Døden VI

Selv TVs reportere hang med hovedet ved meddelelsen om Michael Jacksons død. En mand som ikke havde bidraget med noget som helst til musikken gennem et ti-år og hvis eneste bidrag til verden i samme periode var rygter om pædofile tendenser og diverse kropslige ekstremiteters forfald. “Det var godt han fik fred,” fristes man til at sige.

Tabet var ikke verdens, han havde forlængst ikke mere at give den, men kun børnenes, familiens, vennernes.

Og pressens, selvfølgelig!

_____
Ill. via wikimedia.org

Om at nå bunden!

At internettet er ikke godt for aviserne, må være konklusionen på dette indlæg. Et er at jeg undertiden gør mig morsom på bekostning af elendige møgsprøjter som Ekstra Bladet, hvis journalister sommetider skriver (og tænker) som om der ikke havde meget mere end syv års skkolegang, noget helt andet er at mere seriøse aviser som Politiken eller Jyllands-Posten i jagten på læsere og indtjening lige så langsomt synker ned i sumpen. Eksempler følger:

På forsiden af jp.dk den 25/11 2008:

At nå bunden 1

Ovenstående meget illustrative illustration viser den stakkels kendte danserinde, inden hun blev syg af malaria. En vigtig historie at dømme efter størrelsen på billedet, som var et af kun fire af den størrelse på forsiden. Et af den andre var til en historie om Barack Obama.

Vælger man at læse artiklen få man lidt mere information om danserinden:

At nå bunden 2

Aha, kendt – i Finland forstås – for at udvekslet erotiske sms-beskeder med en tidligere udenrigsminister. Eller kendt for sin kavalergang? Bevares, det er da også en evne der skal respekteres på lige fod med alle andre evner. Lever vi da ikke i et demokrati?

Er der efterhånden ingen forskel på Jyllands Posten og Se & Hør?

Stjernekroppe!

Så tilfældigvis TV-programmet for i aften, noget jeg ellers ikke går så meget op i, undtagen når jeg giver efter for den svaghed der hedder engelske krimier, og et enkelt programpunkt fangede min opmærksomhed, på den ellers helt igennem underlødige kanal der (af uransagelige grunde) kaldes TV2 Zulu. Programmet hed:

De 101 mest sexede stjernekroppe (3 afsnit af 5)

Helt ærligt, det hed det altså – og først fattede jeg slet ikke pointen (eller hvad det nu hedder) og måtte hurtigt kassere min første indskydelse, nemlig at det måtte være noget med astronomi (heavenly bodies?), men der passede ordet sexet ikke ligefrem ind. Først dereftergik det op for mig, hvad det egentligt handlede om.

Kig lige en ekstra gang på den titel og husk på hvad du tænkte da du så den.

Det er nemlig et temmeligt forskruet menneskesyn der ligger bag, som betragter kroppen i sig selv og anlægger en vurdering på den i sig selv, disjunkt fra det menneske den ellers er. Det er overordentligt pubertært og overfladisk på en gang. Hvordan kan en krop ikke være sexet, forudsat at den ellers har de for kønnet typiske karakteristika? Eller rettere, det er personen i kroppen der gør forskellen, således forstået at der skal et ansigt på og en personlighed bag før noget er tiltrækkende eller frastødende. Det sexede eller tiltrækkende ligger i det kønsspecifikke, men forskellen ligger i det personlige.

Ovenstående eksempel må vist være en tautologi. I hvertfald ligger der en vis redundans i sætningen og det kan da godt være at det bare er en dum formulering hos en eller anden småtbegavet TV-medarbejder, men ikke desto mindre er det – imho – et af de eksempler der bør fremprovokere et instinktivt “Her er noget galt!”

Kald det bare en test.

Og du kære læser, så den vel straks?

Den eneste sande magt – I

“You can never underestimate
the stupidity of the general public.”(*)

I søndags kunne nyhederne på DR bringe et interview med en morder. Søndag aften i bedste sendetid kunne man få svar på spørgsmålet: “Hvordan føles det?” og andet fra en der havde voldtaget og tortureret en gymnasiepige. Det spektakulære var ikke at manden var morder, det var heller den kendsgerning at han rent faktisk faktisk var død (han var blevet skudt en lille time tidligere), men derimod at han slet ikke eksisterede.

Endnu en fiktiv person (En anden er her.) fandt på forunderlig vis vej til nyhedsmedierne på en plads så prominent, at den nok i virkeligheden ikke tilkom ham. Al mulig respekt for Nikolaj Kopernikus, der sikkert er en glimrende skuespiller, men Vagn (som han portrætterede i krimi-misfosteret “Forbrydelsen”) fortjener givetvis ikke opmærksomheden. Jeg vil vælge at kalde det et symptom at flertallet af danskerne kaster deres opmærksomhed på en krimiserie, der i sin måde at trække intrigen i langdrag((Jeg støtter mig her på andres vurdering, da jeg ikke selv har set mere end få afsnit.)), minder forskrækkeligt meget om anderledes lavbudgets amerikanske formiddagsserier.

