Pind!

Søren Pind. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde, for manden er jo tilsyneladende uden et intellektuelt bundniveau og efter han Grundlovsdag havde holdt tale i Jørlunde, udtalte han til DR:

“Sagen er den, at vi er i krig. Væbnet konflikt. Det er vi med en terrororganisation, som vil Danmark det ondt og har sine fangarme, også i Danmark. Der er aldrig nogensinde nogen, der har prøvet at bilde nogen ind, at demokratiet ikke har reaktionsmuligheder i den sammenhæng, og Grundloven peger jo selv på dem. Alt hvad vi og jeg har gjort har været inden for Grundlovens og menneskerettighedernes rammer.”

og

“Vi er i væbnet konflikt, og derfor bliver vi selvfølgelig militante demokrater. Når der så er fred igen, kan vi holde op med at være det.”

Sagen er den, at vi ikke er i krig, for hvis dette er krig, så har vi i al fortid været i krig og vil i al fremtid være det. Søren Pind har med ovenstående ord lige defineret den permanente undtagelsestilstand og herfra er der kun stramninger og begrænsninger i frihedsrettighederne i vente. Men det er faktisk langt fra det værste.

Som sagt, manden har intet intellektuelt bundniveau; for overfor DR retfærdiggør Søren Pind sin ret til at være “militant demokrat” ved at pege på “uniformsforbuddet i 1930’erne og forbuddet mod kommunisterne under Anden Verdenskrig som eksempler på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.”

De “ekstraordinære omstændigheder” som forårsagede Kommunistloven af 1941 var Anden Verdenskrig og der var ikke tale om at “gå til grænserne for, hvad Grundloven tillader”, det var et et klokkeklart brud på den. I Store Danskes opslag om Kommunistloven af 1941 kan vi læse at:

“Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen 22.6.1941 krævede tyskerne, at alle ledende danske kommunister, herunder DKP’s tre folketingsmedlemmer (Martin Nielsen, Alfred Jensen og Aksel Larsen), skulle interneres — uanset dette ifølge den daværende grundlov kun kunne ske med Folketingets samtykke.

Statsminister Stauning gav personligt sin tilladelse til arrestationen af de tre. De danske myndigheder efterkom øjeblikkeligt og beredvilligt kravet, og i den første anholdelsesbølge interneredes 295 kommunister, deriblandt forfatterne Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig.

Dette antal var således langt større end de blot 72 navngivne, som Gestapo havde forlangt anholdt. Det lykkedes i første omgang for Aksel Larsen og Alfred Jensen at undgå arrestation ved at gå under jorden.”

og

“Kommunistloven blev udarbejdet og vedtaget for at lovliggøre og regulere de allerede foretagne og de efterfølgende interneringer. Loven var ligeledes grundlovsstridig …”

Et par år senere blev 150 af de internerede danske kommunister blev overført til kz-lejren Stutthof, hvor 22 af dem omkom under de forfærdelige forhold som vi vist alle har hørt om.

Og for lige at sætte det hele i perspektiv; ved fejringen af 60-årsdagen for Danmarks befrielse d. 4. maj 2005 beklagede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tale “at Danmark udleverede uskyldige mennesker til Nazityskland under Anden Verdenskrig” og udtalte bagefter “Jeg skal da ikke lægge skjul på, at under den formulering tænkte jeg naturligvis på blandt andet danske kommunister, fordi jeg betragter sagen om den grundlovsstridige vedtagelse af kommunistloven som en anden og meget alvorlig fejl, som blev begået under besættelsen.”

Når Pind nu vælger at retfærdiggøre sine handlinger som politiker, ved at sammenligne dem med denne alvorlige, grundlovsstridige handling, som ikke bare var et knæfald for en fremmed besættelsesmagt, men tillige fængslede folkevalgte danske politikere og kostede adskillige uskyldige mennesker livet, så efterlader det os med valget, om vi vil konkludere 1) at det Søren Pind her giver udtryk for, er hvor langt han i praksis er villig til at gå, og hvilke midler han anser det for rimeligt at anvende, for at få sin vilje, eller 2) at manden er et totalt uvidende fjols, som strør om sig med smarte ord og historiske referencer, uden af have den fjerneste ide om hvad han taler om.

