Et in arcadia

Sophus Claussen: I Arkadien – Foraarsrim fra en Købstad

Flade Egne og lave Skyr,
toppede Brosten og smaabitte Byr,
om Spejlglas-Kugler, man vandrer forbi
og øjner sit bredeste Ansigt i.

Foraars-Enge og Piletrær!
Findes der grønnere Land end her?
Solen lidt søvnig, Stranden lidt sur.
Intet forhastet — Alting Natur.

Evangelium

DSC_1087_2

Foraar! Jeg bliver altid
først mig, naar Vaaren er nær.
Min eneste Grund til at være
var dette Foraars-Begær.
Det væsenlige af mig
det er mit Foraars-Begær.

Paaske — de graablaa Dage,
Vaarsæd og Naaletrær,
Bøgeskoven visnet,
isnet af Foraars-Begær!
Det er mit Kors og mit Vievand
det isnende Foraars-Begær.

Foraar — Sne og Violer,
Langfredags skarpe Blæst;
er Jorden sort og frossen,
vaares Hjærterne bedst.
Et Judas-Kys paa min Læbe
af Foraar, som hvisker: korsfæst!

Og hvad jeg ønsker vinder
sit, dybe, stærke Skær.
Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som i mit Begær.

– Sophus Claussen

Eensomheden

429px-Emil_Aarestrup_1847Barn, du drømmer dig
Eensomhedens Skygge,
Eensomhedens Lyst,
Som en hellig Lykke,
Som en evig Trøst –
Kjender du da mig?

Veed du, hvad det er,
Ret at være ene?
Ret at føle sig
Eensom og alene?
Kan du sige mig,
Veed du, hvad det er?

Englen nærmer sig,
Den, om hvem du leder,
Eensomhed ved Navn;
Men usynlig breder
Den sin mørke Favn
Rædselsfuld mod dig.

See den dybe Flod
Bag de grønne Grene –
Har du Lyst dertil,
Saa er du alene,
Evig, om du vil –
Tør du? har du Mod?’

                                                  – Emil Aarestrup

 

Se også:  EensomhedEensomhed IISkønhed! – Hellige ensomhedBerømmelseThe curtain is never drawn

Ill. via wikipedia.

Og her er Lyset, husk dig, at det brænder …

Sophus Claussen om Lyset:

At tro sig af falske Profeter forledt!
var altid Svaghedens Mærke.
Der er ingen Kraft hos en falsk Profet.
Men Lyset er til for de stærke.
Det straaler fra Evighed stedse paa ny.
Men den, som er ræd for Guds Aasyn, maa fly
til Templer og Helligdomme,
hvor alle oprigtige Fromme
andægtig med Savn og Bod og Bøn
bereder sig paa at fortjene den Løn
at se Frelseren komme.

 

DSC_4653_v2

 

En Drøm har kysset mit Hjerte,
og leved jeg hundrede Aar,
jeg husker de Øjenlaage,
jeg husker det bølgende Haar
og disse fine Kinder,
hvis Farve i Søvnen veg,
og Læben, som let sig aabned
saa rød og dog saa bleg.
Men allermest jeg mindes
det Nu, da hun vaagnede stille,
vaagned som Dagen til Lyset,
endskønt det var bleven silde,
og saa mig sidde bøjet
i Græsset ved hendes Fod
og saa mig ind i Øjet
og syntes at blive mig god,
og sænkede Laagene atter,
som blindet af Søvnens Tvang,
og rakte mig sine Læber
– de tavse – en eneste Gang . . .

 

O hvor kært at ane, at alt sort og graat
er et Læ, hvor Lyset virker gemt og godt!
at det mørkes Dybde og det hvides Mildhed
dugges af en Skabermorgens Drøm og Stilhed.

 

Der er i den skønne Forsagelses Dyd
et Vellystgran.
Der findes et Glimt i Daarskabens Fryd
af en himmelsk Forstand.
[…]
Med Daarskabens Tyvelygte gemt
under Kjortelens Flig
man lever og dør. Al Alvor er Skæmt,
og al Leg er Krig.
Jeg bringer dig Lyset, jeg fandt paa min Vej,
tilhør mig, og Verden skal tilhøre dig.”

