Forårsforventninger

Måske man kan sige, at man forgriber sig lidt på naturen og verden, når man på denne måde insisterer på at foregribe årstiderne, men ikke desto mindre vil jeg insistere. Solen skinner ind af mit vindue, måske lidt dovent, men den skinner trods alt og himlen er klar og blå. Blandede småfugle hopper forventningsfuldt rundt i min hæk eller kigger bebrejdende på mig fra det foderbræt, som jeg har forsømt at fylde og ser man helt bort fra temperaturen derude, som jeg jo ikke kan mærke herinde, så kunne man godt bilde sig selv ind, at foråret er på vej. Eller … det er det jo sådan set også, det er det hele tiden, men måske man endda kunne få den tanke, at det er tættere på, end det i virkeligheden er. Sophus Claussen kan fint hjælpe mig på vej i mine lystige vildfarelser.

Dansk Foraar

Naturen min Elskerinde
har taget sit Forklæde paa,
sit Forklæde af Anemoner,
slængt over Kjolens Graa!

Naturen min Elskerinde
er bleven saa formiddagsklædt
med grønne Buketter ved Bæltet.
Nu er jeg ilde stedt …

Jeg sidder atter i Lunden
paa Bænkens frønnede Træ
og stirrer henad en Gangsti
med Hænderne under mine Knæ;

Jeg attraar de spirende Urter
og trækker dog Vejret saa frit,
hænger ved dette Klæde
af Grønt broderet med Hvidt.

Naturen min kyske Veninde
skænker mig Sol og Læ
og alle slags friske Farver,
broderede ved hendes Knæ.

Men blir det mit Hjærte for broget,
saa slaar der en Nattergal
i Haven, til Tegn og til Trøst: — at
en anden er ligesaa gal.

Naturen min unge Moder
har rakt mig sit Forklædes Flig.
Og endt er Dæmonernes Hærværk.
Jeg er i mit Himmerig.

Nu har vi andetsteds beskyldt Sophus for at være både resignerende overfor livet og kærligheden og for til tider at være relativt kynisk, men ret skal være ret, det er han ikke her. Hans konstatering af forårets himmerrigskhed burde kunne tjene som forventningsglad opmuntring her og en lykkelig glemsel for så vidt angår kulden udenfor, som ikke er forårsagtig overhovedet.

For vover man sig udenfor, så opdager man da også hurtigt, at solen har ikke rigtig nogen magt i dag andet end lysets. Varme er der virkelig ikke meget af og så er det at man kommer til at tænke på Stuckenbergs forår, som er af en helt anden art.

Erantis

Nu er det Foraar — løb, min Dreng,
nu støjer Hækkens Spurve,
og Havebedet pakker ud
de smaa Erantiskurve,
og Himlen staar saa høj og hvid,
som blev det Dag for evig Tid,
og Luften er saa frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
… saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Nu blomstrer hver en Blomst paany,
det er saa mildt at mærke,
det er, som sang al Uskyld ud
sin Fryd med Markens Lærke;
ak, — det er Bud fra svundne Aar,
en Tone, som i Luften staar
endnu engang og skælver,
en Kalden — men tilbage;
den lyse Vaar, som gror paany,
den er en Skygge under Sky,
og Lærkens Jubel maler
for mig kun gamle Dage.

Min Dreng, det ved du intet om,
men denne Sol i Luften,
Bogfinkens første sagte Slag,
Muldvarpeskudets Duften,
det bringer ikke mig ny Vaar,
det maner mig om svundne Aar;
blødt spørger Finkens Trille:
Hvor er de henne, som med dig
engang gik Vaarens lyse Vej
i Ungdom, Fryd og Lykke,
og Fuglen tier stille.

Hvor er de henne, de der fandt
som jeg i Ungdoms Glæde,
at alt var herligt Strid og Tant,
at juble og at græde.
De er der i det lyse Skær,
som hver en Gren i Vaaren bær’,
dér tindrer deres Lykke,
men fjernt som en vemodig Drøm,
og stum er deres Latters Strøm,
— den fattige Erantis
blev al vor Levens Smykke.

Min Dreng, elsk Dagens lyse Sol,
glæd evig dig ved Vaaren,
den var, den er din Kongestol,
din Lykke ubeskaaren,
i den du møder til din Død
de Blomster, som dig Livet bød,
din Ungdom evig frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Ak ja, skal vi tage Sophus på ordet og tro på at Naturens Elskerinde en dag vil tage sit forklæde på og smile til en selv, munter og glad og ligetil. Ubesmittet i sin sorgløse længsel efter endnu en varm og frodig og attråværdig sommer. Eller kommer foråret som en vemodig formaning om det der var engang, dengang hvor uskylden og glæden og ikke mindst troen på livet og kærligheden endnu var i behold og man levede i lykkelig uvidenhed over den dystre kendsgerning, at våren kom kun en gang og at efteråret fulgte snart efter.