Jeg ved egentlig ikke hvilken af de to muligheder der er værst …

__________
– Johan Blem Larsen: Søren Pind på Grundlovsdag: Nogle gange er demokratiet nødt til at være militant. DR 05. jun. 2016
– Fogh beklager kommunistlov, Information, 11. maj 2005
– Kommunistloven af 1941, Store Danske.

Pseudojournalistik

Undertiden støder man på en sådan afgrund af menneskelig tankeløshed, at man uvilkårligt tænker at det næppe kan være virkeligt, for hvis det var, ville det både afsløre et niveau af menneskelig inkompetence, som ganske enkelt ville diskvalificere det pågældende menneske fuldstændig fra den funktion som personen varetager og efterlade en med det sikkert ubesvarlige spørgsmål om, hvordan personen overhovedet har fået det job eller den funktion, som personen varetager.
(Her kunne man så komme med beretninger om de alt for taknemmelige – og ofte humoristiske – eksempler på udueligt offentligt ansatte og eller inkompetente politikere, men det gør vi ikke; vi vender os mod et andet yndet emne, nemlig journalister.)

Sidsel Duch Langpap er – udover tilsyneladende at være et glimrende eksempel på en sådan person – også en slags journalist ved bite.dk, en selvstændig enhed under Berlingske Media, som leverer det lette og platte humoristiske indhold, som de trykte medier har været tvunget til at tage til sig for at overleve overgangen til den digitale verden, eller med andre ord: noget nær bunden af den journalistiske karrierestige.

Screenshot from 2015-07-28 13:39:42c
Ill.: fra artikel på bite.dk, som er blevet slettet siden jeg skrev dette

Fr. Langpaps bidrag til journalistikken denne dag, var en video hugget … fundet på nettet og som havnede på forsiden af bt.dk og blev præsenteret således:

Det kunne da sikkert – som overskriften antyder – være ganske lol, hvis det ikke lige var fordi at videoen, som alle andre medier i øvrigt for længst havde berettet, viste den tragiske historie om en mor, der i sidste øjeblik når at skubbe sit barn i sikkerhed, inden hun selv blev opslugt af rulletrappen og led en ganske uhyggelig død, klemt eller flænset til døde i rulletrappens maskineri. Det tog i følge nogle medier redningsfolkene 3-4 timer af frigøre hendes lig fra rulletrappens indre.

Men ja, se da endelig hendes reaktion; der er sikkert alt fra forbløffelse over forskrækkelse og en handlekraft der redder hendes barn, til panik og rædsel og uhyggelig smerte inden hun bliver helt opslugt og forsvinder i rulletrappens indre for øjene af sin egen datter. Der er ikke så meget at lolle over dér, vel?

Ethvert i minimalt grad empatisk menneske ville nok, selvom om moderen var sluppet uskadt fra oplevelsen, have haft en fornemmelse af, at det der foregår på videoen, ville være en uhyggeligt skræmmende oplevelse for barnet, men ligefrem at se sin mor dø på den måde, er en oplevelse vi slet ikke kan begynde at forestille os følelsen af. Er det en reaktion vi overhovedet ønsker at se?

På bite.dk, var videoen ledsaget af denne tekst, skrevet af Fr. Langpap (fra nu sletttet artikel på bite.dk):

“Første gang, du træder ud på en rulletrappe, kan det godt virke lidt angstprovokerende. Trappetrinene synes at bevæge sig alt for hurtigt. Men når man først er landet, så føler man sig som regel tryg igen.

Men det kan åbenbart godt gå galt alligevel. Det gør det i denne video, hvor en mor og en datter er på vej op ad en rulletrappe i noget, der kunne være et storcenter i Asien.

Da de to har nået toppen, falder gulvet pludselig væk under dem, og moderen når lige akkurat at skubbe sin datter over hullet, før hun selv bliver opslugt af gulvet. Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.”

Det er så let og uforpligtende at more sig over videoer, der viser andres ulykke. Det er også let og uforpligtende at lægge den slags op som underholdning på større danske dagblades hjemmesider. På den anden side er det også rimeligt let at google sig frem til baggrunden for snart sagt enhver historie. Det behøver man ikke at være journalist for at kunne finde ud af. Ovenstående video var at finde på Liveleak, med beretningen om kvindens død, mindst ti timer inden BT/Bite valgte at bruge den som underholdning. BBC havde også tidligere bragt historien fra en langt mere tragisk, men også heltemodig vinkel.

