Carpe Amorem

… og mens jeg nu er ved Sophus Claussen (1865-1931), som ubestrideligt er blandt vores allerstørste digtere, så er det værd at erindre hvad han skriver om Det værste:

Hvad er vel saa tungt at erindre
som Synder, man ikke har gjort?
— maaské kan man banke lidt mindre
beængstet paa Paradis’ Port …
 
Men tænke sig, tænke sig: Tabet!
en uopkrævet Værdi!
at dér har man gaaet og gabet,
mens Lykken spasérte forbi!
 
For Pigen er dog bleven svanger,
kun var der en anden til Fa’r.
— O dette er værre end Anger
af alle de Synder, man har!

Måske er der virkelig ikke noget værre end dette, denne uformåenhed i forhold til selve livet og manglen på evne til at gribe dagen der byder sig til, men derfor kan man selvfølgelig godt forfalde til spekulationer over hvorledes denne lethed ville tage sig ud set fra den anden og feminine side, For den mistanke lurer unægteligt under overfladen, at det ikke er faderskabet, som digtet begræder at have ladet sig gå forbi, men en langt mere umiddelbar og kortsigtet fornøjelse.

(Men den mulighed foreligger afgjort også, at hun er ganske godt tilfreds med at sikre sig sin indbildte udødelighed (jvf Platon: Symp. 208e-209c), frem for den der kunne ligge gemt i en tur i høet med digteren, men i så fald er kan der ikke være nogen ægte fortrydelse, ikke for Claussen i hvert fald.)

En anden favorit – Emil Aarestrup (1800-1856) – kom egentlig til samme Erkjendelse omkring hundrede år tidligere, men unægtelig på en lidt anden måde.

At ikke jeg forlængst har hængt mig
Om hendes Hals, om hendes Knæ,
Og i mit Raserie har vovet –
Ja, hun maa troe, jeg er af Træ.
 
Men det er jeg paa ingen Maade;
O, gid jeg bare var af Træ!
Men, jeg er lidt moralsk, lidt dydig,
Og derfor egentlig et Fæ.

Det er svært ikke at holde af Aarestrup og hans fine uskyldige selvironi og den alvorlige og romantiske kontekst, hvori den præsenteret. BIlledet af digteren der ikke har vovet at kaste sig for hendes fødder, selvom hun givetvis har været interesseret, er både sødt og morsomt. Til gengæld er der virkelig ikke – i en moderne optik – meget erotisk over Aarestrups Erotiske Digte, og i en tid hvor det erotiske ofte mere handler om porno end følelse, kan han synes slemt bedaget for de, der ikke har taget den vinkel til sig. Men fint er det ikke desto mindre.

Men humor har de unægteligt begge to og de er også begge styret af lidenskaben, men dog med den væsentlige forskel, at hvor den ene egentlig er mand for situationen og blot begræder den tabte værdi, han ikke tog, så er den anden blot et fæ, fordi han ikke gjorde knæfald, ikke magtede at tage chancen for lykken. Der er næsten hundrede år til forskel og Claussen virker da også langt mere moderne og noget mere kynisk, men til gengæld er det Aarestrups selvironi der tiltaler os, sammen med den ydmyghed overfor kærligheden, som han også demonstrerer. Der er næppe noget smukkere, end det menneske der havner i sine følelsers vold.

For Claussen, der i sine digte som regel ikke skylder verden eller kvinden meget andet end sine ord og som lystigt tager hvad der tilkommer ham, resignerer andetsteds fuldstændig i forhold til Kærligheden:

Tal ej om skuffet Kærlighed
og Hjærter, som er brudt!
man gør sig lidt Besværlighed
og ta’r en ny til slut.

Tal ej om evig Kærlighed!
vort Hjærte kun slaar Smut;
det hopper let fra Sted til Sted
og synker træt til slut.)

Hos Aarestrup hedder det Angst, og forskellen er tydelig:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Hvor Claussen resignerer fra kærligheden ud fra spredte overfladiske øjeblikke og hjerter der hopper overfladisk fra sted til sted, er det hele vendt på hovedet hos Aarestrup, der så at sige resignerer ind i øjeblikket. Al den mening som Claussen ikke finder i øjeblikket, lægger Aarestrup ind i det med en insisteren på at det er nuet der gælder, ikke i relativ, men i absolut forstand. Der er ikke noget andet end dette nu, andet end dette korte øjeblik i tiden.

