A Second World War situation

Bare fordi man er popsanger – eller hvad som helst andet for den sags skyld – med enorm succes, betyder det ikke, selvom det sikkert undertiden kan føles sådan, at man er mægtig klog på alting i verden.
Den eneste forskel er, at medierne vil referere det man siger og at ufatteligt mange menneske vil læse det og diskutere det, og at ens mangel på viden, mangel på evne til at tænke rationelt og i det hele taget manglende dannelse vil blive udstillet så meget desto mere.

Således også danske Lukas Forchhammer, som forud for årets Grammyshow, “when asked specifically about the rise of the far-right movement in Europe”, udtalte til CBS:

“It worries me greatly that if we took out the word ‘Muslim’ and put in the word ‘Jew,’ we would be in a Second World War situation,” he said. “We’re right now in an anti-Semitic state of mind worldwide — it’s just targeted at Muslims instead of Jews.” (CBS)

eller på dansk, via Berlingske:

»Det bekymrer mig meget, at hvis vi tog ordet »muslim« og erstattede det med ordet »jøde« så ville vi være i en Anden Verdenskrig-situation. Vi er nu i en antisemitisk tilstand verden rundt – det er bare rettet mod muslimer istedet for jøder.«

En rigtig “anden verdenskrig-situation”.

Lad os lige sætte det i perspektiv: (… og jeg ser her helt bort fra at ovenstående er udtalt i et kynisk forsøg på at profilere sig selv og skabe medieomtale gennem bevidst kontroversielle udtalelser, og det gør jeg dels fordi det er irrelevant for min pointe og dels fordi jeg ikke har det ringeste problem med at antage, at manden simpelthen er et uvidende fjols.)

I 1940 var der atten millioner jøder i verden og de udgjorde således under en procent af verdens daværende befolkning på ca. to og en halv milliard og de udgjorde ikke en nation, så meget som spredte mindretal i lande som f. eks. Tyskland.

Antallet af muslimer i verden i dag er ca. 1,7 milliarder og de udgør næsten en fjerdedel af verdens befolkning på 7,5 milliarder. Mere end 20 lande verden over har Islam som officiel religion.

Er det nødvendigt at tilføje, at der forud for anden verdenskrig ikke var vidtspredte tilfælde af jødisk religiøs terror rettet mod den kristne verden? At der dengang ikke var adskillige jødiske nationer hvor kristne blev forfulgt og frataget retten til at dyrke deres religion, som det er tilfældet i en del mellemøstlige nationer, selvom det selvfølgelig stadig er frit for enhver at dyrke deres religion som de vil i vores samfund? At forfølgelsen af jøder var et resultatet af en aktiv politisk ideologi, som vandt magten i et enkelt europæisk land og at forfølgelsen af jøder opstod i et præ-menneskerettighedssamfund?

Så “Second World War situation” og forfulgt mindretal? Ikke på nogen måde …

Er der nogen pointe med denne blog? Næh, egentlig ikke! Men hvis der skulle være det, ville det være en påpegelse af det problematiske i demokratiseringen af viden – nemlig at for hver idiot der har ret til at have en mening, er der en lige så stor idiot af en journalist der er parat til at viderebringe den og tusinder lige så store idioter der er parate til at læse om den – og den derpå følgende fuldstændige invertering af viden i et meget udemokratisk uvidenhedens diktatur. Men det ligger vist lidt uden for rækkevidden af denne blog at gå ind i den diskussion.

Pseudojournalistik

Undertiden støder man på en sådan afgrund af menneskelig tankeløshed, at man uvilkårligt tænker at det næppe kan være virkeligt, for hvis det var, ville det både afsløre et niveau af menneskelig inkompetence, som ganske enkelt ville diskvalificere det pågældende menneske fuldstændig fra den funktion som personen varetager og efterlade en med det sikkert ubesvarlige spørgsmål om, hvordan personen overhovedet har fået det job eller den funktion, som personen varetager.
(Her kunne man så komme med beretninger om de alt for taknemmelige – og ofte humoristiske – eksempler på udueligt offentligt ansatte og eller inkompetente politikere, men det gør vi ikke; vi vender os mod et andet yndet emne, nemlig journalister.)

Sidsel Duch Langpap er – udover tilsyneladende at være et glimrende eksempel på en sådan person – også en slags journalist ved bite.dk, en selvstændig enhed under Berlingske Media, som leverer det lette og platte humoristiske indhold, som de trykte medier har været tvunget til at tage til sig for at overleve overgangen til den digitale verden, eller med andre ord: noget nær bunden af den journalistiske karrierestige.