De afsluttende ord i ovenstående, “Hvad der efterfølgende sker står hen i det uvisse. Men forhåbentlig er alle uskadte efter den chokerende hændelse.” er den værste gang alibi-journalistik og ansvarsfralæggelse og desuden en direkte indrømmelse af at man ikke har nogen som helst respekt for sit eget erhverv. Journalistik er research mere end noget andet og har man ikke evner for det, kan man jo i det mindste bare google.

Ovenstående vækker, uanset at sigtet er den meget lette og uforpligtende underholdning, alligevel en smule forundring over hvordan man kan se den video, vælge at skrive ti linier om den og uploade den til en af de danske formiddagsavisers hjemmeside, uden den mindste smule nysgerrighed eller forundring over historien bag eller i endnu højere grad over kvindens skæbne, for man skal vel være noget nær idiot for ikke uvilkårligt at tænke den tanke, at man nok ikke slipper uskadt fra at blive trukket ned i og kørt igennem det indre af en rulletrappe. Til gengæld skal man nok bare være overfladisk og ligeglad og tilfreds med at levere dagens kvote, hvis man begår sådan noget journalistik som ovenstående.

En masse tanker om de skrevne mediers forfald til brugen af copy/paste melder sig sammen med nogle langt mere alvorlige og ikke så rare tanker om det enkelte menneskes værdi for selvsamme medier.

Men det er en længere historie, som vi vælger at lade ligge for nu.

Pissehamrende infantilt

Laughing_FoolJeg er stødt på det på tryk tre gange inden for den sidste uge, senest i et læserbrev i Berlingske, hvor der stod følgende: “det er måske værd at huske på den gamle regel om, at der peger fire fingre ind mod en selv, når man peger fingre ad andre.” Nu ser jeg helt bort fra den kendsgerning, at det højst kan være tre fingre som peger tilbage på en selv, med mindre man peger med tommelfingeren, men helt ærligt; hvad er det for en måde at argumentere på?

Det er på niveau med børnehavelegepladsens “min far er stærkere end din far” og hvad endnu værre er, så er det et udtryk for den bizarre, men desværre  ikke ualmindelige opfattelse, at enhver kritik af hvad andre siger og gør, ikke bare er upassende, men også ligefrem umulig, ud fra den demokratistiske opfattelse af, at hvis bare nogen har en mening om noget, så er den også gyldig, alene fordi dette menneske repræsentere denne mening. Enhver sit og enhvers mening tæller? Intet kunne være mere forkert. Det er en stupid forfladigelse af enhver kvalificeret viden, og – for nu at eksemplificere med noget aktuelt af hensyn til de der ikke kan abstrahere – præcis den måde (ikke) at tænke på, som får forældre til at undlade at lade deres børn vaccinere, fordi de tror de kan vurdere bedre end deres læge.

I modsætning til denne infantile talemåde om fingerpegning, står ordsproget om at “man ikke skal smide med sten, når man selv bor i glashus”. Umiddelbart kan disse to talemåder lyde ens, men den altafgørende forskel er, at ordsproget om drivhuset er en specifik konstatering af at sådan skal man ikke gøre, mens fingerpegevarianten er generel påstand, som kunne omskrives til meningsløse “den der smider med sten, bor selv i et glashus.” Det tror jeg nu ikke …

__________
Ill.: Jacob Cornelisz. van Oostsanen, ca. 1500

The stranger within my gate

Rudyard_Kipling… og i disse tider, hvor der er så megen snak om de fremmede og hvad de er for nogen, med deres mystiske primitive religioner og deres besynderlige sprog og hvor disse kendsgerninger misbruges af mentalt mindrebemidlede politikere og andre misforstre, så kan man jo alligevel godt, som en modvægt til de blogindlæg ovenstående links henviser til, gennem nobelprismodtageren Rudyard Kiplings øjne, tage et poetisk kig på, hvad der egentlig er på spil, med alt det der fremmede og anderledes.

For samfundsdebatten er for længst ødelagt og polariseret i et stædigt og ubøjeligt og stupidt for eller imod, men jeg, jeg er hverken for eller imod. Jeg er begge dele og ingen af dem på een gang, for hvordan skulle jeg kunne vide hvad der det rette og det fornuftige, splittet som jeg er, mellem tanken om at alt skal forandres til det fundamentalt anderledes og ukendte og tanken om at alt skal forblive i det forfærdelige velkendte og kedsommelige.

