det valg, man kan komme til at træffe som forælder.

Det er ikke et valg man kan komme til at træffe som forælder, det er et valg man kan blive tvunget til at træffe som forælder. Der er en væsentlig forskel her. Formuleringen “komme til at træffe” er ren ansvarsfralæggelse.

Det er vigtigt for mig at sige, at skoleledelsen har talt med hende om, at vi står til rådighed og vil gøre alt i vores magt for at få iværksat, at Emil får den hjælp, han har brug for.

Synes du, det er sket hurtigt nok?

Der har været tilbudt hjælp før nu. Den dreng, som har begået overfaldet, har tilbudt at komme hjem til familien og sige undskyld, men det har familien ikke kunnet tage imod. ()

Konfliktråd, mægling, re-etablering af relationer. Efter at viljen til at straffe er, om ikke afskaffet, så dog mistænkeliggjort, er hensynet til gerningsmanden blevet væsentligt. Jeg har hørt argumentet om, at man jo ikke ligefrem behøver at ødelægge voldforbryderens liv, ved at straffe ham.

Konfliktråd og mægling har det store problem i sig at de i en forstand ligestiller offer og gernningmand – forstået på den måde at de skal indgå aktivt i samme process og det kan kan jo nok være mindst lige så grænseoverskridende for offer som for gerningsmand. Problemet er, at når først hensynet til gerningsmanden er kommet ind i processen følger tilsyneladende og uvilkårligt mistænkeliggørelsen af offeret, når det ikke ønsker at medvirke.

Som ovenstående, hvor det selvfølgelig skal nævnes at de har fået hjlæp, nemlig at gerningsmanden har tilbudt at sige undskyld, men det ville de utaknemmelige mennesker så åbenbart ikke tage imod. Selvfølgelig ikke, fristes man til at sige, for bag hele ideen om at forklare sig, beklage eller sige undskyld, ligger tanken om at man kan forvente tilgivelse i en eller anden udstrækning. Men er det alt der skal kunne tilgives? Hvad hvis den udefrakommende forventning til offeret om at re-etablere relationerne til gerningsmanden (og dermed ultimativt at tilgive) til sidst bliver så stort at det bliver et krav?

I slutningen af februar blev Emil overfaldet igen. Denne gang fik han brækket sin næse og blev sparket, mens han lå på jorden, fordi han forsvarede en klassekammerat mod drillerier. Denne gang var det en ny 9. klasses elev. Umiddelbart efter sammenstødet måtte Emil sidde alene med eleven med blødende næse i et lukket rum, indtil Emil selv valgte at forlade skolen.

– Jeg gik op på kontoret, fordi jeg tænkte, at de ringede efter en taxa, så jeg kunne komme på hospitalet. Så kom han ind i rummet. Så gik alle lærerne ud for, at vi kunne snakke. Vi sad der i cirka 20 minutter, og så gik jeg ud på gangen og sagde, at jeg ikke ville snakke med ham. Så hentede de ham bare derud. Jeg kunne mærke, at de bare ville have, at vi skulle snakke, og de ikke ville ringe efter en taxa, fortæller Emil. ()

Presset er så lige pludselig på offeret og den kyniske mægler/sagsbehandler kan lægge en lille smule skyld over på offeret, når det ikke vil makke ret og tale sig til rette med en voldsmand og efterfølgende modtage en undskyldning.

Selvfølgelig er det pervers selvudlevering når en 14-årig dreng udtaler til pressen: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække. Men jeg får taget mig sammen og går i skole hver dag“, () men verden er da helt skæv, når det er offeret for en forbrydelse der frygter sin fremtid i frihed, langt mere end at det er forbryderen der frygter sin fremtid i ufrihed.

Elsk din voldsmand

Ekstra Bladet bringer en historie (her tages på forhånd forbehold for historiens sandhedsværdi) om 14-årige Emil fra Albertslund, som to gange i skolen af ældre elever, den en gang med en brækket næse til følge. Den ene af slynglerne har fået en betinget dom og en dags bortvisning fra skolen og den anden (en uges bortvisning fra skolen) kommer for retten senere.

Emil har det – meget forståeligt – ikke specielt godt med at voldsmændene stadig går og vil vedblive med at gå på skolen. Han siger: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække.” Det er jo ganske forståeligt, men dybest set også en triviel historie – for alle andre end de implicerede.

Interessant er det fordi Jette Runchel, der åbenbart er direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, forsøger at begå karakterselvmord med følgende udtalelser til EB:

Det er rigtig kedeligt at høre, at drengen har haft den oplevelse. Vi er bare nødt til at se, hvad det andet perspektiv også er.

Hvorefter EB spørger:

Men hvorfor skal Emil gå i skole med de to drenge, der har været voldelige over for ham?

og Jette Runchel svarer:

Vi mener, at der er grundlag for, at man kan reetablere relationen mellem de drenge, der har været involveret. Det har været skoleledelsens vurdering, og normalt er det jo ikke skolens opgave at straffe.

Reetablere relationen? Sådan taler man, når man repræsenterer en verdensopfattelse, hvor levende mennesker er reduceret til livløse brikker i et pædagoisk-administrativt spil.

Dette her er den ultimative menneskeforagt. (Anden del er her.)