Måske det lyder plat og banalt, men livet er hvad man gør det til og er det en stadig stræben efter glæden eller måske ligefrem lykken og en stædig insisteren på kærligheden og begæret, så er der måske mening at hente i Sophus Claussens Evangelium:

Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som i mit Begær.

Vintertanker

Der er ikke mange formildende omstændigheder ved lyset en sådan decemberdag, hvor skyerne hænger tungt og lavt og så dovne at ikke engang en smule regn kommer derfra. Og selv de få gange hvor solen forgæves kæmper for at bryde igennem skydækket og bare en smule blåt anes deroppe bagved, forbliver låget lukket og lyset fladt og ganske ufotogent.

Måske en smule inspireret af Sophus – er man ikke altid det, bare en lille smule?

Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr,
og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyr.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.

… søger man alligevel derud til fods, drevet af indre trang eller måske endda indre tvang, for at finde lidt fred for tanker der forstyrrer eller måske bare for eftervirkningerne af lidt for meget kaffe. Og uanset hvor langt vi er fra den slags poetiske udtryks kraftfuldhed og deres efterirrationalisering af en grå og trist virkelighed, så er der alligevel en del at hente deri; en indre ro, et fristed, tid til eftertænksomhed. Her er der ingen stress og intet hastværk. Alt går i sit eget rolige tempo og spirer og vokser og modnes og visner og forgår uden hensyn til verden omkring.

Der er noget vemodigt over de indtørrede brombær der stadig hænger uberørt på planterne, som et minde om en for længst passeret sommer og som en vidnesbyrd om et frodigt overskud, som ingen orkede at indtage eller som bare fik lov at hænge der i al ubemærkethed. Indtil nu, hvor det er for sent.

En sidste enlig flue sidder halvdoven – eller sikkert halvdød – af kulde på et af de sidste blade indtil frosten sætter ind og formodentlig gør en ende på dem begge. Og så, skriver Thoreau:

“Summer is gone with all its infinite wealth, and still nature is genial to man. Though he no longer bathes in the stream, or reclines on the bank, or plucks berries on the hills, still he beholds the same inaccessible beauty around him.”

Det er en utilgængelig og især tvetydig skønhed; et vidnesbyrd om sommerens uendelige tabte rigdomme og en natur der – Thoreau kalder det andetsteds for en opvisning af styrke – ruster sig til vinteren.

Der er uendeligt stille derude i naturen og det er en perfekt mulighed for at tømme sindet for det vi ikke kan rumme eller ikke vil rumme og fylde det op i stedet med noget helt andet, på et sted fjernt fra indholdsløse facebookopdateringer og intetsigende tv-programmer, fjernt fra smålige politiske beslutninger og konsekvenserne deraf, fjernt fra hverdagens forpligtelser og måske arbejdets stigende krav om effektivisering.

Tanken er fri derude, hvor den – vigtigst af alt – for en kort stund er fri fra samfundets uundgåelige ensretning af individet og dets tanker,

__________
Sophus Claussen: Pilefløjter. (1899)
H. D. Thoreau: Journals vol 14, s. 259 (1984)

Stedet hvor solen skinner

På denne dybgrå efterårsmorgen var der en der talte til mig, om det sted hvor solen skinner og om det vigtige i at gå derhen og den opfordring kunne jeg jo ikke lade ligge.

Bor man i Danmark og har efteråret først suget al varmen ud af jorden, luften og regnen, kan der været ret langt, hvis man, vadende over lerede marker, gennem dybe skove, skal finde derhen til den lyksalige plet bag fjerne bakker, hvor solen for et kort  øjeblik skinner. Hvem ved, måske den har flyttet sig inden man når derhen? Solen er flygtig og drilsk på denne årstid, som en uskyldigtsød pige man lige har mødt; hun viser sig gerne i glimt bag sine grå slør, men bestandig undslipper hun ens stadig mere insisterende forsøg på at gribe hende og omfavne hende og gemmer sig drillende legesygt for ens blik, tilsyneladende helt ude af rækkevidde.

Og hvis du nu tænker, at løsningen er at søge solen andetsteds, at løsningen er to uger på Mallorca, ja så fatter du ingenting af det hele. To uger på Mallorca er intet andet end mangel på tålmodighed, flugt og resignation. Solen er præcis der, hvor solen skal være og undertiden må man bare vente tålmodigt på den skal komme til syne, vise sig frem og give gavmildt af sit lys og varme.

Er man til gengæld lidt mere poetisk og tager det hele lidt mindre bogstaveligt, kan solen være lige præcis det, som man ønsker den skal være og man kan søge den og jagte den lige så tosset man vil og bruge den præcis som man vil.

