Fædrelandskærlighed

Under den sigende, men måske ikke synderligt velvalgte overskrift “Nej til bederum, ja til fædreland” forsøger forfatter, cand. mag. og fhv. næstformand i DR, Ole Hyltoft, i en kronik (JP, d. 4/5 2017) at argumentere for, hvorfor der ikke bør være bederum på danske gymnasier, hvilket for undertegnede lyder ganske rimeligt, men desværre også en hel del mere rimeligt end den argumentation derfor, som Hr. Hyltoft fremfører. For eksempel er påstanden om, at almendannende skole som det danske gymnasium skal være rationel, måske at strække den en smule, men vi køber den, selvom det selvfølgelig rejser spørgsmålet om hvad der så skal ske med rationaliteten i forhold til f. eks. undervisning i religion i selvsamme skole. Vi ser også bort fra, at Hr. Hyltoft svømmer på dybt vand i sit forsøg på at skille fædrelandskærlighed fra chauvinisme og nationalisme, noget der sagtens lader sig gøre, omend ikke på den vis som forsøges.

Andetsteds kører det helt af sporet, som for eksempel når det fremføres at

“Ordet nationalisme kan vi ikke lide. For det indebærer nedvurdering af fremmede lande. Men den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede. Han forstår, at andre folk holder af deres lande, som vi holder af vort. Nordmændene holder af deres sprudlende elve, franskmændene af deres vinmarker, hollænderne af deres diger og klassiske malere. Ligesom vi holder af vores høje, ranke bøgeskove og grøftekanternes friskgrønne overflod nu her i maj.”

Lad os bare se bort fra påstanden om, at “den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede”, for det kan han da sagtens gøre, selvom det selvfølgelig ikke nødvendigvis er tilfældet. Det er påstande, vi slet ikke gider gå i rette med. Hvad der falder undertegnede langt mere for brystet, er den uambitiøse reducering af danskheden til bøgetræer (de findes overalt i nordvesteuropa) og grøftekanter. Holland må sandelig være et langt mere interessant land, for de har klassiske malere. De har vi også, men åbenbart ikke på samme nævneværdige niveau og det er jo det der er det store problem for alle disse fædrelandskærlige skribenter; de kniber sgu noget så gevaldigt med at finde det virkeligt værdifulde danske frem og få sat ord på det. Måske er det ikke så underligt at så mange vender sig mod amerikansk kultur?

Hyltofts forslag til udbedring af de sørgelige tilstande er – og det konstaterer jeg med stor beklagelse – lige så tåkrummende utilstrækkeligt som de fleste andres; vi skal have morgensangen tilbage i skolerne! For, som Hyltoft skriver,

“bortset fra selv at gå ture i mark og skov er der ikke noget, der lærer én at holde af Danmark som vores sangskat. Aakjærs, Ingemanns og Blichers kærlighed til alle naturens årstider forbinder deres billeder af Danmark med ordenes og versrytmens skønhed. Kærligheden til naturens skønhed bliver nynnet ind i vores bevidsthed.”

Beklager at måtte sige det, men både Aakjær, Ingemann og Blicher er en aquired taste, og altså ikke ligefrem – hvis nogen skulle være i tvivl – toppen af poppen hos tidens ungdom (selvom de måske er det for den generation, der engang også syntes at Liva Weel var det!), hvilket man altså ikke ligefrem kan fortænke dem i. Alle tre herrer kan godt for det moderne øje forekomme en smule støvede og bedagede. Undertegnede kunne godt komme i tanke om forfattere og digtere der selvom de er et par tusind år ældre alligevel virker en del yngre, men de er så beklageligvis ikke danske.

Hyltofts argumenter fejler totalt i deres banale sentimentalitet over egen barndom:

“… og hvis vi ikke havde kærligheden til den danske natur med hjemmefra, fik vi den her hver morgen. »I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo«. Og vinteren er også værd at synge om: »I sne står urt og busk i skjul, der er så koldt derude.«”

og han formår ikke ret meget andet, end at fremstå som en gammel forstokket pædagog, der, blind på både øjne og ører, forsøger at overbevise en amerikaniseret ungdom om, at Ingrid og Lillebror da er langt bedre …

Vi ved jo godt, at det der ikke kommer til at virke. Det er fantasiløst ad helvede til og naivt tilmed:

“Jeg gad vide, om man bruger den danske sanglyrik til at integrere vores nye medborgere fra Mellemøsten i Sandholmlejren, og hvor vi ellers samler dem. Det ville være en hjælp til deres sprogtilegnelse som til at åbne deres øjne for det dejlige danske landskab”

skriver han i tilsyneladende fuld alvor.