Screenshot from 2015-07-28 13:39:42c
Ill.: fra artikel på bite.dk, som er blevet slettet siden jeg skrev dette

Fr. Langpaps bidrag til journalistikken denne dag, var en video hugget … fundet på nettet og som havnede på forsiden af bt.dk og blev præsenteret således:

Det kunne da sikkert – som overskriften antyder – være ganske lol, hvis det ikke lige var fordi at videoen, som alle andre medier i øvrigt for længst havde berettet, viste den tragiske historie om en mor, der i sidste øjeblik når at skubbe sit barn i sikkerhed, inden hun selv blev opslugt af rulletrappen og led en ganske uhyggelig død, klemt eller flænset til døde i rulletrappens maskineri. Det tog i følge nogle medier redningsfolkene 3-4 timer af frigøre hendes lig fra rulletrappens indre.

Men ja, se da endelig hendes reaktion; der er sikkert alt fra forbløffelse over forskrækkelse og en handlekraft der redder hendes barn, til panik og rædsel og uhyggelig smerte inden hun bliver helt opslugt og forsvinder i rulletrappens indre for øjene af sin egen datter. Der er ikke så meget at lolle over dér, vel?

Ethvert i minimalt grad empatisk menneske ville nok, selvom om moderen var sluppet uskadt fra oplevelsen, have haft en fornemmelse af, at det der foregår på videoen, ville være en uhyggeligt skræmmende oplevelse for barnet, men ligefrem at se sin mor dø på den måde, er en oplevelse vi slet ikke kan begynde at forestille os følelsen af. Er det en reaktion vi overhovedet ønsker at se?

På bite.dk, var videoen ledsaget af denne tekst, skrevet af Fr. Langpap (fra nu sletttet artikel på bite.dk):

“Første gang, du træder ud på en rulletrappe, kan det godt virke lidt angstprovokerende. Trappetrinene synes at bevæge sig alt for hurtigt. Men når man først er landet, så føler man sig som regel tryg igen.

Men det kan åbenbart godt gå galt alligevel. Det gør det i denne video, hvor en mor og en datter er på vej op ad en rulletrappe i noget, der kunne være et storcenter i Asien.

Da de to har nået toppen, falder gulvet pludselig væk under dem, og moderen når lige akkurat at skubbe sin datter over hullet, før hun selv bliver opslugt af gulvet. Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.”

Det er så let og uforpligtende at more sig over videoer, der viser andres ulykke. Det er også let og uforpligtende at lægge den slags op som underholdning på større danske dagblades hjemmesider. På den anden side er det også rimeligt let at google sig frem til baggrunden for snart sagt enhver historie. Det behøver man ikke at være journalist for at kunne finde ud af. Ovenstående video var at finde på Liveleak, med beretningen om kvindens død, mindst ti timer inden BT/Bite valgte at bruge den som underholdning. BBC havde også tidligere bragt historien fra en langt mere tragisk, men også heltemodig vinkel.

De afsluttende ord i ovenstående, “Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.” er den værste gang alibi-journalistik og ansvarsfralæggelse og desuden en direkte indrømmelse af at man ikke har nogen som helst respekt for sit eget erhverv. Journalistik er research mere end noget andet og har man ikke evner for det, kan man jo i det mindste bare google.

Ovenstående vækker, uanset at sigtet er den meget lette og uforpligtende underholdning, alligevel en smule forundring over hvordan man kan se den video, vælge at skrive ti linier om den og uploade den til en af de danske formiddagsavisers hjemmeside, uden den mindste smule nysgerrighed eller forundring over historien bag eller i endnu højere grad over kvindens skæbne, for man skal vel være noget nær idiot for ikke uvilkårligt at tænke den tanke, at man nok ikke slipper uskadt fra at blive trukket ned i og kørt igennem det indre af en rulletrappe. Til gengæld skal man nok bare være overfladisk og ligeglad og tilfreds med at levere dagens kvote, hvis man begår sådan noget journalistik som ovenstående.

En masse tanker om de skrevne mediers forfald til brugen af copy/paste melder sig sammen med nogle langt mere alvorlige og ikke så rare tanker om det enkelte menneskes værdi for selvsamme medier.

