Sjov med meningsløs vold

I den forgangne sommer bragte Ekstra Bladet en historie fra Vorbasse Marked. (Vorbasse er i det mørke Jylland, beliggende omtrendt midt mellem Vejen og Billund.) En historie om dyremishandling og en historie fuld af forargelse, som de jo i reglen er når Dyrenes Beskyttelse medvirker.

Det var en flok fulde unge mennesker, der deltog i det årlige Vorbasse Marked, som fredag aften havde fået den afsindige ide at drukne små, hvide mus i en balje med vodka. (*)

Det lader til at den lidt vel kreative leg har forarget tilstedeværende, for

En repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse blev tilkaldt og fik stoppet mishandlingen. Flere af musene var da døde, og de resterende blev kørt til en dyrlæge, der aflivede dem.

Så vidt jeg ved sælger min lokale købmand fælder der kan klare den opgave uden de problemer som dette overdrevent sentimentale forhold til dyr medfører. Betale en dyrlæge for at aflive et par (oven i købet berusede) mus? Næh, dengang jeg var barn …

… da boede jeg også derude på landet i det meget mørke Jylland, nærmere bestemt i Mollerup, det ubetydelige hul i jorden omtrendt midtvejs mellem Randers og Viborg, som i en årrække udgjorde verdens navle for undertegnede. Og det var nu ikke så ringe endda.

For eksempel når naboen, gårdejer Thomsen, åbnede roekulen og skulle køre roer ind. Så kom musene ud – der var mange – og så stod vi fire-fem drenge parat til en munter leg, som i al sin uskyldighed gik ud på at musene skulle slås ihjel med det forhåndenværende våben: roer. Roer er store og tunge nok til at vende vrangen ud på en mus hvis man rammer præcist. Det gjorde vi selvfølgelig ikke altid, men så kunne de små kræ altid stole på at den efterfølgende roe ville bringe udfrielse fra lidelserne.

Jeg husker ikke hvor mange mus vi kunne slå ihjel på sådan en glad eftermiddag, selvom jeg er helt sikker på at der blev ført regnskab og kåret en vinder, men det var mange.

Nåja, dengang var der ingen verdensfjerne moralister og jurister – som f. eks. Søren Stig Andersen, der i Dyrs rettigheder (Juristen nr. 7 1998, side 249-267)  mener at vise at “dyr har i hvert fald to grundlæggende moralske rettigheder: retten til ikke at blive udsat for fysisk og psykisk vold samt retten til at få deres behov opfyldt, når de er taget i menneskelig varetægt.” – til at fortælle os at den slags var forkert, at dyr havde umistelige personlige rettigheder og krav på at få opfyldt deres personlige behov og den menneskeliggørelse af dyrene som dyrerettighedsforkæmpere alt for ofte står for, var vistnok ganske ukendt.

I hvert fald er jeg sikker på at tanken om at en mus bør skånsomt aflives af uddannet personale ville have været Achton Friis ganske fremmed i 1909, når han lystigt beretter om Danmarksekspeditionens jagt på hvalrosser:

De havde nu fået en så stærk strøm imod, at Mylius og Bendix Thostrup talte sammen om, at enten måtte det være et sund, de var kommet ind i, eller også måtte et stort vand have sin udløb i bugten, thi ebben alene kunne ikke sætte et sådant vande. Opmærksomheden blev dog snart bortledt fra dette emne ved at Tobias på en lavt udløbende sandodde pludselig opdagede en del mørke punkter, som først antoges at være klippesten men et øjeblik efter viste sig at være en hel hjord af hvalrosser, som lå her side om side ved strandkanten. Til trods for, at motorbåden to gange passerede flokken, lod den sig dog ikke anfægte af støjen, men sov roligt videre. Det var først bestemmelsen at angribe dem fra båden; men Thostrup rådede fra dette, idet han gjorde opmærksom på det farefulde i dette foretagende med henblik på det ukendte farvand og de overlastede både, af hvilke jo kun den ene havde bevægkraft, medens den anden, som slæbte efter, hindrede manøvrefriheden alt for meget. De sejlede da forbi og satte bådene på land et par hundrede meter fra stedet. Så listede de sig i række, dækkende bag hinanden og med bøsserne klar, hen til flokken.