Hvor pokker er den blevet af, fædrelandkærligheden? Den fædrelandskærlighed som ikke bare er tidssvarende, men også konkurrencedygtig i en tid, hvor vi gennem et par generationer villigt har overgivet os til en særdeles invasiv amerikansk inspireret kultur. Er Ingemanns

I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, –
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli’r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
– hans skønhedsrige kommer.

… virkelig det bedste svar vi har? Er dansk kultur og dansk fædrelandskærligehed virkelig bare en lille forkommen fugl der ryster sine vinger i kulden? Hvis svaret er ja, så er det en kamp der er tabt på forhånd og det er virkelig trist.

 

A Second World War situation

Bare fordi man er popsanger – eller hvad som helst andet for den sags skyld – med enorm succes, betyder det ikke, selvom det sikkert undertiden kan føles sådan, at man er mægtig klog på alting i verden.
Den eneste forskel er, at medierne vil referere det man siger og at ufatteligt mange menneske vil læse det og diskutere det, og at ens mangel på viden, mangel på evne til at tænke rationelt og i det hele taget manglende dannelse vil blive udstillet så meget desto mere.

Således også danske Lukas Forchhammer, som forud for årets Grammyshow, “when asked specifically about the rise of the far-right movement in Europe”, udtalte til CBS:

“It worries me greatly that if we took out the word ‘Muslim’ and put in the word ‘Jew,’ we would be in a Second World War situation,” he said. “We’re right now in an anti-Semitic state of mind worldwide — it’s just targeted at Muslims instead of Jews.” (CBS)

eller på dansk, via Berlingske:

»Det bekymrer mig meget, at hvis vi tog ordet »muslim« og erstattede det med ordet »jøde« så ville vi være i en Anden Verdenskrig-situation. Vi er nu i en antisemitisk tilstand verden rundt – det er bare rettet mod muslimer istedet for jøder.«

En rigtig “anden verdenskrig-situation”.

Lad os lige sætte det i perspektiv: (… og jeg ser her helt bort fra at ovenstående er udtalt i et kynisk forsøg på at profilere sig selv og skabe medieomtale gennem bevidst kontroversielle udtalelser, og det gør jeg dels fordi det er irrelevant for min pointe og dels fordi jeg ikke har det ringeste problem med at antage, at manden simpelthen er et uvidende fjols.)

I 1940 var der atten millioner jøder i verden og de udgjorde således under en procent af verdens daværende befolkning på ca. to og en halv milliard og de udgjorde ikke en nation, så meget som spredte mindretal i lande som f. eks. Tyskland.

Antallet af muslimer i verden i dag er ca. 1,7 milliarder og de udgør næsten en fjerdedel af verdens befolkning på 7,5 milliarder. Mere end 20 lande verden over har Islam som officiel religion.

Er det nødvendigt at tilføje, at der forud for anden verdenskrig ikke var vidtspredte tilfælde af jødisk religiøs terror rettet mod den kristne verden? At der dengang ikke var adskillige jødiske nationer hvor kristne blev forfulgt og frataget retten til at dyrke deres religion, som det er tilfældet i en del mellemøstlige nationer, selvom det selvfølgelig stadig er frit for enhver at dyrke deres religion som de vil i vores samfund? At forfølgelsen af jøder var et resultatet af en aktiv politisk ideologi, som vandt magten i et enkelt europæisk land og at forfølgelsen af jøder opstod i et præ-menneskerettighedssamfund?

Så “Second World War situation” og forfulgt mindretal? Ikke på nogen måde …

Er der nogen pointe med denne blog? Næh, egentlig ikke! Men hvis der skulle være det, ville det være en påpegelse af det problematiske i demokratiseringen af viden – nemlig at for hver idiot der har ret til at have en mening, er der en lige så stor idiot af en journalist der er parat til at viderebringe den og tusinder lige så store idioter der er parate til at læse om den – og den derpå følgende fuldstændige invertering af viden i et meget udemokratisk uvidenhedens diktatur. Men det ligger vist lidt uden for rækkevidden af denne blog at gå ind i den diskussion.

Pædagogisk fordærvet

Flere medier har fortalt historien om fire 15-16-årige skoledrenge fra Ry som valgte at optrappe en verserende konflikt med en kammerat, ved at kaste en molotovcocktail indeholdende benzin efter ham og dermed sætte ild til ham og dermed få ham indlagt på sygehuset “i kritisk tilstand, men uden for livsfare”.

