Kategoriarkiv: Fordomme

alle elsker Anders Breivik!

Udgivet den af • Kommentér!

På førstedagen for hvornår den norske massemorder Anders Breivik skulle vidne i retten i Oslo, skrev BT i en leder følgende:

I dag vil Anders Breivik sætte flere ord på sine afskyelige handlinger – med ofre, pårørende og pressefolk som vidner. Endnu flere vil følge sagen via tv og på internettet. Hvad der skete i Oslo og på Utøya, er så grusomt, så ondt og så sorgfyldt, at det næsten ikke er til at bære at læse om eller at blive delagtiggjort i. Det har været fremført, at retssagen – og mediernes formidling af den – er med til at give terroristen Breivik unødig opmærksomhed. Breivik har selv signaleret, at han ser retssagen som en platform, hvorfra han kan lade sine synspunkter flyde.

Sådan skriver en avis, som er en af flere, der har bragt live-dækning fra retssagen, hvor læsere, minut for minut, kunne følge hvad der blev sagt i retssalen i Oslo. Men sådanne på lederplads bragte overvejelser, skal da ikke forhindre samme avis i at bringe de saftige historier om den 22-årige kvinde, der i en anden avis, blev præsenteret under denne overskrift: “Skudoffer på flugt holdt sin kæbe i hånden.”

Jeg husker alle skuddene, der ramte. Måske ikke rækkefølgen. Jeg blev skudt i armene, og tænkte, at det kunne jeg overleve. Så blev jeg skudt i kæben, og da tænkte jeg, at det var mere alvorligt. Så blev jeg skudt i brystet, og det tænkte jeg, at det dør man af, fortalte den kønne, 22-årige kvinde, da hun vidnede som tirsdagens andet vidne mod massemorderen Breivik.

Hvorfor er dette interessant for en avis? Fordi det er det læsene vil have.

Jeg vælger derfor helt at se bortfra den mulighed, at BTs læsere er en flok selvpinere, der flagellerer sig selv dagligt og i timevis med indtagelsen af ubærlige sorgfyldte grusomheder. Næh, det er nok nærmere BTs redaktion der er en dobbeltmoralsk og principløs pengemaskine, som leverer den vare læserne vil have. Uden forbehold.

Lad os også bare slå fast, at det ikke er retten der er en platform for Breiviks udspredelse af egne synspunkter, men derimod pressen der, som en udslidt og sygdomsbefængt gammel luder, beredvilligt stiller sig til rådighed for hvad som helst for lidt småpenge. Og du, kære læser, er dens kunde.

Pressen er Breiviks talerstol og den giver læserne det de vil have, nemlig drama; og jo mere virkeligt og detaljeret jo bedre. Desuden er det slet ikke Breiviks synspunkter som er det interessante, dem er der ingen der interesserer sig synderligt for, men derimod beskrivelsen af hans handlinger.

Lad os ikke bedrage os selv: alle elsker Anders Breivik!

Vi elsker at læse om Anders Breivik fordi han bringer drama ind i en ufarlig og rutinepræget hverdag. Han er det drama, som vi alle ubevidst drages mod, men som vi dog af bekvemmelighed helst vil have på god afstand.

Vi elsker Breivik på samme måde som en god film, en thriller eller en gyser, fordi hans handlinger kilder os de rigtige steder, kilder vores dødsfrygt på den ufarlige og fjerne, men aligevel virkelige måde, som ingen fiktion kan konkurrere med.

Vi elsker at forarges over Breivik, såvel som alle andre mordere og terrorister, fordi der ikke er noget bedre middel, end vores forargelse over hans tilsyneladende afgrundsdybe ondskab, til at vække følelser i os af at være uendeligt selvretfærdige og bekræfter os i vores moralske godhed.

Vi elsker Breivik, fordi han får os til at føle; han vækker døde følelser af medlidenhed og medfølelse med ofre vi ikke kender og aldrig har haft noget ønske om at kende, men hvis lig vi, som virtuelt nekrofile, kan misbruge, gennem deres billeder og historier bragt i pressen, til følelsesmæssig selvtilfredsstillelse.