For digterne er solen en evig kilde til inspiration – nogle mere heldige end andre – H. C. Andersen citerer Oehlenschlæger:

Kjærlighed er stærk som Døden,
Skjøn som Morgenrøden.

… inden han selv, i et digt betitlet Kjærlighed, ihærdigt forsøger at beskrive det, som han selv konstaterer er ubeskriveligt.

See Solen blusser saa elskovsrød!
Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.
Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!
Tilbedende tier den hele Jord,
Kun Blomsterne nikke i Vinden,
De kysse hinanden paa Kinden.

Men det er altså ret langt fra vores udgangpunkt, som ikke var en beskrivelse af solen som sådan, hvor smuk den så end er, men et forsøg på at finde og indfange det sted hvor den skinner.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et særligt godt forhold til Emil Aarestrup, som skriver smukt om Solens Nedgang, og det er – selvom bloggen handler om at søge solen – ganske tilladeligt, for han søger gennem den noget helt andet.

Bag Vestens Bøgeskove,
I Bølgerne sank Solen –
Hun sad og saae mod Himlen,
Letgyngende paa Stolen.
 
Om Nakkehaarets Knude,
Hvis Lokker vilde splittes,
Greb, med de slanke Fingre,
Hænder, som Aphrodites.
 
Jeg kunde næsten høre
Mit eget Hjerte banke –
Ved hver en nytændt Stjerne
Fik jeg en raadvild Tanke.
 
Om jeg, som Solen, skulde
For hendes Fødder falde?
Om lukke mine Øine,
Som Haugens Blomster alle?
 
Da saae jeg først, hvor Halsen
Sig strakte langt og farligt –
At støtte var nødvendigt,
Alt andet uforsvarligt –
 
O, hvis den runde Nakke
Som Solen nu sig sænkte!
Jeg aabned mine Arme –
Det skeete, som jeg tænkte.

Måske han strækker den lige vel rigeligt, den kære Aarestrup; når solen både er ham, hende og omgivelserne på en gang, bliver det hele måske lidt rigeligt velbelyst. Men jeg tilgiver ham gerne, det er intet galt med en romantiker i en alt for kynisk verden.

Og det er jo netop pointen. Det sted hvor solen skinner er jagten på et fristed i en travl verden, der hvor man går hen, når alt det andet bliver for tungt og gråt. Så søger man uvilkårligt mod lyset, trøsten og måske endda ensomheden på en tankens fjerne sydvendte skråning med udsigt over et stålblåt hav. For Sophus Claussen – ja, jeg ender altid med at vende tilbage til ham – er dette en Længsel efter en Skæbne:

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

Men hvor skal vi da gå hen, på denne tankens imaginære rejse mod en anden og bedre indre verden? Det spørgsmål kan ikke besvares meningsfuldt af andre end den enkelte selv. Hvor det er, at du finder fred, lykke, glæde, ro eller et andet afbræk fra det mørke, som får dig til at søge mod lyset, er et spørgsmål kun du kan besvare. Men til gengæld betyder det i virkeligheden ikke så meget hvad det er, hvis bare du ved med dig selv, hvor det er.

Strøtanker 3

Begrebet “politisk korrekt”, som gik noget af mode efter årtusindskiftet, hvor det, som så mange andre modebegreber, blev brugt og misbrugt til det omtrent ikke længere havde noget betydningsmæssigt indhold, er desuden – i dets rent deskriptive form (om en sådan overhovedet kan siges at have eksisteret) – blevet delvist overflødiggjort med fremkomsten af det ofte brugte og ganske selvafslørende udtryk “at være fordømmende” (på eng: being judgmental), der i skikkelse af en anklage bruges som en ukvalificeret og hurtig afvisning af ethvert tilløb til en normativ vurdering i strid med det herskende politisk korrekte og typisk anvendes som en kategorisk, men alt for ofte ureflekteret, afvisning af, at ikke alt menneskeligt er lige godt eller lige rigtigt.

Terror som underholdning

Politiken kalder det “dokumentation” når de vælger at bringe en lydoptagelse af skudene mod Krudttønden lørdag eftermiddag. Ekstra Bladet behøver ikke et sådan filter, når de under overskriften “Den myrdede var kendt filminstruktør” ikke holder sig tilbage fra at vise en video af redningsfolk, der forgæves forsøger at redde livet på den mand, der blev skudt samme sted.

terroroffer
still fra video på eb.dk

Tidligere på dagen havde Ekstra Bladet måttet nøjes med bringe øjenvidneberetninger fra stedet: “han døde gispende mellem hænderne på os” og “Vi forsøgte at stoppe blødningen. Det blødte kraftigt. I starten gispede han, men efterhånden blev det svagere og til sidst kunne vi ikke mærke puls.” og det har jo ikke nær samme underholdningsværdi … nyheds- og dokumentationsværdi som billede og lyd.