Men det er en længere historie, som vi vælger at lade ligge for nu.

Et spørgsmål om karakter

En eller anden fortalte mig engang, at en sikker måde at spotte en løgner på, er at han ubevidst, for at overbevise både andre og sig selv, ofte vil gentage sin forklaring adskillige gange, eller fremkomme med flere forklaringer eller årsager til hvorfor han gjorde som han gjorde eller hvorfor han sagde det han sagde, i stedet for, som den der taler sandt, blot at ytre sin forklaring en gang. Den ærlige forventer som regel ikke at blive mistroet.

Står det virkeligt til troende, så står det særdeles skidt til med folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, som i weekenden stak af fra et mindre færdelsuheld i Frederikshavn, men som var så uheldig, at en den lokale betjent overværede hvordan han stod ud af bilen, besigtigede skaden og efterfølgende forlod stedet, uden at give den anden part besked om at han havde påkørt hans bil.

Den evige kilde til morskab fra folkedybet, Ekstra Bladet, har fanget Hr. Bøgsted for følgende kommentar:

BB: Jeg havde bare en ‘bad day’. Det er nok det eneste, jeg nogensinde har lavet. Jeg havde simpelthen bare en dårlig dag.

EB: Havde du ikke opdaget, det var sket?

BB: Jo, men jeg havde bare en dårlig dag. Jeg kan kun undskylde alt det jeg kan, for selvfølgelig er det ikke acceptabelt. Jeg havde bare en dårlig dag, hvor det hel gik galt.

EB: Hvad gik galt?

BB: Det ved jeg ikke. Jeg havde bare en dårlig dag.

EB: Du skulle ikke nå noget?

BB: Nej, jeg havde bare generelt en off day. Det er det, det hele drejer sig om.

EB: Havde du drukket, var det derfor du kørte?

BB: Nej, overhovedet ikke. Kun kaffe

EB: Og der var ikke snaps i kaffen?

BB: Nej, det var der i hvert fald ikke.

EB: Frygter du en udsmidning af partiet?

BB: Jeg har haft en dårlig dag, så må jeg tage de konsekvenser, det giver, siger han.

En dårlig dag? Tja … når alle andre forklaringer er utilstrækkelige, kan man jo altid gentage den ene man har, messe den igen og igen, som en art bøn i håbet om, at en eller anden mindre guddom til sidst bliver så irriteret over at høre den gentaget, at han forbarmer sig over en og forvandler løgnen til den skinbarlige sandhed, eller måske bare i håbet om, at man kan gentage den så mange gange, at man i det mindste kan opnå den trøst som ligger deri, selv at blive overbevist om, at sådan forholder det sig rent faktisk. Undertiden er alt andet bedre end selverkendelsen …

GabestokReelt er der dog ingen undskyldninger der duer i sådan en situation, heller ikke løgnerens absolut sidste udvej – når der ingen anden årsag er til miseren end egen svaghed – nemlig at skyde skylden på dagen, med det underforståede men helt igennem utilstrækkelige og lidet overbevisende forsvar, at det hele skam var dagens skyld og at sådan er man da normalt ikke.

Men det er man jo. I ovenstående tilfælde er det jo såre banalt; chancen for at redde egen røv har vejet tungere i øjeblikket, end samvittigheden overfor den person der er blevet voldt skade. Det er ikke særligt elegant eller værdigt, men måske nok menneskeligt. I sidste ende er det dog ikke andet, end et spørgsmål om en svag karakter; kunne du gøre det på dagen, kunne du gøre det når som helst, for det retskafne menneske bliver ikke pludselig forvandlet til en uærlig slyngel fordi dagen er dårlig eller fordi noget som helst andet.

Seneca konstarerede at ducunt volentem fata, nolentem trahunt, og man man tilføje at hvad der gælder skæbnen, gælder også den offentlige moral; træder du aldrig ved siden af, havner sgu nok heller ikke i gabestokken. Det særdeles påtrængende spørgsmål om der overhovedet er nogen af os, som er fejlfri, ja det lader vi ligge, som den indiskretion det ville være at stille det.

DF’er stak af fra trafikuheld, EB d. 9/2 2015

Filter

Et filter. Det er hvad det er. Et fiks og nyttigt filter hvormed du kan sortere mennesker i din omgandskreds, venner og bekendte, efter intelligens.