Og hvis man, lidt frit efter Wittgenstein konstaterer, at “hvis man ved evighed ikke forstår et uendeligt tidsrum, men i stedet tidløshed, så lever den evig, som lever i nuet“, så må det også være sådan, at hvis nuet bedst tilbringes i en kvindes selskab, følger det dermed også, at du hænger på hende i en evighed. Så man kan vel sige, at det gælder om at vælge med omhu, når man griber både øjeblikket og kærligheden.

Kvinder (ifølge Houellebecq)

“Jeg stirrede forbløffet på hende: For første gang i de ti år jeg af og til var stødt på hende, slog det mig at hun engang havde været en kvinde, og at hun i en vis forstand stadig var det, at en mand engang havde begæret denne lavstammede og firskårne, næsten paddeagtige skabning. Heldigvis fejlfortolkede hun mit ansigtsudtryk.” (s.75)

Læser Houellebecqs Underkastelse og konstaterer, at hvor Platform formåede at irritere mig så grænseløst at jeg endte med at kyle bogen tværs gennem stuen, så er noget lignende slet ikke tilfældet i denne omgang; men nu er to bøger af et forfatterskab jo  ikke tilstrækkelig til at fælde nogen form for dom, for nu slet ikke at tale om at udlede en tendens, så vi nøjes blot med at konstatere, at forfatteren i denne roman skyder muntert og fornøjeligt i alle retninger og at det sine steder er skarpt nok til at vække latter, også genkendelsens, men dog endnu ikke til at fremprovokere hverken irritation eller forargelse. Måske fordi jeg endnu kun er halvvejs eller måske det bare er hans beskrivelser af kvinder der formilder?

“De rige saudiske kvinder der om dagen var iført uigennemsigtige burkaer, forvandlede sig om aftenen til paradisfugle og pyntede sig med corsager, gennemsigtige bh’er og g-strenge smykket med farverige blonder og similisten; det var nøjagtigt omvendt i forhold til de vestlige kvinder, der om dagen var elegante og sexede fordi deres sociale status afhang af det, og som når de kom hjem om aftenen sank sammen og skiftede til afslappet og uformeligt tøj og udmattet opgav enhver tanke om forførelser.” (s.87)

“I det øjeblik hun lod sig dumpe ned i sin sofa og sendte tabboulehen et fjendtligt blik, kom jeg til at tænke på Annelises liv og på alle vestlige kvinders liv. Om morgenen ordnede hun sikkert sit hår og valgte omhyggeligt en påklædning der var i overensstemmelse med hendes job, hvilket i dette tilfælde antagelig tilskrev at hun skulle være mere elegant end sexet, det var en kompliceret afvejning, hun måtte sikkert bruge lang tid på det inden hun afleverede børnene i vuggestuen, dagen gik med mails, telefonsamtaler og forskellige møder, omkring kl. 21 kom hun så hjem (det var Bruno der hentede børnene sidst på dagen og lavede aftensmad til dem, som funktionær havde han kortere arbejdstid), hun sank sammen, smuttede i en sweatshirt og et par joggingbukser, det var sådan hun præsenterede sig for sin herre og mester, og han måtte, han måtte nødvendigvis have en følelse af at være blevet røvrendt, og hun havde selv en følelse af at være blevet røvrendt, og af at det ikke ville blive bedre efterhånden som årene gik, børnene ville blive større, og ansvaret på jobbet som ville blive tungere, for slet ikke at tænke på kroppen der ville blive slappere.” (s. 89)

“Den kvinde Huysmans ledte efter hele sit liv, havde han allerede beskrevet i en alder af syvogtyve eller otteogtyve år i Marthe, hans første roman, offentliggjort i Bruxelles i 1876. Det meste af tiden skulle hun være en husmoderlig kvinde, men hun skulle også være i stand til at forvandle sig til en tøjte – på bestemte tidspunkter, præciserede han. Det lyder ikke særligt indviklet at en kvinde forvandler sig til en tøjte, i hvert fald mindre indviklet end at få en bearnaisesauce til at lykkes; ikke desto mindre ledte han forgæves efter sådan en kvinde. Og indtil videre var det heller ikke lykkedes mig.” (s. 93)

__________
– Michel Houllebecq: Underkastelse. København 2015.

Tintinnabulum

Til ære for Marie Krarup, som i følge BT altså kun bliver 50 år i dag, selvom hun undertiden giver udtryk for en livsfrygt, der er en 100-årig værdig; i den alder, altså i nærheden af de hundrede, er det ganske forståeligt hvis man efterhånden har oparbejdet – jvf dette indlæg – en decideret frygt frugtbarheden og alle dens forbandelser:

“Jeg er så glad for, at jeg ikke lever i en asa-frugtbarhedsreligion, der også var meget præget af frugtbarhed og ritualer, og hvor der også var fallossymboler. Jeg er glad for, at vi blev kristne og blev drejet ind i den vestlige kultur.”

