Smæk

“No nation is fit to sit in judgment
upon any other nation.”(*)

Der er mange måder at præsentere en historie på, men fra et journalistisk syndpunkt synes den bedste indgangvinkel altid at være den der enten påkalder forfærdelse eller forargelse. Intet er bedre til at fange læserens opmærksomhed og det er jo den der konkurreres om. I Politiken hedder overskriften:

“Saudisk voldtægtsoffer skal piskes”

Artiklen begynder således:

“Hun blev voldtaget 14 gange af syv mænd. Nu er hun idømt 200 piskeslag og fængsel i seks måneder.”

… og det antyder jo ligesom en sammenhæng mellem de to ting. Sagen er den at hun blev idømt 90 piskeslag for at befinde sig i bilen sammen med en mand hun ikke var i familie med og yderligere 110 efter en appelsag hvor hun desuden blev dømt for gennem medierne at forsøge at påvirke sagen. Men ikke engang det formår artiklens forfatter at for på plads: “Årsagen er, at hun var i en bil med en mand, som hun ikke var i familie med, da voldtægten skete. Og den brøde har en appeldomstol i Saudi-Arabien nu takseret til 200 piskeslag og fængsel i seks måneder.” Og det er så faktuelt forkert.

Det kommer ikke som en overraskelse for undertegnede, at ikke bare Politiken men stort set alle danske (og udenlandske) medier vælger den synsvinkel på sagen. Kunne man tænke sig det modsatte vinkel på historien, altså en der ikke bare går på det som vi tolker som kvindeundertrykkende (at hendes frihed er begrænset i og med at hun ikke bare kan køre i bil med hvem hun vil og oven i købet bliver straffet for det), men i stedet på at men i Saudi Arabien faktisk tager overfald på kvinders ære lidt mere seriøst end herhjemme. (Et eksempel herhjemmefra: en kvinde blev voldtaget af to mænd under trusler om at få klippet fingrene af med en boltsaks. Straffen: tre års fængsel for grov voldtægt.): de syv gerningsmænd fik også fordoblet deres straf ved appeldomstolen og de oprindelige straffe på op til fem års fængsel blev forhøjet til op til ti år. Anklageren havde oprindeligt krævet dødsstraf. I en anden sag blev tre mænd idømt op til 12 års fængsel og op til 1200 piskeslag for at have filmet voldtægten af en 17-årig kvinde.

Den her sag har kun fået så meget omtale, fordi den er en omkostningsfri lejlighed for en række politikere og (køns)politisk interesserede til at score nogle billige point i offentligheden ved at appellere til forargelse over noget der i sidste ende ikke vedkommer dem.

Således også Thøger Seidenfadens bedre halvdel, Rune Engelbreth Larsen, som mener det er pinligt…

“… at USA har afvist at ville foretage sig noget, der griber ind i Saudi-Arabiens interne anliggender. De fleste af os andre kan kun råbe op via tryksværte, men det er hykleri af værste skuffe fra USA, der om nogen kan lægge pres på Saudi-Arabien.

Derfor bør en utvetydig dansk regeringskritik afleveres til Saudi-Arabien såvel som USA.” (Rune Engelbreth Larsens weblog på politiken.dk)

Nu er det også USAs skyld at Saudi Arabien har de love de har. Men dem har de altså haft og brugt i lang tid og det er ren populisme af værste slags at der pludselig skal protesteres nu. Skal vi overhovedet blande os i hvad andre lande har af regler, love og skikke? Hvordan ville vi have det hvis Saudierne protesterede mod at vi årligt slår 15000 børn ihjel under betegnelsen abort?

Er det den slags ensretning af verden vi ønsker; at alle lande og alle kulturer skal hylde de samme værdier (eller det samme fravær af værdier), eller handler det bare om at hævde vor egen moralske overlegenhed overfor andre. (**)

Diskussionen er i bund og grund absurd, da den grundlæggende handler om et gammelt spørgsmål om hvorvidt mennesket som individ skal stå over Gud eller om Gud står over mennesket. Spørgsmålet er også hvorfor vores valg skal have nogen vægt overfor dem der har valgt anderledes. Ironien burde i hverfald være tydelig for enhver: først forsøger vi at underlægge alle verdens religioner og nationer vores opfattelse af Gud – med en vis succes i øvrigt – og da vi så pludselig opdager at vi ikke tror på ham mere skal alle verdens religioner og nationer underlægges vores opfattelse af mennesket.