Kipling skrev for lidt over hundrede år siden:

The Stranger within my gate,
He may be true or kind,
But he does not talk my talk —
I cannot feel his mind.a
I see the face and the eyes and the mouth,
But not the soul behind.

The men of my own stock
They may do ill or well,
But they tell the lies I am wonted to.
They are used to the lies I tell,
And we do not need interpreters
When we go to buy and sell.

The Stranger within my gates,
He may be evil or good,
But I cannot tell what powers control
What reasons sway his mood;
Nor when the Gods of his far-off land
Shall repossess his blood.

The men of my own stock,
Bitter bad they may be,
But, at least, they hear the things I hear,
And see the things I see;
And whatever I think of them and their likes
They think of the likes of me.

This was my father’s belief
And this is also mine:
Let the corn be all one sheaf —
And the grapes be all one vine,
Ere our children’s teeth are set on edge
By bitter bread and wine.

Brøndgarnet

There was a young damsel named Baker
Who was poked in a pew by a Quaker.
He yelled, “My God! What
Do you call this – a twat?
Why, the entrance is more than an acre!

There was a fat lady of China
Who’d a really enormous vagina,
And when she was dead
They painted it red,
And used it for docking a liner.

Information bragte i weekenden 26-27. april 2015 en artikel om hårmode under den i øvrigt noget besynderlige overskrift “Brøndgarnet er på vej tilbage”, hvori forfatter Merete Pryds Helle er citeret for følgende:

“Hvis jeg vil have sex med kvinder, vil jeg også gerne have, at der ikke er hår. Ellers er det besværligt. Man kan jo ikke finde rundt. Men hvis andre synes hår er sexet, så fint nok. Så er vi bare forskellige på det område.”

L'Origine du Monde
Gustave Courbet: L’Origine du Monde

Besværligt at finde rundt i? Virkelig? Man tør næsten ikke spørge til størrelsen på disse organer som Frk. Helle fordyber sig i, men foretrækker i stedet at konstatere, at der åbenbart hos hende er er visse problemer med selverkendelsen.

Det er ellers Frk. Helle, der – ifølge selv samme artikel – “peger på et overset paradoks ved det store rasende debat om den behårede trekant: Selv for dem, der mener at være feminister, handler det hele tiden om det mandlige blik på kvindekønnet i stedet  for, hvordan det føles indefra.” For, som Frk. Helle siger “De siger jo ikke at det er godt for for sexlivet at have hår. De taler om, hvor vidt manden ser dem som en lille pige. Jeg er ligeglad med blikket. Jeg er kun interesseret i, hvad jeg føler og mærker.”

Bortset fra at Frk. Helle sagtens kan være ligeglad med “blikket” fra mænd, når hendes eget ærinde tilsyneladende er at have sex med kvinder, så er det da påfaldende at hun, der så frejdigt gennemskuer andres manglende erkendelse af egne motiver, selv dækker sine egne behov for at følge mode og ydre påvirkning bag absurde bortrationaliseringer, som at en smule behåring skulle gøre det svært at finde rundt. (I samme kategori er den også ofte hørte og ikke mindre tåbelige indvending: “Hvem gider at have hår i maden?“)

There once was a Queen of Bulgaria
Whose bush had grown hairier and hairier,
Till a Prince from Peru
Who came up for a screw
Had to hunt for her cunt with a terrier.

__________
NB!  Limericks via G. Legman: The Limerick. (N.Y. 1991) #128, #138 og #141. Se evt også #246: There was a young lady whose thighs, / When spread showed a slit of such size, / And so deep and so wide, / You could play cards inside, / Much to her bridegroom’s surprise.

En byld på Danmarks næse.

“De fremmede må også gerne have deres egen kultur. De 651px-PiaKjaersgaardmå for min skyld også gerne bo i lejligheder med mærkelige gulvtæpper og spise fremmedartet mad, men de skal ikke tvinge mig til at spise det, og når de går på gaden, synes jeg, at de skal tale dansk.” Sådan skriver Pia Kjærsgaard – ifølge dr.dk –  i sin selvbiografi og hun uddybede (eller gentog) sin holdning i DRs Deadline: “…det synes jeg så sandelig også, de skal. De bor i Danmark. De lever i det danske samfund. Hvorfor er det ikke dansk, vi skal høre på gaden?”

