Forårsforventninger

Måske man kan sige, at man forgriber sig lidt på naturen og verden, når man på denne måde insisterer på at foregribe årstiderne, men ikke desto mindre vil jeg insistere. Solen skinner ind af mit vindue, måske lidt dovent, men den skinner trods alt og himlen er klar og blå. Blandede småfugle hopper forventningsfuldt rundt i min hæk eller kigger bebrejdende på mig fra det foderbræt, som jeg har forsømt at fylde og ser man helt bort fra temperaturen derude, som jeg jo ikke kan mærke herinde, så kunne man godt bilde sig selv ind, at foråret er på vej. Eller … det er det jo sådan set også, det er det hele tiden, men måske man endda kunne få den tanke, at det er tættere på, end det i virkeligheden er. Sophus Claussen kan fint hjælpe mig på vej i mine lystige vildfarelser.

Dansk Foraar

Naturen min Elskerinde
har taget sit Forklæde paa,
sit Forklæde af Anemoner,
slængt over Kjolens Graa!

Naturen min Elskerinde
er bleven saa formiddagsklædt
med grønne Buketter ved Bæltet.
Nu er jeg ilde stedt …

Jeg sidder atter i Lunden
paa Bænkens frønnede Træ
og stirrer henad en Gangsti
med Hænderne under mine Knæ;

Jeg attraar de spirende Urter
og trækker dog Vejret saa frit,
hænger ved dette Klæde
af Grønt broderet med Hvidt.

Naturen min kyske Veninde
skænker mig Sol og Læ
og alle slags friske Farver,
broderede ved hendes Knæ.

Men blir det mit Hjærte for broget,
saa slaar der en Nattergal
i Haven, til Tegn og til Trøst: — at
en anden er ligesaa gal.

Naturen min unge Moder
har rakt mig sit Forklædes Flig.
Og endt er Dæmonernes Hærværk.
Jeg er i mit Himmerig.

Nu har vi andetsteds beskyldt Sophus for at være både resignerende overfor livet og kærligheden og for til tider at være relativt kynisk, men ret skal være ret, det er han ikke her. Hans konstatering af forårets himmerrigskhed burde kunne tjene som forventningsglad opmuntring her og en lykkelig glemsel for så vidt angår kulden udenfor, som ikke er forårsagtig overhovedet.

For vover man sig udenfor, så opdager man da også hurtigt, at solen har ikke rigtig nogen magt i dag andet end lysets. Varme er der virkelig ikke meget af og så er det at man kommer til at tænke på Stuckenbergs forår, som er af en helt anden art.

Erantis

Nu er det Foraar — løb, min Dreng,
nu støjer Hækkens Spurve,
og Havebedet pakker ud
de smaa Erantiskurve,
og Himlen staar saa høj og hvid,
som blev det Dag for evig Tid,
og Luften er saa frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
… saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Nu blomstrer hver en Blomst paany,
det er saa mildt at mærke,
det er, som sang al Uskyld ud
sin Fryd med Markens Lærke;
ak, — det er Bud fra svundne Aar,
en Tone, som i Luften staar
endnu engang og skælver,
en Kalden — men tilbage;
den lyse Vaar, som gror paany,
den er en Skygge under Sky,
og Lærkens Jubel maler
for mig kun gamle Dage.

Min Dreng, det ved du intet om,
men denne Sol i Luften,
Bogfinkens første sagte Slag,
Muldvarpeskudets Duften,
det bringer ikke mig ny Vaar,
det maner mig om svundne Aar;
blødt spørger Finkens Trille:
Hvor er de henne, som med dig
engang gik Vaarens lyse Vej
i Ungdom, Fryd og Lykke,
og Fuglen tier stille.

Hvor er de henne, de der fandt
som jeg i Ungdoms Glæde,
at alt var herligt Strid og Tant,
at juble og at græde.
De er der i det lyse Skær,
som hver en Gren i Vaaren bær’,
dér tindrer deres Lykke,
men fjernt som en vemodig Drøm,
og stum er deres Latters Strøm,
— den fattige Erantis
blev al vor Levens Smykke.

Min Dreng, elsk Dagens lyse Sol,
glæd evig dig ved Vaaren,
den var, den er din Kongestol,
din Lykke ubeskaaren,
i den du møder til din Død
de Blomster, som dig Livet bød,
din Ungdom evig frodig,
— spring, lille Dreng, med Kinden hed,
i lykkelig Uvidenhed,
saa længe du ej aner,
hvor Vaaren gør vemodig.

