Nonne

Sophus_MichaëlisEn Nat — en Nat i Favntag kun
paa Eros’ Purpurleje,
et Nu — et Nu af Evighed
jeg vil din Ungdom eje.

Og har jeg klædt i Kys og Ild
de nøgne Jomfrulemmer
og brændt mit Billed i din Sjæl,
saa du det aldrig glemmer,

— saa tag dit Lin, dit sorte Lin
og klæd dig paa som Nonne
og hæft et Slør for Øjets Glød
og for din friske Aande.

Og lad dit Legems hvide Kød
Askesens Skumring blinde,
og dine Lokkers sorte Pragt
bag Dødninglin forsvinde.

Kun dine Bryn — de stolte Bryn
som lange smale Vinger
skal give Blikket Himmelflugt,
der mig i Støvet tvinger.

Din Mund — din faste røde Mund
skal stivne stum og stille,
og aldrig mer et Længselssmil
om dine Læber spille.

Din Haand — din hvide varme Haand,
den bløde Kærtegnsvifte,
skal isne mig foran dig ned
og tvinge mig til Skrifte.

Og Tugt skal strømme fra dit Blik
og Kirkens store Kulde —
og aldrig nogen Stemning mer
dit Blod i Bølger rulle.

Da vil jeg knæle for din Fod
og stivnes af dit Øje
— og vi mit Liv til Bøn og Bod,
Madonna i det Høje!

– Sophus Michaelis: Solblomster s. 133-4

Eros ii

 Kaalund_HVAQVILINUS.

– Frydes ved din Skjønhed
og sige mandig Dig, foruden Omsvøb:
Jeg har Dig kjær!

FULVIA (undvigende).

Hvis jeg besidder Skjønhed,
som Du og Fler behage det at sige,
da – tro mig – selv jeg skatter den kun lidt;
den er forgjængelig, men Aanden lever,
kun den besejrer Tiden, kjender ej
til Alder eller Kjøn!

AQVILINUS.

Du glemmer der,
at selv hos de udødelige Guder
gjør Kjønnet Forskjel mellem Mand og Kvinde;
den høje Tordner Zevs har sin Gudinde.

FULVIA.

Ja han har mange flere, vil man sige,
og har, som vel Du véd, sin store Plage,
thi Hera skal jo være meget skinsyg
og ofte kives med sin Ægtemage.

AQVILINUS.

Spøg ej med den guddommelige Ild,
men husk, at Eros’ Rige Alt omfatter:
Himmel og Jord!

FULVIA.

Ja, han gjør Mænd til Latter
og driver selv med Guderne sit Spil!

AQVILINUS.

Den, som kan trodse ham , er ikke til!

– H. V. Kaalund: Fulvia. Drama I Fem Akter. Kjøbenhavn, 1891

Eros i

“Det er Eros, som har Æren for al Skaben og nydannelse i Verden.
Det er ganske simpelt Platons og Hellenernes Eros.”

– Sophus Claussen; Notater s. 106

“Eros er ikke et udelukkende positivt begreb; der findes ‘smuk’ og ‘forkastelig’ eros, og det var den almindelige opfattelse, at det er både vulgært og forkasteligt, hvis eros kun består af ren og skær tilfredsstillelse af et fysisk behov. Det er et udtryk for den enkeltes gode eller dårlige karakter, om et erotisk forhold er smuk eller forkasteligt; der er ikke nogen moralsk skelnen imellem eros mellem de to køn og eros mellem to af samme køn.”

– R. Sevelsted & C. G. Tortzen i forordet til Platons Symposion.

__________
Sophus Claussen: Notater og Skitser, København 1993
Platon: Samlede værker i ny oversættelse, bind II. København 2010. s. 307))

Eros

I en gymnastiksal i Athen for knap 2500 år siden:

Yesterday evening I returned from the army at Potidaea, and having been a good while away, I thought that I should like to go and look at my old haunts. So I went into the palaestra of Taureas, which is over against the temple adjoining the porch of the King Archon, and there I found a number of persons, most of whom I knew, but not all. My visit was unexpected, and no sooner did they see me entering than they saluted me from afar on all sides; and Chaerephon, who is a kind of madman, started up and ran to me, seizing my hand, and saying, How did you escape, Socrates?—(I should explain that an engagement had taken place at Potidaea not long before we came away, of which the news had only just reached Athens.)

