Den første gang føltes det lidt sært. Man forventer jo, at der kommer nogen. Heldigvis er vi flere om at dele oplevelsen og styrke hinanden. Nu vender jeg den om og bliver glad, når der kommer nogen.
Sognepræst Karin Jytte Langballe fra Nørre Vedby Kirke på Falster, som 13 søndage sidste år – sammen med organisten, kirketjeneren og kirkesangerne – mødte op til en tom kirke.
I følge Else Marie Kofod, ph.d. i folkloristik og leder af Dansk Folkemindesamling, “er det en naturlig udvikling, at de voksne ikke længere er med i selve fastelavnsfejringen på samme måde som tidligere” og hun udtaler i følge Ekstra Bladet følgende om fastelavn og hvad den er i dag sammenlignet med tidligere.
Både unge og gamle klædte sig ud og red rundt til naboerne og indsamlede mad, der så blev spist i fællesskab i landsbyen om aftenen. Om aftenen sluttede man af med konkurrencelege.
Men som industrialiseringen vandt frem, udskiftedes hestene efterhånden med traktorer, og optogene blev færre. Vi mennesker har også intellektuelt udviklet os, og voksne samles i dag om nogle andre ting end dengang.
Intellektuelt udviklet os? Samles om andre ting? Som f. eks. et karneval i København, som er en billig efterligning af et tilsvarende sydamerikansk? Halloween i stedet for fastelavn? X-Faktor? Paradise Hotel? Facebook?
Udviklet os intellektuelt?
Til orientering er her noget om fastelavn i gamle dage:
Katten symboliserede det onde, og for at jage ondskab og ulykke på flugt, slog man katten af tønden. Skikken kom til Danmark med hollændere, som boede ude på Amager. De gjorde et så stort nummer ud af fastelavnsfesten, at de kongelige og andre fornemme folk klædte sig ud i folkedragter og drog ud for at se på festlighederne. Således lå både Christian d. Syvende, Caroline Matilde, Struensee og hele hoffet i halm og tæpper og betragtede de folkelige løjer i 1771. Og der var nok at se på.
[...]
En af legene gik ud på, at man til hest red under en levende gås eller hane, der var hængt op i benene, som det gjaldt om at rykke hovedet af. For at legen ikke skulle slutte, så snart turen kom til den første stærke mand, blev dyret smurt ind i fedt, så kræet var sværere at holde fast på.[...]
Ordet fastelavn er en fordanskning af det tyske ord fastelabend, altså fasteaften. Sydpå kaldte man festen for carnival (efter carne vale, som let fortolket betyder farvel til kødet).
Edward John Poynter (1836–1919) • Cave of the Storm Nymphs
Efter nogle sager om “racisme” i fodbold, ikke i form af egentlig diskrimination, men kun i form af upassende tilråb, både spillere imellem og fra tilskuerpladserne, manede FIFAs president i forrige til besindelse og sagde “Man kommer nogle gange til at sige eller gøre noget i kampens hede, men når så kampen er forbi, så giver man hånd. Der kommer jo en ny kamp, hvor man så kan opføre sig bedre.” I dag følger den danske landstræner Morten Olsen trop:
Fodbold er jo survival of the fittest, det handler om at vinde fodboldkampe på alle måder. Selvfølgelig skal der være fair play, men i kampens hede kan du ikke løbe rundt og give hinanden skulderklap hele tiden. Naturligvis falder der ind i mellem nogle ord, mere naiv skal man heller ikke være.
… siger Olsen og fortsætter:
Fodboldspillere er ikke pæne drenge på banen. Der er mange, der er flinke uden for banen, men helt modsat inde på banen, som Dr. Jekyll og mr. Hyde. Derfor bliver der sagt ting og sager på en bane. Men helt ærligt, hold nu op: Kan det være rigtigt, at man hele tiden skal løbe rundt og passe på? Altså vi er blot mennesker, og vi kan fejle. Og at sige noget racistisk er at fejle. Jeg forsøger ikke at godkende det, men værre er problemet altså heller ikke.
Sådanne udtalelser kan man skam ikke komme med, for straks træder en af pænhedens og moralitetens vogtere ind på scenen og ytrer, ganske tanketomt, følgende:
Jeg synes, det er et rigtigt skidt signal, vores landstræner sender. Selvfølgelig vil det aldrig være i orden at bruge hudfarve til at diskriminere, og det håber jeg, Morten Olsen kan bringes til at forstå. Jeg mener, at det han har sagt her, er helt ude i hampen.
… siger Simon Christiansen, der er projektleder i Giv Racismen Det Røde Kort. Værd at bemærke er det at der er meget stor forskel på at diskriminere andre mennesker og på at tale nedsættende til dem i en presset situation. Der bliver helt sikkert både sagt og gjort mange ting på en fodboldbane som ingen af de implicerede ville gøre uden for banen. Simon says:
Jeg synes, det er en uklog beslutning af landstræneren at gå ud og sige det her. Jeg håber, han kan se, at det er helt forkert. Han bør trække sine udtalelser tilbage og erkende, at det er en fejl…
Erkend dine synder og bekend dine fejltrin og du skal få tilgivelse. Simon Christiansen er projektleder i et projekt som skal give et rødt kort til rascismen og får således løn for at holde gryden i kog. Det er hans job.