For det første er det ikke særligt høfligt at smuglytte til hvad andre siger, hverken privat eller offentligt, og derfor kunne man indvende at dette egentlig er temmeligt ligegyldigt. Men eftersom Pia Kjærsgaard åbanbart er en ganske nysgerrig sjæl, som gerne forsøger at følge med i hvad fremmede taler om på gaden, så er spørgsmålet åbenbart ganske relevant. (jeg formoder, at der med “fremmede” ikke menes mennesker, som Pia Kjærsgaard tilfældigvis ikke kender, men derimod “fremmede” i den omtrendtlige betydning “sortsmusket arabisktalende pak som Pia Kjærsgaard ikke ønsker tilstedeværende i Danmark”)

Så hvem er disse fremmede? Jo, det er de mennesker, som Pia Kjærsgaard trods alt tilstår retten til at spise det mad de ønsker (også selvom hun for et par år siden forsøgte at fratage dem retten til at se set TV de vil, men det er jo en anden historie) så længe de ikke taler andet end dansk offentligt.

“Altså, jeg synes det er ganske fint, at de bevarer deres modersmål. At de i deres hjem – netop for at være tosprogede – kan deres modersmål. Men når de er ude i det danske samfund, når de går på gaden, er på skolerne og på arbejdspladserne, så taler de naturligvis dansk”

Umiddelbart kunne det godt lyde som et velment, men nok temmelig misforstået forsøg på at redde modersmålet fra skadelig påvirkning udefra … og så alligevel ikke.

Jeg var i en lokal møbelforretning forleden, en af de større af slagsen med et ret stort udvalg og mange flotte tilbud til forskønnelse af hjemmet og der midt i forretningen, stod der med store bogstaver “Customize din sofa”.  Jeg formoder – jeg spurgte ikke – at det der tilbydes, er muligheden for at tilpasse sin sofa, vælge betræk og noget i den stil, men der slår det danske sprog åbenbart ikke helt til. På samme måde som det heller ikke synes at være helt tilstrækkeligt, når man går ned at gågaden og kan se at samtlige forretninger holder sale.

Det danske sprog er truet af påvirkinger fra mange sider og det kunne jeg nok skrive en længere smøre omkring, men det er jo egentlig irrelevant i denne sammenhæng, for det er jo ikke den herboende svensker eller amerikaners sproglige frihed, som smerter Pia Kjærsgaard. Faktisk har dette intet som helst med sprog at gøre. Det handler jo om det sædvanlige til had grænsende ubehag ved en bestemt befolkningsgruppe, som ikke ligner rigtige danskere.

“Jeg synes, det er højst ejendommeligt, når man bevæger sig rundt i bydele i Danmark, hvor der helt klart er en fremmed kultur. Hvor der er forretninger, som bestemt ikke har danske indehavere. Hvor der er en anderledes påklædning, og hvor man eksempelvis også hører arabisk. Jeg synes, man skal være dansk i Danmark, og at man skal tale dansk i Danmark – også når man går på gaden.”

Suk! Man sidder uvilkårligt og venter på lovforslaget der skal tvinge os alle i folkdragt og træsko og til at spise brunkål og citronfromage hver søndag.

Måske det ville være en ide at afskaffe racismeparagraffen, hvis vi på den måde kunne  slippe for denne evindelige dans om den varme grød. Vi kunne få prikket hul på den byld på det danske samfunds næse, som Pia Kjærsgaard og hendes parti repræsenterer. Vi ville så måske kunne opleve en masse politikere sige tingene lige ud og det ville måske ikke være så kønt at bevidne, det er det sjældent når en byld brister, men der kunne måske ligge en stor befrielse deri for os alle, hvis disse smålige mennesker med deres enfoldige menneskesyn kunne få lov lette trykket og befri deres indre mentale kramper.

__________
Pia K: De fremmede skal tale dansk på gaden.
  dr.dk d. 1. nov. 2013 kl. 08.59
Ill.: Wikipedia – http://da.wikipedia.org/wiki/Fil:PiaKjaersgaard.jpg

Zoo

“Se en Tapir! De er så søde!”, sagde pigen der gik foran mig til sin veninde. Og så var det at hun så det og så grinte hun lettere forlegent!

