Udødeligheden (a propos Ingemann)

A propos B. S. Ingemann:

“En af vore Digtere (Ingemann) skal, sentimentalt, være af den Mening, at endog ethvert Insekt er udødeligt.
Manden har Ret, kunde man fristes til at sige; dersom nemlig Mskene som de nu tildags fødes en masse ere udødelige, saa synes det ikke ubilligt, at ogsaa Insekterne blive udødelige.
Det er dette rigtige Theevands-Sludder, der er saa hjerteligt og rørende ægte Præste-Vrøvl, som altid excellerer i, hjerteligt, at udvande alle Begreber saaledes, at de blive til Intet, ja næsten modbydelige! Udødelighed, det | var engang det høie Maal, som Slægtens Heroer saae op til, ydmygt bekjendende, at denne Løn var saa overvættes, at Lønnen stod i intet Forhold til deres meest anstrengede Stræben – og nu er enhver Luus udødelig.
I Sandhed Ingemann, han burde have været Præst, indbunden med Fløiel baade i Ryggen og paa Maven og med en Guldqvast paa Skulderen! Skjøndt jeg ellers ikke kan lide at man vrænger med en Mands Navn, er der dog virkelig Noget i, at Heiberg kaldte ham: Ingenmand.
O det er afskyeligt, og det Afskyelige er især, at der ere Tusinder hvem Sligt synes en skjøn Følsomhed! Gid saa da blot ogsaa den gavtyveagtige Industrie vilde bemægtige sig denne Tanke, og Gavtyve af Præster (»Gaudiebe«) faae »en christelig Regjering« indbildt, at der christeligt | ogsaa burde gjøres Noget for Insekterne, disse udødelige Skabninger, at der burde ansættes nogle Sjelesørgere, i ethvert Fald oprettes nogle Levebrød..”

– Søren Kierkegaard: NB31:127 ⋅ 1854

Vampyren

Toi qui, comme un coup de couteau,
Dans mon coeur plaintif es entrée;
Toi qui, forte comme un troupeau
De démons, vins, folle et parée,

De mon esprit humilié
Faire ton lit et ton domaine;
— Infâme à qui je suis lié
Comme le forçat à la chaîne,

Comme au jeu le joueur têtu,
Comme à la bouteille l’ivrogne,
Comme aux vermines la charogne
— Maudite, maudite sois-tu!

J’ai prié le glaive rapide
De conquérir ma liberté,
Et j’ai dit au poison perfide
De secourir ma lâcheté.

Hélas! le poison et le glaive
M’ont pris en dédain et m’ont dit:
«Tu n’es pas digne qu’on t’enlève
À ton esclavage maudit,

Imbécile! — de son empire
Si nos efforts te délivraient,
Tes baisers ressusciteraient
Le cadavre de ton vampire!»

Charles Baudelaire: Les Fleur du Mal, XXXI – Le Vampire og i William Aggelers engelske oversættelse:

You who, like the stab of a knife,
Entered my plaintive heart;
You who, strong as a herd
Of demons, came, ardent and adorned,

To make your bed and your domain
Of my humiliated mind
— Infamous bitch to whom I’m bound
Like the convict to his chain,

Like the stubborn gambler to the game,
Like the drunkard to his wine,
Like the maggots to the corpse,
— Accurst, accurst be you!

I begged the swift poniard
To gain for me my liberty,
I asked perfidious poison
To give aid to my cowardice.

Alas! both poison and the knife
Contemptuously said to me:
“You do not deserve to be freed
From your accursed slavery,

Fool! — if from her domination
Our efforts could deliver you,
Your kisses would resuscitate
The cadaver of your vampire!”

Og selvom der sikkert ikke er en direkte sammenhæng mellem mine drømme og forestillinger og Baudelaires knivstikkende vampyrer, så skriver Sophus Claussen til gengæld de ord der binder det hele sammen:

De gode Engle har faaet Forfald og findes ikke.
Har Eventyret en kulsort Engel maaske at skikke?

og

Men disse Timer, som ej fik Ende, fortæred Sjælen,
saa Hjærtet brændte at sende Tiden et Skud i Hælen.
Hvad er en Mand, før han mødte Stunden, hans Sjæl befol —?

__________
C. Baudelaire: Les Fleur du Mal, Ed. A. Adam, Paris 1961
William Aggeler, The Flowers of Evil, Fresno, CA, 1954
Sophus Claussen: Fabler. 1917

Drømmebetydning

Jeg, der ellers sjældent drømmer, eller i hvert fald sjældent vågner tidsnok til at kunne huske dem, vågnede i morges midt i den mest perfekte drøm.