– You see, I replied, that here I am.

– There was a report, he said, that the engagement was very severe, and that many of our acquaintance had fallen.

– That, I replied, was not far from the truth.

– I suppose, he said, that you were present.

– I was.

– Then sit down, and tell us the whole story, which as yet we have only heard imperfectly.

I took the place which he assigned to me, by the side of Critias the son of Callaeschrus, and when I had saluted him and the rest of the company, I told them the news from the army, and answered their several enquiries.

He proceeds to make enquiries about the state of philosophy and about the youth; and is told of the beautiful Charmides,

Then, when there had been enough of this, I, in my turn, began to make enquiries about matters at home—about the present state of philosophy, and about the youth. I asked whether any of them were remarkable for wisdom or beauty, or both. Critias, glancing at the door, invited my attention to some youths who were coming in, and talking noisily to one another, followed by a crowd. Of the beauties, Socrates, he said, I fancy that you will soon be able to form a judgment. For those who are just entering are the advanced guard of the great beauty, as he is thought to be, of the day, and he is likely to be not far off himself.

– Who is he, I said; and who is his father?

– Charmides, he replied, is his name; he is my cousin, and the son of my uncle Glaucon: I rather think that you know him too, although he was not grown up at the time of your departure.

– Certainly, I know him, I said, for he was remarkable even then when he was still a child, and I should imagine that by this time he must be almost a young man.

– You will see, he said, in a moment what progress he has made and what he is like. He had scarcely said the word, when Charmides entered.

– Now you know, my friend, that I cannot measure anything, and of the beautiful, I am simply such a measure as a white line is of chalk; for almost all young persons appear to be beautiful in my eyes. But at that moment, when I saw him coming in, I confess that I was quite astonished at his beauty and stature; all the world seemed to be enamoured of him; amazement and confusion reigned when he entered; and a troop of lovers followed him. That grown–up men like ourselves should have been affected in this way was not surprising, but I observed that there was the same feeling among the boys; all of them, down to the very least child, turned and looked at him, as if he had been a statue.

Chaerephon called me and said: What do you think of him, Socrates? Has he not a beautiful face?

– Most beautiful, I said.

– But you would think nothing of his face, he replied, if you could see his naked form: he is absolutely perfect.

And to this they all agreed.

– By Heracles, I said, there never was such a paragon, if he has only one other slight addition.

– What is that? said Critias.

– If he has a noble soul…

(Char. 153a-154e. Overs: Jowett)

… og efter at have konstateret at skønheden (også) kommer indefra, beslutter Sokrates sig for at lege doktor med de unge drenge:

– Then, before we see his body, should we not ask him to show us his soul, naked and undisguised? he is just of an age at which he will like to talk.

– That he will, said Critias, and I can tell you that he is a philosopher already, and also a considerable poet, not in his own opinion only, but in that of others.

– That, my dear Critias, I replied, is a distinction which has long been in your family, and is inherited by you from Solon. But why do you not call him, and show him to us? for even if he were younger than he is, there could be no impropriety in his talking to us in the presence of you, who are his guardian and cousin.

– Very well, he said; then I will call him; and turning to the attendant, he said, Call Charmides, and tell him that I want him to come and see a physician about the illness of which he spoke to me the day before yesterday. Then again addressing me, he added: He has been complaining lately of having a headache when he rises in the morning: now why should you not make him believe that you know a cure for the headache?

– Why not, I said; but will he come?

– He will be sure to come, he replied.

(Char. 154e-b Overs: Jowett)

… og får sig et glimt af skønheden:

He [Charmides] came as he was bidden, and sat down between Critias and me. Great amusement was occasioned by every one pushing with might and main at his neighbour in order to make a place for him next to themselves, until at the two ends of the row one had to get up and the other was rolled over sideways. Now I, my friend, was beginning to feel awkward; my former bold belief in my powers of conversing with him had vanished. And when Critias told him that I was the person who had the cure, he looked at me in such an indescribable manner, and was just going to ask a question. And at that moment all the people in the palaestra crowded about us, and, O rare! I caught a sight of the inwards of his garment, and took the flame. Then I could no longer contain myself. I thought how well Cydias understood the nature of love, when, in speaking of a fair youth, he warns some one ‘not to bring the fawn in the sight of the lion to be devoured by him,’ for I felt that I had been overcome by a sort of wild–beast appetite.

