Perspektiv.

“Er der noget underligt i at 30 gram stof kunne forhindre at Asmaa Abdol-Hamid i at blive valgt til Folketinget, når man tænker på hvad bare 40 gram papir kunne forårsage i Mellemøsten?”

Ovenstående sammenligning er jeg desværre ikke kommet på selv, den er venligst “udlånt” af min gode ven Bertel. Måske lidt sent at bringe den, men den er for god til at lade blive hængende i luften.

At flyde med strømmen…

“Literature…has no relevance to the young who were brought up on television and movies, and though they are doubtless happier for the whole experience, they are also quite unable to comprehend the doubleness of things, the unexpected paradox, the sense of yes-no with which there can be no true intelligence, no means, in fact, of examining life as opposed to letting it wash over one.”

-Gore Vidal: Two sisters p. 41

Oldtidens Berømmelse

Oldtiden havde een god Skik.
Arbejde maatte krydre Maden:
Fyrsterne selv bag Ploven gik,
Pakkede Kornet selv i Laden.
Smaaherrer! kiende I Lee eller Loe?
Kunde I tærske for Føden! Jo! Jo!
Sulte I maatte, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.Oldtiden havde nok en god Skik:
Huuslighed klædte en Fyrstinde.
Til al den Stads, hvori hun gik,
Selv Hendes Høihed maatte spinde!
Smaaepiger bruge nu Fødderne nok;
Mon de kan dreie den snurrende Rok?
Serkeløs bleve de, om det gik.
Efter hiin gamle gode skik.Mage dertil var denne Skik:
Frøkener gjorde Huset Nytte,
Malkede selv en Lædskedrik,
Satte den frem i reenlig Bøtte.
Bøtter og Melk er for Bønder og Fæ;
Frøken og Junker er skaaren af Træ.
Kæmper vi havde, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Ei at forglemme den skiønne Skik:
Love og Folk vare lige gode,
Redelighed var Politik,
Dannemænd da hverandre troede;
Nu har vi Jura og Statskonst og Eed:
Ingen for smukke Folk sikker sig veed.
O hvilken Lykke, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik!

Hører Børnlille! nok en Skik:
Stadighed var i Smag og Sæder!
Datteren glad til Høitid gik
I sin Moerlilles Brudeklæder.
Nu dreier Moden som Hiul os omkring,
Aargammel Stads er en gyselig Ting,
O hvilken Vinding, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Dette var og en kostelig Skik:
Giestfrie Velkomst løste Tungen,
Hiertet blev varmt ved Fædres Drik,
Latter og Omqvæd rens’de Lungen.
Nu har man glimrende kold Assemblee,
Ligesom Maaneskin spiller på Snee.
O! hvor langt bedre, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Endydermere var det og Skik:
Fias hedde Fias og ei Fadaise,
Ingen da Navn af Autor fik,
Førend han havde lært at læse.
Nu skriver hver, som kan tygge en Pen,
Piner sin Muse og trætter sin Ven.
Vel vore Øren, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Item var det og Oldtidens Skik:
Konen til Takke tog med Manden;
Han ikke efter Friller gik:
Hun lod ham haveRo i Panden,
Konen nu kielent som Vagtelen slaaer,
Manden så lønlig på Dumpejagt gaaer.
Vel vore Glutter, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Priselig var og denne Skik:
Pigerne kom lidt seent til Dandsen,
Sielden de sig en Skovtour fik;
De bar, med Rette, Hæders-Krandsen.
Bruden nu hopper saa kyndig i Seng,
Skienker sin Mand en fem Maaneders Dreng.
Vel mangen Brudgom, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Hører endnu en herlig skik:
Brudgom og Brud vare lige sunde.
Konen hvert Aar en Arving fik,
Otte-Punds Karle, røde og runde.
Hun ingen Helbred og han ingen Marv,
Hvad kan de giøre til Fædrelands Tarv?
Vel Efterslægten, om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

Endelig var det og Oldtidens Skik:
Døttrene maatte lave Maden,
Blev fra Parnas og Pikenik,
Søndagen saaes de kun paa Gaden.
Nu har de Følelser, Læsning og Vid,
Kan ikke sætte en Gaas paa et Spid.
Vee vore Piger om det gik
Efter hiin gamle gode Skik.

– Johann Clemens Tode (1736-1806)

Ovenstående er hentet fra F. J. Billeskov Jansen: Den Danske Lyrik I-IV, bind 1, p. 273. Bøgerne fundet i perfekt tilstand på et hollandsk bogudsalg i Odense, for kun ti kroner pr. bind. Samme bogudsalg hvor undertegnede så to unge piger købe gamle (læder)indbundne bøger efter farven på bindet (de skal jo gerne passe til farven på møblerne, eller hvad nu); ganske uden Følelse, Læsning og Vid, men helt efter hiin gamle gode Skik!

