Kategoriarkiv: Journalistik og Medier

Voyeursamfund

Udgivet den af • Kommentér!

Da jeg var barn, engang i det sidste århundrede, fandtes der en særlig type af mennesker, som havde en ganske særlig og ikke helt ufarlig tilbøjelighed og som af samme grund var forhadte af stort set alle: lurere eller vindueskiggere kaldte med dem og de havde en for mig ganske uforståelig trang til at presse næsen mod andres viduesruder for at se hvordan og hvad der gik for sig derinde hos vildt fremmede mennesker. At det kunne være en særdeles risikabel adfærd kan man nok regne ud, og jeg kan erindre et par tilfælde hvor en vindueskigger blev opdaget og indfanget og hvor den efterfølgende kontante afregning var sædeles håndfast.

At disse typer stadig findes, kan man via google forvisse sig om, og man kan samtidig konstatere at de ikke er blevet mindre forhadte med tiden og det kan jo nok undre. Man kunne forvente at de i dag ville blive mødt med langt større sympati. Hvorfor? Tænk en gang over hvad der blever sendt på tv. Der er ingen mangel på seere (lurere!) til programmer der trænger helt ind i almindelige menneskers privatliv. Vi kan se hvordan danskerne får ordnet deres have, deres hjem eller sågar deres person. Vi præsenteres i alle detaljer for hvordan mennesker der ikke kan styre deres økonomi, deres børn, deres kæledyr, deres chef, deres svigermor, deres mentale helbed, deres ægteskab, deres liv eller sågar sexliv “hjælpes” til at få styr på det. Vi præsenteres for livet på toppen og bunden og inder- og ydersiden af samfundet. Man kan sagtens rydde sendefladen en hel dag p.g.a. et royalt bryllup. Men ellers er ikke mindst de svage og småbegavede og sølle individers problemer er rigtig god underholdning.

Er hverdagsvirkeligheden ikke nok så elsker vi katastroferne. Der er ikke noget der får mere medieomtale end en god underholdende katastrofe. Tsunamien i asien, jordskælv på Haiti, eller attentatet på World Trade Center. Kort efter sidstnævnte bragte ugebladet Se og Hør et tillæg med store, flotte farvebilleder af eksplosioner og mennesker i frit fald fra de brændende tårne. Kunne de dog bare have interviewet ham på vej ned: “Hvad føler du lige nu …?”

Og er virkeligheden ikke nok, kan den sættes i scene: så kan vi se mennesker med journalisters hjælp genfinde deres forsvunde børn, forældre, søskende, tanter eller ægtefæller. Og vi kan endda se bortførte børn konfrontere eller genfinde deres forældre. Følelsesporno af værste slags.

Og er den iscenesatte virkelighed ikke nok kan man gå videre og konstruere den. Vi kan se talentløse idioter optræde i såkaldte talentshows, hvilket i sig selv måske nok er ganske harmløst, selvom vi griner når et arrogant fjols af en dommer gør når af dem som ikke kan og især dem som heller ikke selv kan se det. Værre er det når folk uge efter uge tilsyneladende finder det meningsløst at sidde og glo på at kendte mennekser danser. Få jeg et liv! I Robinson, Paradise Hotel, Big Brother og i de (per)versioner af genren der er langt værre, indfanges og lokkes småbegavede mennesker med løfter der aldrig indfries, til at udlevere sig selv nådesløst og helt ubeskyttet mod egen dumhed.

Du skal ikke holde dig selv for nar, der er sandsynligvis ikke en eneste der medvirker i disse programmer, som har i en IQ over gennemsnittet, men hvad værre er, så må de have en sådan trang til opmærksomhed, at man har svært ved at tro, at det ikke ligger langt dybere personlige problemer bag. Men seerne elsker det åbenbart, selvom man rimeligvis kan spørge sig selv, hvorfor så mange andre, formodenligt mere intelligente borgere i dette samfund, mener at deres tid ikke kan bruges bedre, end til at sidde glo på mennesker de aldrig ville bruge deres tid sammen med i den virkelige verden? Det er virkelig bizart parodi på det såkaldte videnssamfund at en eneste småtbegavet men tv-eksponeret idiot, kan have en tilhørerskare på hundredetusinder, blot fordi vedkommende har valgt at udlevere sin mangel på personlighed, intelligens og anstændighed offentligt.