Måske vi bare skulle lade dem være i fred!

__________
(*) Woodrow Wilson, tale i New York 20. april 1915
Søren Astrup: Saudisk voldtægtsoffer skal piskes. Politiken.dk 15. nov 2007
(**) Det er tankevækkende at Rune Engelbreth Larsen, der hylder “menneskets individuelle forskellighed” under betegnelsen humanisme i grunden ender i dette moralske korstog. Ang. Rune Engelbreth Larsen se f. eks. faklen.dk og humanisme.dk

Soldaterkammerater

For to dage siden døde en dansk soldat som følge at de kvæstelser han pådrog sig under kampe et sted i Afghanistan et døgn tidligere. Med dette dødsfald blandt danske soldater i Afghanistan, nåede det samlede tabstal i følge Politiken op på otte personer. Nåja, tab og tab: krig er ikke hvad det har været eller også er min forestilling om krig udsprunget af fiktionens (filmens) verden. Tre er døde under desarmering af et missil, en har begået selvmord, to døde måske (det undersøges stadig) under ‘friendly fire’ og to under forsøg på at sikre efterladt materiel. Ikke meget ‘killed in action’ over det.
Da jeg sad og ryddede op på min pc i aftes (ja, den er så åbenbart ikke helt ny) faldt jeg over følgende fotos fra 2002 (frigivet af en militær undersøgelseskommision), som unægteligt giver en det indtryk at det danske militær i bedste fald er en samling glade amatører som leger krig. Er det rimeligt at inkludere personerne på følgende billeder under statistikken for officielle tabstal eller skal man blot bebrejde det danske forsvar at de sender soldater af sted der mangler uddannelse?

Soldaterkammerater

Læg mærke til at der er mindst seks persomer til stede, hvor enhver ekspert nok ville fraråde at der er var flere tilstedeværende end allerhøjest nødvendigt. Sikkerhedsudstyr er i mistænkelig grad fraværende.

Soldaterkammerater

Her er det nok værd at bemærke at der er to hamre af ikke ubetydelig størrelse på billedet, ligesom der også her er flere personer tilstede end højst nødvendigt, incl fotografen selv. Ikke så underligt at det kostede menneskeliv. Skal man konkludere at danske soldater ikke er (var) bedre uddannet end at de går og sysler med demonteringen af antikverede russiske missiler i fritiden?

Når man så også tænker på at Danmark deltog i golfkrigen med, af alt i verden, en lettere forældet ubåd, er der vel ikke noget at sige til at man fra flere sider er begyndt at betvivle den strategi der har kostet to yderligere danske soldater livet: nemlig at sikre efterladt materiel. Er det menneskeliv værd? Er den danske militære ledelse – efter ikke at have været i krig i hundrede år – deres opgave voksen? Kan en operativ tradition i det hele taget overleveres længe uden at have udmøntet sig i praktisk indsats? (Var der ikke noget med noget snerydningudstyr?)

Jeg skal ikke gøre mig klog på det, blot mindes min tid hos civilforsvaret i Middelfart under Pisarski og en wannabe-jægersoldat delingsfører ved navn Dalsfledt, hvor vi, som led i vores uddannelse, blev forsikret om at man da sagtens kunne smide en atombombe mellem Herning og Brande uden at nogen af byerne ville tage den fjerneste skade og at radioaktivitet ellers i øvrigt kan fejes sammen med en kost – og at det i givet fald ville blive vores opgave.

Det var i det øjeblik at jeg besluttede mig for, at skulle Danmark nogensinde komme i krig, så skulle jeg nok finde ud af at absentere mig så hurtigt som overhovedet muligt.

Sjov med meningsløs vold

I den forgangne sommer bragte Ekstra Bladet en historie fra Vorbasse Marked. (Vorbasse er i det mørke Jylland, beliggende omtrendt midt mellem Vejen og Billund.) En historie om dyremishandling og en historie fuld af forargelse, som de jo i reglen er når Dyrenes Beskyttelse medvirker.