DSC_6047Der er ikke mange sympatiske egenskaber ved dette fedladne liderlige dyr, som udover at kunne multitaske (spise og tænke på sex på en gang) har en ubehagelig vane med at sprede sin urin bagud i noget der nærmest ligner en støvsky, hvilket mit højre ben og – især – sko kan berette om.

Zoologisk Have i Odense er en oplevelse, ikke kun på grund af dyrene, men også på grund af de mennesker der færdes derude, som f. eks. den ung mand som myndigt belærte sin kæreste om at pingvinen altså er en fugl, men så umiddelbart efter kom til kort og måtte indrømme at han altså ikke vidste hvorfor de taber deres pels!

DSC_5683 Ifølge zoos egen hjemmeside har de over 2000 dyr i zoo. Langt de fleste besøgende ser selvfølgelig ikke en brøkdel af dem, men det ikke bare fordi det er uoverkommeligt, men også fordi man har for travlt, er for uopmærksomme eller bare ikke gider det, som ikke umiddelbart hopper op og ned og laver mærkelige lyde. Måske fordi de fleste kommer der i selskab med børn, skal man bare hurtigst muligt gennem det hele, fordi de små pus (her kunne jeg godt fristes til at skyde lidt på tv-forbruget, men skal nok lade være) ikke har større attention span end en guldfisk! Man går glip af meget. I de tre gange jeg har besøgt zoo indenfor ganske kort tid, har jeg brugt en del tid på at betragte den grønne leguan, som jo qua dens natur undertiden kan være svær at få øje på.

DSC_6098Det var der så heller ikke ret mange der gjorde, kan jeg hilse og sige, heller ikke selv om den havde placeret sig ganske synligt midt i det hele og at jeg pegede på den med et heller ikke ganske usynligt 300mm objektiv.

Men det kan også være svært. Zoo skal have stor ros for ikke at fjerne eller beskære planter og træer af hensyn til dyrenes synlighed. Det kan være svært at få øje på tigerungerne mellem alle buskene, men med en smule tålmodighed, kan man faktisk få lejlighed til at betragte tigeren slikke både solskin og andre ting!

DSC_5923Interessant er det i øvrigt at tigeren, når den vandrer rastløst langs hegnet til sit bur, overhovedet ikke reagerer på tilråb fra publikum, formodentlig fordi den er så vant til det, men det stille klik fra spejlet på mit kamera, fra billedet før dette, fangede dens opmærksomhed et sekund.

DSC_5755

Dyr er for det meste søde og nuttede, selv tigeren så længe den er på den anden side af hegnet, men retfærdigvis skal det siges, at det ikke kun er tapirhannens natur man kan se i zoo, hvor fascinerende eller sødt eller “noget andet” man så end måtte opfatte det.

Der er sgu heller ikke noget som en brunstig rød aberøv!

DSC_5731God fornøjelse!

Små onde mænd

Politiken bringer historien om New Zealandske forskere, som har undersøgt legofigurers ansigtstræk og de har fundet ud af at …

“Legos berømte små plastikmænd og -damer er blevet sure med årene.

Det konkluderer et studium fra University of Canterbury i New Zealand og det polske Industrial Research Institute for Automation and Measurements.

I studiet har forskerne undersøgt ansigtsudtrykket hos 6.000 Lego-figurer fra de første små mænd kom på markedet i 1975 og til nu.”

Studium? Studiet? Uanset hvad det er og hvor det er foregået, så kan man ikke andet end at undre sig over, at disse forskere ikke har bedre at tage sig til end at studere (sic!) 6000 legofigurer og konkludere moralsk på det de finder. For forskerne er bekymrede og Christoph Bartneck fra University of Canterbury “spekulerer over, hvordan bevægelsen fra udelukkende positive ansigter til et stigende antale af negative ansigter påvirker den måde, børne leger på.

Det er lige før at barndommen som vi kender den, er truet af onde legofigurer. Men intet undslipper de årvågne forskere der følger katastrofen på tæt hold: “Det er vigtigt at studere, hvordan man lave passende udtryk, og hvordan de udtryk bliver opfattet af brugerne. Den måde, børn opfatter deres legetøj på kan have betydelig indvirkning på dem“, siger samme Christoph Bartneck via Politiken via The Guardian via en artikel i et tidsskrift hvis navn ingen gad viderebringe, hvilket også er nyttigt, for så kan ansvaret for stavefejl m.m. heller ikke umiddelbart placeres.