Hvornår var det lige at vindueskiggersamfundet blev et ideal?

Problem?

Udgivet den af • Kommentér!

Microsoft lover at løse irriterende Windows-problem, skriver Tatiana Tilly i Politiken, og citerer Farzana Rahman: “Ideelt set ville vi gerne have alle opdaterings-installationer til at finde sted sømløst i baggrunden uden en genstart.” Sømløs (uden syninger) er den oversættelse som man får, når man sender det engelske seamless gennem Google Translate. Ikke særligt professionelt, men i det mindste fik Frk. Tilly da tilføjet det adverbielle ‘t’.

Nå, det er en ligegyldig bagatel. Løsningen på det meget større problem som hedder Windows/Microsoft er til gengæld her:

The next version of Ubuntu is coming soon… og den kan i øvrigt ikke anbefales kraftigt nok.

 

Ligegyldigheder

Udgivet den af • Kommentér!

Politiken bringer en historie om en dansk student som under en tur til Rom skulle vise sig for sine medstuderende og smadrede en og ridsede en anden “uerstattilig antik sten” på Forum Romanum.

Stenen fortælles det, “kan dateres tilbage til de første århundreder efter Kristi fødsel” og er derfor “uvurderlig for Rom”. Heldigvis kan uvurderlig opgøres rimeligt præcist til en værdi på “omkring 7.000 euro – cirka 52.000 danske kroner” som den danske gymnasieelev har ødelagt og er blevet politianmeldt for. Så kan han lære det!

Skulle nogen være i tvivl, har den anonyme journalist været så venlig at datere Forum Romanum for os, for det “blev grundlagt mange 100 år før Kristus og var i cirka 1000 år centrum for det religiøse, politiske, juridiske og sociale liv i Romerriget“. Så ved vi det!

Af artiklen fremgår det, at den journalistiske fødekæde er som følger: historien er skrevet at den italienske avis La Repubblica og hvorfra TV2 har løftet den, herfra har Ritzau skrevet af til deres version som Politiken så viderebringer. Lortejournalistik der som altid er fuldstændig spild af læserens tid. Hvornår lærer jeg det?

Suk – 2

Udgivet den af • 1 Kommentar

Journalistisk leder man forgæves efter et bundniveau i dansk presse, seneste eksempel er Anne Lea Landsted, lektor i journalistik ved Syddansk Universitet, som lader forargelsen få frit løb i Politiken, underoverskriften Journalistlektor: Gaddafi blev offer for en bizar offentlig henrettelse, hvilket jo egentlig er rigtig nok, men fremstillingen af andre avisers behandling af sagen er nu nok alligevel temmelig hysterisk:

Men hvad var formålet egentlig med at bringe de brutale billeder i bundter? Det fik vi ingen forklaring på, så jeg sad tilbage med en bizar fornemmelse af at være ført tilbage til 1700-tallets offentlige henrettelser.

Ren underholdning med en lille snert af ’det har han rigtig godt af’-følelse.

»Her bliver Gaddafi fanget af oprørerne«.

»Sidste video af Gaddafi i live«. »Se video af død Gaddafi«.

Jyllands-Posten lagde ikke fingrene imellem, da de smækkede hele serien på nettet uden uddybende forklaringer. Sensationelle overskrifter og billeder. Råt for usødet.

Her kunne vi passende tage en lang diskussion om hvorfor den slags billeder forarger. Først og fremmest hvorfor det forarger sammenlignet med alt det andet lort det vælter ud gennem både trykte og elektroniske medier, men måske især i forhold til hvad det egentlig er man ser og årsagen til at man forholder sig umiddelbart moralsk til det.

Men årsagerne og forklaringerne får vente til en anden gang, jeg konstaterer blot at lige netop den moralske fælde også er den som Anne Lea Landsted falder i, og det er jo interessant både i sig selv og i forhold til hvad jeg skrev forleden.

Nu diskuteres det, hvem der tog livet af Gaddafi, men jeg savner stadig det indslag og den historie, der forholder sig til oprørernes opførsel, og som kræver, at de ansvarlige for den brutale henrettelse af den tidligere diktator bliver stillet for en dommer, som vi jo normalt gør i et retssamfund.

Nu er en del af pointen med det oprør der skete i Libyen og en af grundene til at vi støttede det, at landet indtil nu lige netop ikke har været et normalt retssamfund, og det ville da mildest talt være besynderligt, hvis den person som om nogen har haft ansvaret for at landet ikke har været det, skulle være den første som fik retten påberåbe sig et sådant retssamfunds og retssystems beskyttelse.