Som man kan forvente, foretager den konstituerede skoleleder på Mølleskolen i Ry, Alma Schack Andersen, i BT den sædvanlige offentlige rituelle håndvask:

»Vi vidste godt, at der var en konflikt blandt nogle af drengene i 9. årgang. Ikke specifikt kun blandt de fem involverede drenge i denne sag,« siger hun og tilføjer:

»Vi havde dog ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle komme så vidt. Men det er klart, at sådan en forfærdelig hændelse giver selvfølgelig anledning til refleksion hos os lærere og ledelse på skolen – hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad vi kan gøre fremover.«

Den slags ansvarsfralæggelse er obligatorisk i en populistisk og mediestyret verden, hvis man ikke vil risikere at skulle korsfæstes offentligt af emsige journalister og der skal ingen bebrejdelser lyde herfra for det. Men fortsættelsen kan nu alligevel godt trænge til en påtale, for Alma Schack Andersen udtaler desuden følgende:

»Det er klart, at denne forfærdelige episode er selvfølgelig værst for ofret, men det er jo også ulykkeligt for de fire drenge, der har gjort det her. Jeg tror ikke, de har tænkt så langt, hvilke konsekvenser det har haft; at de kunne skade en skolekammerat så alvorligt, og at de kan risikere at komme i fængsel for det. Det tror jeg simpelthen ikke på, at de har været bevidste om.«

Vi kender alle den måde at formulere sig på – med dette lille kyniske “men” – fra den alt for velkendte og alt for hyppigt mødte “Jeg er ikke racist, men …“, hvilket ikke betyder andet end “Jeg er racist, men er selvbevidst nok til ikke at ville indrømme det og indleder derfor min tale med en lille løgn … et dementi.

Her får vi den bare i en lidt anden version, en skyldig påpegning af at det “selvfølgelig er værst for offeret”, men(!) derefter tager bekymringen for de fire unge potentielle mordbrænderes skæbne straks over. Ja, de kan risikere at komme i fængsel. Sådan kan det gå, når man begår noget så gement, som at forsøge at myrde et andet menneske, og ikke bare det, men oven i købet forsøger at gøre det på en så grusom måde.

Eftervirkningerne af brandsår er noget offeret sandsynligvis kommer til at kæmpe med længe, sandsynligvis for livstid, og arrene vil i hvert fald være et minde for livet. I den forbindelse er det egentlig pisseligegyldigt, om de fire knægte på forhånd havde tænkt over konsekvenserne af deres handlinger eller ej, der er stadig et offer der ligger på sygehuset med nogle helt sikkert forfærdelige smerter, og det er hos ham og ham alene, at medfølelsen bør være, uanset hvad der måtte være gået forud.

Men så er det jo at man kan spekulere over hvor denne menneskeforagt kommer fra, som er så kynisk indifferent overfor offerets lidelser at man i stedet fokuserer mere på bekymring over gerningsmændenes skæbne og ligefrem forsøger at undskylde deres handlinger. Handler det simpelthen om at pædagogikken som disciplin, altså den erhvervsmæssige menneskehåndtering, helt har erstattet medfølelsen og menneskeligheden hos disse professionelle, så de, i stedet for at se et offer og fire gerningsmænd, ser et offer som er lægernes ansvar og fire unge med problemer, som er et (interessant) pædagogisk problem?

Jeg ved det ikke, men jeg har berørt dette problem før – f. eks. her og her – og må indrømme at jeg stadig er lige uforstående overfor det.

OPDATERING: Der var en læser som konstaterede overfor mig, at selvom sympatien i denne sag selvfølgelig skal ligge hos offeret, så skal alle de implicerede hjælpes. Det kalder selvfølgelig på et svar. Ja, det skal de alle, og lad os bare for argumentets skyld se bort fra, at der også er nogen der skal straffes og tage et kig på det spørgsmål.

Ovenfor er der bragt to citater fra skoleleder Alma Schack Andersen og det er værd et bemærke, at det er to offentlige udtalelser, som vil kunne ses af både offer og offers familie og venner. Det er dér det umenneskelige kommer ind, fraværet af medfølelse og menneskelighed, for i den sammenhæng er der kun en sympati der gælder, nemlig sympatien med den forurettede, med offeret. Alt andet, og det er min pointe, alt det pædagogiske, overvejelser om de fire unges fremtid og hvordan de måtte have forspildt deres liv og hvordan de – efter endt straf – kan hjælpes videre, kan passende overlades til deres forældre eller holdes bag lukkede (social)pædagogiske døre. Af hensyn til offeret.

__________
Simon Boas og Jonas Vester: Danske drenge ville brænde afghansk skoleven af: ‘Det overgår vores vildeste fantasi’. BT, d. 8. februar 2017

Pind!

Søren Pind. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde, for manden er jo tilsyneladende uden et intellektuelt bundniveau og efter han Grundlovsdag havde holdt tale i Jørlunde, udtalte han til DR:

“Sagen er den, at vi er i krig. Væbnet konflikt. Det er vi med en terrororganisation, som vil Danmark det ondt og har sine fangarme, også i Danmark. Der er aldrig nogensinde nogen, der har prøvet at bilde nogen ind, at demokratiet ikke har reaktionsmuligheder i den sammenhæng, og Grundloven peger jo selv på dem. Alt hvad vi og jeg har gjort har været inden for Grundlovens og menneskerettighedernes rammer.”

og

“Vi er i væbnet konflikt, og derfor bliver vi selvfølgelig militante demokrater. Når der så er fred igen, kan vi holde op med at være det.”