Roman%20tintinnabulum%201adc… bringer jeg dette billede (fundet her) af en romersk vindklokke af en type som engang for meget længe siden var uhyre almindelige og udbredte og hang frit fremme til pynt og til nytte.

Fra wikipedia: “In ancient Rome, a tintinnabulum was a wind chime or assemblage of bells. A tintinnabulum often took the form of a bronze phallic figure or fascinum, a magico-religious phallus thought to ward off the evil eye and bring good fortune and prosperity. A tintinnabulum was hung outdoors in locations such as gardens, porticoes, houses, and shops, where the wind would cause them to tinkle.”

Strøtanker 2

En dansk professor i sexologi mener i følge Berlingske, at “danske folkeskoler bør sætte porno på skoleskemaet for at øge de unges kritiske sans over for filmene”, hvilket omtrent svarer til at foreslå, at man giver eleverne en flaske sprut og sætter druk på skemaet, så de kan lære at håndtere en brandert.

Eventyret i den fremmede Stad

Friedrich von Amerling: Oehlenschläger (1844)
Adam Oehlenschläger (1844)

Hvad pokker skulle man bruge sådan en tirsdag aften i januar på, om ikke i selskab med Adam Oehlenschläger (1779-1850), en flaske whisky og Eventyret i den fremmede Stad? Når man nu på tredje år ikke ejer et tv og er desto lykkeligere derved, kan man passende hengive sig til fortidens dramaer og nyde denne romance af vores nationaldigter, som på mindre end hundrede vers præsenterer os for intet mindre end tre forliste kærligheder og to drab og hensigten om et tredje, altsammen iscenesat i en fremmed og formodentlig sydlansk stad. En munter lille tragedie i kortform, som ellers ikke helt passer ind i vores kategori sjov med meningsløs vold, eftersom forløbet giver ganske god mening i al sin dramatiske udfoldelse.

Og som jeg nu hen ad Gaden gik
I den fremmede Stad,
Da faldt paa en Møe mit speidende Blik;
Hun i Vinduet sad.

Jeg stod, og glemte at vandre hiem,
Saa elskovsvarm.
Over smekkre Midie svulmede frem
Den unge Barm.

Hendes Øine var store, hendes Hænder var smaae,
Hun var saa rank,
Bort skulde jeg gaae, men jeg kunde ey gaae.
Hendes Øye sank.

Hver Dag jeg hen forbi Vinduet gik
I den fremmede Stad;
Hun skienkte mig altid et venligt Blik,
Før vi skiltes ad.

Min Cithar under Vinduet klang,
Var Natten smuk;
Hun lønned altid min Elskovssang
Med et sagte Suk.

En Midnat smelted den Huldes Aand,
Da Cithren lød.
Hun rakte mig kierligt sin Lilliehaand,
Den var saa blød.

En Rose jeg trykte i sneehvide Hud,
Med brændende Mund.
Hun smilte og saae saa venligt ud,
Saa bortsvandt hun.

Tungsindig tit forbi speilklare Søe
Jeg tog min Vey,
Ukiendt med Hver, selv den elskede Møe
Jeg kiendte ey.

Jeg gik i Nætter og Dage tree,
I den fremmede Stad;
Men ey længer jeg fik den Elskte at see,
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Dag derhen jeg gik,
Med tunge Skridt,
Da standsed i Vindvet mit matte Blik
Paa noget Hvidt.

O da hæved sig atter saa glad, saa glad,
Mit Hierte trangt;
Men ak! det var ikke min Møe, der sad,
Men et Klæde langt.

Jeg gik i Nætter og Dage tree
I den fremmede Stad;
Men ey længer jeg fik den Elskte at see,
Skiønt jeg sang og bad.

Den tredie Nat derfra jeg gik,
Og vilde bort;
Da standsed i Porten mit matte Blik
Paa noget Sort.

Jeg hylled mig ind i min lange Talar
Med forvirret Sands.
En Liigkiste ud af Palladset man bar
Med en Jomfruekrands.

Jeg sneg mig bagefter i Fakkelskin,
Med den lange Rad.
I en Kirke de satte Kisten ind,
Og skiltes ad.