Nogle af de klareste og lykkeligste minder fra min barndom er de lange (undertiden) lune sommeraftener, når jeg sammen med kvarterets andre drenge (og piger) løb rundt og forsøgte at slå hinanden ihjel for sjov og ve den som ikke døde overbevisende, med både lyd og ærgelse og behørigt skuespil. Uskyldig sjov, med mord og død og ødelæggelse. Og når vi ikke gjorde det, var der anden sjov og meningsløs vold vi kunne hengive os til.

Spekulerer over om egentlig ikke børn er solidt nok byggede – fysisk og mentalt – til at de nok skulle kunne klare et surt legomandsansigt eller to. Det tror jeg egentlig de er.

__________
Emil Bergløv: Lego-ansigter er blevet mere vrede med tiden. Politiken, d. 12/6 2013

Jeppe Aakjær

Medlidenhed.

200px-Jeppe_Aakjær_1908_by_Saxtorph-Mikkelsen
Jeppe Aakjær (1908)

Kom alle Hunde til min Dør
og vilde saa gjærne slikke,
jeg væbned mig med mit spanske Rør
og prygled den hele Klike.

Gik alle Præster, som Gud har skabt,
frem for mig med Bedekranse
og bad for min Sjæl, “som gaar fortabt”,
hvor skulde min Svøbe danse!

Bliv fra mig med jeres Medlidenhed!
Jeg aldrig for Døden skjælved;
og reddes ved jer! – nej, hellere ned
i Kvalernes dybeste Helved.

– Ej saa, at jeg hader den milde Haand,
der glatter Fortvivlelsens Rynke,
men blot den flade, forhyklede Aand,
der smigrer sig selv ved at ynke.

Ej dem jeg hader, som Lindring bar
til Fattigfolks livshaarde Vaner,
men dem, der selv først Røvere var,
og senere – Samaritaner.

Giv Retfærd Sæde ved Verdens Ror,
fri Folket fra Dumhedens Mare,
sørg for, at ingen gjør ondt mod sin Bro’r,
da kan du “Medlidenhed” spare.

Da voxer der Brød til hvert sultende Barn,
der leger langs Rendestensbrættet,
og Lasten, der fisker med lovløse Garn,
skal ingen fange i Nettet.

Da skaber enhver sig sit eget Behov,
og ingen Nødlidende gyser.
Først da er der Mening i Sang og i Lov,
naar ingen sulter og fryser.

(1898)

 

Hvad gjør det

Hvad gjør det, at vi haanes
og jages fra Plet til Plet,
naar inde i Hjærtets Kamre
det hvisker, at vi har Ret.

Hvad gjør det, at man mærker
vor Daad med det ondes Navn,
naar hele vort Væsens Attraa
staar efter at gjøre Gavn.

Hvad gjør det, at vi slettes
af Menighedstavlen ud,
naar Hjærtets reneste Længsel
om Kvælden gaar op mod Gud.

Hvad gjør det, at vi synker
med Byrden, Livet os gav,
naar det lille Lys, vi tændte,
maa flakke over vor Grav.

Hvad gjør det, at vi glemmes,
naar Livet her er forbi,
de kommer langt større efter
med stærkere Tro end vi.

(1887)

 

Der fløj en liden Sommerfugl

Der fløj en liden Sommerfugl
hen over Bondens Tag;
den tænkte saamænd ikke
paa den yderste Dag.

Den tænkte kun at nyde
det Livets Sekund,
som den havde kysset fra
sin Mor, Naturens Mund.

Den gav sig hen til Flugten
i Luftens varme Blaa;
paa rene, hvide Vinger
den fløj paa maa og faa.

Den nød sin egen Dejlighed
og trodsed Tyngdens Lov,
og ikke Spor den tænkte
paa næste Dags Behov.

Var ikke Himlen havblaa,
og Solen ret som Guld,
og Livet lyst og herligt,
og Verden frydefuld!

Bestandig fór den op og ned
som et stormjaget Løv,
hvad heller som en Barnesjæl,
nys skilt fra sit Støv.