(Char. 155c-e Overs: Jowett)

I Symposion er det den unge smukke Alkibiades som Sokrates har rettet sin interesse mod, men det er den unge mand, som bliver skuffet:

When the lamp was put out and the servants had gone away, I thought that I must be plain with him and have no more ambiguity. So I gave him a shake, and I said:

‘Socrates, are you asleep?’

‘No,’ he said.

‘Do you know what I am meditating?’

‘What are you meditating?’ he said.

‘I think,’ I replied, ‘that of all the lovers whom I have ever had you are the only one who is worthy of me, and you appear to be too modest to speak. Now I feel that I should be a fool to refuse you this or any other favour, and therefore I come to lay at your feet all that I have and all that my friends have, in the hope that you will assist me in the way of virtue, which I desire above all things, and in which I believe that you can help me better than any one else. And I should certainly have more reason to be ashamed of what wise men would say if I were to refuse a favour to such as you, than of what the world, who are mostly fools, would say of me if I granted it.’

To these words he replied in the ironical manner which is so characteristic of him:

‘Alcibiades, my friend, you have indeed an elevated aim if what you say is true, and if there really is in me any power by which you may become better; truly you must see in me some rare beauty of a kind infinitely higher than any which I see in you. And therefore, if you mean to share with me and to exchange beauty for beauty, you will have greatly the advantage of me; you will gain true beauty in return for appearance—like Diomede, gold in exchange for brass. But look again, sweet friend, and see whether you are not deceived in me. The mind begins to grow critical when the bodily eye fails, and it will be a long time before you get old.’

Hearing this, I said:

‘I have told you my purpose, which is quite serious, and do you consider what you think best for you and me.’

‘That is good,’ he said; ‘at some other time then we will consider and act as seems best about this and about other matters.’

Whereupon, I fancied that he was smitten, and that the words which I had uttered like arrows had wounded him, and so without waiting to hear more I got up, and throwing my coat about him crept under his threadbare cloak, as the time of year was winter, and there I lay during the whole night having this wonderful monster in my arms. This again, Socrates, will not be denied by you. And yet, notwithstanding all, he was so superior to my solicitations, so contemptuous and derisive and disdainful of my beauty—which really, as I fancied, had some attractions—hear, O judges; for judges you shall be of the haughty virtue of Socrates—nothing more happened, but in the morning when I awoke (let all the gods and goddesses be my witnesses) I arose as from the couch of a father or an elder brother.

What do you suppose must have been my feelings, after this rejection, at the thought of my own dishonour? And yet I could not help wondering at his natural temperance and self–restraint and manliness. I never imagined that I could have met with a man such as he is in wisdom and endurance. And therefore I could not be angry with him or renounce his company, any more than I could hope to win him. For I well knew that if Ajax could not be wounded by steel, much less he by money; and my only chance of captivating him by my personal attractions had failed. So I was at my wit’s end; no one was ever more hopelessly enslaved by another.

(Symposion 218c-219e Overs: Jowett)

På dansk

Kære Alkibiades! Du er vist ikke så tosset endda, hvis det virkelig er sandt, hvad du siger om mig, og der er en eller anden kraft i mig, som kan gøre dig bedre. Du må se en ufattelig skønhed i mig, fuldstændig forskellig fra dit eget smukke udseende. Hvis du har fået kig på den og prøver at slå en handel af og bytte skønhed for skønhed, så regner du med at få en del mere ud af det end jeg. Til gengæld for en tilsyneladende skønhed prøver du at skaffe dig den sande skønhed, ja du har faktisk i sinde ‘for en gylden’ at bytte dig til ‘en rustning af bronze’.[1]

Men kære ven, pas hellere på, at jeg ikke narrer dig ved ikke at være noget værd. Tankens klarsyn skærpes først, når øjnene så småt taber deres evne til at se. Og det er du stadig langt fra.[2]

Rasmus Sevelsted skriver følgende om ‘eros’ i forordet til andet bind af den nye Platon-oversættelse:

Eros er ikke et udelukkende positivt begreb; der findes ‘smuk’ og ‘forkastelig’ eros, og det var den almindelige opfattelse, at det er både vulgært og forkasteligt, hvis eros kun består af ren og skær tilfredsstillelse af et fysisk behov. Det er et udtryk for den enkeltes gode eller dårlige karakter, om et erotisk forhold er smuk eller forkasteligt; der er ikke nogen moralsk skelnen imellem eros mellem de to køn og eros mellem to af samme køn.[3]

__________
[1] jvf Iliaden VI.235
[2] Platon: Samlede værker i ny oversættelse, bind II. København 2010. s. 378
[3] Platon; Samlede værker i ny oversættelse, bind II. København 2010. s. 307

The curtain is never drawn

Dit liv er en del af et kæmpestort socialt eksperiment, som du sikkert for det første er ganske uvidende om finder sted, for det andet ingen indflydelse har på om du vil medvirke i eller ej og som – for det tredje – foregår fuldstændig ukontrolleret.

“Let me emphasise it on behalf of the prosecution: do not approach this matter in any priggish, high-minded, super-correct, mid-Victorian manner. Look at it as we all of us, I hope, look at things today, and then, to go back and requote the words of Mr. Justice Devlin, ‘You will have to say, is this book to be tolerated or not?’, in the sense that it must tend, or may tend, to deprave and corrupt. Members of the jury, when you have seen this book, making all such allowances in favour of it as you can, the prosecution will invite you to say that it does tend, certainly that it may tend, to induce lustful thoughts in the minds of those who read it. It goes further, you may think. It sets upon a pedestal promiscuous and adulterous intercourse. It commends, and indeed even advocates, coarseness and vulgarity of thought and language. You may think that it must tend to deprave the minds certainly of some and you may think manyof the persons who are likely to buy it at the price of 3s 6d and read it, with two hundred thousand copies already printed and ready for release.

You may think that one of the ways in which you can test this book, and test it from the most liberal outlook, is to ask yourselves the question, when you have read it through, would you approve of your young sons, young daughters – because girls can read as well as boys – reading this book. Is it a book that you would have lying around in your own house? Is it a book that you would even wish your wife or your servants to read?” ((Fox, s. 278-9))

Fra anklager Mervyn Griffith-Jones’ indledning til sagen mod Penguin Books for deres planer om at udgive D. H. Lawrences Lady Chatterley’s Lover i 1960. Det er kun halvtreds år siden at man kunne spørge “is its publication proved to be justified for the public good?” Det fandt juryen at den var, sagen blev tabt.

I dag kommer man ikke langt i dag med betragtninger over hvad der er til gavn for almenheden, for så kunne man sagtens spørge sig selv, til hvilken gavn for almenheden det er, at den letteste vej til berømmelse pt er ved at være dummere end en sæk kartofler og villig til at have sex på tv i bedste sendetid.

“»Jeg har altid haft den her drøm om et liv i medierne. Det er også derfor, jeg har nået så langt, fordi jeg har villet det hele tiden. Men så skal man nok også have et eller andet, der skiller sig ud, og det tror jeg på, jeg har,« fortæller Amalie Szigethy til Information.

Hun blev kendt for samlejesekvenser under lagnet, som stadig cirkulerer rundt på nettet.” (‘Hvis du giver mig finger, så …’ Information, 22.okt.2010)

En væsentligt indvending kunne være, at man sikkert får den slags berømmelse som man fortjener, men det er en anden historie. Det interessante er skiftet i blufærdighed og der er stor forskel på at optræde på tv og på fiktive scener fra en roman. Ikke desto mindre savnede Griffith-Jones tydeligvis at få gardinerne trukket for:

“And you have the episodes of sexual intercourse. There are, I think, described in all thirteen throughout the course of this book. You will see that they are described in the greatest detail, save perhaps for the first. You may think that this book, if its descriptions had been confined to the first occasion on which sexual intercourse is described, would be a very much better book than it is. But twelve of them certainly are described in detail leaving nothing to the imagination. The curtain is never drawn. One follows them not only into the bedroom but into the bed and one remains with them there.” ((Fox, s. 279))