Mencken sagde det og i sidste uge blev det vel endnu engang bekræftet at flertallet ikke har nogen smag overhovedet, da resultatet af en dansekonkurrence ramte forsiden af flere seriøse aviser. Sikken en magt der tilkommer redaktører på de landsdækkende tv-stationer; ikke bare kan de bestemme en times livsindhold for et par millioner danskere, men de kan også sætte deres historier på forsiden af selv seriøse aviser.

Interessant og bedrøveligt på en gang. For det er jo ikke sådan at mere end en million danskere interesserer sig en døjt for dans. Hvis det var tilfældet ville dans have overtaget fodbolds plads i sendefladen for længst og det gør det jo ikke. Ikke desto mindre kan det snildt bruges som tidsfylde (ikke at forveksle med livsfylde) for gennemsnitsdanskeren, blot det figurerer på TV på det rigtige tidspunkt og så kan manden på gaden snakke om det dagene efter på arbejdspladser og plejehjem og diskutere hvem der har vundet eller skulle have vundet osv. Man vil måske oven i købet se en øget søgning til danseskoler i en periode, men så stikker det vist heller ikke dybere. Danskerne interesserer sig heller ikke specielt for opera, men det forhindrer ikke en lavkomisk mandsling i at optræde som operasanger og bliver interviewet som sådan i TV fuldt seriøst, (wiki: “Potts first sang opera in 1999 in a karaoke competition, dressed as Pavarotti …” og så er alt vist sagt!) mens mange uendelige meget dygtigere operasangere ikke kan påkalde sig den ringeste opmærksomhed fra medierne.

Sikken en magt deri at kunne planlægge et tv-program og dermed bestemme hvad danskerne taler om i morgen! Tænk om magten i stedet blev brugt til at viderebringe danskerne noget med substans, noget væsentligt eller ligefem noget belærende! Som min yndlingslatinlærer siger: “Geistige Anspannung kann eine Freude sein …”(**), men jeg er dog ikke mere naiv end at jeg godt ved at det nok ikke gælder alle – og det var da heller ikke mit mål med dette indlæg at foreslå at erstatte lørdagsunderholdningen med noget andet. Næh, mine tanker går i en helt anden retning.

fortsættes …

___________
(*) Citat: Vistnok Scott Adams (Dilbert). Mencken sagde: “Nobody ever went broke underestimating the taste of the American public,” og det er strengt taget mere præcist til vores formål, men nu er vi jo ikke amerikanere!
(**) Werner Eisenhut: Die Lateinische Sprache, München 1989.

Døde munke.

Det skal fotograferes, filmes, optages og skrives om. Verden er nødt til at se ligene, blodet og skudsårene, så de uhyrligheder, der foregår i Burma lige nu, bliver råbt ud i æteren, så verdenssamfundet kan høre det. (Nyhedsavisen, d. 2/10 2007)

Det mener mener deputy director Khin Maung Win fra radio- og tv-stationen Democratic Voice of Burma og ordene citeres i en artikel af Stine Behrendtzen (Journalist) i dagens trykte udgave af Nyhedsavisen. Artiklens overskrift er noget bombastisk: “Verden skal se ligene af døde munke i Burma”

Stort set den samme historie findes på avisen.dk, men det kan alligevel godt være at verden alligevel ikke er helt klar til at se “ligene, blodet og skudsårene”, for såvel i den trykte som i netudgaven bringes kun følgende stærkt pixelerede foto:

Død munkAk ja, alle de smukke idealer og principperne gør jo en god historie, men hvad nytter det når man er udgiver af en reklamefinancieret og husstandsomdelt gratisavis og i den grad er afhængig af læsernes velvilje. Så kan man jo ikke bare smide billeder af døde munke i hovedet på folk henover morgenkaffen.

De ucensurerede billeder findes i øvrigt her. ( De lå her: http://english.dvb.no/photo1.php – men ikke mere.)

 

Fri fantasi

Se engang på dette billede:

Madeleine

Denne pinlighed stammer fra forsiden af BT (onsdag d. 26/9 2007) og selvom jeg generelt har en udtalt modvilje mod at kommentere aktuelle sager, vil jeg gerne gøre en undtagelse, for at demonstrere hvor fuldstændig pinligt det kan blive, når andre ikke har samme forbehold. For selvom aviser netop lever af at være først med det sidste, forpligter netop dette til ekstra omtanke.

Nu er det vist efterhånden ikke en eneste dansk avis der ikke har brugt spalteplads på den i et større perspektiv egentlig ret trivielle sag om en forsvundet fire-årig brtitsk pige og med den tid sagen har kørt uden nogen nævneværdige efterforskningsmæssige fremskridt, er der måske ikke noget at sige til at desperationen indfinder sig, omend den må være noget mere forståelig hos pigens forældre end på redaktionsgangen.

Ikke desto mindre fandt samtlige danske aviser anledning til at kommentere ovenstående billede taget i Marokko af en spansk turist og udlagt som måske værende et billede af den forsvundne pige.

Kig endnu en gang på billedet og fortæl mig så hvordan en bortført fireårig britisk pige af middelklasseforældre på nogen måde skulle kunne ende med at blive transporteret rundt ved højlys dag på ryggen af et kvindeligt medlem af en marokkansk familie hvis fremmeste transportmiddel består af en rusten trillebør.