Retsagen mod Breivik er snart ovre; de saftige detaljer, beskrivelserne af de smukke unge mennesker der falder for morderens iskolde kugler og de overlevendes gribende beretninger er overstået og efterlader os med et dramatisk og emotionelt tomrum der skal fyldes.

Vi venter allerede på den næste.

Elsk din voldsmand – 2

Udgivet den af • Kommentér!

Lidt yderligere kommentarer til sagen om den 14-årige Emil, som var udsat for et par voldelige overfald på sin skole og efterfølgende måtte gå i skole sammen med de drenge som havde overfaldet og brækket næsen på ham og som havde fået dom for det.

Jette Runchel, direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Albertslund Kommune, fortsatte i pressen med at demonstrere en fuldstændig mangel på empati, da EB kunne berette at Emil formodentlig følte sig tvunget til at skifte skole efterfølgende.

Jeg synes, det er ærgerligt på den ene led. På den anden led kan jeg sagtens forstå, at det er det valg, man kan komme til at træffe som forælder.

Det er ikke et valg man kan komme til at træffe som forælder, det er et valg man kan blive tvunget til at træffe som forælder. Der er en væsentlig forskel her. Formuleringen “komme til at træffe” er ren ansvarsfralæggelse.

Det er vigtigt for mig at sige, at skoleledelsen har talt med hende om, at vi står til rådighed og vil gøre alt i vores magt for at få iværksat, at Emil får den hjælp, han har brug for.

Synes du, det er sket hurtigt nok?

Der har været tilbudt hjælp før nu. Den dreng, som har begået overfaldet, har tilbudt at komme hjem til familien og sige undskyld, men det har familien ikke kunnet tage imod.

Konfliktråd, mægling, re-etablering af relationer. Efter at viljen til at straffe er, om ikke afskaffet, så dog mistænkeliggjort, er hensynet til gerningsmanden blevet væsentligt. Jeg har hørt argumentet om, at man jo ikke ligefrem behøver at ødelægge voldforbryderens liv, ved at straffe ham.

Konfliktråd og mægling har det store problem i sig at de i en forstand ligestiller offer og gernningmand – forstået på den måde at de skal indgå aktivt i samme process og det kan kan jo nok være mindst lige så grænseoverskridende for offer som for gerningsmand. Problemet er, at når først hensynet til gerningsmanden er kommet ind i processen følger tilsyneladende og uvilkårligt mistænkeliggørelsen af offeret, når det ikke ønsker at medvirke.

Som ovenstående, hvor det selvfølgelig skal nævnes at de har fået hjlæp, nemlig at gerningsmanden har tilbudt at sige undskyld, men det ville de utaknemmelige mennesker så åbenbart ikke tage imod. Selvfølgelig ikke, fristes man til at sige, for bag hele ideen om at forklare sig, beklage eller sige undskyld, ligger tanken om at man kan forvente tilgivelse i en eller anden udstrækning. Men er det alt der skal kunne tilgives? Hvad hvis den udefrakommende forventning til offeret om at re-etablere relationerne til gerningsmanden (og dermed ultimativt at tilgive) til sidst bliver så stort at det bliver et krav?

I slutningen af februar blev Emil overfaldet igen. Denne gang fik han brækket sin næse og blev sparket, mens han lå på jorden, fordi han forsvarede en klassekammerat mod drillerier. Denne gang var det en ny 9. klasses elev. Umiddelbart efter sammenstødet måtte Emil sidde alene med eleven med blødende næse i et lukket rum, indtil Emil selv valgte at forlade skolen.

– Jeg gik op på kontoret, fordi jeg tænkte, at de ringede efter en taxa, så jeg kunne komme på hospitalet. Så kom han ind i rummet. Så gik alle lærerne ud for, at vi kunne snakke. Vi sad der i cirka 20 minutter, og så gik jeg ud på gangen og sagde, at jeg ikke ville snakke med ham. Så hentede de ham bare derud. Jeg kunne mærke, at de bare ville have, at vi skulle snakke, og de ikke ville ringe efter en taxa, fortæller Emil.