Efter attentatet mod Charlie Hebdo var pressen hurtigt ude med rygtet om at der cirkulerede en video, som viste hvordan terroristerne henrettede en på fortorvet liggende såret fransk betjent, men at den var så uhyggelig, at den blev fjernet igen flere steder fra. Måske af hensyn til offeret og hans familie. Konkurrencehensyn fik dog hurtigt mange medier på andre tanker: hvis den findes, så vil folk se den og det fik de lov til. De mere forsigtige medier valgte at vise videoen, men lod billedet fryse lige i det øjeblik terroristen retter våbnet mod den forsvarsløse betjent og altså overlade det til læserne at fantasere om selve skuddet. Andre var mere uforbeholdne og viste hele klippet.

Det er en svær balancegang. Ekstra Bladet oplevede i sidste uge en smule modvind, da de – uden at konferere med familien først – valgte at bringe billeder af to små børn, som var omkommet i en brand i et privat hjem. Det var for nogen at gå over stregen, selvom flertallet jo gerne vil se dem, akkurat som flertallet gerne vil vide mere om skyderiet i København i går og i nat. Der er formodentlig kun få der ikke ønsker detaljer og man kan vel sige, at jo mere afstumpede eller fantasiløse vi er, jo flere detaljer har vi brug for.

Når et øjenvidne fortæller, at den formodede gerningsmand ligger død uden for hans vindue og politiet banker på døren og fortæller, at de ikke må kigge ud (vel mere som et godt råd, end et direkte påbud) så er der nok ikke mange, som ikke forestiller sig hvordan det mon ser ud: den af politiets kugler gennemhullede terroist, som fik sin bekomst, liggende død på gaden midt i København i en pøl af sit eget blod. Hvem ville ikke gerne se et billede og få sat ansigt på ondskaben …

Det er godt nyhedsstof og gevinsten er flersidet for den nysgerrige og nydelsessyge læser.

Vi bliver gennem terroren mindet om vores egen dødelighed på en måde, som på en gang er tæt på – det foregår jo lige udenfor vores hoveddør – og alligevel ganske ufarlig; du løber stadig end større risiko for at blive dræbt i trafikken, end for at blive skudt af en terrorist, hvis du færdes på gaden i København. Eller som nogle unge mennesker på bytur, som Ekstra Bladet havde snakket med i nat, udtrykte det: “Vi tager hjem, det er for utrygt at være her. Vi tager hjem. Vi tager tilbage til Hillerød.”

Samtidig bliver vi præsenteret for en vidunderlig moralsk opkridtning af verden. Terroren præsenterer os for et perspektiv, en absolut ondskab, som for en stund kan få os til at glemme vore egne små fejl og mangler. Eller med andre ord: terroren gør os gode, ved at give os retten til moralsk forargelse over det onde i verden. (mere om hvorfor vi elsker at hade terroristerne her)

Men så er det altså heller ikke værre! Når vores statsminister udtaler at “Vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed …” så er det nok på tide med lidt perspektivering. Jeg er sikker på at civile i de områder i Irak og Syrien, som Islamisk Stat forsøger at erobre, nok for alvor kender til smagen af frygt og magtesløshed. Eller måske ikke engang magtesløshed, for de har muligheden for at gribe til våben og kæmpe imod og de gør det. Magtesløsheden er svær at få øje på, når sikkerheden og trygheden trods alle lurende farer aldrig er længere væk end Hillerød!

Terror er for det store flertal i den vestlige verden som aldrig kommer i personlig kontakt med den – desværre – i sidste ende ikke meget andet end god underholdning, et godt drama. De fleste er vel næppe bevidste om, hvad der rører sig i dem selv og spørger man dem, hvorfor de dog følger dette i nyhederne, hvorfor denne trang til dramatiske og makabre detaljer, ja så har de næppe et overbevisende svar. Hvis det det virkelig er så terroriserende, hvorfor indlader de sig så på at lade sig terrorisere? Et svar kunne være, at når vi læser om det, kilder det os på omtrendt samme måde levsbekræftende måde som en god thriller. Terroren får os til at føle og får os til at føle os i live og man kan sige, at i den henseende er terroren bedre end en god gyserfilm (men ikke så god som sex) og derfor kan vi ikke lade være med at lade os terrorisere. For det er jo en kendsgerning, at hvis ikke politikerne stillede sig op med alvorlige miner og råbte terror og forholdsregler og talte om frygt og magtesløshed og forsikrede os om at folkets tryghed er vigtigere end alt andet og hvis ikke pressen dyrkede det med absurd intensitet (med et tocifret antal artikler på hver eneste avishjemmeside) og vigtigst af alt, hvis ikke vi bare slugte det hele råt, ja så var nattens begivenheder intet andet og mere end blot to tilfældige drab begået af en tosse i sted i København.