Tag nu alle de mennesker, der har moret sig herligt gennem flere år, på bekostning af Helle Thorning og både det mildest talt kaotiske politiske lederskab hun har udvist og hvordan der er blevet lavet jokes om hendes tasker og hendes skattesag. Morer de selvsamme mennesker sig lige så meget over det absurde teater, der gennem uger har udspillet sig omkring den person, der (i hvertfald indtil for kort tid siden) var selvskrevet til at overtage Helle Thornings job efter næste valg? Morer de selvsamme mennesker sig lige meget nu, hvor vinden blæser den anden vej?

Eller omvendt: er de mennesker, som var forargede over den omtale, som Thornings skattesag og håndtasker og hvad ved jeg fik i pressen, lige så forargede nu, hvor Lars Løkke er havnet i pressens offentlig gabestok eller er de pludselig begyndt at more sig højlydt?

Ganske ulidelige er de, disse politiske mennesker og deres stædige, men uendelige uintelligente og ganske kedsommelige, insisteren på at lige netop deres politiske standpunkt er det eneste rigtige og – endnu værre – deres påtrængende in your face agtige politiske humor, der jo netop kun går den ene vej, mod højre eller mod venstre og derfor er nærmest umulig at skelne fra plat enfoldighed.

Så tag denne enestående politisk historiske lejlighed til at granske menneskene omkring dig og se hvad de er gjort af; måske der endda er enkelte i blandt, som faktisk ser den politiske verden med en ironisk eller endda sarkastisk distance. Der er nemlig en rimelig chance for, at der, ikke mindst blandt de der griner af det hele, er en lille smule visdom tilstede.

Voyeursamfund

Da jeg var barn, engang i det sidste århundrede, fandtes der en speciel type af mennesker, som havde en ganske særlig og ikke helt ufarlig tilbøjelighed og som af samme grund var forhadte af stort set alle: lurere eller vindueskiggere kaldte med dem og de havde en for mig ganske uforståelig trang til at presse næsen mod andres viduesruder for at se hvordan og hvad der gik for sig derinde hos vildt fremmede mennesker. At det kunne være en særdeles risikabel adfærd kan man nok regne ud, og jeg kan erindre et par tilfælde hvor en vindueskigger blev opdaget og indfanget og hvor den efterfølgende kontante afregning var sædeles håndfast.

At disse typer stadig findes, kan man via google forvisse sig om, og man kan samtidig konstatere at de ikke er blevet mindre forhadte med tiden og det kan jo nok undre. Man kunne forvente at de i dag ville blive mødt med langt større sympati. Hvorfor? Tænk en gang over hvad der blever sendt på tv. Der er ingen mangel på seere (lurere!) til programmer der trænger helt ind i almindelige menneskers privatliv. Vi kan se hvordan danskerne får ordnet deres have, deres hjem eller sågar deres person. Vi præsenteres i alle detaljer for hvordan mennesker der ikke kan styre deres økonomi, deres børn, deres kæledyr, deres chef, deres svigermor, deres mentale helbed, deres ægteskab, deres liv eller sågar sexliv “hjælpes” til at få styr på det. Vi præsenteres for livet på toppen og bunden og inder- og ydersiden af samfundet. Man kan sagtens rydde sendefladen en hel dag p.g.a. et royalt bryllup. Men ellers er ikke mindst de svage og småbegavede og sølle individers problemer er rigtig god underholdning.

Er hverdagsvirkeligheden ikke nok så elsker vi katastroferne. Der er ikke noget der får mere medieomtale end en god underholdende katastrofe. Tsunamien i asien, jordskælv på Haiti, eller attentatet på World Trade Center. Kort efter sidstnævnte bragte ugebladet Se og Hør et tillæg med store, flotte farvebilleder af eksplosioner og mennesker i frit fald fra de brændende tårne. Kunne de dog bare have interviewet ham på vej ned: “Hvad føler du lige nu …?

Og er virkeligheden ikke nok, kan den sættes i scene: så kan vi se mennesker med journalisters hjælp genfinde deres forsvunde børn, forældre, søskende, tanter eller ægtefæller. Og vi kan endda se bortførte børn konfrontere eller genfinde deres forældre. Følelsesporno af værste slags.