Det er ikke svært at være spiller. Det er jo ikke sådan, de skal lægge bånd på sig selv. Men der er nogle grænser – og i forhold til racisme er den soleklar. Det må være rimeligt at forvente, at man ikke er racistisk. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det, han siger…
Det er ikke ulovligt at være rascist og det kan sandelig være svært at konstatere om en given person er det, ikke mindst fordi rascistiske ytringer kan være ulovlige. Spørgsmålet er om ikke man ikke burde have en vis tolerance overfor kraftudtryk, også af den racemæssigt nedsættede slags, ikke mindst fordi du på en fodboldbane kan slippe af sted med at sige alle mulige andre mindre pæne ting ad hominem og sågar angribe din modstander fysisk på en måde som i hverdagen ville blive takseret som en overtrædelse af straffeloven, uden nogen tager specielt anstød af det.
På den anden side kan man kun vanskeligt diskutere nuancer med det imbecile “Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det, han siger…” Der er ikke meget håb der.
Det kan altid blive lidt for politisk korrekt, dvs. for pænt, for harmløst og for kedeligt, så her er, som modvægt, en politisk ukorrekt historie, en metamorfose, som jeg husker fra min barndom.
Dybt inde i det Afrika, er der en lille negerfamilie, far, mor og søn, som så brændende ønsker sig at være hvide.
De går derfor til den lokale medicinmand og han fortæller, at den eneste måde de kan blive hvide på, er ved at svømme over en meget stor flod ved fuldmåne.
Ved næste fuldmåne begiver familien sig af sted mod floden. Da de når frem, kaster de sig alle tre omgående ud i den brusende flod. Efter en hård svømmetur kommer negerfar over til den anden bred, og ganske rigtigt, han er forvandlet til en hvid mand.
Kort tid efter ankommer negermor, og hun er også blevet hvid. Men så ser ex-negermor at sønnen er ved at drukne ude i floden og siger:
- Skynd dig at redde ham.
- Ha, siger ex-negerfar, tror du jeg vil sætte livet på spil, for en niggerunge?
“Jeg vil på Facebook i min arbejdstid – og det skal være fra min iPhone! Sådan kan kravet i stigende grad lyde, når unge ansøgere er til jobsamtale,” skriver epn, “De unge stiller nemlig klare krav til it-udstyr og adgang til tjenester som Facebook – også i en grad, så det for mange er vigtigere end lønnen.”
Hver idiot sine lyster og fred være med det – det gider jeg slet ikke kommentere; ovenstående er bare en indgang til følgende.
I pausen mellem to forelæsninger på SDU i fredags, overhørte jeg en ung kvinde som, overfor den sagesløse underviser, halvt beklagede, halvt undskyldte sin præstation under en netop overstået prøve, med nogle forklaringer om at hun havde været væk et stykke tid og lige skulle med igen og så videre og så videre …
Efter at have afleveret klagesangen satte hun sig tilbage til sin pult og – hvad ellers? – hev mobiltelefonen frem for at tjekke facebook! Nu er vores underviser en meget tilgængelig og hjælpsom person, som normalt ikke har noget imod at besvare faglige spørgsmål i pausen, så det var en oplagt forspildt mulighed for den unge dame, til at få udfyldt et par tomme pletter på hendes erkelsesmæssige verdenskort. Men nej, og selvfølgelig stoppede det ikke der: to tredjedele af den efterfølgede forelæsning blev også tilbragt med mobilen i hånden og facebook på hjernen.
Her kunne (og burde) man skrive en hel masse ondt og modbydeligt, men det gider jeg ikke, for eksperter har i følge Politiken fundet ud af “at smartphones er medskyldige i hvert tredje tilfælde af stress“, og det giver jo egentlig god mening – ganske retfærdigt – hvis tøsen de sidste uger før eksamen bliver lidt stresset. (Lidt underligt i øvrigt for et par generationer siden ville det anvendte prædikat nok have været doven. Dovne mennesker bliver da ikke stressede, gør de?)
Kuren er, stadigvæk i følge Politiken, enkel:
… vil du undgå, at smartphonen får dit liv til at gå i sort, skal du være bevidst om, hvordan du bruger den.
Således siger Bo Netterstrøm, overlæge ved Arbejdsmedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital, som i følge Politiken er, en af Danmarks førende stressforskere og uddyber samtidig, hvordan man opnår denne højere bevidsthed udi kunsten at forbruge en smartphone.
»Først og fremmest skal du kun tjekke telefonen for e-mail og beskeder, når du har tid til at tage dig af det. Du skal ikke lade dig styre af telefonen og afbryde det, du er i gang med,« siger Bo Netterstrøm og påpeger, at man også skal huske at slukke smartphonen helt nogle gange.
No shit? Kan man bare slukke for den?
Livet er let…