Ak ja, skal vi tage Sophus på ordet og tro på at Naturens Elskerinde en dag vil tage sit forklæde på og smile til en selv, munter og glad og ligetil. Ubesmittet i sin sorgløse længsel efter endnu en varm og frodig og attråværdig sommer. Eller kommer foråret som en vemodig formaning om det der var engang, dengang hvor uskylden og glæden og ikke mindst troen på livet og kærligheden endnu var i behold og man levede i lykkelig uvidenhed over den dystre kendsgerning, at våren kom kun en gang og at efteråret fulgte snart efter.

Måske det lyder plat og banalt, men livet er hvad man gør det til og er det en stadig stræben efter glæden eller måske ligefrem lykken og en stædig insisteren på kærligheden og begæret, så er der måske mening at hente i Sophus Claussens Evangelium:

Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som i mit Begær.

Blufærdighed

“Sådan vil ædle sjæle det: de vil intet have omkostningsfrit, allermindst livet.
Den, der er af pøblen, vil leve omkostningsfrit: men alle vi andre, som livet gav sig til – vi grunder altid over, hvad vi bedst giver til gengæld.
Og sandelig er det en fornem tale, der siger: “Hvad livet giver os, det vil vi – holde over for livet!”
Man skal ikke ville nyde, hvor man ikke giver noget at nyde. Og – man skal ikke ville nyde!
Nydelse og uskyld er nemlig det mest blufærdige, der findes: ingen af  dem vil opsøges. Man skal have dem – og snarere bør man søge efter skyld og smerte!”

Nietzsche: Således talte Zarathustra. Kbh. 1999. s. 170

Drømmebetydning

Jeg, der ellers sjældent drømmer, eller i hvert fald sjældent vågner tidsnok til at kunne huske dem, vågnede i morges midt i den mest perfekte drøm.

Siddende i et skovbryn i tusmørket ved et sæt bord og bænke af træ af den slags med metalskelet som ofte findes i parker, sammen med to andre personer, som jeg ikke har nogen klar erindring om hvem var, men der er vin på bordet og stemningen er afslappet og hyggelig, omgivet af de fineste små fine huse i træ af næsten eventyragtig kvalitet, fanges min opmærksomhed pludselig af et voldsomt lysglimt, som fra et lynnedslag ganske tæt ved. Men da der ikke følger noget tordenbrag efter, kigger jeg op og ser, på en baggrund af den smukkeste skyfri orange-røde aftenhimmel, en perfekt paddehattesky rejse sig i horisonten. Jeg betragter den i oprigtig æstetisk nydelse et par sekunder der føles som en evighed. Så får jeg øje på endnu en og straks efter en til. Jeg reagerer ikke på synet, men fortsætter med at betragte dem fuld af beundring; en religiøs tre-enighed åbenbaret, som et dødeligt drømmesyn på aftenhimlens filmlærred.

Så kommer der et lysglimt til og kort efter chokbølgen, hvis varme føles blid og tryg og vinden der som et kærtegn smyger sig om os. Jeg tænker, eller siger det måske højt, at nu er det vist rigeligt tæt på og at det er på tide at bryde op, og vi rejser os stille og roligt for at gå. Hvorhen ved jeg ikke, for der er en påtrængende følelse af, at det alligevel ikke nytter noget og i det øjeblik indser jeg, at nu er det hele forbi. Verden har spillet mig et puds. I dette sekund indser jeg, at jeg har trukket en nitte i lotteriet og magten over mit eget liv er blevet mig frarøvet og i stedet har en eller anden et sted langt borte besluttet min skæbne for mig, uden at kende mig og uden at interessere sig det fjerneste for hvem jeg er. Vi har knap nok rejst os og forladt bordet, inden det, mens vi alle tre kigger på hinanden hen over det, eksploderer i et inferno af lys og varme.

Og der vågnede jeg selvfølgelig.

Nej, jeg tror ikke på betydningen af drømme som noget der kan tydes og jeg tror slet ikke på drømme som et varsel og at jeg (eller vi alle) er døde inden aften, selvom jeg selvfølgelig gerne ville vide, hvem det to andre er, som jeg åbenbart skal dø i selskab med. Forklaringen er langt mere enkel og den har intet behov for fortolkning, både fordi tanken ikke er mig fremmed, og fordi umiddelbart efter jeg vågnede, havde jeg følgende vers i tankerne, for Baudelaires Les Fleurs du Mal er hvad jeg læser lige nu.

Ô Mort, vieux capitaine, il est temps! levons l’ancre!
Ce pays nous ennuie, ô Mort! Appareillons!
Si le ciel et la mer sont noirs comme de l’encre,
Nos coeurs que tu connais sont remplis de rayons!

Verse-nous ton poison pour qu’il nous réconforte!
Nous voulons, tant ce feu nous brûle le cerveau,
Plonger au fond du gouffre, Enfer ou Ciel, qu’importe?
Au fond de l’Inconnu pour trouver du nouveau!