Taus skiulte jeg mig i et Pulpitur,
Saa kold og bleg;
Giennem Blyevindvet saae jeg, i sorte Natur,
Blodmaanen steeg.

Da vilde jeg rave til Kisten hen,
Som for Altret stod;
Men jeg hørte Noget at rasle igien.
Iis blev mit Blod.

Og grant jeg en Yngling ved Kisten saae,
Bleg som en Aand.
Den duftende Krands han stirrede paa
Med en Dolk i Haand.

“Dig har jeg nu givet til Døden hen,
Troeløse Møe!
I Morgen din ukiendte, fremmede Ven
Skal ogsaa døe.”

Da sneg jeg mig bag ham med harmfuld Aand,
Med Hævnens Lyst;
Og vristed ham Dolken af skielvende Haand.
Den fandt hans Bryst!

Rødt strømmed hans Blod som en skummende Elv
Over Kisten lang.
Da tonede Orglet af sig selv
En Sørgeklang.

Jeg raved til Døren med selsomt Mod,
Slukt var mit Had.
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.

Kun syv år efter digterens død kastede gribbene … skrev Liebenberg om digterens hang til at finpudse detaljer i sine værker og gav samtidig en version af ovenstående digt, som slutter således:

Jeg raved til Dören med bange Mod
Kun lidet Glad
Inden Hanegal jeg atter forlod
Den fremmede Stad.

F. L. Liebenberg: Nogle Bemærkninger Om Textcritiken i Oehlenschlägers Skrifter, Nordisk Universitets-Tidsskrift vol. 3.1 s.191-218. (Ill. nedenfor via runeberg.org)

… og han konstaterer lærd og tørt, at “Mange ville i sidste Strophe maaske nödigt savne den Læsemaade, som de fra “Poetiske Skrifter” eller senere Udgaver ere vante til, Slukt var mit Had, uagtet den ikke kan kaldes god, da der i Romancen kun har været Tale om Kærlighed, Skinsyge og Hævn, men ikke om Had.”

“Mange” må så være det brede publikum, som selvfølgelig ikke sætter pris på de finere detaljer, men man kan nu godt indvende, at hvor kærlighed og skinsyge er følelser, er hævnen den handling, eller trang til at handle, som udspringer af følelsen af had, som i øvrigt kan balanceres så smukt, når man også bærer i sig hævnens lyst.

Monogami og natur

“Monogami strider mod vores natur” lød det temmelig bastant fra en artikel i Politiken , som for at bevidne den påstand, citerer den amerikanske antropolog Helen Fisher – der gennem studier har fundet frem til, at den naturlige længde for et ægteskab er fire år – for følgende genialitet:

“Denne drive til at finde sammen og blive sammen som par i mindst fire år udviklede sig for millioner af år siden. Den oprindelige standardperiode mellem fødsler var fire år, fordi fire år typisk var den periode, det tager at finde sammen, få et barn og få det igennem småbørnsstadiet.”

Selv hvis vi ser bort fra det latterlige regnestykke som giver et fireårigt facit (som i øvrigt er tæt på at være en perfekt cirkelslutning) og hvis vi ser bort fra at mennesket endnu ikke var menneske for millioner af år siden, men faktisk blandt andet har fordoblet hjernestørrelsen siden da, så er der stadig andre væsentlige faktorer, som f. eks. kulturens opståen, som det nok også var værd at tage i betragtning.

Men Helen Fisher er, som det fremgår den artikel hvor hun lacerede sin frieårs teori, et temmelig firkantet menneske, for som hun selv skriver:

“I see no reason why these early human pair bonds always needed to be permanent. Once a child had been weaned, it could join play groups or become the responsibility of several community members. Why should a couple necessarily remain together unless a second infant was conceived?” (Helen Fisher: The Four Year Itch. Natural History Magazine Okt. 1987 vol. 96, s.22-28)

Ja, hvorfor skulle de dog have ønsket det, de kære forfædre …

Et noget andet syn på verden har antropolog ved RUC Christian Groes-Green, som i følge samme artikel mener at Helen Fishers teori om monogami “bærer præg af for meget fokus på kemiske reaktioner og evolutionære teorier” og “at det i dag i langt overvejende grad er kulturelle sammenhænge, der afgør grader og frekvens af accept af utroskab eller muligheden for livslang monogami.”

Christian Groes-Greens forklaring er simpel:

“Internettets fristelser og kontakter, øget mobilitet og arbejdsliv og stigende mulighed for anonymitet i storbyerne. Det øger alt sammen muligheden for mange løse eller faste kontakter og giver mindre mulighed for social og seksuel kontrol af den anden.”