Og som den fløj saa sjæleglad,
en Bejler kom til.
Gud, hvor han var oprigtig
og fyrig og vild!

Han bad om Lov at følge,
hun nikkede og lo;
thi hvorfor flyve ene,
naar man kan blive to!

De traadte Ætrens Elveslør
foruden mange Ord,
mens dybt dernede rulled
den snavsede Jord.

Og mætte af Dansen
i Junidagens Sol,
de daled gjennem Luften
og fandt en dejlig Stol.

Midt i en hvidrød Æbleblomst –
saa salig som en Gud –
han vifted med sit Vingepar
sin lille hvide Brud.

Der holdt de deres Bryllup
foruden nogen Præst,
for saaledes hued det
de Sommerfugle bedst.

Og Grenen vugged op og ned
i Sommerdagens Luft,
og Æbleblomsten yded dem
sin allerbedste Duft.

Og Grenen svajed, Skyen drev,
og Dagens Lys blev slukt –
Tak, elskte smaa! I lærte mig,
hvordan man elsker smukt.

(1893)

Via Arkiv for Danske Litteratur.

Lokumshåndtag

Jeg var ude at boghandle i dag. Ikke sådan for alvor, men støvede bare lidt rundt i den lokale Arnold Busck, for at se om der skulle være noget interessant, noget jeg ikke kendte i forvejen, noget nyt, noget overraskende, noget inspirerende. Sidst jeg gjorde det, faldt jeg over Alden Bells anbefalelsesværdige The Reapers are the Angels og selvom boghandlerne i Odense bliver færre og færre og med stadigt ringere udvalg, håber man jo alligevel. Så må man bære over med, at de har halvanden meter reolvæg med Fifty Shades og utallige kloner; ikke et ondt ord om det, hvis det er hvad der skal til for at overleve.

fI_bookstoreSom jeg stod og kiggede efter hvad der måtte være af en lidt anden kvalitet, spurgte en yngre mand den forhåndenværende diskenspringer om et par bogtitler. Den første overhørte jeg ikke, men den anden var The Hitchhikers Guide to the Galaxy, som jo også findes i en dansk – ganske vist udsolgt – oversættelse. Ekspedienten opfattede vist denne titel, som et forsøg fra kunden på at være morsom og ignorerede den. Derfor gentog kunden den, efter at ekspedienten havde fundet den første titel han havde spurgte efter og en smule forvirret sagde hun, at den måtte hun lige slå op. Lidt efter vendte hun tilbage med en besked om, at hun havde The Hitchhikers Guide to the Ocean, og det er jo vist nok ikke helt det samme.

Til gengæld fik jeg en lille fornøjelse ud af at informere kunden – i ekspedientens tilstedeværelse – om at den danske oversættelse vist for længst var udsolgt, men at på engelsk kunne samtlige bind fås samlet til en billig penge. Hvordan ekspedienten kunne overse at Arnold Busck selv har den til 149,95 på deres hjemmeside, skal jeg ikke kunne svare på. Til gengæld er det efterhånden svært at finde nogen som helst begrundelse for, hvorfor at de sørgelige rester af boghandler, der trods alt stadig findes, ikke bare skal have lov at gå fallit og lukkes. Hvis personalet deri ikke engang kan svare på spørgsmål, som man selv kan finde på et par minutter, hvilken berettigelse har de så?

Hvilken vidunderlig verden af viden og af fiktion og poesi og historie og skønhed, af rablende vanvid og tør kølig fornuft, af eventyr og eventylig mad og sex, af deperation og livsglæde, af krig og kærlighed og totale ligegyldigheder, som de forvalter dagligt. Det er alt fra kulturarv til sleazy underholdning, som de sælger og det burde fylde dem med en hel del faglig stolthed; i en verden hvor nioghalvfems sørgelige procent af alle butikker lever af at sælge modetøj og alt muligt andet lort og af at iklæde mennesker ligegyldig overfladiskhed, klæder boghandlerne de selvsamme mennesker på indvendigt, åndeligt! Men nej, de sidste boghandlere er befolket med ligeglade uvidende teenagetøser, som sikkert alligevel hellere ville sælge tøj, sko og ligegyldighed. Luk dem!

__________
Ill: Bookstore in Florence, Italy (via Wikipedia)