Og her begyndte nu et øjeblik efter et frygteligt blodbad. Fortællingen herom fik straks hårene til at rejse sig på vore hoveder – og ikke mindst på fortællerens, men jeg tror, den sidste nød det.

Ordren havde lydt på, at alle mand tilsammen kun måtte holde på tre bestemte dyr for således at være sikker på at få dem. Men det var kun i første omgang, at dette kunne respekteres. Strak, da den første salve bragede, fór dyrene op af deres dvale, og i næste øjeblik var forvirringen og dræbningen almindelig. Hvalrosserne forsøgte på at flygte og komme til en side; men hvor de end vendte sig hen, så de disse gesvindte smådjælve fare rundt og knalde dem i ansigtet. Det var jo til at gå ud af sit gode skind over. De vraltede halvfjollede rundt på deres tunge forluffer, hvæsede mod skuddene og slap damp ud i lange, røde stråler, hjælpeløse som lokomotiver, der er løbet af sporet. Når endelig én af dem tossede ned mod strandkanten, blev den straks opdaget, og en 6-8 projektiler standsede den her, inden den nåede det frelsende element. Man så hvalrosser omringede på tre alens afstand af 4-5 mand, der samtidig skød på dem fra hver sin kant. Dér lå da i løbet af få sekunder 11 dyr på stranden; kun et par stykker slap i vandet og væk. Så endte slaget. Der blev ingen mennesker skudt. (Achton Friis: Danmarksekspeditionen. Gyldendal 2005. p 95-96)

Jeg er også ret sikker på at de hunde som Danmarksekspeditionen medbragte ikke fik deres retmæssige behov opfyldt:

En hund gik over bord på de andres vagt i dag. Men den blev reddet henne ved roret, hvor man var så heldig fra dækket at få slået en løkke om halsen på den og halet den den op over lønningen. Det er ellers på den måde, man undliver hunde derhjemme.

De stakkels dyr lider utroligt meget ondt på rejsen; magre og forkomne, som de efterhånden er, har det ikke modstandskraft nok overfor de stadige strabadser. Der står evindeligt iskoldt vand på hele fordækket, deres poter er opblødte, røde og tyndhudede ad væden; de står med klamme rygge, halen mellem benene og ryster af kulde. Når de overvældes fuldstændig af trætheden, falder de om i et pløre af vand og ekskrementer, som det er umuligt at holde fjernet fra dækket, hvor de altid opholder sig. De stinker af snavs og er forbidte, skrammede og forslåede over hele kroppen. Den tætte sammenstuvning af så mange familier og spand afstedkommer stadig blodige slagsmål. Falder én eller anden svag djævel så til dæks, styrter en sværnm af bestialske rivaler i mad og kærlighed sig straks over ham, og passer man ikke godt på, kan man et øjeblik efter finde et ukendeligt kadaver midt i møddingen. (Friis, op. cit., p. 27-28)

Det interessante er nok ikke at holdninger skifter, det gør de ofte og det burde ikke ligefrem nogen hemmelighed at man ikke til alle tider har været lige sentimental overfor dyr eller for den sags skyld mht. børn:

liberos, si debiles monstrosique editi sunt, mergimus; nec ira sed ratio est a sanis inutilia secernere. (Seneca: De Ira I 15,2)

Det interessante er den totalitære indstilling der søger at gennemtvinge en moral der vil straffe for forhold, hvis ulovlighed ville have været indlysende tåbelige for mindre end en menneskealder siden:

Det er en grel dyrværnsag, men vi kan ikke gøre noget, for vi ved ikke, hvem der mishandlede musene, siger Ida Holk Madsen, der er kredsformand i Dyrenes Beskyttelse. (Rosbøg, op. cit.)

Men det er jo, som jeg har sagt før, sådan, at når ideologien går ind, så går forstanden ud. Eller måske rettere, når enhver form for dannelse er fraværende, in casu et historisk perspektiv der næppe engang rækker mindre end en menneskealder tilbage, så ender mennesker alt for ofte som ofre for tilfældige indskydelser eller moralske vildfarelser.

(*)Sanne Rosbøg: Druknede mus i vodka for sjov. eb.dk d. 22. juli 2007 kl. 10:40 Ja, nu skal man jo ikke tage en avis som Ekstra Bladet særligt alvorligt; de er jo ikke netop berømte for at omgås sandheden med ynde og omhu, hvilket blandt andet ses af at artiklen ikke kan blive enig med sig selv om hvorvidt der var tale om en balje eller en kande med vodka. Men hvor pinligt det end er at en Ekstrabladsjournalist ikke kan skrive ti liner uden at modsige sig selv, er det dog uden betydning for vores formål.