Siddende i et skovbryn i tusmørket ved et sæt bord og bænke af træ af den slags med metalskelet som ofte findes i parker, sammen med to andre personer, som jeg ikke har nogen klar erindring om hvem var, men der er vin på bordet og stemningen er afslappet og hyggelig, omgivet af de fineste små fine huse i træ af næsten eventyragtig kvalitet, fanges min opmærksomhed pludselig af et voldsomt lysglimt, som fra et lynnedslag ganske tæt ved. Men da der ikke følger noget tordenbrag efter, kigger jeg op og ser, på en baggrund af den smukkeste skyfri orange-røde aftenhimmel, en perfekt paddehattesky rejse sig i horisonten. Jeg betragter den i oprigtig æstetisk nydelse et par sekunder der føles som en evighed. Så får jeg øje på endnu en og straks efter en til. Jeg reagerer ikke på synet, men fortsætter med at betragte dem fuld af beundring; en religiøs tre-enighed åbenbaret, som et dødeligt drømmesyn på aftenhimlens filmlærred.

Så kommer der et lysglimt til og kort efter chokbølgen, hvis varme føles blid og tryg og vinden der som et kærtegn smyger sig om os. Jeg tænker, eller siger det måske højt, at nu er det vist rigeligt tæt på og at det er på tide at bryde op, og vi rejser os stille og roligt for at gå. Hvorhen ved jeg ikke, for der er en påtrængende følelse af, at det alligevel ikke nytter noget og i det øjeblik indser jeg, at nu er det hele forbi. Verden har spillet mig et puds. I dette sekund indser jeg, at jeg har trukket en nitte i lotteriet og magten over mit eget liv er blevet mig frarøvet og i stedet har en eller anden et sted langt borte besluttet min skæbne for mig, uden at kende mig og uden at interessere sig det fjerneste for hvem jeg er. Vi har knap nok rejst os og forladt bordet, inden det, mens vi alle tre kigger på hinanden hen over det, eksploderer i et inferno af lys og varme.

Og der vågnede jeg selvfølgelig.

Nej, jeg tror ikke på betydningen af drømme som noget der kan tydes og jeg tror slet ikke på drømme som et varsel og at jeg (eller vi alle) er døde inden aften, selvom jeg selvfølgelig gerne ville vide, hvem det to andre er, som jeg åbenbart skal dø i selskab med. Forklaringen er langt mere enkel og den har intet behov for fortolkning, både fordi tanken ikke er mig fremmed, og fordi umiddelbart efter jeg vågnede, havde jeg følgende vers i tankerne, for Baudelaires Les Fleurs du Mal er hvad jeg læser lige nu.

Ô Mort, vieux capitaine, il est temps! levons l’ancre!
Ce pays nous ennuie, ô Mort! Appareillons!
Si le ciel et la mer sont noirs comme de l’encre,
Nos coeurs que tu connais sont remplis de rayons!

Verse-nous ton poison pour qu’il nous réconforte!
Nous voulons, tant ce feu nous brûle le cerveau,
Plonger au fond du gouffre, Enfer ou Ciel, qu’importe?
Au fond de l’Inconnu pour trouver du nouveau!

William Aggelers engelske oversættelse fra 1954 lyder således og det er ganske godt:

O Death, old captain, it is time! let’s weigh anchor!
This country wearies us, O Death! Let us set sail!
Though the sea and the sky are black as ink,
Our hearts which you know well are filled with rays of light

Pour out your poison that it may refresh us!
This fire burns our brains so fiercely, we wish to plunge
To the abyss’ depths, Heaven or Hell, does it matter?
To the depths of the Unknown to find something new!”

… mens Peter Poulsens danske oversættelse fra 1998 synes svært under-oversat på en folkeskoleagtig måde. Sproget forekommer mig fladt og kønsløst.

O gamle kaptajn Død, let anker! kast los!
Vi væmmes, o skipper, ved dette land! På fart!
Er himlen og havet som blæk, er det os,
Hvis hjerter du kender, som lyser højt og klart!

Så hæld da giften op og lad os trøstigt drikke!
Vi kaster os i dybet, hvorpå skibet har flydt
– Himmel eller Helved, vi ænser det ikke –
Blot vi i det ukendte møder noget nyt!