… og så ville vi kunne trække på skuldrene og leve videre, som om intet var hændt.

Eventyret i den fremmede Stad

Friedrich von Amerling: Oehlenschläger (1844)
Adam Oehlenschläger (1844)

Hvad pokker skulle man bruge sådan en tirsdag aften i januar på, om ikke i selskab med Adam Oehlenschläger (1779-1850), en flaske whisky og Eventyret i den fremmede Stad? Når man nu på tredje år ikke ejer et tv og er desto lykkeligere derved, kan man passende hengive sig til fortidens dramaer og nyde denne romance af vores nationaldigter, som på mindre end hundrede vers præsenterer os for intet mindre end tre forliste kærligheder og to drab og hensigten om et tredje, altsammen iscenesat i en fremmed og formodentlig sydlansk stad. En munter lille tragedie i kortform, som ellers ikke helt passer ind i vores kategori sjov med meningsløs vold, eftersom forløbet giver ganske god mening i al sin dramatiske udfoldelse.

Og som jeg nu hen ad Gaden gik
I den fremmede Stad,
Da faldt paa en Møe mit speidende Blik;
Hun i Vinduet sad.

Jeg stod, og glemte at vandre hiem,
Saa elskovsvarm.
Over smekkre Midie svulmede frem
Den unge Barm.

Hendes Øine var store, hendes Hænder var smaae,
Hun var saa rank,
Bort skulde jeg gaae, men jeg kunde ey gaae.
Hendes Øye sank.

Hver Dag jeg hen forbi Vinduet gik
I den fremmede Stad;
Hun skienkte mig altid et venligt Blik,
Før vi skiltes ad.

Min Cithar under Vinduet klang,
Var Natten smuk;
Hun lønned altid min Elskovssang
Med et sagte Suk.

En Midnat smelted den Huldes Aand,
Da Cithren lød.
Hun rakte mig kierligt sin Lilliehaand,
Den var saa blød.

En Rose jeg trykte i sneehvide Hud,
Med brændende Mund.
Hun smilte og saae saa venligt ud,
Saa bortsvandt hun.

Tungsindig tit forbi speilklare Søe
Jeg tog min Vey,
Ukiendt med Hver, selv den elskede Møe
Jeg kiendte ey.

Jeg gik i Nætter og Dage tree,
I den fremmede Stad;
Men ey længer jeg fik den Elskte at see,
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Dag derhen jeg gik,
Med tunge Skridt,
Da standsed i Vindvet mit matte Blik
Paa noget Hvidt.

O da hæved sig atter saa glad, saa glad,
Mit Hierte trangt;
Men ak! det var ikke min Møe, der sad,
Men et Klæde langt.

Jeg gik i Nætter og Dage tree
I den fremmede Stad;
Men ey længer jeg fik den Elskte at see,
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Nat derfra jeg gik,
Og vilde bort;
Da standsed i Porten mit matte Blik
Paa noget Sort.

Jeg hylled mig ind i min lange Talar
Med forvirret Sands.
En Liigkiste ud af Palladset man bar
Med en Jomfruekrands.

Jeg sneg mig bagefter i Fakkelskin,
Med den lange Rad.
I en Kirke de satte Kisten ind,
Og skiltes ad.

Taus skiulte jeg mig i et Pulpitur,
Saa kold og bleg;
Giennem Blyevindvet saae jeg, i sorte Natur,
Blodmaanen steeg.

Da vilde jeg rave til Kisten hen,
Som for Altret stod;
Men jeg hørte Noget at rasle igien.
Iis blev mit Blod.

Og grant jeg en Yngling ved Kisten saae,
Bleg som en Aand.
Den duftende Krands han stirrede paa
Med en Dolk i Haand.

“Dig har jeg nu givet til Døden hen,
Troeløse Møe!
I Morgen din ukiendte, fremmede Ven
Skal ogsaa døe.”

Da sneg jeg mig bag ham med harmfuld Aand,
Med Hævnens Lyst;
Og vristed ham Dolken af skielvende Haand.
Den fandt hans Bryst!

Rødt strømmed hans Blod som en skummende Elv
Over Kisten lang.
Da tonede Orglet af sig selv
En Sørgeklang.

Jeg raved til Døren med selsomt Mod,
Slukt var mit Had.
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.

Kun syv år efter digterens død kastede gribbene … skrev Liebenberg om digterens hang til at finpudse detaljer i sine værker og gav samtidig en version af ovenstående digt, som slutter således:

Jeg raved til Dören med bange Mod
Kun lidet Glad
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.