Presset er så lige pludselig på offeret og den kyniske mægler/sagsbehandler kan lægge en lille smule skyld over på offeret, når det ikke vil makke ret og tale sig til rette med en voldsmand og efterfølgende modtage en undskyldning.

Selvfølgelig er det pervers selvudlevering når en 14-årig dreng udtaler til pressen: “Jeg har tænkt på at tage mit eget liv. Jeg sover dårligt om natten, og når jeg står op om morgenen, har jeg allermest lyst til at pjække. Men jeg får taget mig sammen og går i skole hver dag“, men verden er da helt skæv, når det er offeret for en forbrydelse der frygter sin fremtid i frihed, langt mere end at det er forbryderen der frygter sin fremtid i ufrihed.

Ligegyldigheder

Udgivet den af • Kommentér!

Politiken bringer en historie om en dansk student som under en tur til Rom skulle vise sig for sine medstuderende og smadrede en og ridsede en anden “uerstattilig antik sten” på Forum Romanum.

Stenen fortælles det, “kan dateres tilbage til de første århundreder efter Kristi fødsel” og er derfor “uvurderlig for Rom”. Heldigvis kan uvurderlig opgøres rimeligt præcist til en værdi på “omkring 7.000 euro – cirka 52.000 danske kroner” som den danske gymnasieelev har ødelagt og er blevet politianmeldt for. Så kan han lære det!

Skulle nogen være i tvivl, har den anonyme journalist været så venlig at datere Forum Romanum for os, for det “blev grundlagt mange 100 år før Kristus og var i cirka 1000 år centrum for det religiøse, politiske, juridiske og sociale liv i Romerriget“. Så ved vi det!

Af artiklen fremgår det, at den journalistiske fødekæde er som følger: historien er skrevet at den italienske avis La Repubblica og hvorfra TV2 har løftet den, herfra har Ritzau skrevet af til deres version som Politiken så viderebringer. Lortejournalistik der som altid er fuldstændig spild af læserens tid. Hvornår lærer jeg det?

Jordens Undergang!

Udgivet den af • Kommentér!

Nu er det slut! Endegyldigt helt og aldeles slut på alting, for jorden går under på fredag, d. 21. oktober 2011, for det siger Harold Camping som har gjort det til lidt af en karriere at forudsige dommedags komme. Ganske vist tog Camping fejl både sidste gang (maj 2011) og forrige gang (det var i 1994 men begivenheden udeblev på grund af en regnefejl), men det betyder jo ikke at han ikke har ret denne gang. Eller hva’?

At jorden er et uudtømmeligt reservoir af dumhed og uvidenhed har vi før konstateret, både med megen morskab og med stor sorg. Denne gang er vi dog i den mere humorisktiske ende, hvor historien om en af Campings disciple, som sidste gang jorden skulle gå under tog spådommen om den forestående tilintetgørelse ganske alvorligt og besluttede at advare sine medmennesker derom.

Follower Jeff Hopkins also spent a good deal of his own retirement savings on gas money to power his car so people would see its ominous lighted sign showcasing Camping’s May 21 warning. As the appointed day drew nearer, Hopkins started making the 100-mile round trip from Long Island to New York City twice a day, spending at least $15 on gas each trip.

Det er jo engentlig en ganske uegennyttig handling at bruge sin pensionsopsparing på at advare menneskeheden mod en umiddelbar og ganske alvorlig fare og det er åbenbart også en utaknemmelig opgave at dømme efter omverdenens reaktion.

“I’ve been mocked and scoffed and cursed at and I’ve been through a lot with this lighted sign on top of my car,” said Hopkins, 52, a former television producer who lives in Great River, New York. “I was doing what I’ve been instructed to do through the Bible, but now I’ve been stymied. It’s like getting slapped in the face.”

På den anden kan man jo også sige at idioten har fået hvad han fortjente, når man samtidig kan læse at han var så sikker på at jorden ville gå under i maj, at han var holdt op med at betale sine regninger.

“If it doesn’t happen, there’s not a question I can answer because I’m 100 percent sure it’s going to happen,” he said.

In fact, he’s so convinced of the end of times, Hopkins has stopped paying his bills.