Hvad mener du…?

En københavnsk urmager er blevet frikendt for at have skudt tre røvere under et røveri mod sin butik. Han handlede i nødværge sagde byretten. Urmageren blev dog dømt for ulovlig besiddelse af flere skydevåben. I den forbindelse har nyhedsavisen, med vanlig mangel på seriøsitet, fristes man til at sige, spurgt manden og kvinden på gaden om deres holdning til den sag.

Nu er det ikke særligt interessant at høre hvad tilfældige mennesker på gade mener; deres meninger er som oftest uovervejede hvis ikke ligefrem uforstandige og de få svar der kan bringes (i en avis eller tv-udsendelse) kan alligevel ikke på nogen måde siges at være repræsentative, da de både er få og underlagt en redaktionel udvælgelse. De tjener tilsyneladende ikke andet formål end at forsikre læserne om at gennemsnitlige mennesker har gennemsnitlige meninger. Her er et eksempel:

“Han bør straffes for alt. Både skyderiet og våbenbesiddelse – det går ikke, at en person i Danmark løber rundt med våben og skyder. Og jeg mener ikke, at selvtægt hverken kan eller skal retfærdiggøres”, siger Rune Franck Henriksen, studerende på 25 år. (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007)

Således taler manden på gaden og leverer et glimrende eksempel på ovennævnte uskik: Citatet er fuldkommen irrelevant, da retten netop har afgjort at det ikke var selvtægt, men derimod nødværge da urmageren skød de tre røvere.

Damen på gaden leverer i øvrigt et ligeså intetsigende svar på spørgsmålet “Hvad mener du…?”

“Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Jeg kan godt forstå hans situation, selvom jeg ikke kan forsvare det. Man kan jo ikke bare gå rundt og skyde folk,” siger Pernille Thulin, 34 år. (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007)

Man kan undre sig over at journalister gider spørge tilfældige mennesker om deres mening om noget de ikke har haft en chance til at sætte sig ind i (sandsynligheden for at manden på gaden har haft mulighed for at læse dommen er uhyre lille) og måske endnu mere at folk er villige til at give deres mening til kende om ting de vitterligt ikke ved noget om.

Men vigtigst: Hvorfor vælger en avis at bruge hovedparten af deres forside til sådanne intetsigende kommentarer? (Det spørgsmål kunne godt fortjene en undersøgelse, men det forekommer temmelig komplekst og må vente.)

Noget helt andet er den kommentar anklager Jens Rasmussen kommer med i sin bekymring over dommen:

“Det kan sende et signal om, at der er fri adgang til at beskytte sig på den måde. Jeg havde hellere set et signal om, at folk skal beskytte sig på lovlig vis. Urmageren kunne eksempelvis have anskaffet sig videoovervågning eller en vagthund.” (Nyhedsavisen d. 29. juni 2007 p.8)

Det ville nok skabe respekt hos potentielle røvere, men jeg gad nok vide hvordan kunderne ville have det hvis de kom ind i en forretning hvor der stod to knurrende rottweilere. Jeg gad også nok vide om det kan bedømmes som nødværge, hvis man tæver en røver ihjel med et videoovervågningskamera? Eller mener anklageren blot at det ville være en fordel (for ham), hvis han havde en film der viste røverne skyde urmageren snarere end tre skudte røvere og en tabt sag?

Hysterisk

Jeg tror ikke på at børn er hysteriske. Det er situationen, der er hysterisk.

… siger Charlotte Guldberg, Formand for Børnerådet, i en artikel om børneopdragelse i Nyhedavisen, d. 11 juni 2007.

En situation kan på ingen måde være hysterisk. Mennesker kan være hysteriske (egentligt er det kun kvinder der kan, men det er en anden historie) eller man kan sige de reagerer hysterisk på en bestemt situation og det er jo det børn gør, nogle børn oftere end andre ligesom nogle har lettere ved det end andre. Alle forældre genkender det formodentlig som det der populært betegnes som et Bilka-anfald, men det er også en anden historie.
Værd at bemærke er metoden til bortforklaring der bliver anvendt i ovenstående citat. Den kunne finde anvendelse på utroligt mange områder.