Og er den iscenesatte virkelighed ikke nok kan man gå videre og konstruere den. Vi kan se talentløse idioter optræde i såkaldte talentshows, hvilket i sig selv måske nok er ganske harmløst, selvom vi griner når et arrogant fjols af en dommer gør når af dem som ikke kan og især dem som heller ikke selv kan se det. Værre er det når folk uge efter uge tilsyneladende finder det meningsfuldt at sidde og glo på at kendte mennekser danser. Få jer et liv! I Robinson, Paradise Hotel, Big Brother og i de (per)versioner af genren der er langt værre, indfanges og lokkes småbegavede mennesker med løfter der aldrig indfries, til at udlevere sig selv nådesløst og helt ubeskyttet mod egen dumhed.

Du skal ikke holde dig selv for nar, der er sandsynligvis ikke en eneste der medvirker i disse programmer, som har i en IQ over gennemsnittet, men hvad værre er, så må de have en sådan trang til opmærksomhed, at man har svært ved at tro, at det ikke ligger langt dybere personlige problemer bag. Men seerne elsker det åbenbart, selvom man rimeligvis kan spørge sig selv, hvorfor så mange andre, formodenligt mere intelligente borgere i dette samfund, mener at deres tid ikke kan bruges bedre, end til at sidde glo på mennesker de aldrig ville bruge deres tid sammen med i den virkelige verden? Det er virkelig en bizar parodi på det såkaldte videnssamfund at en eneste småtbegavet men tv-eksponeret idiot, kan have en tilhørerskare på hundredetusinder, blot fordi vedkommende har valgt at udlevere sin mangel på personlighed, intelligens og anstændighed offentligt.

Hvornår var det lige at vindueskiggersamfundet blev et ideal?

Problem?

Microsoft lover at løse irriterende Windows-problem, skriver Tatiana Tilly i Politiken, og citerer Farzana Rahman: “Ideelt set ville vi gerne have alle opdaterings-installationer til at finde sted sømløst i baggrunden uden en genstart.” Sømløs (uden syninger) er den oversættelse som man får, når man sender det engelske seamless gennem Google Translate. Ikke særligt professionelt, men i det mindste fik Frk. Tilly da tilføjet det adverbielle ‘t’.

Nå, det er en ligegyldig bagatel. Løsningen på det meget større problem som hedder Windows/Microsoft er til gengæld her:

The next version of Ubuntu is coming soon… og den kan i øvrigt ikke anbefales kraftigt nok.

 

Ligegyldigheder

Politiken bringer en historie om en dansk student som under en tur til Rom skulle vise sig for sine medstuderende og smadrede en og ridsede en anden “uerstattilig antik sten” på Forum Romanum.

Stenen fortælles det, “kan dateres tilbage til de første århundreder efter Kristi fødsel” og er derfor “uvurderlig for Rom”. Heldigvis kan uvurderlig opgøres rimeligt præcist til en værdi på “omkring 7.000 euro – cirka 52.000 danske kroner” som den danske gymnasieelev har ødelagt og er blevet politianmeldt for. Så kan han lære det!

Skulle nogen være i tvivl, har den anonyme journalist været så venlig at datere Forum Romanum for os, for det “blev grundlagt mange 100 år før Kristus og var i cirka 1000 år centrum for det religiøse, politiske, juridiske og sociale liv i Romerriget“. Så ved vi det!

Af artiklen fremgår det, at den journalistiske fødekæde er som følger: historien er skrevet at den italienske avis La Repubblica og hvorfra TV2 har løftet den, herfra har Ritzau skrevet af til deres version som Politiken så viderebringer. Lortejournalistik der som altid er fuldstændig spild af læserens tid. Hvornår lærer jeg det?

Suk! (2)

Journalistisk leder man forgæves efter et bundniveau i dansk presse, seneste eksempel er Anne Lea Landsted, lektor i journalistik ved Syddansk Universitet, som lader forargelsen få frit løb i Politiken, underoverskriften Journalistlektor: Gaddafi blev offer for en bizar offentlig henrettelse, hvilket jo egentlig er rigtig nok, men fremstillingen af andre avisers behandling af sagen er nu nok alligevel temmelig hysterisk:

“Men hvad var formålet egentlig med at bringe de brutale billeder i bundter? Det fik vi ingen forklaring på, så jeg sad tilbage med en bizar fornemmelse af at være ført tilbage til 1700-tallets offentlige henrettelser.

Ren underholdning med en lille snert af ’det har han rigtig godt af’-følelse.

»Her bliver Gaddafi fanget af oprørerne«.

»Sidste video af Gaddafi i live«. »Se video af død Gaddafi«.