Amnesty International går i øvrigt forrest i den kamp med den sædvanlige perverse logik: “Amnesty International today urged the new Libyan authorities to ensure a full, independent and impartial investigation into how Colonel Mu’ammar al-Gaddafi died, saying if he was deliberately killed in captivity it would constitute a war crime.”

Et meget vigtigt spørgsmål i en seks måneder lang krig, hvor 10000 kæmpende på  begge sider og ikke mindst 5-6.000 civile har mistet livet.

“If Colonel al-Gaddafi was killed after his capture, it would constitute a war crime and those responsible should be brought to justice,” said Claudio Cordone, senior director at Amnesty International. “Investigating whether or not his death was a war crime might be unpopular. However, the NTC must apply the same standards to all, affording justice even to those who categorically denied it to others.

Ironisk nok giver Amnesty International Gaddafi magten, og for så vidt også retten til den, med i graven, for den eneste grund til at man kan gøre hans skæbne alene til en sag og ingen af de tusindvis af andre dræbte (hvoraf der helt sikkert nok er andre krigsforbrydelser imellem) på samme vilkår, er at han blev filmet da han blev fanget og grunden til det er, at han var den han var.

Således føres den magt Gaddafi uretmæssigt havde tilraget sig og misbrugt gennem årtier videre hinsides døden og sikrer ham større “retfærdighed” end de uskykldige som var ofre for ham og hans regime.

(1. del er her)

Berømmelse

Udgivet den af • Kommentér!

Dag-pressen er og bliver det onde Princip i den moderne Verden; sophistisk har den ingen Grændse, da den bestandigt kan synke længere og længere ned i Valget af Læsere. Som Følge deraf muddrer den al den Usselhed op, som ingen Stat mere kan magte. Der vil bestandigt kun være Faae, der i Sandhed indsee Usandheden i Dagspressens Tilvær, men af disse Faae vil igjen kun meget faae have Mod til at udtrykke det, fordi det er et ligefremt Martyrium at bryde med Majoriteten og Udbredtheden, der i eet væk vil forfølge og mishandle en Saadan.

Lotte Mejlhede skal roses for at have haft modet, når hun i Ekstra Bladet går i rette med tendenser i medierne i dagens Danmark – og resten af verden for den slags skyld.

De dyrkede sex for åben skærm, så gik de fra hinanden, så blev de proforma-gift, så blev de proforma-skilt – og så blev han i fredags idømt 40 dages betinget fængsel for vold mod Amalie, selv om hun i retten forsvarede ham og sagde, at hendes voldsanklager var det pure opspind.

Jesus Christ. Man har kunnet følge denne farce i detaljer i flere medier. Tænk, at vi gør folk til stjerner, der ikke har bedrevet andet end dumhed. Tidligere var det dygtige skuespillere, sangere eller andre med et lysende talent, der blev fulgt i tykt og tyndt. Nu er det ikke længere talentet, der tæller.

Men evnerne kniber det så lidt med. Spørgsmålet man med rette kan stille sig selv er om det nu også var talentet der talte, dengang man forfulgte dygtige skuespillere, sangere og andre i tykt og tyndt, for ret beset er det vel i denne sammenhæng ligegyldigt hvilken grad af talent der er tale om, så længe man (for)følger personen uden for dennes gebet? Nej, Salingers privatliv er ikke signifikant for forståelsen af hans forfatterskab, men det er det som her fået omtale længe efter bogen er blevet uinteressant og længe efter at forfatteren selv er død – det er ikke længere bogen som diskuteres.

En Amy Winehouse har da også langt mere mediemæssig værdi som et fordrukkent narkovrag af en sangerinde end som sangerinde alene. Men sådanne skæbner er sjældne og i realiteten har medierne blot opdaget at der blandt de dygtige og talentfulde er alt for få skandaler af den slags skandaler som virkelig sælger og at der derfor er langt mere værdi i de talentløse og småtbegavede tumper som villigt udleverer sig for at få lidt ufortjenet opmærksomhed.

Det som Lotte Mejlhede raser mod under overskriften “Spred benene og bliv kendt” er vel intet andet og mere end den natrulige konsekvens og udvikling af hendes eget fag.