Sagen er den, at vi ikke er i krig, for hvis dette er krig, så har vi i al fortid været i krig og vil i al fremtid være det. Søren Pind har med ovenstående ord lige defineret den permanente undtagelsestilstand og herfra er der kun stramninger og begrænsninger i frihedsrettighederne i vente. Men det er faktisk langt fra det værste.

Som sagt, manden har intet intellektuelt bundniveau; for overfor DR retfærdiggør Søren Pind sin ret til at være “militant demokrat” ved at pege på “uniformsforbuddet i 1930’erne og forbuddet mod kommunisterne under Anden Verdenskrig som eksempler på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.”

De “ekstraordinære omstændigheder” som forårsagede Kommunistloven af 1941 var Anden Verdenskrig og der var ikke tale om at “gå til grænserne for, hvad Grundloven tillader”, det var et et klokkeklart brud på den. I Store Danskes opslag om Kommunistloven af 1941 kan vi læse at:

“Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen 22.6.1941 krævede tyskerne, at alle ledende danske kommunister, herunder DKP’s tre folketingsmedlemmer (Martin Nielsen, Alfred Jensen og Aksel Larsen), skulle interneres — uanset dette ifølge den daværende grundlov kun kunne ske med Folketingets samtykke.

Statsminister Stauning gav personligt sin tilladelse til arrestationen af de tre. De danske myndigheder efterkom øjeblikkeligt og beredvilligt kravet, og i den første anholdelsesbølge interneredes 295 kommunister, deriblandt forfatterne Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig.

Dette antal var således langt større end de blot 72 navngivne, som Gestapo havde forlangt anholdt. Det lykkedes i første omgang for Aksel Larsen og Alfred Jensen at undgå arrestation ved at gå under jorden.”

og

“Kommunistloven blev udarbejdet og vedtaget for at lovliggøre og regulere de allerede foretagne og de efterfølgende interneringer. Loven var ligeledes grundlovsstridig …”

Et par år senere blev 150 af de internerede danske kommunister blev overført til kz-lejren Stutthof, hvor 22 af dem omkom under de forfærdelige forhold som vi vist alle har hørt om.

Og for lige at sætte det hele i perspektiv; ved fejringen af 60-årsdagen for Danmarks befrielse d. 4. maj 2005 beklagede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tale “at Danmark udleverede uskyldige mennesker til Nazityskland under Anden Verdenskrig” og udtalte bagefter “Jeg skal da ikke lægge skjul på, at under den formulering tænkte jeg naturligvis på blandt andet danske kommunister, fordi jeg betragter sagen om den grundlovsstridige vedtagelse af kommunistloven som en anden og meget alvorlig fejl, som blev begået under besættelsen.”

Når Pind nu vælger at retfærdiggøre sine handlinger som politiker, ved at sammenligne dem med denne alvorlige, grundlovsstridige handling, som ikke bare var et knæfald for en fremmed besættelsesmagt, men tillige fængslede folkevalgte danske politikere og kostede adskillige uskyldige mennesker livet, så efterlader det os med valget, om vi vil konkludere 1) at det Søren Pind her giver udtryk for, er hvor langt han i praksis er villig til at gå, og hvilke midler han anser det for rimeligt at anvende, for at få sin vilje, eller 2) at manden er et totalt uvidende fjols, som strør om sig med smarte ord og historiske referencer, uden af have den fjerneste ide om hvad han taler om.

Jeg ved egentlig ikke hvilken af de to muligheder der er værst …

__________
– Johan Blem Larsen: Søren Pind på Grundlovsdag: Nogle gange er demokratiet nødt til at være militant. DR 05. jun. 2016
– Fogh beklager kommunistlov, Information, 11. maj 2005
– Kommunistloven af 1941, Store Danske.

Pseudojournalistik

Undertiden støder man på en sådan afgrund af menneskelig tankeløshed, at man uvilkårligt tænker at det næppe kan være virkeligt, for hvis det var, ville det både afsløre et niveau af menneskelig inkompetence, som ganske enkelt ville diskvalificere det pågældende menneske fuldstændig fra den funktion som personen varetager og efterlade en med det sikkert ubesvarlige spørgsmål om, hvordan personen overhovedet har fået det job eller den funktion, som personen varetager.
(Her kunne man så komme med beretninger om de alt for taknemmelige – og ofte humoristiske – eksempler på udueligt offentligt ansatte og eller inkompetente politikere, men det gør vi ikke; vi vender os mod et andet yndet emne, nemlig journalister.)