Spørgsmålet er så, om du kære læser, et øjeblik kan træde ud af dit liv og den tid du lever i og se det hele fra et lidt større perspektiv. Du skal se bort fra, at din verden og din moral (eller mangel på samme) for dig er den eneste rigtige og samtidig tænke på at den moral som Griffith-Jones dengang repræsenterede, for ham var lige så naturlig og lige så rigtig som den der styrer dit liv i dag. Tænk over den udvikling som er sket – rent moralsk – over de halvtreds som er passeret siden Griffith-Jones forsøgte at trække de juridiske gardiner for, og spørg så dig selv: Hvis vi til stadighed vi accepterer at mere vil have mere og at grænser (personlige og moralske) er noget der skal udfordres og flyttes hvor vil vi så være om ti år? Om femogtyve år? Om halvteds år?

Problemet er ikke at samfundet udvikler sig, men at der tilsyneladende er en overvejende faktor som fastlægger i hvilken retning kursen går.

__________
Robert Fox: We were there. New York 2010.

Ægteskab

Farcen fortsætter tilsyneladende og hvor vi forleden tog kirkeminister Manu Sareen i forsvar (mere eller mindre!) så har ministeren i dag selv valgt at udtale sig, gennem et indlæg i Politiken. Det skulle han nok ikke have gjort, i hvertfald fra et rent fornuftsmæssigt synspunkt. Fra et politisk perspektiv, hvor formålet sikkert er at lukke munden på de mindre tænkesomme masser, giver hans udmelding sikkert god mening, men det er josom bekendt ikke den synsvinkel vi anlægger her.

“Jeg glæder mig til at overvære det første kirkebryllup med homoseksuelle par. Og jeg ved, at der er mange homoseksuelle, der glæder sig til endelig at kunne blive viet i kirken.

Jeg har lovet at stå på trappen og kaste ris. Med vielser af homoseksuelle i kirken kommer vi endnu et skridt nærmere på et samfund, der på alle måder fuldt ud accepterer den enkeltes ligeværd – uanset hvem man er, og hvem man elsker.” (Manu Sareen i Politiken, d. 10/11 2011)

Nå! Vi har allerede for en uge siden været igennem Biblens syn på homoseksuelle, så den lader vi ligge i denne omgang og noterer os i stedet at brugen af ordet ligeværd ikke er et ord som kirkeministeren mestrer.

Ægteskab i kirken er et kønsbestemt begreb, forbeholdt en alliance mellem en mand og en kvinde, lidt på samme måde som at kvindernes omklædningsrum i svømmehallen er forbeholdt kvinder. Rent principielt er i dette tilfælde de homoseksuelles krav på at kunne indgå ægteskab i kirken, lidt det samme som hvis jeg gjorde krav på at måtte bruge kvindernes omklædningsrum i svømmehallen, med den begrundelse, at det er et begrænsning af mit ligeværd, hvis jeg forhindres i at gøre det.

Det er jo ikke sådan i samfundet at homoseksuelle juridisk og på anden vis diskrimineres i forhold til heteroseksuelle. Her er der blot tale om at slå døre ind, alene for fornøjelsen ved at se dem briste, uagtet at man dybest set ingen interesse har i hvad der er på den anden side.

Som en læserkommentar til ovenstående artikel så rammende siger det: “Gud hader ikke homoseksuelle mennesker, men han hader det de gør, fordi det er unaturligt. Derfor hader kristne heller ikke homoseksuelle mennesker, men tager klart afstand fra det de gør. Hvad så når de er blevet gift og vil ha’ børn, hvilket rigtig mange gerne vil? De skal jo ud og låne andres børn for overhovedet at kunne lege familie, sådan som en mand og kvinde kan … helt naturligt.” (“RGBJ, Silkeborg”, Politiken, d. 10/11 2011)

Hvem er det egentlig man gør en tjeneste, når man gang på gang desperat forsøger at normalisere det unaturlige?

Der et flere oplagte spørgsmål som trænger sig på. For eksempel kan man jo tænke lidt over hvor al denne snak om ligeværd er henne, når det for eksempel gælder f. eks. pædofile. Eller man kan overveje, bare overveje, om ikke, der om tyve-tredive år kunne komme en lang række sager, om mennesker der føler at de har været udsat for overgreb, fordi de er opvokset uden at kende (begge) deres biologiske forældre i et ligeværds- og ligestillingseksperiments navn.