For eksempel når jeg bliver bebrejdet at jeg er vred, kan jeg starks erklære at det ikke er mig, men derimod situationen der er vred. Eller endnu bedre: Hvis jeg er min kone utro, kan jeg med fordel hævde at det ikke er mig der er utro, men i stedet situationen. Eller man kunne forstille sig Sadaam Hussein for retten hævdende at det skam ikke var ham der var ond, men situationen.

Om klaphatte

“Ganske paradoksalt var det en tilskuer fra roligan-flokkens tribune, der blev den person, som hele Europa taler om i dag.
Det er ham, der nu er skyld i, at vi skal til at diskutere hegn om de store fodboldbaner.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark er på vej ud af EM.
Det er ham, der er skyld i, at Danmark nu risikerer alt fra at spille hjemmekampe uden tilskuere eller spille landsholdsbold i Hamburg.
Men det er i virkeligheden det, jeg er mindst optaget af i disse skrivende minutter.
Jeg er flov over at være dansker.
Jeg er flov over, at den monumentale klaphat – så vidt vides – har samme pas som mig.”

… skriver Peter Brüchmann under overskriften “Jeg er flov over at være dansker i dag” i en blog på bt.dk om den mand der efter at have drukket 15-20 øl, fik den ide at ville kommunikere koporligt med dommeren i lørdagens fodboldlandkamp mellem Danmark og Sverige. Nu er Peter Brüchmann sportsredaktør på BT, men egentlig kunne ovenstående lige så godt kunne have været et uddrag af tilfældig en teenagepiges dagbog, i og med at man med indførelse af “bloggen” som en del af visse danske avisers hjemmesider, tilsyneladende har valgt at lægge navn til stort set hvad som helst og dermed reelt at se stort på kvalitet, objektivitet og omtanke. Og netop omtanker er der i allerhøjeste grad brug for.

“Danske unge har et særdeles højt alkoholforbrug. Faktisk har danske unge opnået Europarekord i druk henholdsvis i 1995, 1999 og 2003.” (Sundhedsstyrelsen)

Således står der at læse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og uden ligefrem at skulle fremlægge dokumentation for påstanden, vil jeg hævde at der hver weekend er ikke så få tusinde danskere der drikker mellem 10 og 20 øl (eller dertil svarende mængder alkohol) på en aften og at ikke så få af dem begår dumheder af mere eller mindre seriøs karakter som følge deraf. En del af disse kan man bl. a. se optræde på danske fodboldstadions hver weekend.

Den eneste forskel på alle disse klaphatte og den klaphat der stjal billedet i lørdags er at den sidste tilfældigvis gjorde det foran et større publikum end det er de fleste andre forundt og eftersom han desuden alligevel ikke har nogen erindring om hvad han har gjort, kan man jo sige – uden dermed at fritage ham for et ansvar i den forbindelse – at det der skete blot var en tilfældighed der ventede på at ske.

Er det noget der giver grund til at føle sig flov over at være dansker?

Næppe, med mindre man har boet hele sit liv et kosteskab fuldstændig uden kontakt med omverdenen. Der har været masser (millioner?) af grunde til at floves tidligere, men det har jo ikke været bekvemt at gøre det, for det er jo almindelig accepteret adfærd der udmynter sig i at sætningen “Nu skal vi have det sjovt” er uløseligt forbundet med “Lad os få noget at srikke”. Forargelse sælger ikke aviser når det er læserne man forarges over.

Her derimod er der tale om et enkelt individ der tilfældigvis træder helt ved siden af og så stikker den indre journalistiske svinehund hovedet frem. Ham kan vi hænge ud, det er omkostningsfrit og det er nemt. Ikke et ord om at danske unge tre gange i træk har sat europarekord i druk og at det vil nærmest er et mirakel at hvad der skete i lørdags ikke er sket tidligere. Næh, manden her kan frit kaldes “klaphat” og det der er værre, fordi han tilfældigvis valgte nationalarenaen som stedet til at udleve sin brændert og uanset at det samme formodentlig kunne være sket for ikke så få andre.

Så meget desto mere grund til at være ansvarlig og besindig, ikke mindst hvis man er journalist. For hvad skal man kalde en klaphat hvis skam blot er et journalistisk virkemiddel som han kan bruge efter behag?