Sidsel Duch Langpap er – udover tilsyneladende at være et glimrende eksempel på en sådan person – også en slags journalist ved bite.dk, en selvstændig enhed under Berlingske Media, som leverer det lette og platte humoristiske indhold, som de trykte medier har været tvunget til at tage til sig for at overleve overgangen til den digitale verden, eller med andre ord: noget nær bunden af den journalistiske karrierestige.

Screenshot from 2015-07-28 13:39:42c
Ill.: fra artikel på bite.dk, som er blevet slettet siden jeg skrev dette

Fr. Langpaps bidrag til journalistikken denne dag, var en video hugget … fundet på nettet og som havnede på forsiden af bt.dk og blev præsenteret således:

Det kunne da sikkert – som overskriften antyder – være ganske lol, hvis det ikke lige var fordi at videoen, som alle andre medier i øvrigt for længst havde berettet, viste den tragiske historie om en mor, der i sidste øjeblik når at skubbe sit barn i sikkerhed, inden hun selv blev opslugt af rulletrappen og led en ganske uhyggelig død, klemt eller flænset til døde i rulletrappens maskineri. Det tog i følge nogle medier redningsfolkene 3-4 timer af frigøre hendes lig fra rulletrappens indre.

Men ja, se da endelig hendes reaktion; der er sikkert alt fra forbløffelse over forskrækkelse og en handlekraft der redder hendes barn, til panik og rædsel og uhyggelig smerte inden hun bliver helt opslugt og forsvinder i rulletrappens indre for øjene af sin egen datter. Der er ikke så meget at lolle over dér, vel?

Ethvert i minimalt grad empatisk menneske ville nok, selvom om moderen var sluppet uskadt fra oplevelsen, have haft en fornemmelse af, at det der foregår på videoen, ville være en uhyggeligt skræmmende oplevelse for barnet, men ligefrem at se sin mor dø på den måde, er en oplevelse vi slet ikke kan begynde at forestille os følelsen af. Er det en reaktion vi overhovedet ønsker at se?

På bite.dk, var videoen ledsaget af denne tekst, skrevet af Fr. Langpap (fra nu sletttet artikel på bite.dk):

“Første gang, du træder ud på en rulletrappe, kan det godt virke lidt angstprovokerende. Trappetrinene synes at bevæge sig alt for hurtigt. Men når man først er landet, så føler man sig som regel tryg igen.

Men det kan åbenbart godt gå galt alligevel. Det gør det i denne video, hvor en mor og en datter er på vej op ad en rulletrappe i noget, der kunne være et storcenter i Asien.

Da de to har nået toppen, falder gulvet pludselig væk under dem, og moderen når lige akkurat at skubbe sin datter over hullet, før hun selv bliver opslugt af gulvet. Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.”

Det er så let og uforpligtende at more sig over videoer, der viser andres ulykke. Det er også let og uforpligtende at lægge den slags op som underholdning på større danske dagblades hjemmesider. På den anden side er det også rimeligt let at google sig frem til baggrunden for snart sagt enhver historie. Det behøver man ikke at være journalist for at kunne finde ud af. Ovenstående video var at finde på Liveleak, med beretningen om kvindens død, mindst ti timer inden BT/Bite valgte at bruge den som underholdning. BBC havde også tidligere bragt historien fra en langt mere tragisk, men også heltemodig vinkel.

De afsluttende ord i ovenstående, “Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.” er den værste gang alibi-journalistik og ansvarsfralæggelse og desuden en direkte indrømmelse af at man ikke har nogen som helst respekt for sit eget erhverv. Journalistik er research mere end noget andet og har man ikke evner for det, kan man jo i det mindste bare google.

Ovenstående vækker, uanset at sigtet er den meget lette og uforpligtende underholdning, alligevel en smule forundring over hvordan man kan se den video, vælge at skrive ti linier om den og uploade den til en af de danske formiddagsavisers hjemmeside, uden den mindste smule nysgerrighed eller forundring over historien bag eller i endnu højere grad over kvindens skæbne, for man skal vel være noget nær idiot for ikke uvilkårligt at tænke den tanke, at man nok ikke slipper uskadt fra at blive trukket ned i og kørt igennem det indre af en rulletrappe. Til gengæld skal man nok bare være overfladisk og ligeglad og tilfreds med at levere dagens kvote, hvis man begår sådan noget journalistik som ovenstående.

En masse tanker om de skrevne mediers forfald til brugen af copy/paste melder sig sammen med nogle langt mere alvorlige og ikke så rare tanker om det enkelte menneskes værdi for selvsamme medier.

Men det er en længere historie, som vi vælger at lade ligge for nu.