Hetz

Hvad er det der sker? Kirkeminister Manu Sareen er kommet i modvind fordi han ikke vil garantere, at homoseksuelle, der bliver viet i folkekirken, kan kalde sig “ægtefæller”. Den ministerielle plan er at skelne mellem ægtefæller og livsfæller.

Tidligere borgmester Claus Bondam (R) er ifølge Berlingske ikke tilfreds: “Det her er jo absurd. (…) Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det er 10 biskopper, der skal bestemme over ligestillingen i Danmark. Kære Manu Sareen: Lad være med at lægge dig fladt ned for den danske Folkekirke (…) Hvis du er en politiker, der har modet til at tage dette livtag, så vil du indskrive dig i den moderne danske politiske historie. Hvis ikke du gør noget … ja, så er du blot endnu en minister, der ikke tør handle der, hvor det virkelig gælder, og som lader sig drive rundt i manegen af ‘tjenstvillige’ embedsmænd.

Og den homoseksuelle salgsdirektør hos Startour, Stig Elling er ifølge Berlingske skuffet: “ved at heteroseksuelle skal kalde hinanden ægtefæller, mens vi homoseksuelle skal sige livsfæller, [er han] med til at gøre os anderledes og nogle, som er mindre værd. Hvorfor skal det hedde noget andet, Manu?

Det irriterer mig grænseløst, at en flok selvoptagede rettighedsfikserede bøsser forsøger at sætte dagsordenen i denne debat. Så fat det dog! Kirken, Kristendommen og ikke mindst Paulus kan ikke lide jer. Her er – igen – et par eksempler:

Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.” (1. Kor. 6;9-11)

og

“Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet.” (1. Tim. 1;8-11)

Bøsser er i samme kategori som mordere, lovbrydere, løgnere, tyve, bortførere og griske mennesker. I er ganske enkelt i kirkens optik det laveste af det laveste. Hvad fanden vil I med dens velsignelser? Det er jo absurd i den mest fundamentale betydning af ordet. Desuden er det også respektløst overfor folkekirken. I vil lukkes ind i varmen, men har ikke gidet at sætte jer ind i kristendommens værdier. Sæt jer og læs Bibelen igennem fra ende til anden – det er nok med Det nye Testamente.

Et er at en frygtelig mængde danske forældre hvert år lader deres børn konfimere uden nogen sinde at have åbnet en bibel eller at have den fjerneste anelse om eller interesse i hvad den danske Folkekirke står for, men udelukkende fordi sådan gør alle andre. Det er overfladisk og dumt.

I en helt anden kategori er det aktivt at kæmpe for at bliver lukket ind et sted hvor man ikke er velkommen eller hvor man ligefrem bliver set ned på. Den der holdning: “Det må vi ikke, så det vil vi have ret til, alene fordi vi er bøsser!” er lige så stupid, som hvis en jøde i 1940 havde banket på døren til NSDAPs hovedkontor og med krænket mine havde krævet at blive medlem med den begrundelse, at hvis de andre må, så vil jeg også. Det er det forkælede barns tankegang.

Og til din information, Stig Elling, kan jeg oplyse om at I er anderledes, det er absolut ikke noget som Manu Sareen skal have skyld for at være årsag til. Homoseksualitet er ikke normalt, på nøjagtig samme måde som rødt hår, allergi og tordenvejr heller ikke er det. Men det er alle fænomener som er normalt forekommende og derfor er der ikke som sådan noget foruroligende ved dem, blot kan ingen af dem kan siges at være en normaltilstand.

Undertiden er det mere passende at fokusere lidt på de opnåede rettigheder, frem for bestandig at lede efter nye som man kan kræve ind, uanset hvor urimelige de er, ikke mindst når man er så heldig at leve i et land, hvor man åbenlyst kan skilte med tilbøjeligheder, som i andre dele af verden hurtigt kunne medføre, at man fandt sig ophængt i den tunge ende af et reb.

Dobbeltmoral!

To historier for i EB i dag, hvor overskrifterne stort set siger det hele og ikke så lidt om det danske samfund.