Jyllands-Posten lagde ikke fingrene imellem, da de smækkede hele serien på nettet uden uddybende forklaringer. Sensationelle overskrifter og billeder. Råt for usødet.” (via Politiken)

Her kunne vi passende tage en lang diskussion om hvorfor den slags billeder forarger. Først og fremmest hvorfor det forarger sammenlignet med alt det andet lort det vælter ud gennem både trykte og elektroniske medier, men måske især i forhold til hvad det egentlig er man ser og årsagen til at man forholder sig umiddelbart moralsk til det.

Men årsagerne og forklaringerne får vente til en anden gang, jeg konstaterer blot at lige netop den moralske fælde også er den som Anne Lea Landsted falder i, og det er jo interessant både i sig selv og i forhold til hvad jeg skrev forleden.

“Nu diskuteres det, hvem der tog livet af Gaddafi, men jeg savner stadig det indslag og den historie, der forholder sig til oprørernes opførsel, og som kræver, at de ansvarlige for den brutale henrettelse af den tidligere diktator bliver stillet for en dommer, som vi jo normalt gør i et retssamfund.” (via Politiken)

Nu er en del af pointen med det oprør der skete i Libyen og en af grundene til at vi støttede det, at landet indtil nu lige netop ikke har været et normalt retssamfund, og det ville da mildest talt være besynderligt, hvis den person som om nogen har haft ansvaret for at landet ikke har været det, skulle være den første som fik retten påberåbe sig et sådant retssamfunds og retssystems beskyttelse.

Amnesty International går i øvrigt forrest i den kamp med den sædvanlige perverse logik: “Amnesty International today urged the new Libyan authorities to ensure a full, independent and impartial investigation into how Colonel Mu’ammar al-Gaddafi died, saying if he was deliberately killed in captivity it would constitute a war crime.” (via amnestyusa.org)

Et meget vigtigt spørgsmål i en seks måneder lang krig, hvor 10000 kæmpende på  begge sider og ikke mindst 5-6.000 civile har mistet livet.

“If Colonel al-Gaddafi was killed after his capture, it would constitute a war crime and those responsible should be brought to justice,” said Claudio Cordone, senior director at Amnesty International. “Investigating whether or not his death was a war crime might be unpopular. However, the NTC must apply the same standards to all, affording justice even to those who categorically denied it to others. (amnestyusa.org)

Ironisk nok giver Amnesty International Gaddafi magten, og for så vidt også retten til den, med i graven, for den eneste grund til at man kan gøre hans skæbne alene til en sag og ingen af de tusindvis af andre dræbte (hvoraf der helt sikkert nok er andre krigsforbrydelser imellem) på samme vilkår, er at han blev filmet da han blev fanget og grunden til det er, at han var den han var.

Således føres den magt Gaddafi uretmæssigt havde tilraget sig og misbrugt gennem årtier videre hinsides døden og sikrer ham større “retfærdighed” end de uskykldige som var ofre for ham og hans regime.

(1. del er her)

Berømmelse

“Dag-pressen er og bliver det onde Princip i den moderne Verden; sophistisk har den ingen Grændse, da den bestandigt kan synke længere og længere ned i Valget af Læsere. Som Følge deraf muddrer den al den Usselhed op, som ingen Stat mere kan magte. Der vil bestandigt kun være Faae, der i Sandhed indsee Usandheden i Dagspressens Tilvær, men af disse Faae vil igjen kun meget faae have Mod til at udtrykke det, fordi det er et ligefremt Martyrium at bryde med Majoriteten og Udbredtheden, der i eet væk vil forfølge og mishandle en Saadan.” (S.K.: E.P. VIII, I p 68 (1847) )

Lotte Mejlhede skal roses for at have haft modet, når hun i Ekstra Bladet går i rette med tendenser i medierne i dagens Danmark – og resten af verden for den slags skyld.

“De dyrkede sex for åben skærm, så gik de fra hinanden, så blev de proforma-gift, så blev de proforma-skilt – og så blev han i fredags idømt 40 dages betinget fængsel for vold mod Amalie, selv om hun i retten forsvarede ham og sagde, at hendes voldsanklager var det pure opspind.