Det var en flok fulde unge mennesker, der deltog i det årlige Vorbasse Marked, som fredag aften havde fået den afsindige ide at drukne små, hvide mus i en balje med vodka. (*)

Det lader til at den lidt vel kreative leg har forarget tilstedeværende, for

En repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse blev tilkaldt og fik stoppet mishandlingen. Flere af musene var da døde, og de resterende blev kørt til en dyrlæge, der aflivede dem.

Så vidt jeg ved sælger min lokale købmand fælder der kan klare den opgave uden de problemer som dette overdrevent sentimentale forhold til dyr medfører. Betale en dyrlæge for at aflive et par (oven i købet berusede) mus? Næh, dengang jeg var barn …

… da boede jeg også derude på landet i det meget mørke Jylland, nærmere bestemt i Mollerup, det ubetydelige hul i jorden omtrendt midtvejs mellem Randers og Viborg, som i en årrække udgjorde verdens navle for undertegnede. Og det var nu ikke så ringe endda.

For eksempel når naboen, gårdejer Thomsen, åbnede roekulen og skulle køre roer ind. Så kom musene ud – der var mange – og så stod vi fire-fem drenge parat til en munter leg, som i al sin uskyldighed gik ud på at musene skulle slås ihjel med det forhåndenværende våben: roer. Roer er store og tunge nok til at vende vrangen ud på en mus hvis man rammer præcist. Det gjorde vi selvfølgelig ikke altid, men så kunne de små kræ altid stole på at den efterfølgende roe ville bringe udfrielse fra lidelserne.

Jeg husker ikke hvor mange mus vi kunne slå ihjel på sådan en glad eftermiddag, selvom jeg er helt sikker på at der blev ført regnskab og kåret en vinder, men det var mange.

Nåja, dengang var der ingen verdensfjerne moralister og jurister – som f. eks. Søren Stig Andersen, der i Dyrs rettigheder (Juristen nr. 7 1998, side 249-267)  mener at vise at “dyr har i hvert fald to grundlæggende moralske rettigheder: retten til ikke at blive udsat for fysisk og psykisk vold samt retten til at få deres behov opfyldt, når de er taget i menneskelig varetægt.” – til at fortælle os at den slags var forkert, at dyr havde umistelige personlige rettigheder og krav på at få opfyldt deres personlige behov og den menneskeliggørelse af dyrene som dyrerettighedsforkæmpere alt for ofte står for, var vistnok ganske ukendt.

I hvert fald er jeg sikker på at tanken om at en mus bør skånsomt aflives af uddannet personale ville have været Achton Friis ganske fremmed i 1909, når han lystigt beretter om Danmarksekspeditionens jagt på hvalrosser:

De havde nu fået en så stærk strøm imod, at Mylius og Bendix Thostrup talte sammen om, at enten måtte det være et sund, de var kommet ind i, eller også måtte et stort vand have sin udløb i bugten, thi ebben alene kunne ikke sætte et sådant vande. Opmærksomheden blev dog snart bortledt fra dette emne ved at Tobias på en lavt udløbende sandodde pludselig opdagede en del mørke punkter, som først antoges at være klippesten men et øjeblik efter viste sig at være en hel hjord af hvalrosser, som lå her side om side ved strandkanten. Til trods for, at motorbåden to gange passerede flokken, lod den sig dog ikke anfægte af støjen, men sov roligt videre. Det var først bestemmelsen at angribe dem fra båden; men Thostrup rådede fra dette, idet han gjorde opmærksom på det farefulde i dette foretagende med henblik på det ukendte farvand og de overlastede både, af hvilke jo kun den ene havde bevægkraft, medens den anden, som slæbte efter, hindrede manøvrefriheden alt for meget. De sejlede da forbi og satte bådene på land et par hundrede meter fra stedet. Så listede de sig i række, dækkende bag hinanden og med bøsserne klar, hen til flokken.

Og her begyndte nu et øjeblik efter et frygteligt blodbad. Fortællingen herom fik straks hårene til at rejse sig på vore hoveder – og ikke mindst på fortællerens, men jeg tror, den sidste nød det.