Pissehamrende infantilt

Laughing_FoolJeg er stødt på det på tryk tre gange inden for den sidste uge, senest i et læserbrev i Berlingske, hvor der stod følgende: “det er måske værd at huske på den gamle regel om, at der peger fire fingre ind mod en selv, når man peger fingre ad andre.” Nu ser jeg helt bort fra den kendsgerning, at det højst kan være tre fingre som peger tilbage på en selv, med mindre man peger med tommelfingeren, men helt ærligt; hvad er det for en måde at argumentere på?

Det er på niveau med børnehavelegepladsens “min far er stærkere end din far” og hvad endnu værre er, så er det et udtryk for den bizarre, men desværre  ikke ualmindelige opfattelse, at enhver kritik af hvad andre siger og gør, ikke bare er upassende, men også ligefrem umulig, ud fra den demokratistiske opfattelse af, at hvis bare nogen har en mening om noget, så er den også gyldig, alene fordi dette menneske repræsentere denne mening. Enhver sit og enhvers mening tæller? Intet kunne være mere forkert. Det er en stupid forfladigelse af enhver kvalificeret viden, og – for nu at eksemplificere med noget aktuelt af hensyn til de der ikke kan abstrahere – præcis den måde (ikke) at tænke på, som får forældre til at undlade at lade deres børn vaccinere, fordi de tror de kan vurdere bedre end deres læge.

I modsætning til denne infantile talemåde om fingerpegning, står ordsproget om at “man ikke skal smide med sten, når man selv bor i glashus”. Umiddelbart kan disse to talemåder lyde ens, men den altafgørende forskel er, at ordsproget om drivhuset er en specifik konstatering af at sådan skal man ikke gøre, mens fingerpegevarianten er generel påstand, som kunne omskrives til meningsløse “den der smider med sten, bor selv i et glashus.” Det tror jeg nu ikke …

__________
Ill.: Jacob Cornelisz. van Oostsanen, ca. 1500

The stranger within my gate

Rudyard_Kipling… og i disse tider, hvor der er så megen snak om de fremmede og hvad de er for nogen, med deres mystiske primitive religioner og deres besynderlige sprog og hvor disse kendsgerninger misbruges af mentalt mindrebemidlede politikere og andre misforstre, så kan man jo alligevel godt, som en modvægt til de blogindlæg ovenstående links henviser til, gennem nobelprismodtageren Rudyard Kiplings øjne, tage et poetisk kig på, hvad der egentlig er på spil, med alt det der fremmede og anderledes.

For samfundsdebatten er for længst ødelagt og polariseret i et stædigt og ubøjeligt og stupidt for eller imod, men jeg, jeg er hverken for eller imod. Jeg er begge dele og ingen af dem på een gang, for hvordan skulle jeg kunne vide hvad der det rette og det fornuftige, splittet som jeg er, mellem tanken om at alt skal forandres til det fundamentalt anderledes og ukendte og tanken om at alt skal forblive i det forfærdelige velkendte og kedsommelige.

Kipling skrev for lidt over hundrede år siden:

The Stranger within my gate,
He may be true or kind,
But he does not talk my talk —
I cannot feel his mind.a
I see the face and the eyes and the mouth,
But not the soul behind.

The men of my own stock
They may do ill or well,
But they tell the lies I am wonted to.
They are used to the lies I tell,
And we do not need interpreters
When we go to buy and sell.

The Stranger within my gates,
He may be evil or good,
But I cannot tell what powers control
What reasons sway his mood;
Nor when the Gods of his far-off land
Shall repossess his blood.

The men of my own stock,
Bitter bad they may be,
But, at least, they hear the things I hear,
And see the things I see;
And whatever I think of them and their likes
They think of the likes of me.

This was my father’s belief
And this is also mine:
Let the corn be all one sheaf —
And the grapes be all one vine,
Ere our children’s teeth are set on edge
By bitter bread and wine.

Brøndgarnet

There was a young damsel named Baker
Who was poked in a pew by a Quaker.
He yelled, “My God! What
Do you call this – a twat?
Why, the entrance is more than an acre!

There was a fat lady of China
Who’d a really enormous vagina,
And when she was dead
They painted it red,
And used it for docking a liner.

Information bragte i weekenden 26-27. april 2015 en artikel om hårmode under den i øvrigt noget besynderlige overskrift “Brøndgarnet er på vej tilbage”, hvori forfatter Merete Pryds Helle er citeret for følgende:

“Hvis jeg vil have sex med kvinder, vil jeg også gerne have, at der ikke er hår. Ellers er det besværligt. Man kan jo ikke finde rundt. Men hvis andre synes hår er sexet, så fint nok. Så er vi bare forskellige på det område.”