Jesus Christ. Man har kunnet følge denne farce i detaljer i flere medier. Tænk, at vi gør folk til stjerner, der ikke har bedrevet andet end dumhed. Tidligere var det dygtige skuespillere, sangere eller andre med et lysende talent, der blev fulgt i tykt og tyndt. Nu er det ikke længere talentet, der tæller.” (Lotte Mejlhede i EB)

Men evnerne kniber det så lidt med. Spørgsmålet man med rette kan stille sig selv er om det nu også var talentet der talte, dengang man forfulgte dygtige skuespillere, sangere og andre i tykt og tyndt, for ret beset er det vel i denne sammenhæng ligegyldigt hvilken grad af talent der er tale om, så længe man (for)følger personen uden for dennes gebet? Nej, Salingers privatliv er ikke signifikant for forståelsen af hans forfatterskab, men det er det som her fået omtale længe efter bogen er blevet uinteressant og længe efter at forfatteren selv er død – det er ikke længere bogen som diskuteres.

En Amy Winehouse har da også langt mere mediemæssig værdi som et fordrukkent narkovrag af en sangerinde end som sangerinde alene. Men sådanne skæbner er sjældne og i realiteten har medierne blot opdaget at der blandt de dygtige og talentfulde er alt for få skandaler af den slags skandaler som virkelig sælger og at der derfor er langt mere værdi i de talentløse og småtbegavede tumper som villigt udleverer sig for at få lidt ufortjenet opmærksomhed.

Det som Lotte Mejlhede raser mod under overskriften “Spred benene og bliv kendt” er vel intet andet og mere end den natrulige konsekvens og udvikling af hendes eget fag.

For helvede … (2)

Jeg kan slet ikke lade være …

Politikens Mette Lützhøft forsøger sig med en artikel om baggrunden for problemerne på Fukushima I : “FAKTA: Hvad vil en nedsmeltning betyde, og hvor farligt er udslip?” og selvom der påstås at politiken.dk giver svar på spørgsmål om atomkatastrofen i Japan, så fremgår det også at det sker med afsæt i Beredskabsstyrelsen oplysninger, hvilket også er årsagen til at antallet af faktuelle fejl er få. Dette “afsæt” består dog i at løfte hele afsnit ordret fra Bredskabsstyrelsens hjemmeside.

Og så går det alligevel galt. Artiklen ledsages af en faktaboks og her er det tydeligt at journalisten er på ude på dybt vand, både faktuelt og sprogligt. Det er altid et problem at skrive om noget man ikke har forstået eller ikke har gidet at sætte sig ind i, også selv om man har kilder at støtte sig til. Man kommer uvægerligt til lave fejl og besynderlige formuleringer når man ikke mestrer terminologien. Men derfor kunne man jo godt alligevel bestræbe sig på at skrive et nogenlunde korrekt dansk.

FAKTA

ATOMKRAFTVÆRK I KNIBE

Kernekraftværket Fukushima er blevet ramt af vanskeligheder efter jordskælvet og tsunamien i Japan.

Tre reaktorerer er ved at løbe løbsk.

Værket var beskyttet af en mur, der skulle holde flodbølger ude, men den kunne ikke klare tsunamien fredag. Derfor endte vand i kælderen, hvor det standsede de generatorer, der drev kølesystemet.

Der er overhængende fare for en nedsmeltning i mindst en af reaktorerne.

Reaktor 1: Den ydre skal blev delvist sprængt væk ved en eksplosion lørdag. Reaktoren forsøges nedkølet med havvand.

Reaktor 2: Her er brændselsstavene tilsyneladende helt eller delvist blotlagte. Den forsøges også nedkølet med havvand.

Reaktor 3: Muligvis også ramt af delvis nedsmeltning. Ramt af eksplosion mandag.

Reaktorerne indeholder tusinder af 3,6 meter lange rør stænger uranoxid. Stængerne holdes under vand, der opvarmes og dermed driver generatorer, der fremstiller el.

Forsvinder vandet, kan stængerne frigive radioaktivt materiale, der slipper ud, når de overophedede reaktorer udluftes. Samtidig kan uranstængerne ende på reaktorens bund, hvor det udvikler ekstrem varme.

80.000 inbyggere er evakueret fra områderne omkring atomkraftværkerne.

Det sjove er i øvrigt, at fakta er det der står i selve artiklen, nemlig oplysningerne fra Beredskabsstyrelsen, mens indholdet i faktaboksen er de rygter som journalisten har kogt sammen fra andre medier.

Men nok nu. Dette var absolut sidste indlæg om pressen fra min side i lang tid.