F. L. Liebenberg: Nogle Bemærkninger Om Textcritiken i Oehlenschlägers Skrifter, Nordisk Universitets-Tidsskrift vol. 3.1 s.191-218. (Ill. nedenfor via runeberg.org)

… og han konstaterer lærd og tørt, at “Mange ville i sidste Strophe maaske nödigt savne den Læsemaade, som de fra “Poetiske Skrifter” eller senere Udgaver ere vante til, Slukt var mit Had, uagtet den ikke kan kaldes god, da der i Romancen kun har været Tale om Kærlighed, Skinsyge og Hævn, men ikke om Had.”

“Mange” må så være det brede publikum, som selvfølgelig ikke sætter pris på de finere detaljer, men man kan nu godt indvende, at hvor kærlighed og skinsyge er følelser, er hævnen den handling, eller trang til at handle, som udspringer af følelsen af had, som i øvrigt kan balanceres så smukt, når man også bærer i sig hævnens lyst.

Hvad der ikke rører sjælen

Jeg har aldrig været nogen stor beundrer af Marcus Aurelius, eller af stoicismen i det hele taget, og det kan der være mange mere eller mindre gode grunde til, men det er primært et spørgsmål om temperament. Det værende sagt, så er det svært, når man ser hvordan vore politikere løber hovedløst rundt med armene i vejret og råber “krig” midt i en fredstid og vi alle lever i konstant frygt for hvornår den næste satiriker mon skal blive snuffed og når en dansk avis i søndags kunne berette om regeringens mørklægning af omstændighederne omkring efterretningstjenestens eventuelle masseovervågninger af danskere, ikke at kigge på filosofkejserens livsfilosofi med en smule sympati. Derfor følger her et par citater fra fra hans Meditationer, om ikke af anden årsag, så bare til almindelig moralsk opbyggelighed og måske for at indgyde lidt tiltrængt sindsro.

Marcus Aurelius (121-180)
Marcus Aurelius (121-180)

“If thou workest at that which is before thee, following right reason seriously, vigorously, calmly, without allowing anything else to distract thee, but keeping thy divine part pure, as if thou shouldst be bound to give it back immediately; if thou holdest to this, expecting nothing, fearing nothing, but satisfied with thy present activity according to nature, and with heroic truth in every word and sound which thou utterest, thou wilt live happy. And there is no man who is able to prevent this.”

Med. III.12. Overs. George Long 1862 og i Med. V.16. hedder det endvidere:

“Things themselves touch not the soul, not in the least degree; nor have they admission to the soul, nor can they turn or move the soul: but the soul turns and moves itself alone, and whatever judgements it may think proper to make, such it makes for itself the things which present themselves to it.”

Men Gud fri mig vel; selvfølgelig er vi heller ikke mere opbyggelige, end at der her ikke skal gives svar, uden at der afsluttes med et spørgsmål. Døren er altid åben, ikke?

“… be content if thou shalt live the rest of thy life in such wise as thy nature wills. Observe then what it wills, and let nothing else distract thee; for thou hast had experience of many wanderings without having found happiness anywhere, not in syllogisms, nor in wealth, nor in reputation, nor in enjoyment, nor anywhere. Where is it then?” (Med. VIII.1)

At lade vreden herske over viljen

Bouguereau_Dante_Virgil
W. A. Bouguereau – Dante og Vergil i Helvede (1850) 

Og jeg, der stod og spejded, fik da øje
på folk dernede, indsmurte i mudder
men ellers nøgne, og med vrede miner.
Med hænder, hoved, bryst og fødder slog de
løs på hinanden, og med deres tænder
flåed de store lunser af hinanden.
Min gode mester sagde: “Min søn, her ser du
dem som lod vreden herske over viljen:
og nede under vandet, skal du vide,
ligger der folk der sukker, og som derved
sender de bobler op som du bemærker
omkring os her på mosens overflade.
Fanget i dyndet siger de: ‘Vi besudled
med vores sure dunst den luft der elskes
og kærtegnes af solen: derfor må vi
nu ånde gennem dette sorte pløre.’
Den hymne gurgles dér i deres struber,
dog ikke med så klare ord som disse.”

– Dante: Den Guddommelige Komedie. Sang VII v. 109-125. Overs. Ole Meyer.

Om at kede sig ihjel

En mand ved navn Jesper Tilsted fra en landsby i nærheden af Viborg, “er blevet idømt 10 dages betinget fængsel og en betinget frakendelse af sit kørekort i et halvt år, fordi han i august i fjor i kådhed kørte med sine to sønner på seks og otte år på taget af sin bil. Sønnerne sad i hver sin fastspændte kajak og faren kørte ifølge eget udsagn meget langsomt, men det formildede ikke en mor til et barn fra samme SFO, som Jesper Tilsted hentede sine sønner. Hun fotograferede køreturen og meldte Jesper Tilsted til politiet …” (Torben Rask: Med børnene på biltaget hjem fra SFO. EB d. 22/1 2015)

Suk!