Så alternativet til polygami og utroskab og overlappende seksuelle forhold er “social og seksuel kontrol af den anden”?

Suk!

Paolo_Veronese_020_unfaithfulness
Paolo Veronese (1528–1588) ((via wikipedia)

Bortset fra at jeg slet ikke forstår udtrykket accept af utroskab, så er det ganske enkelt nedslående med en sådan mangel på fantasi og indsigt, ligesom det er latterligt at forfalde til forsimplende forklaringsmodeller ved at inddrage det sidste nye kulturelle fænomen; internetttets fristelser frister ikke med noget, som ikke alle dage har været der. Mennesket er nogle grissebasser og har altid været det.

Men når det er sagt, så skal der også herfra føres et forsvar for det monogame. For der er trods alt mennesker i verden, som søger andet og mere end det overfladiske og tilfældige og uforpligtende, som der ligger i “overlappende seksuelle forhold” og der findes faktisk mennesker der søger det af egen fri vilje og indgår i det, uden nødvendigheden af den trussel der ligger i den andens sociale og seksuelle kontrol.

Den stædige insisteren på troskab er en nødvendig forudsætning for den dybde der ligger i den nære fortrolighed og i den grænseløse tillid. Uden den er kærligheden en umulighed, eller i det mindste ikke muligt som andet end noget uforløst eller ulykkeligt.

I den forbindelse er skilsmissefrekvenser ikke specielt relevante – heller ikke selvom de kan føres millioner af år tilbage. For selvom det kan da godt fremføres at de fleste mennesker bliver skilt før eller senere, er pointen jo netop, at den eneste ene ikke er et bestemt menneske derude, som vi partout skal finde, men derimod at der er et menneske derude, som vi, mere eller mindre frivilligt, gør til den eneste.

Det er et valg vi træffer. Et ideal … og det er med idealer jo også sådan, at det er noget vi kan stræbe efter, en retning at gå i, men det er også et mål vi ikke altid formår at nå, hvilket så i grunden ikke er så vigtigt, for det er gennem den stræben, at vi hæver os over dyrene (og homo erectus) og bliver mennesker. Det er et spørgsmål om karakter.

Og så kan det godt være, at det ikke er noget for dig, kære læser, men det er så dit valg og dit liv: du har nøjagtig lige så meget ret til at leve det lige så overfladisk, som du har lyst til, som andre har ret til at vælge noget andet. Men du skal vide, at det intet har med natur at gøre. Videnskaben kan ikke tages som gidsel og bruges til at retfærdiggøre en søgen efter ligegyldigheden og overfladiskheden; for det er trods ikke ligheden med dyrene eller med tidlige forfædre, der definerer hvem vi er, men derimod defineres vi af det vi stræber efter være.

__________
Kirsten Nillson & Michael Rothenborg: Monogami strider mod vores natur, Pol. 29/12 2014

Brøndgarnet

There was a young damsel named Baker
Who was poked in a pew by a Quaker.
He yelled, “My God! What
Do you call this – a twat?
Why, the entrance is more than an acre!

There was a fat lady of China
Who’d a really enormous vagina,
And when she was dead
They painted it red,
And used it for docking a liner.

Information bragte i weekenden 26-27. april 2015 en artikel om hårmode under den i øvrigt noget besynderlige overskrift “Brøndgarnet er på vej tilbage”, hvori forfatter Merete Pryds Helle er citeret for følgende:

“Hvis jeg vil have sex med kvinder, vil jeg også gerne have, at der ikke er hår. Ellers er det besværligt. Man kan jo ikke finde rundt. Men hvis andre synes hår er sexet, så fint nok. Så er vi bare forskellige på det område.”

L'Origine du Monde
Gustave Courbet: L’Origine du Monde

Besværligt at finde rundt i? Virkelig? Man tør næsten ikke spørge til størrelsen på disse organer som Frk. Helle fordyber sig i, men foretrækker i stedet at konstatere, at der åbenbart hos hende er er visse problemer med selverkendelsen.

Det er ellers Frk. Helle, der – ifølge selv samme artikel – “peger på et overset paradoks ved det store rasende debat om den behårede trekant: Selv for dem, der mener at være feminister, handler det hele tiden om det mandlige blik på kvindekønnet i stedet  for, hvordan det føles indefra.” For, som Frk. Helle siger “De siger jo ikke at det er godt for for sexlivet at have hår. De taler om, hvor vidt manden ser dem som en lille pige. Jeg er ligeglad med blikket. Jeg er kun interesseret i, hvad jeg føler og mærker.”