S vil have undersøgt islamisk hjemmeside

Problemet er at “Det Islamiske Trossamfund på sin hjemmeside linker til en muslimsk datingside, der accepterer flerkoneri og opfordrer til social kontrol med unge muslimer.” Især er det formaningen om, at det er imod islamiske regler at de unge datere mødes under fire øjne, som vække forargelse og den tilhørende opfordring til kun at mødes under tilstedeværelse af en bisidder som vækker forargelse hos Lars Aslan Rasmussen (S): “Det er fuldstændig forrykt, at man ikke kan mødes uden bisidder, når man ved, hvor stor social kontrol der er med kvinder i de muslimske miljøer.” (EB)

For etniske danskere gælder der naturligvis andre regler.

Sexolog: Knald så mange du vil

Hvor en sexolog beklager sig over at “der desværre også [er] en masse kvinder, som lader sig forføre, fordi de i virkeligheden savner nærhed, intimitet og kærlighed.” men hvis ellers “man altså har styr på, at man dyrker sine mange sexpartnere pga. sex“, så er der intet problem i at man har “mange sexpartnere” (EB)

Hvad kan man konkludere deraf m.h.t. det danske samfund?

At det er i orden at knalde til højre og venstre med så mange som muligt, men gud (og politierne) forbyde at du tager dine partnere seriøst og alvorligt og ligefrem skulle få lyst til også at gifte dig med dem.

“Alt er mig tilladt …”

Der findes mennesker som trodser virkeligheden og realiteterne i en sådan grad at de maler sig op i et verdenshjørne og må have afløb for deres frustrationer og afmagt i fuld offentlighed. Det ender som regel i nogle lettere komiske eller absurde situationer. Jeg har tidligere taget det op her og her. Her er en mere:

Christina Seersholm, 26 år og stud.teol. og homoseksuel og københavner, er træt af det hele:

Jeg er træt af, ikke at være anerkendt som et menneske på lige fod med alle andre. Jeg er træt af, at blive banket oveni hovedet med bibelcitater revet ud af kontekst, så de kan bruges som magtmidler. Jeg er træt af, at være en seksuel orientering! (Fortørnet, på alle tænkelige måder, Kr. Dagbl. 29. august 2011)

Nu gider jeg ikke sidde og finde bibelcitater en gang til, så jeg citerer bare mig selv. Her er hvad der blandt andet står i Bibelen:

“Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.” (1. Kor. 6;9-11)

og

“Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet.” (1. Tim. 1;8-11)

og

“For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr.

Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen.

Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.

Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.” (Rom. 1;18-32)

Der er ikke ret meget “ude af kontekst” over disse bibelcitater og man kan derfor spørge sig selv, hvad der får en homoseksuel til at studere teologi, når nu det Nye Testammente er så klar på lige netop det punkt? På samme måde kan man spørge sig selv hvad fanden nynazister med jødiske forfædre laver i Israel.

[Eli] Buatinov is quoted as saying he would never have children because his grandfather was half Jewish, and he didn’t want to father a “piece of trash with even the smallest percentage of Jewish blood”.

Vi havner endnu en gang i den absurde virkelighedsfornægtelse som måske er et resultat af vores samfunds dyrkelse af ubegrænsede personlige friheder og rettigheder. Hvis alle andre kan, hvorfor kan jeg så ikke? Det kan du også godt, men som der også står i Paulus’ Brev til Korinterne: alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt. (1. Kor. 6;12)

Når i sidste ende Christina Seersholms indre (og ydre) konflikter fører til en løsning, som er en absurd fornægtelse af alt det hun burde stå for, med indvendingen “Ingen kan nogensinde vide, hvad Gud tænker om homoseksualitet,” så holder det bare ikke, og slet ikke for en teolog, for det følger, at så kan vi ikke vide, hvad Gud mener om noget som helst og hvilken berettigelse har da en teolog, og så videre …

Moralen er tydelig. Den du er født som, med de evner og de begrænsninger du nu engang har, er med til at afstikke en kurs for dig gennem livet. Den kurs defineres ikke af hvad der er tilladt eller muligt og slet ikke kun af hvad du har lyst til. Man kan ikke med fordel både være jøde og nazist, på samme måde som man ikke med fordel kan være både homoseksuel og teolog, uanset hvor meget man end måtte have lyst til det.