L'Origine du Monde
Gustave Courbet: L’Origine du Monde

Besværligt at finde rundt i? Virkelig? Man tør næsten ikke spørge til størrelsen på disse organer som Frk. Helle fordyber sig i, men foretrækker i stedet at konstatere, at der åbenbart hos hende er er visse problemer med selverkendelsen.

Det er ellers Frk. Helle, der – ifølge selv samme artikel – “peger på et overset paradoks ved det store rasende debat om den behårede trekant: Selv for dem, der mener at være feminister, handler det hele tiden om det mandlige blik på kvindekønnet i stedet  for, hvordan det føles indefra.” For, som Frk. Helle siger “De siger jo ikke at det er godt for for sexlivet at have hår. De taler om, hvor vidt manden ser dem som en lille pige. Jeg er ligeglad med blikket. Jeg er kun interesseret i, hvad jeg føler og mærker.”

Bortset fra at Frk. Helle sagtens kan være ligeglad med “blikket” fra mænd, når hendes eget ærinde tilsyneladende er at have sex med kvinder, så er det da påfaldende at hun, der så frejdigt gennemskuer andres manglende erkendelse af egne motiver, selv dækker sine egne behov for at følge mode og ydre påvirkning bag absurde bortrationaliseringer, som at en smule behåring skulle gøre det svært at finde rundt. (I samme kategori er den også ofte hørte og ikke mindre tåbelige indvending: “Hvem gider at have hår i maden?“)

There once was a Queen of Bulgaria
Whose bush had grown hairier and hairier,
Till a Prince from Peru
Who came up for a screw
Had to hunt for her cunt with a terrier.

__________
NB!  Limericks via G. Legman: The Limerick. (N.Y. 1991) #128, #138 og #141. Se evt også #246: There was a young lady whose thighs, / When spread showed a slit of such size, / And so deep and so wide, / You could play cards inside, / Much to her bridegroom’s surprise.

En byld på Danmarks næse.

“De fremmede må også gerne have deres egen kultur. De 651px-PiaKjaersgaardmå for min skyld også gerne bo i lejligheder med mærkelige gulvtæpper og spise fremmedartet mad, men de skal ikke tvinge mig til at spise det, og når de går på gaden, synes jeg, at de skal tale dansk.” Sådan skriver Pia Kjærsgaard – ifølge dr.dk –  i sin selvbiografi og hun uddybede (eller gentog) sin holdning i DRs Deadline: “…det synes jeg så sandelig også, de skal. De bor i Danmark. De lever i det danske samfund. Hvorfor er det ikke dansk, vi skal høre på gaden?”

For det første er det ikke særligt høfligt at smuglytte til hvad andre siger, hverken privat eller offentligt, og derfor kunne man indvende at dette egentlig er temmeligt ligegyldigt. Men eftersom Pia Kjærsgaard åbanbart er en ganske nysgerrig sjæl, som gerne forsøger at følge med i hvad fremmede taler om på gaden, så er spørgsmålet åbenbart ganske relevant. (jeg formoder, at der med “fremmede” ikke menes mennesker, som Pia Kjærsgaard tilfældigvis ikke kender, men derimod “fremmede” i den omtrendtlige betydning “sortsmusket arabisktalende pak som Pia Kjærsgaard ikke ønsker tilstedeværende i Danmark”)

Så hvem er disse fremmede? Jo, det er de mennesker, som Pia Kjærsgaard trods alt tilstår retten til at spise det mad de ønsker (også selvom hun for et par år siden forsøgte at fratage dem retten til at se set TV de vil, men det er jo en anden historie) så længe de ikke taler andet end dansk offentligt.

“Altså, jeg synes det er ganske fint, at de bevarer deres modersmål. At de i deres hjem – netop for at være tosprogede – kan deres modersmål. Men når de er ude i det danske samfund, når de går på gaden, er på skolerne og på arbejdspladserne, så taler de naturligvis dansk”

Umiddelbart kunne det godt lyde som et velment, men nok temmelig misforstået forsøg på at redde modersmålet fra skadelig påvirkning udefra … og så alligevel ikke.

Jeg var i en lokal møbelforretning forleden, en af de større af slagsen med et ret stort udvalg og mange flotte tilbud til forskønnelse af hjemmet og der midt i forretningen, stod der med store bogstaver “Customize din sofa”.  Jeg formoder – jeg spurgte ikke – at det der tilbydes, er muligheden for at tilpasse sin sofa, vælge betræk og noget i den stil, men der slår det danske sprog åbenbart ikke helt til. På samme måde som det heller ikke synes at være helt tilstrækkeligt, når man går ned at gågaden og kan se at samtlige forretninger holder sale.