Af Sophus Claussen det hele (fra forskellige kilder), dog er overskriften Aarestrup.

Eros v

Johanne Louise Heiberg: Et liv gjenoplevet i erindringen (1944), om Maria Stuart:

Det lette, muntre Sind gjorde hende uforsigtig i sine Ytringer, det varme Hjerte henrev hende til at lytte til den Elskovsrøst, hvoraf hele hendes Kvindenatur var gjennemstrømmet, uden at det faldt i den Ulykkeliges Lov at møde Een, der kunde forvandle Eros til Apollon og give hendes hele Væsen en høiere Retning. Det religiøse Element hos hende var atter her kun som hos den unge, umiddelbare Kvinde, der holder fast ved Guds Barmhjertighed uden at have arbeidet hen mod, hvad Gud kræver af Lydighed og Forsagelse, og den katholske Lære med sin Syndsforladelse gjorde hende tryg for Følgerne af hendes Overtrædelser. (bd. 3, s.115)

Ernesto Dalgas: Dommedags bog.

Atter er Eros kommet til Verden for at forme Kosmos ud af Kaos. Og atter skal han leve et Liv og elske og drømme og føle sig salig og gaa under i Ildsvælget uden at vide, at dette er sket utallige Gange før. (s. 283)

Sofokles: Antigone (overs.: Niels Møllers):

O Eros! Alsejrer i Strid!
Du styrter mod bævende Bytte;
paa Møens grubede bløde Kinder
lurende du dig dølger.
Hen over Havet iler du, naaer
Hyrdernes lave Hytte.
Ej undflyr udødelig Gud, hvor du følger,
og ingen paa Jord af Dagens Børn.
Den, der har dig, raser.

Små skarpe ting

(til h********)

“Men da hun fæster Blikket paa Gudens blege Ansigt, forsvinder det grusomme Smil om hendes Mund. Hun knæler ned og skuer hans Træk, og hendes Øjne fyldes med Taarer.

Hun lægger Haanden paa hans Bryst, der, hvor Tigerens Klo har revet et aabent Saar, og hun siger sagte: »Det er, som jeg tænkte, der var intet Hjerte i hans Bryst«.

Og han rører sig ikke.

Hun lægger sin Kind til hans og kysser ham; men han rører sig ikke. Hun græder og klager; men han rører sig ikke. Hun skriger hans Navn; men han rører sig ikke.

Da griber hun i Fortvivlelse sin liden Kniv og borer den ind under sit venstre Bryst. Hun river sit eget Hjerte ud af Brystet og lægger det ind i hans Legems blødende Saar. Og se! Paafuglefjedrens Straaler bevæge sig for hans Mund.

Hun sætter sig stille ved Siden af ham og holder hans Legeme halvt oppe. Hans Hoved hviler mellem hendes Bryster som i Barndommens Leg. Hun venter stille, medens Solen synker.”

– E. Dalgas: Dommedags Bog s. 314

Song of a Man Who Has Come Through

Not I, not I, but the wind that blows through me!
A fine wind is blowing the new direction of Time.
If only I let it bear me, carry me, if only it carry me!
If only I am sensitive, subtle, oh, delicate, a winged gift!
If only, most lovely of all, I yield myself and am borrowed
By the fine, fine wind that takes its course through the chaos of the world
Like a fine, an exquisite chisel, a wedge-blade inserted;
If only I am keen and hard like the sheer tip of a wedge
Driven by invisible blows,
The rock will split, we shall come at the wonder, we shall find the Hesperides.

Oh, for the wonder that bubbles into my soul,
I would be a good fountain, a good well-head,
Would blur no whisper, spoil no expression.

What is the knocking?
What is the knocking at the door in the night?
It is somebody wants to do us harm.

No, no, it is the three strange angels.
Admit them, admit them.

– D. H. Lawrence