“Am I making my last phone bill? No, I’m not paying my cell phone right now because I’m going to push it off to the end of the month,” he said.

Det er jo en ret kynisk fremgangmåde, for er der nogen grund til at man ikke skulle betale sine regninger, når man alligevel ikke har brug for pengene i det hinsides? Kunne man ikke lige så godt give det hele væk? Det har Camping dog ikke tænkt sig.

“I still have to live in a house, I still have to drive a car,” he said. “What would be the value of that? If it is Judgment Day why would I give it away?”

Hvorfor ikke? Måske fordi der lå en umiddelbar fordel deri?

Men Jesus sagde til sine   disciple: “Sandelig siger jeg eder: det er vanskeligt for en rig atkomme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer: en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige.

Måske Jeff Hopkins alligevel sidder med de bedste kort på hånden, når han både har forødet sin rigdom og har lidt et mindre martyrium for sagen. Held og lykke til ham. Eftersom jordens næste undergang falder på min datters fødselsdag, tror jeg bare at vi vil gå udenfor i regnen og se på at det hele går ad helvede til, hver især med et lille dannebrogsflag i hånden…

(Ill. er Jan Luykens til Matthæus 24;37-44)

Berømmelse

Udgivet den af • Kommentér!

Dag-pressen er og bliver det onde Princip i den moderne Verden; sophistisk har den ingen Grændse, da den bestandigt kan synke længere og længere ned i Valget af Læsere. Som Følge deraf muddrer den al den Usselhed op, som ingen Stat mere kan magte. Der vil bestandigt kun være Faae, der i Sandhed indsee Usandheden i Dagspressens Tilvær, men af disse Faae vil igjen kun meget faae have Mod til at udtrykke det, fordi det er et ligefremt Martyrium at bryde med Majoriteten og Udbredtheden, der i eet væk vil forfølge og mishandle en Saadan.

Lotte Mejlhede skal roses for at have haft modet, når hun i Ekstra Bladet går i rette med tendenser i medierne i dagens Danmark – og resten af verden for den slags skyld.

De dyrkede sex for åben skærm, så gik de fra hinanden, så blev de proforma-gift, så blev de proforma-skilt – og så blev han i fredags idømt 40 dages betinget fængsel for vold mod Amalie, selv om hun i retten forsvarede ham og sagde, at hendes voldsanklager var det pure opspind.

Jesus Christ. Man har kunnet følge denne farce i detaljer i flere medier. Tænk, at vi gør folk til stjerner, der ikke har bedrevet andet end dumhed. Tidligere var det dygtige skuespillere, sangere eller andre med et lysende talent, der blev fulgt i tykt og tyndt. Nu er det ikke længere talentet, der tæller.

Men evnerne kniber det så lidt med. Spørgsmålet man med rette kan stille sig selv er om det nu også var talentet der talte, dengang man forfulgte dygtige skuespillere, sangere og andre i tykt og tyndt, for ret beset er det vel i denne sammenhæng ligegyldigt hvilken grad af talent der er tale om, så længe man (for)følger personen uden for dennes gebet? Nej, Salingers privatliv er ikke signifikant for forståelsen af hans forfatterskab, men det er det som her fået omtale længe efter bogen er blevet uinteressant og længe efter at forfatteren selv er død – det er ikke længere bogen som diskuteres.

En Amy Winehouse har da også langt mere mediemæssig værdi som et fordrukkent narkovrag af en sangerinde end som sangerinde alene. Men sådanne skæbner er sjældne og i realiteten har medierne blot opdaget at der blandt de dygtige og talentfulde er alt for få skandaler af den slags skandaler som virkelig sælger og at der derfor er langt mere værdi i de talentløse og småtbegavede tumper som villigt udleverer sig for at få lidt ufortjenet opmærksomhed.

Det som Lotte Mejlhede raser mod under overskriften “Spred benene og bliv kendt” er vel intet andet og mere end den natrulige konsekvens og udvikling af hendes eget fag.

Gulerødder er for æsler!

Udgivet den af • Kommentér!

Folketinget har vedtaget en fedtskat som resten af verden griner af og folketinget diskuterede i dag i samme anledning børnefødselsdagsfester.