Det danske sprog er truet af påvirkinger fra mange sider og det kunne jeg nok skrive en længere smøre omkring, men det er jo egentlig irrelevant i denne sammenhæng, for det er jo ikke den herboende svensker eller amerikaners sproglige frihed, som smerter Pia Kjærsgaard. Faktisk har dette intet som helst med sprog at gøre. Det handler jo om det sædvanlige til had grænsende ubehag ved en bestemt befolkningsgruppe, som ikke ligner rigtige danskere.

“Jeg synes, det er højst ejendommeligt, når man bevæger sig rundt i bydele i Danmark, hvor der helt klart er en fremmed kultur. Hvor der er forretninger, som bestemt ikke har danske indehavere. Hvor der er en anderledes påklædning, og hvor man eksempelvis også hører arabisk. Jeg synes, man skal være dansk i Danmark, og at man skal tale dansk i Danmark – også når man går på gaden.”

Suk! Man sidder uvilkårligt og venter på lovforslaget der skal tvinge os alle i folkdragt og træsko og til at spise brunkål og citronfromage hver søndag.

Måske det ville være en ide at afskaffe racismeparagraffen, hvis vi på den måde kunne  slippe for denne evindelige dans om den varme grød. Vi kunne få prikket hul på den byld på det danske samfunds næse, som Pia Kjærsgaard og hendes parti repræsenterer. Vi ville så måske kunne opleve en masse politikere sige tingene lige ud og det ville måske ikke være så kønt at bevidne, det er det sjældent når en byld brister, men der kunne måske ligge en stor befrielse deri for os alle, hvis disse smålige mennesker med deres enfoldige menneskesyn kunne få lov lette trykket og befri deres indre mentale kramper.

__________
Pia K: De fremmede skal tale dansk på gaden.
  dr.dk d. 1. nov. 2013 kl. 08.59
Ill.: Wikipedia – http://da.wikipedia.org/wiki/Fil:PiaKjaersgaard.jpg

Zoo

“Se en Tapir! De er så søde!”, sagde pigen der gik foran mig til sin veninde. Og så var det at hun så det og så grinte hun lettere forlegent!

DSC_6047Der er ikke mange sympatiske egenskaber ved dette fedladne liderlige dyr, som udover at kunne multitaske (spise og tænke på sex på en gang) har en ubehagelig vane med at sprede sin urin bagud i noget der nærmest ligner en støvsky, hvilket mit højre ben og – især – sko kan berette om.

Zoologisk Have i Odense er en oplevelse, ikke kun på grund af dyrene, men også på grund af de mennesker der færdes derude, som f. eks. den ung mand som myndigt belærte sin kæreste om at pingvinen altså er en fugl, men så umiddelbart efter kom til kort og måtte indrømme at han altså ikke vidste hvorfor de taber deres pels!

DSC_5683 Ifølge zoos egen hjemmeside har de over 2000 dyr i zoo. Langt de fleste besøgende ser selvfølgelig ikke en brøkdel af dem, men det ikke bare fordi det er uoverkommeligt, men også fordi man har for travlt, er for uopmærksomme eller bare ikke gider det, som ikke umiddelbart hopper op og ned og laver mærkelige lyde. Måske fordi de fleste kommer der i selskab med børn, skal man bare hurtigst muligt gennem det hele, fordi de små pus (her kunne jeg godt fristes til at skyde lidt på tv-forbruget, men skal nok lade være) ikke har større attention span end en guldfisk! Man går glip af meget. I de tre gange jeg har besøgt zoo indenfor ganske kort tid, har jeg brugt en del tid på at betragte den grønne leguan, som jo qua dens natur undertiden kan være svær at få øje på.

DSC_6098Det var der så heller ikke ret mange der gjorde, kan jeg hilse og sige, heller ikke selv om den havde placeret sig ganske synligt midt i det hele og at jeg pegede på den med et heller ikke ganske usynligt 300mm objektiv.

Men det kan også være svært. Zoo skal have stor ros for ikke at fjerne eller beskære planter og træer af hensyn til dyrenes synlighed. Det kan være svært at få øje på tigerungerne mellem alle buskene, men med en smule tålmodighed, kan man faktisk få lejlighed til at betragte tigeren slikke både solskin og andre ting!

DSC_5923Interessant er det i øvrigt at tigeren, når den vandrer rastløst langs hegnet til sit bur, overhovedet ikke reagerer på tilråb fra publikum, formodentlig fordi den er så vant til det, men det stille klik fra spejlet på mit kamera, fra billedet før dette, fangede dens opmærksomhed et sekund.

DSC_5755

Dyr er for det meste søde og nuttede, selv tigeren så længe den er på den anden side af hegnet, men retfærdigvis skal det siges, at det ikke kun er tapirhannens natur man kan se i zoo, hvor fascinerende eller sødt eller “noget andet” man så end måtte opfatte det.

Der er sgu heller ikke noget som en brunstig rød aberøv!

DSC_5731God fornøjelse!