Ordren havde lydt på, at alle mand tilsammen kun måtte holde på tre bestemte dyr for således at være sikker på at få dem. Men det var kun i første omgang, at dette kunne respekteres. Strak, da den første salve bragede, fór dyrene op af deres dvale, og i næste øjeblik var forvirringen og dræbningen almindelig. Hvalrosserne forsøgte på at flygte og komme til en side; men hvor de end vendte sig hen, så de disse gesvindte smådjælve fare rundt og knalde dem i ansigtet. Det var jo til at gå ud af sit gode skind over. De vraltede halvfjollede rundt på deres tunge forluffer, hvæsede mod skuddene og slap damp ud i lange, røde stråler, hjælpeløse som lokomotiver, der er løbet af sporet. Når endelig én af dem tossede ned mod strandkanten, blev den straks opdaget, og en 6-8 projektiler standsede den her, inden den nåede det frelsende element. Man så hvalrosser omringede på tre alens afstand af 4-5 mand, der samtidig skød på dem fra hver sin kant. Dér lå da i løbet af få sekunder 11 dyr på stranden; kun et par stykker slap i vandet og væk. Så endte slaget. Der blev ingen mennesker skudt. (Achton Friis: Danmarksekspeditionen. Gyldendal 2005. p 95-96)

Jeg er også ret sikker på at de hunde som Danmarksekspeditionen medbragte ikke fik deres retmæssige behov opfyldt:

En hund gik over bord på de andres vagt i dag. Men den blev reddet henne ved roret, hvor man var så heldig fra dækket at få slået en løkke om halsen på den og halet den den op over lønningen. Det er ellers på den måde, man undliver hunde derhjemme.

De stakkels dyr lider utroligt meget ondt på rejsen; magre og forkomne, som de efterhånden er, har det ikke modstandskraft nok overfor de stadige strabadser. Der står evindeligt iskoldt vand på hele fordækket, deres poter er opblødte, røde og tyndhudede ad væden; de står med klamme rygge, halen mellem benene og ryster af kulde. Når de overvældes fuldstændig af trætheden, falder de om i et pløre af vand og ekskrementer, som det er umuligt at holde fjernet fra dækket, hvor de altid opholder sig. De stinker af snavs og er forbidte, skrammede og forslåede over hele kroppen. Den tætte sammenstuvning af så mange familier og spand afstedkommer stadig blodige slagsmål. Falder én eller anden svag djævel så til dæks, styrter en sværnm af bestialske rivaler i mad og kærlighed sig straks over ham, og passer man ikke godt på, kan man et øjeblik efter finde et ukendeligt kadaver midt i møddingen. (Friis, op. cit., p. 27-28)

Det interessante er nok ikke at holdninger skifter, det gør de ofte og det burde ikke ligefrem nogen hemmelighed at man ikke til alle tider har været lige sentimental overfor dyr eller for den sags skyld mht. børn:

liberos, si debiles monstrosique editi sunt, mergimus; nec ira sed ratio est a sanis inutilia secernere. (Seneca: De Ira I 15,2)

Det interessante er den totalitære indstilling der søger at gennemtvinge en moral der vil straffe for forhold, hvis ulovlighed ville have været indlysende tåbelige for mindre end en menneskealder siden:

Det er en grel dyrværnsag, men vi kan ikke gøre noget, for vi ved ikke, hvem der mishandlede musene, siger Ida Holk Madsen, der er kredsformand i Dyrenes Beskyttelse. (Rosbøg, op. cit.)

Men det er jo, som jeg har sagt før, sådan, at når ideologien går ind, så går forstanden ud. Eller måske rettere, når enhver form for dannelse er fraværende, in casu et historisk perspektiv der næppe engang rækker mindre end en menneskealder tilbage, så ender mennesker alt for ofte som ofre for tilfældige indskydelser eller moralske vildfarelser.

(*)Sanne Rosbøg: Druknede mus i vodka for sjov. eb.dk d. 22. juli 2007 kl. 10:40 Ja, nu skal man jo ikke tage en avis som Ekstra Bladet særligt alvorligt; de er jo ikke netop berømte for at omgås sandheden med ynde og omhu, hvilket blandt andet ses af at artiklen ikke kan blive enig med sig selv om hvorvidt der var tale om en balje eller en kande med vodka. Men hvor pinligt det end er at en Ekstrabladsjournalist ikke kan skrive ti liner uden at modsige sig selv, er det dog uden betydning for vores formål.