A little learning …

Of all the Causes which conspire to blind
Man’s erring Judgment, and misguide the Mind,
What the weak Head with strongest Byass rules,
Is Pride, the never-failing Vice of Fools.
Whatever Nature has in Worth deny’d,
She gives in large Recruits of needful Pride;
For as in Bodies, thus in Souls, we find
What wants in Blood and Spirits, swell’d with Wind;
Pride, where Wit fails, steps in to our Defence,
And fills up all the mighty Void of Sense!
If once right Reason drives that Cloud away,
Truth breaks upon us with resistless Day;
Trust not your self; but your Defects to know,
Make use of ev’ry Friend–and ev’ry Foe.

A little Learning is a dang’rous Thing;
Drink deep, or taste not the Pierian Spring:
There shallow Draughts intoxicate the Brain,
And drinking largely sobers us again.
Fir’d at first Sight with what the Muse imparts,
In fearless Youth we tempt the Heights of Arts,
While from the bounded Level of our Mind,
Short Views we take, nor see the lengths behind,
But more advanc’d, behold with strange Surprize
New, distant Scenes of endless Science rise!
So pleas’d at first, the towring Alps we try,
Mount o’er the Vales, and seem to tread the Sky;
Th’ Eternal Snows appear already past,
And the first Clouds and Mountains seem the last:
But those attain’d, we tremble to survey
The growing Labours of the lengthen’d Way,
Th’ increasing Prospect tires our wandering Eyes,
Hills peep o’er Hills, and Alps on Alps arise!

A perfect Judge will read each Work of Wit
With the same Spirit that its Author writ,
Survey the Whole, nor seek slight Faults to find,
Where Nature moves, and Rapture warms the Mind;
Nor lose, for that malignant dull Delight,
The gen’rous Pleasure to be charm’d with Wit.
But in such Lays as neither ebb, nor flow,
Correctly cold, and regularly low,
That shunning Faults, one quiet Tenour keep;
We cannot blame indeed–but we may sleep.
In Wit, as Nature, what affects our Hearts
Is nor th’ Exactness of peculiar Parts;
‘Tis not a Lip, or Eye, we Beauty call,
But the joint Force and full Result of all.
Thus when we view some well-proportion’d Dome,
The World’s just Wonder, and ev’n thine O Rome!)
No single Parts unequally surprize;
All comes united to th’ admiring Eyes;
No monstrous Height, or Breadth, or Length appear;
The Whole at once is Bold, and Regular.

Whoever thinks a faultless Piece to see,
Thinks what ne’er was, nor is, nor e’er shall be.
In ev’ry Work regard the Writer’s End,
Since none can compass more than they Intend;
And if the Means be just, the Conduct true,
Applause, in spite of trivial Faults, is due.
As Men of Breeding, sometimes Men of Wit,
T’ avoid great Errors, must the less commit,
Neglect the Rules each Verbal Critick lays,
For not to know some Trifles, is a Praise.
Most Criticks, fond of some subservient Art,
Still make the Whole depend upon a Part,
They talk of Principles, but Notions prize,
And All to one lov’d Folly Sacrifice.

[Pope: Essay on Criticism.]

Eensomhed II

“Hvad vil da Samvittigheden indskærpe ved Bevidstheden om, at Du er en Enkelt? Den villære Dig, hvis Du dømmer (thi i saare mange Tilfælde vil den afholde Dig fra at dømme), at Du da har Din Dom paa eget Ansvar; at Du med Undseelse som for en Afdød prøver, hvad Du forstaar og hvad Du ikke forstaar; den vil skrække Dig fra at søge den glimrende Udflugt til Elendighed, at i Ere Mange, thi mange Daarer gjør dog ikke een Viis, og Mængden er en tvetydig Anbefaling for en Sag; jo større Mængden er, desto sandsynligere, at Det den priser er Daarskab, desto usandsynligere, at det er Sandhed; og allerusandsynligst at det er nogen evig Sandhed, thi evigt er der jo netop ingen Mængde. Sandheden er ikke saaledes, at den Strax behager en letsindig Mængde – og i Grunden gjør den det aldrig; Sandheden maa netop forekomme en saadan Hob taabelig.”

S. Kierkegaard: Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, p.121-2 (3.udg.)

Eensomhed

“Det er en frygtelig Satire og et Epigram over den nyere Tids Timelighed, at den eneste Anvendelse man nu veed at gjøre af Eensomheden er en Straf, er Fængslet. Hvilken forskel siden den Tid, da man, hvor verdslig end Timeligheden altid har været, dog troede paa Klosterets Eensomhed, da man altsaa ærede Eensomheden som det Høieste som det Eviges Bestemmelse – og nu da man afskyer den som en Forbandelse, saa den kun kan bruges som Straf over Forbrydere. Ak, hvilken Forandring.”

– Kierkegaard: Pap. VIII.I A40