Hvor er den logiske forbindelse mellem

A: at blive bortført fra velhavende forældre på et bedre familieferiested i Praia da Luz i Portugal

og

B: at blive set ved højlys dag på åben gade hos en relativt fattig marokkansk landarbejderfamilie

Den er der ikke. Prøv så i stedet at se den logiske forbindelse mellem disse to:

A: at en spansk turist har taget et billede af en fattig marokkansk landarbejderfamilie hvor en af kvinderne bærer på en pige der ligner Madeleine

og

B: at det nok bare er en pige der ligner Madeleine

Det gik nok ikke så lidt bedre. Det fandt redaktionerne dog også ret hurtigt ud af, for det tog mindre end at døgn før aviserne kunne dementere: “Det var ikke Madeleine!” Nej, selvfølgelig var det ikke det. Billedet som BT valgte at bringe øverst og forrest på hjemmesiden, burde på forhånd have gjort det indlysende klart for enhvert tænkende menneske. Og er man ikke det, er der hjælp at hente på forsiden af Jyllands Posten: (jp.dk torsdag d. 27/9 2007)

Madeleine

Se dét er et billede der ikke tåler forstørrelse særligt godt: Den lille pige kunne være hvem som helst og i øvrigt er kvaliteten ikke bedre end at man dårligt kan se hvor pigens hår slutter og buskadset begynder. De burde skamme sig over at kolportere den slags.

Men jeg har opdaget noget helt andet som er ganske interessant. Læg mærke til personen der bærer den lille pige. Selvom kvaliteten er ikke så god, så er der noget over personens gang der ser besværet (træt) ud og der er noget over øjnene og næsen som minder mig om en bestemt person og får mig til at tænke: kunne dette ikke være Elvis?

Hvad mener du…?

En københavnsk urmager er blevet frikendt for at have skudt tre røvere under et røveri mod sin butik. Han handlede i nødværge sagde byretten. Urmageren blev dog dømt for ulovlig besiddelse af flere skydevåben. I den forbindelse har nyhedsavisen, med vanlig mangel på seriøsitet, fristes man til at sige, spurgt manden og kvinden på gaden om deres holdning til den sag.

Nu er det ikke særligt interessant at høre hvad tilfældige mennesker på gade mener; deres meninger er som oftest uovervejede hvis ikke ligefrem uforstandige og de få svar der kan bringes (i en avis eller tv-udsendelse) kan alligevel ikke på nogen måde siges at være repræsentative, da de både er få og underlagt en redaktionel udvælgelse. De tjener tilsyneladende ikke andet formål end at forsikre læserne om at gennemsnitlige mennesker har gennemsnitlige meninger. Her er et eksempel:

“Han bør straffes for alt. Både skyderiet og våbenbesiddelse – det går ikke, at en person i Danmark løber rundt med våben og skyder. Og jeg mener ikke, at selvtægt hverken kan eller skal retfærdiggøres”, siger Rune Franck Henriksen, studerende på 25 år. (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007)

Således taler manden på gaden og leverer et glimrende eksempel på ovennævnte uskik: Citatet er fuldkommen irrelevant, da retten netop har afgjort at det ikke var selvtægt, men derimod nødværge da urmageren skød de tre røvere.

Damen på gaden leverer i øvrigt et ligeså intetsigende svar på spørgsmålet “Hvad mener du…?”

“Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Jeg kan godt forstå hans situation, selvom jeg ikke kan forsvare det. Man kan jo ikke bare gå rundt og skyde folk,” siger Pernille Thulin, 34 år. (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007)

Man kan undre sig over at journalister gider spørge tilfældige mennesker om deres mening om noget de ikke har haft en chance til at sætte sig ind i (sandsynligheden for at manden på gaden har haft mulighed for at læse dommen er uhyre lille) og måske endnu mere at folk er villige til at give deres mening til kende om ting de vitterligt ikke ved noget om.

Men vigtigst: Hvorfor vælger en avis at bruge hovedparten af deres forside til sådanne intetsigende kommentarer? (Det spørgsmål kunne godt fortjene en undersøgelse, men det forekommer temmelig komplekst og må vente.)

Noget helt andet er den kommentar anklager Jens Rasmussen kommer med i sin bekymring over dommen:

“Det kan sende et signal om, at der er fri adgang til at beskytte sig på den måde. Jeg havde hellere set et signal om, at folk skal beskytte sig på lovlig vis. Urmageren kunne eksempelvis have anskaffet sig videoovervågning eller en vagthund.” (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007 p.8)

Det ville nok skabe respekt hos potentielle røvere, men jeg gad nok vide hvordan kunderne ville have det hvis de kom ind i en forretning hvor der stod to knurrende rottweilere. Jeg gad også nok vide om det kan bedømmes som nødværge, hvis man tæver en røver ihjel med et videoovervågningskamera? Eller mener anklageren blot at det ville være en fordel (for ham), hvis han havde en film der viste røverne skyde urmageren snarere end tre skudte røvere og en tabt sag?