__________
Charles Baudelaire: Les Fleur du Mal. Édition Garnier Frères. Paris 1961.
– : The Flowers of Evil. Trans: William Aggeler. Fresno, 1954
– ; Helvedsblomsterne, Overs: Peter Poulsen. Nansensgade Antikvariat. Kbh. 1998

501

Femhundrede er den alder Noah havde, da han fik sønnerne Sem, Kam og Jafet (jvf. 1. Mos. 5,32), men det er også et et kortspil for bedstemødre og en (lille) bil og en internal server error og den afstand (målt i mil) som en forelsket tosse vil gå til fods for sin udkårne (ifølge en elendig popsang) og sikkert en masse andet ligegyldigt. Knap så ligegyldigt er det, for undertegnede, at femhundrede også er antallet af indlæg på denne blog indtil nu. Dette er så nummer 501!

Kammerat konge!

Vores gavtyv af en kronprins har i den grad og endnu en gang bragt riget i oprør: I weekenden, mens elementerne rasede og hensatte kongeriget i noget, der kunne minde om en armageddonlignende undtagelsestilstand, vovede han livet for sine undersåtters skyld og forcerede den ellers lukkede storebæltsbro i bil, mens alle andre og langt mere dødelige, naturligvis pænt måtte vente i kø, til passage af voldgraven igen var mulig under trygge forhold.

Men som sædvanlig er der individer der ikke påskønner dette royale vovemod og selvopofrelse og der er endda enkelte der påtænker at klage …

Således Thomas Jensen der, efter han kl. 3 natten til søndag pænt måtte holde i kø og vente mens han derfra kunne se den kongelige kortege køre forbi, udtaler:

“Jeg regner ikke med, at det får betydning, at jeg klager. Men jeg havde da regnet med, at loven var lige for alle. Jeg har altid været glad for Kongehuset, men for os almindelige mennesker virker det ærlig talt grotesk, at nogen er så meget hævet over andre.”

Grotesk ligefrem?

Nu er der jo en grund til at det hedder “Deres Majestæt” eller “Deres Kongelige Højhed” og ikke bare “kammerat konge” eller “davs du gamle” og det gør det, fordi kronprinsen er særligt udvalgt. Ikke på grund af evner, selvsagt, men ved ved at være født ind i en familie, som ved lov og på trods nu engang er højt hævet over alle andre.

Ikke desto mindre måtte Kronprinsen, al højhed til trods, i den forgangne uge nedværdigere sig til at undskylde overfor folket. Det gider vi slet ikke kommentere, vi giver i stedet – og lad det været sagt: rent undtagelsesvist – ordet til Søren Pind, som uden den store retoriske tyngde alligevel formår at få pointen igennem med eftertryk:

“Jamen tillykke til dem, der nu fik både PET og Kongehuset til at undskylde. Så har I lighedshipoer(*) været hele raden rundt. Politikere, Embedsmænd, Kongehus – alle skal nu sige undskyld for at være til. Selv vores statsoverhoved og vores kommende Konge skal nu rende rundt og sige “undskyld undskyld undskyld”. Hvor patetisk, latterligt, småligt, småskoet, lighedsfascistisk kan det hele egentlig blive! Bvadr!” (fra den pindske facebookside, d. 12/1 2015)

__________
(*) For de historievidensmæssigt mindrebemidlede: “HIPO eller Hilfspolizei (hjælpepoliti) var et dansk uniformeret korps, der fungerede som tysk hjælpepoliti i 1944-45. Betegnelsen er en forkortelse for Hilfspolizei.”

I thank You God …

i thank You God for most this amazing
day: for the leaping greenly spirits of trees
and a blue true dream of sky; and for everything
which is natural which is infinite which is yes

(i who have died am alive again today,
and this is the sun’s birthday; this is the birth
day of life and of love and wings: and of the gay
great happening illimitably earth)

how should tasting touching hearing seeing
breathing any—lifted from the no
of all nothing—human merely being
doubt unimaginable You?

(now the ears of my ears awake and
now the eyes of my eyes are opened)

– e.e. cummings

Klamphugger

“Jeg synes stadig, at jeg har skrevet en god bog,
men der er bare mange fejl i.”

Således skriver Bo Tao Micaëlis i Politiken, om sin egen Hemingway-biografi, som er “er så behæftet med faktuelle fejl og stavefejl” at Gyldendal har følt sig tvunget til at trække bogen tilbage. (Michaëlis er tidligere blevet afsløret i at anmelde bøger han ikke har læst, hvilket ikke forhindrer ham i stadig at være anmelder ved Politiken.)