For Liberal Alliance mener, at den nye regering vil ødelægge festerne for de fattigste familier med milliardafgifter på fedt og sukker.

»Lad os så få svar: Bliver pølserne dyrere? Bliver lagkagerne dyrere? Bliver sodavandene dyrere?« spurgte Liberal Alliances politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll.

»Hvorfor er det, at man vil gøre børnefødselsdagen dyrere, når man står og siger, at man vil gøre den billigere?«.

Spørgsmålene er rimelige og naturlige at stille. Helt anderledes forholder det sig med det forsvar for afgifter på lagkage, som De Radikales gruppeformand Marianne Jelved leverede fra folketingets talerstol.

Ideen er jo, at de skal lave gulerodskager i stedet. Det er sådan set det, der er meningen.

For det første demonstrerer Jelved, at det er evigheder siden hun har stået i et køkken og bagt en kage selv; sammenlign f. eks. med denne opskrift fra Arla - det er jo ikke sådan at fordi du hælder lidt gulerod i en kage så skal der ikke fedtstof i. Argumentet er derfor i bedste fald fejlagtigt.

Hvad værre er, det er også udtryk et menings- og sundhedstyranni af den allerværste slags. Her har vi en politiker som, med loven i hånden, ønsker at tvinge folk til at spise det samme mad som hun formodentlig selv spiser, måske for at de kan opnå den selvsamme følelse af selvtilfreds frelsthed, som holder hende enfoldigt men bedrevidende svævende over den befolkning, hvis interesser hun er valgt til at varetage.

Pointen er, at tyranner ikke kun findes i fjerne afkroge af verden, som Cambodia eller Nordkorea eller Irak eller det kommunistiske Rumænien, men overalt, hvor små mennesker får magt. Små på den måde at de ikke kan tolerere at der er mennesker som tænker og handler anderledes end dem selv, eller rettere, det kunne de måske, hvis det bare var muligt at retfærdiggøre en sådan anderledes måde at tænke på. Noget sådant er bare aldrig muligt, for når man selv er så heldig at repræsentere sandheden (lidt på samme måde som det f. eks også er tilfældet med de muslimske ekstremister og terrorister som bombesprænger tilfældige uskyldige mennesker andre steder i verden), ja så behøver man ikke at lytte til, for slet ikke sige tage hensyn til de andre, for de tager jo fejl og kan rask væk belæres og korrigeres og irettesættes for deres vildfarelser. Om det så er med våben eller loven i hånden, det er jo i sidste ende et fedt, for der er jo rent principielt ingen forskel på om du gør vold på andre menneskers liv i et abstrakt gudsbegrebs eller et nøjagtig lige så abstrakt sundhedsbegrebs navn.

Forskellen er dog, at i andre, fjerne afkroge af verden hænder det, at tyrannerne bliver afsat og endda undertiden sat for retten. Sommetider bliver tyrannerne sågar til sidst hængt eller skudt. Så heldige er vi sjældent, det bedste vi kan håbe på er at vores demokratisk valgte tyranner enten forsvinder i glemslens tåger eller bliver genstand for latterliggørelse som følge af deres dumheder.

Til gengæld har vi kage!

Her en opskrift på kage af den slags hvor fedtstof i flere forskellige former er hovedingrediensen. Den er selve essensen af det af være menneske – en demonstration af gennem kulturen at være nået til en forfinet smag, der går langt ud over æslets primitive forkærlighed for gulerødder og som ikke på nogen måde går på kompromis.

100 g mel
100 g smør
125 g finthakkede hasselnøddekerner
300 g sukker
2 æg
1 tsk bagepulver
1½ dl piskefløde
2 spsk kakao

200 g mørk chokolade

1. Smelt smørret og bland fløden i.
2. Pisk æg og sukker.
3. Bland det sammen og tilsæt resten af ingredienserne.
4. Bages ca 45 min. ved 180 grader.
5. Smelt chokoladen og smør den på mens kagen endnu er lun.
6. Lad den køle helt af inden den spises. Som de fleste chokoladekager bliver den ikke dårligere af at stå et døgn. (kan fryses)

Velbekomme!