Da jeg var barn, spændte naboen, som var bonde, en vinterdag fire kælke efter sin traktor og gav en flok unger en tur gennem den landsby, hvor vi boede. Der var fart på og det var skidesjovt! Det var også en den slags oplevelser fra barndommen, som jeg husker tydeligt her fyrre år efter. Det var sikkert også farligt, i hvertfald skulle vi selv sørge for at bremse med fødderne når han stoppede, for ikke at fortsætte ind under traktoren, men det blev det bestemt ikke mindre sjovt af, selvom jeg tydeligt husker at han sad der i sin traktor, højt hævet over os og hele tiden havde et øje på os. Der kan ligge stor fornøjelse i fornemmelsen af en umiddelbar fare, også selvom den er indbildt og stort set ikke eksisterer udenfor det begejstrede barnesind.

Så hvem pokker har frataget den dommer ved retten i Holstebro, som dømte i ovenstående sag, brugen af sin sunde fornuft og det medmenneskelige overskud, der kunne have fået ham til at grine den sag ud af retten, med intet andet og mere end en venlig henstilling til faderen, som udtaler: “Jeg havde selvfølgelig aldrig gjort det, hvis det havde været farligt. Jeg er som kajakinstruktør med elever i to meter høje bølger vant til at forholde mig til faremomenter og sikkerhed, så jeg løber naturligvis heller ikke nogen kalkuleret risiko med mine egne sønner.” Det ville have været det fornuftige. Men ligefrem fængselsstraf …

Hvem pokker har givet vore politikere og andre nævenyttige den opfattelse af alt skal reguleres og begrænses og sikres, til der til sidst ikke er plads og rum til livsudfoldelse, fordi love skal overholdes til sidste punktum og uden undtagelse? Og hvem pokker er det, der har givet pædagoger (og andre stakler) den opfattelse, at verden og livet er noget man skal sikre sig imod på enhver tænkelig måde og for enhver pris; at det er noget der skal leves uden nogen som helst risiko eller spænding?

Svaret er selvfølgelig, at det har de livsfrygtige mennesker, der som moderen der anmeldte i omtalte sag, helt har glemt hvad det vil sige at være barn og endnu værre: som ikke har forstået, hvad det vil sige at have børn …

… eller som Hunter S. Thompson engang skrev: “So we shall let the reader answer this question for himself: who is the happier man, he who has braved the storm of life and lived or he who has stayed securely on shore and merely existed?

Falaris’ Tyr

Virkeligheden er i høj grad noget overvurderet lort, fyldt med nævenyttige forskere, som med deres kedsommelige fakta formår at henlægge enhver fantasifuld, brutal, dramatisk, tragisk eller i det hele taget bare spændende historie til fantasiens eller myternes verden! Se nu for eksempel bare hvad Den Store Danske Encyklopædi skriver om tyrannen Falaris:

Falaris, d. ca. 554 f.Kr., tyran i Akragas, nuværende Agrigento i Italien.  Historien om Falaris som en særlig brutal tyran, der ristede sine ofre levende i en bronzetyr, er tvivlsom. Akragas ser ud til at have blomstret i hans regeringstid.

Vi ser helt bort fra den moraliserende antagelse af, at (by)samfund ikke kan trives og blomstre under tyranners styre, og haster videre til nogle langt mere interessante kilder.

Cicero:

“Some ages afterwards, Publius Scipio took Carthage, in the third Punic war; after which victory, (remark the virtue and carefulness of the man, so that you may both rejoice at your national examples of most eminent virtue, and may also judge tire incredible audacity of Verres worthy of the greater hatred by contrasting it with that virtue,) he summoned all the Sicilians, because he knew that during a long period of time Sicily had repeatedly been ravaged by the Carthaginians, and bids them seek for all they had lost, and promises them to take the greatest pains to ensure the restoration to the different cities of everything which had belonged to them. Then those things which had formerly been removed from Himera, and which I have mentioned before, were restored to the people of Thermae; some things were restored to the Gelans, some to the Agrigentines; among which was that noble bull, which that most cruel of all tyrants, Phalaris, is said to have had, into which he was accustomed to put men for punishment, and to put fire under. And when Scipio restored that bull to the Agrigentines, he is reported to have said, that he thought it reasonable for them to consider whether it was more advantageous to the Sicilians to be subject to their own princes, or to be under the dominion of the Roman people, when they had the same thing as a monument of the cruelty of their domestic masters, and of our liberality.” (Cic. Ver. 2.4.73 / tr: C.D.Yonge)

Diodor:

“This Phalaris burned to death Perilaus, the well-known Attic worker in bronze, in the brazen bull. Perilaus had fashioned in bronze the contrivance of the bull, making small sounding pipes in the nostrils and fitting a door for an opening in the bull’s side and this bull he brings as a present to Phalaris. And Phalaris welcomes the man with presents and gives orders that the contrivance be dedicated to the gods. Then that worker in bronze opens the side, the evil device of treachery, and says with inhuman savagery, “If you ever wish to punish some man, O Phalaris, shut him up within the bull and lay a fire beneath it; by his groanings the bull will be thought to bellow and his cries of pain will give you pleasure as they come through the pipes in the nostrils.” When Phalaris learned of this scheme, he was filled with loathing of the man and says, “Come then, Perilaus, do you be the first to illustrate this; imitate those who will play the pipes and make clear to me the working of your device.” And as soon as Perilaus had crept in, to give an example, so he thought, of the sound of the pipes, Phalaris closes up the bull and heaps fire under it. But in order that the man’s death might not pollute the work of bronze, he took him out, when half-dead, and hurled him down the cliffs.” (Diod. 9.19.1 / tr.: by C.H.Oldfather)

Lukian, som lægger ordene i munden på Falaris selv:

“And now I must explain to you the origin of my present offering, and the manner in which it came into my hands. For it was by no instructions of mine that the statuary made this bull: far be it from me to aspire to the possession of such works of art! A countryman of my own, one Perilaus, an admirable artist, but a man of evil disposition, had so far mistaken my character as to think that he could win my regard by the invention of a new form of torture; the love of torture, he thought, was my ruling passion. He it was who made the bull and brought it to me. I no sooner set eyes on this beautiful and exquisite piece of workmanship, which lacked only movement and sound to complete the illusion, than I exclaimed: “Here is an offering fit for the God of Delphi: to him I must send it.” “And what will you say,” rejoined Perilaus, who stood by, “when you see the ingenious mechanism within it, and learn the purpose it is designed to serve?” He opened the back of the animal, and continued: “When you are minded to punish any one, shut him up in this receptacle, apply these pipes to the nostrils of the bull, and order a fire to be kindled beneath. The occupant will shriek and roar in unremitting agony; and his cries will come to you through the pipes as the tenderest, most pathetic, most melodious of bellowings. Your victim will be punished, and you will enjoy the music.”(Luc. Phal. 1.11 / tr: Fowler)

Men musikken blev altså ikke rigtig påskønnet af tyrannen, som ikke bare syntes at Perilaus’ opfindsomhed var lige i overkanten, men ligefrem blev frastødt af den:

‘His words revolted me. I loathed the thought of such ingenious cruelty, and resolved to punish the artificer in kind. “If this is anything more than an empty boast, Perilaus,” I said to him, “if your art can really produce this effect, get inside yourself, and pretend to roar; and we will see whether the pipes will make such music as you describe.” He consented; and when he was inside I closed the aperture, and ordered a fire to be kindled. “Receive,” I cried, “the due reward of your wondrous art: let the music-master be the first to play.” Thus did his ingenuity meet with its deserts. But lest the offering should be polluted by his death, I caused him to be removed while he was yet alive, and his body to be flung dishonoured from the cliffs. The bull, after due purification, I sent as an offering to your God, with an inscription upon it, setting forth all the circumstances; the names of the donor and of the artist, the evil design of the latter, and the righteous sentence which condemned him to illustrate by his own agonized shrieks the efficacy of his musical device.” (Luc. Phal. 1.11 / tr: Fowler)

… og endelig Pindar med en slags morale på den historie:

The kindly excellence of Croesus does not perish, but Phalaris, with his pitiless mind, who burned his victims in a bronze bull, is surrounded on all sides by a hateful reputation; lyres that resound beneath the roof do not welcome him as a theme in gentle partnership with the voices of boys. The first of prizes is good fortune; the second is to be well spoken of; but a man who encounters and wins both has received the highest garland.(Pind. Pyth. 1.94 / tr. D. A. Svarlien)

En helt igennem vidunderlig men måske ikke særlig letlæst kilde til denne og andre fatasifulde historier i kategorien Sjov med Meningsløs Vold er Roland Villeneuves: La Musée des Supplices (Paris 1968) bogen findes også i tysk oversættelse, med den helt igennem vidunderlige titel:

“Grausamkeit und Sexualität. Sadistisch-flagellantische, pathologische, gesellschaftlich-machtpolitische und religiöse Hintergründe der Leibes- und Todesstrafen, Hinrichtungsarten, Martern und Qualen bis in die Gegenwart in Wort und Bild.” (Stuttgart 1968)

Bogen, som har en noget dyster og letkøbt påstand af Rivarol som motto: “Die zivilisierten Völker sind für das Gift der Barbarei so anfällig wie das blanke Eisen für den Rost. Völker und Stahl, beide glänzen nur an die Oberfläche.” anbefales kraftigt til nysgerrige men ikke alt for sarte sjæle.