Bortset fra at Frk. Helle sagtens kan være ligeglad med “blikket” fra mænd, når hendes eget ærinde tilsyneladende er at have sex med kvinder, så er det da påfaldende at hun, der så frejdigt gennemskuer andres manglende erkendelse af egne motiver, selv dækker sine egne behov for at følge mode og ydre påvirkning bag absurde bortrationaliseringer, som at en smule behåring skulle gøre det svært at finde rundt. (I samme kategori er den også ofte hørte og ikke mindre tåbelige indvending: “Hvem gider at have hår i maden?“)

There once was a Queen of Bulgaria
Whose bush had grown hairier and hairier,
Till a Prince from Peru
Who came up for a screw
Had to hunt for her cunt with a terrier.

__________
NB!  Limericks via G. Legman: The Limerick. (N.Y. 1991) #128, #138 og #141. Se evt også #246: There was a young lady whose thighs, / When spread showed a slit of such size, / And so deep and so wide, / You could play cards inside, / Much to her bridegroom’s surprise.

Eros iv

“As erôs is an invasive force from outside, its presence can be shaming and disorienting, in that it takes away one’s better judgment and one’s sense of independence; erôs forces us to confront our lack and need […]. Erôs, moreover, regularly forces people to do things which they, in more considered moments, know to be wrong or socially disapproved; it is traditionally an irrational power which works against the better counsels of reason.” ((Richard Hunter: Plato’s Symposium. Oxford 2004. s.17))

Eros iii

Ludvig_Bødtcher_(C._A._Jensen)Midt i Kampens Lyn og Torden,
Midt i Verdens vilde Stræben,
Svæver Eros over Jorden
Trøstig med sit Smil paa Læben:

Hvor det milde Blik han hæfter,
Seer han Mørkets Aander række
Mennesket de skjulte Kræfter
For at myrde, ødelægge!

Men mod Alt, hvormed de true –
Projectiler, Staaldæmoner,
Sætter han sin gyldne Bue,
Sigtende mod alle Zoner –

Sætter han de varme Blikke,
Naar en Qvinde kjærligt smiler –
Anden Ild han bruger ikke,
Det er Gudens Projectiler.

Blødt, som Vox, hensmelter Staalet,
Tifold selv om Hjertet smedet,
Naar hans Øje søger Maalet,
Og hans Haand har Pilen ledet.

Ja, for Hver, som sank til Hvile,
– Livet slukt i Krigens Jammer –
Sender Eros tusind Pile,
Tænder tusind nye Flammer!

Skal end længe Jordens Stjerne,
Som sig fast i Vanvid drejer,
Fra Lyksalighed sig fjerne,
Blind for al det Held, den ejer –

Sikkert Timen dog oprinder,
Ihvor giftigt Slangen hvisler,
Da hans Rose overvinder
Alle Jordens fæle Tidsler!

– Ludvig Bødtcher: Eros ((Samlede Digte s. 183-4))

Nonne

Sophus_MichaëlisEn Nat — en Nat i Favntag kun
paa Eros’ Purpurleje,
et Nu — et Nu af Evighed
jeg vil din Ungdom eje.

Og har jeg klædt i Kys og Ild
de nøgne Jomfrulemmer
og brændt mit Billed i din Sjæl,
saa du det aldrig glemmer,

— saa tag dit Lin, dit sorte Lin
og klæd dig paa som Nonne
og hæft et Slør for Øjets Glød
og for din friske Aande.

Og lad dit Legems hvide Kød
Askesens Skumring blinde,
og dine Lokkers sorte Pragt
bag Dødninglin forsvinde.

Kun dine Bryn — de stolte Bryn
som lange smale Vinger
skal give Blikket Himmelflugt,
der mig i Støvet tvinger.

Din Mund — din faste røde Mund
skal stivne stum og stille,
og aldrig mer et Længselssmil
om dine Læber spille.

Din Haand — din hvide varme Haand,
den bløde Kærtegnsvifte,
skal isne mig foran dig ned
og tvinge mig til Skrifte.

Og Tugt skal strømme fra dit Blik
og Kirkens store Kulde —
og aldrig nogen Stemning mer
dit Blod i Bølger rulle.

Da vil jeg knæle for din Fod
og stivnes af dit Øje
— og vi mit Liv til Bøn og Bod,
Madonna i det Høje!

– Sophus Michaelis: Solblomster s. 133-4