I hvert fald for den forstandige bør de valg der træffes livet igennem også defineres af hvad der er gavnligt.

kvindekvoter

“Kvinder og mænds andel i bestyrelser indgår for os i en bevidst mangfoldighedsstrategi. Kønskvotering er fejlagtigt hos mange debattører, inklusive ministeren, blevet til kvindekvoter. Kønskvotering handler om at skabe balance, uanset om det er mænd eller kvinder, det drejer sig om. I det konkrete tilfælde med virksomhedsbestyrelser vil det i de fleste tilfælde være kvinder, der kvoteres ind, men vi ved fra det offentlige område vedrørende råd, nævn og udvalg, at der i dag kvoteres både mænd og kvinder. Det behøver ikke gå fra 0 til 50 på en dag. Vi respekterer, at rekrutteringsgrundlaget kan være forskelligt i forskellige brancher. Men det skal gå fremad år for år. Og det gør det ikke nu. “

Således skriver top radikal folketingskandidater i Berlingske. Argumentet de fremfører er at “ligestilling svarer til mangfoldighed, der erfaringsmæssigt fører til innovation, der igen fører til vækst,” men den række af argumenter er nok strukket lidt vel rigeligt og underminerer nærmest sig selv.

At ligestilling (vi taler her om ligestilling kønnene i mellem) skulle svare til mangfoldighed kan anskues på to måder, nemlig enten at mænd er en ensartet masse og at kvinder står for mangfoldigheden og at flere kvinder derfor vil bringe mangfoldighed – den ser vi bort fra her, det er ikke det der menes – eller at mænd for sig og kvinder for sig er en forholdsvis ensartet masse og at det grundlæggende giver mangfoldighed at blande de to.

Nu er der blandt mænd alene mangfoldighed nok at tage af – betænkt f. eks. Sven Ole Thorsen, Ole Henriksen, Mogens Glistrup og Peter Lundin, alle særdeles innovative typer på deres eget felt – og den mangfoldighed der efterlyses er derfor af den slags som ikke har relevans for den konkrete (ansættelses)situation, for de der skal ansætte kan jo frit vælge enten en kvinde eller en mand hvis de ønsker det, men derimod et ønske om en mangfoldighed som bunder i en blot og bar kønsspecifik forskel: kvinder skal med, bare fordi de er kvinder. (Et eller ander sted i det argument ligger også en implicit præmis om at mænd ikke er gode nok, bare fordi de er mænd, men den lader jeg ligge til en anden god gang.)

Men hvis kønnet er eneste kvalifikation kan man vende argumentet på hovedet og spørge om kønnet så også kan accepteres som en manglende kvalifikation?

Jeg tror nok jeg kan svare på det spørgsmål på de to forfatteres vegne.

I sidste ende er det der efterlyses ren newspeak (The basic idea behind Newspeak is to remove all shades of meaning from language, leaving simple dichotomies (pleasure and pain, happiness and sadness, goodthink and crimethink) which reinforce the total dominance of the State. jvf. wikipedia):

“Vi ønsker os en strategi for ligestilling, mangfoldighed og vækst. Vi ønsker os en mangfoldighedsminister, som kan sætte handling bag ord. Ikke for vores skyld. Ikke for den enkelte kvinde eller mands skyld. For Danmarks vækst og muligheder i frem­tiden.”

Der er ikke det store indhold i disse fem linier og derfor kan de let, med baggrund i artiklen, oversættes sætning for sætning således:

“Vi vil have en plan for hvordan vi får kvinde i gode jobs. Vi vil have en minister der kan tvinge flere kvinde ind i gode jobs. For jeres skyld. For jeres skyld. For jeres skyld.”

Det her er politik når det er værst, nemlig rendyrket ideologi blottet for enhver form for refleksion over motiver og konsekvenser og desuden pakket ind plusord og klicheer der skal hjælpe med at sælge dette politiske candyfloss til hjælpe- og sagesløse vælgere.

Øv.

__________
Uffe Elbæk & Sofie Carsten Nielsen, Folketingskandidater for Radikale Venstre: Ligestilling giver vækst, Kommentar i Berlingske.