William Aggelers engelske oversættelse fra 1954 lyder således og det er ganske godt:

O Death, old captain, it is time! let’s weigh anchor!
This country wearies us, O Death! Let us set sail!
Though the sea and the sky are black as ink,
Our hearts which you know well are filled with rays of light

Pour out your poison that it may refresh us!
This fire burns our brains so fiercely, we wish to plunge
To the abyss’ depths, Heaven or Hell, does it matter?
To the depths of the Unknown to find something new!”

… mens Peter Poulsens danske oversættelse fra 1998 synes svært under-oversat på en folkeskoleagtig måde. Sproget forekommer mig fladt og kønsløst.

O gamle kaptajn Død, let anker! kast los!
Vi væmmes, o skipper, ved dette land! På fart!
Er himlen og havet som blæk, er det os,
Hvis hjerter du kender, som lyser højt og klart!

Så hæld da giften op og lad os trøstigt drikke!
Vi kaster os i dybet, hvorpå skibet har flydt
– Himmel eller Helved, vi ænser det ikke –
Blot vi i det ukendte møder noget nyt!

__________
Charles Baudelaire: Les Fleur du Mal. Édition Garnier Frères. Paris 1961.
– : The Flowers of Evil. Trans: William Aggeler. Fresno, 1954
– ; Helvedsblomsterne, Overs: Peter Poulsen. Nansensgade Antikvariat. Kbh. 1998

Fornedrelsessympatien

“jeg tilstaar, jeg attraar at rive itu,
hvad andre havde holdt sammen til nu:
den løjede Dyd med dens hellige Spænder
og Bæltet om Skønhedens ukyske Lænder …
Jeg elsker Synet af Smærten og Svien
– (og vedgaar det aabent) – men intet af alt
er skønt som Fornedrelsessympatien,
der tænder sit Lys dér, hvor Lovene ender,
hvor godt og ondt sidder sammen som Venner …”

Sophus Claussen: 100 digte. Kbh. 2015.

Julefred

“Stilheden sænkede sig over Stuen. Medens Maden blev færdig, var de tre Smaa Vidne til, at deres Fader Vaskede sig, ja han vaskede sig i Hovedet, ogsaa han led for Højtiden, inviede sig til det Ubeskrivelige. Derpaa spiste de, først den fine Grød og bagefter stegt Flæsk og Kartofler. De var så vel til Mode. Et Sted oppe eller nede var der sket noget for Hvermand indgribende, saa at det lysnede i alle Stuer, var de end nok saa trange. Tørve Christens Del var bleven tre Børn med diamantklare Øjne, der sad med hver sit Stykke fedtsprudende Flæsk i de smaa Fingre og spiste saa saare. Stuen lunedes. Konen havde en Overraskelse henne bag Bilæggerens lukkede Spjæld, de hørte det syde og branke derinde. Tællelyset paa Bordet gyldnede Stuen, som var fuld af ærbar Fred.”

– Johannes V. Jensen: Julefred. (Himmerlandshistorier. Kbh. 1995)

Demokratiets sejr.

“Aldrig har Demokratiet fejret saadanne Triumfer som i Dagene efter 5. maj – i hvert Fald i hine Dages Veltalenhed. Som et mangestemmet brusende Kor steg Lovsangen til det frie Demokrati fra Mændene paa Christiansborg som fra Frihedskæmperne, fra Saxogade som fra Ryvangsvillaerne. Der var ikke en Mand i hele Landet – Kæltring eller Gentleman -som ikke svor til Demokratiet, og som altid havde svoret til den Fane. De allerfleste kunde forsikre om deres til enhver Tid ubrydelige Trosskab overfor Sagen, den Sag, som de var villige til at ofre Livet for. Kun een Tone var forstummet: Oppositionens. Ingen vovede at staa op og sige; jeg har alle Dage anset Demokratiet for enrigtig daarlig Styreform, og den Omstændighed, at Nazismen har vist sig at være endnu værre, rokke ikke det mindste ved min Mistillid til og Foragt for Folkestyret. Og havde der end været en enkelt, der var i Besiddelse af den Dumdristighed, der skulde til for at fremsætte slige Anskuelser, havde det ikke nyttet det mindste; han havde simpelt hen ikke faaet Lov at komme til Orde.” (s. 138)

HalKoch
Hal Koch (1904-1963)

Således skrev Hal Koch i en artikel (Loke og Thor) i tidsskriftet Frie Ord kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig og spurgte derefter:

“… skal der i et demokratisk Samfund være ubetinget Frihed til at danne sig de politiske Anskuelser, man vil, og til i Ord og Skrift at agitere for dem? Og skal denne Tanke- og Ytringsfrihed opretholdes ogsaa i de Tilfælde, hvor den paagældendes Tænkning og Agitation gaar ud på at omstyrte den bestaaende, saakaldt demokratiske Stat, muligvis endda med Magt, ikke ved Stemmeflerhed? Herpaa maa man – ud fra [Professor Jørgen] Jørgensens Opfattelse – svare: Nej, en saadan Frihed fører til det rene Anarki. Derfor maa en Agitation for urigtige og statsfarlige Meninger Bekæmpes, og det sker bedst ved, at man afsætter de farlige fra deres Embede. Hjælper det ikke, maa man ikke vige tilbage for grove Midler.” (s. 145)

Kochs indvending er den vist eviggyldige:

“… at det er meget farligt at udstyre Mennesker med en saadan Magt, som her tænkes lagt i Hænderne paa dem, der skal træffe Afgørelser om de politiske Anskuelsers Tilladelighed eller Utilladelighed. Enhver Regering vil, i vanskelige og truende Situationer, være tilbøjelig til at stemple sine Modstandere som farlige udemokratiske Oprørere og derefter gøre kort Proces med dem.” (s. 145)

Man kunne tilføje, at det ikke udelukkende er på politikerniveau at denne problemstilling er relevant; den er akkurat lige så påtrængende og aktuel på vælgerniveau. Er der ikke lige så stor (hvis ikke større) tendens til, at afskrive politiske modstandere eller ideer og principper man ikke selv deler, uanset om de er politiske, religiøse eller ideologiske, på nøjagtig samme måde blandt den vælgende befolkning?

Er det ikke kun alt for let at afskrive politiske modstandere og deres opfattelse af verden fordi man mener at de er tosser, fundamentalister, halalhippier, muslimer, kristne, nazister, fascister, racister, afstumpede, naive, onde, dumme, landsforrædere, menneskefjendse, samfundsfjendske, religionsfjenske og alt muligt andet?

Demokratiet sætter mennesket i centrum for verden, og giver hver enkelt en del af ansvaret for, hvordan samfundet skal styres efter næste valg. Men at samfundet på den måde underlægges individets mere eller mindre tilfældige indskydelser på valgdagen, betyder ikke at du som vælger ligger inde med den absolutte og endegyldige sandhed om, hvordan verden bør og skal være.

Demokratiet sætter mennesket i centrum og giver det en magt, der der langt overstiger hvad noget menneske har intelligens og viden til at overskue. Dermed følger der også et ansvar for at forvalte den magt ansvarsfuldt og med en passende ydmyghed overfor opgaven. For Lord Actons ord om at “magt har en tendens til at korrumpere” () gælder skam ikke kun for enevældige herskere; de gælder også for dig og den magt du har fået i hænde, som vælger i et demokrati.

Så spørg dig selv, om du mener, at du virkelig er i stand til at adskille personlige ønsker og egen fordel, fra hvad der objektivt er det bedste for det land, du er en indbygger i, så ikke også du bliver et levende bevis på, at der er rigtig god grund til, at du, ligesom så mange andre, kun har fået tildelt 1/3.000.000 del af magten.

__________
Hal Koch: Loke og Thor, i Frie Ord, 1. Årg. 1946.

Således talte den gamle luder.

“… jeg interesserede mig mere for Elohim, universets ophøjede skabergud, end for hans kedsommelige afkom. Jesus havde elsket menneskene for højt, det var dét der var problemet; at han lod sig korsfæste for deres skyld, vidnede som minimum om dårlig smag, som den gamle luder ville have sagt.”

– Houellebecq: Underkastelse. s. 261

Almindeligheder

sophusclausenHvad kan det nytte Menneskeheden at vide, at en gammel Mær bærer sig ad som en gammel Mær eller at en fersk ung Jomfru er fersk forelsket som en ung Jomfru? Vinternatten i Hexens Sovekammer og Vinternatten med Uskyldighedens vidt opspilede Øjne under Gadelygten – det er begge Dele saa ganske almindelige Hændelser.”

Således skrev Sophus Claussen (1865-1931) engang, som det fremgår af hans Notater og Skitser, København 1993, s. 83 og videre hedder det andetsteds i samme:

“Det daglige Liv har saa ringe Betydning i grunden og er dog, selv for de største, som Havet, hvortil man vender tilbage og hvoraf man må øse.” (s. 114)

Men man kan nu også øse lige vel rigeligt af den forkerte spand:

“At hun, der var gjort af Træ
til Pynt i en borgerlig Stue
– en Skal, et Panel –
sank i Knæ
og lod sig gøre til Frue
forstaar man … men hvem maa ej grue
men han der var lødig og hel,
han gifted sig med et Panel.” (s. 110)